FmFreaks

Elsk på dit topbanner.

Elsk tilbage fra mig.

Spændende start!
- Jeg følger med ;)

Hvad helvede er det for en tid at være oppe på? :t: - Jeg håber fandme du skammer dig! :cr:

Hvis vi ser bort fra det, og ser hen på det du har gang i, så ser det jo yderst lovende ud. Flot intro, pisse flot topbanner, og flot opsætning.
Glæder mig til at se hvad du disker op med O0.

Jeg bor i USA, så klokken er kun 22:45 her ;)

Det var nu ment til BenJoe. ;)

Tak begge to, og Povl, jeg kunne ikke sove.. ::) :D

På vej til kontoret hvor der skulle skrives under på kontrakten, overvejede han det stadig. Han troede han var blevet enig med sig selv, men han var begyndt at tænke over hvordan det kunne påvirke sønnerne. Der ville unægtelig blive lagt et meget større pres på dem, trænerens sønner.

Den yngste søn var et guds benådet talent. Han var en god gammeldags boksspiller og med en højde 193cm og en vægt på 88 kilo, var han unægtelig en stor mand. Han kunne ikke finte, men kunne afslutte ufatteligt præcist og heade ligeså. Han kunne hoppe højere end næsten alle, og var stærk som en tyr. Han holdte ofte modspillere væk med sin krop, hvorefter han hoppede op og stangede bolden hårdt i mål. Hans store problem var han mentalitet. Han var en forkælet unge, der ikke havde respekt for nogen. Det passede ham bedst at være alene, hvis han selv bestemte var han alene mod 11 på banen.

Den anden søn, den ældste, var en komplet modsætning. Kun 166cm og 63 kilo stor. Ikke stærke tekniske evner, og en svag fysik. Trods sin lave vægt var han ikke hurtigt. Det der dog reddede ham var, en fabelagtig mentalitet. Et fighterhjerte uden lige. Det han ikke havde i evner eller fysik havde han mentalt. Han var fastbesluttet på at vise sit værd, men få klubber turde tage chancen med ham. Dette var sandsynligvis den sidste chance for BenoÎt.

Nu sad han derinde, vippede frem og tilbage i stolen. Han ville rette sit moustache til, men havde glemt sit spejl, og man kunne ikke rette det uden. Det irriterede ham, men der var ikke tid til at finde et toilet. Han satte diskret sin hånd op på overlæben, så den dækkede over det. Nu faldt han til ro. Samtalen forløb uden problemer, og han begyndte at slå sig på øret med kuglepennen, altid det højre øre, der var han døv. Han gjorde det samme når han skulle notere noget under en kamp.

Han kom stolt hjem og fortalte sine sønner den gode nyhed. Han havde skaffet dem et job.

Er du sikker på din hovedperson er far til dem begge?
Det ser stadig pisse godt ud!

Jeg ved virkelig ikke om han er faren, moren er den samme, men hun siges at være lidt løs... :D
Tak. :)

Det var først da han stod med holdet til den første træning, først da opdagede han det, fejlen.

Holdet var ikke det han havde forventet. Han havde læst at de fik en 2. plads i den franske liga sæsonen før, men han vidste ikke at det var mere held end evner. De andre hold havde ikke præsteret den sæson, og de fleste af succes spillerne var blevet solgt. Andre af de bærende styrker var gamle. De var store og langsomme, arrogante og selviske. Problembørn på størrelse med Auguste, hans yngste søn.

Det var en stor udfordring han stod overfor, men han kunne ikke give op nu, det lå heller ikke til ham. Han sikrede sig at de fik løbet rigeligt den dag, og hver gang en af sønnerne kaldte ham far, så fik de lov at løbe mere! Man skulle være professionel, så fungerede det ikke at kalde ham far, blot fordi han var deres far. Nej, det hed Hr. DesBois eller Coach DesBois.

Han havde, som altid, sit jakkesæt på, dog intet almindeligt jakkesæt. Det var et tweed jakkesæt, et ternet et af slagsen. Det var sikkert, at han ikke, skabte en ny trend med det, men det passede meget godt til midterskillingen og det lille moustache. Og så var der helt sikkert aldrig en dag, hvor han mødte en med samme jakkesæt på. Selvom solen bagede ned i franske Bordeaux, og sveddråberne piblede ned af panden, så nægtede han stædigt at smide jakken, eller anskaffe sig et par shorts. Manden havde stil.

Spillerne morede sig over udseendet, og da han var taget hjem efter træningen blev der grint i omklædningsrummet. Hvordan skulle han kunne få noget ud af denne bunke afvaskede, afdankede, forkælede fodboldspillere? Kun han vidste det.

Han havde haft fem venskabskampe til at bestemme sin endelige holdopstilling. Han ville helst have undladt at vælge andre end sine sønner, men det var ikke tilladt. De havde vundet tre af kampene og fået de to sidste uafgjort. Dortmund og West Ham var de største hold de havde mødt, og henholdsvis en uafgjort 0-0 og 3-2 sejr endte det med.

Han valgte en traditionel 4-4-2, med en kontrollerende mentalitet. De skulle skabe kampene og være dominerende, men han frygtede de ikke havde holdet til det. De fleste af spillerne var bedre til kontraangreb, og der var mangel på hurtige angribere, eller hurtige spillere i det hele taget. Det irriterede ham meget, da han bedst kunne lide at spille hurtigt med hurtige spillere. Her havde han en gruppe der var meget fysisk overlegne, i en liga med en masse fart. Det ville til tider være en fordel, andre gange en stor ulempe.

Han var kendt som talentmageren. Han kunne få en ynkelig lille tøsedreng til at blive en fuldvoksen mand. Få mænd til at bliver krigere, og krigere til at blive helte. Men, han havde altid haft svært med problembørn. Han kunne skabe talenterne, men kun hvis de selv ville være talenter. Ellers var det umuligt. Det var også tydeligt i indkøbene han foretog sig at han var glad for talenter.

Foruden de tre spillere som den forhenværende manager havde hente på fri, José Pedro Fuenzalida (http://img28.imageshack.us/img28/2585/jospedrofuenzalidaprofi.png), Olivier Auriac (http://img829.imageshack.us/img829/2415/olivierauriacprofileatt.png) og Riffi Mandanda (http://img714.imageshack.us/img714/5617/riffimandandaprofileatt.png), blev der primært hentede unge spillere. 19 Årige Edgar Vincensini (http://img843.imageshack.us/img843/6988/edgarvincensiniprofilea.png), 17 årige Ibrahima Sene (http://img402.imageshack.us/img402/1883/ibrahimaseneprofileattr.png), 15 årige Marc Guerrini (http://img21.imageshack.us/img21/8241/marcguerriniprofileattr.png) og 20 årige Hélder Baía (http://img853.imageshack.us/img853/545/hlderbaaprofileattribut.png). Store talenter alle sammen, men ingen af dem kunne forstærke holdet med det samme. Det kunne hans to sidste køb dog godt, Yaya Sanogo (http://img535.imageshack.us/img535/299/yayasanogoprofileattrib.png) og Niko Kranjcar (http://img191.imageshack.us/img191/7154/nikokranjcarprofileattr.png) kunne begge gøre en forskel fra start af, men var stadig ikke fantastiske forstærkninger. Var dette løsningen for holdet, med en start 11 i form af følgende før indkøbene:

Cédric Carrasso (http://img683.imageshack.us/img683/9481/cdriccarrassoprofileatt.png)

Loïc Perrin (http://img580.imageshack.us/img580/5836/locperrinprofileattribu.png)  Marc Planus (http://img41.imageshack.us/img41/9323/marcplanusprofileattrib.png)  Michaël Ciani (http://img269.imageshack.us/img269/4084/michalcianiprofileattri.png)  Maxime Jasse (http://img856.imageshack.us/img856/6885/maximejasseprofileattri.png)

Benoît DesBois (http://img52.imageshack.us/img52/8161/benotdesboisprofileattr.png)  Said Yildrim (http://img18.imageshack.us/img18/7747/saidyildirimprofileattr.png)  Jaroslav Plasil (http://img846.imageshack.us/img846/8382/jaroslavplasilprofileat.png)  Benoît Trémoulinas (http://img62.imageshack.us/img62/8608/benottrmoulinasprofilea.png)

Sloan Privat (http://img33.imageshack.us/img33/5469/sloanprivatprofileattri.png)  Auguste DesBois (http://img854.imageshack.us/img854/4346/augustedesboisprofileat.png)

Det skulle blive en interessant sæson, og selv ikke han vidste hvad der ville ske.

Beklager SS'ne er fra d. 1 december, de ss fra starten af sæsonen forsvandt.  :-[

Rigtig flot start på bloggen Benjoe. Ser nok med en gang i mellem :)

Tak og det glæder mig Swizz, kan være jeg har fanget dig mere med denne blog stil end den sidste. :)

Le Game

Nu gjaldt det for alvor, den første kamp om en pokal. Kampen om den franske mester pokal var mellem Bordeaux og Lyon.  Ikke det største rivalopgør, men der var aldrig stille til franske kampe, og kampe om pokaler blev kun vildere.

Da de sad i bussen på vej til stadionet havde Benjamin endelig husket sit spejl, desværre havde han glemt sin kam, og da kamme var en mangelvare hos spillerne og de øvrige stabmedlemmer, ja så måtte han endnu en gang blive frustreret. Staklen sad næsten og græd ved vinduet, han ville ikke se grim og usoigneret ud når de kom til kamp. Og selvom han havde været i bad tre gange derhjemme, trimmet sit skæg fem gange og ikke mindst, haft jakkesættet til rens to gange, så følte han sig beskidt.

Abstinenserne blev holdt tilbage, og de nåede frem til stadionet. efter opvarmningen og holdsnakken før kampen var spillerne klar. De skulle vise at de kunne slå mestrene, mestrene som havde vundet mesterskabet de seneste fire år.

