FmFreaks

In the Shadow of Shadows ...
... you find Hednesford - Home of the Pitmen

[float=right][img ]http://i256.photobucket.com/albums/hh199/Hallas07/7.png[/img][/float]”Last stop: Hednesford!” lyder det fra en skingrende højtaler, hvis udløbsdato for længst er overskredet. Jeg rejser mig og går ud af toget som den eneste. Her føles som et af de der møghuller, hvor man undrer sig over, hvorfor jernbanen har lagt en station netop der. Jeg hopper over skinnerne, over til begyndelsen af byen, som ved første øjenkast ligner en flot og traditionel by - jeg er uvidende om, at den faktisk er det modsatte af mine håbende forventninger.

Jeg slentrer ned ad byens brostensbelagte markedsgade, hvis liv og handel for længst er uddødt grundet byens industrielle nutid. Jeg hiver en fax med kort over byen op af lommen og udglatter det lille stykke papir. En rød streg på kortet synes at udgøre ruten. For enden af denne rute står et husnummer, som jeg i frygt for at bryde byens angivelige stilhedskodeks, blot hvisker stille for mig selv. Kortet fører mig længere ind i byens mere skumle kvarter, hvor dyder som containere åbenbart ikke hører til. Vejene synes nu tættere og mere kringlede, end før.

[float=left][img ]http://i256.photobucket.com/albums/hh199/Hallas07/6.png[/img][/float]På grund af det korte mellemrum mellem byens bygninger, de fleste indeholdende lejligheder, som vel er bosat af drukkenbolte eller fabriksarbejdere, hænger der vaskesnore så langt øjet rækker. Selv vurderer jeg dog ikke byen for ideal til at tørre tøj i det fri, da osen fra fabrikkerne fylder gaderne op med sod og andre pestilenser.

Murstenene på de triste bygninger jeg passerer, er sorte, nøjagtig ligesom tilværelsen her synes. Foruden mit knaldrøde slips, er alt faktisk sort. Byen virker indesluttet af en trykkende tristhed, ja, det føles sågar, som om byen har en aura af død. Jeg ser blot få børn lege på gaden, og endnu færre med smil på læberne.

”Her er det,” siger jeg sagte for mig selv, og kigger op mod en stor, tronende bygning, der med blot to vinduer og en dør ser ud som et levende individ. Jeg kigger på husnummeret; der står 134, så den er god nok, det er her. Idet jeg åbner døren, krøller jeg det lille papir, som førte mig her, sammen og kaster det bort ud til alt det andet skrald fyldende byens gader.

”You arrived!” hører jeg en forbløffet stemme sige.

E, fedt, mand. En spøgelseshistorie  :D - se dét kalder jeg en åbning, som slår en krævende tone an. Kan han leve op til det? Hmm, det blir spændende at følge!

Spøgelseshistorie er vel så meget sagt - nu må vi se, hvordan det udformer sig.

Mange tak :)

Hednesford er et superfedt hold. Havde et godt spil med dem, som desværre blev ødelagt af den eneste bug jeg har oplevet i FM08.

Men flot intro, det bliver spændende.

Spændende intro, og sjovt hold, men jeg tror ikke jeg kommer til at følge med, da dine blogs ikke holder mere en en side eller to ofte :-\

Modbevis mig! O0

Jeg vil gerne tilslutte den sidste del af Ghert's indlæg, men med den fantastiske intro håber jeg at du modbeviser os.. KIU O0

Jeg ser frem til at se en anderledes blog, og spændende intro!! :D

Skulle forøvrigt hilse fra andersfa123: Rigtig fed intro! Håber at din blog bliver lang så man har noget at læse i mellemtiden ;)

O0

Tak for alle kommentarer, dejligt!

Og ja, kan godt forstå jeres tvivl om længden, og jeg kan love jer, at jeg vil modbevise den ;)

Forresten: Skal talesporget være på dansk eller engelsk?

En lille rødhåret mand, hvis ben ser besværet ud i forsøget på at holde den, mildest talt, noget overvægtige statur oppe, kommer til syne i døråbningen. Fra klubbens hjemmeside husker jeg hans navn som Andrew Savva.

