FmFreaks

Facts:

- Spiller database: Medium
      - Player retained: Danmark, Sverige, Norge, Irland, Nordirland, Wales, USA

- Ligaer: England (Alle), Danmark (1. division og op), Italien (Serie A), Spanien (La Liga), Skotland (1. division og op)

- Klub: A.F.C. Telford United
- Managernavn: Tom Wilson
- Managernationalitet: USA
- Manageralder: Født 21. november, 1977 (30 år)



Info:

Historien/bloggen bliver fortalt gennem tankerne på flere personer. Naturligt nok bliver managerens tanker mest brugt, men også spillere, fans og journalister vil give deres syn på sagen.




KAPILTER:

Kapitel 1; En underlig manager! (http://www.fmfreaks.dk/index.php?topic=18219.msg561250#msg561250)
Kapitel 2; En mail til manageren! (http://www.fmfreaks.dk/index.php?topic=18219.msg561251#msg561251)
kapitel 3; Pressekonference (http://www.fmfreaks.dk/index.php?topic=18219.msg561288#msg561288)
Kapitel 4; Kontrakttilbuddet (http://www.fmfreaks.dk/index.php?topic=18219.msg561616#msg561616)
Kapitel 5; Træningskampen (http://www.fmfreaks.dk/index.php?topic=18219.msg561778#msg561778)
Kapitel 6; Veteranen (http://www.fmfreaks.dk/index.php?topic=18219.msg562706#msg562706)
Kapitel 7: Presset (http://www.fmfreaks.dk/index.php?topic=18219.msg564152#msg564152)
Kapitel 8: Uheld (http://www.fmfreaks.dk/index.php?topic=18219.msg565753#msg565753)

Kapitel 1; En underlig manager!

Tom Wilson's taxa kørte stille ind mod New Bucks Head. Han havde for under 42 timer siden, sat i sin lejlighed i Los Angeles, da han fik et meget uventet opkald.

”Hej Tom. Du kender mig ikke, men jeg har kendt din far. Jeg har også hørt, at du har nogle alvorlige problemer, som jeg muligvis vil hjælpe dig med.” havde den ukendte mand sagt med en accent som Tom ville placere som engelsk.

Og problemer, dem havde Tom nok af. De sidste 2 år, havde været en rutschetur ned af. Hans personlige liv, lå i ruiner, mens han økonomi var noget han slet ikke turde kigge på.
For ca. 2 år siden mistede Tom og Jenny, deres barn Jack. Jack døde i en alder af kun 1½ år. Jack havde været ude og træne med Los Angeles Galaxy, hvor han trænede deres 2. hold et par gange om ugen, ved siden af hans job som art-director for et mindre reklamebureau. Det hele forløb som det plejede.
Først blev Jack afleveret hos dagplejeren, Tom tog til træning og på vej hjem hentede han Jack igen. Dog skulle hjemturen blive alt andet end normal. På vej mod et vejkryds sad Tom og pillede ved radioen, og han var kun uopmærksom i ganske få sekunder. Men det var nok. Da han kiggede var lyset skiftet, og Toms Landrover var allerede godt på vej gennem krydset. Et brag, nogle blink, efterfulgt af en lydløs ro, hvor tiden stod stille, og alt virkede fredeligt. Derefter smerte!

Toms bil var blevet ramt, af en lastbil, der havde slynget Landroveren gennem luften, hvorefter den rullede rundt flere gange. Hans tanker lå kun et sted; Jack. På trods af Toms 5 brækkede ribben, en sprængt trommehinde, et skinneben der var knust, og en skulder der var revet af led, var det intet i forhold til den smerte der flåede hans hjerte i tusind stykker, da han så på hans lille søn. Jack var blevet dræbt på stedet. Knust af en lastbil på 28 kilotons.

Der ventede Tom over 9 måneders genoptræning, og Jenny var skredet. Tom kunne godt forstå hende. Hver gang hun kiggede på Tom, så hun jo manden der slog deres lille barn ihjel. Tom vendte aldrig tilbage til sit arbejde som træner for Galaxy's reserver. Jenny havde taget halvdelen af hvad Tom ejede, og han måtte tage til takke med en lille lejlighed få hundrede meter fra Galaxy's træningsanlæg.