Kampen blev udsat med fem minutter da der blev fyret op under nogle rommerlys og andet pyro. Kampen blev endelig sat i gang og Lyon satte straks pres på, og allerede efter fem minutter kom den første store chance, Richard Messi fra Lyons angreb testede Carrasso, der dog holdt skudet ude. En halv time efter kom samme Messi ind i feltet, et hurtigt træk, en nedlægning, straffe, scoring af Messi. Så hurtigt kunne det gå når han satte fart på.

Resten af kampen blev Benjamins tropper presset, og de havde næsten ingen chancer, den endte skuffende 0-1. Han var sikker på at det var fordi han havde glemt sin kam, pokker tage den kam!

Den start på sæsonen han havde forventet, sejre og flot spil, kom ikke. Efter nederlaget til Lyon virkede holdet modløst. Der var ingen der tog initiativ, og han kunne råbe nok så meget, så meget at moustachen spaltede i spidserne! Lige lidt hjalp det. Der var kun få kampe de fik det til at virke i og i andre kampe var de aldrig på banen.

Den første kamp endte med et 0-1 nederlag til GF 38. Selvom de udspillede dem, så kunne de ikke udnytte hverken chancer eller boldbesiddelse, og sløset forsvar skabte chancer for GF. Så brød den uhyggeligt farlige Abdelkarim El Brazi igennem og scorede sejrsmålet for gæsterne.

Benjamin var skuffet, men han kunne ikke se hvad han skulle gøre, for at få dem til at spille bedre. Han fik dog alligevel sat dem godt op til kampen mod Lyon kort tid efter det første opgør. Der stod revanche skrevet på øjnene af både fans og spillere. Intensiteten var høj, og efter 90 minutter stod den 1-1, hjemeholdet, Lyons, angriber Richard Messi, havde igen scoret mod Bordeaux, men Benjamin kunne være stolt, hans søn havde også scoret. Og netop denne søn, Auguste, scorede i dommerens første  og eneste tillægsminut. Den første ligasejr var en realitet!

Selvom de prøvede, så kunne de ikke ride videre på den sejr. De tabte de næste to kampe, og fansene var begyndt at vende sig mod Benjamin, ja, allerede. Heller ikke en forventet og krævet 3-0 sejr over Angers SCO kunne gøre dem glade. Marseille deltog også i lægningen af brænde på bålet der blev større og større, og spredte sig som en steppebrand. De besejrede Bordeaux med cifrene 2-1.

Benjamin følte tydeligt presset. Han mærkede at dette ikke var det rigtige sted, måske passede fransk fodbold bare ikke til ham. Og med et nederlag til Ajax i Champions League kunne det næste ikke gå værre, og specielt ikke når de tabte 4-2 i Holland.

Han var i tvivl om det nu var klogt, klogt at trække sønnerne ind, de var under ligeså stort pres som han selv var, men han var ikke sikker på de ville kunne klare det. Ville de bukke under, Ville han?

Han sad i en arena, en arena der var klargjort til boksekamp. Året var 2007. Han sad i ringhjørnet til sin søn Auguste. Auguste var 16 år, og boksede i undergrunden. Ventede på sit gennembrud, ventede på at blive opdaget og tjene penge. Penge og piger. Det var dét, dét det handlede om for ham.

For Benjamin handlede det om at hjælpe sønnen med sit ønske, og den bedste måde var at være træneren for Auguste. Benjamin havde selv været en god bokser. Han havde chancen for sit helt store gennembrud, kampen imod Anaclet Wamba. Bokseren fra Congo var ligesom ham kun 20 år på daværende tidspunkt, kampen om hvem der skulle få en professionel karriere. Taberen, han kunne vinke farvel til en boksekarriere.

Det hårde franske undergrundsmiljø havde hærdet den teknisk stærke, men fysisk underlegne Benjamin. Han havde været i mange slagsmål, på værtshuse og i tilfældige gader efter fester eller andre begivenheder. Nu var det så slaget om det hele. Det der ville afgøre og forme hans fremtidige liv. Han trådte ind i ringen, med sveden dryppende ned af panden. 10 sekunder inde i 1. runde lå han ned igen. Et hårdt og præcist slag på tindingen havde slået ham ud. Der sluttede den karriere.

Nu stod han så med sin søn, han håbede inderligt det samme ikke ville gentage sig. Den ukendte modstander trådte ind i ringen. Han ragede 2 meter op i luften og vejede tæt på 35 kilo mere end unge Auguste. Auguste havde sin fars teknik, men også fysikken på sin side, men i denne kamp var hans fysik ingenting. Dommeren tjekkede bokserne igennem og kampen fik lov til at gå i gang.

Det startede tæt, men halvt inde i først runde fik Auguste en hård lige højre. Han sank i gulvet. Han kom tilbage på benene efter dommerens 5 tal. Han var tydeligvis stadig rystet, en hjernerystelse var resultatet af slaget. Han burde ikke få lov at bokse videre, øjnene fór fra side til side og han så dobbelt. Modstanderen kom løbende mod ham, han lettede fra jorden og sendte dødsslage, på vejen ned i gulvet fik Auguste også et knæ i hovedet, lige på den allerede beskadiget tinding. Auguste var i livsfare.

Modstanderen ville dræbe ham, dommeren kunne dårligt holde den fremfusende høje bokser på afstand. Spytklatterne fløj ud af kæften på ham. Nogle ramte. Benjamin var rystet, han var gået i chok tilstand. Der begyndte at komme tumult ude ved tilskuerne. Stolene begyndte at flyve rundt. Politiet kom stormende ind i arenaen og slog til højre og venstre med deres hævede knebler.


Benjamin trak sin søn ud af boksning, for altid. 

wow spændende og anderledes blog følger med

Det glæder mig Baloo. :)

Der sad han, på sit hotelværelse med udsigt til ren skønhed. Et smukt havne miljø, lyset der reflekterede i vandet. Brisen der rislede, fuglene der kvidrede før de skulle varme sig i reden. Han selv sad ved sit bord. Den gode gamle pen og blok, han havde aldrig brudt sig om den nymoderne teknologi. Han kiggede resultaterne fra den sidste periode igennem. Ti kampe, fem sejre, en uafgjort, fire nederlag. Største sejr var 3-0 hjemme over Stade Rennais, og det smertende 0-5 nederlag til Real Madrid ude.

Yaya Sanogo og Sloan Privat havde hver scoret fire mål i de ti kampe, de stod for størstedelen og sikrede ofte vigtige point. Han var ikke så tilfreds med sine sønners præstationer, kun et mål var det blevet til for Auguste. Benoît, han havde stort set ikke lavet noget rigtigt endnu. Ét oplæg fra ham var alt denne sæson. Han arbejdede med en ny taktik, den skulle være meget kontra orienteret, effektiv og de skulle fokusere på dødboldene. De var så fysisk stærke at alt andet ville være ufattelig dumt.

Han tog frakken på, halstørklædet rundt om halsen, skoene blev snøret og så var det ud af døren. Han var blevet inviteret til fest hos en af spillerne. Det var den 22 årige Yaya der holdte housewarming, og selvfølgelig skulle BenBois med. BenBois var hans kaldenavn hos de yngre spillere, og trods Benjamin normalt halvarrogante væremåde, så var han blevet glad for den kemi der var på holdet.

Han dukkede op til festen, alle spillerne begyndte at klappe, så skulle der drikkes en smule, dog ikke alt for meget, der var jo en dag i morgen, og en kamp den næste weekend. Han følte pludseligt at dette var det rigtige sted, han havde valgt rigtigt. Yaya kom over til ham, en lille velkomstdrink blev leveret. Kort efter fik han også en hurtig danselektion, af en af de kønne piger til festen: "Up & Down, my friend, Up & Down". Han blev helt genert og skyndte sig over i hjørnesofaen, der var der sikkert.

Han begyndte at slappe af, han sad i den samme sofa, men han var ikke genert mere. Nogle af de andre spillere havde sat sig ned til ham for at snakke med ham, en helt almindelig snak - for de unge. De snakkede om de forskellige piger, hvordan de så ud, noget som Benjamin slet ikke ville tænke på. Eller det ville han egentligt gerne, men efter konens død havde han aldrig kigget efter andre. Aldrig. Det føltes unaturligt og forkert.

Efter længere tids snak faldt emnet på noget som fangede hans opmærksomhed. Boksning. Få øjeblikke efter stod han og viste drengene hvordan de skulle stå, hvordan de skulle svinge, hvor de skulle ramme. Alt muligt om blokader. Han var ustoppelig. Nu følte han heller ingen frygt eller generthed længere, nu var han en fri og glad mand.

Han stod oppe ved bartenderen, ja sådan en var der til festen. Han ville bestille nogle forskellige drinks. Han vidste ikke selv hvad han skulle vælge, men så kom moren til Yaya hen til ham. Hun var omkring ti år yngre end Benjamin, og Benjamin var med ét genert igen. Han skyndte sig at bestille fem forskellige og bad om noget at tage det med på så han kunne sætte sig tilbage, men det kunne han ikke få. Hun kom over og stillede sig ved siden af ham. Hun smilte og præsenterede sig.

Da han kom hjem satte han sig igen ved sit skrivebord. Han kiggede atter ud over havnen. Fuglenes kvidren var blevet smukkere og renere. Spejlingen i vandet var blevet til Yayas mor. Han var blevet forelsket, helt ligesom de unge kunne blive det. Han orkede ikke at tænke på sit fodbold hold og taktik og den slags nonsens. Alt han tænkte på var kysset.

Åhh. Det kys og de læber. Så skulle tømmermændene frembringes med søvn.