[float=right][img ]http://i256.photobucket.com/albums/hh199/Hallas07/8.png[/img][/float]”Selvfølgelig,” siger jeg, da han møder mit blik, og med en dyb og klangfuld stemme, byder han mig ind. Vi sætter os, i hvad jeg gætter som hans stue, selvom det mest af alt ligner et faldefærdigt hotelværelse. I rummet er en stærk duft af kvindeparfume, og flere mistanker samt teorier skyder sig ind i mit hoved, hvor de dog hurtigt bliver forkastet. Ved et ovalt, sort bord i midten af den såkaldte stue trækker han en stol ud, og påviser mig den.

Jeg sætter mig, og ligeledes gør han i stolen overfor, som på en reaktion af hans vægt udgiver en lille knirken. ”Ser du:” begynder han og rømmer sig. ”I klubben er vi stærkt indstillet på, at du skal overtage pladsen i sædet som cheftræner og således erstatte vores nuværende på posten. Såfremt du takker ja, vil du månedligt blive betalt med blot 1.800 £, da byen, som du måske har bemærket, ikke er af rig status.”

Ingen prædiken var, trods jeg heller ikke troede det, nødvendig. Sandsynligvis er klubben overbevist af min erfaring som assistenttræner hos Bristol City, hvor jeg dog var fanget i patetiske forsøg på at tilkæmpe mig mere magt i min tydeligvis undervurderede position.

Om det er på grund af min til dels famøse fortid eller ej skal jeg ikke kunne sige, men ved dette punkt skyder egoismen ind. Skal man tro på kristendommen, er egoismen synderen, der gjorde, at vi mennesker ikke er i paradis. Heldigvis er jeg ikke af den tro, så jeg lader glædeligt denne følelse tage sit indtog, hvorved jeg svarer: ”Læg en 1.000 mere i, og du har skaffet dig selv en træner, der har forstand på, hvad han laver. Oven i det, skal der i kontrakten stå, at jeg, og kun jeg, skal tage mig af det sportslige omkring klubben, og jeg vil tilmed have mit eget kontor.”

”Bevares,” svarer den tydeligt rystede Savva, men han tier så i sin overtagende status af nervøsitet. Heldigvis for mig er han ikke mand for et verbalt slagsmål, så han accepterer de nådesløse krav. ”I morgen skal du møde på klubbens stadion kl. 5:45 p.m. Yderligere detaljer vil blive sendt til din mobil, og nu hvor det formelle er overstået, så lad os fejre vores samarbejde!” fortæller han, hvorefter han henter et par kolde øl, der på primitive og engelske manerer hurtigt bliver kvalt.

Ingen ris/ros til den forrige? :)

Where there is a challenge, there are opportunities ...
... where there are opportunities, there is a future

Jeg drejer hårdt i rattet og lader køligt bilen svinge ind på den grusbelagte parkeringsplads. To mænd står dirrende for enden af pladsen og iagttager mig, idet jeg parkerer bilen. Fra dagen før genkender jeg den ene som klubbens direktør, Andrew Savva. Den anden mand er af høj karakter med en ranglet krop og et aflangt, karismatisk hoved. Da de kommer mig i møde, giver han mig en slasket og svedfyldt hånd og præsenterer sig selv som min assistent, Will Swayne.

[float=right][img ]http://i256.photobucket.com/albums/hh199/Hallas07/11.png[/img][/float]”Du kommer ikke til at være her længe.” Sætningen ligger vel anlagt på min tunge, klar til at spidde dette mærkelige menneske, nej, nærmere kreatur. Længere kommer sætningen dog ikke, kun forskyldt af Savvas tilstedeværelse. I stedet lyver jeg op i Swaynes åbne fjæs, og stikker ham en slesk sætning, om hvor glad jeg er for at have mødt ham.

En bygning ligger forladt henne mod stadion. Klubstedet føles som et af disse, hvor man synes at uendeligheden er stivnet over tilværelsen, og den pågældende grønsvær dømt til evig tørsten efter sejrens sødme. Da vi går ind i bygningen, ligger jeg straks mærke til en uudholdelig stank. Murene lever med sin brune farve fuldt op til moden, dog lige med den forudsætning, at vi skruer tiden 40 år tilbage.

