Print Side - Alvarez

Citat af: NikolajH 01 Apr 2011, 00:05

Feeeed indledning! Det kan sku godt blive spændende. Du skriver fangende, og du formår at skabe en masse billeder inde i hovedet. Syes skriften er en tand for ulæselig til min smag. Men god start!!

Mange tak ;) Kan da afsløre nu, at tekststørrelsen ikke bliver lige så lille i de kommende updates. Det hører kun introen til O0

Citat af: Inferno 01 Apr 2011, 00:08

Hmm, det ser fint ud. Jeg følger med, da jeg har gode forventninger til dig. Men jeg synes, at du forsøger lidt for meget, lad det komme lidt mere naturligt, så vil teksten bære præg af dette.

Men som sagt, jeg følger med, og glæder mig til næste update. (-:

Jeg vil da prøve, at tage dit råd til mig Inferno. Håber jeg kan fange dig i løbet af måneden :)

[img ]http://i54.tinypic.com/w0jshs.png[/img]

Sergio Alvarez
♠

"Se på mig mens jeg taler til dig!". Manden overfor mig blev rødere og rødere i ansigtet, og i et hastigt tempo begyndte hans stemme at blive højere og højere, mens han indimellem bankede lidt i bordet. Men jeg var ligeglad. Det var jo bare et par småting. Og han ved jo godt, at jeg før eller siden vil stjæle fra butikken igen.

Efter knap to timer i selskab med et par ubehagelige politibejtente, som jeg endnu engang havde fået til at bruge deres dyrebare tid på mig, kunne jeg endelig få lov til at strække benene. I min åbne skjorte, og mit eneste par shorts, samt endnu en flaske i hånden begyndte jeg på den vanelige rute ned mod broen.

Som jeg traskede afsted begyndte tankerne lige så stille at hæle ind på mig. Jeg er 30 år gammel, og har egentlig ikke opnået noget i mit liv. Jovist, jeg har da gået i skole, og spillet fodbold på et nogenlunde plan. Men efter uheldet er mit liv gået i stå.
Det skete nede på broen for knap 12 år siden. Min far, som på daværende tidspunkt stod i spidsen for det lokale mandskab Alzira, og jeg selv var på vej hjem fra en aftenkamp. Jeg havde selv siddet på bænken hele kampen, og var ikke synderligt begejstret for ham.

Men i et sortnede det hele. Det var ligesom det hele gik i slowmotion. En lastvogn var skredet om på siden, og vi var alt for tæt på. Alt for tæt til min far kunne nå at reagere.
Jeg var den eneste som overlevede den aften. Jeg selv husker intet herefter, før et par dage efter, hvor jeg vågnede fra min koma. Foran mig hang en Alzira trøje. Nummer 9 selvfølgelig, med Alvarez på ryggen.

•••

[img ]http://i54.tinypic.com/33dcfo2.png[/img]

Sergio Alvarez
♠

Jeg når knap nok at ligge mit hoved på puden, før jeg kan høre en person ved døren. Da døren ikke bliver åbnet, regner jeg med, at det endnu engang er avisdrengen der kommer med de sædvanlige reklamer som han nu har fået mast ind igennem brevsprækken.

Jeg tager mig endelig sammen, og får trasket de få meter der nu er, ud til døren. Og ganske rigtig, så ligger der en ordentlig stak reklamer, hulter til bulter på gulvet. Jeg orker ikke engang at kigge alt skramlet igennem, da butikkerne bare endnu engang bugner af knaldtilbud til den traditionelle børnefamilie. Lige inden bunken er ved at tage sig en uendelig dukkert i skraldespanden glider der et eller andet ud igennem bladene.
Genstanden var et brev jeg havde fået overset i min overdrevet begejstring. Det var sendt personligt til mig, da mit navn var blevet skrevet med kuglepen. Ergo var det ikke bare endnu en regning som jeg ikke havde fået betalt til tiden. Bag på var Alziras logo blevet stemplet.

Hvad de lige pludselig ville mig havde jeg ikke den fjerneste idé om. I takt med, at ordene blev læst igennem meget nøje, spærrede mine øjne sig mere og mere op. Jeg var blevet tilbudt, at følge min fars fodspor, og overtage trænerjobbet i klubben. Den eneste erfaring jeg har med trænerrollen er fra dengang jeg trænede de små knægte et par gange om ugen, og senere hen hjalp jeg min far indimellem.

Men hvorfor mig? En fordømt drukkenbold, som ikke kan lave andet end at tænke tilbage på fortiden, og drikke sorgerne væk. Ja tak, det kunne sku være kønt med sådan en som mig i spidsen..

Efter at have slugt tre hovedpinepiller, og kværnet en halv liter vand til, gik der ikke længe før jeg drattede om på den flossede lædersofa. Det kan sku da ikke være deres alvor?