Sneen begyndte at falde og isen havde lagt sig på havnen. Han sad og kiggede på sine papirer. En 12. plads var det blevet til indtil videre. De var begyndt at spille bedre, men den dårlige start var svær at hente. 22 point. 22 point op til Marseille på 1. pladsen. Hvordan skulle de kunne hente det. Og endnu et nederlag til Real Madrid efterlod dem i en situation hvor de skulle vinde de sidste to hvis de ville videre i Champions League, en sejr for at komme i Europa League.

Han vidste det var taktikken den var gal med, han havde ændret den en masse gange. Lige lidt havde det hjulpet dem. De fejlede konstant. De havde prøvet med tre angribere, med en angribere, med to defensive midtbanespillere, med to wings på hver side. Næsten alt.

Til sidst faldt valget på den traditionelle 4-4-2. Auguste og Yaya skulle starte inde. Auguste skulle samle alle boldene fra luften ned, skyde selv eller prikke boldene videre til Yaya eller Trémoulinas. Yaya skulle udnytte sine evner, den teknik han besidder og den fysik tillige med, en farlig duo. Trémoulinas var ikke kommet i form endnu, men nu ville det være lettere for ham at få bolde på kanten fra Auguste.

Han følte sig sikker på sin taktik. Det kunne ikke slå fejl.

Le Ligue 1 (http://img21.imageshack.us/img21/8498/ligue1informationleague.png)   Le Spillerstatistik (http://img151.imageshack.us/img151/5273/ligue1statsplayerstats.png)   Le Kampstatistik (http://img196.imageshack.us/img196/504/ligue1statsteamstats.png)

hvordan er dine facilliteter?

Average corporate facilities.
Top training facilities.
Excellent youth facilities + Youth Academy.

De har afvist at forbedre yderligere.

[float=right][img ]http://img215.imageshack.us/img215/7141/frenchcheeses.jpg[/img][/float]
Franskmanden lugtede nøje til den, det blinde øje trak sig sammen da den kraftige stank trak sig ind i næsen på ham. Det var en delikat ost. Blot forestillingen om smagen fik hans smagsløg til at trække sig sammen og danse. Sønnerne havde aldrig forstået sig på ost. De ville have den lugtløse plastik ost oven på deres toast, og ikke, ligesom deres mand af en far, en ordentligt stinker ind mellem de to tynde skiver toast - uden skinkeskiver selvfølgelig, intet skulle tage smagen fra osten.

Hans far havde også elsket ost, den hårdtarbejdende træarbejder elskede sin ost mere end sin eneste søn. Noget Benjamin aldrig havde accepteret, han elskede altid sine sønner mere end en god, ja endda en kvalitets ost. Efter at have købt en portion afskyelige oste gik turen hjemad. På vejen hjem mødte han hvad der en gang var hans bedste ven, næsten familie.

Hans mave trak sig sammen da han så ansigtet på Pierre Faure. Pierre stod og grinte, hånligt. Pierre havde forrådt Benjamin på den værst tænkelige måde. Da Auguste var blevet født, den yngste søn, var Benjamins forhold til konen ikke stabilt, og Pierre udnyttede chancen. Han drak hende fuld og lagde an på hende. Benjamin fandt dem liggende i sengen og kramme. Benjamin tog børnene og flyttede, hun var ligeglad med børnene.

Hun var egentlig ikke død, men for Benjamin var hun død, og på denne måde var det værre end hvis hun virkelig havde været død. Han havde følt et så stort tab at han mistede interessen i kvinder indtil for nyligt han mødte Yayas mor. Og nu stod den ultimative skurk foran ham og grinte. Det svin skulle bare dø!

[float=right][img ]http://img269.imageshack.us/img269/166/frenchman2.jpg[/img][/float]

Pierre begyndte at åbne munden, og med ét lå han ned og tog sig til selvsamme mund. Benjamin havde stukket ham en lige venstre på mundtøjet. Der var en smule blod i kanten af Pierres mundvig, nu var han blevet gal. Pierre smed poserne han bar ned på jorden, en lyd af glas der gik i stykker lød. Benjamin gik i panik, han havde ingen steder at stille sine oste. Han lagde dem pænt på jorden bag sig, Pierre udnyttede stadig åbne muligheder, og løb ind i Benjamin. Benjamin væltede ned over sine oste, og, og maste dem. Nu var HAN gal, den lille mand med det arrige temperament skulle man ikke gøre sur.
Han begyndte at tæve løs på Pierre, højre, venstre, venstre, venstre, højre, skalle, albue, knæ…det blev ved. Lige indtil en betjent prikkede ham på skulderen. Han slap med en bøde da betjenten genkendte ham. Benjamin vandrede tilbage ind smilende, med ost og blod tværet ud over skjorten, han skulle have nogle flere oste.

Da han kom til træning dagen efter var det tydeligt, nyheden var kommet igennem de franske medier. Spillerne begyndte at klappe og råbe opmuntrende bemærkninger. De havde fået en masse respekt for ham. Alle var dog ikke lige glade. Benjamin blev hurtigt kaldt til møde, og forklaret at hvis det gentog sig, så blev de nød til at fyre ham. Benjamin nikkede, og gik ud af døren, med et skjult smil.

Da der er dømt 1.g danskopgave i denne uge bliver der nok ikke opdateret så meget de næste par dage, jeg vil ikke afvise at der kan komme updates, men regner ikke med nogen. Beklager.

"Today I don't feel like doint anything
I just wanna lay in my bed!"
Bruno Mars 'sang blev af den rustne, dybe, men alligevel bløde mandestemme sunget. Ja, det var Benjamin der sang. Han lå i sengen, forestillede sig aberne fra videoen rundt om sig, jovist det blot var masker, men stadig sjovt ifølge ham. Han havde villet købt billetter til Brunos koncert i Bordeaux, men blot 3 minutter efter salget startede var der udsolgt, og, ja, Benjamins computer var ikke den hurtigste. Windows 98 kørte bare ikke så hurtigt.

Han var bedrøvet, hvad skulle han nu få tiden til at gå med i landsholdspausen. Sønnerne var rejst, og Yayas mor havde ikke tid til at være sammen med ensomme Benjamin. Så han tog i biografen. Han skulle se en tilfældig og sikkert kedelig film. Nøøj hvor han var spændt, virkelig spændt, han havde slet ikke den mindste lyst til at tage en pistol for siden af hovedet, lige ved tindingen og trykke på aftrækkeren. Overhovedet ikke det mindste.

Før filmen skulle der købes popcorn, om ikke andet kunne han kaste dem efter tilfældige i bioen, hvis det var for kedeligt - jamen så var der da lidt sjov. Han købte også en stor sodavand. Han vendte sig, *plask* de fine hvide kashmir bukser blev gennemblødte af lemonadevandet han havde købt lige før. Stakkels Benjamin.

"Kan du ikke se dig for din stupide idiot!? Skal du abso..lut.." Hans vrede håndfagter og råben og skrigen som en lille pige stoppede. Han begyndte straks at undskylde. Hvem andre end Bruno Mars kunne det være, der lige tilfældigvis var banket ind i Benjamin. Bruno begyndte at grine, han undskyldte også, og beklagede hændelsen. Tilfældighedernes dag, Bruno skulle se samme film som Benjamin, og sad lige ved siden af ham i en fuldstændig tom biograf.

Det var helt tilfældigvis en kærlighedsfilm, og tilfældigvis var det også Valentins dag. Filmen begyndte, og Bruno lavede den klassiske "Gaben-strækken armen over skulderen på sidemakkeren-finten". Benjamin gik i panik, en stille panik. Øjnene gik fra side til side, og sveden dryppede ned af panden. Hjertet bankede. Musklerne trak sig sammen. Bruno lænede sig mod Benjamin, han truttede læberne sammen, og lukkede øjnene. Nu fik Benjamin nok!

"Jeg er fandme ikke nogen lille homo-dreng! Enten skrider du eller også får du tæv din lille bøsserøv!" Han knyttede næven og gik mod Bruno. Bruno begyndte at grine. Det gjorde Benjamin ikke, og to sekunder senere sad hans højre kno i kæben på Bruno. Diagnosen, brækket kæbe. Nu tændte lyset, og der blev højlydt grint. Kameraer kom også frem, og Ashton Kutcher kom ind og tog fat i Benjamin. "You just got Punk'd, and what the hell happend here!" Benjamin havde ikke forstået det blot var en prank fra Le'Punk'd. Instinktivt begyndte han at løbe, han nåede dog ikke langt.

Han slap med skrækken, Bruno var ikke sur, men Benjamin skulle til gengæld optræde sammen med Bruno til koncerten i Bordeaux. Bruno ville være nød til at synge playback til koncerten, men Benjamin skulle synge rigtigt. Bruno kunne jo ikke bruge kæben, og som afledning fra det, ville den lille franskmand være perfekt! Det ville være en kassesucces!

Der sad han, endnu engang og skuede udover smukke Paris. Piben i mundvigen smagte bittersødt, og den følelse han havde haft så ofte før var tilbage. Han havde måttet indse at Bordeaux bare ikke var det rigtige sted, det var ikke her han hørte hjemme. Råbene på gaden, spillerne der gjorde oprør til træning, tomme stadions. Verden havde vendt sig mod den hidsige og arrogante franskmand.

Der sad han, med en fyreseddel i den ene hånd, og en ny kontrakt i den anden. Glæden man måtte forvente han ville få af at skrive under med en ny klub var blevet glemt. Smerten fra fyringen overskyggede alle andre følelser. Sønnerne nægtede at følge med Benjamin, og de havde jævnligt magtkampe med ham. Han sagde de skulle løbe mod venstre, og de satte sig ned, midt på banen. De var ligeglade med om de tabte kampene, de ville bare ikke gøre som deres far sagde.

