FmFreaks

Pedro havde hele livet været en trofast fan og medlem af den brasilianske klub Santos Futebol Clube, som var bedst kendt under navnet Santos F.C., og en ting var sikkert – hans ufødte søn skulle også være medlem og fodboldspiller i Santos. Han vidste godt, at han skulle passe på med at være ambitiøs for en søn, som endnu ikke var blevet født, men Santos var jo klubben, som havde givet verden den bedste fodboldspiller nogensinde – nemlig Edison Arantes do Nascimento - bedre kendt som Pelé. Så hvorfor skulle hans ufødte søn ikke være klubbens næste store stjerne.

Han var på vej hjem fra jobbet på havnen, hvor han arbejdede med at laste containere med kaffe, appelsiner og andet frugt, som Brasilien eksporterede til al verdens lande. Det var ikke, fordi han fik nogen god løn, men han tjente penge nok til at forsørge sig selv og hustruen Maria. Ved den kommende fødsel ville der blive mangel på penge, men hans chef havde lovet ham, at han ville få mulighed for at arbejde mere, så der kunne tjenes penge til familien.

Han glædede sig til at komme hjem til Marias hjemmelavede mad, og hun havde lovet at lave hans yndlingsret arroz brasilerio – ris med løg og tomat. Han åbnede døren og fik øje på Maria, som stod i køkkenet med topmave og et stort smil på læben. Han kiggede på hende, og han kunne ikke undgå at beundre hendes skønhed, også selvom hun var ved at være højgravid, da der kun var 6 uger til, at hun skulle føde.

Pedro satte sig træt ved bordet, som var et af de få møbler, de havde i deres lille et værelses lejlighed belligende i et stille lejlighedskompleks nær ved Santos F.C. hjemmebane Vila Belmiro. Maria satte maden på bordet, og de begyndte at spise. Som de plejede talte de under middagen om, hvad der var sket i hver deres dagligdag. Pludselig tog Maria sig til maven, og Pedro var ikke i tvivl om, at der var noget galt, idet hun skreg af smerte. Vandet gik i det samme, og fødslen var igang. Fødslen var igang og Maria faldt besvimet omkring på grund af smerterne.


Updates:
1.: Nasce Uma Estrela (http://fmfreaks.dk/index.php?topic=30159.msg877640#msg877640)
2.: Fødslen (http://fmfreaks.dk/index.php?topic=30159.msg878075#msg878075)
3.: Den spæde start (http://fmfreaks.dk/index.php?topic=30159.msg879028#msg879028)
4.: Med far på stadion (http://fmfreaks.dk/index.php?topic=30159.msg877640#msg877640)
5.: Den første træningsdag (http://fmfreaks.dk/index.php?topic=30159.msg881137#msg881137)
6.: Første kamp for klubben (http://fmfreaks.dk/index.php?topic=30159.msg882697#msg882697)
7.: 10 år gammel (http://fmfreaks.dk/index.php?topic=30159.msg883960#msg883960)

Interessant start på bloggen :)

Nickmik, stopper du med Warrenpoint? :/

Kunne jeg da aldrig finde på. Ville lige prøve at skrive noget lidt anderledes og se, hvordan der blev taget imod nye denne blog. På længere sigt kunne de to blogge måske kunne kædes sammen.  :)

Spændene startpå bloggen :)

Der var stor forvirring, og Pedro kunne ikke finde ud af, hvad der foregik omkring ham. Han var kørt med i ambulancen, som havde kørt ham og Maria til Hospital São Lucas de Santos, som var et hospital for personer med få penge. Maria var blevet kørt direkte ind på operationsbordet, hvorefter han ikke havde set mere til hende, da han ikke havde adgang til operationsstuen.

Han sad afventende på stolen i venteværelse, da en sygeplejeske kom hen til ham. “Du er blevet far til en dreng på 1800 gram”: sagde sygeplejesken. “Drengen er blevet født for tidligt, og derfor har det været nødvendig at lægge ham i kuvøse, indtil hans tilstand bliver mere stabil”.
Pedro spurgte til, hvordan det gik med hans kone, og sygeplejeske forklarede ham, at hun faktisk havde det godt efter omstændighederne, og at han snart kunne komme til at tale med hende, men hun skulle lige hvile sig lidt først. Sygeplejesken spurgte, om Pedro havde lyst til at se drengen, og der var ikke noget, som Pedro hellere ville.

