FmFreaks

Så er tiden efterhånden moden til, at jeg kaster mig over en blog. Den vil primært komme til at omhandle manageren Gianni Andretti, men der vil også forekomme enkelte bidder, hvor der vil blive fokuseret på andre personer med tilknytning til holdet.

Spørgsmål og kommentarer er naturligvis velkomne. Som udgangspunkt vil jeg dog slå fast, at det grafiske layout ikke vil have førsteprioritet. Jeg har forsøgt at lege lidt her i første indlæg, men derudover koncentrerer jeg mig primært om det skriftlige.

Umiddelbart forventer jeg at komme med 2-3 updates om ugen.

________
Juli 2007:

Gianni Andretti åbnede døren til værelset på Bed and Breakfast Martina, tog sin jakke af [float=right][img ]http://img522.imageshack.us/img522/9904/70804550sc4.png[/img][/float]og satte sig på sengen.  Den knirkede og bragede, som skulle den til at kollapse. Der havde ikke været de store valgmuligheder, da overnatningen skulle bookes. Dette værelse havde reelt været den eneste mulighed i lokalområdet. Han kunne godt have ønsket sig noget lidt mere luksuriøst, når nu han for en gangs skyld var ude at rejse. Men det kunne ikke være anderledes, og han måtte nøjes med dette lidt triste værelse, der stort set kun indeholdte en seng og et skrivebord med tilhørende stol.

Nu kunne han ikke gøre andet end at vente. Utålmodigt rejste han sig igen og gik over til vinduet. Han kiggede ud på Via Borgo Nuovo, som lå nedenfor. Byen var alt andet end prangende, og med dens under 5.000 indbyggere var det ikke den mest oplagte grobund for et professionelt fodboldhold. Tankerne fløj rundt i hovedet på ham, og han havde svært ved at finde ro. Dette var formodentlig hans bedste og eneste mulighed for en stilling som manager. Hvis ikke dette lykkedes, var udsigterne ikke gode. Han lod tankerne vandre tilbage. I flere år havde han fungeret som ulønnet hjælpetræner på et dansk divisionshold. Af egen lomme havde han betalt for alle de trænerkurser, han kunne komme i nærheden af. Alligevel havde man i flere omgange set bort fra ham, da en ny træner skulle udnævnes til trods for, at han rent uddannelsesmæssigt havde kvalifikationerne i orden. Han manglede den praktiske erfaring samt forbindelserne til de rigtige folk i den danske fodboldverden. Argumentet var til en vis grad forståeligt, men det faktum, at man end ikke havde udvidet hans ansvar i takt med hans uddannelse, medførte at han langsomt blev desillusioneret i forhold til sin fremtid i klubben og i branchen generelt.

For ca. ni måneder år siden havde han besluttet at sætte alt ind på et sidste forsøg. Han havde belånt huset på alle tænkelige måder. Han havde oprettet kassekreditter, optaget hurtiglån hos tvivlsomme finansieringsvirksomheder og gået tiggergang hos den nærmeste familie. Til sidst havde han stået med ca. 550.000 kroner i hånden. Herefter havde han kontaktet en af de større danske fodboldagenter og tilbudt hele beløbet, hvis han kunne skaffe ham et managerjob. Agenten havde indledningsvist afvist, men da Gianni tilbød et mindre forskud på honoraret, satte grådigheden alligevel ind. De kom hurtigt frem til, at det pt. var svært at finde noget i de danske divisioner. Danmarksserien forekom ham ikke umiddelbart interessant. Men så kom Giannis italienske aner i spil. Han havde boet i Italien til han var ni år, hvor hans forældre blev skilt. Herefter havde hans mor taget ham med hjem til Danmark. Siden havde han ikke hørt fra faderen. Opvæksten havde dog givet ham den fordel af han mestrede det italienske sprog.

Agenten havde forbindelser og samarbejdspartnere i Italien og ville gå i gang med at forhøre sig. Hans intention var at fremhæve Giannis teoretiske baggrund, og hvis man gik tilstrækkelig langt ned i rækkerne ville man måske kunne finde en klub, som var villig til at tage chancen.

I lang tid havde beskeden været den samme. Agenten havde haft svært ved at overbevise ledelsen i klubberne om, at Giannis høje teoretiske niveau kunne kompensere for hans manglende erfaring. Gianni havde været på nippet til at droppe sin drøm og forsøge at redde de sidste stumper af sin skrantende økonomi, da agenten pludselig ringede med godt nyt. En nyoprykket klub i Serie C2A ville gerne mødes med ham.

Gianni havde arbejdet intenst med sin præsentation. Det var vigtigt, at han var velforberedt. Han fik sandsynligvis kun én chance. Han havde forberedt en præsentation af et komplet taktisk koncept samt en plan B og sågar en plan C. Han havde forsøgt at opstøve alt om truppen, hvilket ikke havde været meget, men dog stadig nok til at han kunne foregive at have et godt kendskab til holdet. Han ville fremføre sin filosofi om udviklingen af en fodboldklub med tilhørende indsatsområder. Præsentationen var hans bud på en totalløsning og strakte sig reelt til meget mere end blot at lede et fodboldhold.

Og nu ventede han blot på dommen. Præsentationen var gået godt. I hvert fald havde han fået sagt alt det han ville. Alligevel var han meget i tvivl. Der havde ikke været feedback overhovedet. Men blot et ”goddag” og et ”farvel, vi lader høre fra os”. Gianni gik over til værelsets andet vindue i den modsatte side af rummet og kiggede op mod bjergene. Han fandt ro i de smukke omgivelser. De sportslige betingelser var langt fra optimale i byen, men til gengæld gav de omkringliggende bjerge en fantastisk idyl. Til trods for, at byen fremstod som noget ganske beskedent, så følte han sig alligevel stærkt tiltrukket af området. Når man havde boet i det flade Danmark i størstedelen af sit liv, så var det svært ikke at blive betaget af denne slags omgivelser.

Han havde givet klubbens direktør og bestyrelsesformand nummeret til hotellet, og nu kunne han blot vente på en opringning. Det var ulideligt. Tiden sneglede sig afsted. Han zappede igennem alle kanalerne på tv’et igen og igen uden at registrere, hvad der blev vist. Mørket begyndte langsomt at sænke sig. Giannis blik blev mere og mere tomt. Hvis de havde været interesseret, så havde de ringet med det samme. Ventetiden var ikke et godt tegn.
[float=right][img ]http://img522.imageshack.us/img522/4939/46112758qh9.png[/img][/float]
Telefonen ringede. Omsider. Han sprang op og løftede røret.
”Ha-hallo?” fik han fremstammet.
”Hallo, signor. Ønsker De morgenmaden bragt op i morgen tidlig eller kommer De ned og spiser?”
”Jeg springer morgenmaden over i morgen.” Gianni lagde på med et suk.

Han havde mest lyst til at tage hjem med det samme. Han satte sig i vindueskarmen og stirrede tomt ud i luften. Pludselig bankede det på døren. Gianni åbnede døren på klem. Udenfor stod Franco Veronesi. Gianni genkendte bestyrelsesformanden med det samme.
”Jeg tænkte, at jeg ville overbringe dig nyheden selv. Mine kollegaer i bestyrelsen var desværre ikke overbevist om dine evner. Du mangler praktisk erfaring.” Gianni fik en klump i halsen, og hans mave vendte sig. Veronesi fortsatte:
”Heldigvis for dig, så har de ikke en skid at skulle have sagt. Her er det mig der bestemmer.”

Franco Veronesi lyste op i et stort smil. Gianni så måbende til, mens den runde bestyrelsesformand blot grinede.
”De næste to år er du i spidsen for AC Mezzocorona. Jeg forventer, at du i første omgang sørger for, at vi ikke rykker ned. Der er £18.000 til indkøb, og lønbudgettet er på £7.000, men vi har pt. kun lønninger for ca. £5.500 Der er træning i morgen kl. 10.00. Kom i god tid, så præsenterer jeg dig for truppen. Og så må du gerne returnere denne i underskrevet stand. Vi kan give dig £425 om ugen. Take it or leave it.”

Veronesi rakte Gianni en stak papirer. ”Kontrakt” stod der øverst med store bogstaver. Han gav Gianni et hårdt klask på skulderen, hvorefter han nikkede, vente sig om og gik. Gianni lukkede omtumlet døren. Han åndede langsomt ud efter at have holdt vejret længe. Han drejede hovedet og fik øje på sig selv i spejlet. Et stort grin brød frem på hans læber. Han bladrede hurtigt papirerne igennem. Den var god nok. Kontrakten var tidsbegrænset, men med gensidig mulighed for opsigelse uden varsel. Det kunne ikke være meget anderledes. Han fiskede en kuglepen op af lommen og skyndte sig at underskrive. [float=left](http://img522.imageshack.us/img522/5462/78811267cq0.png)[/float]Han styrede herefter direkte over til sin taske, hvor han fandt en lille flaske med en eller anden form for champagne-efterligning, og som helt sikkert smagte forfærdeligt. Det havde dog været det eneste, han havde kunnet få i forretningen på banegården, da han var ankommet sent i går aftes. Det her skulle fejres. Han var godt nok ca. en halv million kroner fattigere, men til gengæld var han en managerstilling rigere.

”Du gjorde det sgu!” råbte han højt, hvorefter proppen sprang af flasken med et lille smæld.

WOW! det er godt det her! jeg var fanget fra de første par bogstaver til det aller sidste punktum, efter min mening er det noget af det bedste jeg har læst i lange tider. Så nu går jeg bare her og venter på mere for det er satme godt det der O0

Held og lykke i AC Mezzocorona.
KIU!

Utrolig velfortalt, detaljerig og laaaaaaang indledning. Rigtig god læsning, og selvom det var en ordentlig smøre, så vil jeg forsøge at følge med i denne blog.

Held og lykke.

Hold kæft en god start!! Virkelig klasse :o O0
Jeg skal totalt læse med! :D

Ja, den blev lidt lang. Fremtidige updates bliver kortere.

Og tak for de pæne ord.

Juli 2007:

Massimo Carli kom gående ned mod træningsanlægget. Han havde sorte rander under øjnene. Han havde kun sovet to timer i løbet af natten. Årsagen var klubbens nye manager. Han havde bedt om en omfattende rapport om holdet. Assistenttræneren havde fået til opgave at udarbejde sit bud på en idealopstilling, samt at give sit bud på profiler og talenter i den nuværende trup. Endvidere ønskede manageren en rapport om hver enkelt spiller. Inklusive reserveholds- og ungdomsspillere. Herudover skulle han angive de områder, hvor han fandt det nødvendigt at forstærke holdet. Carli var glad for at blive taget med på råd, men var langt fra tilfreds med, at opgaven skulle løses på så kort tid. Den nye manager var gået til sagen med stor energi. Fra første dag havde han ændret klubbens træningskoncept, således at spillerne i højere grad skulle modtage skræddersyet træning i forhold til den position, de skulle spille på banen. Det betød mere arbejde for Carli og klubbens trænere.

Han skimmede rapporten igennem en sidste gang, og gik derpå hen og gav den til klubbens nye manager, Gianni Andretti. Den blev straks åbnet. Gianni løftede blikket og så på Carli
”Er den god nok?” spurgte assistenten nervøst.
”Ja, det var nogenlunde det jeg havde i tankerne.” Gianni læste videre. ”Jeg kan se, at de fleste af holdets profiler er lejede spillere”
”Ja, det er korrekt,” svarede Massimo Carli. ”De har hævet niveauet betragteligt.”
”Det er muligt, men det betyder også, at vi skal skifte en betydelig del af holdets stamme ud til næste år. Og næste år igen, hvis vi fortsætter efter samme koncept. På den måde får man ikke et sammentømret hold eller nogen form for kontinuitet. Endvidere er vores mulighed for at tjene penge på spillersalg reduceret kraftigt. Klubben ligger i en by med under 5.000 indbyggere og har et stadion med plads til 1.000 tilskuere, og derfor kan vi ikke forvente at tjene det store på tilskuerne. Det medfører, at transferindtægterne er ekstremt vigtige, hvis vi skal opbygge en fornuftig økonomisk reserve.” Gianni rynkede panden og fortsatte. ”Jeg bliver nødt til at snakke med vores spejdere og med formanden. Vi skal have fundet en masse interessante emner. Desværre er økonomien pt. ikke til at hente voldsomme forstærkninger. Derfor skal vi være klar ved nytårstid, så vi kan fiske spillere med kontraktudløb til brug for næste sæson. Vort fokus bør primært være på yngre spillere, da disse har størst potentiale i forhold til videresalg. Endvidere har jeg tænkt mig at ringe til Veronesi, for at få etableret en samarbejdsaftale med en større klub. Dels kan vi i fremtiden låne spillere fra det pågældende hold, men lige så vigtigt er det på nuværende tidspunkt, at et samarbejde af den type normalt genererer en ekstraindtægt, der reelt svarer til en årsløn for en førsteholdsspiller.”

Assisten stod og vred sig nervøst, og ventede på, at hans nye chef stoppede sin talestrøm.
”Med hensyn til spejderne…” sagde Carli og så forlegent ned i jorden. ”Ja, altså sagen er den, at vi faktisk ikke har nogen spejdere ansat.”
Gianni så forundret på Carli, mens han kløede sig i nakken.
”Så skal vi have fat i nogen.” sagde Gianni, hvorefter han hev mobilen op lommen, vendte sig om og gik tilbage mod klubhuset.

Massimo Carli stod tilbage og så Gianni bevæge sig bort med hastige skridt. Den nye manager var blevet ansat for få dage siden, og han havde allerede næsen dybt nede i alting. Carli var ikke sikker på, at man kunne lave om på det hele fra den ene dag til den anden uden problemer. Den nye manager var tilsyneladende ung og uerfaren og uden begreb om, hvorledes en fodboldklub fungerede. Carli tænkte ved sig selv, at Gianni Andretti nok var bedre tjent ved at koncentrere sig om spillet på banen. Han rystede på hovedet, og gik over mod spillerne, der var i gang med træningen.

Er også lige gået igang med et spil med Mezzocorona, da dine updates fangede mig :) Har skildt mig af med hele min stab og startet forfra.

Nej, det ser ikke alt for godt ud, hvilket vel er generelt for hold på det niveau. Når kontrakterne udløber, så skal jeg også have nyt blod ind i staben.

Lækker blog.
Kan ikke få nok af italiensk prægede blogs ;)

Juli 2007:

Franco Veronesi lagde røret på, og smilede for sig selv. Han havde lige haft Gianni Andretti i røret. Den nye manager havde allerede sat gang i flere projekter og havde udvist stor handlekraft. Veronesi fornemmede lidt hvisken i krogene, men Andretti havde foreløbig levet op til alle formandens forventninger. Han var præcis det Mezzocorona havde brug for, hvis de skulle tage skridtet væk fra at være en landsbyklub.

Veronesi havde på den nye managers opfordring undersøgt muligheden for at etablere et fast samarbejde med en større klub. Treviso, Chievo Verona og Atalanta, havde været interesserede. Alle klubber, der var placeret i det nordlige Italien.

Andretti havde anbefalet Atalanta. Dels var det klubben, der til dagligt spillede på det højeste niveau, og samtidig var det altså også en klub, der gennem en årrække havde udmærket sig i udklækning af talenter. Derudover var deres tilskud også marginalt højere end de andre klubbers, så det var reelt det mest oplagte valg, og derfor havde Veronesi også besluttet sig for at følge Andrettis anbefaling.

Endvidere havde Andretti ansat to spejdere, som dels skulle finde nye spillere, men samtidig også komme med rapporter om kommende modstandere. Spejdernes evner var ret gode sammenlignet med andre hold i rækken.

[float=right](http://img368.imageshack.us/img368/3276/unavngivethj4.jpg)[/float]Andretti var i gang med at opgradere klubben til et mere professionelt foretagende, hvilket stemte fint overens med Veronesis ambitioner. Han ønskede, at Mezzocorona skulle være Trento-provinsens stolthed. Regionen manglede i den grad et hold, som kunne markere sig. Rivalerne fra byerne Trento (som provinsen var opkaldt efter) og Bolzano lå begge placeret i lavere rækker, til trods for at de to byers forudsætninger for at skabe noget var langt større end i Mezzocorona.

Det var kun Südtirol-Alto Adige, der pt. kunne måle sig med Mezzocorona. De to hold var Trento-provinsens repræsentanter i Serie C2, og regionen kunne ikke fremvise hold, der lå på et højere niveau end dette. Veronesi håbede, at man i de kommende sæsoner kunne give Alto Adige baghjul, og måske komme til at indtage en position som provinsens øjesten. Det krævede dog mere end bare gode resultater, idet hele Alto Adiges grundlag og setup var markant bedre end Mezzocoronas. Andretti lignede dog den rigtige mand. Indtil videre havde hans opførsel uden for banen bekræftet Veronesis formodninger. Gianni Andrettis manglende erfaring blev af de fleste betragtet som en svaghed, men Veronesi havde primært fokuseret på det positive i situationen. Dette kunne meget vel være Andrettis eneste chance, og derfor brændte han virkelig for at skabe noget. Han havde udvist præcis den handlekraft, som Veronesi havde forventet, og det fik bestyrelsesformanden til at læne sig tilbage i stolen med en veltilfreds mine.

Der var dog lang vej igen. Det var naturligvis altafgørende, at de sportslige resultater var på et acceptabelt niveau, og her var udsigterne endnu uklare. Andretti havde givet klart udtryk for sin taktiske plan, der efter Veronesi opfattelse var nøje gennemarbejdet. Systemet handlede basalt set om nogle få taktiske skabeloner, der hver for sig var tilpasset modstanderens styrke og angrebsivrighed. Dette betød, at man havde systematiseret valget af taktik, hvilket på tegnebrættet lød helt fint, men det kunne jo vise sig at være anderledes i praksis. Fodbold var alt andet end en forudsigelig sport.

Den første træningskamp var i morgen, og så ville Veronesi langsomt begynde at få afklaring på de ukendte faktorer, som stadig eksisterede. Nu skulle den nye manager bevise, at han var andet og mere end blot en teoretiker.

Det er virkeligt lækkert det du formår at skabe i den her blog. Uden de store grafiske udfoldelser og med et yderst simpel layout, får du det sammen med det skriftlige til at fungerer perfekt. Det skriftlige i denne blog skal fremhæves. Du skriver malende og utrolig godt, jeg vil sige dit niveau, indtil videre er et af sidens højeste skriftligt.

Klart det bedste jeg har læst på siden. Jeg gider ikke komme med en helt roman, for det klarer du godt selv, men vil bare sige, fortsæt - jeg glæder mig hvert fald til at læse videre. ;)

August 2007:

Giannis mave vendte sig. Han var helt tør i munden. Det var længe siden, han havde været så nervøs. Han stod nu overfor den første ligakamp. Optakten havde været en blandet fornøjelse. Han havde gjort meget ud af, at nedtone betydningen af resultaterne i træningskampene på forhånd, men nervøsiteten havde alligevel meldt sig, da man havde tabt den første kamp 4-1 til en lavere rangeret modstander. De bange anelser var taget til, da de efterfølgende træningskampe endte med smalle nederlag eller uafgjorte til trods for hjemmebanefordel. Den sidste træningskamp vendte dog op og ned på tingene, og Mezzocorona vandt hele 6-1 over Bassano Virtus.

Herefter havde det været Serie C-cuppen, der havde stået på programmet. Nærmere betegnet turneringens første to af minimum fire opgør. Den første kamp var den formodet sværeste mod gruppens Serie C1-mandskab Cittadella, men da dommeren fløjtede kampen af havde Mezzocorona vundet 4-2. En god og lovende debut. Den efterfølgende kamp mod Alto Adige, var dog kun endt 1-1, men det var stadig nok til, at Mezzocorona nu lå på en delt førsteplads. Kampene fungerede som en glimrende optakt til sæsonen. De var ikke ubetydelige, men som et Serie C2-mandskab, var det samtidigt også usandsynligt, at man skulle vinde trofæet. Derfor ville det ikke være den store skuffelse at ryge ud af turneringen. Alligevel stod der lidt på spil, og det var derfor en god forløber til den egentlige sæson.

Nu stod Gianni Andretti overfor ligadebuten.[float=right][img ]http://img292.imageshack.us/img292/574/unavngivetni4.jpg[/img][/float] Tilskuerpladserne var fyldt til randen. Det beskedne stadion kunne rumme 1.000 personer, og beskeden fra kontrollørerne lød, at der ville være så godt som udsolgt. Modstanderen var Pizzighettone. Temperaturen var eksploderet, og der kunne nu måles 29 grader på stadion. Sveden drev af Gianni forårsaget af lige dele varme og nervøsitet. Heden gjorde ham ikke bedre tilpas. Dommeren fløjtede kampen i gang, uden at Giannis indre uro aftog.

Der skulle dog ikke gå mere end 50 sekunder før Gianni kunne drage et lettelsens suk. Pizzighettone-forsvaret kludrede voldsomt i det bagerste geled, og lejesvenden Dal Bosco opsnappede bolden og sparkede den sikkert ind. Indstillingen havde fra start været offensiv, hvilket så ud til at fungere ganske udmærket.

Efter ca. et kvarters spil havde Mezzocorona fået tilkæmpet sig et hjørnespark. Dette betød at midterforsvareren Olivier N’Siabamfumu listede med op i feltet. Spilleren var kommet til klubben kort før sæsonstart, som en del af den nyetablerede aftale med Atalanta. Den mørke franskmand var et fysisk pragteksemplar med en stor entusiasme, der overstrålede alle andre spillere i truppen. Han var reelt for god til at spille Serie C2, og Mezzocorona havde naturligvis taget imod ham med kyshånd. Han havde givet det forholdsvis svage forsvar et kæmpe løft.

Hjørnesparket blev eksekveret. N’Siabamfumu sled sig fri af sine underlegne modstandere, og sendte et flot timet hovedstød ind bag Pizzighettone-målmanden. Et stort smil bredte sig på Giannis læber. Resten af halvlegen forløb planmæssigt uden, at der dog blev scoret yderligere.

I omklædningsrummet roste Gianni Andretti sine spillere. Han bad dem om at presse videre i håb om et tredje mål, der forhåbentlig kunne knække modstanderne.

Fra anden halvlegs start, var det dog tydeligt at Pizzighettone havde fået besked på at spille en tand mere offensivt. Desværre gav det udbytte allerede efter 2 minutter, og modstanderne reducerede.

Gianni beordrede sine folk frem af banen, for at genvinde kontrollen i kampen. Efter 58. minutter fik Dal Bosco en lang stikning, og kunne let score sit andet mål i kampen. Gianni knyttede næven og råbte til spillerne, at de skulle fortsætte presset. Målet var dog samtidigt medvirkende til at Pizzighettone nu satsede endnu mere offensivt, og 5 minutter senere formåede udeholdets Verona at reducere endnu en gang. Gianni mærkede ængstelsen i kroppen, men valgte at fortsætte med det offensive spil. Efter 87 minutter måtte han se i øjnene, at han i den grad havde disponeret forkert. Endnu en gang var det Pizzighettones Verona, der kunne strække armene i vejret. Og måltavlen viste 3-3. Gianni var helt fremme ved linjen og forsøgte at få gejsten op hos spillerne, men lige lidt hjalp det. De havde fået sig en kold dukkert, og formåede ikke at lægge ordentlig pres på modstanderne. Dommeren fløjtede kampen af, og Mezzocorona måtte dermed nøjes med en uafgjort.
[float=left](http://img295.imageshack.us/img295/2483/unavngivet2jf1.jpg)[/float]

Gianni gik i omklædningsrummet, og forsøgte at opmuntre spillerne. Man havde trods alt fået et enkelt point, og da den primære opgave var at undgå nedrykning, så var det ikke så skidt endda. Men da han forlod omklædningsrummet var det med bøjet hoved. Holdet havde skabt rigeligt med chancer, og havde reelt fortjent sejren. Desværre havde han ikke formået at træffe de rette taktiske beslutninger. Set i bakspejlet burde man nok være gået ud til anden halvleg med en mere defensiv indstilling og have forsøgt at spille kontraorienteret. I hvert fald burde man have gjort det efter scoringen til 3-1. Men Gianni havde været grådig. Grådig efter en storsejr i sin ligadebut. Og det havde kostet.

For helvede hvor er det godt!
Fast læser O0

Jo da, det er rigtig flot. Drop billederne helt, for man skal ikke bare have billeder, for at have billeder, man skal kun have billeder, hvis det hjælper, og i dette tilfælde gør det desværre ikke. Super flot skriftligt. :)

Meget uenig med Zulue. Hvis man fjerner billederne, vil man få læsningen til at virke mere tung at komme igennem. Og fedt med en blog, der ikke er proppet med grafisk lir! :)

Fuck en fed blog, undskyld mit sprog men man er optaget af den fra start til slu, og glæder mig til at du skriver videre

Jeg takker for roserne.


Som ZhotLog er inde på, så er billedernes primære funktion at bryde teksten lidt, og gøre det hele en anelse mere spiseligt. Du har selvfølgelig ret i, at billederne ikke bringer noget nyt til fortællingen som sådan. Jeg kunne naturligvis godt tænke mig at høre hvilke former for billeder, jeg i stedet skulle anvende? Eller hvordan de skal anvendes? Jeg er altid åben overfor gode input. Kan du uddybe din kommentar med nogle eksempler?

[img ]http://img292.imageshack.us/img292/574/unavngivetni4.jpg[/img]

Det her billede, synes jeg eksempelvis er rigtig dårligt.
Kvaliteten er dårlig, det forestiller et termometer med en underlig braggrund, og det er der, at jeg mener - jeg vil hellere undvære billedet - for det hjælper ikke min læsning - end at have billedet. Det kan godt være jeg er ene om, at have billeder, men kan du så ikke putte en ramme om dine billeder? Jeg er nemlig lidt ligeglad med størrelsen og sådan, men det hjælper da i hvert fald lidt. :)

Fair nok. Om et billede er godt eller skidt kan jo altid diskuteres. Men nej, det er ikke et fremragende billede. Det med rammerne er taget til efterretning. Ofte poster jeg dog fra arbejdet, hvor jeg ikke har noget foto-software, så der har jeg ikke mulighed for at lægge rammer på.

Har man ikke Paint på dit arbejde, for deri ved jeg i hvert fald, at man kan lave rammer. :)

Jo det har vi. Men hvis ikke det skal være på frihånd ved hjælp af at trække et rektangel, så ved jeg ikke lige hvordan. Jeg synes ikke der er voldsomt mange muligheder i Paint. Jeg ved ikke om det er fordi det er en ældre version (5.1).

September 2007:

Gianni Andretti var rasende på sig selv. Han havde begået sin anden fejl i sin rolle som manager, hvilket nu havde betydet exit fra Serie C-cuppen. På forhånd ville han ikke have betragtet dette som den store katastrofe, men som turneringen var forløbet indtil nu, var det alligevel en bitter pille at sluge. Efter 4 point i de første 2 kampe havde Mezzocorona bragt sig i en særdeles fordelagtig situation, da de efterfølgende havde lammetævet Bassano Virtus med 5-1. Modstanderne havde lagt fra land med 4-2-4 opstilling, hvilket havde betydet åbent hus i deres bagerste geledder. Dermed stod Mezzocorona før den sidste kamp med klart den bedste målscore, og manglede kun den sidste kamp mod Quinto, der på papiret var gruppens letteste modstander. Bookmakerne havde før kampen udpeget Mezzocorona til kæmpefavoritter og havde tildelt dem odds 1,07 på trods af udebane.

Gianni havde i optakten også sagt til spillerne, at dette var en kamp han forventede at vinde. Det havde været en fejl. En stor fejl. Spillerne havde tilsyneladende undervurderet de svage modstandere og kom ud til kampen med den forkerte attitude. De havde været på hælene, hvilket havde betydet at de efter 5 minutter kom bagud 1-0.

