FmFreaks

Inden vi går i gang :-)
Inden vi går i gang er der nogle ting, der lige skal fortælles. Dette er på ingen måder en blog, der vil blive fyldt med screenshots. Jeg vil så vidt muligt forsøge, at undgå dem totalt, og i stedet forklare bloggen på en dagbogsmåde. Normale billeder vil der selvfølgelig komme ;-) Desuden vil jeg også undgå korte og ligegyldige opdateringer, da jeg synes, at de ødelægger en blog. Desuden vil respons på bloggen, gøre det en del sjovere, at lave den. Det var egentligt bare det, jeg ville sige. Så lad os da bare starte. Læn dig tilbage, og læs om en ung knægts fodboldeventyr.

[size=14pt]Bye bye Blackwell
10. Juli 2005

Det hele startede en varm og klam juli morgen, da mit vækkeur ringede igen og igen, i håb om at vække mig. Denne opgave lykkedes da også for vækkeuret, men den havde altså irriteret mig én gang for meget i denne måned. Jeg åbnede vinduet på klem, og kastede vækkeuret så langt væk, som det nu kunne komme væk. Desværre for mig er jeg ikke en stærk person, så mit ur røg over i naboens have. Har man set Krumme(rne), ville man kende min nabo ud og ind. For min nabo, Frøken Hansen, er filmens svar på Frøken Olsen. Jeg vidste altså, at der ikke ville gå længe før hun stod og bankede på min dør.
[float=right][img width=345 height=250]http://www.filmothek-nrw.de/inc/gd.php?img_name=30_frechkruemel2.jpg&imgsize=350[/img][/float]
Kvarteret som jeg boede i, var placeret i uden for Århus, og vi levede altså et stille og roligt liv derude. Præcis som jeg ville have det. Men kvarterets indbyggere irriterede mig, og jeg irriterede Dem. Mit hus var en skamplet for byen, og jeg blev derfor stemplet. Mit hus er skyld i, at hver gang jeg går ude på gaden, skal folk nedstirre mig. De gemmer sig bag deres smarte gardiner, og tror dermed, at jeg ikke kan se dem. Men de tager fejl, gør de. Jeg kan sagtens se, at de står og kigger på mig, og ryster af hovedet, når jeg passerer deres åhhh så flotte hus. Tænk, at man skal stemples på grund af sit hus. Det er en mærkelig verden, som vi befinder os i. Jeg ville væk herfra. Jeg kvæles i dette kvarter. Men der er intet, at gøre. De fleste af mine venner har bosat sig i København, Århus, Odense osv. Altså i byer som jeg ikke vil bo i. Jeg har altid drømt om at komme til udlandet, men jeg er lige så fattig, som Joachim von and er rig. Mit job giver ikke mange penge. Jeg arbejder nemlig som skorstensfejer, hvilket giver omkring 25.000 pr. måned. Ligesom den farve man får i hovedet efter en skorstensrensning, har mit liv også fået; sort. Ikke sagt at alle skorstensfejere lever et trist liv, men dette har altså været tilfældet i mit liv.

Nogle ville måske sige, at 25.000 var mere end rigeligt at leve for, men ikke for mig. Jeg har utallige lån, at skulle afbetale, og når maden, huslejen, og hvad der ellers er af regninger, er betalt, har jeg ikke flere penge tilbage, når måneden er omme. Det lyder måske ikke specielt rart, men jeg klarer mig. Mine forældre døde begge, da jeg var 10 år gammel, og det var da også i den alder, at det begyndte, at gå galt for mig. Jeg havde et lykkeligt liv lige indtil de døde. Derefter gik det nedad bakke, og som 16-årig levede jeg af alkohol. Jeg var altså alkoholiker. Da jeg var 25 år begyndte det dog, at gå godt igen. Jeg havde ved et tilfælde efter en vild bytur købt en lottoseddel. Næste morgen da jeg står op – forladt og alene – finder jeg denne seddel i min lomme. Jeg tager en slurk af min nærmeste ven, øllen, og går ellers hjemad, for at tjekke min seddel.