•••

[img ]http://i52.tinypic.com/10nwaaq.png[/img]

Sergio Alvarez
♠

Med grus i øjnene, savl ned af hagen og et hår som kendetegnede en person som ikke gik op i sit udseende vågnede jeg på sofaen. Brevet lå stadig på sofabordet. Ved siden af stod en halv øl, hvor man, grundet solens glansfulde stråler, lige akkurat kunne ane det første støvlag som allerede havde fået lagt sig.
Jeg greb fat i flasken, og gik hastigt ud mod køkkenet. Med et hurtigt sving fik jeg vendt bunden i vejret på flasken, og straks løb de gyldne dråber ud. De dråber, som indtil nu havde holdt mig inden for disse fire vægge, bevægede sig hastigt ned i afløbet, og ud i den store verden. Det samme gjorde mine triste tanker, og tidligere sorg. Hvis jeg nogensinde skulle komme videre i mit liv, så skulle det være nu.

Efter et kort bad, og en ordentlig omgang med diverse midler på badeværelset, fik jeg gjort mig i ordentlig stand. Eller, jeg så i hvert fald præsentabel ud nu. Rent helbredsmæssigt var jeg nok ikke ved mit fulde fem. Håret var ret tilbage, de finere sko var fundet frem, og efter jakken var taget over skulderen var jeg så godt som klar til min første jobsamtale siden teenageårene.

Nede på gaden fik jeg hurtigt fat i en taxa, hvorefter jeg hurtigt fik fortalt chaufføren hvor han skulle bringe mig hen. Til Luis Suñer.
Ti minutters tid efter holdt bilen foran et lille stadion, som så meget gammelt ud udefra. Det lignede stadig sig selv. Efter en dyb indånding begyndte den lange vandring over mod den store røde dør, og herefter videre op af en snoet trappe. Her kom jeg til en lang gang, hvor José's kontor lå for enden.

"Sergio?!" var det første jeg kunne høre fra José. Min tidligere ungdomstræner spærrede øjnene op, som var jeg døden selv. Det virkede som om, at han ikke vidste om han skulle grine eller græde. Det gjorde jeg egentlig heller ikke.
Han kom over imod mig med hastige skridt, hvorefter han straks hev mig ind til sig. Han var heldigvis begejsret for at se mig. "Du er selvfølgelig kommet for stillingen, ikke sandt?" var den næste sætning som undslap hans store læber. "Jo" svarede jeg kort, hvorefter jeg tog plads i den slidte, og engang hvide stol som stod på den anden side af det lille skrivebord.

"Så er der vel ikke så meget at diskutere?" sagde José med et smil på læben.

•••

Citat af: nicolajtmadsen 03 Apr 2011, 21:27

Jeg har altid været stor fan af dine blogs, og denne er ingen undtagelse :).

Fantastisk ;) Det er jeg sku glad for Nicolaj :) Håber det kan blive ved sådan i lang tid ;)

Citat af: The Red 03 Apr 2011, 21:59

Jeg er sku fanget af den her blog, der er lige et par steder hvor der mangler et komma, men det er slet ikke ødelæggende for oplevelsen ved at læse bloggen. Jeg håber dog du på et tidspunkt variere stilen lidt, for ellers kan det hurtigt blive for tungt og stift at holde den stil du har lagt for dagen.

Jeg glæder mig til at læse mere fra din hånd de næste par uger :)

Så vidt jeg kan huske, så er det anden gang i min blogkarriere, at jeg prøver stilen af som jeg-person. Og jeg må sige, at det er en ganske underholdende skrivevinkel, som tiltaler mig meget. Dog kan selve historien godt være lidt svær at hitte på indimellem, men man får brugt sin fantasi, hvilket er skønt, og noget jeg sjældent får gjort i en FM-blog.

Så umiddelbart vil bloggen fortsætte i en jeg-fortæller vinkel, men nu må vi se hvad der sker :)

Er kanon glad for du læser med, og håber, på trods af skrivestilen, at jeg kan holde dig underholdt resten af måneden ;)

Fortsat fanfabelagtig god mandag,
Erzael ;)

[img ]http://i51.tinypic.com/12221w9.png[/img]

Sergio Alvarez
♠

"Sergio Alvarez skal fortsætte farmands fodspor" - dog var det ikke nogen særlig stor overskrift, og nyheden havde da heller ikke fået mere end en lille spalte i den lokale avis. Men, at der stadig bliver skrevet om klubben, så må det vel betyde, at der stadig er interesse for klubben i byen. Så skal tribunen forhåbentlig ikke stå helt tom når vi begynder på sæsonen.

I den lille spalte vi havde fået nede i hjørnet på side 23 havde skribenten påstået, at vi vil ligge og kæmpe om overlevelse i denne sæson. Helt nøjagtig havde han sagt, at han regnede med en 15. plads til Alzira. Ja, den helt store fan er han vel nok ikke, men jeg håber ikke han har ret. Personligt ville jeg ikke beholde mit job i lang tid, hvis vi skulle ligge i nedrykningskampen, så jeg vil helst ende inden for top 15.