Toms liv havde endnu fået et knæk for kun 4 uger siden, da hans far døde. Hans var var den person, som Tom altid havde kunne finde ro hos. Hans var var han fodbold-mentor, både som spiller og træner. Uden ham ville Tom havde taget billeten for længst.

Ved indgangen til New Bucks Head, stod en ældre mand i et billigt jakkesæt. Han kom mod Tom.
”Velkommen til Telford United's anlæg, Tom.” sagde han. Tom genkendte straks stemmen. Manden med telefonopkaldet. ”Jeg ved du må være meget forvirret, over hvad der sker, men nu skal du høre. Jeg kender din far. Eller gjorde.”
Manden hed Lee Carter og var bestyrelsesformand for A.F.C Telford United. Lee Carter havde i sine unge dage, været bosat i USA, hvor han havde mødt Geoff Wilson, Toms far. Carter lærte bl.a. Geoff Wilson om det, på dette tidpunkt, noget anderledes spil; fodbold.
”Din far, var på et tidspunkt ret syg med en leversygdom, og var faktisk en overgang ved at dø. Din mor var gravid. Med dig!” sagde Carter med et lille smil. ”På et tidspunkt sagde han til mig, at hvis han ikke overlevede, så ønskede han, at jeg skulle se efter dig og din mor. På det tidspunkt ville jeg have lovet ham hvad som helst, og troede aldrig det ville blive aktuelt.”

Men få dage før Geoff Wilson døde, havde han ringet til Carter, og fortalt ham, at Toms liv var ved at falde fra hinanden. Han havde intet job, ingen penge, og ingen motivation til at gøre noget ved sit liv. Geoff havde bedt Carter om at indfri en gammelt løfte.

”Jeg ved du har trænet før. Men jeg overhovedet intet andet til dig. Din far og jeg, har ikke snakket i over 20 år, før han kontaktede mig for 5 uger siden.” Carters blik blev pludselig alvorligt. ”Hør knægt, jeg tilbyder dig et job som manager for Telford, men kun fordi jeg lovede din far det! Jeg tilbyder dig også, at starte et nyt liv op igen, her i England. Hvordan du formøbler det herfra kan ikke være mit ansvar. Valget er dit.”

Tom havde ikke været i tvivl. Noget skulle gøres, og kun 4 timer efter hans ankomst til England, havde han nu sat underskrift på hans første kontrakt som fodboldtræner. Også selvom, at Carter mente, at det var den mest underlige manager-ansættelse nogensinde i England.

Kapitel 2; Mail til manageren!

Fra: Lee Carter (lee.carter@telford-united.co.uk)
Sendt: 25. Juni  2008
Til: Tim Wilson (tom.wilson@telford-united.co.uk)
Emne: Lidt info om A.F.C Telford United

Hej Tom.

Når du ser denne mail, kan jeg jo regne ud, at du har fået din e-mail-konto op og køre. Jeg vil gerne fortælle dig lidt om TU (A.F.C. Telford United).

A.F.C. Telford United, som vi kender klubben i dag, er ganske ung. Ja faktisk, er klubben kun fra 28. maj 2004. Klubben kommer fra det gamle Telford United, som røg under administration da Andrew John Shaw's forretning gik konkurs. Mr. Shaw ejede 100 % af klubbens aktier.
Derfor måtte der bruges andre metoder for at redde klubben, og heldigvis har en stor fanskare, som reddede TU. Derfor er klubben i dag det man kalder en fan-ejet klub.
Klubben blev faktisk reddet den sidste dag, inden vi måtte trække os ud af alt ligafodbold, af vores under forenings navnet Telford United Supporters Ltd. Der efter skiftede holdet også navn fra det almindelige Telford United til A.F.C. Telford United. Alle kalder dog stadig klubben for Telford United, hvilket jeg også vil gøre for fremtiden, når vi taler sammen.