[float=left][img ]http://i256.photobucket.com/albums/hh199/Hallas07/10.png[/img][/float]Vi når et rum, hvor et stort bord er opstillet på en lille forhøjning. En enkel journalist med sort krøllet hår og frembugnede fregner, giver sig til kende som Peter Willson, mens han i farten knipser et par billeder. Jeg selv, Swayne og Savva sætter os ved bordet, mens Willson sætter sig på hug overfor. Jeg er ikke uvant med proceduren og sætter, tæt forfulgt af heftigt kamerablitzen, min kringlede underskrift på den forberedte kontrakt, som i øvrigt holder mig hos klubben i tre år frem.

”Vi undlader dig et spørgsmål,” fortæller Savva til journalisten, efter at han og jeg på symbolsk vis har slået håndslag.

”Nuvel,” siger Peter skuffet. ”Netop hvorfor, har du valgt denne klub, Christian?”

Uden videre eftertanke lader jeg et svar falde: ”Jeg kunne have valgt mellem store hold, men ingen ville jeg have nogen som helst forkærlighed for. Alle andre muligheder, jeg kunne have valgt imellem, er i toppen af engelsk fodbold, og ikke i sølet, hvor denne klub er. Jeg tror, det er det, som fanger mig, idet jeg ser en udfordring, og hvor der er en udfordring er der muligheder – hvor der er muligheder er der en fremtid.”

Konstruktiv kritik til de to seneste updates og blogmåden godtages med kyshånd ;)

Jeg kan rigtig godt lide skrivemåden. Flot flydende sprog med fine beskrivelser.

Jeg følger med!

Tusind tak, Dr-John.

Eventuelle ting, som kan gøre bloggen bedre?

Jeg syntes ikk du skal ændre på 'spøgelsesskriften' jeg ser ikk noget der skal ændres

er flot og højt sprogligt niveau de ligger som altid , bliv ved ! jeg følger i hvert fald med

Tja der er ikke mange ting der kræver forbedringer, men ville synes det var fedt hvis hver update startes med en overskrift stillet op på samme måde som den i første update. Den var meget effektfuld, hvor jeg synes den mangler i 2. update, mens ordsproget der starter 3. update ikke er så effekstfuldt når det står på måden det gør nu.

Derudover er jeg meget glad for alle billederne, bortset fra det der skal symbolisere paradis/kristendom. Det virker malplaceret.

Men det er svært at komme med meget kritik til et godt stykke arbejde, som det du har lavet. Fortsæt endelig i lang tid!

Så har jeg lavet det om til en overskrift i den sidste update. Bedre?

Og i update to, skyldes det, at der ikke er en overskrift, at det er en forlængelse af update et.

Ja. Nemlig. Sådan der ser det bare dobbelt så blæret ud!

Venter spændt på en ny update.

Et lille spørgsmål - hvis en klub lejer en spiller i sin 'parent club', skal den lejede spiller så skrive kontrakt på et års leje med klubben?

Han vælger selv, om han vil tilklubben.

Ja, er jeg klar over, men skal han så underskrive en lånekontrakt med klubben, eller spiller han uden?

Han underskriver vel en kontrakt? - Kan jeg ikke en grund til, at han ikke skulle ;)

Okay, tak :)

For some the journey has ended ...
… for others it has just begun

[float=right][img ]http://i256.photobucket.com/albums/hh199/Hallas07/12-1.png[/img][/float]”Tik, tak!” lyder symbolet fra bornholmeruret, om at klokken har slået tre. Jeg folder avisen sammen, lejlighedsannoncerne må vente. Fra sengen tager jeg min jakke, en paraply samt min kuffert og går derefter over det knirkende gulv mod døren, som jeg river op for igen at smække i, efter jeg har passeret døråbningen. Med hastige skridt går jeg af en rådden trappe ned i receptionen, hvor et ungt par står med store smil på læberne og stolt viser receptionisten deres gifteringe. Tænk, at man vælger at holde sin bryllupsrejse her, i dette forladte hul af en by!