Efter den lille morgenbriefning i den daglige avis, så tændte jeg for computeren. Alt er blevet så teknisk siden jeg sidst befandt mig inden for fodbold verdenen. Det hele foregik nu via denne maskine jeg havde stående foran mig. Det var her jeg skulle planlægge alle vores træningspas, komme i kontakt med eventuelle nye spillere, og hvad der nu ellers kunne tænkes.
Da den endelig var startet op bankede det på døren. Vega, min assistenttræner, eller som jeg foretrækker at kalde det, min medhjælper, kom traskende hen imod mig. "Alle dine ønskede trænignskampe er nu faldet på plads Sergio" sagde han. "Inklusiv den mod Granada!". Tidligere på ugen havde jeg skrevet en lille liste med eventuelle modstandere til de kommende træningskampe. Jeg troede dog ikke selv på, at Adalante holdet Granada ville tage imod vores tilbud om at spille en kamp på vores bane. Åbenbart havde de ikke noget bedre at tage sig til, så dem kan vi stolt præsentere på Luis Suñer den 9. august.

Med hensyn til spillerne, så er der ikke mange jeg kan nikke genkendende til. De eneste gutter jeg kunne kende af udseende var to drengespillere jeg engang tidligere har haft under mine vinger. Ellers var hele sprøjten nye ansigter, som jeg lige skulle have ind på nethinden.
Hele baduljen er spaniolere, på nær to. Den ene, Alex, kommer fra Rusland, og snakker efterhånden godt spansk. Den anden, Roberto Amarilla, en stærk forsvarsspiller fra Paraguay, taler kun grundlæggende spansk.
Roberto var inde i overvejelserne til anførerbindet, her i opstartsfasen, men valget endte dog med at lande på vores nuværende bedste målmand, David Pociello. Han virker som en mentalt stabil spiller, med stort overskud. Han har været ovenpå til de træningspas vi har haft indtil videre, så derfor har han fået kaptajn pladsen.

•••

[img ]http://i53.tinypic.com/votts8.png[/img]

Sergio Alvarez
♠

Beep... beep... Gad vide hvem der skriver så sent? Jeg stod på badeværelset og var igang med at børste tænderne da jeg hørte mobilen inden på soveværelset. Jeg listede ind og kunne hurtigt se, at de var fra Vega. "Både Gustavo og Edu har skrevet under, og forventes at spille med imorgen allerede! - Vega". Fantastisk! Hold kæft han arbejder hurtigt ham Vega. En sand arbejdsnarkoman, som jeg virkelig har haft glæde af her i opstarten.

De to spillere som der er tale om er et par spillere som klubben har haft i kiggerten hen over sommeren. Venstrebacken Gustavo Revert, en 30-årig spanioler, har aldrig spillet på højere niveau end det som Alzira ligger på nu, men i de kampe han har spillet for Pego har han holdt et flot niveau. Efter jeg selv iagttog ham under Pegos seneste træningskamp, efterfulgt af en lille snak med ham, så var jeg overbevist om, at han var den rette spiller at hente ind til den plads.
Edu Benito har derimod spillet på et væsentlig højere niveau tidligere i sin karriere. I sine første dage som professionel fodboldspiller kridtede han støvlerne for Gimnàstic i Liga Adelante. Herefter har han spiller hhv. 2. og 3. divisions bold her i Spanien, så han kommer helt sikkert til at løfte niveauet oppe i front, og kvitterer forhåbentlig med en håndfuld scoringer her i opstarten.

Dagen efter havde Vega arrangeret en lille træningskamp mellem førsteholdsspillerne og klubbens U19 hold. En sjov idé, som jeg ingen omstændigheder havde noget imod. Det var rart endelig at få afprøvet min plads ude på stregen. Jeg havde valgt noget der lignede den stærkeste startopstilling til dagens kamp, så jeg var sikkert på, at håneretten ikke gik til Vega.
Vi lagde stærtk ud med et flot spilovertag, og der gik ikke mange sekunder før Benito fik afprøvet ungdomskeeperen. Der skulle dog gå små ni minutter før venstrekanten Gimeno kunne skrabe lædderet over stregen. Det blev efterfulgt af et uheldigt selvmål fra den 16-årige Vázquez, og kort inden pausen kunne den lille forsvarsspiller Peque scorer på et hjørnespark. 3-0 ved halvleg var bestemt ikke noget jeg kunne være utilfreds med. Dog havde jeg noteret mig, at jeg gerne så Pociello råbe lidt mere nede fra målet. Han havde været usædvanligt stille i første halvleg.
Pociellos stemmebånd blev herefter brugt meget mere i anden halvleg, hvor der kun skulle falde en enkelt scoring, som gik til ungdomsspillerne. Alt i alt spillede vi en rigtig god kamp, og vores sejr var aldrig i fare.