De stædige sønner var også i stor grad skyld i fyringen. Udover det og den ringe 7. plads i ligaen i forhold til bestyrelsens og ikke mindst mediers og fans forventning om en 2. plads, var der også de forskellige kontroversielle handlinger. At tæve Pierre var nok ikke det værste der kunne ske, men at tæve Bruno Mars var derimod et større problem. Og da Benjamin ikke mødte op til koncerten som planlagt, lagde Hr. Mars sag an på Benjamin. I slutningen af sæsonen trak bestyrelsen stikket ud og bad ham om at pakke sine sager og forlade klubben.

Der var ingen stolthed tilbage, og han skulle kæmpe sig tilbage for at nå den samme status han efter en god periode i Bordeaux havde fået oparbejdet. Selv FC Bayern ville have fingrene i ham dengang. Der var dog lang vej tilbage, og han startede ikke med det bedste udgangspunkt. Denne gang var valget det rigtige, dette var ingen fejl fra den uheldige franske terrier. Eller var det?

Renaulten trillede ud af garagen, han kiggede en sidste gang tilbage på sit gamle hjem. Det hjem han havde opfostret sine sønner, det sted hans kone havde født det første barn de fik. Stedet der havde så mange minder. Han havde fået lavet en ekstra udvidelse på huset da han fik jobbet i Bordeaux, velvidende at det ville sætte værdien på huset ned. Han gjorde det alligevel, han regnede aldrig med at skulle flytte derfra. Han ville ende sine dage i Bordeaux. Sin fødeby.

Han vendte hovedet væk, og øjnene strejfede hurtigt forbi "Solgt" skiltet. Hans øjne var røde og våde, og han snøftede gentagne gange. Nu var hans tid i Bordeaux, ja selve Frankrig forbi. Han drog mod nord, nærmere bestemt Tyskland. Det var ikke nogen gylden kontrakt. 22.000 kroner om ugen, for at træne et hold i den tyske 2. division. Den tyske klub der så sine første dage i 1860 i München.

Han tændte radioen for at bryde tavsheden. Oasis med "Wonderwall" blev spillet på kanalen, en sang han godt kunne lide, men den virkede for trist, og han blev mindet om alle de ting han havde været igennem. Han skiftede kanal igen, en radiokanal med god gammel rock. Det var noget der rykkede, AC/DC med TNT. Han kunne hele sangen, og pludselig virkede turen ikke så lang længere.

Tilbagefaldet var dog uundgåeligt. Det var for godt til at være sandt, og snart spillede kanalen kvalmende pop sange uden hverken melodi eller handling. Intet liv i sangen. Han tog sine solbriller på, nogle sorte Ray Ban solbriller, han var med på moden den gamle mand. Han slukkede for musikken, der var ingen grund til at høre på det kattejammer.

Han kunne se noget bevæge sig længere fremme, han strakte sig frem og kiggede nøje. Det lignede en kvinde, som langsomt blev indhentet af bilen. Han nåede op på siden af hende. En smuk kvinde i slutningen af 40'erne cirka. Han sagtnede farten og rullede vinduet ud mod hende ned. "Hvad laver sådan en sød ung dame herude på vejen alene?" Han smilte venligt til hende.

Hun sendte et alvorligt blik, kiggede ned langs vejen og vendte et smilende ansigt tilbage mod ham. "Jeg skal til München." Han kunne ikke tro på det, han ville ikke tro på det. Han foreslog hende at hoppe ind, og forklarede at han også skulle til München og være træner. Hun blev meget overrasket og lykønskede ham. Hun hoppede ind og satte sig ved siden af Benjamin. Hun hed Mary.

Fremragende blog i den MEGET kreative ende. O0 Jeg følger trofast med i Benjamins verden, men hvad gør han nu med Yayas mor nu han er flyttet til München ;D

Mange gange tak WinLimit. :)
Hun var blot et par ensomme nætter, intet mere intet mindre. ;D

Den er virkelig god den her blog! Kreativitet har altid været fængende for mig, og du formår at gøre hver update levende og helt sin egen. Glæder mig til at se, hvordan dit eventyr i det tyske bliver. Jeg læser i hvert fald med her :)

Mange gange tak til dig også, V-4-E. :)
Det er også det jeg forsøger på, altså at gøre det kreativt og levende, så at det lykkes er jeg glad for. Og jeg glæder mig også selv til Tyskland! :D

Fantastisk blog! Du skriver lige efter mit hoved :)

Jamen det var da utroligt! :)
Endnu en kommentar, det varmer sgu!
Så også et stort tak til dig Hansi, du har et godt hoved!

Benjoe, du har et talent indenfor denne blog verden. Dejligt at følge, jeg stemte også på dig i din seneste blog, det endte desværre ikke med gave, men du har nogle flotte skriveevner. Synes også at de billeder du smider ind, er rigtig fede.

Bliv ved med det flotte arbejde, du skal nok blive til noget end dag. Hvis du arbejder, som du skriver :)


HumørCrewet #

Du er sgu sød Hansen, og jeg takker og bukker for din store ros. Det var trist med konkurrencen, men der var mange gode blogs med så det er jo fair nok, og tak for din stemme. :)

Humörkrevet <3. :)

Solen skinnede igennem de hullede gardiner og blændede Benjamin idet han prøvede at orienterer sig. Han kunne intet huske fra dagen før. Med den ene hånd skærmede han for lyset og den anden hjalp ham med at komme op af sengen. Hovedet dunkede, en kvalmende smag i halsen sneg sig frem og han mærkede tydeligt en kraftig hovedpine. Han genkendte smagen i munden, øl, og han kunne ikke fordrage øl! Hvis han skulle drikke skulle det være cognac, vin eller rom og cola.

Rundt om ham var der rod, et slidt motelværelse var hvad omgivelserne lignede mest af alt. Sengen var mindst ligeså slidt som gardinerne og døren var af glas. Fødderne gled ned i tøflerne ved sengekanten og en morgenkåbe blev svunget om kroppen. Han rejste sig og gik mod toilettet. Hvad der var kommet ind i kroppen skulle ud af kroppen igen. Da han fem minutter senere kom ud derfra igen, sad der en kvinde oprejst på sengen og smilte til ham. Han genkendte hende straks. Det var den Mary han havde samlet op i går.

Efter en forklaring af den forgangne aften, af hvad, den heller ikke tømmermændsfrie, Mary  huskede lavede Benjamin noget morgenmad. Æg og bacon var alt der var i køleskabet, så spejlæg og bacon slices var hvad det blev til. En blid banken kom til lyd og en kvinde stemme lod sig høre "Benjamin, skat er det dig, er du derinde". Det var Yayas mor. Nu var Benjamin i sandhed i problemer. Han havde hverken fortalt hende at han ikke var ude efter noget seriøst med hende, eller at han ville flytte væk fra Frankrig. Han ville helst bare glemme alt det der var sket, også glemme hende. Det var lidt svært nu.

Han ville gerne have Mary til at gemme sig ude ved toilettet, bare indtil Yayas mor var taget væk igen, men det nægtede hun. Hun troede at Benjamin var utro, og det ville Mary ikke være en del af, hun pakkede sine ting, de få ting hun nu havde med sig og løb grædende ud af døren. Benjamin kom desperat og bedrøvet ud til døren. Han undskyldte til Yayas mor, hvis navn han ikke huskede, og løb efter Mary. Han satte sig ind i bilen og kørte roligt op på siden af Mary, som dagen før hvor han hentede hende ved vejsiden.

Amen det bliver ved med at blomstre !

Dejligt at se.... Bliv ved, bliv ved og du skal nok blive til noget en dag!

Dejligt at se du kæmper en kamp. En af de bedre blogs herinde uden tvivl og rigtig dejligt du har en del opdates på kort tid. Håber virkelig du kan holde det, så ende det med at blive godt, rigtig godt!

HumørCrewet #

Endnu engang mange tak Hansen, det er rart med den slags ros.

Håber også jeg bliver til noget end dag, og det er da også noget med hænderne, fysioterapeut... :D

Jeg går efter at føre bloggen ud til slutningen, hvor det så end bliver, ja det bestemmer FM. :)

Humörkrevet <3.

Han gik langs sidelinjen af banen, vurderede spillerne, vurderede faciliteterne. Selvom han havde skrevet under med løverne, så havde han aldrig været her. Det hele var blevet ordnet med en digital underskrift. Græsset var grønt, solen skinnede og Benjamin var i fint humør. Han havde brugt weekenden på at finde den lejlighed han havde købt, derefter havde han smidt sig på sofaen der allerede var der, og så skulle han sove. Han trængte til hvilen.

Begge de to kvinder, Yayas mor Mama og Mary, havde været på nakken af Benjamin i den resterende del af den forgangne uge, og han var udkørt. Mama var overbevist om at Benjamin havde sagt ja til at de var i et forhold, og Mary var usikker på om Benjamin blot var en gammel skørtejæger. Det hele endte dog med at Mama tog tilbage til Frankrig og Mary blev i München, dog nægtede hun at tage med Benjamin hjem.

Hans hoved legede med ham, og af og til begyndte han at snakke med luften. Han troede at Mary stod foran ham, og han prøvede at forklare situationen for hende. Hver gang han begyndte kom assistenten over og skubbede til ham. Efter træningen vendte han hjem, lagde et stykke A3 papir på bordet og tegnede taktikken op. Det ville blive lidt anderledes end i Bordeaux, og mere fysisk. Men han følte sig usikker på spillermaterialet, var det virkelig så stærkt som medier og fans følte, ville de ende som toer?

En ting var sikkert, han ville ikke svigte Allianz-Arena, når det vel og mærke var befærdet af blå løver, modsat når der var fyldt af de røde FC Hollywood, bedre kendt som FC Bayern München. De forhadte svin, der sjovt nok også havde haft snøren ude efter Benjamin.