Resten af kampen var et langt pres mod Quintos mål, men der blev ikke scoret yderligere. Dette betød, at Mezzocorona endte med syv point. Gruppens andet Trento-hold Alto Adige var sluttet på otte point, og havde dermed kvalificeret sig til turneringens videre forløb. At det netop var Alto Adige, man sluttede bagved, var ikke med til at gøre tingene mere acceptable. På trods af at de to klubber ikke blev betragtet som deciderede rivaler, så kæmpede man alligevel om, at være Trento-provinsens stærkeste hold. Og her havde Alto Adige taget det første stik. Heldigvis var de to hold i samme liga, og slaget om Trento var derfor ikke tabt endnu.

Gianni var indebrændt. Han burde have advaret spillerne mod at tage for let på tingene. De burde have kørt Quinto midt over. Et enkelt point havde sågar været nok, da Mezzocoronas målscore før denne kamp sagde 10-3, hvilket var klart bedre end forfølgernes.

Franco Veronesi kom op og gav Gianni et klap på skulderen.
”Fodbold er en utaknemmelig sport.” Han lagde armen om Gianni. ”De her ærgerlige nederlag vil komme fra tid til anden. Det må man acceptere. Turneringen har trods alt vist, at vi godt kan spille fodbold. Op med humøret. Vi må videre. Det er ligaen, der er det vigtigste.”
Gianni prøvede at fremtvinge at lille smil. Veronesi havde naturligvis ret. Han måtte ikke lade sig slå ud af et enkelt skidt resultat. Han måtte fortsætte kampen for overlevelse i ligaen, og der var al mulig grund til at være optimistisk.

Pisse ærgerligt - kender det lidt for godt. Rigtig god update, og jeg synes det fungerer super uden billeder. :)

November 2007:

Det norditalienske klima var ikke altid en fornøjelse. Specielt ikke på denne tid af året. Her sidst i november havde det kølige vejr meldt sin ankomst. Temperaturen havde i løbet af eftermiddagen sneget sig ned på 3 graders frost. Det, der først var begyndt som slud, kom nu ned som sne. Det var sådan en dag, hvor man helst ville holde sig inden døre. Men Gianni ænsede ikke kulden. Og det lod heller ikke til, at Mezzocoronas fans havde problemer med at holde varmen. De dansede og sang fortsat til trods for, at dommeren havde fløjtet af for mere end 10 minutter siden. Gianni ville nyde dette øjeblik i fulde drag. Stadion var i ekstase. Eller det vil sige, ikke hele stadion. Tribunen bag det ene mål var tom. Det havde den været længe. Størstedelen af dem, der oprindeligt stod der, var gået allerede i pausen, og de få, der var blevet tilbage, var stille og roligt drysset af i løbet af anden halvleg.

Gianni drejede igen hovedet op mod måltavlen. Cifrene sagde: 8-1. Han fiskede sin mobil op af lommen og tog et billede med det indbyggede kamera. Bestyrelsesformanden Veronesi kom hen og lagde en arm om ham.
”Det er oplevelser som denne, der minder mig om, hvorfor jeg elsker denne sport. Mon ikke det her overbeviser de sidste tvivlere i bestyrelsen.” Veronesi grinede hæst og gik tilbage mod klubhuset.

Veronesi ramte som altid plet. Gianni kunne selv mærke det. Det var øjeblikke som dette, der gjorde alt sliddet værd. Ikke alene var 8-1 et historisk godt resultat for klubben. Men oven i hatten var det også rækkens anden Trento-repræsentant, Alto Adige, det gik ud over. Det kunne ikke blive meget bedre. Han tog en dyb indånding. Nærmest som om han forsøgte at inhalere oplevelsen og suge så meget af øjeblikket til sig som overhovedet muligt.

Gianni kom ind i omklædningsrummet. Humøret var naturligvis fantastisk. Et øjeblik overvejede Gianni at nedtone begejstringen og advare spillerne om den næste kamp, men han besluttede sig for at lade dem nyde dette øjeblik. Han bad om ordet.
”Fantastisk kamp gutter. En kanon præstation over hele linjen. Rigtig godt, at vi kan holde dampen oppe efter deres reducering til 2-1. Så skal vi da også lige sige tillykke til Lazzari med hattricket. Hvis alle mine indkøb kan præstere det i fremtiden, så er jeg godt tilfreds. Og så burde Dal Boscos brændte straffespark vel egentlig koste lidt til bødekassen. Men det kan vi vel nærmest ikke være bekendt, når manden ender med at score 5 mål.”

Der blev grinet højt og delt skulderklap og high fives ud blandt spillerne. Sejren medførte at Mezzocorona indtog en plads som nr. 8, og det løftede stemningen yderligere.

Det havde i den grad været angribernes aften. De havde stået for alle otte mål, hvilket glædede Gianni. Fra starten af sæsonen havde man været forholdsvis sårbar i forreste geled. Naturligvis havde man lejesvenden Dal Bosco, der var udset til at være en af holdets profiler. Derudover var det sparsomt, hvad holdet kunne byde på. Den 34-årige Spagnolli var i første omgang udset til at være Dal Boscos angrebsmakker, og partnerskabet var da også startet lovende. Desværre rendte Spagnolli ind i en forholdsvis alvorlig skade, der ville holde ham på bænken i 3-5 måneder. Alternativet var Raffaele Baido fra reserveholdet, som dog var et niveau eller to under. De resterende angribere var så godt som intet værd. Havde Gianni haft mulighed for at sælge dem, så havde han gjort det uden at tøve. Men det vrimlede ikke ligefrem med købere til den slags spillere.

Som konsekvens af den pressede situation, havde han valgt at købe Lazzari ubeset. Hans eneste indkøb indtil videre. En af klubbens spejdere var kommet med en hæderlig anbefaling. Lazzari var klubløs, og kunne derfor hentes omgående. Gianni havde besluttet at tage chancen. Det havde dog ikke været den bedste start for 24-årige Lazzari. Han var naturligvis blevet uskarp af at rende rundt uden klub, men Gianni besluttede at kaste ham direkte ind i start-11’eren med det samme. Han så ud til at have et udmærket antrit og alene det gjorde, at han formodentlig ville komme frem til en del chancer. Men ilddåben havde desværre den konsekvens, at Lazzari rendte ind i to skader hurtigt efter hinanden. Det var mindre skader, som kun medførte en enkelt kamps pause, men det betød alligevel, at Lazzari havde været forholdsvis længe om at nå noget, der bare mindede om kampform. Nu var han tilsyneladende ved at være der, og Gianni glædede sig til at se, hvor meget han ville udvikle sig. Det næste halve år ville vise, om denne spiller eventuelt havde mere i sig.

Hvad enten Lazzari ville blive en stor profil for holdet eller ej, så var det efterhånden på tide at forberede sig til januars transfervindue samt muligheden for at skrive forhåndskontrakter med spillere, der skulle forstærke klubben til næste sæson. Gianni fiskede mobilen op, hvorpå han ringede til en af spejderne og bad denne om at opdatere sin rapport om spillere, der kunne være interessante for Mezzocorona.

Jeg må faktisk tilstå, at dette er den eneste blog på siden, jeg som sådan gider at følge med i. Særdeles velskrevet, ikke for meget grafisk lir, spændende vinkel og meget interessant klubvalg holder gejsten i gang hos mig som læser.

Thumbs Up  O0

December 2007:

Gianni åbnede døren til sit beskedne hummer, der ikke just opmuntrede ham i hans nuværende situation. Han var taget hjem til Danmark for at hygge sig i julen med sin mor, men det havde langt fra været hyggeligt. Da han tog afsted var han ellers i et glimrende humør. Mezzocorona havde indtil nu præsteret bedre end forventet. En sejr over Nuorese på lillejuleaften og en plads som nr. 5 var langt bedre, end man på forhånd havde spået oprykkerne. At holdet efter godt halvdelen af sæsonen skulle blande sig i kampen om playoff-pladserne kom bag på alle. De fleste var dog klar over, at klubben pyntede sig med lånte fjer. Havde lejespillerne ikke været til stede, så havde situationen nok set meget anderledes ud. Det var tydeligt, at N’Siabamfumu fra Atalanta virkelig gav forsvaret et kæmpe løft. Og i angrebet var Dal Bosco (der var lånt i Vicenza) øverst på topscorerlisten. Endvidere blev det efterhånden også tydeligt for de fleste, at Lavrendi (lånt i Reggina) var en særdeles vigtig brik på den centrale midtbane. Gianni havde dog accepteret situationen, og så det nu som sin opgave at opbygge noget mere bæredygtigt på den lange bane. Allerede fra næste sæson ville det forhåbentlig være muligt, at reducere antallet af lånte spillere i truppen, og samtidig stadig være i stand til at holde et fornuftigt niveau på banen.

Hans fokus havde været 100% på fodbolden det sidste halve år, men da han kom hjem blev han konfronteret med det rod han havde efterladt.

Hans økonomi sejlede. Han var belånt til op over begge ører, og selvom han havde minimeret sine leveomkostninger, så var hyren som manager i Mezzocorona langt fra prangende, og han havde mere end svært ved at overholde afdragsbetingelserne. Eftersom han boede i Italien, havde han kunne holde kreditorerne fra dørene alene på grund af afstanden. Endvidere havde han foretaget låneomlægninger for at opnå afdragsfrihed. På den måde havde han formået at holde kreditorerne væk. Men nu gik den ikke længere. I juleferien blevet han orienteret om, at hans hus i Danmark røg på tvangsauktion. Et salg ville kunne lukke nogle huller, men langt fra dem alle.

Situationen gav ikke just anledning til optimisme, og han overvejede et kort øjeblik at søge hjem til Danmark og få sig et job, som gav lidt mere i lønningsposen. Måske kunne han redde stumperne på den måde. Men han kunne ikke opgive sin drøm. Ikke nu. Han måtte kæmpe videre. Han var overbevist om, at med gode sportslige resultater, kunne han skabe en karriere, som med tiden også ville blive langt mere lukrativ.

Han tog derfor hjem til Italien, og var mere målrettet end nogensinde før. Han skulle nok blive en stor manager.

En fantastisk dejlig og velskrevet blog.

Nå man læser om kampen (8-1) kan man jo sagtens forestille sig hvordan det er i omklædningsrummet efter kampen.


Jeg er fast læser O0

Januar 2008:

Gianni stod og betragtede dagens træningspas. Endnu engang fik han bekræftet sin mening om klubbens trænere. Assistenten Massimo Carli var en flink fyr, men hans trænerevner var for dårlige. Nærmest ikke eksisterende. Havde han så bare været god til at spotte talenter og vurdere spillernes evner, men det var desværre heller ikke tilfældet. Uheldigvis havde han været bundet på en forholdsvis lang kontrakt, som Gianni dog havde fået forhandlet ned, så den nu udløb i sommeren 2009. Kortere ville Carli ikke høre tale om, uagtet at han fik den størst mulige hyre. Tilsvarende gjorde sig gældende for trænerne. Gianni var overbevist om, at man kunne få bedre trænere for de samme penge. Igen var problemet dog kontrakterne. Gianni prøvede jævnligt at genforhandle, med havde kun haft begrænset succes.

Trænerne var et udmærket udtryk for, hvor klubben kom fra, og hvor langt man havde igen. Her var trænerne i virkeligheden det mindste problem. Det skulle Gianni nok få løst inden for et par år. Der var større problemer, som ville være en hæmsko på længere sigt.

Træningsfaciliteterne var tilstrækkelige for nu, men faciliteterne til ungdommen var af en væsentlig ringere standard. Til trods for at man havde et såkaldt akademi, så var de tilhørende faciliteter minimale. Disse burde opgraderes. Specielt da filosofien var, at man netop skulle satse på de unge. Men det kostede penge, og eftersom klubbens største indtjeningskilde pt. var tilskuerne, så ledte det automatisk tankerne videre til det næste problem. Klubbens stadion. Et hyggeligt og intimt sted, som dog kun kunne rumme 1.000 tilskuere. Pt. solgte klubben ca. 90% af alle billetter, og det var derfor langt fra utænkeligt, at der kunne sælges flere billetter til en række af sæsonens mere interessante kampe.

Stadionudvidelser var dog heller ikke gratis. Så man nærmere på klubbens økonomi, så kørte klubben med et månedligt resultat der oftest endte i et lille underskud. Og dette til trods for, at der var rigeligt med plads i lønbudgettet. Dermed var den eneste indtægtsmulighed spillersalg, hvilket i øjeblikket ikke var specielt relevant, idet halvdelen af holdet var besat af lejede spillere. Mezzocorona kunne ikke betragtes som et guldæg. En stadionudvidelse var derfor heller ikke i vente lige med det samme.

Men Gianni Andretti kunne sagtens indfinde sig med dette. Han glædede sig ligefrem over at kunne medvirke til at opbygge noget. Men han var udmærket godt klar over, at han i nogle tilfælde måtte sætte de sportslige ambitioner i baggrunden af hensyn til klubbens økonomiske velbefindende og den langsigtede eksistens. Men det var han parat til. Han havde hurtigt udviklet en stor kærlighed til byen, og til det smukke landskab, der omgav den. Det her var hans klub nu. Der skulle noget væsentligt større til at lokke ham væk.

Gianni blev revet ud af sine tanker, da mobilen ringede.
Det var Veronesi, der bekræftede at Andrea Tricarico havde underskrevet klubbens kontraktudspil.

Gianni gjorde for sig selv status for transfervinduet. Det netop modtagne telefonopringning betød, at man nu fik tilgang af en spiller allerede i januar. Beskedne £1K havde spilleren kostet, og i Giannis optik, var Tricarico langt mere værd. Der var tale om en spiller, der kunne spille både højre og venstre midt. Han kom fra Salernitana’s reservehold, og han var 24 år. Gianni var særdeles begejstret for, at man fik spilleren i hus. Endvidere havde transfervinduet mundet ud i forhåndskontrakter med en venstre back og en angriber. Backen Silva Fernandes var brasilianer og han var hentet i Chievo. Han var udset til at afløse Flavio Toccoli. Toccoli havde spillet så godt som alle kampe, og havde gjort det hæderligt. Men han havde begrænsninger i sit spil, og derudover havde han rundet 34 år. Den nye brasilianer var betydeligt stærkere fysisk, og Gianni glædede sig til at se ham i aktion.

Angriberen var blot 17 år og en af mange anbefalinger til angrebet i løbet af den sidste tid. Spejderen Maurizio Soave havde holdt godt øje med U-20 turneringen, og han havde anbefalet en del angribere. Alle dog med en moderat grad af talent, hvilket gjorde at der ikke var nogen helt oplagte kandidater. Gianni havde alligevel besluttet sig for at hente et af disse talenter. Nogle af spillere havde dog lidt for høje tanker om sig selv, og havde forholdsvis høje lønkrav, men til sidst lykkedes det at skrive under på en kontrakt med Christian Massella. Han skulle i første omgang indgå i talenttruppen, men Gianni regnede med at give ham en del chancer på førsteholdet.

Transfervinduet havde desværre ikke budt på forstærkninger til det centrale forsvar, hvilket sagtens kunne blive et problem. Gianni håbede dog på, at han i løbet af vinteren kunne finde en og meget gerne to forstærkninger til defensiven. Resten måtte man låne sig til.

Ingen spillere havde forladt klubben. Der havde været et par uinteressante bud på den unge Campagnolo. Alto Adige var kommet med det mest fornuftige bud, som var et tilbud om delejerskab på £75.000. Gianni havde forsøgt at presse citronen, men Alto Adige havde trukket følehornene til sig. Set i bakspejlet burde man måske have accepteret. Men Campagnolo var forholdsvis ombejlet, og Gianni følte sig sikker på, at klubben ville få flere bud på ham i fremtiden.

Resultatmæssigt var januar gået nogenlunde. En sejr og et nederlag havde medført, at man fastholdt placeringen som nr. 5, men der skulle kun en et par dårlige kampe til, før klubben ville glide ned i tabellen. Gianni var udmærket klar over, at holdet var forholdsvist sårbart, og forventede ikke umiddelbart, at de med sikkerhed kunne holde fast i placeringen. For øjeblikket nød han dog tilværelsen i klubben, der summede af glæde over de gode resultater, som klubben havde hentet indtil nu.

Klasse !!

Nice skrevet! Fængende og inspirerende. KIU

Februar 2008:

Gianni satte sig ned på stolen og smed mobilen fra sig. Han var forvirret og en anelse irriteret. For anden gang på blot 3 uger måtte han sige farvel til en spejder. Først havde Lecce hentet Maurizio Soave og nu havde Ascoli hentet Andrea Carini. Til gengæld havde klubben modtaget kompensationer på over £60.000, hvilket var særdeles kærkomment. Gianni vidste ikke om han skulle være glad eller utilfreds. På den ene side havde han mistet to kompetente medarbejdere, som i øjeblikket kun kunne erstattes af ikke nær så dygtige personer. På den anden side, så var de økonomiske kompensationer særdeles tiltrængte. Til trods for, at lønbudgettet blev overholdt, så var klubben desværre ikke i stand til at generere tilstrækkelig med indtjening til at køre med overskud. Det var i den grad bekymrende. Gianni havde valgt at skrive forholdsvis korte kontrakter med de nye spejdere. Han håbede, at disse kunne udskiftes til sommer. Enten med helt nyudklækkede spejdere eller med folk, der havde haft kontraktudløb.

Han tænkte tilbage på det udbytte han havde haft af disse spejdere. To nye spillere i truppen. Og to mere til sommer. Umiddelbart var han tilfreds med de to der var tilgået truppen. Lazzari havde gjort det nogenlunde og havde rundet de ti mål. Han havde sine begrænsninger og havde ikke udviklet sig helt så meget som håbet, men han havde stadig været en gevinst. Tricarico så til gengæld ud til at være et stærkt køb. Han var røget direkte i startopstillingen, og han havde ikke skuffet indtil videre.

Tabet af de to trænere gjorde Gianni opmærksom på et område af fodboldforretningen, som han ikke tidligere havde været overvejet. Handel med trænere og spejdere. Giannis filosofi var baseret på et forholdsvis stort fokus på trænerstaben, idet man efter hans opfattelse allerede havde et betragteligt forspring, hvis staben var af høj kvalitet. Men gode trænere og spejdere ville automatisk få andre klubbers opmærksomhed, og som følge heraf villle det være svært at bevare kontinuiteten på denne form for personale. Det var naturligvis en streg i regningen. I samme ombæring indså han dog, at det derfor var essentielt at identificere nøglemedarbejdere og binde dem op på længerevarende kontrakter. På den måde kunne klubben få den størst mulige kompensation, når nu situationen ikke kunne være anderledes. I øjeblikket var der dog ingen der var uundværlige. Faktisk regnede Gianni med at skifte størstedelen af trænerstaben ud i løbet af det næste halvandet år. Eventuelle nye ansatte skulle herefter gerne bindes op på lange kontrakter, såfremt de var interesserede heri.

I øjeblikket gik det dog udmærket til trods for Giannis mistillid til staben. Holdet leverede stadig fornuftige resultater, og Gianni kunne kun være tilfreds med sæsonens udvikling. Han frygtede dog, at holdet skulle kollapse hvert øjeblik, selvom der ikke havde været tydelige indikationer på, at dette skulle ske.

Resultaterne var stadig fine, og holdet lå og svingede mellem femte- og sjettepladsen og var således stadig med i kampen om en playoff-plads.

Gianni lænede sig frem og tog telefonen. Han skulle have fat i en ny spejder.

Fremragende blog O0

Jeg takker naturligvis for kommentarerne. Det er altid rart at vide, at der er nogen der læser med.

Marts 2008:

”… og alt i alt synes jeg, at det var et vellykket arrangement.” sluttede Veronesi af, og forlod omklædningsrummet. Gianni var tilbøjelig til at være enig med bestyrelsesformanden. Klubben havde netop overstået sin første fan-dag med en uafgjort mod rækkens nr. 2, Cuneo. Mezzocorona havde spillet en fin kamp, og der havde været masser af action. Desværre blev det kun til et 1-1-resultat, men mod rækkens pt. næstbedste hold, så var det alligevel ikke så ringe.

Gianni havde dog haft svært ved at forstå bevæggrunden for arrangementet. Dels havde klubben gennemsnitligt over 900 tilskuere til hver eneste kamp, og kapacitetsbegrænsningen på 1.000 tilskuere medførte, at det var tæt på udsolgt. Nu frasagde man sig pludselig en kamps indtægter, for at hente nogle få ekstra tilskuere. Den officielle udmelding lød på 999 tilskuere, hvilket reelt var udsolgt. Men havde man afholdt kampen som normalt, så havde man stadig nærmet sig dette tal, da der netop var tale om et tophold.

I Giannis optik havde der været langt mere fornuft i at lave arrangementet, når en bundprop kom på besøg. Dels ville man kunne hente forholdsmæssigt flere tilskuere, og derudover så var chancen for, at de forlod stadion med et positivt indtryk også større, når modstanderne var et ringere hold.

Til alt held kunne Mezzocorona matche Cuneo, og derfor kunne dagen betragtes som en succes, hvilket dulmede Giannis nerver.

Klubben indtog nu en position som nr. 5, med 9 kampe tilbage af sæsonen. Det så ud til, at de fire første pladser var besat af Pergocrema, Cuneo, Olbia og Pizzighettone, men der var stadig en playoff-plads tilbage, som det halsende kobbel af forfølgere jagtede. Gianni turde dog ikke håbe på for meget. Han vidste om nogen, hvor skrøbeligt holdet var. En skade til nøglespillerne N’Siabamfumu eller Dal Bosco ville efter al sandsynlighed give en voldsomt påvirkning af resultaterne. Indtil videre havde nøglespillerne heldigvis holdt sig fri af skader. Men ville de fortsat kunne gøre det? Truppen manglede bredde, og derfor var det i høj grad de samme spillere, der havde spillet. Ville de begynde at vise træthedstegn?

De måtte skrabe så mange point sammen som muligt, og playoff-plads eller ej, så lod det umiddelbart til, at sæsonen var en succes allerede på nuværende tidspunkt. Missionen havde været at holde klubben fri af nedrykning, og med mindre man tabte alle de resterende kampe, så ville den målsætning blive overholdt. Både Gianni og spillerne havde dog fået smag for livet i den bedste halvdel, og skulle man rende ind i en kæmpe nedtur, så ville alle nok sidde med en nedtrykt fornemmelse til trods for, at den oprindelige målsætning blev overholdt.

Gianni slog tanken fra sig. Der var ingen grund til at tage sorgerne på forskud. Han skulle bare nyde, at det gik holdet bedre end forventet.

Super spændende blog Johnson O0

April 2008:

Gianni stod med begge hænder løftet over hoveder. Et stort smil bredte sig på hans læber. Inde på banen kurede Luca Lazzari på maven over mod tilskuerne på den pjaskvåde bane. Regnen havde stået ned i tove hele kampen, og da det samtidig var 31 grader varmt havde det været en ulidelig kamp.

For både første og sidste gang i denne sæson havde Mezzocorona-holdet måtte begive sig nordpå. Modstanderen hed endnu en gang Alto Adige, og de var på forhånd udråbt til at være storfavoritter. I forhold til spil og chancer havde de også levet op til værdigheden, men Mezzocorona havde holdt Alto Adige på afstand, og hovedparten af afslutningerne var således kommet fra distancen.

Nicola Dal Bosco havde overraskende bragt gæsterne foran 1-0 kort inde i anden halvleg, men ca. 20 minutter før tid var udligningen en realitet.

Efter 90 minutter slap Dal Bosco igennem i højresiden på et Mezzocorona-kontraangreb. Han kiggede op og sendte bolden på tværs ind i feltet til Luca Lazzari, der blot skulle sætte foden på bolden. Angriberen svigtede ikke.

Gianni tørrede sveden af panden, hvilket egentlig var formålsløst, da han var gennemblødt af regnen. Han kiggede på uret. Han beordrede alle hjem. Nu skulle den her sejr køres hjem. Et par forsøg udefra var dog alt, hvad Alto Adige kunne præstere, og dommeren, Giorgio Lops, fløjtede kampen af.

Gianni knyttede næverne. Han havde nu formået at slå Alto Adige begge gange i ligaen og kunne nu erklære sig selv for kongen af Trento, Han stod med en selvtilfreds mine. Samtidig kunne han konstatere, at Mezzocorona nu havde 3 points forspring til Lumezzane på 6.pladsen. Holdet var nu pludselig i en højst fordelagtig position med 2 kampe tilbage. Begge var på hjemmebane, og en sejr i den ene af disse ville med al sandsynlighed give Mezzocorona 5.pladsen, da de havde bedre målscore end Lumezzane. Dette var afgørende, da de to hold var lige stærke indbyrdes. Og netop 5.pladsen var på det nærmeste magisk, da den lige akkurat gav adgang til playoff om oprykning.

I de to sidste kampe stod rækkens nr. otte og ti på programmet, men i den første var Mezzocoronas to stærkeste, Dal Bosco og N’Siabamfumu, ude med karantæne, og 3 andre spillere var i karantænefare.

De ville helt afgjort få deres sag for, men det var langt fra en umulig opgave. De var nu så tæt på en playoff-plads, at det ville være en stor skuffelse, hvis det hele missede.

Helt enig...

Jeg håber og tror på play-off :)

KUTGW

Maj 2008:

Gianni lukkede døren til omklædningsrummet. Roen sænkede sig.
”Sådan gutter. I har lige sikret klubben den bedste placering nogensinde. Hånden på hjertet. Hvor mange af jer havde regnet med en fjerdeplads inden denne sæson?”
Der blev ikke sagt et ord, men spillerne smilede stort til hinanden. Gianni fortsatte:
”Nu skal vi ud og spille playoff, men uanset hvordan det kommer til at gå, så husk det her øjeblik. Husk den her følelse. I kan være fuldt ud tilfredse med det har leveret. I har været en succes. Uanset udfaldet at de sidste kampe. Godt gået gutter.”

Omklædningsrummet brød ud i jubel. Gianni vendte rundt og gik ud af døren. Han var virkelig stolt. Der havde ikke været nogen slinger i valsen, og Mezzocorona havde vundet begge de to sidste opgør og var endda rykket op på 4.pladsen.

Udenfor ventede formanden Franco Veronesi. Han blinkede til Gianni.
”Godt gået, knægt.”
”Takker. Det ser ikke alt for nemt ud med de skader og karantæner, der er løbet ind her på det sidste. Om ikke andet, så får vi da en oplevelse ud af det.”
”Nu ingen forhåndsundskyldninger. Vi tager det som det kommer. Du har leveret mirakler før. Jeg tror på dig.” Veronesis mobil ringede, og han nikkede til Gianni, vendte sig og gik.

Det var stærke hold, de kunne møde, men hvis Gianni havde lært noget af denne sæson, så var det, at intet var givet på forhånd. Og hvis de skulle ryge ud, så var det heller ingen skade til. En sæson mere i Serie C2 var langt fra en katastrofe. På længere sigt ville det måske være det bedste. En oprykning ville i hvert fald være en ordentlig mundfuld. Men Gianni kunne ikke lade være med at drømme. Han forestillede sig avisoverskrifter, der hyldede ham som hjernen bag Mezzocoronas succes. Det kunne være helt fantastisk, hvis de kunne klemme sig igennem nåleøjet. Han troede på det. Det skulle han. Til trods for at det var hans største udfordring i klubben til dato.

Det er alt for spændende det her...

Jeg vil have mere nu!!   :P

Maj 2008:

Gianni kiggede først på sit ur og herefter på stadionuret. Han drejede hovedet og hans øjne fandt kampens dommer, der ligeledes kiggede på sit ur. Gianni lukkede øjnene, som var det et forsøg på at stoppe det, der nu ville ske. Dommerens fløjte gennemtrængte luften, og et jubelbrøl rejste sig på stadion. Han åbnede øjnene, kiggede en sidste gang på måltavlen, og lod blikket synke ned i græsset foran ham.