”Farvel og på gensyn,” bliver der råbt efter mig, inden jeg tager svingdøren ud på gaden for at blive mødt af en silende regn. Jeg slår paraplyen ud og øger gradvist tempoet. På grund af manglende kloaker ophober regnen sig i store vandpytter, og med et er folk på gaden forsvundet i ly for pestilensen. Et stort skilt får mig til at stoppe, og jeg kigger op. To ord, vrælende i rød neon på ægte japansk vis, står skrevet på skiltet, der er placeret over en pub; ”Round Table”.” Jeg går ind.

Omtrent femten mennesker sidder i det lille hyggelige rum, hvor seks borde med tilhørende stole er opstillet. Det har et yderst gammeldags præg. Det er ikke første gang, rummet har min tilstedeværelse og absolut heller ikke sidste. Flere formål er i den sidste rums tid blevet sat i værk her, og i dag er ingen undtagelse. Jeg nikker høfligt til et par af personerne ved bordene, som genkender fra forrige dage. Jeg vinker mod det yderste bord til højre, hvor en mand af ung alder har placeret sig. Jeg går over mod ham.

[float=left][img ]http://i256.photobucket.com/albums/hh199/Hallas07/13-1.png[/img][/float]”Godaften,” lyder fra ham, da han får øje på mig. Jeg nikker i gengældelse. Han rejser sig op, men på autoritær vis giver jeg ham med et lille håndsving ordre på, at han roligt kan blive siddende. Jeg løfter armen og knipser en gang, og som følge kommer to fadøl straks til bordet. Jeg åbner den medbragte kuffert, hvorfra jeg tager en lejekontrakt, der er blevet forberedt til knægten. I mit dybe sind ved jeg, at denne spiller ville kunne begå sig på et niveau langt over min klubs, men et eller andet sted, føler jeg de som om, at han nok skal bukke under.. Efter min opfordring har vi skaffet et samarbejde med Premier League-klubben, West Bromwich Albion, fra hvor han kommer. Hans navn er .

”Siden jeg blev ansat for seks dage siden, er allerede utallige fjolser blevet afskediget, mens andre, både trænere samt spillere, er blevet erhvervet. Vi håber at tilegne dig som vores nyeste skud på stammen, og formentlig også vores sidste på spillerfronten. Siger du nej, vil du i mit repertoire blive stemplet som en idiot, for så vil du have sagt nej til at være en del af historien i en klub, der om en snes år vil være verdens bedste.” For at give ham initiativet skubber jeg papirerne samt en kuglepen over mod ham.

Hans hånd ryster mens han tager kuglepennen og jeg aner et par sveddråber faldende fra hans pande. Jeg lader mig glide lidt ned på stolen, mens jeg sætter armene på kors. Før han sætter pennen på papiret giver han mig et nervøst blik. Hans mund bævrer i ængstelighed samt nervøsitet, og hans øjne flakker forvirret rundt på det hvide papir. Til alt held, og min fornøjelse, sætter han dog sit navn på papiret og tilslutter sig det, efterhånden, gode holdkort. Jeg rejser mig, giver ham hånden, hvorefter jeg drejer om på hælen og begiver mig en lejesvend rigere hjemad.

Til- og afgang i sommertransfervinduet i sæsonen 2007/2008:

Tilgang:
Stuart Nicholson (http://i256.photobucket.com/albums/hh199/Hallas07/SN.png), West Bromwich Albion, 1 års leje - angriber.
Luke Daniels (http://i256.photobucket.com/albums/hh199/Hallas07/LD.png), West Bromwich Albion, 1 års leje - målmand.
David Williams (http://i256.photobucket.com/albums/hh199/Hallas07/DW-1.png), fri transfer - angriber.
Michael Sisson (http://i256.photobucket.com/albums/hh199/Hallas07/MS.png), fri transfer - offensiv midtbanespiller samt højrefløj.
Martin Reed (http://i256.photobucket.com/albums/hh199/Hallas07/MR.png), fri transfer - central forsvarsspiller.
Jay Richardson (http://i256.photobucket.com/albums/hh199/Hallas07/JR.png), fri transfer - central midtbanespiller.
Tre trænere.

Afgang:
Flere ungdomsspillere.
Tre reserve- samt førsteholdsspillere.