Han gik igennem gangen, følte en indre vrede, en ustyrlig uro. Et billede af sønnerne der krammede deres kærlige far kom til syne, hans blinde, venstre øje kneb sig sammen gentagne gange. Næven blev knyttet. Øjnene lukkedes. En tåre sneg sig ud af øjet og løb langs den ruhårede hud. Næven blev hårdt og konsekvent slået ind i billedet, glasskårene røg ned på gulvet. Han vendte sig væk fra billedet, smilte, og gik videre mod sit kontor.

Her sad han og tumlede med de forskellige spillere. Hvem var profiler, hvem skulle sælges, hvem skulle købes. Hvordan skulle han sikre den længe ventede oprykning, og var det realistisk at holde sig oppe i den efterfølgende sæson efter en oprykning. Holdet var et helt anderledes sammentømret hold end det der var i Bordeaux. I stedet for selviske, forkælede, dovne, idiotiske, 'stjerne'spillere var der her, hårdkæmpende, samarbejdsvillige, erfarne spillere der gav alt for hinanden, fansene og ikke mindst for manageren. Det havde han savnet.

Der var samtidigt også mulighed for at udfolde sine evner inden for talenter i Müncen. Kun en spiller i 1. holdstruppen var under 27 år, og han var ikke i nærheden af 1. holdsfodbold. Der var derfor lagt op til unge spillere, og med fire handler, og tre af dem med en alder på 20 eller 19, og den sidste 30 årige Martin Bernburg, så var der en fin balance.

De fire profiler fra det hold han overtog var: Mark Otten (http://imageshack.us/photo/my-images/20/markottenprofileattribu.png/),  Jeroen Simaeys (http://imageshack.us/photo/my-images/864/jeroensimaeysprofileatt.png/), Kévin Constant (http://imageshack.us/photo/my-images/8/kvinconstantprofileattr.png/) og Kisho Yano (http://imageshack.us/photo/my-images/263/kishoyanoprofileattribue.png/), og de fire nyindkøbte spillere: Dennis Musah (http://imageshack.us/photo/my-images/810/dennismusahprofileattri.png/),  Klajdi Mema (http://imageshack.us/photo/my-images/841/klajdimemaprofileattrib.png/),  Mario Baotic (http://imageshack.us/photo/my-images/690/mariobaoticprofileattri.png/) og Martin Bernburg (http://imageshack.us/photo/my-images/38/martinbernburgprofileat.png/).

Alt i alt følte han sig sikker på sit holds kunnen.

du skriver fandme godt, hele historien foregår som en film i hovedet på mig og det er en genial historie

Fuldstændig enig!

Det er jeg utroligt glad for at høre Baloo og Hansi! :)
Det er det jeg går efter, at det skal føles som en film, eller en serie, så det er jo godt det fungerer sådan, og dejligt at høre jeg skriver godt. :)

jeg får altid den der glædesfølelse når jeg ser at du har skrevet en update :D

Elsker virkelig din blog! :D Kan godt lide at du også fortæller fra "manageres side". synes det er fedt! :)

Jeg får den samme følelse når jeg ser folk har skrevet en kommentar til min blog, Baloo. :)

Også mange tak til dig Calle. :)

Forestil dig Allianz-Arena, den er fyldt til bristepunktet, de blå flag flagrer fra alle sider, alle har 1860 trøjer på, alle synger og klapper. Mørket lægger sig som en skygge over den store arena, hvor spillerne snart skal dyste, dyste som man gjorde i det gamle Colosseum, dog uden våben, men stadig kæmpede med alt man havde, og ofrede blod, sved og tårer for hinanden. Arenaen lyser op i aftenens mørke, det blå skær vidner om at der er kamp. Alle er spændte, alle er klar. Eksplosionen er enorm idet kombattanterne løber på det mørkegrønne græstæppe. Bolden bliver trillet på plads, dommeren fløjter og det hele begynder.

Glem denne tanke, og forestil dig i stedet en mindre en halvfyldt Allianz-Arena. Familier der sidder og spiser frankfurtere, folk der råber af spillerne, få der synger og endnu færre flag. Solen skinner på banen og blænder de kasketbærende tilskuere, øl bliver bællet i tøndevis. Der er ingen spænding at føle, ingen glæde, ingen passion. Kun den lille gruppe der evigt synger og klapper, tilbeder de drenge de har viet deres liv til. Svoret troskab, et troskab som ingen bryder, ingen utroskab. Denne kærlighed er større end man kan få til mennesker. Kærligheden der brænder i hjertet på disse få, disse få helte, det er hvad der driver spillerne til at rykke op, sæson efter sæson, afvisning på afvisning. Stadig står de der, med en større og større smerte, der langsomt æder dem indefra. Denne sæson ville det hele stoppe, alt smerten forsvinde, og blive udskiftet med glæde og stolthed.

Den sidste tanke var tilfældet til den første liga kamp. Benjamin så ud mod tribunerne, følte en lettere skuffelse. Alt der muntrede ham op var synet af denne gruppe. Dem kunne han lide. Han blev før kampen kaldt derud af fansene, han skulle have en velkomst af dem på hjemmebane. Det kunne han lide. Kampen blev sparket i gang og vundet. Det samme gjorde de følgende kampe, og gruppen i den ene ende af arenaen blev større for hver kamp, de sang højere og højere, klappede højere, hoppede højere. De drømte om at spille i 1. Bundesligaen igen, nu turde de drømme. Drømme som små børn igen, uden at frygte for hvad der ville være resultatet af endnu en skuffelse. Et for altid knust hjerte, et hjerte der aldrig ville heles. Efter de første seks kampe i ligaen lå München på 1. pladsen, ubesejret med seks point ned til 2. pladsen. En fantastisk følelse for alle.

Så længe du fortsætter den gode stil, kan du trygt regne med at jeg følger med! O0

Selvom din historie til tilder kører lidt af sporet. ;)

Det er jeg glad for Povl. :)

Hvordan mener du med at den kører af sporet? (Så kan jeg bedre prøve at undgå det fremover) :)

Tænker på Bruno Mars/Punk'd episoden .Ikke at det er en negativ ting, men når du fortæller så smuk en historie, kan det godt være lidt i overkanten.
:)

Ja, lige den episode var helt væk, jeg var helt tom for idéer og så kom Brúno og Punk'd bare ind i billedet, beklager det skete. :)

Men samtidigt tager jeg det også som en stor ros, pga. den sidste del af din sidste sætning. :)

Du skriver godt og det er en interessant historie! MEN!!! Det hedder ikke smilte, men smilede.  ;) Følger!!! :)

Enig i at han skriver godt, og at historien er interessant. Endvidere er det velbeskrevet, hvilket resulterer i, at man kan indleve sig, og forestille sig tingene - netop dét, er en af de tydeligste kendetegn ved en god fortælling. Good job, BenJoe!

Hilde, det kan faktisk staves på begge måder, for at det ikke skal være løgn. Smilte og smilede er begge korrekte stavemåder:

http://www.retskrivning.dk/ro/ro.htm

Edit: Man kan ikke lave direkte links dertil, men skriv smilte i søgefeltet, så i anden række står: .

Mange tak Hilde for rosen, og ja som Daniel skriver og linker til, så kan man bruge begge dele, og jeg synes smilte lyder mere korrekt end smilede, selvom jeg sikkert kommer til at bruge begge to til tider. :)

Og også mange tak til dig Daniel, det er en dejlig kommentar. :)

Tror sjældent jeg har oplevet et så overraskende og veludført antiklimaks som under din sidste update. Hvordan du går fra at bygge en kliché-fyldt stemningsopbyggende update op til lynhurtigt at smadre det igen - dét er klasse! Elsker det kreative, nyskabende og "Fuck-FM-Min karakter er levende-mentalitet" med masser af udenoms-historier.
Og her overrasker du mig med din update-opbygning.
KIU :)

Det er uden tvivl noget af det sjoveste og bedst skrevne jeg i lang tid har læst! :D

Og tillad mig at citere min favorit sætning taget fra update 11:
"Benjamin gik i panik, han havde ingen steder at stille sine oste." - HAHA klasse!

Mange tak V-4-E, jeg er glad for at det fungerede med mit antiklimaks, og glad for dine pæne ord. :)

Og det samme til dig Pirate, glad for at du kan se humoren der til tider er til stede. :D

Stand corrected  :-[

Rigtig god update den sidste Benjoe :) Du skriver rigtig godt, og jeg glæder mig til næste update :)

KUTGW O0

Mange tak CP, det er jeg glad for at høre, så må jeg se om jeg få dig overbevist denne gang om at blive månedens blogger. ;)

Regner med 1-2 updates i aften. :)

Blikket faldt på en slidt og gammel campingvogn, den lå i en almindelig trailerpark i udkanten af München. Der var ikke fint, pænt eller rent. Døren gik op og Benjamin kom gående ud, dette var hans hjem. Han var blevet hårdt ramt finansielt og kunne spare penge op ved at bo der, og han kunne faktisk lide det. Mod alle forventninger. Den fine franske mand var blevet en mand, der nød de stille aftener ude foran sit lille bålsted. Han kunne slappe helt af, der var ingen presse, intet pres, og søde mennesker over alt.

Han kom fløjtende ud af vognen, og steg op på sin cykel, han sparede benzinen på sin Renault og kørte ned til klubanlægget hvor der skulle trænes. iPhonens høretelefoner blev trykket ind i ørevoksen og der bliver skruet op for musikken. "Sweet Home Alabama!" lød det med det samme og han cyklede af sted.  Den første dag i december, han og assistenten Schmidt så tilbage på den overståede periode.  Otte kampe og for første gang havde de smidt point i sæsonen. To uafgjorte og ét nederlag, resten sejre.