Jeg kunne bare ikke tro det. Jeg havde rent faktisk vundet. Og ikke bare en lille sum, men ca. 22 millioner. Wooow, tænkte jeg, og besluttede at det altså nu skulle være slut med det vilde liv. Jeg satte alkoholen på hylden, og begyndte at leve nogenlunde normalt igen. Det lykkedes også. Det vilde byliv var slut, men rygtet om at jeg var blevet rig, spredte sig som en steppebrand. Pludselig kom mine ”venner” styrtende. De samme venner, der havde ladet mig drikke til jeg blev bevidstløs, kom nu lige pludselig styrtende tilbage til mig. Nej, fandeme nej. Det kunne de godt glemme. Jeg smækkede døren i hovedet på dem, og sagde farvel da døren var lukket, velvidende om at de ikke kunne høre mig.

Jeg havde dog en svaghed, og det var, at jeg ikke kunne nænne og lukke døren i hovedet på mine veninder. I stedet bød jeg dem indenfor. Det endte sågar med, at en af dem blev boende. I løbet af 3 år, havde hun forspildt alle mine penge, og da hun fandt ud af, at jeg var fattig igen, var hun ikke sen om at rejse. Farvel sagde hun, og så var jeg forladt og alene igen. Tiden med hende havde nu været ganske god, og mens vi var sammen, havde jeg gennemført et internationalt trænerkursus, blot fordi jeg kunne. Jeg havde da også flere tilbud på hånden, men jeg besluttede, at takke nej til dem alle, da jeg ikke kunne koncentrere mig om et fodboldjob, da jeg nu var alene igen. Jeg havde dog mine rigtige venner tilbage, men disse flyttede som sagt til større byer. Jeg nægtede også, at finde øllen frem igen. I stedet blev jeg skorstensfejer, og det er altså her vi er nu. Forladt og alene.

Jeg hørte nu, at det bankede på dagen, og som jeg havde forudset tidligere, var det altså Frøken Hansen, der ikke var sen til at skælde mig ud, for at have kastet et vækkeur i hendes have. Hvad jeg ikke nænnede før, gjorde jeg nu. Jeg smækkede døren op i en dames ansigt. Hun bankede igen på, men denne gang var hendes bankeri forgæves.
[float=left][img width=333 height=250]http://www.arrakeen.ch/europe/191%20%20Leeds.JPG[/img][/float]
Jeg satte mig i stedet hen til spisebordet, for at.. ja, jeg ville spise. Jeg tog de gyldne Guldkorn frem, og fandt en tallerken, en ske samt noget mælk frem. Jeg blandede disse ting, og var nu klar til at spise. Jeg spiste sjældent uden en avis til højre for min højre arm, og endda også til højre for min venstre arm. Jeg læste bagsiden af avisen først, for at få sportens verden med. Jeg læste noget om, at en Kevin Blackwell var blevet fyret i Leeds på grund af ludomani. Jeg kendte hverken klubben eller manageren, men jeg vidste dog, at Leeds var en by i det idylliske England. I det hele taget vidste jeg ikke meget om engelsk fodbold. Den var, ligesom jeg er i kvarteret, stemplet af mig, som en kedelig omgang kick n’ rush fodbold. Jeg læste lidt videre, og læste endnu engang om Leeds. Denne gang i en anden sektion. Der var nemlig blomsterkonkurrence derovre, og jeg må indrømme, at  jeg er en anelse betaget af blomster, hvilket jeg heller ikke har lagt skjul på før. Mine tanker blev afbrudt, da jeg stadig kunne høre Frøken Hansen, der stadig stod udenfor, og bankede på dog mere højlydt end sidst. Jeg lade avisen fra mig, stillede skålen med guldkorn ned i køkkenvasken, og gik ovenpå, for at tage et bad.

Dette  gjorde jeg. Jeg er i det hele taget en, der gør meget ud af det, som jeg siger. Siger jeg noget, så skal det satme gøres. Dette skyldes muligvis, at jeg som barn blev svigtet tit og ofte, og jeg vil ikke skuffe folk, som jeg blev skuffet.