Endnu en gang en flot update. Synes dog ikke det er muligt at se spillernes positioner på SS'ne, hvilket jo ville være rart.

Men det er endnu en gang småting..

Tusind tak igen :) Så har jeg skrevet positionerne ind.

Havde regnet med at lave en update igår, men spillet fangede mig, så det blev til lidt mere af den side igår.
Regner med en update idag i stedet.

"Let us not dwell in the past …
… for I have come for something more important than that”

[float=right][img ]http://i256.photobucket.com/albums/hh199/Hallas07/15.png[/img][/float]Det banker på. Jeg rejser mig og begiver mig nervøst, men fattet mod døren. Jeg hiver i dørhåndtaget, og som følge bliver døren lukket op med en næsten lydløs knirken.

”Goddag,” lyder det fåmælt fra manden, som nu står trippende og smilende foran mig. Han har mørkt, krøllet hår og i og med hans arrede ansigt er designet som en pirats, samt hans næsetip kun når min navle, ligner han nærmest noget fra et eventyr. Ydermere kan man se, at tidens tand har sat sine onde men i den aldrende mand. ”Kom ind,” svarer jeg og laver en anerkendende velkomst-vending med hånden.

”Glædeligt at se dig igen,” siger han, da han har sat sig i stolen overfor mit skrivebord. Jeg skal til at svare og min mund står allerede i lys lue, men jeg forbliver forstum. I stedet sætter jeg mig i min egen stol, som ved dagens lejlighed er blevet gjort en små ti centimeter højere ved hjælp af bøger.

[float=right][img ]http://i256.photobucket.com/albums/hh199/Hallas07/14.png[/img][/float]”Du ser mig noget rusten ud,” siger jeg lavmælt, men alligevel med et skærende toneleje. ”Lad os ikke dvæle ved fortiden”, siger han. ”Jeg er kommet for noget vigtigere end den.”

”Og hvad er så det, Graham?” siger jeg med en hård mine.

”Jeg hører du er ved at starte noget af et projekt op herude i ingenmandslandet,” svarer han spørgende. ”Og jeg vil være en del af det.”

Trods jeg ved, hvad Graham, som manden i øvrigt hedder, kan gøre for mig og klubben, er det en hård mundfuld at sluge. Hans mandskabsbehandling samt intuition lægger niveauer over, hvad en klub af denne kan forvente. Det er ikke andet at gøre, end at indlemme min livslange rival i projektet, for allerede nu kan jeg se, at det ellers vil ende i et afdanket forsøg på min søgen efter selvretfærdighed.

”På en betingelse,” svarer jeg. ”Dette er mit hold, med mine regler og min fortolkning af retfærdighed. Sætter du spørgsmål ved min autoritet blot én gang, er det ud af vagten. Er det forstået?” spørger jeg rent retorisk. ”Godt. Lad os nu gå ind til bestyrelsen – jeg har et møde med dem om fem minutter, som du vel ligeså godt kan tage del i.”

Hans valg må jeg se som kærkomment, da det ikke mindst løser mit assistenttræner-problem. I horisonten kan jeg dog nu ane fortidens ar - de ar, jeg ellers har formået at skjule.

Det blev så en lidt mindre opdatering, der indfører en ny vinkel i managerens liv.

- Hvad synes I?

Den er rigtig kedelig og jeg syntes ikke det er værd at lave en opdatering om at du åbner døren og snakker i alt 6 linjer eller noget. Der er altså ikke noget der fanger

Du har nok ret i, at det ikke fanger, selvom personen bliver essentiel for historien.

Ydermere vil jeg dog sige, at det nok er fordi, jeg er i 'præstentations'-fasen, hvor alle personer i historien bliver præsenteret, og så kommer det FM-relaterede.

Næste update vil være den sidste præsentations-update, men jeg lukker ikke for, at personer lurer sig ind i historien.

i orden :P

Der er jeg helt uenig. Præsentationen af en gammel rival, samt at han nu skal arbejde under dig tilfører en hel ny dimension til historien. Det er sådanne ting der gør at den hæver sig over gennemsnitet. Nu sidder jeg og kan slet ikke vente med, at høre mere om bagrunden for rivaliseringen, samt hvem denne rival egentlig er. Kender i hvert fald ikke navnet som du bruger...