Træningen forløb roligt og Benjamin så frem mod den kommende kamp mod Nürnberg i pokalturneringen. Kunne de holde deres flotte form, eller ville Nürnberg - ligesom St. Pauli besejre de blå? Det ville Benjamin snart finde ud af, men før denne kamp ville han opleve at Schmidt ville skabe en kontrovers, ville Benjamin kunne holde fokus, ville holdet kunne?

Julelysene i mine øjne, hver gang der er update.. :D

Dejlig campingvogn !

Det er jeg glad for at høre Assehehe. :)

Ja Hansen, det er det sandelig!

Benjamin sad ved sit skrivebord på kontoret, han fiflede med en kuglepen, slog på øret og tænkte. Tænkte på hvordan de skulle slå nedrykningstruede Nürnberg. Hans eget hold havde en masse momentum og moral, men var det nok til at slå et hold der trods alt lå i Bundesligaen, eller var springet endnu for stort. Han tog kruset med kaffe op til munden, "I<3Benjamin" stod der på glasset. Det var en gave fra hans to sønner, det var fra dengang de var små. Lige idet han skulle tage en slurk brasede Schmidt ind ad døren og råbte "Jeg vil have lønforhøjelse, eller jeg siger op!" Benjamin tabte kruset på gulvet, og stykkerne fløj til alle sider. Rasende over det smadrede krus, og letter irriteret over kravet fra Schmidt rejste han sig. Han stirrede ind i øjnene på ham, lavede et lille grin, og sagde: "Det har været rart at arbejde med dig, held og lykke". Benjamin vendte sig og kiggede ud af vinduet ud mod træningsanlægget. Schmidt så overrasket tilbage og alt han kunne svare var et enkelt rystet, "Fint".

To opkald senere og Benjamin havde fundet en ny assistent træner. Borussia Mönchengladbach havde lige fyret deres manager, og assistenten havde opsagt sin position, Benjamin slog til og hentede Dirk Bremser til klubben. I modsætning til den hidsige og hysteriske Schmidt var Dirk en mere rolig mand, man kunne sige at han bremsede slagsmål. Det var også denne evne der gjorde ham god med de unge spillere, noget som Schmidt med tiden viste at han ikke kunne, modsat Benjamins første indskydelse. Dirk dukkede op efter mindre end en times tid, og træningen kunne begynde. Spillerne var lettere chokerede, men det generede ingen det store. Fokus lå på den kamp, som ville give 3 millioner kroner i klubkassen, hvis altså man vandt.

Dirk og Benjamin var til pressemøde dagen før kampen, og de kastede sig over Benjamin med spørgsmål om hvad der skete med Schmidt. Benjamins eneste svar var, "Han var skyld i at mit yndlings krus gik i stykker, det kunne han ikke leve med, så han sagde op". Journalisten smågrinte kort, efter lidt tid gik det op for journalisten at han ikke lavede sjov med dem, og der blev straks skrevet ned. "Don't mess with Benjamin's mug" lød overskrifterne på aviserne den næste dag, og Benjamin kunne grine mens han drak sin morgenkaffe, dog ikke af det knuste yndlingskrus.

Det var blevet Tirsdag og der skulle spilles fodbold på Allianz-Arena. Stadionet var som sædvanligt ikke i nærheden af fyldt, men stemningen var bedre end den havde været hidtil i sæsonen, og gruppen nede for enden var også blevet væsentligt større. Benjamin og Dirk gav den sidste peptalk til spillerne inden kampen. De skulle ville dette, de skulle ville vinde, de skulle ville kæmpe! En tabt kamp, hvor man havde kæmpet alt man kunne ville ikke skuffe dem, hvorimod en sejr uden at kæmpe ville skuffe dem. Alt handlede om mentalitet.

Spillerne løb på banen, og den jakkesætsbærende Benjamin tog plads på bænken, Dirk blev ved stående siden af bænken. München lagde sig hurtigt på presset, og Nürnberg var afventende. De ventede dog alt for længe, og efter en halv times tid kunne Mario Baotic skyde bolden under en chanceløs Nürnberg keeper. Benjamin hoppede op af stolen og begyndte at løbe langs sidelinjen, han svingede med armene og skreg ud mod tribunerne. Dirk stod blot og smilte og grinte. München holdte presset, men gav mere og mere slip på bolden i forbindelse med at de gik længere og længere tilbage på banen, og Benjamin to samtidigt og satte to defensive midtbanespillere ind, for at kunne holde målet rent. Nürnberg ville det dog anderledes.

To minutter inde i dommerens treminutters tillægstid, Jakub Kroupa slipper igennem i siden og løber mod målet, en svagt spillende Martinovic får kun snittet bolden og den triller over stregen. Hele stadionet stopper op, alle bliver stille, den eneste larm er Nürnberg tilskuerne der råber. Benjamin ser bedrøvet rundt. Dommeren fløjter af for kampen. De skal nu ned i omklædningsrummet og forberede spillerne på endnu en halv times bold. Det lykkedes dem, og spillerne kommer tilbage på banen med fornyet energi, det samme kan dog ikke siges om Nürnbergs spillere. Efter den første halvdel var det stadig 1-1, men indskiftede Pezzoni ville anderledes og han bragede den med kurs mod sejr, målmanden var igen magtesløs. Benjamin kunne igen tage sin løbetur, de havde vundet.

Kanon updates Benjoe ;)..

You know i love them <3..

Glæder mig allerede til de næste!

Tak Mathi. :)

Ja, det ved jeg. ;)

Ved dog ikke hvornår den næste kommer. :(

"Kan I ikke bare tage jer sammen!? Bare spille ordentlig fodbold? Hvad fanden er der sket med jeres evner, er I døde?!" En vasketøjskurv kom flyvende igennem omklædningsrummet. "Kun Baotic, og KUN han, havde et god kamp i dag, og hvad bliver det til? 4-1 til Aue, hvad ligner det?!" Han sparkede til skabene mens han skabte sig, han var tydeligt frustreret. Holdet var faldet fra hinanden i denne kamp mod Aue, og kun Mario Baotic kunne få spillet til at flyde, han var manden der reducerede til 3-1, inden Aue gjorde det til 4-1 i overtiden.

Benjamin var vred og arrig, han ville slå på nogen, men det ville være for dumt, så i stedet smadrede hans Aues udebane omklædningsrum. Det var alligevel så nedslidt, at han næsten gjorde dem en tjeneste, så slap de for selv at skulle rive det ned. Som forventet kom der erstatningskrav, og Benjamin betalte prisen, men han håbede spillerne havde forstået det signal han ville sende dem. Det var bare ikke tilladt at spille på den måde, og hvis det gentog sig efter den forventede oprykning, så ville det ikke blot være 4-1, men måske 7-0 eller værre. Det ville Benjamin ikke have!

Spillerne mødte op til den følgende træning, hovederne hang, og der var ingen glæde i spillernes øjne. Gløden var væk og den så ikke ud til at komme tilbage med det samme. De løb ikke til, de kæmpede ikke for bolden, og de kunne dårligt aflevere til hinanden. Alt gik galt, og det var tydeligt de var usikre på deres egne evner. Benjamin havde ingen planer om at fortælle dem at de godt kunne spille fodbold, det var ikke hans måde at lære dem livet på. De skulle bare ud at spille igen, så skulle det nok gå.

Han vågnede ved en kraftig banken på døren, en mand stod derude, men ikke en tilfældig mand. Nej, det var manden der ejede det område som Benjamin havde sin vogn, sit hjem, placeret på. "Hør, jeg er ked af det, men jeg er blevet købt af grunden, du er nød til at flytte ud herfra, jeg ønsker dig al held og lykke, og tak for dit arbejde med klubben. Undskyld mester." Benjamin fulgte manden med øjnene idet han gik videre til den næste husvogn, Benjamin kiggede mod himlen, udover nogle få undtagelser var himlen mørkegrå. Det tegnede ikke til at blive den bedste dag.

Benjamin havde pakket sine sager og fyldt det ind i bilen, han havde kun lejet husvognen, så han skulle ikke blot finde nyt område, han skulle finde et nyt hjem. Han kiggede på billedet han havde i forruden, et billede af sønnerne der spillede fodbold. Han blev helt bleg, han havde helt glemt dem, men nu var han blevet mindet om dem igen. Han tændte radioen og kørte ud af udkørslen. Han havde i morgenavisen set nogle huse, pæne huse, der var sat billigt til salg, nu ville han tjekke dem ud og se om det måske var hans fremtidige bolig.

Radioværten begyndte at snakke, han nævnte et navn der straks fangede Benjamins opmærksomhed, Auguste DesBois. "…Auguste DesBois er her til morgen blevet solgt til CSKA Moskva, sønnen af den kontroversielle Benjamin DesBois skiftede angiveligt for 60 millioner, og nu venter der ham et nyt eventyr". Den højre hånd veg fra rattet, den blev strakt ud og hårdt klasket mod kinden. Det var et desperat forsøg fra Benjamin på at få besindelsen tilbage.

Han steg ud af bilen, blikket blev fanget af det flotte hus, det elegante ydre. Uden at have set på resten af huset, ja faktisk uden rigtigt at have set huset overhovedet, så var han allerede sikker. "It's Perfect" lød det samtidig med at han trådte på fliserne der lå frem mod havelågen. Han åbnede lågen og trådte ind i haven, et rent paradis. Det indvendige skuffede ham heller ikke, og han var glad. Handlen var hurtigt overstået, og da parret der solgte allerede havde fundet en lejlighed der passede dem, og havde flyttet alle deres ting og sager derhen, ja så var der fri mulighed for Benjamin til at flytte ind med det samme.