Mezzocoronas sæson var slut. Playoff-lodtrækningen havde medført et besøg hos et af de tre hold i rækken, der residerede på Sardinien. Nærmere betegnet Olbia. Den første kamp var gået dårligt for Gianni Andrettis tropper. De havde trods hjemmebanefordelen kun formået at spille 2-2. Holdet havde dog været langt bedre med i returopgøret, og de havde reelt fortjent sejren. Desværre kunne de bare ikke få prikket bolden over stregen, og kampen var således sluttet uden mål.

Nu stod Gianni her, langt væk hjemmefra, og prøvede at overbevise sig selv om, at det nok var bedst, at holdet tog en sæson mere i Serie C2. Holdet var på ingen måde rustet til en oprykning. Alligevel var det en meget trykket manager, der stod på sidelinjen. Specielt fordi 2. halvleg havde været et langt pres mod Olbia-målet. Han trak på skuldrene og missede med øjnene op mod solen. Nå, ja. I det mindste var det en dejlig dag.

Han begav sig ind på banen for at trøste spillerne, der var mindst lige så skuffede, som han var. Den første spiller, han fik fat i, var Michele Lestani.
”Det var så det, Michele. God kamp. Ærgerligt at du ikke kunne sige farvel til klubben med en sejr.”
Lestani fremtvang et lille smil. ”Tak for et godt år, boss. Og tak for, at jeg har fået muligheden for at prøve noget større.”
Gianni klappede Lestani på skulderen. Den stærke centerforsvarer havde spillet højre back i størstedelen af sæsonen, men til trods for, at det ikke havde været hans favoritposition, havde han alligevel tiltrukket en del opmærksomhed. Da hans krav til en ny kontrakt var forholdsvis høje og hans forhandlingsvillighed ikke var ret stor, havde Gianni valgt at acceptere et tilbud fra Cisco Roma. Det efterlod naturligvis et stort hul i truppen, men fra Giannis synspunkt var det den rigtige løsning. Det ville sandsynligvis redde Mezzocoronas økonomi i næste sæson og eliminere den begrænsede gæld, som klubben havde opbygget i denne sæson. Handlen fungerede som en afdragsordning, der skulle tilføre klubben i underkanten af £200.000. Der hvor guldet muligvis kunne ligge begravet, var i tilfælde af et videresalg. Her ville Mezzocorona have krav på halvdelen af overgangssummen, og Gianni håbede derfor meget på, at Lestani kunne blive en succes i Rom. Det kunne give lidt af den kapital, som klubben havde brug for til at udbygge stadion eller ungdomsfaciliteterne.

Dal Bosco kom sjoskende forbi, og Gianni gik hen og lagde en hånd om ham.
”Tak for hjælpen i denne sæson, Nicola. Så endte du sgu som rækkens topscorer. Det skal du huske at fortælle dem hjemme i Vicenza. Hvis ikke det giver lidt spilletid, så har de jord i hovedet.”
”He he, ja. Mon ikke man skulle få en enkelt kamp eller to. Og ellers er der jo andre muligheder.” Dal Bosco blinkede til Gianni.

Gianni tænkte ved sig selv, at Dal Bosco ville blive særdeles svær at undvære. Ja, det ville alle lånespillerne, men forhåbentlig kunne han nå at polstre truppen lidt mere inden næste sæson. Det ændrede dog ikke på, at man sandsynligvis var nødt til at låne 3-4 spillere, for at opnå en bare nogenlunde acceptabel bredde i truppen. Gianni havde dog besluttet sig for, at Mezzocoronas egne spillere skulle foretrækkes, medmindre de lånte spillere var markant bedre. Det var endnu for svært at forholde sig til, da han heller ikke vidste, hvad Atalanta ville sende op til dem i næste sæson.

Ærgeligt at oprykningen glippede.
En helt fantastisk fortælling. Jeg glæder mig til at høre mere...

Juni 2008:

Gianni sad og læste avisen. Sportssektionen indeholdt en opsummering af sæsonen. Et par af hans spillere havde fundet vej til årets hold. Luca Lazzari var blevet kåret til årets køb. Gianni smilede for sig selv. Lazzari havde i den grad været en impuls-signing. Men han kom gratis til klubben, hvilket havde gjort beslutningen lidt nemmere. Lazzari havde scoret 15 mål i 33 kampe, hvilket var hæderligt. Gianni var glad for, at han havde taget chancen med en klubløs spiller.

Han var til gengæld lidt skuffet over, at Mezzocorona ikke var blevet valgt som det hold, der havde overpræsteret mest. Den titel var til gengæld gået til Cuneo, og dette skulle nok ses i lyset af, at de vandt playoff-finalen.

Det bankede på ruden. Gianni vendte sig og så Olivier N’Siabamfumus mørke ansigt med det kridhvide smil. Han gik over og åbnede vinduet.
”Tak for nu, boss. Jeg smutter hjem til Atalanta. Tak for denne gang.”
”God tur, Olly. Jeg håber vi ses igen. Så længe det ikke er på hver sit hold.”
”Med al respekt,” sagde franskmanden smilende, ”så skulle det helst ikke blive her i Serie C2. Jeg håber at kunne spille på et højere niveau i næste sæson.”
”Du har helt sikkert evnerne til det, min ven. Bare klø på. Og tak for din indsats. Det var en fornøjelse.”
De to mænd gav hånd, og N’Siabamfumu gik over til sin bil. Gianni kastede et langt blik efter ham. De ville komme til at savne ham i næste sæson. Han havde om nogen båret forsvaret i denne sæson.

Gianni håbede, at den rutinerede Daniele Adani kunne udfylde lidt af hullet. Han skiftede efter kontraktudløb, og var med sine 34 år en garvet herre, som forhåbentlig kunne blive en af holdets støttepiller i de næste par sæsoner. Han kunne give centerforsvaret lidt ballast, og samtidig vandt Gianni lidt tid til at finde en mere langsigtet løsning. Gianni var allerede begyndt at glæde sig til at se de nye spillere i aktion.

Må ligesom Brodtgaard sige det var super ærgeligt du ikke fik dit mandskab op.
Dog hvis man kigger bort fra det, så er det fuldstændig fantastisk læsning!

KUTGW O0

Marts 2008:

Gianni kiggede på holdkortet foran sig. Han sad med en god fornemmelse. Start-11’eren så særdeles fornuftig ud. På mål havde han stadig Enrico Rossi Chauvenet. En ganske habil målmand, der sagtens kunne vise sig at være et fornuftigt salgsobjekt. På venstre back skulle nyindkøbet Silva Fernandez husere. En udmærket forstærkning, der sendte den aldrende Toccoli ud på bænken.

Midterforsvaret var splinternyt. 34-årige Daniele Adani skulle med sin rutine ind og stabilisere det bagerste geled. Trods den fremskredne alder havde Adani endnu et ganske højt niveau og var således en klar forstærkning. Endvidere var unge Perici hentet i Atalanta på en lejeaftale. Gianni overvejede at låne endnu en centerforsvarer, da truppen var særdeles smal på dette område.

På højrebacken havde man lånt Mauri i Atalanta. Han var udset til at skulle deles om pladsen med Luca Buonocunto, der sandsynligvis ville blive foretrukket, såfremt alle mand var klar. Buonocunto var i år blevet forfremmet til anfører. Gianni havde ellers været en anelse tilbageholdende med at ændre i truppens hierarki, velvidende at dette var et ganske følsomt og komplekst miljø. Men Buonocunto havde reelt fungeret som anfører i hele sidste sæson, da den tidligere anfører, Macchi, stort set ikke havde spillet i sidste sæson. Gianni havde derfor valgt at udnævne en ny anfører. Hele truppen havde reageret positivt på dette. Den eneste, der havde været utilfreds med udnævnelse var nyindkøbet Adani, der alene qua sin rutine var en værdig kandidat til posten. Adani mente ikke at en spiller, der kun var først i tyverne var klar til at bestride den opgave. Gianni havde været opmærksom på dette, og som han havde forklaret Adani, så ville han ikke give anførerhvervet til en helt ny mand.

I sæsonstarten vikarierede Buonocunto på midtbanens venstre side, da det normale førstevalg, Tricarico, var skadet. Tricarico var kommet til i vinterpausen i sidste sæson og havde gjort det ganske fornuftigt. Han lod til at være en forholdsvis solid spiller, der i denne sæson meget vel kunne udvikle sig til at være en af holdets bærende kræfter.

Den centrale midtbane var Gianni særdeles spændt på. Sidste sæson havde lejesvenden Lavrendi holdt godt sammen på midtbanen sammen med unge Campagnolo. I år havde Gianni besluttet sig for, at der ikke skulle lejes spillere til denne position. Campagnolo havde gjort god figur sidste år, og ville således igen komme til at spille en vigtig rolle på den centrale midtbane. Men Campagnolo var ikke den eneste lovende unge spiller. Dels havde man Squadrani, der primært havde figureret på reserveholdet samt Bandiera, der havde fået enkelte kampe i sidste sæson. Disse tre unge løver var udset til at skulle rotere på midtbanepladserne. Gianni glædede sig til at se, om de tre herrer kunne holde et tilstrækkeligt højt niveau, men han var umiddelbart fortrøstningsfuld. Han var klar over, at der var tale om et sats, da det trods alt var holdets motorrum, det handlede om. En lejespiller havde nok været den oplagte løsning for at sikre kvaliteten i det centrale. Gianni havde dog valgt at give klubbens egne spillere chancen. Nu skulle de have muligheden for at udvikle sig.

På højre kant var en ny spiller udset til at skulle gøre sin entre. Eller det vil sige, Piraccini var ikke helt ny forstået på den måde, at Mezzocorona også ejede ham sidste år. Men af uvisse årsager havde klubben valgt at leje ham ud til Caravaggese, hvor han havde været fast mand hele sidste sæson. Gianni glædede sig over at have den unge højre kant til sin rådighed i denne sæson.

På toppen stod Luca Lazzari klar sammen med nyindkøbet, den unge Christian Massella. Umiddelbart var det en position, hvor der nemt kunne opstå problemer. Derfor havde Gianni nu også forsøgt at låne en angriber i Atalanta, hvilket umiddelbart havde positive udsigter. Det ville i høj grad gavne truppen. Specielt fordi Massella ikke umiddelbart helt lignede det store talent som Gianni havde håbet på. I hvert fald krævede det en del mere arbejde, end Gianni havde forventet på forhånd.

Men overordnet set, så virkede det som en fornuftig trup, omend den var meget smal. En ting der sprang i øjnene, og som ærgrede Gianni meget, var manglen på helt grønne talenter af egen avl. Der var godt nok kommet et nyt kuld op på U-holdet, men der var desværre ikke det store at hente her. Det største talent var en målmand, som måske kunne ende med at være en middelmådig spiller engang i fremtiden. Men der var ikke den store udsigt til spilletid for ham på nuværende tidspunkt. Ellers så det ret tyndt ud, og Gianni måtte i stedet sætte sin lid til, at der dukkede et større talent op til næste sæson.

Generelt sad Gianni med en god fornemmelse i maven. Kunne Mezzocorona bare undgå alt for mange skader, så kunne det sagtens blive en ganske fornuftig sæson. Bookmakerne havde også lidt mere fidus til Mezzocorona i år, hvor de gav odds 11 på oprykning.. Det var naturligvis ikke nemt at skulle følge op på sidste års flotte fjerdeplads, men med en fornuftig start på sæsonen, så var det ikke utænkeligt, at holdet igen i år kunne blande sig i kampen om playoff-pladserne. Den officielle udmelding lød på en placering i den bedste halvdel, men personligt så Gianni gerne en top 5-placering. Han glædede sig til at komme i gang med sæsonen.

Jeg glæder mig også til den nye sæson :)

September 2008:

Gianni åbnede avisen for fjerde gang den morgen. Han bladrede om til sportssektionen og slog op på stillingen for Serie C2A. Et stort smil bredte sig atter engang på hans læber. På førstepladsen med lutter sejre i de fem første kampe tronede Mezzocorona. Han var pavestolt. En drømmestart på sæsonen. Endvidere havde holdet kvalificeret sig sikkert til næste runde af Serie C-cuppen. Det kunne ikke være bedre.

Der var ikke den store tvivl om, at holdet formodentlig ville sætte point til i mindst en af de to kommende kampe. Først skulle man møde nedrykkerne fra Lecco på udebane, der til trods for en lidt skidt sæsonstart havde en forholdsvis stærk trup, og de ville uden tvivl blive en stor mundfuld.

Herefter skulle man møde Alto Adige, ligeledes på udebane, og de så meget stærke ud i denne sæson. De havde købt særdeles fornuftigt ind og lå derfor også lige i hælene på Mezzocorona. Det kunne naturligvis betragtes som et skår i glæden, når nu det lige præcis var det hold, Gianni ønskede at slå allermest. Alto Adige blev af mange betegnet som en af favoritterne til at snuppe en oprykningsplads, og det ville i den grad komme i karambolage med Giannis planer om at gøre Mezzocorona til Trentos bedste hold. Nu kunne de selvfølgelig bare snuppe alle 3 point i den kommende kamp og dermed irritere Alto Adige lidt, men det ville blive mere end almindeligt svært. De to hold havde allerede stået overfor hinanden en gang i Serie C-cuppen, hvor Mezzocorona godt nok havde trukket det længste strå. Men det have langt fra været en overbevisende præstation, og Gianni havde i den grad fået respekt for holdet fra det sydlige Tyrol, som da også kun havde smidt 2 point i de første 5 kampe.

Men for nu ville Gianni bare nyde synet af tabellen. Han kiggede ned i avisen igen. Fem kampe, fem sejre. Og holdets navn var fremhævet med fed skrift. Han var godt klar over, at førstepladsen kun var til låns, men det ødelagde nu ikke Giannis humør. Dels kunne en god start sikre den nødvendige ballast og give ro på holdet. Dels fik man nu også mulighed for at profilere sig overfor omverdenen. Især i forhold til potentielle sponsorer og spillere.

Gianni følte, at han havde været en succes indtil videre, og set i bakspejlet burde han næsten have forlangt en lønforhøjelse, da klubben havde givet ham en ny 2-årig i løbet af sommeren. Han var dog også klar over, at det hele lige så hurtigt kunne vende igen, og hvis han udviste for stor grådighed, så ville han sikkert også have kortere snor i fremtiden. Han måtte holde benene på jorden. Det var nøjagtigt det samme, som han havde tænkt sig at sige til sine spillere. Der resterede stadig 29 kampe, og der var ingen grund til at føle sig sikker. Alligevel lod Gianni blikket glide ned på stillingen igen. Det var nu et dejligt syn.

Oktober 2008:

”Raffaele! Varm op. Du kommer ind efter pausen i stedet for Massella.” Raffaele Baido blev revet ud af sine egne tanker. Som altid sad han bare på sin plads på bænken og fulgte med i kampen, der indtil nu ikke havde været prangede. 1-1 hjemme mod Casale, der var et oprykkerhold med hæderlige præstationer i sæsonen indtil nu.

Det ville være en kraftig overdrivelse at sige, at denne besked fra manageren var noget Baido havde hørt ofte. Han havde været fast inventar på bænken. Dette skyldtes formodentlig primært, at han var en forholdsvis alsidig spiller, og han derfor var en god mand at have som reserve. Han kunne dække alle pladser på midtbanen og i angrebet. Hans foretrukne position var dog i angrebet.

I sidste sæson havde han spillet 18 kampe, men det var dog stort set alle som indskifter, og han havde ikke formået at score et eneste mål. I denne sæson var det kun blevet til 20 minutter fordelt på 2 kampe. Men han havde ikke brokket sig. Fejlen var primært hans egen. Han havde ikke formået at gribe chancen, når den var der. Han havde forholdt sig tålmodigt afventende, idet han vidste, at han sandsynligvis ville få chancen igen. Han var også udmærket godt klar over, at som truppen så ud lige nu, så var det nogle stærkere spillere han var oppe i mod. Derfor havde han heller ikke ytret utilfredshed med bænketjansen, selvom han ikke havde fået nær så meget spilletid i år, som han havde regnet med. Det var klart, at Luca Lazzari og lejesvenden Rota var førstevalg til de to pladser. Desværre havde manageren foretrukket nyindkøbet Christian Massella som tredjevalg, selvom Baido følte, at han selv var fuldt ud på højde med den nye spiller. Men det var nok de 5-6 års forskel, der gjorde at Massella blev foretrukket, da han derfor kunne betragtes som fremtidens mand.

Nu fik Baido endelig chancen. Massella var blevet småskadet, og træneren valgte åbenbart den sikre løsning. Baido var nødt til at levere en god præstation. Tiden var snart ved at løbe ud for ham. Han havde kontraktudløb ved udgangen af denne sæson. De spillere, der skulle satses på, havde allerede forlænget kontrakterne. Baido havde ikke fået noget udspil. Manageren havde spillet med åbne kort. Han havde fortalt, at Baido pt. var backup, og en eventuelt kontraktforlængelse var afhængig af, hvilke spillere, der kunne hentes til næste sæson. Forlængelse ville således først blive diskuteret til sommer for hans vedkommende.

Spillerne kom ud til anden halvleg. Baido var klar. Det var nu det gjaldt. En god præstation kunne måske bringe ham tættere på holdet og måske endda en kontraktforlængelse. Alternativt kunne han måske gøre sig interessant for andre klubber. Andretti kom hen og spurgte om han var i tvivl, om hvad hans opgaver gik ud på. Baido rystede på hovedet.
”Godt. Smut så ind og scor et par pinde, så vi kan holde fast i førstepladsen. Vi skal vinde den her.” Gianni dunkede Baido i ryggen og løb ud til bænken.

Baido stod og trippede. Han kunne mærke grønsværen under sine fødder. Pludselig blev han opmærksom på, hvor meget han havde savnet intensiteten på banen samt opmærksomheden og tilråbene fra tilskuerne. Han prikkede bolden til Rota. Anden halvleg var i gang.

Baido følte sig oplagt og godt tilpas og fandt sig hurtigt til rette i det forreste geled. Mezzocorona fik hurtigt etableret et fornuftigt pres.

Baido lagde sig op ved siden af sin direkte modstander og forsøgte at finde ud af, hvad han havde med at gøre. Han så til mens holdkammeraten Bandiera lagde bolden ud til venstrekantsspilleren Tricarico lige uden for hjørnet af straffesparksfeltet. Forsvarerne blev trykket lidt længere tilbage og Baido fulgte med, alt imens at han sikrede sig ikke at løbe offside. Tricarico blev lukket ned af to spillere og lagde derfor bolden tilbage langs sidelinjen til backen Silva Fernandes. Brasilianeren tog et enkelt træk frem i banen, ventede et øjeblik, og sendte derpå bolden ind mod feltet. Baido rykkede hurtigt frem, og fik presset sig foran sin oppasser. Lige på den anden side af straffesparkspletten satte han af og sprang til vejrs. Han traf bolden med hovedet, og forsøgte at sende bolden over imod venstre side af målet. Målmanden blev fanget på det forkerte ben og var chanceløs. Bolden fortsatte ind i netmaskerne.

Baido brølede højt og strakte begge sine arme over hovedet. Han løb ud mod tilskuerne, der pressede sig ned mod banderne, og kontrollørerne kæmpede for at holde dem tilbage. Hele hans krop dirrede. Den her følelse havde han i den grad savnet.

Målet gav Baido et selvtillidsboost. Han følte sig hjemme på banen og gik godt med i spillet, selvom hans kampform var svækket.

Casales målmand slog bolden i jorden og sendte et langt spark frem. Der var dog ingen af hans medspillere i nærheden, og Mezzocoronas Buonocunto kunne ubesværet tage bolden ned. Efter at have varmet bolden lidt sendte han den ind til centerforsvareren Adani. Han puffede bolden frem til Bandiera, der kom ham i møde for at gøre sig spilbar. Midtbanespilleren kunne uden problemer vende sig om. Hans placering omkring midterlinjen medførte, at modstanderne stadig afventede situationen.

”Nu!” hviskede Baido til sig selv og starte med et hurtigt ryk sit løb tilbage mod Bandiera, der lagde bolden frem mod ham. Han modtog den midt på modstandernes banehalvdel og vente rundt. Imod ham kom både modstandernes højre back, der var kommet lidt på afveje, samt den midterforsvarer som egentlig havde til opgave at markere Baido. Han lagde hurtigt bolden tilbage til Bandiera, som også havde opfattet backens dårlige placeringsevne. Han sendte med det samme en aflevering ud i rummet, hvor backen skulle have været. Andrea Tricarico løb frem mod bolden med modstandernes højre kant forgæves halsende efter sig i et forsøg på, at lukke det hul backen havde efterladt.

Tricarico trak ind i feltet. Baidos oppasser og backen var nået tilbage og skærmede nu målet af for Tricarico. Han driblede derfor på tværs af banen for at søge efter en åbning. Baido havde, mens han atter løb frem, opdaget, at han ikke var blevet samlet op af en anden spiller. Hans direkte modstanders og backens opmærksomhed var på boldholderen. Da flere af de andre modstandere var trukket hjem, opstod der pludselig et smalt område på bag de to forvirrede Casale-forsvarere, da de begge rykkede en anelse frem for at skærme af for Tricarico. Baido bevægede sig hurtigt ind bag de to, mens Tricarico samtidig prikkede bolden lige ned i hullet til ham. Han stod nu med overraskende meget plads ca. otte meter fra målet. Han vendte sig hurtigt om, kiggede op, og sendte et fladt spark af sted mod den nærmeste stolpe. Målmanden nåede ikke at reagere. Han var tilsyneladende lige så overrasket over, at der pludselig stod en fuldstændig umarkeret mand så tæt på mål. Netmaskerne blafrede, og Baido løb ud mod hjørneflaget med et stort smil på læberne.

Resten af kampen var en fryd for Baido. Han havde endnu et par gode forsøg og lagde nogle gode afleveringer til sine medspillere. Holdet fik også en fjerde scoring, da holdkammeraten Rota satte pandebrasken på et hjørnespark, og fra da af kunne de bare nyde resten af kampen. Casale var knækket, og Mezzocorona-spillerne fik lov til at spille bolden rundt som det passede dem, uden at det dog blev til flere scoringer.

Dommerens fløjte indikerede, at de 90 minutter var gået. Baido rakte armene i vejret. Han var et stort smil. Han gik ned mod omklædningsrummet og modtog masser af skulderklap fra medspillere og fans.

Han satte sig ned på sin plads og ventede på managerens kommentar til kampen. Gianni Andretti gik ind i midten af omklædningsrummet, og roen sænkede sig.
”Kanon anden halvleg gutter. Lige efter bogen. Det viser karakterstyrke, at vi kan hive os selv op på den måde.” Han vendte sig om mod Baido og pegede på ham. ”Raffaele demonstrerede en særdeles vigtig ting i dag. Han viste, hvor vigtigt det er, at være 100% klar når man kommer på banen. En indskiftning bliver ofte taget for at tilføje noget nyt til kampen. For at vende tingene på hovedet. Og det gjorde Raffaele i dag. Han har en stor andel i dagens resultat. Selvom man ikke starter på banen, så er man stadig en meget vigtig del af holdet, og det skal man vise. Bare ind og give den alt, hvad den kan trække. Godt gået, Raffaele.”

Baido så forlegent ned i gulvet. Det var første gang, at han var blevet fremhævet på den måde. Han håbede, at dagens præstation ville bringe ham et lille trin op i hierarkiet. Om ikke over den unge Massella så i det mindste på niveau med ham.

KLASSE !!

Fremragende fortalt, og god historie O0

November 2008:

Luca Lazzari tøffede ud efter avisen i morgenkåbe og sutsko. Solen skinnede fra en skyfri himmel, men den kunne trods alt kun lige akkurat skubbe temperaturen over frysepunktet. Her i slutningen af november skulle man kigge langt efter noget der bare mindede om varme. Ikke desto mindre var det en dejlig morgen, hvilket primært skyldtes den foregående dag. Mezzocorona havde haft en forholdsvis hård periode, hvor man i 4 kampe i træk ikke havde formået at hente en sejr. Dette havde været uvant for holdet i denne sæson, hvor tingene stort set havde flasket sig, og man havde ligget på 1.pladsen i en længere periode. Nu var holdet desværre blevet overhalet af Alto Adige og måtte se sig henvist til andenpladsen.

Rent personligt havde den sidste tid for Lazzari også været forholdsvis svær. Igen i år havde efteråret været præget af skadesproblemer, og han havde efterfølgende haft lidt svært ved at finde niveauet, da han først kom tilbage. Det var der også andre der havde fået øje på, og en artikel i lokalavisen havde påpeget, at han ikke havde scoret i mere end ti timer. Manageren havde dog alligevel vist ham tillid, og givet ham tid til at komme sig over skaden uden dog at forcere noget. Yderligere 3 kampe gik uden Lazzari formåede at score, men alligevel holdt manageren fast i opbakningen. I onsdags vendte bøtten endelig. Lazzari fik scoret sit første mål siden slutning af august. Han havde følt en stor lettelse. Desværre havde det ikke været nok. Kampen var endt 1-1, hvilket nagede ham lidt. Dels fordi der var tale om ottendedelsfinalerne i Serie C-cuppen, og et godt udgangspunkt til returkampen var ret vigtigt. Derudover havde han også fået et mål annulleret 3 minutter før tid. Men under alle omstændigheder havde han atter fået scoret, hvilket fjernede et enormt pres fra hans skuldre.

Han havde da også fået genvalg til den efterfølgende ligakamp, nemlig gårsdagens hjemmebanekamp mod Torres. Han havde spillet sin bedste kamp længe. Med de to første scoringer i holdets 3-0-sejr, havde han været en afgørende faktor.

Lazzari missede med øjnene op mod solen, smilede for sig selv og gik herefter atter indenfor. Med et stykke brød og en kop kaffe satte han sig ned ved bordet med avisen. Han bladrede om til sportssektionen. Han nærlæste kampreferatet og genkaldte sig de to mål samt det tredje som Baido havde stået for. Efterfølgende havde en journalist interviewet manager Gianni Andretti. Journalisten havde generelt værende rosende overfor Lazzari, og manageren havde også fremhævet Lazzari som dagens bedste præstation. Men han havde samtidig også manet til ro ved at sige, at angriberen skulle holde begge ben på jorden og fortsat arbejde med sit spil. Lazzari havde lige overstået en længere scoringstørke, og han var glad for at manageren ikke lagde yderligere pres på ham.

På næste side var Lazzari til sin egen overraskelse igen nævnt. Denne gang var det dog en mindre fokusartikel, der tog udgangspunkt i hans præstation i gårsdagens kamp, men også havde en række referencer til sidste sæson, hvor han blev kåret til sæsonens bedste signing. Til sidst i artiklen, havde avisen spurgt Zanoncelli, der var manager for den kommende modstander, Pizzighettone, om Lazzari. Han udtalte, at man betragtede Lazzari som den største trussel i det kommende returopgør i Serie C-cuppen. Lazzari følte sig i første omgang smigret af omtalen, men blev også en anelse irriteret over dette fokus, som alt andet lige ville gøre hans opgave sværere. Samtidig blev forventningerne til ham også skruet en smule op, selvom hans manager havde forsøgt at nedtone dem.

Lazzari nippede til sin kaffe og bladrede om for at se stillingen. Mezzocorona holdt fast i andenpladsen. De havde på nuværende tidspunkt 3 point op til Alto Adige, som havde vist stor styrke i denne sæson. Lazzari fik dog alligevel en varm følelse i kroppen af at se holdet helt med fremme i toppen.

