|
Titel: En lille klub med store ambitioner (Blog) Oprettet af: Enzo 21 Dec 2010, 21:55 Intro
Da jeg tog flyet fra kastrup lufthavn til Italien, vidste jeg bare, at der ville ske noget dramatisk og spændende. Jeg havde købt billet til 1. række, og jeg havde enormt mange sommerfugle gemt i min mave. Jeg havde aldrig nogen sinde betrådt italiensk grund. Dette var første gang. Flyturen gik som planlagt. Jeg sov hele turen, og lige inden flyet landende blev jeg vækket af den søde dame, som jeg sad ved siden af. Vi fik os også en snak, da vi var landet, og jeg fik hendes nummer. Jeg gik ned for at hente min propfyldte kuffert. Bagefter tog jeg en taxa ned til det sommerhus som jeg havde lejet. Et luksuøst sommerhus. Det havde det hele. Pool, sauna, køkken, spabad, stor have og sidst men ikke mindst. Et træningslokale. Jeg elsker at holde mig i form. Og jeg elsker at pleje min krop rent fysisk. Der er intet bedre end en løbetur med musik i ørene. Og bagefter en iskold øl, og et bad. Jeg pakkede mine ting ud, lagde tøjet ind i skabet og satte mig til rette i en sort lædderbetrukket lænestol og lænte hovedet tilbage, hvorefter jeg faldt i søvn. Da jeg vågnede var klokken ikke mere end 7 (Italiensk tid). Jeg tog et par skiver toast. Det var godt med noget mad. Jeg fandt min pung frem, for jeg skulle nemlig ud ad døren. Jeg skulle ned til den nærmeste biludlejer og leje en bil. Bilen var ikke just perfekt, men den kunne køre. Det var en gammel Masta. Bagefter skulle der brændes gummi af, for jeg var sent på den. Jeg skulle nå at se det noget så berømte tårn i Pisa, og bagefter skulle jeg til Rom. Inden særlig mange dage var omme skulle jeg hjem igen. Men i det jeg havde lynet min kuffert ringede min telefon. En splinter ny Iphone. Det var en overlæge fra Rigshospitalet. Hun sagde at min mor var blevet kørt ned i en ulykke, og at hun desværre ikke overlevede. Jeg fældende ikke en tårer. Hvad havde hun gjort for mig? Ikke andet end at føde mig. Jeg var ikke særlig gode venner med min mor, og det havde jeg aldrig været. Hun havde altid behandlet mig som lort, og det var også hendes tid at stille træskoene i alderen 89 år. Eftersom at jeg ikke havde mere familie i Danmark, besluttede jeg mig for at blive i Italien. Jeg var blevet så facineret af deres kultur. Specielt også fodbolden havde givet et godt indtryk på mig. Jeg aftalte med ejeren af sommerhuset at jeg kunne blive lidt længere. Det samme skete med bilen. Nu står jeg her i dag i byen Terni, hvor jeg dagligt ser fodboldklubben Ternana Calcio træne. Og jeg tænker tilbage på dengang jeg selv spillede, men min knæhaseskade stod i vejen. Det ville være super hvis der var en der ville lave et banner til denne blog. Klubben er Ternana Calcio og helst i farverne grøn og rød! Titel: Sv: En lille klub med store ambitioner (Blog) Oprettet af: Enzo 21 Dec 2010, 21:59 Opdateringer:
Titel: Sv: En lille klub med store ambitioner (Blog) Oprettet af: Brøndby_4ever 21 Dec 2010, 22:55 Jeg vil råde dig til lige at læse det igennem, og rette de værste stavefejl :) Men interessant start, KUTGW :D
Titel: Sv: En lille klub med store ambitioner (Blog) Oprettet af: Enzo 21 Dec 2010, 23:08 1. Opdatering - Pengene skal jo også komme ind et sted fra! - - La speranza è il futuro!
En dag da jeg vågnede, kom jeg lige pludselig i tanke om, at jeg jo ikke havde noget job. For at kunne leve her i Italien, måtte jeg jo indtjene nogle penge på en eller anden måde. I Danmark sad jeg bag kassen i brugsen. Ikke just det bedste job, men da nok til at købe mad for når man bor i en lejet lejlighed. Jeg gik ned til den lokale avis, "la speranza è il futuro", som betyder "Håbet er fremtiden". Jeg bad på engelsk om at få en annonce i avisen. Der skulle stå at jeg havde en stor viden når det angik fodbold, og at jeg var villg til at gøre mit bedste. Nedenunder stod der så min adresse og mit telefonnummer. Ikke engang 24 timer efter blev jeg ringet op af Ternana Calcio's direktør, Antoni Isippi, som nærmest tiggede mig om at komme til klubben. Han fortalte mig efter sin gråd, at den tidligere træner var taget afsted til ærkerivalerne fra Livorno. Jeg takkede ja uden at tænkte mig om, og i det daværende øjeblik blev der helt stille i røret. Jeg kunne følge min egen hjertebanken. Tiden stod stille. Meeeen. Pludselig hørtes der en stemme i røret. Det var Antoni. Han var blevet så glad at han næsten havde fået et hjerteanfald. Vi snakkede om klubben i lange perioder af aftenen, og jeg håbede på at lønnen var god, for den telefonregning blev sikkert dyr. |