Du har nok set mottoet på vores klublogo, numquam obliviscere, som betyder aldrig glemme. Lidt til ære for den gamle klub. Klubben har i 3 forsøg været tæt på at rykke op fra Blue Square North, men alle gange er glippet – desværre.

Vores stadion er, det selvsamme stadion som det gamle Telford spillede på, og kan rumme ca. 6300 tilskuere.

Vores største rivaler vil jeg mene er Shrewbury, Stafford, og Tamworth.

Telford (byen) har 138.241 indbyggere og derved er Telford faktisk en lige så stor by som Wigan, Reading og Blackburn.
Derfor vil mange af vores mest krævende fans forvente, at vi i løbet af en årrække skulle befinde os, og enten Premier League eller The Championship. Dog vil jeg nu personlig slå koldt vand i blodet. Målsætningen i år må være, at kæmpe med om oprykning, mens vi i det lange løb, gerne skulle blive et solidt hold i Blue Square Premier eller Coca Cola League 2.

Men Tom, slap nu af resten af dagen. Nyd byen, og tag ud og så noget godt af spise. Jeg kan forslå Frankie & Benny's New York Italien Restaurant & Bar.

Vi ses senere.

Lee.

Dejligt update og rigtigt godt fundet på :)

[img ]http://imageload.dk/files/9cba368fc6e04f7f44964945e01555dd.png[/img]

Der har du et midlertidigt banner indtil en bedre grafiker får lavet et til dig ;)

Rigtig god start!
Rigtig god måde at fortælle om klubben på. Kan jeg godt lide! (; Også et godt klubvalg, meget anderledes end alle de storklubber! Du skriver godt, og opsætningen er enkel, men dejlig .. lige som jeg kan lide det!
 Har prøvet at lave et banner, men er godt nok elendig til den slags - var bare lige det eneste, jeg kunne komme på xD

[img ]http://i299.photobucket.com/albums/mm286/BenMUsalho/Unavngiven-1.png[/img]


KUTWG!

[img ]http://i33.tinypic.com/xlh72r.png[/img]

Jeg prøvede også lige...

Yoggidk vandt "banneret!" ;) Tusind tak. Og tak til jer andre som prøvede... Jeres forsøg var bedre end mit.

Er glad for at du kan lide det :)

Kapitel 3; Pressenkonference

Jim Carson, journalist for avisen nonleaguefootballpaper.com sad og var ved at skrive artiklen om Telford-manageren, Tom Wilson, færdig. Det havde været endnu en dødsyg "pressekonference." For at kalde det en konference var jo nok at skyde 5-6 meter over mål. Han var den éneste journalist der var dukket op. Havde interviewet være med en Alex Ferguson, Rafa Benitez eller Jose Mourinho havde det været en drøm.
Men at sidde med en totalt ukendt amerikaner, var ydmygende! Også selvom at Carson var kun var 24, og ret nu i journalistfaget.

Selve samtalen mellem Carson og Wilson, var rent rutine. Wilson havde fortalt at jobbet i Telford, var en kærkommen lejlighed for, at få vendt sit liv, og prøve sig selv af på en måde han aldrig havde prøvet før. Ikke et drømmejob, men stadig væk et dejligt job.

Som alle andre managers, havde Wilson nægtet at udtale sig om taktik, men Carson havde mest på fornemmelsen, at den nye manager ikke havde fået set sit trup godt nok an - og så kunne han jo ikke udtale sig om sin spille måde.

Carson kiggede på sit papir. "For helvede!" nærmest skreg han opgivende, mens han krøllede det, og smed det mod papirkurven. Han var sikker på, at han ikke ville få særlig meget ros for den artiklen han ville få afleveret.

Rigtig god og spændende blog.

Det er godt skrevet, og dejligt læseligt. Jeg glæder mig meget til at læse de kommende blogs.

KUTGW

Kapitel 4; Kontrakttilbuddet

Matty Collins sad på Telford Uniteds kontor. Et bud på ham var kommet fra Telford United. Og han havde besluttet sig for at se det an.