Spændende!

He drives a Mercedes ...
... while I take the bus

Vi træder ud af mit kontor, og går ned af den lange sorte gang, som fører til bestyrelseslokalet. Graham virker på en måde ophøjet, men ligeledes ærbødig. Han er omtrent et hoved lavere end mig, men som vi går der, side om side, skulle man tro, at vi var af samme højde. På hans læber sidder et stort, selvtilfreds smil.

[float=right][img ]http://i256.photobucket.com/albums/hh199/Hallas07/17.png[/img][/float]Jeg mærker for hvert eneste skridt den bugnende nervøsitet, som bobler rundt i kroppen og ikke lader mine årer være i fred blot splittet af et sekund. Han ser nærmest lalleglad ud som han går der. Det ville ikke undre mig, om han brød ud i sang.

Vi når endelig døren, efter at have gået, hvad synes som, et maraton. Jeg kigger på mit ur, og ser, at vi er et par minutter for tidligt. På grænsen til det hoverende gør han tegn til, at jeg skal gå ind. I en tusindedel af et sekund fortryder jeg det hele. At vi igen er makkere, og at vi står i den situation, vi står i. Trods alt kommer jeg til fornuft, og som en duo går vi ind.

Et par mænd med sorte jakkesæt og neutrale ansigter sidder på hver sin side af klubbens præsident, Andrew Savva, og alle bryder de op i deres samtale, da vi tropper ind. ”Kom ind, og føl jer endelig hjemme,” siger Savva på sin egen humoristiske, særlige måde. ”Og hvem er så gæsten, du har taget med?”

”Som I måske allerede har lagt mærke til, klinger mig og min nuværende assistent, Will, ikke ligefrem. Flere assistenter har floreret i mine tanker, men intet er blevet gjort ved det, da jeg i første omgang så mig selv i stand til at påtage mig jobbet uden en assistent. I den senere tid er jeg dog blevet bevidst om, at ingen kan påtage sig sit eget hold, og da Graham her så pludselig lød i min telefonlinje i morges var valget ikke svært,” fortæller jeg bestyrelsen. Jeg nikker til Graham, som til følge rejser sig og giver hånd til de, øjensynligt, pessimistisk indstillede bestyrere samt præsident.

”Graham og jeg har fulgtes ad op gennem ungdomsårene i fodboldrækkerne hos klubben, Stourport. Som i nok ved, blev jeg hentet til Swansea i en alder af 23, og ligeledes gjorde Graham. Som følge af vores gode samarbejde på banen, blev vi enige om, at fortsætte vores samarbejde i trænerfaget, hvor det blev til to års tro tjeneste for klubben Darlington. Herefter valgte vi at bryde op, og mens jeg drog til Bristol City valgte Graham at tage et sabbatår. Muligheden, i er blevet givet, er derfor kærkommen, og kun fjolser ville afstå den.”

[float=left][img ]http://i256.photobucket.com/albums/hh199/Hallas07/16.png[/img][/float]”Først og fremmest er det os, som tager beslutninger i klubben, og den regel skal du overholde, om du vil det eller ej,” siger Savva i et tronende toneleje. Han kigger sig først til højre og så til venstre, fra hvor han bliver mødt af to nik. ”Derudover vil vi med glæde se Graham indtræde i klubben.”

Fra min øjenkrog kan jeg se et glimt i Grahams øjne. Et glimt, jeg har set før, og som før ham skræmt mig til uanede grænser. Ligeledes er det også et blik, som jeg ser op til, men inderst inde ved jeg, at det måske er på falske baggrunde. ”Mødets egentlige grund er jo endnu ikke blevet fremført, så det bevæger vi os hen mod nu,” fortsætter Savva. ”Vi nærmer os med hastige skridt starten på en ny sæson, og vi er generelt tilfredse med, hvad du har gjort med holdet. De hidtidige venskabskampe har på visse punkter set lovende ud, og vi har på den baggrund forberedt vores ønsker til sæsonen.