Januar 2009:

Paolo Moretti blev revet ud af sin søvn af vækkeurets hysteriske vrælen. Uden at åbne øjnene fandt hans hånd snooze-knappen, og der faldt atter ro over den lille lejlighed. Skaden var dog sket. Paolo blev opmærksom på, hvor meget hans hoved dunkede. Hans mund var tør som sandpapir og hans hals var øm. Følelsen var dog ikke ukendt for ham. Langt fra faktisk. I det sidste halvandet år havde mandag morgen næsten altid budt på denne fornemmelse. Årsagen var dog altid den samme. A.C. Mezzocorona. Paolo Moretti var formand i fanklubben, og i går havde gutterne vundet 2-1 over Pro Sesto, hvilket plantede dem på en øjeblikkelig 2.plads. Og som altid skulle en sejr naturligvis fejres. Ja, nogle gange blev det da også til lidt gravøl, når holdet tabte eller spillede uafgjort. Og hvis det var på udebane, så blev hjemturen altid brugt til at fugte ganen. Når nu man sad der alligevel.

De sidste par år havde været en lang optur, hvilket også havde givet en langt mere festlig stemning blandt klubbens fans. Det hele startede med oprykningen fra Serie D. Herefter fulgte 07/08-sæsonen, der meget overraskende udmøntede sig i en play-off-plads. Og nu denne sæson, der muligvis ville ende på samme måde. Klubben havde lynhurtigt tilpasset sig niveauet i Serie C2. Paolo havde i første omgang været lidt skeptisk, da klubben ansatte en manager uden nogen som helst form for praktisk ballast. Men resultaterne kunne man ikke tillade sig at klage over. I hvert fald var det i de sidste sæsoner gået bedre, end man på forhånd kunne have forventet.

Paolo kunne ikke lade være med at ligge i sengen og lade tankerne flyde. Han glemte for en stund hovedpinen. Mezzocorona. Oprykkere. Det ville være stort. Nye spændende hold på besøg. Nye udfordringer. Han så sig selv stående med en megafon. Syngende af sine lungers fulde kraft sammen med resten af tribunen. Han levede og åndende for disse øjeblikke. Ugen og arbejdsdagene kunne ikke gå hurtigt nok. Han gik kun rundt og ventede på, at det skulle blive weekend. Hans liv på tribunen havde en nærmest narkotisk virkning. Han måtte have sit fix. Sommerpausen var et langt dårligt trip. En påtvunget kold tyrker, hvor hans abstinenser åd ham op indefra. Til gengæld var det en tilsvarende stor rus, når han atter stod på tribunen til sæsonstarten.

Den skrigende alarm rev ham tilbage til virkeligheden. Han satte sig op og slukkede uret. Han rejste sig op, men hans dunkende hoved tvang ham til at sætte sig ned med det samme. Med sammenknebne øjne rejste han sig ganske langsom op igen og stavrede foroverbøjet ud til døren, hvor han hentede dagens avis.

Han slog direkte op i sportssektionen. Han skimmede referatet af gårsdagens kamp og genkaldte sig højdepunkterne. Nedrykkerhold var ofte svære at spille imod. Dette skyldtes efter Paolos mening, at deres trupper som regel var ret stærke, men samtidig var holdmoralen meget skrøbelig. Derfor var disse hold ofte ret uberegnelige. Selve kampen var ikke startet voldsomt godt, da en Pro Sesto-angriber var trængt igennem og havde scoret allerede efter 2 minutter. Mezzocorona havde kæmpet for at komme tilbage i kampen, men det havde ikke været specielt effektivt. Først efter 74 minutters spil var der bid. Mezzocorona havde fået frispark på kanten af modstandernes straffesparksfelt. Piraccini puffede bolden en anelse til siden, hvorefter Buonocunto sendte bolden i maskerne. Ti minutter senere modtog Raffaele Baido en stikning i feltet, og sendte bolden sikkert ind bag Pro Sesto-målmanden. En stor forløsning for Paolo og hans kammerater på lægterne.

Avisen havde kåret Buonocunto til kampens spiller. Et fornuftigt valg i Paolos optik. Anføreren havde haft en fin sæson til trods for, at han primært var blevet brugt som højre back fremfor venstre midt, som ellers var hans favoritplads.

Han skimmede resten af sportssektionen. Transfervinduet lukkede om en uge. Der havde været relativt stille omkring holdet. Forstærkninger af holdet var et absolut must, såfremt man skulle føre holdet til et højere niveau. Det her hold ville efter al sandsynlighed ikke kunne klare sig i Serie C1. Det eneste indkøb, der var blevet annonceret var Nicoló Rossetti, som dog først ankom til sommer. Gianni Andretti havde efter sigende jagtet den 23-årige angriber i lang tid. Han havde udtalt, at det var den første spiller, han fik i kikkerten efter sin ankomst til Italien, og at det efterfølgende var blevet en slags besættelse at få ham til klubben. Han havde tidligere slået sine folder i Pontedera, der var et lavere rangeret hold. Paolo var ikke umiddelbart imponeret, men manageren havde tidligere ageret på en forholdsvis overbevisende måde på transfermarkedet, så der var alligevel en vis spænding omkring denne nye spiller.

Manageren havde endvidere udtalt, at de andre spillere, som indtil videre havde været i søgelyset, ikke kunne hentes, da klubbens midler til lønninger lå et godt stykke under, hvad ønskespillerne forlangte.

Paolo var lidt skuffet over, at det ikke var blevet til mere. Han trøstede sig med, at det var blevet meldt ud, at eftersøgningen ville fortsætte i løbet af vinteren, og at man håbede at kunne præsentere flere tilgange i form af spillere med kontraktudløb til sommer.

Derudover var Paolo også godt tilfreds med, at klubben havde formået at holde fast i sine spillere. Der skulle efter sigende have været bud på delejerskab af Campagnolo og Piraccini. Derudover havde der været et reelt bud på venstrebacken Silva Fernandes. Ingen af tilbuddene havde dog været attraktive nok, og handlerne var derfor løbet ud i sandet.

Paolo kiggede på uret. Tiden var rendt fra ham som sædvanlig. Endnu en gang vankede der sandsynligvis en skideballe fra chefen. Der skulle dog langt mere til at ødelægge Paolos humør i dag. Han snuppede sin jakke og løb ud gennem hoveddøren.

Fantastisk skrevet. Virkelig en fornøjelse at følge med i din blog!

KIU!!  O0

Februar 2009:

Gianni sparkede en vandflaske ca. 20 meter op ad sidelinjen. Han kogte indvendig. Han vendte ryggen til banen og kiggede op mod Monte di Mezzocorona. Dolomitterne var denne søndag dækket af en tyk tåge, og i stedet for de majestætiske tinder så Gianni blot en ensartet grålig grød. Han trak vejret dybt ned i lungerne i et forsøg på at genvinde sin selvkontrol. Han pustede langsomt ud og vendte derpå rundt og klappede spillerne på skulderen, da de gik forbi ham på vej mod omklædningsrummet. Da spillerne var forsvundet sank han tilbage i sin ærgrelse.

Isoleret set så var 0-0 mod rækkens nr. 2 langtfra uacceptabelt. Heller ikke selvom man selv lå nr. 3. Problemet var, at det var Alto Adige, der havde været på besøg. Dels var det netop det hold, som Gianni allerhelst ville slå. Og dels var det et af de hold, som Mezzocorona kæmpede med om oprykning. En sejr havde lunet rigtig meget. Men det var kun blevet til et enkelt point. Mezzocorona forblev på 3.pladsen med to point op til Alto Adige og Pro Vercelli. Derudover var man nu dårligst set over begge opgør mod Alto Adige, hvilket betød at i tilfælde af pointlighed, så ville Mezzocorona blive sorteper.

Denne kamp var også kulminationen på et længere tids forløb. De 3 foregående kampe havde kun resulteret i 1 point, hvilket havde påvirket Giannis humør kraftigt. Mezzocorona havde lagt ud i ligaen som lyn og torden, men var blevet stødt fra rækkens førsteplads i løbet af efteråret. Hver eneste gang holdet havde haft muligheden for at komme i spidsen igen, så var det hele glippet. Det irriterede Gianni, at han ikke havde helt den samme trup rent kvalitetsmæssigt som Alto Adige, Pro Vercelli og flere andre hold i ligaen.

Selve dagens kamp havde været forholdsvis lige, men Mezzocorona havde meget symptomatisk lige manglet det sidste for at kunne sætte sig på kampen. En situation fra kampen, som beskrev det hele ganske godt, var Baidos afbrænder i 89. minut. Han afdribler fint målmanden, og sparker mod fjerneste stolpe i et helt frit mål. Han ender dog med at sende bolden flere meter ved siden af målet. Lige ved og næsten. Godt gået, men ikke godt nok. Det irriterede Gianni, at holdet rent niveaumæssigt ikke havde bare anelse mere at byde på. Hele setup’et omkring klubben var også betydeligt ringere. Mindre stadion, dårligere økonomi, dårligere faciliteter. Han følte, at han havde et kæmpe bjerg, der skulle bestiges. Og lige nu følte han ikke engang, at han kunne finde bjerget. Det var forsvundet i tågen. Præcis som Monte di Mezzocorona.

Han vidste naturligvis godt inderst inde, at det her nu engang var hans lod, og selvfølgelig følte han en form for stolthed, når han så tilbage på sine hidtidige resultater med klubben både i denne og i sidste sæson. Men hans stræben efter at blive den bedste prægede ham dybt, og det var en evig kilde til uro i hans sind.

Gianni rettede ryggen. Han tørrede den sørgmodige mine af sit ansigt. Nu måtte han ned til spillerne, og overbevise dem om, at de havde gjort en fornuftig indsats, at sæsonen langt fra var slut, og at Mezzocorona langt fra var ude af kampen om den direkte oprykning.

Fantastisk fortælling - denne blog får da slet ikke den opmærksomhed den fortjener.

KUTGW

Syntes nøjagtig det samme.  :-\


Virkelig godt skrevet igen -Johnson-  :c:

Jeg takker for de rosende ord. Så længe man ved, at der er et par stykker som læser med, så gør det mig ikke det store, at bloggen ikke bliver oversprøjtet med kommentarer.

Jeg har lige haft lidt tid paa arbejde til at stene (ja, jeg laver ikke ret meget), og har derfor laest din blog, Johnson. Det er glimrende laesning, og jeg er underholdt hele vejen igennem. Fortsaet.

Maj 2009:

Pro Sesto-manager Pietro Carmignani begravede sit hoved i hænderne, mens han masserede sine tindinger. Det, der lige var sket, oversteg hans fatteevne. Ovenpå en ganske god sæson havde hans hold kvalificeret sig til oprykningsspillet. Eftersom Pro Sesto rykkede ned til Serie C2 sidste år, så var det hans opgave at føre holdet tilbage til Serie C1 med det samme. Den direkte oprykning var dog glippet. Den havde Alto Adige sat sig på. De havde været rækkens bedste hold og var fortjente oprykkere. Pro Sesto havde dog stadig en god mulighed for at avancere via oprykningsspillet.

I playoff-semifinalerne skulle Pro Sesto møde Mezzocorona, der meget overraskende var blevet rækkens nr. 2. Carmignani havde svært ved at forstå, hvordan et mandskab, der på papiret ikke var noget særligt, var nået så langt. En lille klub uden nogen nævneværdig historie og med en trup, der ikke burde række til mere end en midterplacering. Han var da også godt tilfreds med udfaldet af lodtrækningen. Spiller for spiller var Pro Sesto det bedste hold, og den smalle Mezzocorona-trup var særdeles slidt efter en lang sæson. Halvdelen af holdet var i karantænefare, og den lånte forsvarsprofil, Perici, var udtaget til U19-landsholdet. Han skulle derfor undværes i returkampen. Pro Sesto havde på forhånd stået med gode kort på hånden.

Det første opgør havde været på hjemmebane, og Pro Sesto havde skabt et rigtig godt resultat. Kampen havde dog været lidt tættere rent spillemæssigt end Carmignani havde forventet. Mezzocorona var især i starten kommet frem til en del chancer, men de havde været ineffektive foran mål. Det havde Pro Sesto til gengæld ikke. I kampens indledning havde de scoret på et hjørnespark. I starten af anden halvleg havde de fået tildelt et tvivlsomt straffe, der også var blevet omsat. Kronen på værket kom i 3 minutters overtid, da en kontra udmøntede sig i endnu en scoring. Et fantastisk udgangspunkt.

Og nu sad han her. Han åbnede langsomt øjnene. Han stirrede vantro op på resultattavlen. 4-1 til Mezzocorona, som dermed gik videre i kraft af en bedre slutplacering i ligaen. Hans hold var blevet savet midt over i den netop overståede returkamp. De havde ikke fået et ben til jorden. Allerede efter 50 sekunder var Mezzocorona kommet på tavlen. Selvom Pro Sesto fik udlignet på et mål, hvor der nok burde have været dømt offside, så fortsatte modstanderne bare derudaf. 1-1 blev til 2-1, 3-1 og til sidst 4-1. Pro Sesto kunne ikke svare igen.

Carmignani vidste, at det uden tvivl ville koste ham stillingen som manager. Han var blevet ansat til at sikre holdet en oprykning. Dette var glippet. Hans blik flakkede rundt over banen, hvor hans spillere slukørede sad på græsset. På tværs af banen kom en mand i jakkesæt spurtende. Det var den sejrende manager, Gianni Andretti. Han satte af og hoppede op på bunken af Mezzocorona-spillere, der lå foran det ene mål. Carmignani rystede på hovedet. Det var absurd. Han forstod stadig ikke, hvordan tingene var endt på denne måde.

God læsning igen!

Tak skal du ha :)

Jeg må sige at jeg er meget imponeret....Syntes det er sjældent at updates kun med tekst kan fastholde mig igennem hele updaten, men du viser virkelig klasse. Det er helt igennem genialt at du gang på gang finder en ny synsvinkel og hvergang får fortalt nok til at man kan følge med i hvordan det egentligt går i spillet.

Simpelthen verdensklasse og jeg forstår ikke at der ikke er flere der skriver savlende kommentarer i din blog :o

Håber du har mod på at holde bloggen igang længe, for jeg vil da kigge med hvergang O0 O0

Jeg takker mange gange. Jeg kan forsikre dig om, at bloggen ikke går død lige foreløbig.

Flot update igen - og tillykke med finalepladsen. Det er sgu flot.

Juni 2009:

Giannis krop væltede rundt i luften. Først op og derpå ned. Det slog ham, at dette egentlig var ret symbolsk  for Mezzocoronas sæson. Først en drømmestart på turneringen med en midlertidig førsteplads. Herefter havde den resterende del af sæsonen bølget op og ned. Man havde halset efter Alto Adige, men hver eneste gang de havde været indenfor rækkevidde, så havde Mezzocorona ikke kunne rykke forbi. Marginalerne havde manglet. Et sølle point havde skilt de to hold, da ligaen var afgjort. Gianni tænkte deprimeret tilbage på de mange kampe, hvor et enkelt mål kunne have gjort forskellen. Et brændt straffespark. En misset friløber.

Mezzocorona skulle atter engang i playoff-helvedet mod hold, som alle var særdeles stærke. Den første kamp var nærmest et spark i skridtet, da man tabte 3-0 på udebane mod Pro Sesto. Omvendt var det et mirakel, da man efter 4-1 i returopgøret kvalificerede sig til finalen.

I finalen stod Lecco på programmet. I første opgør blev Gianni atter tvunget til at se sit holds mangler i øjnene. Dette betød, at Mezzocorona var nede med 2-0 inden sæsonens uigenkaldeligt sidste kamp. Holdet rejste sig dog endnu en gang. Med to scoringer af Luca Lazzari havde Mezzocorona sikret sig forlænget spilletid. Kunne de holde tiden ud, så ville oprykning være sikret, da Leccos slutplacering i ligaen var dårligere. Begge hold kæmpede som vanvittige. Lecco for at komme frem af banen, og Mezzocorona for at holde modstanderne væk fra afslutninger. I kampens 115. minut blev en lang befriende bold sendt op mod Mezzocorona-angriberne. Afleveringen lå perfekt indover forsvarsspillerne og Raffaele Baido tog bolden ned og trak ind i feltet. Fra en relativt spids vinkel sparkede han til bolden med fuld kraft, og den strøg i nettet ved fjerneste stolpe. Stadio Comunale i Mezzcorona eksplodererede. Oprykningen var sikret.

Giannis krop lå atter i armene på spillerne, og han blev endnu en gang sendt til vejrs med vilde jubelråb. Han kæmpede sig ud af mængden blot for at blive mødt af kaskader af champagne, der blev sprøjtet direkte i hovedet på ham. Han erobrede en af flaskerne og gik ud mod publikum. Han strakte begge hænder over hovedet. De sang hans navn. Mezzocorona skulle for første gang nogensinde spille i Serie C1.

Juli 2009:

Andrea De Berardinis sad foroverbøjet og bandt sine støvler. Sæsonens første træningskamp stod for døren. Samtidig var det angriberens første kamp i Mezzocoronatrøjen. Han var kommet til klubben for blot 14 dage siden på en fri transfer. Han havde tidligere spillet i Pro Sesto, men havde valgt at skifte til Mezzocorona for at få spilletid. Da han skrev under lå hans nye klub helt med fremme i tabellen, og det var med stor opmærksomhed, at han havde fulgt resten af klubbens sæson i aviserne. Det så ud til, at han havde valgt helt rigtigt. Han skulle nu spille Serie C1 i stedet for C2, som han ellers havde regnet med. Holdet havde blandt andet slået netop Pro Sesto i playoff-semifinalen. De Berardinis’ gamle hold.

Han var ikke den eneste nye på holdet. Mezzocorona havde forsøgt at styrke holdet, og kunne således præsentere 4 nye spillere i truppen. Foruden De Berardinis, så var det kommet yderligere en angriber. Nicoló Rossetti skulle sammen med De Berardinis tage kampen op mod Lazzari (der endnu engang var blevet kåret til årets spiller) og Massella om de to pladser i angrebet. Umiddelbart lå det ikke i kortene, at der skulle hentes flere spillere til denne plads. Der gik dog forlydender om, at samarbejdsklubben Atalanta ville sende en angriber af sted til låns. Der ville blive heftig konkurrence om de to forreste pladser.

Der var ikke kommet nye midtbanespillere til, men det var tydeligvis et område, hvor der muligvis kunne ske noget. Måske i form at et lån til den centrale midtbane fra Atalanta, som der for tiden gik rygter om.

I forsvaret bød man velkommen til en ny højre back. Quondamatteo havde tidligere spillet i Lecco, som pudsigt nok var blevet slået af Mezzocorona i forårets playoff-finale. Han havde tilsyneladende også ramt rigtigt i sit klubvalg. Der ville formodentlig komme en eller to spillere mere til bagerste geled, da specielt centerforsvaret var relativt dårligt besat.

Sidste indkøb var en ung målmand, Virgili, der skulle ind og kæmpe om en startplads med klubbens nuværende målmand. Det ville blive en interessant kamp mellem de to, hvor den nyankomne umiddelbart stod med gode kort på hånden. Målmændene virkede dog meget lige rent niveaumæssigt.

Mezzocorona havde også opgraderet staben. De havde sagt farvel til alt, hvad der hed spejdere og trænere, og havde ansat et helt nyt hold af disse. De Berardinis tænkte ved sig selv, at de havde en stor opgave foran sig. De gik en meget svær sæson i møde. Men han var klar. Og det så ud til, at alle de andre havde det på samme måde. Stemningen i omklædningsrummet var mættet af spænding. Den kommende sæson ville blive en stor prøvelse, og de ville alle gennemtestet deres evner.

Uhh...  Spændende.
Tillykke med oprykningen, det var sgu flot! - jeg glæder mig til den nye sæson.

September 2009:

Gianni sad foran computeren og gennemgik ligastatistikker for de seneste år i skæret fra sin skrivebordslampe. Han var kommet frem til, at udfra en gennemsnitsbetragtning, så ville det kræve 41 point at overleve i rækken, hvilket var ca. 1,2 point pr. kamp. Der var ingen tvivl om, at langt de fleste point skulle hentes på hjemmebane. Kunne 8 af de 17 hjemmekampe vindes, så ville det give 24 point. 5 af de sidste 9 kunne realistisk set ende uafgjort, hvilket gav en total på 29 point på hjemmebane, hvilket var 1,7 point pr. kamp. Så skulle der hentes 12 point i de 17 udekampe, hvilket var ca. 0,7 point pr. kamp.

Tallene hvirvlede rundt i hovedet på Gianni. Var hans forudsætninger for optimistiske? For pessimistiske? Kunne han overhovedet bruge dem til noget som helst? Gianni lænede sig tilbage i stolen og gned øjnene. Det havde været en vanskelig start på sæsonen. I hvert fald kunne han tydeligt mærke, at holdene i år var langt stærkere. Modstandernes pres var tungere, angriberne havde mindre plads, kampen om midtbanen var hårdere og mere intens.

Han kunne se tydelige mangler i truppen. I forsvaret havde der uheldigvis været et par skader. Det var problematisk, da holdet i forvejen var tyndt besat på det område. Rutinerede Adani var ude et par måneder. Han havde kun været i klubben i en sæson, og alderen var allerede begyndt at sætte sine spor. Det var tidligere end Gianni havde forventet. Den 35-årige spiller, der var noteret for 5 landskampe var i alt fald ikke nær så skarp som tidligere. Dermed var det to lånte spillere, der skulle styre midterforsvaret. Desværre havde spejderne ikke fundet nogen permanente løsninger indenfor for budgettet, som kunne bruges. Disse to lejesvende var unge og uerfarne og var endnu ikke spillet helt ind på holdet. Den ene var oven i købet rendt ind i en skade. Derudover var nyindkøbet til højre back, Quondamatteo, også blevet skadet.

På midtbanen var der heller ikke sket ændringer udover en enkelt lånespiller. Specielt på den centrale midtbane manglede holdet måske lidt pondus. Det var stadig de tre unge løver, Bandiera, Campagnolo og Sqaudrani, der deltes om pladserne. Specielt de to første havde formået at løfte opgaven flot sidste år, men i denne sæson ville de virkelig få kam til deres hår. Gianni havde besluttet at give dem chancen i efteråret. Hvis ikke de kunne magte opgaven, så måtte han ud og låne sig til nogle stærkere alternativer.

I front var der tilgang i form af De Berardinis og Rossetti. De havde endnu ikke gjort det store væsen af sig, men Gianni håbede på, at der var tale om en tilvænningsperiode. Umiddelbart følte han, at holdet manglede en klar angrebsprofil. En der kunne være holdets stjerne.

Sæsonens hidtidige kampe havde ikke givet klare indikationer om hvorvidt truppens evner rakte til Serie C1. Kampene i Serie C-cuppen havde været lovende. Blandt andet havde man formået at slå Alto Adige, der dog også var oprykkerhold. Derudover var det også blevet til en sejr over Pro Patria, så Mezzocorona stod med gode muligheder for videre avancement.

Til gengæld havde holdet kun formået at hente 1 point i ligaens første fire kampe. Forsvaret havde store problemer med at holde stand, hvilket sagtens kunne skyldes skader hos nøglespillerne

Gianni håbede på, at holdet havde lidt mere i sig. Måske ville det blive bedre, når de fik vænnet sig til niveauet, og de nye folk blev spillet rigtigt ind. Men der var meget der tydede på, at januars transfervindue skulle benyttes i år i modsætning til tidligere, hvor aktiviteten havde været begrænset. Under alle omstændigheder skulle der atter hentes spillere med kontraktudløb. Gianni ønskede også at øge sit fokus på unge talenter. Atter engang var årets nye kuld fra akademiet ikke noget at skrive hjem om.

Han så ned på sin blok med skriblerier og udregninger. Sæsonstarten havde ikke været lovende. Holdet var allerede bagud i forhold til hans beregninger. Hans øjne gled til venstre, hvor der lå flere lånetilbud fra en række italienske banker. Hans kreditorer i Danmark var lige i haserne på ham, så nu måtte han optage nye lån i Italien for at kunne indfri de danske. Forhåbentlig kunne han så flytte sin gæld til Italien, og det lod til, at han kunne få afdragsfrihed det første år, hvilket ville give ham lidt fred. Hans økonomi var særdeles presset. Selvom han i sommers atter havde forlænget sin kontrakt, så var der heller ikke i år blevet plads til en lønforhøjelse. Han sukkede og fordybede sig derpå igen i sine notater.

sweet update igen igen

Oktober 2009:

Gianni sad på sit kontor og tegnede løbemønstre og opstillingsvarianter på en blok. Endnu en gang rev han papiret af blokken og kastede det i retning af skraldespanden. Hans hånd søgte famlende ned i skuffen ved siden af og fandt en Snickers. Dette havde været hovedbestanddelen i hans kost gennem de seneste uger. Han havde brugt al ledig tid på kontoret for at finde løsninger på de store problemer, som Mezzocorona efterhånden havde opbygget. Holdet var solidt plantet i bunden. 2 point i 7 kampe. Det så virkelig sort ud. Gianni prøvede hele tiden at anskue problemerne fra nye vinkler.

”Det er vist det, der kaldes fejlernæring” lød det fra døren. Det var assistenten Alain Cocco. Han skelede over til skraldespanden, hvor der sammen med Giannis notater lå indpakningspapir fra mindst 20 Snickers. Han fortsatte: ”Du prædiker altid om ordentlig ernæring til dine spillere, og samtidig mishandler du selv din egen krop. Du trænger til ordentlig måltid mad. Du kommer med mig hjem.”

Gianni smilede forlegent. ”He he, ja det kan du have ret i. Men jeg må desværre sige nej tak til tilbuddet. Jeg sidder lige og fifler med lidt taktik. Jeg overvejer en ny formation. Måske kan det vende tingene for os.”

”Det var ikke noget tilbud. Kom så!” sagde Cocco bestemt. Gianni indvilligede tøvende og rejste sig fra skrivebordet.

Da Gianni trådte ind af døren til Cocco’s hus blev han straks mødt af hustruen, der var en lille tyk kone ved navn Maria. Hun gav ham et ordentligt knus og et kys på kinden. Hun var en klassisk italiensk mama i en storblomstret kjole dækket af et hvidt forklæde. Det lille runde ansigt var et stort smil, og hun snakkede lystigt om, hvor rart det var omsider at møde ham.

De satte sig til bords, hvor der blev serveret en liflig pastaret. Gianni nød den første mundfuld. Det var meget lang tid siden, at han havde fået et ordentligt måltid mad. Hans egne evner i et køkken rakte ikke langt, og han tilberedte stort set kun færdigretter. Hvis han da overhovedet fik lavet noget overhovedet.

”Som nævnt, så overvejer jeg at forsøge med en ny formation...” begyndte Gianni, men han blev straks afbrudt af Maria.
”Her i huset bliver der ikke talt om fodbold under maden. Det er en regel, jeg har indført. Ellers kommer det ikke til at handle om andet. Døgnet rundt. Fodbold, fodbold, fodbold.”

Gianni undskyldte, og konen grinede. Hun bad ham om at fortælle lidt om sig selv i stedet. Hun havde hørt, at han var dansker, og hun var meget interesseret i at vide mere om landet. Snakken fortsatte og Gianni glemte for en stund alt om taktikker og kampforberedelser. Han kom pludselig i tanke om alle de ting, han savnede ved Danmark. Han mindede sig selv om, at han også skulle huske at ringe til sin mor.

Efter måltidet blev Gianni inviteret ind ved siden af, og Cocco tilbød ham et glas grappa. Belært af tidligere erfaringer takkede Gianni pænt nej og fortalte, at han ikke brød sig om smagen.