Han stod bag ruden, hvor han kunne se sin søn for første gang. Det var en lille dreng, som han kunne se, hvilket dog var meget naturligt, da drengen var født for tidligt, men Pedro synes nu at kunne se, at til trods for drengens højde og drøjde, så virkede drengen alligevel stærk og robust. Pedro havde altid haft en drøm om at blive den nye Pele, men han havde ikke haft talentet, så drømmen var aldrig blevet til noget. Nu kunne drømmen måske leve gennem hans nyfødte søn, som dog først skulle vokse sig stor og stærk.

Sygeplejesken kom og hentede Pedro, idet Maria var vågnet op. Pedro gik ind på stuen, hvor Maria lå, og de omfavnede hinanden grædende af både lykke og frygt for, hvordan det skulle gå for deres dreng. Fødselslægen kom ind på stuen, hvor han forklarede, at drengens tilstand var stabil, og de første par dage ville være de sværeste for drengen, men lægen var dog fortrøstningsfuld – det skulle nok gå.

De første dage var hårde for både far, mor og det nyfødte barn, som kæmpede for sit liv i kuvøsen. Der var så meget tvivl om, at barnet ville overleve, således at hospitalets præst blev tilkaldt for at døbe barnet. Der var kun et navn, som blev ved med at dukke op i Pedros hovedet - nemlig navnet Peleto. Den nyfødte søn blev således døbt ved dette navn, og dette var også med Marias velsignelse. Pedro ville gennem navnet Peleto hædre og ære verdens bedste fodboldspiller gennem tiderne - Pele.

Ugerne gik og barnet voksede sig stærkere og stærkere, og dagen kom, hvor barnet for første gang kunne komme ud af kuvøsen. Her stod de med deres barn i hænderne og var på vej hjem til deres lille lejlighed, hvor alt var gjort klart til barnets ankomst. Velkomstkomiteen bestod af alle deres venner og familie, som alle beundrede denne kønne lille dreng med det flotte mørke hår.

Dagen var lang, og Peleto blev flere gange lagt i vuggen for at sove, for derefter igen at blive taget op af gæster, som ønskede at holde drengen i deres hænder. Pedro så stolt på sønnen, som stort set fandt sig i alt, hvad han blev udsat for fra gæsterne. Pedro synes at kunne se på sønnen, at han havde en viljestyrke, som han ikke tidligere havde set hos andre spædbørn.

Ugerne gik. Ugerne blev til måneder og kort før Peleto blev 11 måneder, tog han sine første skridt. Pedro kunne gennem leg se, at Peleto havde interesse for alt, som var rundt, hvorfor Peletos "værelse" var fyldt med bolde i alle mulige størrelser. Peleto elskede at skubbe rundt med boldene - både med hænderne og med fødderne. Jo Pedro var sikker på, at hans dreng en dag skulle bliver en verdensstjerne inden for fodbolden.

Mere :D!

Fra fødslen var der nu gået 2 år, og Peleto havde vokset sig op til en lille muskuløs dreng med masse af vilje og stædighed. Han havde fået godt styr på bolden, som han sammen med faderen legede i baggården. Når Pedro sparkede bolden hen til Peleto, så havde Peleto ingen problemer med sparke bolden tilbage - og endda med stor kraft. Pedro var af den opfattelse, at Peleto var ved at være stor nok til at komme med til sin første fodboldkamp med de lokale stjerner fra Santos.

Pedro og Peleto vinkede farvel til Maria, da de begav sig mod stadion. Pedro kom gående med drengen hånd i hånd, men da de nærmede sig stadion måtte han tage drengen op, da folkemængden blev for stor til, at Pedro turde lade drengen gå for sig selv. Selvom der var mennesker over det hele, så viste Peleto ingen tegn på, at han var bange. Han grinede blot over hele hovedet. Han var glad, og han var spændt. Peleto havde aldrig prøvet eller set noget lignende.

Pedro havde brugt nogle af sine sparepenge på at købe billetter til nogle af de bedre pladser - for når drengen skulle til fodbold første gang, så skulle han også kunne se godt. Heldigvis passede det sådan, at foran Peleto sad en anden drenge, så Peleto havde fuldt udsyn over hele banen. Udeholdet kom in på banen, og der blev buhet fra hjemmebanetilhængerne, selv Peleto havde fundet ud af, at der kunne råbes alt det han ville. Udeholdets spillede stod ved midterlinjen, da favoritterne kom ind på banen. Der blev jublet og sunget, og Pedro havde også allerede lært Peleto en del af hjemmesangen.