Mens jeg stod der i badet, kunne jeg høre telefonen ringe. Jeg slukkede for bruseren, så et håndklæde rundt om maven, og gik lige så stille ned til telefonen. I det hele taget er jeg vild med at gå. Som barn var dette en af mine yndlingsbeskæftigelser. Jeg synes[float=left][img width=250 height=250]http://www.krysstal.com/images/club_leeds.gif[/img][/float], at det er en fascinerende gave, som Gud har givet os. At gå er altså en evne som jeg er betaget af. Jeg løfter røret og siger hallo. Som jeg læste i en bog, var dette ikke særlig opfindsomt, men der stod også, at det var Edison der opfandt udtrykket, så derfor måtte han i bund og grund være en smule stolt af mig.
[float=right][img width=163 height=250]http://www.leedsunited.com/Images/04_05/bates/ken3.jpg[/img][/float]
Personen i den anden ende præsenterede sid stille og roligt. Han snakkede engelsk. Han præsenterede sig selv som Ken Bates. Ham havde jeg hørt lidt om tidligere i dag, men hvorfra kunne jeg ikke komme i tanke om. Så nævnte han Leeds, og jeg kom i tanke om, at der i dag var en blomsterkonkurrence i Leeds. Det stod der i hvert fald i avisen, som jeg læste for lidt siden. Hvad han ville mig, kunne jeg dog ikke lige finde ud af. Jeg havde som sagt aldrig lagt skjul på, men hvorfra kendte han den begejstring?

Han introducerede sig yderligere, og straks kom jeg i tanke om, at hans intentioner ikke var noget med blomster eller lignende, men han ville simpelthen have mig til Leeds United, hvor jeg skulle overtage det komme managersæde. Jo tak, tænkte jeg. Det var på tide, at komme videre i mit liv. Jeg sagde pænt ja tak, og han sagde, at der ville komme et fly efter mig. Han havde for længst sendt en dansk repræsentant efter mig, så jeg skulle bare følge hans instrukser. Jeg sagde farvel, og satte mig tilbage i stolen. Jeg var i den syvende himmel. Men så slog virkeligheden ned på mig. Jeg kendte intet til klubben.

Jeg løb hen til min computer, startede Football Manager 2006, og tjekkede spillerne ud. Jeg kiggede også på den finansielle situation, og for første gang nogensinde, ønskede jeg, at Football Manager skulle være urealistisk. Desværre var det det ikke.

Nogle timer efter sad jeg i Leeds. Utroligt, men sandt. På det efterfølgende pressemøde, var der ikke mange til stede. Det mindede mest af alt om, når AGF skal præsentere endnu en negativ økonomi. Det var hurtigt overstået, og Ken Bates fulgte mig hjem til mit hotelværelse. Han gav mig en kort beskrivelse af, hvad de forventede af mig: Oprykning. Mens han stod og snakkede, må jeg indrømme, at jeg ikke hørte efter. Jeg tænkte på mit liv. Jeg havde sagt farvel til flækken ved Århus, ja jeg tømte sågar min skraldespand i Frøken Hansens have, og det skulle ikke undre mig, at hun fik fat i mig, på en eller anden måde. Farvel til Danmark, goddag til England. Efter længere tids ævlen var Ken Bates endelig færdig. Han gik ud af værelset, og da slog det mig: Livet er først lige begyndt…[/size]

Godt skriftligt arbejde so far :)

Uh, det er godt det her. Glæder mig til at følge med.

Dejligt med en anderledes blog. Glæder mig allerede  :)

Hold da op hvor spændende! Men pas på det ikke bliver for tekst-intensivt. Eller også kunne du forstørre skriftstørrelsen en smule. Bare et lille forslag.  :)


Glæder mig til at se hvad der sker næste gang!  O0

Rigtig fedt initiativ :-) kan tænkes at der også kommer en blog af denne slags fra min side på et tidspunkt.