Vi forventer som minimum, at Hednesford bliver oppe, mens vi håber, at nå igennem kvalifikationsrunderne til FA Cuppen. Det sportslige overlader vi dig, så mere er der egentlig ikke at sige i den sag, hvorfor vi hæver mødet her.” Forbløffet og tåget rejser jeg mig, og det samme gør Graham. ”Hvilke pessimister og uambitiøse tankegange de render rundt med, den bestyrelse,” tænker jeg for mig selv. Vi takker af, og sammen med Graham går jeg ud på parkeringspladsen, hvor vores veje skilles, idet han drøner væk i hans Mercedes S 500, mens jeg med bus drager hjemad. Dagen har været en særlig en, men ikke desto mindre efterlades mit sind delt op i en cocktail af lykke og frygt.

Flot update igen igen.. glæder virkelig meget til at høre meget.. KIU :P

Tusind tak :-)
- Det kommer du forhåbentlig til i morgen.

Only a start …
… but what a start!


”I er kommet langt siden jeg først mødte jer,” siger jeg højt, så det runger ud i det lille lokale. ”Men vi er ikke bare kommet langt for at holde op med at kæmpe, og i dag skal vi bevise dette. Som jeg altid har fortalt jer, skal i tackle igennem i hver evig eneste nærkamp, og ikke blive genkendt af jeres modstandere som en flok cunts. Med disse ord, så bevar hjertet i behold, og gå så ud og vis omverdenen, hvem I og Hednesford er.” Med en viftende håndbevægelse sender jeg spillerne ud til grønsværen og forhåbentligt også glubske, ventende fans.

[float=right][img ]http://i256.photobucket.com/albums/hh199/Hallas07/19.png[/img][/float]Mine forhåbninger om et stort opmøde skydes i vejret, da jeg passerer spillertunnelen og hører råbende tilskuere samt tudende horn. Folk hænger over indgangen nogle iført klubbens trøjer, mens andre er troppet op i hvidt tøj i manglen på bedre. Jeg går lidt længere ud, og fanger de flestes opmærksom, og mens fansene dejligt og i sammenhørighed råber videre, skaber jeg mig et overblik over den samlede skare. Lægterne synes tomme, med undtagelse af den livlige indgang, og på symbolsk vis føler jeg en kniv bore sig ned i min rygsøjle. Byen har svigtet os. Graham kommer ligesom jeg gående ind på stadion, og spillerne er nu troppet op på en rad linje for at ønske hinanden en fair kamp. En trækken på skuldrene og sætningen ”Hvad havde du forventet?” er hvad, der møder mig, da han kommer med hans respons på de få optroppede.

Trænerhuset er et lille, næsten nedlagt skur med tilhørende bænk samt en ædende råddenskab. Bænken i det glasbedækkede hus giver sig lidt, da vi sætter os. Et højt fløjt indikerende det første startskud til en sæson med store forhåbninger lyder fra den runde midtercirkel, og som reaktion stivner mit blod og mine nakkehår rejser sig. Intenst følger jeg den lille rundes færd rundt på græsset, men uden videre at blive tilfredsstillet med, hvor den triller hen. I dagens kamp er drengene op mod Workington, som ses som en play-off-kandidat. [float=left][img ]http://i256.photobucket.com/albums/hh199/Hallas07/18.png[/img][/float]Til min store misfornøjelse triller udeholdet bolden rundt i egne rækker, og til tider sætter de fart, hvorefter vores forsvar bliver passeret for at stå slukøret tilbage i en sky af røg fra modstandernes tempo. Uden den store fortjeneste bliver kampen dog på 0-0, som bliver halvlegsresultatet. Trods tilskuerne er få, er de stærkt utilfredse med vores spil, så en gedigen opsang må til i vores tilgængelige femten minutter.

”Vil I spille fodbold, eller står der I jeres papirer, at I skal agere kegler for de andre?! Har I da overhovedet ingen vilje?! Det her er uhørt! Til grin!” Spillerne sidder måbende og er ved at tabe hagen i forsøget på at forstå mit engagement, som de tydeligvis mangler. Jeg hører en mumlen fra den lille pøbel. En spiller værdsætter åbenbart Graham og vil have ham indsat i mit sted. Jeg knapper på autoritær vis min halvlange frakke og går med langsomme skridt over det flisebelagte gulv mod Steve Palmer, som den mytteriansvarlige hedder. Jeg bøjer mig lidt så vores ansigter er et par centimer ud for hinandens.