Kampen gik igang, og selvom Peleto selvfølgelig ikke helt forstod, hvad der skete, så fulgte han meget interesset med. Han jublede, når der skulle jubles, og han buhede, når der skulle buhes. Jo han var allerede en rigtigt Santos fan. Han var mindst ligeså glad, som alle andre fans, da drengen forlod stadion sammen Pedro, idet Santos havde vundet kampen 3-0. Peletos første gang på Santos hjemmebane blev til en kæmpemæssig oplevelse, og det var ikke sidste gang, drengen havde været på stadion.

Fantastisk blog! Glæder mig til at se hvad der kommer ud af FM-delen!

Har nogle ideer omkring FM, og det kunne måske være, at drengen kom til at spille i f.eks Nordirland. :) Men der skal vi lidt ud i fremtiden - først skal bloggen bygges lidt mere op.

Pedro havde sålænge han kunne huske tilbage i tiden været fan og medlem af Santos F.C., og selvfølgelig skulle hans søn også være medlem af klubben. Pedro havde derfor allerede kort tid efter Peletos fødsel meldt Peleto ind i klubben, således at Peleto, når han blev gammel nok kunne starte med børne- og ungdomstræningen.

Endelig kom dagen, hvor Pedro tog Peleto i hånden, og de begav sig til træningsbanerne omkring stadion. Peleto var som 3 årig en af de mindste drenge, men det viste sig hurtigt, at han havde en forståelse og et blik for fodboldsspillet, som der ikke var ret mange af de andre drenge som havde. Der var forsamlet henimod 100 drenge i alderen fra 3-6 år, og da trænerne havde set drengene an, blev alle drengene delt op i grupper af ca. 20 drenge. Peleto var kommet i gruppen, hvor de næstbedste drenge skulle træne, og det var tydelige, at det var på grund af hans alder og størrelse, at han var blevet valgt til denne gruppe. Det viste sig dog hurtigt, at det som Peleto ikke kunne byde ind med med hensyn til højde og drøjde, så var han de andre drenge overlegen, hvad angik teknik. Der var ingen tvivl om, at al den leg med bold, som Pedro havde foretaget sig i baggården, var noget som virkeligt havde givet gevnst. Peleto viste så gode tegn på fantastisk teknik, at han hurtigt blev rykket i den bedste gruppe blandt de bedste drenge.

Peleto fortsatte med at give prøver på hans gode teknik, og det var tydeligt at se, at flere trænere var imponeret over, hvad den lille dreng kunne præstere. Efter første træningsdag var det en stolt far som sammen med Peleto forlod stadion for at komme hjem til noget aftensmad fra Marias gryder.

Munden stod ikke stille på nogle af "drengene", da de skulle fortælle om den første træningsdag til Maria, og de kunne alle tre gå trætte i seng ovenpå dagens hændelser.

Virkelig godt, meget næm at læse. Hvordan vil du gøre med FM delen? Du kan gøre ligesom i "Din vej"?

Virkelig lækker læsning. Håber det her kommer til at kører ligesom din Warrenpoint town blog....

Thumps Up!!!!

God blog og anderledes meget spændende at se hvad der kommer til at ske i fremtiden

2 år mere var gået af Peletos liv, og Peleto havde givet adskillige prøver på, at han var et talent udover det sædvanlige. Peleto var nu 5 år, og Pedro lagde stor vægt på, at Peleto stadigvæk kun var en lille dreng, og at fodbold godt nok var en konkurrencesport, men det var legen med bolden, som var det vigtigste for faderen Pedro og ikke mindst for Peleto. Peleto havde imponeret alle trænerne i klubben, og selv Santos F.C.’s førsteholdstræner havde kigget forbi træningen en dag for at se på denne vidunderlige dreng. Der var snakken i krogene om, at Santos allerede på nuværende tidspunkt ville tilknytte Peleto til klubben gennem en ungdomskontrakt, men dette ville Pedro ikke høre tale om. Det var alt for tidligt at bestemme drengens fremtid med en kontrakt, og hvem ved måske drengen ville interesseret sig for noget helt andet. Dette var måske noget, som Pedro sagde, men nok ikke lige det, han tænkte.

Træning er en ting, men kampe er noget helt andet, og dagen var kommet, da Peleto skulle spille sin første rigtige kamp for klubben. Holdet bestod af spillere i alderen mellem 6 og 8 år, og Santos havde fået dispensation, således at Peleto kunne spille med på holdet gennem hele sæsonen. Kampen skulle spilles på hjemmebane mod Deportivo Tachira F.C., og forældre fra begge lejre var på plads på græsbanerne ude bagved Santos stadion. Peleto skulle starte på bænken, da trænerne ikke mente, at han kunne spille igennem i en hel kamp med hans nuværende fysiske form – også når man ser på, at han var yngre end alle de andre spillere på banen.