”Det er fordi, du kun har smagt billigt sprøjt.” Cocco hældte et lille glas op til Gianni. Farven var nærmest gylden og lignede derfor slet ikke den klare væske, som han tidligere havde smagt. Cocco fortsatte: ”Grappa laves groft sagt på drueaffald. Den rest som er tilbage, efter man har presset vin, kan bruges til at lave grappa. Når man taler om vin, så er råvarerne og behandlingen af disse afgørende for produktets kvalitet. Sådan er det også med grappa. Lad den ilte et øjeblik, og så reduceres den sprittede lugt, og du vil opleve en meget mere nuanceret aroma.”

Efter et par minutter i tavshed nippede Gianni til grappaen. Det smagte væsentligt bedre end han havde forventet, omend smagen stadig var forholdsvis skarp. Cocco blinkede til ham. ”Ikke dårligt, hva’?” Gianni nikkede anerkendende.

”Nå, Gianni!” sagde Cocco og lænede sig frem i stolen. ”Tillad mig at tale lige ud af posen. Og gør mig den tjeneste at lytte og lad være med at afbryde mig. Du skal nok få muligheden for at tale bagefter. Nu har du siddet inde på dit kontor hver aften siden sæsonstart. Du gennemtærsker dine taktiske oplæg og søger efter fejl i disse. Du sidder og tegner streger på din blok og opstiller det ene alternativ efter det andet. Du søger det forkerte sted, min ven. Jeg er god til at vurdere spillere, men mine taktiske evner er ikke store. Jeg ved dog, når jeg hører noget vrøvl. Og dine taktiske oplæg er ikke vrøvl. De manglende point på kontoen ligger ikke i taktikken.”

Gianni kiggede forundret på Cocco, der hældte endnu et gals Grappa op, og samtidig fyldte op i Giannis halvfulde glas.

”Det er spillerne, den er gal med. Truppen er håbløs. Den har slet ikke niveau til det her. Faktisk undres jeg til stadighed over, hvorledes I formåede at rykke op sidste år. Der skulle have været langt flere forstærkninger i transfervinduet. Men jeg er naturligvis klar over, at det er der ikke penge til, og derfor har du gjort det helt rigtige ved at leje spillere. Du har bare lejet de forkerte. Jeg ved, at du værdsætter samarbejdet med Atalanta, men når man endelig skal leje spillere, hvorfor så ikke leje de bedste? Med al respekt, så kunne du have lejet væsentligt stærkere spillere, hvis du havde set bort fra Atalanta. Fire syttenårige gutter, som naturligvis har talent, men på den anden side slet ikke har niveauet til at løfte det her hold. Det kunne være gjort meget bedre.”

Gianni nippede til grappaen og så ned i gulvet. Cocco havde ret.

Cocco fortsatte: ”Nu er fejlen sket, og så må vi forholde os til det. 1. januar når transfervinduet åbner, så sparker du de her talenter hjem til Atalanta, og så går du ud og lejer de bedste, der kan opdrives. Og så må vi kæmpe for at undgå sidstepladsen, så vi i det mindste får muligheden for playoff om at undgå nedrykning. Indtil da må vi være kyniske, og gå ud til alle kampe med en defensiv indstilling, og så forsøge at skrabe så mange point sammen som muligt. Vi kan ikke spille fodbold mod de her hold. Det er vi slet ikke gode nok til. Det skal være ren fight. Vi skal gå efter at ødelægge modstandernes spil. Og så må vi håbe det er nok.”

Cocco tav. Gianni så op. Han nikkede stille. ”Jeg kan godt se din pointe. Hvorfor forudså jeg ikke dette?”

”Du er stadig grøn, Gianni. Betragt det her som lærepenge. Det kan blive dyrt. Ja, for fanden, det kan måske koste dig jobbet, men til gengæld har du fået værdifuld erfaring. Du undervurderer ALDRIG igen den udfordring, et oprykkerhold kommer til at stå overfor. Derudover så har du jo valgt at stå helt alene med den her byrde. Du skiftede den gamle stab ud, fordi de var håbløse, men hvis ikke du bruger den nye stab ordentligt, så kunne du lige så godt have ladet være med at ansatte os. Brug os. Det er det, vi er her for.”

Cocco havde ramt hovedet på sømmet. Det stod helt klart for Gianni. Han så op på Cocco, og sagde: ”Det her har været rigtig værdifuldt for mig. Jeg trængte nok til at få en anden persons syn på sagen.”

”Det er jo mit job.” sagde Cocco. ”Jeg står 100% til din rådighed.”

Gianni nikkede samtykkende, mens han rejste sig. Cocco fulgte ham ud til døren. De to mænd gav hånd, mens Cocco opfordrede Gianni til at gå hjem i seng, så han kunne komme i morgen med fornyet energi. Han besluttede sig for at følge rådet. Cocco havde vist sig at være en begavet mand, som havde væsentligt mere indsigt end Gianni havde forestillet sig. Om ikke andet havde han givet Gianni en anelse selvtillid og tro på egne evner tilbage.

Fantastisk!!  Skide god historie og imponerende skrevet og fortalt.

Jeg ved sgu ikke helt hvad jeg ellers skal sige.  Jo, måske 10 ud af 10 stjerner!  O0

November 2009:

Gianni Andretti sad alene tilbage i omklædningsrummet Han stirrede tomt ud i luften. Denne dag havde indtil videre været en af de værste i lang tid. Den var ellers startet ganske godt. Rivalerne fra Alto Adige var kommet på besøg. Efter 20 minutter havde Mezzocorona været foran 2-0 på to mål af Andrea de Berardinis. Gianni havde været ved godt mod. Tiltrængte point på kontoen, og en sejr over det hold, han allerhelst ville slå.

Der skulle dog ikke gå lang tid, før Alto Adige viste hvorfor de, i modsætning til Mezzocorona, indtil videre havde undgået nedrykningsfaren. De havde imponeret med flot og angrebsivrigt fodbold og var et af rækkens mest scorende hold. De begyndte nu at lægge pres på Mezzocorona og det vakkelvorne forsvar. Først kom reduceringen. Så kom udligningen. Og så en scoring til. Og en til.

Dermed fik Mezzocorona heller intet udbytte af denne kamp. En sejr ville ellers have bragt dem et point efter Sassuolo, der i øjeblikket residerede på den meget attråværdige 13.plads, og dermed var på den anden side af nedrykningsstregen. Nu måtte Mezzocorona i stedet taget til takke med 16.pladsen. Som om det ikke var nok, så smuttede Alto Adige med de 3 point op på førstepladsen. Giannis planer om at skabe Trentos bedste hold havde lange udsigter.

Men det gik fra ondt til værre, da Christian Masella måtte udgå med et brækket ben. Den unge spiller fremstod ikke umiddelbart som et lysende talent. Hverken hans tekniske eller fysiske niveau var prangende, men han havde vist sig at have en god målnæse. Han var klubbens mest scorende spiller, selvom han som udgangspunkt ikke havde været førstevalg. Han var trods alt kun 19 år, og det var kun hensigten, at han skulle samle lidt førsteholdserfaring i år. Han havde dog virket forholdsvis skarp, hvilket især kom til udtryk i Mezzocoronas kamp mod Cuneo for nogle uger siden. Der havde han kørt et rent oneman-show og havde scoret alle målene i holdets 4-1-sejr. Sejren havde været sæsonens hidtil største oplevelse. Gianni havde derefter besluttet sig for at give den unge spiller lidt flere kampe fra start. Den tanke kunne han dog godt lægge fra sig igen. De første meldinger gik på, at Masella var ude i 4-7 måneder.

Gianni følte, at han havde svært ved at magte opgaven, selvom der var lidt fremgang at spore. Holdet var nu begyndt at høste lidt flere point på hjemmebane efter man havde forsøgt at spille lidt mere defensivt. På udebane var der ingenting at hente, og Gianni så i øjnene, at han nok måtte forsøge et endnu mere defensivt udgangspunkt og bare fokusere på at holde nullet.

Gianni rejste sig besværet. Hans ryg og bagdel var øm af at sidde på bænken. Han kunne ikke sidde her og have ondt af sig selv. Han måtte tænke fremad.

Det vigtigste var at holde afstand til sidstepladsen, da denne betød direkte nedrykning. De fire næste pladser medførte nedrykningsspil, hvilket i det mindste kunne betragtes som en redningskrans. Der var på nuværende tidspunkt 3 point ned til San Marino på sidstepladsen. De kommende kampe ville være ekstremt afgørende. Næste kamp var mod Sassuolo, som lå lige på den anden side af stregen. En sejr ville bringe lidt håb ind i truppen. Den efterfølgende kamp stod mod Legnano, der lå under stregen. 6 point i de to kampe ville for alvor tænde håbet, mens to nederlag ville være et søm i ligkisten.

Januar 2010:

Stefano Murante sad med kuglepennen i hånden. Foran ham lå et kontraktudspil fra AC Mezoocorona gældende fra 1. juli 2010. Kuglepennen rullede mellem fingrene på ham. Overfor ham sad Mezzocoronas sportsdirektør, Luca Piazzi, og ventede nervøst på, at Murante satte sin krusedulle på papiret.

Murante var i øjeblikket tilknyttet Ivrea, men var ikke i nærheden af førsteholdet. Han havde derfor besluttet sig for at forlade klubben i sin jagt på spilletid. I begyndelsen af januar var han blevet kontaktet af Mezzocorona. Manageren Gianni Andretti havde set sig lun på Murante. Det var specielt evnen til at sparke med begge ben, der gjorde Murante interessant i forhold til Mezzocorona-midtbanen. Udsigten til spilletid lokkede spilleren, men tilbuddet havde alligevel krævet en del overvejelser. Mezzocorona hang nemlig uhjælpeligt fast i dyndet under stregen Serie C1, og holdet var i klar nedrykningsfare. Konsekvensen ville muligvis blive, at Murante skulle ned og runde Serie C2. Det var ikke helt i tråd med hans ambitioner. Langt fra faktisk. Men måske kunne Mezzocorona klare overlevelse via playoff-kampene, som nr. 14-17 skulle ud i. Og skulle holdet rykke ned, så kunne Murante med gode præstationer måske få muligheden for at blive solgt og på den måde få gang i karrieren igen.

Han havde altid været betragtet som en spiller med et stort potentiale, som dog aldrig var blevet indfriet. Nu var han snart 27 år, og derfor havde han kun få chancer, hvis han skulle opnå noget der mindede om succes.

Luca Piazzi var tydeligvis ikke tilpas ved Murantes tøven, og han sad meget uroligt i sædet. Spilleren drejede hovedet og så ud af vinduet. Var spilletid vigtigst selvom det foregik i en klub, der ikke rummede potentialet til at blive meget mere end den var nu? Han satte kuglepennen på den stiplede linje. Han kiggede på sportsdirektøren, som fremtvang et anstrengt lille smil, mens en svedperle vandrede ned over hans pande.

”Nå, hva’ pokker. Vi kan jo ikke sidde her hele dagen.” udbrød Murante, hvorefter han satte sin signatur på kontrakten. Luca Piazzi sank nærmest sammen i stolen, samtidig med at han åndede ud efter at have holdt vejret i spænding. Han trykkede begejstret den nye spillers hånd, samtidig med at han i flotte vendinger udtrykte stor begejstring for spillerens valg.

Murante gik ud af døren. Han var stadig ikke 100% overbevist om, at han havde foretaget det rigtige valg, men nu var det i hvert fald for sent at lave om på det.

April 2010:

”Hvorfor, Alain?” Giannis stemme blev mere og mere skinger.

Assistentmanageren sad roligt i sædet og sagde med en afklaret mine: ”Jeg ser ingen fremtid i Mezzocorona. Hele sæsonen har været en lang ørkenvandring. Med tre kampe tilbage er vi nogenlunde sikre på i det mindste at skulle spille om nedrykning. Men selvom vi klarer den, så er jeg sikker på, at vi ligger her igen til næste år. Og det har jeg ikke lyst til. Det er for deprimerende.”

Gianni forsøgte at gentage nogle af de bedste argumenter, men kunne med det samme høre, at de ikke bar den store vægt: ”Spejderne sender umiddelbart positive rapporter tilbage fra Frankrig og Spanien. Der er gode muligheder for forstærkninger til næste år."

Gianni kunne se, at hans indvendinger ikke havde nogen effekt. Han så resignerende ned i gulvet, mens han nærmest hviskede: ”Jeg forstår, hvad du mener. Du har potentialet til mere. Det ville være dumt ikke at udnytte det. Jeg ville bare ønske, at du blev. Vort samarbejde har været udbytterigt for mig.”

”I lige måde Gianni. Du skal bare fortsætte. Du skal nok få succes. Hvis ikke her, så et andet sted.” Alain Cocco rejste sig og klappede Gianni på skulderen, mens han gik forbi.

Gianni stod alene tilbage på kontoret og kiggede ud af vinduet. Assistentmanageren havde de sidste ni måneder været hans fortrolige. Måske endda hans bedste ven. Trods venskabet havde Cocco dog ikke ønsket at forlænge. Årsagen fandtes sandsynligvis i klubbens øjeblikkelige placering som nr. næstsidst. Der var 6 point ned til sidstepladsen, hvorfor nedrykningsspillet virkede forholdsvist sikkert.

Skulle klubben mod forventning overleve, så bød næste sæson umiddelbart ikke på de store forandringer. Der var indtil videre kun hentet to nye spillere. En centerforsvarer fra Genoa ved navn Simone Frattoni skulle give forsvaret et tiltrængt løft og Stefano Murante, der skulle være et alternativ til de to fløje. Samtidig var sidstnævnte også backup for Andrea Tricarico, såfremt denne skulle blive solgt. Han var trods alt en af holdets største profiler.

Det havde været en deprimerende sæson, og Gianni kunne godt forstå Coccos holdning. Gianni kunne dog ikke vende Mezzocorona ryggen, selvom han i sæsonens løb havde overvejet det. Dels følte han, at han stod i gæld til bestyrelsesformanden, idet det udelukkende var hans skyld, at Gianni befandt sig i denne branche. Og dels kunne han ikke se alternativer til Mezzocorona. Han var på ingen måde et interessant navn. Ikke endnu ihvertfald. Derudover var han faldet godt til i byen, som hurtigt var blevet en meget stor del af ham. Han havde ikke lyst til at forlade den.

Juni 2010:

”Gianni var i gang med at arkivere det sidste materiale før han skulle på en tiltrængt sommerferie. Det havde været en strid sæson, men til trods for en spille- og resultatmæssig ørkenvandring havde sæsonen som helhed været godkendt. Han havde formået at holde Mezzocorona i Serie C1A. I sidste kamp af den ordinære sæson havde holdet slået Bellaria 3-1 og skæbnen ville, at de to hold også skulle mødes i playoff om nedrykning. Her havde Mezzocorona igen været stærkest, og med først 0-0 på udebane efterfulgt af en 2-0 sejr hjemme havde holdet sikret sig overlevelse. En stor lettelse for Gianni, som dog alligevel ikke var helt glad. Næste sæson ville formodentlig blive samme tur engang til, til trods for at man havde hentet yderligere to forstærkninger til midterforsvaret, og dermed for første gang i hans tid var fornuftigt besat på den plads uden at skulle låne. Han havde satset benhårdt på fysiske spillere, men specielt 20-årige Nicolas N’Koulou med en fortid i fransk fodbold og optrædener for Camerouns U19-landshold kunne vise sig at være et stort scoop.

Forstærkningerne var dog ikke helt nok, og som så ofte før havde Gianni svært ved at se fremtidsperspektiverne i den norditalienske klub.

Med et par bank på den åbne dør bekendtgjorde bestyrelsesformand Franco Veronesi sin ankomst.

”Nå, er du ved at få styr på stumperne?” spurgte den korpulente mand med et smil.
”Ja, jeg skal lige have klaret oprydningen, inden jeg holder lidt fri” svarede Gianni.
”Det kan godt være du skal rydde lidt op i spillertruppen også for at skære unødvendig omkostninger væk. Vi får nemlig brug for pengene. Stadion skal udvides med 4.000 pladser.”
”Hva’? Hvornår? Og penge? Vi har jo ingen…” Gianni kiggede måbende på formanden.
”Jeg har mere eller mindre finansieringen på plads. Jeg har i hvert fald skrevet under med entreprenørerne, så byggeriet kommer under alle omstændigheder til at blive en realitet. Vi regner med at byggeriet står færdigt til april næste år, hvorefter vil have en kapacitet på 5.000 tilskuere. Det ved jeg, at du har sukket efter” sagde Veronesi og blinkede til Gianni.
”Ja… Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige.” Gianni var lykkelig men samtidig også målløs over nyheden. Ingen tvivl om at de gjorde det rigtige i at låne pengene. Men det havde efter Giannis opfattelse bare aldrig været muligt.
”Det bliver stort, og det kan forhåbentlig skabe lidt bedre fremtidsudsigter for klubben. Men det er klart, at nu når vi stifter gæld, så må jeg også bede dig om at udvise mådehold når det kommer til transfers og spillerlønninger.” Veronesi nikkede farvel med en tilfreds mine og forlod derpå atter kontoret.

Gianni måtte sætte sig ned. Han forstod stadig ikke noget af det hele. Men han var begejstret, og han så nu pludselig på sin Mezzocorona-fremtid med helt andre øjne.

Igen dejlige updates :)
Godt at I overlevede - Jeg er klar til at læse om den nye sæson ;)

Har først nu fået læst bloggen og det er jo herlig læsning, rent indholdsmessigt er der ingen sammenlignen det er bare den bedste blog :)

Velkommen til. Der er altid plads til en mere ;)

Jeg takker naturligvis for de roser, der løbende dukker op.

September 2010:

Gianni stirrede på uret, mens sekundviseren langsomt bevægede sig forbi tallet 12, og dermed indikerede, at klokken nu havde passeret midnat. August var nu fortid, og dermed var transfervinduet også lukket. Gianni pustede ud i lettelse. Det så ud til, at han kunne holde truppen intakt frem til januar. Normalt sad Gianni ikke og afventede transfervinduets afslutning på denne måde, men situationen i klubben havde ændret sig markant i løbet af de sidste måneder.

Stadionudvidelsen var sat i værk først på sommeren. Pengene var blevet deponeret på en lukket konto, hvorefter de ville blive udbetalt løbende til entreprenøren. Det var som det skulle være. Lige bortset fra at Franco Veronesis påståede finansieringskilde var bakket ud i sidste øjeblik. Mezzocorona kunne ikke tilbagekalde pengene, og derfor skyldte man nu banken £5,7 mio.

Klubben var derfor nu sat under administration, hvilket i praksis betød, at Gianni ikke havde indflydelse på hvilke spillere, der skulle sælges og til hvilken pris. Endvidere var hans chancer for at skrive kontrakter med nye spillere forringet, idet løntilbuddet til kommende spillere skulle godkendes af administratoren. Hvis ikke det var en soleklar forstærkning, eller en spiller til en meget svagt besat position, så var lønrammen kraftigt beskåret.

Heldigvis havde administratorerne ikke accepteret hvad som helst, og der var flere bud, der var blevet afvist vedrørende målmanden Fabio Virgili, der havde udviklet sig ganske fornuftigt over det sidste års tid. Det betød, at Gianni kunne holde fast i truppen frem til nytår.

Planen var at skrabe så mange point sammen som overhovedet muligt for at undgå samme situation som sidste år. Og umiddelbart var Gianni optimistisk. Holdet var blevet spået af medierne til at slutte sidst, men Gianni mente alligevel, at man stod stærkere end sidste år. Specielt forsvarsmæssigt.

Optakten var forløbet ok. Det var primært reserverne, der havde deltaget i Serie C-cuppen, som, på trods af at man ikke havde kvalificeret sig til knockout-kampene, var forløbet tilfredsstillende. Der skulle satses benhårdt på ligaen i år. Eneste ligakamp hidtil havde været mod Cesena, der som nedrykker fra Serie B var en klasse bedre end Mezzocorona. Kampen var da også endt med et nederlag, men Gianni følte at Rodengo havde været godt med. Han var optimistisk på holdets vegne.

Det var klart, at klubbens økonomiske situation medførte en høj grad af uvished på den lange bane, men for nu havde Gianni arbejdsro.

November 2010:

Nicolas N’Koulou skrev under på den nye kontrakt med et smil. Hans korte tid i Mezzocorona havde været en fornøjelse. Holdet spillede langt over forventning og lå pt. nr. 4 med 20 point for 10 kampe. Den store forsvarer havde scoret så sent som i weekenden i udebanekampen mod Pistoiese, og han var efterfølgende blevet belønnet med et nyt kontraktudspil. Kontrakten udløb i 2013 i stedet for 2012. Det var klart, at han havde drømme om større ting, men han var blot 20 år, og derfor var spilletid vigtigt for ham. Derudover var han overbevist om, at han sagtens kunne blive solgt, såfremt der skulle komme et fornuftigt bud. Klubbens økonomi var så belastet, at de ikke havde råd til at sige nej. Derfor bekymrede det ham da heller ikke voldsomt, at kontrakten blev forlænget. Det kunne måske presse prisen en anelse op, men ikke noget voldsomt. Gjorde han det rigtig godt, så kunne der måske allerede ske noget til januar eller til sommer.

N’Koulou havde desuden gjort en god figur på Camerouns u-landshold, og han havde flere steder hørt rygter om, at træneren for A-landsholdet fandt ham særdeles interessant. N’Koulou var glad. Alt lykkedes for ham i øjeblikket. Han havde gjort helt rigtigt i at takke nej til Monacos tilbud om forlængelse for i stedet at drage til Norditalien.

Her havde han fået masser af spilletid, og selvom hans makker i midterforsvaret, Kintana, også var ny i truppen, så havde de hurtigt fundet et godt samarbejde. Det havde blandt andet medvirket til, at man havde hentet hele 10 point på udebane. Til sammenligning havde klubben kun hentet 4 point på fremmed græs i hele sidste sæson. Det nye forsvar blev tilskrevet en meget stor andel i denne fremgang, og han kunne mærke, at optimismen langsomt boblede frem i klubben.

Dejligt med lidt succes :)

Ja, det er ikke skidt ovenpå den foregående sæson. Det hjalp tydeligvis at få stabiliseret centerforsvaret.

December 2010:

Klokken var 2 om natten før Gianni nåede hjem til lejligheden. Han var træt, men særdeles glad. Dagens kamp mod gæsterne fra Cavese var blevet vundet 5-0, og Mezzocorona havde siddet på det hele. Klubben indtog en flot 5.plads. Ikke dårligt for et hold, der var blevet spået en 18.plads i optakten. Det hele var blevet vendt af nogle gode transfers, og nu overraskede klubben alt og alle. De var kun lidt over halvvejs og allerede nu havde Mezzocorona flere point end de fik hele sidste sæson.

Gianni skelede til kalenderen. Den sagde 29. december. Om blot et par dage åbnede transfervinduet, og hvad ville der så ske? Med det gode spil, var der pludselig også en række spillere, som var blevet interessante for andre klubber. Problemer var, at al handel var ude af Giannis hænder. I hvert fald hvad salg angik. Køb kunne han heller ikke foretage, men det skyldtes, at der ikke var penge til transfers. I januar havde han tænkt sig at tilbyde kontrakter til en række spillere med henblik på et sommerskifte, men det lod ikke til, at pengene sad alt for løst hos administratorerne, og han ville formodentlig ikke få særlig lang snor i forhold til lønninger og kontraktudspil. Det betød at han måtte være realistisk, og det kunne nok kun forventes, at han fik lov til at hente en eller to spillere. Der var klart, at den økonomiske situation var alt andet end gunstig. Dette blev dog opvejet af klubbens aktuelle præstationer i ligaen. Det var trods alt dem, der var det vigtigste for Gianni. At klubben havde foretaget nogle uhensigtsmæssige økonomiske dispositioner skulle han ikke stå til ansvar for.

Principielt var han enig i, at stadion skulle udbygges, selvom det var for lånte penge. Men måden det var sket på, havde ikke været god. En struktureret låneaftale havde været langt bedre. Gianni håbede, at det med tiden kunne lade sig gøre at optage et egentligt lån, når man kunne fremvise fornuftige indtægter efter stadionudvidelsen. Det var ikke tilfredsstillende, at salg og til en vis grad indkøb var ude af hans hænder.

Rigtig fed update igen KIU :P

Marts 2011:

Gianni sad i sin stol og filosoferede. Alto Adige havde netop været på besøg. Det havde resulteret i et nederlag på 3-1. Mezzocorona havde domineret kampen, men Alto Adige havde haft alt heldet. Et frispark der blev rettet af og et kikset hjørnespark havde begge givet scoringer. Samtidig havde Mezzocorona vadet i chancer, men også brændt gang på gang.

Alligevel var Gianni afslappet og sad med en rolig mine. Til trods for et dumt nederlag til lokalrivalerne, så var hans humør ganske udmærket. Klubben lå nemlig stadig nr. 5 og indtog dermed den sidste playoff-plads. Sæsonen var gået over al forventning. Derudover havde administratorerne igen udvist fornuft, og havde takket nej til januar-transfervinduets indkomne tilbud. De accepterede heldigvis ikke hvad som helst. Dermed var holdet intakt, og Mezzocorona kunne fortsætte hvor de slap.

Der var naturligvis også en bagside af medaljen. Det havde været overordentligt svært at få midler fri til at kunne tilbyde ordentlige kontrakter til eventuelle nye spillere. Derfor var der indtil videre også kun indgået en ny kontrakt. En fransk midtbanespiller kom til klubben efter sæsonen. Der var dog stadig tid til at afsøge markederne, og Gianni håbede på, at han kunne hente et par spillere mere.

Mezzocoronas resultater havde generelt medført en god stemning, og byen summede af forventningens glæde og nysgerrighed. Der var under en måned til at stadionudvidelsen ville blive afsluttet. Med denne skulle pilen gerne pege lidt opad igen, og grundlaget til at få genskabt klubbens kapital skulle være etableret. Naturligvis var en gæld på £5,6 mio ikke lige sådan at få af vejen, og udvidelse var et lille skridt. Ikke desto mindre var det i Giannis øjne også et meget vigtigt et af slagsen.

April 2011:

Paolo Moretti udstødte et jubelbrøl. Fanklubbens formand var lettet. Så blev det alligevel en festdag, som intentionen hele tiden havde været. Foråret var kommet til Mezzcorona. Kalenderen sagde d. 9. april 2011. Mezzocorona havde netop åbnet deres nye stadion med tæt på udsolgt og en 2-1 sejr. Optakten havde ellers ikke været alt for god. Grundet den slunkne klubkasse herskede der generelt lidt nervøsitet omkring klubbens fremtid. Dette havde blandt andet medført af myndighederne havde lukket en afdeling med 500 siddepladser på grund af manglende vedligehold. Og dette til trods for at stadion på det tidspunkt endnu ikke var færdigbygget. Den dårlige økonomi havde åbenbart sat sit præg på byggeriet. Det var ikke den bedste optakt til åbningen.

Den netop overståede kamp var heller ikke startet helt som forventet. Allerede efter 55 sekunder var hjemmeholdet kommet bagud 1-0. Spillerne havde dog mast på, og først havde lejesvenden Marconi udlignet, og kort inde i anden halvleg havde De Berardinis bragt Mezzocorona i front. Slutningen af kampen havde været hæsblæsende, og selvom hjemmeholdet var blevet presset, så formåede de alligevel at køre en fortjent sejr hjem.

Dette betød, at Mezzocorona bed sig fast i 5.pladsen med 6 point ned til nærmeste forfølger. Playoff var meget tæt på. Paolo grinede til sine sidemænd og sammen brød de ud i sang. Han fik gåsehud. Næsten 4.500 mennesker på stadion betød at atmosfæren havde fået et kæmpe løft. Paolo havde knapt kunne forestille sig dette scenarie, da han i sin tid startede fanklubben. Skide værd med økonomien. Det her var fantastisk.