Matty Collins var en af de største talenter i hans årgang. Eller han havde været det. Han havde spillet for både Wales' U-17-landshold, samt Wales' U-19 landshold.
Han første professionele kontrakt havde været med Fulham, og han havde virkelig sat forventningerne op, med udsigterne om, at kunne spille Premier League-fodbold. Men gennembrudet kom aldrig, og derfor skiftede han i 2007-08 til Swansea City. Et stykke ned af ambitionsstigen,
Men i Swansea City udeblev succesen også, og han nåede aldrig én officiel kamp for dem.

Nu havde muligheden for førsteholds fodbold tilbudt sig i form af Telford United. Collins havde sine betænkligheder ved skiftet.
Håbet om at spille for 30.000 tilskurere i Fulham, var nu væk, og udsigten til at spille for 3000-4000 tilskuere i Telford var ikke vildt tiltrækkende. Men klubben nye manager, havde lovet ham en nøglerolle på holdet på en kontrakt der gjaldt 1 år.

Collins havde snakket sammen med sin agent, og i sammenråd havde de besluttet, at et år i Telford måske var vejen frem. Han ville få muligheden for at imponere på et lavere niveau, og så måske derved spille sig til kontrakt i en League One eller Two-klub.
Tom Wilson, klubbens manager, havde lovet Collins, at han ved kontraktunderskrivelsen ville blive den bedst betalte Telford-spiller.

Skiftet var en realitet. Matty Collins kunne kalde sig Telford

Kapitel 5; Træningskampen

Joe Matthew, havde glædet sig hele dagen! Endelig kom dagen, hvor sæsonen så småt begyndte at starte. Og Telford skulle spille! Mod Wolves - et hold som man ville mene hørte til den stærke del af Championship.
Joe have fået et sæsonkort til Telfords kampe da han blev 16 år i maj. Og det skulle udnyttes!

På tribunerne talte folk om, at en mindre nederlag ville være flot, men samtalen faldt også på klubbens noget tvivlsome nye manager. Hvem var han? De ældre fans var meget skeptiske over for ham i hvert fald.

Kampen startede ikke videre godt for Telford. Allerede efter 4 minuter lavede Gavin Gowan et ualmindeligt klodset straffespark som Wolves' Elliott Ward nemt udnyttede til 0-1.

Men efter det ændrede kampen helt og aldeles karakter. Telford overtog alt initiativ og styring, og efter 26 minuter slog den nyindkøbte Matty Collins sit navn fast på New Bucks Head!

Lee Moore fik erobret bolden, og spillet den videre til Collins der resolut huggede af fra 35 yards, og den sad perfekt i krydset! Joe har skreget så meget af glæde, at hans hals var øm. Men kampen var lagt fra slut. Telford havde et hav af chancer, men bolden ville ikke ind igen. Kampen endte 1-1, og ud fra stadion overhørte Joe 2 officials der sagde at Telford havde haft 13 skud på mål, mens Wolves havde haft sølle 3. Matty Collins blev iøvrigt valgt til kampens spiller!

Fantastisk blog!
Elsker din måde at skrive på.
Jeg følger helt sikkert med, og glæder mig allerede til de næste updates. :)

En af de mest fængende starter, jeg nogensinde har læst. Fantastisk! O0

Tak for beskederne... Jeg skal forsøge at finde så meget tid som overhovedet muligt, for at spille, så jeg kan få smidt et par updates ;)

Denne blog er den første, jeg har taget mig sammen til at læse i den nye version. Det er rigtig god læsning. Klubvalget er ikke mindst fornemt.

Dog ærgrer jeg mig lidt over de mærkelige kommaer, som nogle gange dukker op. Det betyder ikke det store, når du kører sidens sejeste blog pt.

Glæder mig til næste opdatering.