Peleto kunne stort set spille alle pladserne på banen, men der var ingen tvivl om, at han havde offensive talenter, som skulle udnyttes, hvorfor han var bedst på midtbanen eller i angrebet. Kampen gik i gang, og der blev vist pænt spil fra begge sider af banen, men det blev ikke til mange målchancer, så holdene kunne gå til pause med et 0-0 resultat. Der var 25 minutter igen af kampen, og Peleto fik besked på at varme op med lidt løb langs med sidelinjen. 20 minutter igen blev Peleto skiftet ind som offensiv midtbanespiller, og han viste straks evner på sit store talent. Hans boldføling var sublim, og han kunne strøg omkring sig med flotte og præcise afleveringer til sine medspillere, men der var ingen af dem, som formåede at bringe bolden i mål. Med 10 minutter til dommerens slutfløjt, så modtog Peleto bolden omkring midterlinjen. Ingen gik umiddelbart ind og pressede ham, hvorfor han løb frem i banen mod modstanderens mål, målmand og forsvar. Deportivos forsvar løb mod ham for at stoppe hans fremdrift, men med nogle driblinger, som man sjældent ser blandt så små drenge, så driblede Peleto sig igennem tre forsvarsspillere, som blot kunne se til. Deportivos målmand var sidste skanse, og han løb også ud mod Peleto, hvilket Peleto hurtigt opfattede og lobbede over målmanden til 1-0. Der var stor jubel blandt Santos trænere og forældre – for det var sjældent at man så et sådant mål.

Kampen endte 1-0 til Santos drengehold, og målskytten var selvfølgelig Peleto, og Pedro kunne endnu engang tage sin søn i hånden og gå hjem fra stadion med stor tilfredsstillelse.

god update og jeg sidder næsten og jubler sammen med Pedro ;)

Peleto var blevet 10 år og stort set al hans fritid gik med fodbold. Pedro og Maria lagde dog vægt på, at også det boglige skulle være i orden, hvorfor de tit måtte hente ham i nærheden, når han skulle hjem og læse lektier. Der var dog ingen tvivl om, at Peleto syntes, at fodbold var det vigtigste i verden. Pedro kendte dog vigtigheden af, at der var andet i verden end fodbold, så han og Maria prøvede alt for at få Peleto til at finde interesse i andre ting, men det havde de ikke den store succes med.

Peleto var efterhånden en kendt person i fodboldklubben, hvor han kom dagligt. Pedro havde lært ham vejen til fodboldbanerne, således at Peleto selv kunne finde derhen. Peleto havde gennem de sidste 5 år spillet masser af kampe for Santos, og han havde scoret det ene mål efter det andet, ligesom han havde vist sine evner som en sublim teknikker på banen. Faderen havde flere gange sammen med Peleto været til samtale med cheftræneren i ungdomsafdelingen, og der var ingen tvivl, om Santos hurtigst muligt ville have sat deres navn under på en kontrakt med Peleto.

Peleto spillede på holdet, hvor spillerne var mellem 10 og 12 år, og enhver kunne se, at han var holdets stjerne, men det var ikke, fordi han skiltede med hans stjernestatus. Peleto var blot en af spillerne, og han elskede at være sammen med de andre spillere, som havde samme interesse som han selv. Han havde slået alle scoringsrekorderne på de ungdomshold, hvor han havde spillet, og han havde vist, at han gjorde det lige godt med højre og venstre ben.

Pedro havde bemærket, at der var begyndt at komme personer til træning og kampe, som han ikke havde set før. Der var flere personer, som  lignede personer af brasiliansk afstamning, men også europæisk udseende mænd dukkede op på stadion. Det påvirkede dog ikke Peloto, idet han bare spillede, som han plejede - uanset hvormange de kom for at se på ham. Jo Peleto var allerede en stjerne på sit eget plan, men han vidste det bare ikke.

Personligt synes jeg allerede at bloggen er for lang. Forstået på den måde at der er brugt 6 updates på at fortælle om hovedpersonens barndom. Nu ved jeg selvfølgelig ikke hvad dine intentioner er med bloggen og dens stil, om du vil forsætte i samme stil eller hvad du vil?
Jeg stod af efter første update, da jeg så at de resterende updates var i samme boldgade som den første.
Men jeg vil da kigge med i ny og næ, og se hvordan den udvikler sig.  :)

Det er i orden. Det er hensigten at binde bloggen sammen med en anden blog, men er nød til at vente til super talentet viser sig i FM2011.