Juni 2011:

Gianni stirrede tomt ud i luften med en trist mine. Sæsonen var overstået. Mezzocorona var røget ud i playoff-semien til Cesena. Helt fortjent. Gianni kunne ikke indvende noget imod dette, og holdet var umiddelbart heller ikke til mere end Serie C1. Gianni var som sådan tilfreds med sæsonen, som endnu engang var den bedste i klubbens historie.

Hans bekymringer gik derimod på næste sæson. Transfervinduet åbnede og det var strømmet ind med bud. Målmand Virgili havde endeligt tiltrukket et tilbud, der fik administratorerne til at takke ja. Beskedne £19.000. Havde Gianni stået for forhandlingerne, så havde han hentet mindst det dobbelte. Flere klubber havde fået godkendt bud, og derfor var det kun et spørgsmål om tid, før Virgili var fortid i klubben. Den unge målmand havde udviklet sig kraftigt i årets løb og ville blive savnet. Endnu mere fordi reservemålmanden havde kontraktudløb. Han ville ikke forlænge. Forståeligt nok, da Gianni havde uddelt bøder svarende til 10 ugers løn i det forgangne år på grund udeblivelse fra træning. Nu skulle Gianni hente en ny målmand. Problemet var bare, at transferkassen var tom.

Ydermere var forsvarskometen N’Koulou også på vej væk. Også han havde fået flere tilbud accepteret, og et skifte var tæt på at være en realitet. Han var en usleben diamant, som Gianni måtte give afkald på alt for tidligt. Og alt for billigt.

For at gøre ondt værre, så var midtbanedynamoen Bandiera også på vej væk. Samme scenario. Masser af tilbud, hvor administratorerne allerede havde godkendt en række af disse. Han spillede reservebold, da Gianni kom til klubben, men han var langsomt blomstret op, og han havde været en stor profil i denne sæson.

Gianni måtte dermed vinke farvel til nogle af sine bedste spillere, der blev solgt alt for billigt. Økonomien gjorde stadig ondt. Myndighederne havde lukket yderligere tribunepladser ned. Franco Veronesi havde dog på en eller anden måde fået aktiveret en klausul, der betød en tilføjelse på 1.000 nye pladser. Og en forøgelse af gælden på næsten £2.000.000. Situationen var håbløs. Kunne Gianni dog bare styre salget af spillere, så havde opgaven været mere medgørlig. Men klubben var under administration, og han var derfor fuldstændig bundet.

Gianni sukkede og rejste sig. Sommerferien stod for døren.

Jeg har saadan set intet at kommentere - men kommenterer alligevel for lige at holde motivationen oppe ;o). Det er fortsat glimrende laesning, og jeg er fast laeser, nu naar jeg alligevel har rigeligt med tid paa arbejdet.

Jo tak. Det er altid rart at vide, at vide om der er læsere.

Og i forhold til motivationen, så er selve spillet ikke specielt udbytterigt lige nu, hvor klubbens økonomi er forsvundet i ned i et dybt sort hul. Men så hjælper bloggen sjovt nok lidt, da man så kan fokusere lidt på skriveriet i stedet. Det ender som regel med, at jeg får lyst til at spille lidt mere.

Ja, jeg læser i hvert fald også med, også selvom jeg ikke lige kommenterer hver gang.  Det er jo en rigtig spændende historie :)

August 2011:

Gianni sad på kontoret, hvor han i havde brugt mange timer siden sommerferien, da Franco Veronesi stak hovedet ind.
”Hvordan står det til?” forsøgte Veronesi med en kæk mine. Han kunne dog se, at klubbens manager ikke var ovenud begejstret,
”Jeg må tilstå, at det er drøje tider i øjeblikket. Det er en svær opgave, at få bygget truppen op, så den svarer til sidste sæsons. Jeg tror godt, at vi kan løbe ind i lidt problemer på målmandsposten og muligvis også i midterforsvaret. Der er så godt som ingen spillere, der er attraktive lige nu. De må jo ikke koste noget. Og får jeg endelig bygget noget op, så bliver det revet ned igen, uden at jeg selv har nogen som helst indflydelse på det.
”Jeg ved det, Gianni.” Veronesi så ned i jorden. Han tog en dyb indånding og fortsatte, ”Det er også derfor, at jeg har indledt forhandlinger med et konsortium om en mulig overtagelse. Enten skyder de penge ind, så gælden elimineres, eller også har de muligheden for at optage et lån, der kan dække gælden til banken. Derved kan vi genvinde kontrollen over klubben.”
”Hvad så med dig? Forbliver du i formandsstolen?” Gianni anede allerede svaret på forhånd, og Veronesis attitude bekræftede hans formodning.
”Nej. Jeg ryger ud. Jeg bliver ofret. Jeg havde set skriften på væggen i løbet af sidste sæson, og det var da også derfor, at jeg fik tilføjet de sidste 1.000 pladser af stadionudbygningen. Det var det rigtige at gøre.”
Gianni fik en klump i halsen. Han kendte Veronesis kærlighed til klubben.
”Jeg er ked af, at skulle tage afsked med dig, Franco. Det var dig der gav mig muligheden og troede på mig. Som den eneste.”
Veronesi nikkede. ”Fornøjelse har været helt på min side. Desværre kan jeg ikke garantere, at du kan få lov at sidde i stillingen. Det bestemmer de nye ejere fuldstændigt. Men det er klart, at jeg vil anbefale dig, og baseret på dine resultater, så burde du få lov at blive. Alt andet ville være dumt. Men der er naturligvis en risiko. Det skal du vide”
Gianni nikkede. Han følte sig dog ikke rigtig truet. Det burde være tydeligt for enhver, at hans tilstedeværelse i klubben havde været ganske positiv for dens udvikling.

Gianni rejste sig op og gav Veronesi et kram. Han ville stå i evig taknemmelighedsgæld til bestyrelsesformanden.

det er utroelig interesant læsning og du fanger virkelig ens opmærksomhed KIU :P

FANTASTISK LÆSNING!! Jeg har siddet og læst det hele og det er den bedste blog jeg har læst...SUPERB. glæder mig til at læse om den nye svære sæson du går i møde O0

Jeg takker. Du kommer ikke til at vente alt for længe, der kommer en update indenfor kort tid.

Lyder rigtig godt :P

September 2011:

Gianni bankede på døren til Aris Puzzos kontor. Han var blevet tilsagt møde hos den nye formand. De havde kun truffet hinanden en enkelt gang i de 14 dage der var gået, siden Veronesi var blevet købt ud.

Puzzo havde via sine forbindelser fået etableret et regulært lån, som Mezzocorona skulle betale af på de næste 25 år. Det havde været klubbens redning. Nu skulle Gianni ind og snakke om fremtiden. Aviserne havde budt på flere rygter, hvoraf et af de mest vedholdende gik på, at Gianni skulle erstattes med en mere profileret manager. Gianni havde dog ikke været nervøs. Han havde spillernes opbakning, og på baggrund af sidste sæson mente han, at han havde bevist, at han kunne magte opgaven.

”Værsgo at sidde” sagde Puzzo, mens han samlede en stak papirer og lagde dem til side. Han var en spinkel mand uden et eneste hår på hovedet. Han kiggede ud over den kraftige brille, der sad på den krogede næse. De to mænd så hinanden an uden at fortrække en mine.

”Klubben har været virkelig skidt kørende”, startede Puzzo. ”Det er primært en konsekvens af den fantast, der tidligere bestred denne stilling. Helt igennem amatøragtig ledelse.”

Gianni kneb øjnene sammen. Han knyttede sine hænder, så knoerne blev helt hvide. Hvad bildte den lille nar sig ind? Veronesi var måske den person, som elskede klubben allermest. Han havde lavet nogle meget uhensigtsmæssige økonomiske dispositioner, men havde i alle andre henseender været visionær, og han havde en stor andel i, at klubben var nået hertil.

Puzzo fortsatte: ”Nu må vi starte på en frisk. Helt forfra. Og det betyder også et nyt ansigt i managersædet, da vi ønsker en større profil på den plads. En rigtig kapacitet. Vi anerkender naturligvis det arbejde, som du har lagt i klubben, og vi arbejder derfor på at kunne tilbyde dig en deltidstrænerstilling, så du stadig har mulighed for at komme i klubben.”

Giannis hjerte hamrede afsted. Han havde lyst til at springe over bordet og tage den lille mand i kraven og ruske ham. Skulle han spises af med almisser? Hvis ikke det havde været for ham, så havde Mezzocorona ikke ligget i Serie C1. Måske havde de ikke engang kunne holde sig i C2. Gianni mente ikke, at der var ret mange kritikpunkter, i forhold til de resultater holdet havde leveret med ham ved roret. Holdet havde stort set overpræsteret gennem hele den godt fire-årige periode under hans ledelse.

Puzzo talte videre om sine planer med klubben, men Gianni var holdt op med at høre efter. Han havde lyst til at brøle noget fornuft ind i formanden. Men det gjorde han ikke. Det eneste der undslap hans læber var et snerrende: "Va’ fa’n culo"

Puzzo stoppede sin talestrøm og så på Gianni, der stirrede iskoldt tilbage. Et par lange sekunder gik i dyb tavshed, hvorpå Gianni rejste sig, drejede rundt på hælen og forlod kontoret med hastige skridt. Han nærmest væltede klubhusets hoveddør og fortsatte over træningsbanen. Puzzo kom ud af døren med et vildt udtryk i øjnene, mens han råbte op og fægtede med armene. Spillerne var i gang med deres formiddagstræning, men alt spil hørte op, da Gianni Andretti målrettet krydsede træningsbanen, mens den nye bestyrelsesformand stod og råbte alverdens skældsord efter den nu fyrede træner. Gianni vendte sig dog ikke om for at gengælde, men lod i stedet højre hånds langefinger komme til syne over sin skulder. Den gestus var ikke til at misforstå, og spillerne stirrede vantro på det scenarie, der udspillede sig.

Gianni Andretti var fortid i Mezzocorona…

----

Gianni stod på et af Monte di Mezzocoronas plateauer og kiggede ned på byen. Til trods for, at han havde boet i byen i 4 år, så var han aldrig tidligere hoppet på svævebanen herop til. Han havde været særdeles vred de sidste par dage, men nu da han sad her og kiggede ud over byen, så blev hans hjerte i stedet fyldt med vemod.

Mezzocorona var som en slags første kæreste. En man altid vil tænke tilbage på. Noget med en helt speciel plads i ens liv. Noget der åbnede ens øjne til en helt ny verden. Gianni rejste sig med en klump i halsen. Helt sagte fremhviskede han: ”Ciao Mezzocorona”   

Det er fremragende, det her Johnson. Aergerligt at vores kaere Gianni har mistet sit job, men forhaabentligt byder fremtiden paa et nyt, spöndende job til vores dansk-italienske ven.

Er enig med KF... Det bliver vildt interesant at høre om Andretti's jagt på en ny klub efter at blive fyret... Det sidste stykke i det nye update er lige til en EMMY-pris. Selv en ikke-fodbold intereseret ville synes det her er Fænomenalt. GODT GÅET O0

Takker. Det er sgu belastende at få sparket, når jeg har overgået både klubbens og mediernes forventninger hvert eneste år. Det pisser mig lidt af. Men det er jo vilkårene. Denne oplevelse til trods, så tror jeg ikke, at jeg slår takeovers fra i fremtidige spil.

Nej hvor sørgeligt... :(

Jeg er helt enig med KF og Nieler. Det er fremragende fortalt. En super blog.
Glæder mig til at høre mere om Gianni's nye job...

KUTGW

December 2011:

Gianni måtte sande, at Franco Colosio havde foretaget en fornuftig research i forhold til at skulle besætte managerstillingen i Rodengo. Han havde identificeret klubbens position, midler, muligheder og behov. Og så havde han søgt efter en, der havde leveret resultater under disse betingelser. Søgningen havde udmøntet sig i et kontraktudspil til Gianni. Årsagen var Giannis tid i Mezzocorona. Mezzocorona og Rodengo var debuteret i Serie C2A på samme tidspunkt. Dette var samme år, som Gianni debuterede som manager. Ingen af klubberne havde en glorværdig historie. Begge klubber var placeret i Norditalien. Rodengo-Saiano lå således kun ca. 160 km. fra Mezzocorona. Begge klubber havde forholdsvis beskedne faciliteter. Mezzocoronas stadion havde tidligere kun kunne rumme 1.000 besøgende. Rodengos kunne rumme sølle 700.

Gianni kunne sagtens se alle lighederne mellem Mezzocorona og Rodengo, som var den første reelle bejler siden fyringen. Han kunne dog også godt se forskellene. Rodengo lå i Lombardiet, der som region på mange måder var langt mere attraktiv. Godt nok boede der kun 7.500 mennesker i Rodengo-Saiano, men det var dog stadig flere end i Mezzocorona. Derudover så var oplandet og befolkningstætheden større, og derfor kunne byen på langt sigt være forholdsvis attraktiv. Dog var der også langt flere større fodboldaktører i denne region, hvor Brescia var provinsens toneangivende hold, mens regionens ”hovedstad” Milano ikke behøvede yderligere præsentation som fodboldby. Konkurrencen om spillerne, sponsorkronerne og tilskuerne var langt større her.

Til gengæld var Lombardiet et kraftcenter i den italienske økonomi, og derfor var der umiddelbart også større potentiale i forhold til sponsorer. Og regionen som helhed måtte betragtes som langt mere attraktiv med højere levestandard. De samfundsmæssige vilkår var forholdsvis gunstige.

Omvendt var stadionstørrelsen ikke noget, der ansporede Giannis optimisme. Ej heller det faktum, at han ville få 33% mindre i løn i forhold til det han fik i Mezzocorona. Sølle £300 måtte han nøjes med. Han måtte skære helt ned til det minimale i forhold til sit liv og forbrug. Endvidere betød det også, at han måtte en tur ned i C2A igen.

Det var ikke ønskejobbet for Gianni. Langt fra. Men han var stadig grøn og ukendt, og det var vitalt for ham at komme i gang igen, så han ikke blev glemt. Ovenpå hans dramatiske exit i Mezzocorona havde hans rygte desuden lidt et knæk. Han blev beskrevet som en vanskelig person, der havde problemer med autoriteter. Dette lå naturligvis langt fra sandheden, men hans mildest talt uhøflige behandling af den nye Mezzocorona-formand havde altså givet dønninger fra sig.

Gianni gemte al tvivl bort og satte sin signatur på kontrakten. Franco Colosio smilede og trykkede Giannis hånd.

”Velkommen til Rodengo. Vi er glade for at have dig ombord.”

Februar 2012:

Gianni slukkede for gasovnen og kravlede i stedet ned under et tæppe.  Det var trange tider, og han måtte spare. Lønnedgangen havde virkelig tvunget ham til at tænke kreativt. Han boede nu i en gammel campingvogn, som ellers skulle have været skrottet. Gianni havde fået den, hvis han ville fjerne den. Den var blevet flyttet hen til en mark hos en lokal vinbonde, som havde indvilliget i at have vognen stående mod 2 sæsonkort til Rodengos kampe, som Gianni havde fået tildelt. Egentlig skulle disse gå til potentielle sponsorer eller lignende, men der var aldrig nogen, der ville finde ud af, at Gianni havde givet disse til bonden i stedet.

På den måde kunne Gianni tilfredsstille lidt flere af sine egne kreditorer, selvom det langtfra var dem alle. Hans økonomi blev langsomt, men sikkert, forværret. Han havde skåret alle overflødige udgifter fra. Forhåbentlig kunne Rodengo blive hans springbræt til noget større og mere lukrativt. Tidligere havde han haft en form for romantisk offervilje for den klub, han var i, men denne tankegang var stoppet brat med fyringen i Mezzcorona. Han havde indset, at følelser som oftest bare var i vejen, og at branchen var knaldhård business.

Gianni kravlede ned under tæppet, så kun næsen stak op. Han lod tankerne flyde. Om ikke andet så for at undslippe de kummerlige vilkår, som han nu levede under. Specielt her i vinterperioden, hvor det norditalienske vejr var koldt og ubarmhjertigt.

Gianni forsøgte at gøre status over sin korte periode i spidsen for Rodengo. Det havde vist sig som en større mundfuld end først antaget. Økonomien var lige en tand dårligere end forventet, og der var derfor ikke udsigt til egentlige transfers. Balance var negativ og klubben eksisterede formodentlig kun på baggrund af de løbende tilskud fra ejerne, der kom til klubbens drift.

Januar måneds transfervindue havde ikke bragt noget nyt blod til truppen, da der selvsagt ikke var nogen penge at købe for. Men Gianni var ikke nervøs. Han havde sendt en spejder til Frankrig, der erfaringsmæssigt virkede som et meget attraktivt marked. Der var formodentlig langt flere franskmænd med et højt niveau, som ønskede at spille i Rodengo. Det havde han i hvert fald været hans indtryk, da han var i Mezzocorona.

Resultatmæssigt var perioden gået ok. Truppen var svagere end forventet. Specielt forsvaret var et problem, og Gianni kunne ikke forstå, hvordan dette hold havde formået at ligge nr. 7, da han overtog det. Det gjorde de da heller ikke mere. Den nuværende placering som nr. 10 var nok mere retvisende. Truppen skulle helt klart forstærkes, hvis man skulle nå noget som helst, og Gianni havde nu lidt mere forståelse for, at ledelsen kun krævede, at han skulle undgå nedrykning.

Han håbede på, at niveauet ville blive en anelse højere, når først spillerne havde lært hans taktik og indstilling til fodbold at kende.

Fænomenal blog! Ligesom at læse en meget en spændende bog, så godt er det skrevet! :)

Jeg siger tak. Denne specifikke skrivestil er umiddelbart ikke noget jeg tidligere har gjort mig ret meget i, så det var lidt et eksperiment fra min side. Men jeg er da glad for, at der er nogen udover mig selv, der får noget ud af det.

Maj 2012:

Gianni vandrede slukøret i vejkanten hjem mod campingvognen. Rodengo have sikret sig endnu en sæson i Serie C2A, men det var ikke umiddelbart noget, der reddede Giannis humør. Forårssæsonen havde været hæslig. Ikke engang i de sidste to kampe havde Rodengo formået at vinde og dermed sikre sig overlevelse. Disse var endda på hjemmebane. Heldigvis var de bagvedliggende hold ikke stærke nok til at hente tilstrækkeligt med point, og Rodengo fik dermed foræret 13. pladsen og overlevelsen. Gianni var langt fra glad til trods for, at holdet undgik farezonen.

Han kunne ikke komme sig over det spil holdet havde leveret. Det havde været rædselsfuldt. Intet mindre. Han var i løbet af foråret kommet til den erkendelse, at han var nødt til at fravige nogle af sine oprindelige principper. Hans intention havde som udgangspunkt været, at truppen skulle suppleres med 2-3 nye spillere. Hans filosofi var at bygge videre på den nuværende stamme. Men den nuværende stamme var rådden. Han måtte plante et helt nyt træ. Derfor havde han gennemført det, som han selv betegnede som ”den franske revolution”. Hele 8 spillere ville ankomme på fri transfer. 6 af dem var franskmænd. 1 var tunesisk landsholdsspiller med en fortid i Frankrig. Og kun en enkelt italiensk angriber var fundet god nok til holdet. Alle 8 spillere var forventede startere eller i hvert fald meget tæt på startopstillingen.

I løbet af foråret havde Gianni indset, at man kunne få meget mere for lønkronerne, når man så mod Frankrig. Og derfor var næsten alle spillerne hentet derfra. De italienske emner, som spejderne var kommet frem med, havde i det fleste tilfælde ikke været gode nok. De spillere, som var interesseret, havde enten for store lønkrav eller også var det ældre spillere, som højst havde et år eller to tilbage på et hæderligt niveau.

En anden kæphest, som Gianni havde været nødt til at stige af, var hans normalt gode kontrol med lønbudgettet. Han vidste, at han kom til at overskride det til næste sæson. Det nagede ham, men han havde anset det som en nødvendighed, hvis holdet skulle nå noget som helst. Til gengæld var han ret sikker på, at han til næste sommer kunne få det hele under kontrol igen, når han fik muget ud i truppen og skaffet sig af med en række overflødige spillere.

Gianni kunne ikke vente til næste sæson. Selvom han trods alt havde opfyldt de forventninger, der var til ham på forhånd, så var han ivrig efter at levere mere. Ivrig efter at vise, at han var en manager, der kunne få sit hold til at overpræstere. Sommerferien kunne ikke gå hurtigt nok.

September 2012:

Andrea Campagnolo så op på måltavlen. 5-1. En forløsning for Mezzocorona-holdet, der atter var at finde i Serie C2A efter en miserabel sidste sæson. Og derfor var en sejr som denne i høj grad tiltrængt. Egentlig havde kampen været forholdsvis lige, men specielt Mezzocoronas angribere havde haft en rigtig god dag, og de havde nærmest scoret på alt, hvad de var kommet i nærheden af.

Campagnolo krydsede banen, mens hans øjne gled rundt på stadion. Pludselig faldt blikket på modstandernes bænk, hvor en kendt skikkelse sad. Det var modstandernes manager, Gianni Andretti, som tidligere havde slået sine folder i Mezzocorona. Campagnolo kunne næsten ikke kende sin gamle chef. Det lysende og entusiastiske udtryk var borte. I stedet sad der en mand med et hulkindet og næsten gråligt ansigt.

”Hej Boss” sagde Campagnolo med et smil. Den gamle titel hang ved, og selvom Gianni var fortid i klubben, så fyldte han stadig meget i Campagnolos bevidsthed. Det var den tidligere manager, der havde givet ham en fast plads i startopstillingen og i det hele taget været med til at forme ham som fodboldspiller.

Gianni kiggede op og fremviste et lille smil. ”Hej Andrea. Rart at se dig. Tillykke med sejren. I var gode i dag”.

”He he, ja. Måske sejren var en anelse for stor. Hvordan har du det?” Campagnolo satte sig ned ved siden af sin gamle læremester.

”Hvis jeg skal være helt ærlig, så har jeg det af helvede til. Jeg var særdeles tændt til denne kamp. Jeg var sulten efter at bevise mit værd overfor de mennesker der fyrede mig. Jeg ville vise dem, at de begik en fejl. Ikke et ondt ord om jer spillere. I er på en måde stadig mine drenge, og jeg ønsker jer det bedste. Men jeg ville meget gerne have tørret det grin af Puzzos fjæs.” Gianni sukkede. ”Nu har jeg i stedet givet ham endnu mere grund til at smile.”

”Du kan måske ikke bruge det til så meget, men du skal vide, at jeg, og flere af de andre i truppen, mener, at man skulle have beholdt dig. Med lidt held, så havde vi undgået nedrykningen”

”Det er jeg glad for at høre”, sagde Gianni og sendte et Campagnolo et lille smil. Desværre så fremgår optjent goodwill ikke af tabellen. Vi har kun to point for de syv første kampe. Det ser skidt ud.”

”Det virker ærlig talt lidt mærkeligt”, sagde Campagnolo. ”Det lader ellers til at være nogle fornuftige spillere, du har fået fat i. Individuelt er de ret stærke.”

Gianni nikkede. ”Ja. Det er netop det, der er problemet. Jeg har udelukkende kigget på deres individuelle evner. Jeg har glemt at tænke på klimaet, forståelsen og sammenholdet i truppen. På kommunikationen og samarbejdet. Vi fungerer ikke som et hold. Jeg burde have forudset det. Halvdelen af holdet taler ikke italiensk endnu. Det var hovedløst af mig at tro, at jeg bare kunne smide 7 nye startere ind på holdet og så regne med, at alting bare kører. Det betaler vi prisen for nu. En høj pris. Du skulle se nogle af de mål vi har lukket ind i denne sæson. 2-3 selvmål. Og endnu flere frispilninger af modstanderne på dårlige tilbagelægninger eller målmandsdrop.” Gianni rystede på hovedet. ”Jeg håber ikke, at det er rent taktisk, at holdet ikke kan fungere. Det bør det ikke være. Det virkede med jer. Så må det også virke nu. Men min tålmodighed bliver langsomt mindre, og min tvivl bliver større. Efter 10-15 ligakampe, så håber jeg at startvanskelighederne er forsvundet. Lige nu er der dog ingen tegn på opklaring.”

”Du skal nok komme tilbage”, sagde Campagnolo. ”Det er jeg overbevist om.” Den unge midtbanespiller rejste sig og klappede Gianni på skulderen og blinkede til ham. Han bevægede sig ned mod spillertunnelen. Det var svært at se sin tidligere manager i den tilstand.

Kan næsten ikke vente...Jeg kan ikke få nok af den her blog:D

Trykker på Enig-knappen

Oktober 2012:

Giannis ånde skabte en tåget sky foran hans ansigt. Han forsøgte at få styr på sin underkæbe, der vibrerede så tænderne klaprede. Han rejste sig og trak endnu en trøje over hovedet. Efteråret havde meldt sin ankomst og campingvognen gav efterhånden ikke helt så meget ly, som det ellers var tiltænkt. Der var rustet et stort hul i den ene side, hvilket betød at det trak voldsomt ind. Gianni havde forsøgt at lappe hullet med plastiksække, men den efterårsstorm, som stod på lige nu, havde revet sækkene løs, og vinden stod derfor lige ind. Gasflasken til varmeapparatet var tom, og temperaturen var derfor ikke langt over nulpunktet inde i campingvognen.

Gianni havde aldrig i sit liv forestillet sig, at han kunne komme til leve under så pauvre vilkår. En ussel tilværelse. Var det virkelig det han ville? Gav hans managerjob nok glæde til at opveje hans liv og tilværelse udenfor banen? Sæsonen var startet særdeles skidt på trods af, at Gianni på papiret havde forstærket truppen væsentligt. Indkøringsvanskeligheder havde Gianni påstået, selvom han dog ikke kunne lade være med at stille spørgsmålstegn ved sin egen taktiske indgangsvinkel. Som efteråret var skredet frem, så havde spillerne dog fundet lidt af det potentiale, som Gianni havde eftersøgt. Ikke meget, men nok til at holdet var kommet væk fra sidstepladsen. Holdet var ikke længere uden sejre. I holdets niende kamp kom de forløsende tre point.

Det var dog ikke ensbetydende med, at alting kørte på skinner. Specielt på udebane havde holdet problemer. På egen bane gik det lidt bedre, men dog stadig uden at Comunale kunne siges at være en uindtagelig fæstning.

Men der var lys for enden af tunnelen. I sommers havde han foretaget den store udrensning, og han havde derfor også måtte lide under konsekvenserne. Men nu var stammen også på plads. Nu kunne han tillade sig at være lidt mere kritisk med hensyn til de spillere, som blev hentet til truppen. Han havde genvundet kontrollen over holdet. Nu skulle han bare have spillet til at flyde lidt bedre.

Gianni skubbede en spand hen under utætheden i campingvognens tag. Den sølle tilværelse irriterede Gianni, men han troede på, at han kunne nå noget større og mere lukrativt. Når han fik tingene til at køre her i Rodengo, så ville det bevise overfor omverdenen, at hans præstationer med Mezzocorona ikke var et tilfælde, og at han havde evner, der berettigede til et højere niveau. Hvis han kunne føre Rodengo til oprykning så ville det være en værdifuld tilføjelse til hans CV. En oprykning i år var måske en anelse urealistisk, men til næste år kunne en playoff-plads sagtens blive aktuelt. I år handlede det blot om at sikre holdet en fornuftig midterplacering.

Januar 2013:

Gianni havde gjort sit hjemmearbejde godt og stod klar med en ønskeseddel, da januars transfervindue åbnede. Det var derfor i første omgang særdeles nedslående, da han fandt ud af, at ledelsen kun ville tilbyde absurd lave lønninger. Årsagen var, at lønudgiften var for stor. Gianni forstod naturligvis argumenterne. Man ville simpelthen ikke påtage sig nye lønudgifter, får man havde reduceret de nuværende.