Jeg kigger ind i hans dybe, kolde øjne og siger så lavmælt og fattet: ”Forstår du det ikke? Forstår du ikke, hvorfor jeg, og hvorfor I, er her? Tror du det er for sjovt? Måske har du været vante med andre forhold, men nu hvor jeg er her, må du tage til takke med, hvad du får!” Jeg kigger tværs gennem rummet mod en 19-årig dreng, siddende i hans egen tanker med hovedet i sky. ”Green! Gå ud og varm op – du erstatter Palmer,” råber jeg efter ham, hvorefter jeg kommer med et par sidste instrukser, for så at sende de resterende ud på grønsværen.

[float=right][img ]http://i256.photobucket.com/albums/hh199/Hallas07/20copy.png[/img][/float]Igen tager jeg plads sammen med en lalleglad Graham, som har fået dagens fix efter Palmers oprør. Et højt fløjt lyder igen, som det gjorde for knap en time siden. Straks ser det bedre ud på banen. Kombinationerne flyder, som jeg i mine tanker har ønsket det, og spillerne virker fylde af gejst. En lang bold ned af kanten, som den lynhurtige Green opsamler, bliver skruet ind mod Nicholson i boksen, hvis hovedstød bliver parreret ud over baglinjen. På det efterfølgende hjørne sender samme Green en flot bold ind, som vores centerforsvarer Simms når højest på og header os i front. I min øjenkrog ser jeg Palmer skutte sig og sparke til en uskyldig vandflaske. Det betyder ikke spor – en 19-årig har netop sendt mig og de få fans i eufori. Et kvarter senere sender selv samme Green en sukkerbold ind i hovedet på vores kaptajn, Jay, hvorefter det lille stykke læder endnu en gang rammer netmaskerne.

Herefter scorer Workington på et nyttesløst straffespark, men igen tager Green hånd om situationen, og sender sig selv på tavlen efter et drømmehug fra distancen. Min glæde overstiger min besindelse og jeg løber rundt som en forvirret påfugl og fejrer glæden med Green og de resterende spillere. Sidst i kampen falder endnu to mål – et til hvert mandskab, og trods vi derved ’kun’ vinder en domineret kamp med to mål, er alle på stadion i en ekstatisk tilstand. Tilråbene lander i vilde bølger ned over os, og efter kampen bliver det da også til en fadøl eller to på den lokale pub og mit foretrukne tilholdssted, ’Round Table’.

”En god sejr!” lyder mine sidste ord, før forglemmelsen overtager og dækker besindelsen af tåger.

Puh, den blev lang ???

Lang... Men god! Det er sjældent at jeg læser en så lang update uden nogen former for afbrydelser, men det gjorde jeg sgu her! Stor ros til dig for det.

Flot sejr og en herlig beskrivelse af episoderne i omklædningsrummet samt rivaliseringen mellem dig og assistenten.

Herligt!

Tak skal du have igen.

Værdsætter virkelig at du kommenterer :-)

Well, hvis det er hvad der skal til for at holde denne fremragende blog igang gør jeg det gerne. Er egentlig normalt silent reader, men synes ikke denne blog får opmærksomheden den fortjener og så er jeg jo nødt til at træde til.

Er glad for du synes sådan, selvom bloggen nok skal fortsætte, selv om den ikke fik kommentarer.
Endnu en gang, tak.

Det gør skam ingen ting.. Fantastisk..

Tak Jimmy.

Dejligt med faste læsere! :-)

Hele 5 dage uden en lyd fra bloggen her. Hvad sker der?

Forstår selvfølgelig at du sikkert også har andet at tage sig til, men mener at jeg efter 5 dage måske godt kan tillade mig at spørge. Så hvad er status på bloggen?

Jeg er nærmest aldrig hjemme længere, så det er derfor jeg ikke har opdateret. Jeg regner ikke med bloggen er slut, men der kommer nok heller ikke update idag.