Trods husets billige pris var det ikke på grund af husets beliggenhed eller størrelse, ej heller af kvaliteten af huset, det var parrets økonomi der havde fejlet og de måtte sælge billigere end forventet. Han fandt hurtigt rummet der skulle være hans kontor, den retning hvor solnedgangen kom, med udsigt mod den lokale sø, en flot skov og et bed af roser og andre flotte blomster. Dette ville gøre ham glad hver morgen når han med morgenkaffe og morgenavisen kunne sætte sig ind i stolen og kigge ud, smide benene op og indånde den friske luft fra det store vindue der kunne åbnes helt op.

Han havde ingen venner eller bekendte her i Tyskland, ikke at han havde det i Frankrig, så der var ingen udsigt til en hyggelig housewarming med bekendte. Dørklokken ringede og han åbnede døren, hvorefter han fik 10 røde roser i hovedet, og en varm bemærkning "Velkommen til nabo, her skal du sgu nok blive glad for at bo!" en ældre herre, omkring ti år ældre end Benjamin selv, var en af de øvrige beboere i det pæne kvarter, tydeligvis en nabo. Manden fortalte om hvordan der var et tæt fællesskab i kvarteret og at det ville være på sin plads at holde en mindre sammenkomst for alle beboerne, når altså Benjamin følte sig godt til rette.

De mørke skyer der havde fulgt ham var væk, og en flot blå himmel skinnede frem, måske var dette ikke så slem en dag alligevel.

Rigtig gode updates! Glæder mig især til at se hvordan det med sammenkomsten kommer til at fungere :)

Det er jeg glad for at høre V-4-E, og ja, det bliver spændende. :)

Du fortsætter med at smide updates, og de er stadig fantastiske! :)

+1 O0

Tak begge to, glad for at I stadig følger med. :)

Klart den bedste blog på siden pt.

Det jeg meget glad for at du synes MBO. :)

Din blog er jo genial Benjoe, intet mindre, elsker det at du ikke koncentrere dig så meget om selv spillet, men at bloggen er ligeså meget historie, og så er det jo en helt fantastisk historie!
hvad skal jeg sige... i love it!
KIU:P

Mange tak Jakob, det var en dejlig kommentar. :)

Han sad i spillerbussen, tegnede nogle formationer på en notesblok. Han ville være forberedt på at slå Wolfsburg i pokalen. Wolfsburg var ikke i fantastisk form, og det virkede ikke umuligt at kunne vinde kampen, men efter at tabe til Aue på den måde, ja så var han alligevel i tvivl om de kunne gøre noget. Stemningen i bussen var anspændt, spillerne hørte musik og slappede af, de skulle være fokuserede og rolige, inden kampen startede. Når kampen så startede skulle de være klar, klar på at kæmpe og være aggressive.

Stemningen var den samme i omklædningsrummet. Benjamin prøvede at piske en stemning op, men spillerne virkede ikke til at lytte. Det var først da den unge Dennis Musah, den 20 årige viceanfører, begyndte at råbe, at der skete noget. Spillerne følte en glød, de følte de havde en chance. 45 minutter senere var det noget helt andet, scoren var 2-0 til Wolfsburg, og der var kun ét minut tilbage af første halvleg. Med et hidsigt træk fra Rakic skete der dog noget godt for München. Han slap fri af to mand og skruede bolden i krydset uden om en flagrende målmand. Selvom de stadig kæmpede i anden halvleg, så var Wolfsburg for stærke, og de blev sendt ud af pokalen.


Efter kampen stod Benjamin og klappede af spillerne, idet de løb ned til omklædningen. Han var stolt af at de havde kæmpet og vist, at de kunne lege med hos 1. Bundesliga holdene. Det lovede godt, hvis den 7års lange venten på en oprykning, endelig skulle lykkedes. Da han satte sig ud i bussen igen var fokus dog på noget helt andet end fodbold: Sammenkomst og glæde.

Benjamin løb rundt i huset, op på 1. sal, ned i kælderen og ud i haven. Han var i gang med at pynte op til den mindre vejfest han skulle holde. Han havde inviteret alle på vejen og kendte ingen, eller han kendte lige den ene nabo, men han fik aldrig navnet at vide. Det var dermed helt ukendte mennesker der skulle træde ind ad døren, derfor ville han have alt skulle være så pænt som muligt.

Han gik rundt og satte små ting frem på hylderne, pokalerne fra ungdomsfodbold, de franske parfumer i de mørkebrune vitrineskabe. Alle møbler var i mørkebrune nuancer, det passede i flot kontrast med de lyse vægge. En tåre sneg sig uden om øjenvipperne og trillede ned af kanten, dråben landede nede på det billede han holdet. Et billede af hans kone, sønnerne og ham selv. Dengang det hele var lykkeligt og godt. Han gik ind til kaminen i stuen, tog billedet ud af den guldbelagte ramme, kiggede på det, tog det ind til brystet. Her lod han det hvile lidt.

Halsen blev tør. Han var i gang med at samle mod til det, til at… *Ding dong*… Dørklokken ringede - den første gæst var ankommet. Han glemte alt om billedet, det lå ovenpå rammen, på en skammel lige foran kaminen. Han åbnede døren og det væltede ind med gæster, han var fyldt med blomster, chokoladeæsker og andre små værtsgaver. Nu kunne festen begynde. 

To gode updates! :D

Tak Pirate. :)

Han gik rundt fra hjørne til hjørne for at hilse på de forskellige gæster, det var tydeligt at der var klike dannelser. De fine ældre damer stod med deres pastelfarvede tasker og spiste deres egne hors d'oeuvres, Benjamins håndmadder var tydeligvis ikke gode nok. I et andet hjørne, hjørnet med pokaler, dartskive, og, ikke mindst vinflasker, stod de fleste mænd samlet. De drak vinen, så på pokalerne og kastede dartpilene. I det sidste hjørne ventede der Benjamin en overraskelse, måske mere end forskrækkelse. Han gik mod hjørnet, strøg fingrene igennem sit moustache, kammen igennem håret, så fangede øjnene hende. Mary.

*Bump* Benjamin var stødt ind i en af gæsterne, samtidig med at han væltede hev han fast i skamlen, den sad ikke fast i gulvet, så den fløj med ham mod kaminen, rammen og billedet af ham og familien røg forbi ham og lige ind i flammernes gab. Han var rystet. Han blev hjulpet op af mændene fra hjørnet og blev sat ned i en stol.  Han skammede sig, lysten til at feste var væk, sorgen over det brændte billede var for stor. Han så Mary gå ud af havedøren, han fik møvet sig forbi mændene ,der var mere optaget af rødvin, og han kom selv ud i haven. Han havde tabt kammen da han faldt, og hånden var ikke brugbar, så han måtte tale med hende uden at kunne styre sit hår.

Han havde samlet sig mod og prikkede hende på skulderen. Hun vendte sig om, kiggede på ham og smilte. Hun knugede sig ind til hans bryst, hvilket var lidt af en bedrift - hendes højhælede sko skabte en væsentlig højdeforskel til hendes favør. Hun begyndte at grine ved tanken om da han væltede, han grinte også selv. Han havde glemt det med billedet. De gik hånd i hånd ind til festen. Benjamin følte sig selvsikker, ingen brug af kam, og alligevel, var hun glad for at se ham.

Det var slutningen af april måned, Benjamins tropper lå stadig på 1. pladsen, men forspringet var blevet mindre og mindre. De skulle blot have en sejr i en af de sidste 3 kampe og de ville være sikret 1. pladsen og den direkte oprykning. Efter nederlaget til Wolfsburg havde de haft en svingende form, 13 kampe havde de spillet, 6 sejre, 4 uafgjorte og 3 nederlag. Benjamin var begyndt at føle presset, fra fansene, bestyrelsen og fra ham selv. I tilfælde af at oprykningen skulle misses, ja så ville han nok blive fyret. Han havde søvnproblemer, kaffen hjalp heller ikke på det, han havde aldrig kunnet tåle koffein, og hvis han skulle drikke kaffe skulle det være stærk sort kaffe. Det endte ofte med at han fik koffeintrip og ikke kunne sidde stille ved sit skrivebord.

Der var til gengæld ingen koffein i blodet da de mødte Aachen på hjemmebane i sæsonens tredjesidste kamp. Han havde planlagt alt op til kampen, havde skrevet ned hvad tid han ville råbe af hvilke spillere, udskifte hvem hvornår, hvilke små instrukser han ville give og hvornår. Ja, han havde endda forberedt en opmuntrende tale til halvlegen, i tilfælde af det gik halvdårligt, og en begejstret tale, hvis de var foran. I tilfælde af de var helt væk mentalt, ja så fik Dirk frie tøjler.

De startede helt som han havde planlagt, med en scoring. Den lille franske spåmand havde ret i sine planer indtil videre. På den lille notesblok ved siden af ham stod der nemlig, "1. minut, scoring - Constant". Og dette var præcis tilfældet. Kévin Constant scorede nemlig et mål efter et minut spillet. Derefter gik det dog galt for hans forudsigelser. Fire minutter efter stod den nemlig 1-1, og de gik til halvleg med denne score. Nu kom hans opmuntrende tale til brug. Den hjalp dog ikke holdet det store, de kunne ikke ryste Aachen af sig, og da de kom foran 2-1 gik der ikke mere end tre minutter førend den stod 2-2.

Benjamin manglede kun at hente to point mere i to kampe, det måtte ikke slå fejl!

På vej til den næstsidste kamp følte Benjamin sig sikker, de ville vinde kampen uden problemer, og han ville tage på ferie. Han følte sig så sikker at han allerede havde bestilt billetterne til det hele. Han ville tage af sted to dage efter kampen var spillet, og ville overlade den sidste kamp til Dirk. Han havde skam også ret i sine forudsigelser, han tog med fly til Spanien med en 1-0 sejr i bagagen. Det skabte et mindre røre i klubben, hverken bestyrelsen eller spillerne var synderligt begejstrede for hans malplacerede ferie. Benjamin var dog helt ligeglad, ind i flyet, hen på sin plads, og så en sovepille så turen hurtigt var ovre.