Nu er det jo længe siden jeg har gået i skole, så det med kommaerne er lidt rusten... De falder sådan set bare der, hvor jeg mener de passer bedst ind ;) Hvilket selvfølgelig ikke altid er korrekt :P

Kapitel 6; Veteranen

Lee Carter smilede og stak hånden frem mod Michael Evans. Evans havde lige underskrevet en 2-årig kontrakt med Telford. Evans gav Carter hånden, og forlod derefter lokalet.

Carter kiggede nede på Larry Chambers' rapport (Larry Chambers er assisterende manager, red.). "Evans er dobbelt en dobbelt så god offensiv midtbanespiller, som vores nuværende bedste, Jamie Vermiglio." stod der. Chambers konkluderede ydermere, at Evans var en af de bedste spillere, hvis klubben skulle vælge, at skrive kontrakt med ham.

Evans skulle faktisk kun bruge 3 dage og en enkelt kamp, af hans trail-periode på at overbevise Tom Wilson og Larry Chambers om at han skulle var en del af Telford-truppen.

Michael Evans, var hollænder, med amerikanske rødder. Han havde spillet 5 sæsoner for den hollandske klub VVV, før han prøvede chancen i York City i Blue Sqaure Premier. Der var han dog blevet fristillet.


På vej mod sin midlertidige lejlighed, sad Michael Evans med et stort smil! Han havde endelig fundet et hold, hvor han kunne blive lovet spille tid. Telford havde været i en mindre krise på det seneste. Efter 2 gode sejre i sæsonen første 2 kampe, var holdet kommet i knibe med 2 nederlag på stribe til Workington og Gateshead. Dog havde de hentet en heldig sejr over Stalybridge, men spillet havde ikke imponeret hverken manager eller fans.

Michael Evans var efterhånden rundet 32 år, og viste at karrieren nok snart ville være ovre. Men han kunne mærke, at hans motivation var ligeså stor, som da han var 26-årig skrev sin første rigtige kontrakt med VVV. Han mærkede en følelese af jeg-skal-satme-vise-dem-skal-jeg, og han følte sig glad.

"Så er vi her." Taxa-chaufførens ord rev Evans ud af sine tanker. Ud af vinduet så han sit nye, midlertidige hjem. Ferry's Bed & Breakfast stod der på skiltet. Evans havde bestemt ikke lyst til noget mad fra dette hus. Huset så mildest talt gammelt ud. Den røde murstens bygning, lignede noget der trængte til en meget kærlig hånd. Murene slog revner, og taget var fuld med ukrudt.
"Godt, det kun er midlertidig." tænkte Evans, mens han gav taxa-chaufføren sin betaling.

Kapitel 7; Presset

Tom Wilson kogte. Raseriet i ham havde brug for afløb. Han sparkede en tilfældig stol væk, men vreden forsvandt ikke af den grund. Lee Carter hastede efter, og prøvede med rolige ord at køle Tom Wilson ned.
"Det kan godt være jeg kun har været her en lille måned, men hvis alle er så stupide, så bliver det satme for meget!" snerrede Wilson.

Problemet som Wilson havde, udsprang fra det netop afholdte pressemøde. Tom Wilson var i flere omgange blevet spurgt om han ville have en ny spiller. Første gang, havde han svaret høfligt, at dette ikke var tilfældet. Også selv efter de svingende resultater, havde han katagorisk afvist at købe en ny spiller.
Og efter 2-0 sejren ude over Hyde, havde pressen ikke givet nogen form for anderkendelse til spillerne for den flotte sejr. Nej! Det eneste der blev spurgt om, var om Jarred Stevens skade var alvorlig, og så om Telford skulle ud og købe nu spiller.
Wilson havde ikke engang gidet, på journalisten. "Jeg gider ikke det her useriøse pis!" havde han sagt, inden han rejste sig op, og forlod lokalet i hastige skridt.

De seneste par kampe havde taget hårdt på ham. Resultaterne havde været meget svingende. Spillet på banen var på flere måder okay, men der blev brændt for meget. Derfor havde han valgt at skifte sin normale 4-4-2, til en 4-4-2 Diamant, som endelig havde vist sit værd mod Hyde. Men at, hverken han, og måske spillerne i særdeleshed, ikke fik ros og anderkendelse for det var frustrerende!