Rigtig spændende inledning, glæder mig til at høre mere.  :)

Sitrer af spænding. :)

Niice blog JG, men jeg synes så at du ikke skal ændre på den, som den er nu, den fænger så godt, det ville være synd at komme til at ødelægge den  ;) -  men som du også selv siger det KUTGW  O0

Jeg har ikke tænkt mig, at ændre den på nogen måder :-)
Det var meningen, at jeg skulle have kommet med en opdatering i går aftes, men så kom fremlægning i tysk i vejen. Btw, så ødelagde jeg mit finde gennemsnit på 6 i tysk ved at få 5 i dag  :f:
Til gengæld fik jeg 11 i Samfundsfag og 10 i Dansk, så det hjalp da lidt på det.

Istedet kommer det i aften, efter har jeg har lavet matematik aflevereing :P

Skole nørd :)

Glæder mig til at høre mere

Utroligt man ikke kan sproget, i det land man lever!

;) :)

[size=15pt]Vi kører dem rundt i manegen
Juli Måned

Efter jeg overtog holdet, er der ikke sket det store. Juli måned er netop slut, og jeg mener derfor det er på tide, at komme med en lille opdatering, så jeg selv kan følge min karriere, når jeg bliver lige så gammel, som min morfar var det, da han var omkring de 80.

Leeds er en mærkværdig by. Jeg vil gerne leve i det stille og rolige liv, men da jeg skulle overtage Leeds United, stod det hurtigt klart, at dette ikke kunne fortsætte. Jeg kunne derfor lige så godt tage en runde i byen, og den runde blev noget længere end jeg havde troet. Byen er jo kolossal i forhold til de omgivelser, jeg er vant til, og der gik faktisk ikke længe før jeg savnede mit tidligere hjem. Det sure kvarter, det grimme hus, ja selv Frøken Hansen savnede jeg. Utroligt, men sandt. Jeg gik i mine egne tanker, midt i Leeds’ vilde bygader. Jeg gik forsigtigt ind på et diskotek, men fandt hurtigt ud af, at dette ikke var mig. Jeg smuttede derfor igen, og det var ved at blive mørkt. Jeg besluttede mig for at gå hjemad. Der var en utrolig larm over det hele. Jeg kunne faktisk ikke klare det, så jeg styrtede hjem, og lukkede for alle vinduer, så larmen nu var begrænset. Jeg fattede ikke, hvad jeg havde begivet mig ud i, men der var ingen udvej mere. Livet i Leeds var ikke det letteste. Mit hus var dog betydeligt pænere end det var derhjemme. At mit hus var et hotelværelse, siger vel hvor pænt mit tidligere hus var.

På træningsbanen var det en anelse letter. Jeg havde fået noget, jeg sjældent havde før – kontrol. For en gang skyld, kunne jeg kontrollere andre personer. I alle disse år, har alkoholen kontrolleret mig, og nu er der mig, der er kontrol manden. Det føltes fedt. Nu forstår man hvorfor alkoholen besidder denne lyst, til at kontrollere folk. Det er fedt, at have magt. Dette måtte både Francisco Franco, Benito Mussolini og Adolf Hitler nikke genkendende til, og nu også mig. Hvis jeg ville, kunne jeg få dem til, at løbe nøgne rundt i Leeds, og sige, at det var med til at forbedre deres spil på banen. Jeg var deres hersker. De adlød mig, og kun mig. Det var fantastisk. Byen kunne jeg ikke lide, men magten var fantastisk.

Juli måned nærmer sig sin afslutning, og sæsonen er på vej mod de første kampe. Inden sæsonen starter er det meget naturligt, at spille nogle venskabskampe, og her skal vi så sandelig ikke skille os ud af flokken. Vi havde derfor arrangeret hele 6 venskabskampe, hvor vi skulle møde lidt af hvert. Queen’s Park, Ross County, St. Johnstone, Herta Berlin, Falkirk og Oldham er alle hold, der skal have den ære, at møde mit hold.