En times tid efter slutfløjtet havde jeg plantet mig foran min computer, for at skrive et lille kampreferat, og for at notere ned, hvilke præstationer jeg var tilfredse med, og hvilke der skulle arbejdes med. Pludselig blev døren åbnet, og til min overraskelse var det Pociello som stod i døren.
"Er der noget galt David?" spurgte jeg. "Nej - eller, måske lidt. Se, jeg følte mig ikke rigtig tilpas med båndet om armen i dag. Jeg tror jeg havde en eller anden form for forventningspres på mig i kampen. Så ville jeg høre dig om det ikke kunne lade sig gøre, at finde en anden af gutterne som var mere egnede til det?". "Er du sikker på det?" hørte jeg mig selv spørge, hvilket egentlig var ret indlysende, da han næsten lignede et lig i ansigtet. Han var sikkert møg nervøs for at skulle spørge mig. David tvang et nik frem, hvilket jeg kvitterede med et smil. "Du gjorde det ellers godt idag. Men, hvis du helt ærligt ikke har det godt med det, så kan jeg godt overlade det til en af de andre."
Der kom et lettelsens suk fra David, som hurtigt fik farven tilbage i kinderne, hvorefter han hurtigt forsvandt fra døren.

•••

[img ]http://i54.tinypic.com/iw4sqg.png[/img]

Sergio Alvarez
♠

Vi bevægede os stille og roligt ud af byen, mod den nærmeste tilkørsel til motorvejen. Vega og jeg var på vej til lufthavnen for at hente to nye ansigter i klubben. Den ene af de to kommer helt fra Frankrig, og bliver dermed vores tredje udlændning i truppen. Og det var da også ham, Michaël N'Dri, som jeg var mest spændt på at se i aktion.
For inden han underskrev kontrakten med os, så har N'Dri spillet for 4 forskellige klubber i 3 forskellige lande. Han lagde ud med et par sæsoner i franske FC Sète 34, hvor han blandt andet fik en sæson i Ligue 2. Herefter røg han til det franske Nationale mandskab Sporting Toulon Var, hvor han var i yderligere to sæsoner.
Herefter fik han to sæsoner i Belgien for Charleroi, og senest har han spillet en kort periode for Al-Ittihad, som til daglig begår sig i De Forenede Arabiske Emirater. Nu er jeg på vej ud for at hente min nye stjerne, som gerne skulle kunne være klar til den næste træningskamp mod Sporting's B hold.

Den anden gut som skal med i bilen på vej tilbage er et spansk talent på 21 år. Dog har han ikke begået sig på noget højt niveau endnu, men han kan gå hen og blive en solid spiller i den Spanske 2. Division. Han hedder Arturo, og er tiltænkt sig pladsen på højre back.

Solen stod lige ind i smasken på os da vi rullede ind på parkeringspladsen ved lufthavnen. Vi steg ud, og bevægede os afsted med hastige skridt, da vi efter planen var små ti minutter forsinket. Vega kiggede på mig en enkelt gang, og ingen af os kunne lade vær med at trække på smilebåndet. Fornemmelsen af, at dette skulle være et par gode indkøb, var en vi begge delte.

Vi havde aftalt med gutterne, at de skulle stille sig over til den store statuette af Jomfru Maria, som var placeret nær udgangen af lufthavnen. Og det tog da heller ikke lang tid før vi fik øje på den høje, sorte franskmand, som stod i et snaksageligt selskab med en lidt mindre fyr, der angiveligt lignede Arturo.
"Hej drenge! Jeg er Sergio, og dette er Vega, som i primært har snakket med over telefonen. Det er fantastisk, at i begge nåede frem til tiden. Skal vi ikke bare få pakket bilen, og se og komme derudaf?"

•••

[img ]http://i51.tinypic.com/2n9dz5y.png[/img]

Sergio Alvarez
♠

Jeg ved ikke rigtigt om jeg skal grine eller græde når jeg sidder og kigger ned på mine notater. Tja, jeg kan da tage det med et smil på læben, for vi har under alle omstændigheder spillet fantastisk fodbold. Det kan så godt være, at vi ikke har formået at hive sejren i land, men selve spillet og statistikkerne kan jeg kun være tilfreds med.

Mørket har stille og roligt lagt sig over Valencia, og på sådan en hverdagsaften er der ikke meget trafik at høre ude på gaden. Efter en lang dag på træningsbanen, hvor der især er blevet fokuseret på afslutningstræning med Benito og N'Dri, sidder jeg nu herhjemme og kigger tilbage på opstartfasen. På det bagerste papir springer ordene som "Stort spilovertag", "Afslutningstræning" og "Amarilla fortsætter" mig i øjnene.
Vi havde et fantastisk spilovertag mod Sporting B, hvor vi havde omkring 10 skud mod målet, hvorimod vi lukkede godt af nede bag ved, hvor gæsterne kun kom frem til en håndfuld afslutninger i løbet af hele kampen. Men ud af de mange skud vi havde, formåede vi kun, at putte bolden i nettet to gange. Og det var ikke engang nogle af spydspidserne som var mændende bag målene. Sidst, men ikke mindst, så blev Amarilla afprøvet som kaptajn i denne kamp, hvor Pociello var blevet smidt ned som vice-kaptajn. Og med kampens forløb kan jeg kun være tilfreds med Amarillas indsats.
[float=right]OPSTARTSFASEN
Alzira U19 3-1'
Sporting B 2-0'
Yeclano 0-3'
Alfaro 1-0'
Escobedo 3-0'
Granada 0-1'
Alcala C.D. 0-2'