"Tom! Du bliver nødt til at vide noget om den engelske presse." nærmest råbe Lee Carter, med en opgivende stemme, der dog fik Wilson til at stoppe op. "Pressen vil stikke, hakke, hugge og prikke til dig. Hele tiden! Det er jo det som sælger. Og specielt i en fodboldkultur. De vil se folk der ryger op i det røde felt.
Wilson lyttede opmærksom nu. Måske havde Lee Carter en pointe.
Du skal lære at bruge pressen som et værktøj. Brug pressen til at sætte vores spille op. Tag skraldet for en nederlag om nødvendigt. fortsætte Carter. "Du kender måske Jose Mourinho. Han bruger pressen som legetøj hver gang hans spillere gør det skidt. Og han tager ikke deres småfornærmelser personligt. Det burde du heller ikke.

Wilson var nu faldet ned, og lyttede intenst til Carter. Manden vidste hvad han snakkede om.

Da Wilson kom hjem til lejligheden, prøvede han at finde ud af hvem denne Mourinho var.

Kapitel 8; Uheld

Mark Harrison smed sig ned i sengen. Han mor havde stillet mad klar til ham, men han var ligeglad. Alt var ligemeget lige nu. Hvordan kunne man være så uheldig? Eller var det bare fordi evnerne manglede? Harrison kunne ikke finde ud af det.

"Tag det ikke så tungt, min dreng. Du har jo stadig mange år endnu!" havde han mor sagt. Hvad vidste hun? Harrison var 16 år, og tænkte ikke på fremtid. I hvert fald ikke lige nu, i hvert fald! Grunden til Harrisons vrede stammede fra dagens kamp mod Solihull Moors. Ligaens store overraskelse.

Telford skulle møde dem på udebane, og det burde have været en dag, hvor Telford kunne hive 3 nemme point ind, og måske derved hive sig væk fra den 12. plads, og krise, som holdet netop befandt sig i.
Og det hele startede også lovende. Efter blot 2 minuter havde Harrison smidt et indlæg, ind til Jim Crossley, som satte hovedet på, men desværre måtte se ydersiden af stolpen redde målmanden.
Og igen blot få minuter senere, havde Inderpaul Khela ramt den modsatte stolpe. Telford spillede stort se Solihull Moors ud af banen i hele kampen, og 4 minuter før tid, rykkede Harrison frem, fra sin backplads, tog et dybteløb, og var alene med målmanden, men han ellers velplacerede skud, ramte igen den forbistrede stolpe!

Tom Wilson havde efter kampen fortalt hvor glad han havde været for deres spil, men Harrison var ærgelig. Utrøstelig faktisk. Han havde det på samme fornemmelse, som dengang han far skred. En følelse der mindede meget om, at være ulykkelig, sur, frustretet og forvirret på samme tidpunkt.

Harrisons far havde, da Mark kun var 12 år, forladt familien. Forældrene havde haft et skænderi, som gjorde at han pakkede sine ting, og skred. Siden havde hverken moren eller Mark hørt fra ham.

Sæsonen for Mark Harrison havde egentlig været godkendt. Han startede med at spille fodbold som 11-årig i Telford United Youth, og var allerede i denne sæson blevet tildelt en plads på deres U-18-hold. Men da den nye manager kom til klubben og indførte en 4-backkæde, frem for den normale 3-mandskæde, stod klubben lige pludselig, og manglede en venstreback. Mens alle havde forventet et indkøb, valgte Tom Wilson, efter anbefaling af Larry Chambers (assistenen, red.), at rykke Harrison op som fast back. Og siden da havde han fået ny kampe fra start, en som indskifter, i sæsonen første 12 kampe.

Harrison vendte sig om i sengen, og så ind mod muren. "Heldet må da snart vende! Alt andet ville være alt for uretfærdigt." tænkte han, mens han langsomt faldt i søvn...