Vi skal møde de forskellige hold i den fornævnte rækkefølge, og derfor er det altså Queen’s Park, der allerførst skal have ørerne i maskinen. Dette kan man også roligt sige, at de fik. Alle hold har deres lille Thierry Henry, og således har vi. Vores er en drible stærk englænder, der går og hedder Robbie Blake. En mand som Robbie Blake, er en mand, der kan afgøre en kamp. Dette var han et nydeligt eksempel på, da vi mødte dronningens park. Hele 3 gange nettede han, og derfor kan vi takke ham, for en dejlig, fortjent sejr. I en kamp hvor der kun var 17 grader til stede på banen, var det dejligt med en lyn farlig Robbie Blake, der kunne varme en, med tekniske lækkerier. Da vores forsvar stod ligeså sikkert som den kinesiske mur, var den kamp aldrig i fare, og i min uofficielle debut, kan jeg altså hive en sejr hjem.

[img width=350 height=228]http://www.bbc.co.uk/derby/content/images/2005/12/16/robbie_blake_460x300.jpg[/img]

Inden den næste kamp, hvad jeg valgt at sige farvel til en af holdets profiler. Som jeg før tjekkede på mit Football Manager spil, så havde klubben ingen penge. Da jeg fik overblik over klubbens finansielle situation, så så det mere sort ud, end det gjorde i mit spil. Derfor har jeg været nød til at sige farvel til Eirik Bakke for 21. millioner til Energie Cottbus. Dette er jeg meget glad for, da det pludselig giver os et plus på kontoen, og gør mig mere sikker i trænersædet. Dog har tidligere erfaringer fortalt mig, at penge er ikke noget jeg har godt af. Her hentyder jeg til mit tidligere liv som lotto millionærer, så jeg sagde til Ken Bates, at han skulle passe på en del penge, og være meget hård med, at give dem til mig. Denne ordning tror jeg vil passe mig helt perfekt.

Så oprandt dagen hvor næste kamp skulle spilles. Denne gang var det Ross County, der skulle rives rundt. Og revet rundt det blev de. Vi kom hurtigt foran, da Richard Cresswell let og elegant nettede til 1-0. Herefter fulgte et massivt Leeds pres, og dette gav bonus, da Robbie Blake kunne score lige så let som Cresswell gjorde det. Efter halvegen fik vi fornyet pust, og dette kunne man se, da den samme Cresswell, som scorede det første mål, gjorde det til 3-0. Til sidst fik Ross County pyntet på det, da de scorede til 3-1 med 1 minut tilbage. En sejr er en sejr, og en sejr er alt hvad vi skal bruge.

I den næste kamp kom der modstand. Dette ser jeg som noget positivt, for så er vi klar til at møde modstand i ligaen. Vi skulle nemlig møde St. Johnstone, der hurtigt kom foran, da John Kerr nettede. Jeg stod ude på sidelinjen og hoppede som en gal, selvom jeg vidste, at dette ikke ville hjælpe en dyt båt. Vi svarede igen og scorede efter 40 minutter. Det var lige før, at man skulle tro, at mit hopperi rent faktisk hjalp, men det gjorde det åbenbart ikke. For selvom Ian Moore, netop gjorde det til 1-1, så ødelagde St. Johnstone det, da de scorede til 2-1 kort før halveg. I halvegens sidste minut scorede Eddie Lewis til 2-2, og reddede dermed holdet fra et møgfald i halvegen.

Efter halvegen spillede begge hold noget mere defensivt, og dette kunne ses på måltavlen. Da jeg kiggede derop efter 88 minutters spil stod der 2-2. Da kampen var slut, og jeg kiggede derop igen, stod der stadig 2-2. Dermed kom vores første ”pointtab”, men heldigvis var det kun en testkamp.

Jeg besluttede mig for, at dette var nok. De øvrige træningskampe blev afsluttet, og vi tog dermed intensiv træning i stedet, inden sæsonen begyndte. Min tid i Leeds var først lige begyndt, og det føltes herligt.
[/size]