[/float]
De resterende kampe blev en blandet affære. I opgøret mod Granada var der dukket hele 1200 tilskuere op på mine elskede tribuner. Men de glade tilskuere fik dog ikke nogen hjemmesejr for pengene. Tværtimod kunne Abel fra Sporting sparke opgørets eneste scoring i nettet efter en lille halv time, da han satte et straffespark ind.
Udover det var vi ellers meget godt med i kampen, og jeg roste da også gutterne meget efter slutfløjtet, da vi næsten havde spillet lige op mod et Adelante mandskab.

Her på søndag har vi den første turneringskamp, og det der hovedsageligt bekymrer mig lige nu er, at vi ikke har scoret særligt mange mål. N'Dri, eller Mendri som han bliver kaldt, fik kun puttet bolden i nettet en enkelt gang i de fem kampe han nåede at være med i. Han har vist gode takter, men de sidste procent, som udgør målene, har ikke været der.
Kollegaen Benito har spillet 6 af træningskampene, hvor han kun har formået at score en enkelt pind mere end Mendri.

"Imorgen skal vi endnu engang knokle igennem med afslutninger. Det må jeg selv tage mig af, og så må Vega tage sig af de øvrige opgør. De bolde skal bankes ind fremover!"
Dagens strabasser begyndte lige så stille at snige sig ind på mig bagfra, og med et blev øjnene meget tunge. Dagen var gået på hæld, og det var på tide at smide sig til ro. Men hvor meget ro det bliver til er ikke godt at vide, da sommerfuglene allerede nu har indtaget deres positioner i maven, som virkelig kan mærkes.

•••

[img ]http://i55.tinypic.com/14c5wmc.png[/img]

Sergio Alvarez
♠

Selv om det ikke var med min bedste vilje, så var der ikke noget at gøre ved det. Sæsonens åbningskamp skulle spilles på udebane, hvilket jeg bestemt ikke brød mig om. Jeg havde glædet mig til at se drengene løbe ind på Luis Suñer, mens de lokale fans glædeligt så på fra tilskuerrækkerne. Den fordel kommer Alcoyano til at få i stedet, da det er dagens modstander.

Bussen trillede stille ind på parkeringspladsen ved stadion, og drengene gjorde sig klar til at forlade bussen. Venstrebacken Revert lå og småsov ind over det lille plasticbord man lige kan vippe ud fra sæddet foran sig. "Vågn op, La Bella Durmiente" sagde jeg, hvorefter jeg daskede ham i nakken med dagens avis.
Efter at have kigget lidt på banen gik jeg ind i omklædningsrummet, hvor jeg blev imødekomt af en stille baggrundsmusik, som bestod af noget afslappende spansk guitar. Selvom et par af de unge spillere havde vrænget lidt på hovedet af musik valget, så det ud som om, at alle nød tavsheden, og spændingen, her kort før starten.

Luften var dejlig lun, her tidligt på eftermiddagen. Sådan havde det været det seneste stykke tid her i Spanien, så banen var godt nok noget af en tør omgang af løbe ud på. Det var ikke idag man skulle lave de hårde, glidende tacklinger. I hvert fald ikke hvis man ville beholde sine lår.
Vega og jeg satte os ind i det lille skur ude ved sidelinjen, hvorefter dommeren fløjtede kampen igang.

Allerede efter to minutter faldt den første mulighed i kampen. Værterne spillede sig flot igennem, men da den sidste aflevering skulle falde, fik Amarilla ekspederet bolden ud til hjørnespark. Den blev smidt ind til bagerste stolpe, men Pociello kom heldigvis højst.
Kort efter blev bolden smidt op af mod Benito og N'Dri. I første omgang blev bolden clearet, men Pucho kom højst i hovedstødsduellen, og sendte bolden frem til Benito. Han rundede en mand, og var herefter helt alene igennem. Han trak en meters penge ind i feltet, hvorefter han knaldede det hårde lædder ind bag en chanceløs Alcoyano keeper. Det var fantastisk at se de lange aftener på træningsbanen allerede nu havde båret frugt.

De næste tyve minutter bølgede kampen frem og tilbage, og det eneste højdepunkt i den periode var et gult kort til en Alcoyano spiller. Efter den første halvdel af første halvleg var blevet rundet, så vågnede de få fremmødte tilskuere igen op. Endnu engang var Benito i afslutterens rolle, efter en fantastisk enkeltmandspræstation, hvor han rundende to forsvarsspillere og udplacerede keeperen.