Gianni havde desperat forsøgt at overbevise direktionen om, at den række af spillere som ikke havde fået fornyet kontrakten ville blive smidt på porten 1. juli. Det havde dog ikke hjulpet spor. Gianni anede dog andre motiver. Det kunne også være, at man overvejede hans position som manager. Selvom resultaterne langsomt var blevet bedre, så var Rodengo stadig at finde under stregen. Gianni havde svært ved at se årsagen. Han følte, at holdet var langt stærkere end den nuværende placering gav udtryk for. Han håbede, at det var moralen, der havde fået et knæk, og at dette ville ændre sig, når holdet fik kæmpet sig over stregen. Resultaterne på udebane var dog ikke for gode. Der blev kun hentet ganske få point på den konto, og når Rodengos svage start blev taget med i betragtning, så var vejen pludselig lang.

Gianni erkendte for sig selv, at han greb efter halmstrå, men han følte at bunden var ret stærk i år. I hvert fald havde Rodengo svært ved, at slå rækkens bundhold i de såkaldte sekspointskampe. Paradoksalt nok, så havde holdet bedre fat i de hold, der lå placeret mellem nr. tre og ti. Dette medførte også, at Rodengo-spillerne gang på gang blev skuffede. Når muligheden endelig var til stede, for at klubben kunne kravle over stregen, så tabte man til en anden nedrykningskandidat.

De manglende resultater kombineret med Giannis manglende kontrol over lønningerne, kunne sagtens betyde, at sædet langsomt ville blive varmere under ham. Derfor var det muligt, at klubben ville forholde sig afventende, for at se om Gianni kunne klare skærene, før de gav ham lov til at hente nye spillere.

Gianni var dog afklaret med situationen. Der måtte gøres noget ved lønningerne. Pt. var de på £15.000, som var £2.000 over budgettet. Men selv budgettet var efter Giannis mening sat meget højt, og pengene fossede derfor ud af klubben. Heldigvis havde bestyrelsen dybe lommer, og de skød løbende penge ind.

Som det så ud nu, så kunne Gianni halvere lønningerne ved at lade en række spillere gå til sommer. Og så kunne han måske med lidt held signe 2-3 spillere til truppen, som lod kontrakten løbe ud, uden at andre klubber havde opsnappet dem. Det var måske ikke det værste der kunne ske. På den måde kom der igen styr på økonomien, hvilket i det lange løb var helt essentielt. Den ting havde Gianni i hvert fald lært.

Marts 2013:

Andrea Scaglia sad i bussen, der drønede afsted på A4-autostradaen, som gik mellem Milano og Brescia. Han var på vej hjem for at besøge sine forældre, der boede i den lille by Brusaporto. Han havde ikke set meget til dem i løbet af det sidste års tid, men de havde hele tiden bakket ham 100% op i hans forsøg på at blive professionel fodboldspiller. Det havde formodentlig også hjulpet lidt, at hans klub, Rodengo, kun lå ca. 40 km fra Brusaporto, hvor Andrea havde boet hele sit liv.

Sidste sommer var han blevet rykket op på Rodengos U18-hold. Han havde været tilknyttet klubbens ungdomsakademi og var en af den heldige, som var sluppet igennem til talentholdet. Til at begynde med havde han dog ikke været specielt optimistisk, da der ikke var den store tradition for at talenterne fandt vej til førsteholdstruppen. De fleste fik lov at blive i lærlingeperioden, hvorefter de fik sparket.

Andrea havde dog ikke været der ret længe, da han fandt ud af, at han blev anset for at være den mest interessante spiller fra sin årgang. Han fik mulighed for at spille lidt sammen med spillerne fra førsteholdet i nogle af sommerens træningskampe, og det havde været en rigtig stor oplevelse. I forbindelse med de kampe havde han fået talt lidt med manageren Gianni Andretti.

Manageren havde gjort klart, at der var lang vej til en førsteholdsplads, og at Andrea ikke endnu var et indlysende talent. Ikke desto mindre havde manageren sagt, at han ville forsøge at give Andrea et par chancer i Serie C-cuppen. Han kunne godt lide Andreas indstilling til livet som fodboldspiller, samt den seriøsitet, der blev medbragt både til træning og i kamp. Manageren ville gerne fokusere på talenter af egen avl, men han var også klar over, at han var nødt til at give dem spilletid. Det havde han ikke tidligere været så god til, men det ville han forsøge at lave om på.

Resultatet var således blevet, at Andrea havde fået spilletid i alle fire Serie C-cupkampe. Og to af gangene havde det endda været fra start. Manageren havde været fint tilfreds med ham, men han havde dog sendt Andrea tilbage på U18-holdet for, at han kunne udvikle sig der.

Det var gået godt for ham, og han var hurtigt blevet udnævnt til anfører for talenterne. Alt i alt havde det været et meget spændende år.

Men i morges var denne sæson lige blevet en tand bedre. Manageren var kommet ned til ham med en forhåndskontrakt, der skulle gøre Andre til fuldtidsspiller, når han fyldte 17 om en måneds tid. Det var kommet helt bag på Andrea, og han havde ikke vidst, hvad han skulle gøre af sig selv.

Manageren havde sagt, at staben anså ham for et udmærket talent, som muligvis kunne komme i betragtning til holdet et par år ude i fremtiden. Og da økonomien ikke var alt for god i klubben, så havde man valgt at pille et af talenterne ud, som var tiltænkt som en slags backup-spiller i de to næste sæsoner. Dette betød, at han igen ville få lov til at spille Serie C-cup, men samtidig ville han formodentlig også får 4-6 indhop på førsteholdet. Andrea var ovenud lykkelig, og selvom kontrakten ikke gav mere end £55 om ugen, så var det alligevel en mulighed for at få nogle rigtig værdifulde erfaringer. Nu krævede det blot at klubben blev i Serie C2. Holdet lå stadig under stregen, men den var helt sikkert inden for rækkevidde. En nedrykning ville sandsynligvis ændre billedet kraftigt. Måske ville manageren endda blive fyret, og en eventuel ny manager havde måske ikke samme tiltro til Andrea. Han krydsede derfor fingre for, at Rodengo klarede skærene. Det skulle de.

Bussen holdt ind til siden, og Andrea sprang ud. Han kunne ikke vente med at komme hjem og fortælle sine forældre om kontrakten.

WEEEE. . . Jeg elsker at læse den her blog og som sagt før...:JEG KAN IKKE FÅ NOK AF DEN HER BLOG  :P KUTGW  O0

Maj 2013:

Gianni havde forladt stadion i Chioggia med det samme. Han gik nu rundt langs kanalerne i byen, som også havde fået tilnavnet mini-Venedig. Byen var reelt en lille ø for sig selv, og det var som sådan et skønt sted. Gianni ænsede dog ikke omgivelserne. Han var helt nede i kulkælderen. Foråret havde ikke fået vendt bøtten for Rodengo. Holdet havde stadigvæk ikke kunne kæmpe sig over stregen.

Gianni havde egentlig accepteret situationen og havde indstillet sig på, at holdet skulle ud og spille om nedrykning. I ugens løb, havde han dog genfundet optimismen. Først havde han fået tilbudt en kontraktforlængelse af klubben, selvom der havde svirret rygter om en ny manager. Det havde løftet et stort pres fra hans skuldre. Kunne holdet blot blive i rækken, så havde han i det mindste sit job. Der resterede en enkelt kamp i turneringen.

Han havde herefter tilladt sig at tænde et lille håb. En udebanesejr over Chioggia ville stadig kunne give holdet en chance for at komme over stregen. Rodengo lå nr. 14 med 39 point og skulle opnå en 13. plads for at være sikre. Over dem lå først Carpenodolo med 41 point, som dog var bedre indbyrdes. Rodengo skulle under alle omstændigheder vinde for at have en chance. Samtidig krævede det, at Carpenodolo tabte på hjemmebane. Ikke helt usandsynligt, da de skulle spille mod et af de hold der lå til i toppen af tabellen.

Et andet scenarie var, at Pro Sesto, der havde 42 point, tabte. Her var Rodengo nemlig bedst indbyrdes, og ville derfor overhale Pro Sesto med en sejr. Men også de skulle spille hjemme.

Rodengo havde faktisk spillet en ganske fornuftig kamp, og da Jérémy Chouard i kampens overtid bragte Rodengo foran 3-2, blev det spæde håb pludselig forvandlet til en reel mulighed. Stillingen holdt kampen ud. Mobiltelefonen havde været rødglødende i et forsøg på at få resultaterne af de andre kampe. Carpenodolo havde desværre vundet deres kamp, og Rodengo kunne således ikke gå forbi dem. Få minutter senere tikkede resultatet fra Pro Sesto-kampen ind.  De havde med hiv og sving fået trukket en 1-1 i land, og derfor endte Rodengo som sorteper.

Gianni vandrede nu rundt og ærgrede sig gul og blå over sæsonens forløb. Det var klart, at sæsonens indledning havde været katastrofal, og havde kostet holdet dyrt. I de første otte kampe havde man kun fået to point. Bare en enkelt sejr i den periode kunne have reddet sæsonen.

Samtidig havde det været en sæson, hvor kampen i bunden havde været kanonhård. Rodengo endte med 42 point, som i de tidligere sæsoner havde været tilstrækkeligt til at overleve. I hvert fald så længe Gianni havde været manager i det italienske. Men det var det ikke i år.

Nu stod der to playoff-kampe mod Rovigo på programmet. Rodengo burde være favoritter, men Gianni vidste om nogen, hvad disse kampe kunne bringe af overraskelser. Han havde selv stået for et par stykker af dem. Han havde en god tro på, at holdet nok skulle klare det, men han kunne alligevel ikke lægge nervøsiteten fra sig.

Han kiggede på sit ur, og vendte om for at gå tilbage mod spillerbussen. Turen gik hjem til Rodengo, hvor de skulle i gang med at forberede sig til to særdeles vigtige kampe.

Uhhh... det er spændende. Skynd dig at lave et par updates mere ;)

Juni 2013:

Gianni låste døren til sit kontor. Sommerferien stod for døren. Og den var tiltrængt. Denne sæson skulle bare glemmes. Han hoppede op sin cykel og begav sig afsted på den 7 km. lange cykeltur hjem til campingvognen. Undervejs brugte han tiden til at reflektere lidt over den forgangne sæson.

Man havde langt fra opfyldt forventningerne. Klubbens ambitioner havde været en placering midt i tabellen, mens hans egne måske endda havde været en playoff-plads. Dette havde været langt fra realiteterne. Rodengo endte lige nøjagtigt under stregen, og klubben måtte derfor ud i nedrykningsspil mod Rovigo. Første opgør havde været en vanvittig kamp, som desværre var endt med en 4-3 sejr til Rovigo. På hjemmebane havde Rodengo dog hevet en sikker 1-0 sejr i land, og dermed var overlevelsen sikret. Sammen med Giannis job.

Men hvorfor var det gået så skidt? Næsten hele stammen på holdet var blevet skiftet ud. Og dette havde betydet lidt vanskeligheder i starten. Havde man hentet en sejr mere i denne periode, så havde man i hvert fald kunne kravle to pladser op i tabellen.

Efter de første par måneder kunne der ses forbedringer i spillet. Specielt på hjemmebane fik Rodengo lidt mere ud af det. Men ikke nok. Især i ”sekspointkampene” mod de andre nedrykningskandidater var spillet ikke optimalt.

Nu var sæsonen overstået uden at holdet havde indfriet sit potentiale. Gianni kunne ikke skyde hele skylden på indkøringsvanskeligheder. Han var kommet frem til den konklusion, at midtbanen ikke havde været i stand til at skabe et overtag i kampene. Dette skyldtes formodentlig mangel på fysisk styrke. De blev simpelthen nedkæmpet af modstanderne. Den 20-årige Bourbier, som ellers var en lovende spiller, havde qua sin beskedne størrelse slet ikke været i stand til at løfte holdets spil.

Holdet havde haft potentialet, men manglede åbenbart nogle få vigtige ingredienser. Andre klubber havde sagtens kunne se talentet, og derfor var der da også kommet bud på flere af spillerne. På nuværende tidspunkt så det ud som om, at netop Bourbier kunne være på vej tilbage til Frankrig sammen med centerforsvareren Vatri. Gianni havde forhandlet lidt med køberne, og da et tilpas højt bud var kommet, så havde bestyrelsesformanden  Colosio blandet sig og accepteret købernes forslag. Det var sådan set ok med Gianni. Når man tog klubbens økonomiske situation i betragtning, så ville de knap £400.000 lune godt i klubkassen, selvom beløbet faldt som afdrag over 24 måneder.

Han havde ikke noget problem med at slippe spillerne, netop fordi sæsonen havde været så skidt. Bourbiers afgang gav nu mulighed for at styrke fysikken på midtbanen. Og Gianni havde allerede flere mulige afløsere for midterforsvareren i kikkerten. Han var derfor ikke bekymret. Nærmest tværtimod, selvom frygten for endnu en skidt sæson naturligvis lå i baghovedet.

Næste sæson skulle markere en ny start. Der ville igen være styr på lønbudgettet og forhåbentlig også på det spillemæssige.

September 2013:

Solen varmede Giannis nakke. Træerne lyste op i gule og orange farver. Gianni brød ud i en spontan fløjten. Det her var efteråret, når det var smukkest. Gianni havde forladt campingvognen for at gå sig en tur i skoven. Han havde et smil på læben. Hans humør pegede igen opad.  Rodengo havde hentet ni point hjem i de første seks kampe, hvilket gav dem en øjeblikkelig 8.plads. Det var ikke prangende, men alene det, at holdet var væk fra bunden, og vigtigst af alt ikke viste spillemæssige tegn på at skulle derned igen, var særdeles opløftende.

Gianni havde valgt at fokusere 100%  på ligaen, og reserverne havde derfor taget sig Serie C-cuppen. Det havde dog ikke været til at se. Allerede efter 3 kampe var Rodengo videre til næste runde med 3 sejre. Gianni havde før sæsonstarten været nervøs for bredden, men disse cup-kampe havde vist, at spillerne i anden række også godt kunne gøre sig gældende.

Han satte sig ned på en stub og missede med øjnene op mod solen. Egentlig var det mærkeligt, at hans humør var så godt. Set i større perspektiv, så havde hans managerkarriere ikke udviklet sig voldsomt meget på de seks år, der nu var gået. Hans fyring i Mezzocorona havde sendt ham tilbage til nul. Han var på samme sportslige niveau, som da han startede. Ja, måske var han endda sat endnu længere tilbage. Selvom Mezzocorona havde været en klub uden gunstige forhold, så var Rodengo nok endnu værre. Stadion var i hvert fald mindre, og der havde været røde tal på bundlinjen fra starten.

Han privatøkonomi havde heller ikke just forbedret sig. Han tjente mindre, end da han startede, og han var ikke i stand til at afdrage tilstrækkeligt på sin gæld, som dermed støt og roligt blev større. Gianni havde dog accepteret dette. Det var trods alt bare penge. For ham var det vigtigere, at beskæftige sig med noget han kunne lide. Og det gjorde han i øjeblikket. Han var tilbage i positionen som manageren, der var i stand til at får sit hold til at overpræstere. Mere kunne han ikke gøre. Rodengo var spået til at indtage en 15.plads i denne sæson, men lå lige nu lunt midt i tabellen, og efter Giannis bedste overbevisning, så ville holdet sagtens kunne holde fast i den placering.

Gianni troede fast på, at såfremt han kunne få holdet til at præstere bare en anelse bedre, end hvad der var forventet, så skulle hans karriere med tiden nok udvikle sig til noget større og mere attraktivt. Spørgsmålet var bare: Hvor lang tid ville der gå?

November 2013:

Oussem Belgacem satte sig til rette i stolen. Avisen lå klar. Han glædede sig til at læse i den. Der måtte stå noget om ham. Den tunesiske højreback havde haft en fantastisk uge. Midt på ugen blev han skiftet ind for landsholdet, og han blev dermed noteret for sin syvende landskamp. Han var fast mand i landsholdstruppen, men fik sjældent spilletid. Nu havde han endnu en gang fået lov til at repræsentere sit land, og det gav ham en stor følelse af stolthed. Hans familie hjemme i Tunesien fulgte med, og de havde alle været meget begejstrede.

Han havde ellers frygtet, at skiftet fra Toulouse til Rodengo sidste sommer havde kostet ham landsholdspladsen. Men det havde heldigvis ikke været tilfældet. Heller ikke selvom sidste sæson havde været et langt mareridt, hvor holdet slet ikke havde fungeret. I denne sæson havde det dog været anderledes. Spillet var blevet langt bedre, og holdet lå fint placeret midt i rækken.

Specielt på hjemmebane havde spillet været fortrinligt. Det havde det således også været i går mod Pizzighettone. For Belgacem havde det været en fantastisk kamp. Ført havde han scoret et fantastisk frisparksmål fra over 30 meters afstand. En ren perle. Senere i kampen havde han atter været på pletten, og han havde sendt endnu et frispark i maskerne. Selvom bolden blev rettet af på vejen, så følte han alligevel, at det var hans fortjeneste. Han scorede sjældent, og derfor havde gårsdagens kamp været helt unik. To mål i samme kamp. Hans andel i 4-1-sejren havde været stor.

Avisen uddelte da også store roser til ham, og han var ikke overraskende blevet kåret til kampens spiller. Lidt længere nede i artiklen havde journalisten talt med manageren fra Arezzo, der lå i C2B. Han havde overværet kampen, og han var meget begejstret for Belgacem. Tuneseren kendte godt til interessen, og Arezzo havde allerede i sommers budt på ham. Forhandlingerne var desværre brudt sammen, men Arezzo havde tilsyneladende ikke opgivet. Belgacem var særdeles smigret af interessen, og det faktum at Arezzo løbende kommenterede på hans præstationer og kom med ros, betød meget for ham. Det var sådan en klub han gerne ville være i. Ikke en eneste gang havde hans egen manager rost ham i pressen. Det gjorde han dog i dag. Desværre sagde han også, at højrebacken ville blive dyr for dem, som ønskede at hente ham.

Det var Belgacem alt andet end begejstret for at læse. Det kunne meget vel betyde, at hans drømmeskifte til Arezzo ikke kunne blive en realitet. Hvis Arezzo besluttede sig at byde, så håbede han, at han kunne tale manageren til fornuft. Han ville afsted.

Endnu engang genialt...

Elsker denne blog O0

Der er ikke så meget at sige det er bare genial læsning :)

Februar 2014:

Gianni smed sig ned i sin stol med et suk. I sæsonens løb havde han haft et lille håb om, at holdet måske kunne tage det sidste lille skridt op til en femteplads, og dermed få chancen for at spille sig til en oprykning. Holdet lå fornuftigt midt i tabellen, og manglede kun lige den sidste bid for at få kontakt med playoff-kandidaterne.

Oprykningsambitionerne var dog forsvundet sammen med januars transfervindue. Den tunesiske højreback Belgacem var begyndt at komme med små hentydninger om et skifte. Og da Arezzo dukkede op med et bud, så Gianni sig nødsaget til at handle. Selvom Belgacem muligvis var en af holdets stærkeste spillere, så følte han at tuneserens skrøbelige psyke kunne forhindre ham i at blive en rigtig stor spiller. Gianni kendte til Arezzos fascination af spilleren, og havde derfor presset citronen lidt. Da Arezzo vendte tilbage med et bud på lidt over £200.000, valgte klubbens bestyrelsesformand at gå ind og godkende tilbuddet. Akkurat som han også havde gjort flere gang i sommers. Dermed var Belgacem fortid i Rodengo.

I transfervinduets sidste timer var der drysset et tilbud ind på forsvarsspilleren Blanc. Gianni havde skruet op for prisen, så den rundede de £200.000. De skræmte dog ikke køberne, og dermed kunne Colosio endnu en gang blande sig og takke ja til tilbuddet.

Principielt var Gianni imod, at ledelsen blandede sig så kraftigt i spillersalg, men i disse situationer havde Gianni formodentlig accepteret alligevel, så skaden var ikke så stor. Han havde også forståelse for, at klubbens pressede økonomi krævede, at man måtte afhænde nogle spillere, når prisen var fornuftig.

Som en konsekvens af klubbens dårlige økonomi kom der ingen forstærkninger før til sommer, og med de to salg var forsvaret svækket tilpas meget til, at Gianni kunne glemme playoff-pladserne. Holdet havde vist sig at være rigtig stærkt på hjemmebane, men det var sværere at finde melodien på udebane. Man manglede lige det sidste, og med de to salg kom man altså til at mangle endnu mere.

Til gengæld så Gianni med optimisme frem mod næste sæson. Hele syv nye spillere kom til klubben til sommer. Belært af tidligere tider, var der dog lidt flere folk, der i forvejen kunne tale italiensk.

Klubben var sårbar på målmandsposten, hvor der reelt ikke var en reserve. Derfor havde han hentet en målmand. Desforuden kom der to nye centerforsvarer. En italiener og en franskmand. Dermed havde holdet tre lige kvalificerede spillere til de to pladser.

Herudover kom en 30-årig italiensk højre back, som var tiltænkt en startplads. Midtbanen var også blevet styrket. Argentineren Ledesma skulle give den centrale midtbane et løft. Han havde spillet i Italien i flere sæsoner, og Gianni formodede, at han ville falde nemt til. På venstre kant kom en franskmand ved navn Boubaya til. Han skulle afløse Michel, som Gianni ikke havde tænkt sig at fornye kontrakten med. Michel var ellers en stærk spiller, men hans lønkrav var for stort, og hans manglende defensive evner gjorde venstresiden sårbar. Boubaya var langt bedre allround, og Gianni så det som en forstærkning.

I angrebet var holdet egentlig fornuftigt besat med tre jævnbyrdige spillere til to pladser. Alligevel havde Gianni hentet Malick Seck til den forreste linje. Seck var en fysisk stærk spiller, der var god med hovedet. Det manglede holdet lidt i nogle situationer. En til at tage nærkampene med modstandernes ofte store centerforsvarere. Til gengæld var Seck ikke voldsomt hurtig, men så længe hans angrebsmakker havde lidt speed i benene, så var det ingen katastrofe.

Alt i alt havde Gianni fået hentet rigeligt med spillere. Måske også for mange, men han regnede med, at der ville komme bud på de nuværende spillere, når man nåede sommeren, og de syv nye spillere var et forsøg på at være på forkant med situationen.

Han havde tidligere haft dårlige erfaringer med at bringe mange nye spillere ind på holdet, men han håbede, at dette ville blive undgået denne gang. Dels fordi fire af de syv spillere allerede talte italiensk, og derfor ville være kortere tid om at tilpasse sig, og dels fordi han denne gang havde en stamme på holdet. Han havde derfor mulighed for at introducere de nye spillere lidt efter lidt og ikke bare kaste dem i ilden, som det havde været tilfældet for halvandet år siden.

Nu skulle denne sæson bare overstås med et hæderligt resultat, og så kunne man stræbe efter lidt mere i næste sæson.

Maj 2014:

Giannis hjerte sad oppe i halsen. Det her var noget af det mest nervepirrende, han havde været ude for i lang tid. Til trods for at han, især i sæsonens indledning, havde brugt reserver i Serie C-cuppen, så havde holdet alligevel formået at spille sig frem til semifinalerne. Dette var sket efter man samlet havde opnået 4-4 mod Venzia i kvartfinalerne og dermed var gået videre på reglen om udebanemål. I semifinalerne skulle Rodengo møde Serie C1-holdet Pescara. En meget svær modstander, som dog var blevet holdt fra fadet i det første opgør. Rodengo havde overraskende vundet 2-1 på hjemmebane, hvilket var et fantastisk resultat. Nu havde man en enestående mulighed for at gå videre.

Det havde dog hurtigt vist sig, at Pescara på hjemmebane var anderledes stærke. Kampen havde været et langt pres mod Rodengo-målet. Kun storspil af målmanden Le Rouzic havde forhindret en ordentlig afklapsning. Han havde på mageløs vis holdt målet rent. Nu nærmede uret sig de 90 minutter og Rodengo-målet var belejret. Giannis tropper skulle bare holde stand lidt endnu, og så ville finalepladsen være sikret. Et mål til Pescara ville være afgørende, da de så ville gå videre på reglen om udebanemål. Gianni havde valgt at trække spillerne langt tilbage, og tvang dermed Pescara-spillerne til at sparke udefra. Det havde virket indtil videre.

Da der resterede ca. 30 sekunder på stadionuret modtog en Pescaraspiller bolden. Han havde ca. 30 meter til mål, men forsøgte sig alligevel med et langskud. Han sendte et brag af et spark af sted, og Gianni måtte til sin rædsel se Le Rouzic bliver passeret for første gang.

Rodengo kunne ikke nå at svare igen, og var dermed ude af turneringen. Gianni ærgrede sig. Fandtes der en mere trist måde at tabe på? Han kunne naturligvis være stolt af holdets præstation gennem hele turneringen, men denne sidste kamp var alligevel en bitter pille at sluge.

Nu måtte fokus tilbage på ligaen. Der resterede to kampe, og klubben havde stadig en teoretisk chance for at rykke op. Men det krævede to sejre i de to sidste kampe. Alene det var på det nærmeste urealistisk, da det sidste opgør var mod Mezzocorona på udebane. Giannis tidligere klub havde været suveræn i denne sæson, og Gianni anså det for at være tæt på umuligt at slå holdet. Rodengo var slet ikke gode nok på udebane til at udgøre en trussel. Skulle det umulige ske, så skulle både Pergocrema og Itala max. have ét point i de to sidste kampe, og dette var ligeledes så godt som utænkeligt.

Gianni ønskede derfor bare at få sæsonen overstået så hurtigt som muligt. Næste sæson var langt mere interessant i hans øjne.

Fremragende update igen. 

Super ærgeligt med cuppen.
Det er altid surt at ryge ud på den måde :(

Ja, altså det var jo fortjent nok, men alligevel frustrerende når det er så tæt på. Og så på et eller andet sindssygt langskud. Ondskabsfuldt.

August 2014:

Gianni stod i spillertunnelen. Han tøvede med at gå ind på stadion. Han var pludselig blevet grebet af nervøsitet. Det kom lidt bag på ham. Han havde altid haft godt styr på nerverne. Uroen skyldte mest af alt hans egne forventninger til sæsonen. Ledelsens forventninger strakte sig ikke længere end til en midterplacering, hvilket Gianni ikke så noget problem i at opfylde.

Hans egne forventninger oversteg dog disse. Han følte, at holdet skulle hente en playoff-plads i denne sæson. Dette var dog ikke noget, som han havde meldt ud offentligt. Han valgte konsekvent at underspille sin rolle. På den måde var det nemt at indfri forventningerne, og dermed få positiv anerkendelse fra andre sider. Sidste sæson var klubben blevet spået til en 15.plads, men havde hentet en 7.plads. Dette havde betydet, at Rodengo var blevet kåret til året positive overraskelse, og Gianni selv var blevet kåret til rækkens tredjebedste manager.

I år var holdet blevet spået til en 10.plads, men Gianni følte, at sommerens forstærkninger skulle bringe holdet op blandt de fem bedste. Tilgangene havde betydet, at truppen nu var tilpas bred til, at han kunne stræbe efter lidt mere. Sommeren havde mod forventning ikke medført spillersalg, og derfor stod Gianni nu med et overskredet lønbudget, men samtidig havde han også en forholdsvis bred trup.

Gianni var dog bange for at holdet ikke skulle levere. Træningskampene var forløbet fornuftigt, og selvom det kun var blevet til ét point i de to første Serie C-cupkampe, så havde det ikke givet anledning til nervøsitet. Han havde trods alt stillet med B-kæden, og begge modstandere lå i Serie C1 og var derfor lige et niveau over. Ligadebuten var kommet på udebane sidste weekend. Desværre var det mod en nedrykker, Bellaria, som havde en forholdsvis stærk trup. Dette havde betydet et 2-1 nederlag til Rodengo. Nedrykkere var typisk stærke, og man skulle være heldig at få noget med hjem på udebane mod disse hold. Alligevel havde det sået en anelse tvivl i Giannis sind.