Flyet landede med mindre problemer, og Benjamin vågnede rædselsslagen op. "Vi skal alle sammen dø!" Benjamin prøvede at spænde sig ud af sin sele, men dette kunne han dog ikke finde ud af, samtidigt skulle den ældre herre nok også passe på blodtrykket. Han mærkede en mærkelig følelse i brystet, en snurren der spredte sig til den venstre arm - som blev mere og mere følelsesløs. Han blev svimmel, synet sløredes og sveden løb ned af panden på ham. Der blev hurtigt tilkaldt læge og ambulance, og da flyet allerede var landet da Benjamin gik amok varede det ikke længe før han blev taget ud af flyet på en båre.

Benjamin blev sendt på hospitalet, her fik han nogle blodfortyndende piller, hvis det skulle være en blodprop i hjertet ville dette måske kunne redde ham fra en operation og dermed redde hans liv. Benjamin vågnede op og kiggede rundt i lokalet, et gult lokale med grønne gardiner - en farvesammensætning der kunne give den stilede herre et hjertestop. Alt Benjamin kunne tænke på i dette øjeblik var, skulle han trække sig tilbage fra sporten? Mary fik også en lille tanke, men det var hurtigt overstået.

Der sad han, på bænken foran det sted der engang var hans hjem. Efter han var blevet udskrevet fra hospitalet havde han taget det første fly med kurs mod Frankrig. Han ville tilbage til sine rødder, i håbet på at finde svaret på sit store spørgsmål. Nu sad han der så og kunne måbende kigge ind på det nedslidte og nedlagte sindssygehospital. Det var ikke dét det var dengang. Der var engang, han mindedes. Der var engang dette var et børnehjem, for uønskede børn. Det var her hans liv begyndte.

Han fik flaskemælk fra han var helt lille, havde intet mandligt forbillede at følge. Han havde svært ved at få relationer til andre børn, og han var direkte angst for voksne. Det lovede ikke godt for den unge Benjamin, men med årene opdagede han og ikke mindst hans passere hans ene talent. Fodbold. Sporten der fik ham til at stråle. Han havde overblikket til at kunne instruere sine medspillere mens han selv spillede godt. Han havde en god teknik og løb hurtigt. Hans store problem var hans ustabile mentalitet, trods hans store overblik. Han kunne ikke klare pres og han bukkede hurtigt under, hvilket kunne ende med springskaller til højre og venstre, samt en snotklat eller to.

Hans 15 års fødselsdag var en lykkens dag for drengen. Det lokale hold AC Ajaccio havde opdaget hans talent, og de ignorerede ikke hans mentale mangler - dem skulle der derimod frem for alt arbejdes med. Han kom hurtigt frem og blev en stor spiller i den franske historie, men han glemte aldrig hjemme. Han havde altid elsket de beskidte værelser, aldrig undret sig over de piller passerne tog jævnligt. Han havde ingen bekymringer. Senere fandt han ud af at passerne var blevet indlagt på dette sindssyge hospital, og at hans yndlings passer stadig var i live. Det var hende han ville opsøge.


Han tog mod til sig og gik op mod døren, håndtaget var støvet og beskidt, derfor kom lommetørklædet frem og døren blev roligt åbnet.

Han havde fundet hendes værelse, der var ingen receptionist til at kunne sige hvor hun var, men ved hjælp af navnene på dørene ind til værelserne kunne han hurtigt finde frem til hende alligevel. Han bankede på og åbnede døren, han trådte med foden lige ned i noget vand. Han blev irriteret, han havde lige købt disse nye sko, og nu var der vand på dem. Han var dog stadig fast besluttet på at tale med Chalice, Chalice Daffodile som han huskede hun hed.

Han kiggede rundt i værelset, der var beskidt, præcist som han huskede det, alt derinde lignede det samme gamle børnehjem, han gik rundt og kiggede i skabet og ude på badeværelset, hvis man da kunne kalde en spand og en hane for badeværelse. Han fandt en seddel der lå på sengen, den var håndskrevet og så ud til at være skrevet i en hast. Han var ude på gaden igen, han satte sig på den samme bænk som han satte sig på før han gik ind. Han læste sedlen for sig selv, og med det samme kom den kolde luft rislende ned langs ryggen.

Hun var død og begravet, borte fra overfladen og forhåbentligt at finde et bedre sted. Det hjalp dog ikke Benjamin, den frustrerede mand var nu sur. Han havde intet fået ud af denne tur, og skulle nu skynde sig tilbage til Spanien, hvis altså han ville have noget ud af sine knapt så vellagte ferie.

Han vidste stadig ikke om han skulle gøre det ene eller det andet, han var bange for endnu en gang at vælge forkert, det var det der kendetegnede hans liv, en masse fejl. Nogle fejl blev han dagligt mindet om, andre var mere fjerne minder om fejl. Denne gang var der bare ikke råd til at fejle.

Gode updates! Det er godt nok en spændende karakter du har skabt. Er lidt spændt på hvad det er han ikke har råd til at fejle den gang? :P

Glad for at du kan lide min karakter, og ja, det bliver spændende.  ^-^

Elsker den her blog. KUTGW!

Fedt at høre Hansi! :D

Han søgte stadig svaret, svaret der ville betyde liv eller død for ham. Han satte sig i en lokal elektronik forretning, sad og kiggede på et fjernsyn. Han havde fået en fjernbetjening af en af medarbejderne så han kunne skifte kanal, han havde siddet dér det meste af dagen så personalet havde vænnet sig til ham. De havde endda tilbudt at købe en cola til ham, hvis han var tørstig. Der var kun reklamer på kanalerne, men han blev ved med at skifte videre. Indtil der kom en Nike reklame, en masse forskellige sportsudøvere der dyrkede sport. Reklamen sluttede med en mandestemme der sagde "Just Do It" hvorefter samme tekst kom frem på hele skærmen.

Han tog det som et tegn, nu følte han sig sikker. Han skulle gøre det, måtte gøre det. Han var bare ikke sikker på om livet var nok værd, ingen kone, Mary ville ikke have ham. Sønnerne havde forrådt ham. Alt han havde var sin managerkarriere, og han følte ikke det samme for fodbolden, ikke den samme følelse, der var altid så mange medier der overvågede ham, han kunne godt lide at være ukendt, ikke den store person der var i alles søgelys. Han tog tilbage til det sted han altid var når han skulle samle mod til noget nyt, på taget af en af de høje bygninger i Paris.

Der sad han, endnu en mørk aften. Bare sad og skuede ud over Paris. Lygterne skinnede kraftigt og vinden rev i hans midterskilling. Hans lille moustache blev konstant rette til, med kam og spejl. Han lukkede altid det højre øje når han skulle rette til, og måtte hver gang, i vrede, lukke det venstre og åbne det højre igen. Han var blind på det venstre. Lommelærken blev åbnet og et par tårer blev slugt. Han var stadig ikke sikker. Skulle han eller skulle han ikke.  Han sad længe, og blot kiggede ud, uden at tænke på noget, og alligevel tænke på alt. Valget skulle træffes inden den efterfølgende aften, og beslutningen virkede simpel. Et nej var det eneste rigtige valg. Et liv der intet havde at tilbyde ham, der var engang han kunne bruge sine sønner som årsag til det sølle liv han levede, nu havde han intet.


Der var engang hvor han gerne ville blive fransk landstræner, men de handlinger han gjorde ødelagde den chance. Han tog en tår mere, og endnu en tår, lommelærken blev tømt. Han gik bort, bort fra taget. Bort fra livet. I samme sekund ringede telefonen. Den spredte sig i lommen, den konstante brummen. Han tog telefonen op til øret, han sagde intet han lyttede bare til stemmen. Den var genkendelig, det var moren til hans sønner. Hun græd. Auguste var afgået ved døden. Benjamin følte ingen sorg over sønnen, han var allerede død for ham. Benjamin følte sorg og vrede, fortvivlelse, han havde ikke mulighed længere for at træffe det rigtige valg. Han var nød til at blive opereret og leve videre. Han ville stadig være manager i München, og ville aldrig blive til noget stort. Aldrig.

Jeg er ikke sikker på om denne blog er færdig, jeg lægger op til at den kan forsætte, men det er kun, hvis folk er interesserede i det. For ellers så arbejder jeg videre med min næste blog der kommer på et eller andet tidspunkt, måske først til FM12. 

Nu vil jeg (imorgen) tage i sommerhus, så jeg er ikke til stede frem til på fredag ca. så det er et fint tidspunkt at få respons på om I vil høre videre om Benjamin eller ej.

Go'aften.

Jeg synes helt klart du skal fortsætte Benjoe! Spændende hver gang at høre om ham! :)

Ellers kan du jo også blot sætte den på pause hvis du har brug for lidt tid?

Synes også helt klart du skal lade den køre, men det kommer selvfølgelig også an på om du har lysten! :)

Jeg synes du skal forsætte med bloggen, den er helt fantastisk! O0

Wtf er det for noget Ray ban pis spam? :b Og en meget dårlig oversættelse til dansk!

http://en.wikipedia.org/wiki/Spambot

Uha, den er svær, jeg skrev jo at jeg kun ville forsætte hvis der var stemning for det, og det synes jeg det virker som om der er. Men, jeg har gået og overvejet hvordan den skal forsætte, og jeg er bange for at det bliver for kedeligt, da jeg ikke helt ved hvad jeg skulle finde på, så denne blog slutter fordi jeg føler det er bedst, jeg vil ikke dræbe bloggen. Men måske følger jeg en dag op på den. :)

Tak til alle der læste med og alle dem der kommenterede.