Den ellers, på dagen, så munter Pociello fik et noget kedeligt ansigtsbetræk efter en halv times spil. Hjemmeholdet havde fået et frispark langt ude i venste side af banen, hvilket der i sig selv ikke skulle være noget farligt ved. Dog tog vinden dog fat i bolden, og hjalp den indover Pociello, som ikke kunne afregne hvor langt bolden lige pludselig havde lyst til at flyve.
Det blev heller ikke bedre, da anføreren Amarilla kort før pausen klokkeklart tog benene på en af deres angribere. Alcoyanos egen anføre steppede op, og lagde bolden sikkert ind i netmaskerne. Det var virkelig ikke vores anførers dag idag.

Hvis en stor del af kampen allerede nu ikke havde fået en til at sove sødt, og drømme om færgelejer og flere størrelser af velduftende potpourrier, så kom man godt nok til det på den anden side af pausen. Kampen bølgede frem og tilbage, og blev kun indimellem afbrudt af et par henstillinger, og et par gule kort.
Efter en langtrukken kamp endte den altså 2-2. Et ellers udemærket resultat, jeg dog helst havde set gå vores vej, da vi trods alt var i front med 2-0. Men, Amarilla og Pociello spillede desværre som La Bella Durmiente y Blancanieves idag.

•••

Citat af: Johannesfalkenberg 07 Apr 2011, 20:22

Nu har jeg lige læst hele bloggen. Nøj hvor er den god. Min personlige favorit indtil videre :).

Tusind, tusind tak Johannes ;) Det er jeg sku virkelig glad for! Håber jeg kan tryllebinde dig resten af måneden :)

Citat af: -RVM- 07 Apr 2011, 20:44

Kæft det er godt det her! Du er helt klart min favorit, fantastisk historie! O0

Tusind tak RVM, fantastisk kommentar ;)

Citat af: styleez-o2 08 Apr 2011, 13:46

Erzeal Erzeal Erzeal...... du er simpelthen fantastisk! Endnu en fantastisk blog du er i gang med her. Jeg har fulgt alle de blogs du har lavet, og er blevet imponeret hver eneste gang, så det har jeg også tænkt mig her! - som du nok kan hører er du min favorit i den her konkurrence ;)
Forsat det gode arbejde!

Fantastisk, en personlig stalker O0 - Det glæder mig, at du kan li' hvad jeg laver, og håber jeg kan fortsætte med at underholde dig ;)

Citat af: Hilde 08 Apr 2011, 15:07

Jeg har lige læst denne perle af en blog! Sikke en præstation. Ikke bare beskrivelsen af kampene, men også sidehistorien er jo brilliant. Du er min favorit indtil videre!!

Der er simpelthen intet bedre at få af vide som blogger. Mange tusind tak Hilde O0

[img ]http://i53.tinypic.com/34dgdb8.png[/img]

Sergio Alvarez
♠

Den mørke Alzira jakke, med dertilhørende logo på, blev trukket godt op om de kolde ører. Selvom kalenderen stadig sagde efterår, så var Spanien altså ramt af en råkold oktober dag. Jeg havde sat mig selv for, at lufte tankerne ude i naturen, da jeg ellers ikke vidste hvad jeg skulle foretage mig på denne søndag, hvor jeg havde givet gutterne en fridag.

Med alle de tanker jeg skulle have på plads, lå der en lang travetur foran mig. Her den 3. oktober har vi spillet syv runder i ligaen, og selvom vi kun har været ramt af to nederlag, så har spillet, og resultaterne, ikke været lutter lagkage. I vores syv kampe har vi kun scoret 6 gange, hvilket er under et mål per kamp i gennemsnit. De lange aftener på træningsbanen med truppens angribere har bare ikke båret frugt, hvilket også tydeligt kan ses på topscorerlisten, som bliver delt af Benito og højrefløjen David Fas. To mål har de scoret hver, og den ene er ikke engang angriber?!
[float=right]

0-0 At. Baleares
1-2 Mallorca B
0-0 Castellón
1-1 Hospitalet
1-0 Ontinyent
1-4 Sanboiá

[/float]

Kuldegysningerne strøg igennem mig, da min kolde hånd tog fat om det endnu køligere dørhåndtag. En lille rusten dørklokke gjorde hvad den kunne, for at byde mig velkommen ind i den dejlige varme. Samtidig blev jeg mødt med et smil af Amadis. Han havde været min faste købmand i de sidste mange år, men i de seneste måneder har han ikke langet høje promille genstande over disken, men derimod blot en befriende kop kaffe, som virkelig kan redde ens dag. Især Amadis’ kaffe. Den fås ikke bedre i hele Valencia.
”Sergio, min ven, nu må det da snart gå den anden vej” – sagde Amadis, med et drillende smil på læben. ”Selv mine to drenge kan gøre det bedre end Mendri og Edu gør det i øjeblikket”. Jeg svarede med et stille grin, betalte, og gik derefter ud af ” Amadis’ ” igen.

Jeg tog mig selv i at tænke over hvad han egentlig havde sagt. Ja, gu Mendri og Edu spillet forfærdeligt i opstarten, men vi har jo ikke bedre at gøre godt med? Måske er det på tide, at give nogle af klubbens egne spillere en chance. Jeg har troet fuldt og fast på min beslutsomhed, men, det kan da være jeg ikke altid rammer rigtigt. Det må jeg drøfte med Vega om så hurtigt som muligt.
Jeg ændrede straks kursen 180 grader, og krydsede herefter den lille gade. Hvis ikke det angrebsproblem blev løst med det samme, så ville jeg ikke kunne sove i nat.

•••

[img ]http://i53.tinypic.com/2lurwqu.png[/img]

Sergio Alvarez
♠

Jeg skruede låget af vandflasken og tog en ordentlig slurk. Trætheden havde allerede begyndt at melde sig, og den havde samtidig et virkelig godt samarbejde med en grov form for hovedpine. Men der var ikke noget at gøre. Mysteriet skulle løses.
Det så dog ikke alt for godt ud, her med under 18 timer til kampstart. Vega og jeg havde siddet lige siden formiddagstræningen og vendt og drejet vores angrebssituation. Og den træningen var ikke ligefrem en succes. Vores bedste angriber indtil videre, Edu Benito, var stødt sammen med en af de yngre gutter i truppen, og havde pådraget sig et bøjet ribben. Jesús Manuel, klubbens fysioterapeut, havde erklæret ham ude i minimum tre uger.

Benito var den eneste angriber som havde formået at få bolden over stregen. Franskmanden, N'Dri, som jeg havde set så meget frem til skulle spille i klubben, havde floppet totalt indtil videre. Med otte kampe fra start, og ingen mål, så kan man i hvert fald ikke kalde det acceptabelt. Men han kan jo godt. Det ser vi jo hver dag til træningen. Her bomber han løs, som en anden Thierry Henry.

"Det må kunne lade sig gøre. Han må da kunne ramme det mål, bare én gang?!"
Vega var ikke begejstret for at fortsætte med Michaël i startopstillingen, men gik alligevel med til at prøve ham imorgen. Kollegaen i front endte med at blive det unge talent, Edu Silva, som indtil videre kun er blevet afprøvet som indskifter, og som heller ikke har ramt netmaskerne endnu. Så må det briste eller bære. Hvis N'Dri ikke kvitterer, så er han afskrevet til næste weekends opstilling.

Jeg tog handsken af min højre hånd, og åbnede stille og roligt den tunge dør. Der var mørkt herinde. Kun solens glinsende smilehuller skabte lidt lys i den fjerneste del af det store rum. Jeg begyndte at gå op af midtergangen. Da jeg havde passeret alle bænkene, og den lille trappe bestående af to trin, satte jeg mig ned på knæ foran hende. Jeg foldede hænderne, lukkede øjnene, og lod hovedet sænke sig. "Lad det nu virke" hviskede jeg.

•••

[img ]http://i54.tinypic.com/200b42s.png[/img]

Sergio Alvarez
♠

Dommeren fløjtede af. Noget som han ikke vidste var dog, at han lige havde gjort os ubesejret i seks kampe i streg. Jeg foldede hænderne sammen, og kiggede op mod himlen. Min bøn var blevet hørt. Endelig var Mendri begyndt at skrue knopperne ordentligt på. Endelig satte han bolde i nettet.

Allerede i vores først kamp i denne stime, som var dagen efter det langtrukket møde med Vega, blev han dobbelt målscorer, og sikrede os en 2-1 sejr. Det var virkelig noget som kunne mærkes når jeg bevægede mig i gaderne, de efterfølgende dage.
I runden efter blev N'Dri også vores eneste målscorer, da han, efter et kvarters spil, satte kampens første mål i nettet. Det andet mål blev scoret af Benidorm, og dermed kunne vi kun hive en uafgjort med hjem fra dette opgør.

Selvom det er N'Dri jeg har været mest efter, så er hans angrebskollega, Edu Silva, også begyndt at kvitterer for tilliden. I hjemmekampen mod Sant Andreu scorede Silva to af vores fire mål. De sidste to stod Mendri og David Fas for. Gæsterne nettede en enkelt gang i hver halvleg, og dermed var endnu tre point sikrede til kontoen.
I de følgende to sejre stod N'Dri og Fas for alle målene, da vi først nedlagde Teruel med 3-1, som blev fulgt op med en 2-1 sejr over Badalona. I vores seneste kamp hentede vi en uafgjort mod Lleida, efter N'Dri havde sikret os 2-2 med få minutter tilbage.

Dagen efter til træningen kunne jeg ikke lade være med at rose gutterne. Jeg kaldte dem hen til mig. Vega og jeg havde stået og snakket lidt, mens drengene havde hygget sig med lidt intervalbold. Efter Edu Silva, som lige havde haft en kæmpe afbrænder, havde hentet sin bold, stod allesammen samlet rundt om os.
"Det er gået fantastisk for os i de seneste kampe drenge. Både Vega og jeg er fuldt ud tilfredse med det i præsterer inde på banen, og samtidig her til træning. Det er sku lækkert at se, og vi nyder denne periode så meget vi kan. Specielt en enkelt spiller har især vist sig frem i denne måned, og det er da også med glæde jeg kan afsløre, at han er blevet kåret som månedens spiller i ligaen. Det er selvfølgelig Mendri jeg snakker om - giv ham lige en hånd allesammen"
N'Dri kunne ikke lade vær med at trække på smilebåndet. Franskmanden var endelig ved at føle sig hjemme her i Spanien, det kunne man tydeligt se, og mærke på ham.

Da træningspasset var ovre, og jeg havde sagt på gensyn til drengene, forlod jeg stille og roligt omklædningsrummet. Mørket havde sænket sig stille over Valencia, og det eneste lys man kunne ane var solens sidste stråler, som hårdt forsøgte på at holde sin glans over horisontlinjen. Men til sidst måtte den give op, og lade dagen gå på hæld.
Jeg spadserede over mod min nye cykel, som er blevet udnyttet flittigt siden jeg fik anskaffet mig den. Da jeg kom nærmere kunne jeg dog ane, at den ikke så ud som den plejede. "You gotta be kiddin' me?! - Ej, det er fandme ikke rigtigt" samt flere sætninger blev kastet ud af mundtøjet på mig. Nogle havde åbenbart fundet det morsomt lemlæste det røde lyn. Efter at have talt til 10, og sparket til en papkasse på afveje et par gange, fik jeg endelig taget mig sammen til at få det ene ben foran det andet, hvorefter turen gik ind mod byen.

•••

[img ]http://i54.tinypic.com/becyg4.png[/img]

Sergio Alvarez
♠

Det var vådt og blæsende på denne december aften. Vi skulle spille årets sidste turneringskamp, inden kalenderen skifter over til 2011. Og hvor kunne man afslutte en halvsæson bedre end på Camp Nou. Ja, okay, ganske vidst er der kun plads til omkring 3000 mennesker, og til dagens opgør var vel omkring et par hundrede. Det ægte Camp Nou kommer jeg desværre nok aldrig til at opleve, så dette må erstatte det.
[float=right]

Badalona 41
Alicante 36
Ontinyent 36
Castellón 34
---------------
Orihuela 34
Lleida 34
Alcoyano 33
Sabadell 27
Sant Andreu 27
Alzira 25
Teruel 23
Gandia 23
Gramenet 21
Hospitalet 17
Santboia 17
Benidorm 17
---------------
Mallorca "B" 15
Denia 14
At. Baleares 14
Sporting Mahonés 14

[/float]

Det var hjemmeholdet Denia som vi skulle prøve at vende vores dårlige stime imod. I de seneste tre kampe havde vi kun fået 3 point, hvilket kom fra en sejr, og to nederlag. Så det ville være fantastisk hvis drengene kunne sikre os en afsluttende sejr.
Vi skulle næsten helt hen til halvlegen før der begyndte at komme lidt action. Men så kom der altså også virkelig gang i den. Først kom værterne på 1-0, men blot et par minutter efter fik Mendri udlignet til 1-1.
I anden halvleg kom vi bagud hele 3 gange yderligere, men hver gang fik vi taget os sammen, og udlignet kort efter. Det resulterede altså i hele 8 mål i kampen, hvor hvert hold fik en lige stor bid af kagen.

Vi fik skovlet de sidste tasker ind i bussen, hvorefter det ikke kunne gå hurtigt nok med at komme ind i varmen, da det kølige vejr virkelig bed sig fast i den tynde hud. Da alle mand var kommet ombord, satte vi kursen tilbage mod Alzira.
Et par timer efter sad Vega og jeg trygt og godt på mit kontor igen. I baggrunden kunne man høre søde juletoner, som stille banede sig vej til ens øregang fra den lille radio som stod for enden af skrivebordet.

"Hvor skal du så hen her den 24. Sergio?" spurgte Vega mig. "Regner med at hygge mig derhjemme, og se lidt godt i fjernsynet. Der sker såmænd ikke megtet den aften, når man ikke har noget familie tilbage".
"Har du så ikke lyst til at komme over til os? Det kunne være skide hyggeligt" sagde Vega med et smil. Det smittede, og jeg nikkede straks med hovedet. "Det ville være fantastisk!" svarede jeg.

•••

FmFreaks

FmFreaks.dk => Blogkonkurrencen, 2011 => Emne startet af: Erzael 01 Apr 2011, 00:02