Nu skulle Rodengo spille deres første kamp på hjemmebane mod oprykkerne fra Rovigo. Sidste år havde Gianni haft rækkens tredjebedste hjemmehold med 41 point ud af 51 mulige og en målscore på 50-17. Kunne Comunale vise sig som en lige så uindtagelig fæstning i år? Hvis det var tilfældet, så var en playoff-plads ikke urealistisk. Sidste år havde Rodengo kun fået 11 point på udebane, og det ville Gianni forbedre i år. Dette skulle ske, ved at gå en anelse mere offensivt til værks.

Flere spørgsmål meldte sig i Giannis hoved. Havde nyindkøbene forstyrret truppens harmoni? Der var trods alt fire nye ansigter i start-11eren. Var sidste sæsons resultater en konsekvens af, at holdet blev undervurderet?

Gianni tog en dyb indånding og gik langsomt ind mod plænen. Han fandt sin plads på bænken, og satte sig til rette. Nervøsiteten fik hans hjerte til at banke stærkere. Efter blot 32 sekunder kunne Gianni drage et lettelsens suk, da Lorenzo Corti slap igennem på højre kant og sendte en bold ind til Romeo, der med lidt besvær fik hældt bolden i mål. Gianni havde genfundet sin glæde.

Glæden blev dog langsomt forvandlet til ængstelse, da Rodengo ikke var i stand til at lægge et ordentligt pres. Rovigo var desværre lidt for godt med i kampen og efter 35 minutter var udligningen realitet.

Efter scoringen trak Rovigo sig tilbage, og Rodengo havde svært ved at komme frem til store chancer. Giannis mandskab sad ganske vist på størstedelen af spillet, men boldbesiddelsen blev ikke omsat til chancer. Imens gik tiden stille og roligt, og før Gianni fik set sig om, lød dommerens fløjte.

Gianni stirrede vantro på tavlen, men det ændrede ikke det faktum, at Rodengo måtte nøjes med ét point for de to første kampe, hvilket betød en øjeblikkelig 11.plads.

Bliver spændende med en ny sæson....Kunne være fedt med en oprykning ;)

September 2014:

Andrea Scaglia lå nederst i den bunke af mennesker, der i stor ekstase havde samlet sig i det ene hjørne af grønsværen på Stadio Comunale. Den 18-årige spiller, der var et produkt af Rodengos talentafdeling, havde lige scoret et særdeles forløsende mål.

Rodengo havde haft lidt opstartsvanskeligheder i ligaen. Inden sæsonstarten havde truppen summet af forventning, men de indledende kampe havde ikke vist alt for lovende takter. Dagens hjemmekamp skulle være et vendepunkt, hvis Rodengo skulle gøre sig gældende i kampen om playoff-pladser. Det var naturligvis stadig tidligt på sæsonen, men rent psykisk var det vigtigt for spillerne, at etablere sig i den bedste halvdel så hurtigt som muligt.

Dagens modstander fra Itala havde da også fået kærligheden at føle fra kampens start. Rodengo havde bragt sig foran både 1-0 og 2-0. Itala reducerede dog  til 2-1, men kort efter skabte endnu en Rodengoscoring atter luft mellem de to hold. Pludselig var det dog som om, at hjemmeholdet faldt sammen, og Itala blev farligere. Det udmøntede sig først i en reducering og herefter i en udligning. Manager Gianni Andretti havde indset, at der skulle ske noget, og han skiftede derfor begge angribere samt en midtbanespiller ud. Og det var netop en af disse, der afgjorde kampen for Mezzocorona. Teenageren Andrea Scaglia havde været blandt de indskiftede spillere. Han havde ikke været længe på banen, før han sendte et behersket skruet spark af sted fra kanten af feltet, som sad klinet op af stolpen uden for Itala-målmandens rækkevidde. Både Scaglia og holdkammeraterne var brudt i stor jubel,

Andrea Scaglia rejste sig smilende op, da hans holdkammerater omsider fjernede sig. Han havde grebet chancen og leveret varen. Han havde vist manageren, at han stod klar.

Den unge midtbanespiller havde for et par år siden taget springet fra klubbens ungdomsakademi til ungdomstruppen. Han havde fået en god start, og til alt held havde manageren set det, og han havde især rost hans indstilling. Siden da var det gået stødt fremad, og Scaglia var således den første ungdomsspiller i nyere tid, der havde taget springet videre til førsteholdstruppen. Sidste år havde Scaglia primært spillet Serie C-cupkampe og så gjort nogle få indhop i ligaen. I år var det unge talent steget en anelse i graderne. Sidste år havde Scaglia stået bag Bencivenga i køen til startopstillingen, men her i optakten havde Scaglia konstateret, at han havde overhalet Bencivenga.

De to foretrukne til midtbanen var franske Mickaël Firmin samt nyindkøbet Ledesma. Scaglia var således tredjevalg til de to pladser, og det betød sandsynligvis en del spilletid i form af indhop i den kommende sæson. Derfor var det også vigtigt, at Scaglia kunne bidrage med noget, når han først kom på banen. Og det havde han gjort. Hans scoring betød, at Rodengo fik kontakt med den mere interessante del af ligaen, eftersom de nu rykkede op på en femteplads.

Scaglia tog ind dyb indånding og priste sig samtidig lykkelig over hvert eneste minut han fik på banen.

Flot med en foreløbig 5. plads. Jeg håber sgu på en oprykning nu :)

Det gør jeg også. Starten har været lidt famlende, men umiddelbart er der ved at være et fornuftigt niveau. Og den centrale midtbane, som tidligere har været et problem, er nu endelig oppe på et niveau, der kan give os et overtag i mange af kampene.

Januar 2015:

Federico Bencivenga forlod mødelokalet og vandrede slukøret ned mod sin bil. Hans humør var helt i bund til trods for, at han for få øjeblikke siden havde sat sin signatur på en ny kontrakt. Dette var som oftest lig med et nyt og spændende kapitel i karrieren for en ung spiller. Desværre var det ikke helt den kontrakt, han havde ønsket sig. Den 22-årige midtbanespiller havde spillet fast på Rodengos førstehold i hele sidste sæson, men nu måtte han sande, at han var røget ud i kulden. En ny midtbanespiller var hentet ind, og da han selv åbenbart var blevet overhalet af en af klubbens yngre spillere, Andrea Scaglia, så var der pludselig lang vej til startopstillingen.

Derfor havde manageren besluttet at Bencivenga ikke ville få forlænget sin kontrakt. I januar måneds transfervindue havde Serie D-klubben Melfi så vist interesse, og efter korte forhandlinger var handlen en realitet. Rodengo var tilfredse med blot at få en smule håndører for en spiller, som alligevel fik lov at gå gratis ved sæsonens afslutning.

Bencivenga var dog deprimeret over, at han skulle forlade klubben. Dels var det i denne periode af karrieren, hvor hans udvikling tog fart, og han skulle derfor bevæge sig til højere niveau og ikke et lavere. Derudover var Rodengo et sjovt sted at være lige nu. Efter en lidt famlende start, så havde holdet fundet melodien og indtog på nuværende tidspunkt en andenplads i rækken. Holdet havde genfundet styrken på hjemmebane, og da man samtidig havde implementeret en lidt mere offensiv stil på udebane, så var pointene langsomt begyndt at rulle ind. Rodengo lignede derfor et godt bud på en playoffplads. Måske kunne en førsteplads være kommet i betragtning, hvis ikke det var for Bellaria. Serie C1-nedrykkerne havde vist sig at være særdeles stærke, og specielt på udebane var de i særklasse rækkens bedste hold. De havde pt. seks points forspring til Rodengo.

Men en playoff-plads var også ganske tilfredsstillende for klubben, og kunne man holde sig i det lag, så var det kun et spørgsmål om tid, før klubben rykkede op. Men det skulle Bencivenga ikke være en del af. Jo, muligvis i Melfi, men her var det oprykning til C2, og det klang ikke helt så godt i Bencivengas ører. Han kastede et sidste blik på klubhuset, hvorpå han satte sig ind i bilen og kørte bort.

Dejligt at se at bloggen stadig er leveringsdygtig af updates i verdensklasse.....Klart den blog der skiller sig mest positivt ud fra resten af flokken og hvilket held at siden har en blogskriver der fanger en så fantastiskt med en kun tekstbaseret blog. Rækken af superlativer man kan knytte til denne blog er fandme lang og du imponerer gang på gang. O0 O0 O0 O0

Forhåbentligt munder sæsonen ud i den oprykning alle sukker efter....

Rodengo i Serie A !!!

Jeg takker for de flotte ord. Serie A bliver det dog nok ikke lige med det samme ;)

Februar 2015:

Jérémy Chouard pustede langsomt ud. Skuldrene sank ned. Han var afslappet. Langsomt fyldte han igen lungerne med luft. Han fokuserede på bolden og startede sit tilløb. Han ramte bolden perfekt og sendte den mod venstre side af målet. Han så samtidig Lumezzane-målmanden springe til den anden side, og bolden kunne derfor uforhindret sejle ind i maskerne.

Kort efter lød dommerens fløjte og Chouard begav sig ned mod omklædningsrummet. Han var lettet. Overordentlig lettet. Den sidste uges tid har været præget af følelsen af et øget pres på hans skuldre. Han havde spillet fortræffeligt i det sidste stykke tid, og da Rodengo havde sat sig tungt på rækken andenplads, var der kommet endnu mere fokus på holdet. Tilsvarende var der også kommet mere fokus på Chouard. Han var trods alt holdets anfører og topscorer. Medierne havde flere gange uddelt store roser til ham, og han var efterhånden begyndt at føle sig lidt presset af omgivelsernes forventninger til ham.

Specielt op til dagens kamp føltes presset ekstra stort. Det var nemlig ikke en hvilken som helst modstander, der kom på besøg i dag. Der var tale om ærkerivalerne fra Lumezzane, hvilket gjorde ønsket om en sejr endnu større. Modstanderne lå i bunden af rækken og var på papiret en overkommelig opgave. Men det faktum, at Lumezzane havde haft en miserabel sæson medførte, at denne kamp nemt kunne ses som en rigtig fornuftig trøstpræmie. Derfor var kampen langt fra en walkover for Rodengo.

Manageren, Gianni Andretti, have dog været opmærksom på Chouards nervøsitet, og under opvarmningen havde han kaldt anføreren hen til en lille peptalk. Han fortalte, at der ikke var nogen form for pres på Chouard, og at hverken hans faste plads i angrebet eller anførerhvervet var i fare. Det havde beroliget Chouard. Han var blevet beroliget yderligere i løbet af første halvleg, da først Firmin og senere Malick Seck havde bragt Rodengo foran. I anden halvleg fik Chouard selv hul på bylden, og det endte med, at han havde scoret sæsonens andet hattrick.

Han stod nu noteret for 20 mål i 19 kampe. Han havde haft en fantastisk sæson indtil videre. Det samme kunne siges om holdet generelt. Tingene gled særdeles fornuftigt i øjeblikket, og den lidt mere offensive spillestil på udebane havde givet pote. Bellaria havde dog stadig godt fat i rækkens førsteplads, men kunne Rodengo blot holde fast i den nuværende placering, så havde de helt klart en fordel i playoff-kampene. I tilfælde af uafgjort var det nemlig det bedst rangerede hold, der gik videre. Og det øgede alt andet lige holdets chancer for oprykning.

April 2015:

Gianni drog et lettelsens suk, da han kunne vandre over til modstandernes manager og sige tak for kampen. Endnu en sejr var i hus. Og så endda på udebane. Men det havde holdt hårdt. Modstanderen hed Pergocrema, og de var blandt de fem stærkeste hjemmehold i ligaen. Starten havde da også været hæslig og Rodengo var hurtigt kommet bagud 1-0. Holdet havde dog vist god moral, og de havde rejst sig og scoret hele tre gange.

Mod slutningen af kampen var Pergocrema dog gået i offensiven, og da de så havde held til at reducere, fik de blod på tanden. Derfor havde de sidste minutter været særdeles hektiske, men Rodengo havde holdt stand.

Gianni tjekkede hurtigt sine sms’er og fandt ud af, at Bellaria havde spillet uafgjort i dag. Det gjorde bare Rodengos resultat i dag endnu mere vigtigt. Gianni forsøgte at gøre status over den sidste periode. Rodengo havde været fantastisk godt kørende. Dagens sejr var den syvende på stribe. Holdet havde ikke tabt siden en gang i november. Det havde været fantastisk at stå i spidsen for sådan et hold. Den gode form havde også medført, at man havde stået klar, da Bellarias resultater begyndte at svigte, og for to runder siden var Rodengo gledet forbi. De indtog nu rækkens førsteplads med et forspring, der nu var øget til fire point. Der resterede fire kampe af sæsonen. Rodengo var bedst indbyrdes mod Bellaria, hvilket betød, at Bellaria skulle hente fem point på Rodengo i de fire sidste kampe. Det måtte ikke ske. Rodengo fik ikke større chancer for at rykke op.

Gianni havde haft store forventninger til denne sæson, men han havde ikke forventet, at holdet skulle helt med op og blande sig i kampen om titlen. Dertil havde han vurderet forsvaret for svagt. Men han havde taget fejl. Alting havde kørt på skinner den sidste tid. De havde marginalerne på deres side, og nu var de så tæt på oprykningen, som de næsten kunne komme. For ham ville det være en kæmpe succes at få Rodengo i Serie C1. For det første følte han stadig, at han manglede at bevise sit værd over for Rodengo-ledelsen. Han havde gjort det hæderligt indtil nu, men han manglede at feje benene væk under dem. Det ville en oprykning gøre. Derudover ville det sende et signal til omverdenen om, at den oprykning han fik med Mezzocorona ikke var en tilfældighed. Denne gang var præstationen næsten større, idet Rodengo på mange måder var en mindre klub.

Og så kunne han ikke vente med endnu engang at få muligheden for at bevise overfor Mezzocorona, at de aldrig skulle have fyret ham. Det var desværre ikke helt lykkedes for ham endnu. Der havde været for stor forskel på de to hold, da de sidst havde været i samme række. Men nu øjnede Gianni muligheden for at indhente noget af det forspring. Til trods for, at det nu var flere år siden, at han havde forladt Mezzocorona, så var han stadig bitter over fyringen. Det havde på mange måder plettet hans CV, og i øjeblikket var det mærkværdigvis hans største drivkraft. Også større end hans generelle karriereambition. Han ville vise Mezzocorona-ledelsen at de tog fejl.

MERE; MERE; MERE.... Må Simpelthen have afslutningen på den sæson... Det her er for spændende.-. FANTASTISK ARBEJDE O0

Juni 2015:

Gianni sad på sit kontor, hvor han for en gangs skyld foretog sig noget, der ikke var direkte arbejdsrelateret. Han havde samlet billeder og artikler fra den netop afsluttede sæson og lagt alle disse i en glasramme. Denne sæson have været hans karrieres bedste, og han ville derfor gøre noget specielt for at kunne mindes den.

Efter en lidt vaklende start havde Rodengo-mandskabet hanket op i sig selv og gået fra succes til succes. Sidste nederlag daterede sig til en gang i november, og med otte sejre i træk i vinterens løb var de kravlet op på førstepladsen. Og der blev de. Giannis første titel var i hus. Men det stoppede ikke der. Vinderne fra de 3 Serie C2-puljer mødtes hvert år i et lille gruppespil, hvor Rodengo med en uafgjort og sejr også her trak det længste strå. Rodengo var således også det bedste C2-mandskab.

Eftersom klubben ikke var spået til mere end en 10.plads i rækken, så blev Giannis mandskab da også kåret til årets positive overraskelse. Og Gianni blev samtidig kåret til årets manager. På spillersiden løb anføreren Chouard med titlen som årets spiller. Der stod Rodengo på det hele, og Gianni var ved at briste af stolthed. Som en konskvens af de gode resultater blev Gianni kontrakt da også forlænget. Denne gang blev der også plads til en lønforhøjelse, således at han nu tjente det samme, som da han blev fyret i Mezzocorona. £450 var stadig ikke noget at skrive hjem om, men en lønforhøjelse på mere end 35% var trods alt ikke at foragte.

Gianni hængte rammen op på væggen og satte sig ned på sin stol og nød synet. Der lød en banken på døren, og klubbens bestyrelsesformand stak hovedet ind.
”Det ser sgu fint ud” sagde Colosio med et smil, og fortsatte. ”Jeg har godt nyt. Vi går i gang med en stadionudvidelse i næste uge.”

Giannis mave knugede sig sammen. Hans puls steg til det dobbelte. Han sad med en kraftig fornemmelse af deja-vu. Det var en stadionudvidelse, der i sin tid havde fået ham fyret fra Mezzocorona. Derfor havde han helt bevidst undladt at presse på for en udvidelse efter devisen ”brændt barn skyr ilden”.

”Øhh… Hvordan med økonomien? Vi har jo ikke nogen penge.” dristede Gianni sig til at spørge.

”Jeg har fået finansieringen på plads med banken. Vi har fået et 15-årigt lån på £525.000. Udvidelsen er trods alt kun på 323 pladser, så det var ikke så problematisk at få på plads.” sagde Colosio med et smil. Han kiggede på sit ur. ”Nå men, jeg smutter. Hav en god sommer.”

Gianni sad alene tilbage. Han drog et lettelsens suk. Udvidelsen var helt rigtig i hans øjne. Han ville gerne have haft endnu flere pladser, men det var formodentlig et spørgsmål om økonomi, og han glædede sig over, at ledelsen udviste den fornødne ansvarlighed.

Rodengo gik en spændende tid i møde. Gianni havde kun en ny spiller i sigte, der skulle supplere truppen på venstre back. Han havde med vilje ikke hentet nye spillere, da han for det første mente, at hans nuværende trup var stærk nok til at overleve i C1. For det andet, så blev oprykningen først sikret sent på året, og uden transfermidler så var det svært at hente fornuftige forstærkninger på det her tidspunkt. Så han besluttede sig for, at klø på med den nuværende trup, og så måtte det briste eller bære. Gianni følte, at truppen var langt stærkere, end den trup han i sin tid rykkede op med i Mezzocorona. Om ikke andet så fortjente spillerne at få chancen til vise deres værd ovenpå den forgangne sæson.

Jaaaaa... Tillykke med oprykningen og alle titlerne. Det er sgu flot O0
Glæder mig til at høre om den nye sæson :)

Oktober 2015:

Gianni rakte hånden frem mod Aris Puzzo og sagde tak for kampen. Den unge manager var et stort smil, og han havde særdeles svært ved at kontrollere sin skadefryd. Han havde mest af alt lyst til at råbe ”HA! Så kan du lære det!” ind i hovedet på Mezzocorona-bestyrelsesformanden. Men han holdt sig i skindet. Han vendte om og gik med rank ryg ned mod omklædningsrummet. Det var en stor dag. En stor forløsning. Endelig havde han fået sin første lille hævn af forhåbentlig mange. Han havde bygget sig selv, og holdet, op til det her hele ugen.

Rodengo havde fået en glimrende start på livet i Serie C1A. Efter de første 6 kampe havde Rodengo hentet 9 point og sad dermed på en overraskende femteplads. En start over al forventning, og det var da heller ikke en placering, som Gianni forventede at holde fast i. Men det var vigtigt at få skrabet så mange point sammen som muligt, og i den sammenhæng havde det været fantastisk start.

Netop den gode start havde gjort, at Gianni for første gang følte, at holdet havde en reel mulighed for at slå hans tidligere klub, Mezzocorona, som inden dagens kamp lå på 14.pladsen. Hans første mulighed for at give igen overfor de mennesker, som for år tilbage fyrede ham uden noget reelt grundlag. Og kampen have vist, at Gianni omsider havde noget at have optimismen i. Efter den første halve time var Rodengo foran 2-0, og selvom Mezzocorona reducerede før pausen, så bragte det ikke sejren i fare. Kort inde i anden halvleg scorede Romeo sit andet mål, han havde dermed en stor andel i, at Mezzocorona kunne sendes hjem med et 3-1 nederlag.

Udover den søde hævn gav sejren jo også tre point, der var mindst lige så vigtige, og det betød faktisk, at Rodengo kravlede op på tredjepadsen med 12 point for syv kampe. Det var tæt på at være en drømmestart, og Gianni måtte nyde det så længe han kunne. Der ville uden tvivl komme dårligere tider, som ville få holdet ned på jorden igen.

Fedt at du rykkede op og at du endelig fik din hævn :P

Ja vildt fedt. Jeg kan snart Dufte Serie A  O0

November 2015:

Gianni satte sig forpustet ned i kontorstolen. Han havde siddet og nydt et glas vin sammen med klubbens bestyrelsesformand ovenpå dagens flotte 2-1-sejr over Cesena. Endnu engang havde Rodengo hentet point på udebane, og holdet var startet sæsonen over al forventning. Gianni tændte det lille 14-tommer fjernsyn, som stod på hans kontor. Han slog op på tekst-tv for at tjekke, hvordan det var gået i de andre kampe.

Han kiggede lidt på de kommende kampe mens siden blev indlæst. De gik en hård tid i møde. I december måned ville der komme tre udebanekampe i træk. Det kunne sagtens være noget, som kunne får moralen til at dykke, hvis udbyttet af de kampe blev for dårligt.

Gianni kiggede op på skærmen. Han tabte nærmest kæben. Først havde han ikke kunne finde Rodengo i tabellen, men pludselig fik han øje på dem. Dér. På førstepladsen. Det oversteg hans fatteevne. Rodengo, der i øvrigt var blevet spået til at slutte på en sidsteplads, lå på førstepladsen. Det var utroligt. Gianni måtte indrømme, at det havde været en fin start på sæsonen, men at det skulle være godt nok til, at kravle op på duksepladsen havde han aldrig forventet.

Årsagen skulle formodentlig findes i, at rækken var helt usædvanlig tæt. Alle slog alle. Gianni trak på smilebåndet. Så havde han også prøvet det. Rodengo ville naturligvis ikke være i stand til at fastholde den placering, men alene det at holdet periodevist kunne være med helt fremme, var et kæmpe moralsk boost for ham og holdet. Kunne de få en slutplacering i den bedste halvdel, så havde sæsonens været en stor succes.

Derudover gav det ham også en tryghed ved holdet, som han havde haft svært ved at finde efter oprykningen. Han var klar over, at hvis holdet skulle gøre sig forhåbninger om, at komme længere op i rækkerne, så skulle der hentes forstærkninger. Det havde aldrig tidligere været et problem at finde interessante emner, men det var det af en eller anden grund i år. Det betød, at Gianni i store træk måtte fastholde den nuværende trup. Specielt havde han haft sine bekymringer omkring forsvaret. Men nu så det ud til, at holdet sagtens kunne fungere, og han kunne derfor gå i gang med at forlænge kontrakter med en række af nøglespillerne. Indtil nu havde han været en anelse tilbageholdende, da han ikke vidste om de havde niveauet. Det så ud til, at han ikke havde nær så meget at være nervøs for, som først antaget.

Under alle omstændigheder var han glad for, at han ikke skulle igennem det samme helvede, som da han rykkede op med Mezzocorona, hvor holdet var udspillet i langt de fleste af sæsonens kampe.

Fantastisk - tillykke med førstepladsen :)
Jeg håber på, at du bliver i toppen resten af sæsonen...

Januar 2016:

Den store senegaleser, Malick Seck, kom gående ud fra stadion og gik over mod spillerbussen, der skulle fragte Rodengo-spillerne hjem fra dagens udekamp mod Carrarese. Der stod en række af journalister, som havde ventet på ham. De var i gang med at interviewe hans manager, men da de fik øje på den mørke angriber, kom de straks stormende over mod ham. Gianni Andretti stod i baggrunden og sendte ham et indforstået blink. Seck smilede tilbage og gav herefter journalisterne sin opmærksomhed.

Seck startede roligt ud med at fortælle om, hvordan holdet havde valgt at gribe modstanderne an. Dagens modstander, Carrarese, havde tidligere vist sig som et ret farligt bekendtskab. Dette skyldtes primært deres lidt specielle formation, hvor de havde hele tre spillere på offensive centrale midtbane. Derfor havde Rodengo i dag valgt, at lade de to centrale midbanespillere, søge tilbage i banen, for at give Carrarese-spillerne mindre plads at udfolde sig på. Og det havde fungeret ret godt. Rodengo havde sat sig på spillet og der var ikke gået længe før målene var begyndt at komme. Og det var netop målene, der var grund til at Seck pludselig var så interessant. Han havde nemlig scoret hele fire mål i dagens 5-0 sejr. Dertil kom, at hans form i den seneste tid havde været ret god, så derfor var han pludselig blevet et spændende navn. Hans kendetegn var hans fysiske styrke og hans hovedspil.

Han havde for nylig forlænget med Rodengo, hvilket manageren havde været meget begejstret for. Seck ville naturligvis gerne væk, og det skulle han også nok komme. Dog havde manageren udtalt, at man skulle have en betragtelig sum penge for ham, og det var derfor endnu ikke ikke blevet til noget i januars transfervindue. Der havde været en enkelt forespørgsel, men tilbuddet havde åbenbart været for lavt.

Seck kunne da også godt affinde sig med at spille i Rodengo. Manageren brugte ham på den rigtige måde, og holdet havde fin succes i ligaen, hvor de pt. indtog en 7.plads. Men Seck ville da gerne videre på et tidspunkt, og hvis ikke der skete mere i januar, så ville der formodentlig komme noget til sommer. Hans karriere var på et interessant stadie lige nu, og han nød opmærksomheden fra journalisterne.

hvornår kommer det næste update....  O0 hehe kan ikke vente, med at høre om din slutplacering i ligaen...

April 2016:

Gianni burde være i den syvende himmel. Han havde lige vundet en højst overraskende udebanesejr over rækkens nr. to, Triestina. Sejren havde medført, at Rodengo nu lå nr. fire med tre kampe igen. Alle tre resterende kampe var mod hold, der lå i den dårligste halvdel af tabellen. En playoff-plads var i den grad inden for rækkevidde. Og dog. Det havde den nok været, hvis ikke weekendens kamp havde givet skader til både Firmin og Ledesma.

Normalt var skadede spillere ikke noget, som Gianni beklagede sig over. Problemet lå dog i, at begge spillere var startere på de to centrale midtbanepladser i Rodengos 4-4-2-system. De to spillere havde været særdeles vigtige brikker i holdets succes, og nu var de begge ude i resten af sæsonen. Det var sort uheld. Det blev ikke meget værre.

Nu var Gianni tvunget til at tænke alternativt. Den primære reserve hed Andrea Scaglia, og han var den hidtil eneste spiller, der havde formået at tage springet fra Rodengos ungdomsafdeling til førsteholdstruppen. Han havde en professionel indstilling til tingene, og Gianni var egentlig ikke utryg ved at sende ham på banen. Han manglede evner som bolderobrer, men til gengæld var han stærk fremadrettet. Havde han haft enten Firmin eller Ledesma til at læne sig op af, så havde det ikke været det store problem. Men det havde han ikke. I stedet var Gianni tvunget til at trække venstrekanten Boubaya ind på midten, og så i stedet lade reserven Lazzaro spille på kanten. Midten var ikke Boubayas foretrukne position, men han kunne formodentlig bruges. Lazzaro havde ikke spillet i lang tid, og han var et niveau under Boubaya. Det var primært i det defensive, at Lazzaros evner haltede.

Kabalen gik med nød og næppe op for Gianni. Truppen var dog svækket på næsten hele midtbanen, og desuden manglede både Scaglia og Lazzaro kamptræning, hvorfor der ikke kunne forventes store præstationer af dem lige med det samme. Med lidt held ville Rodengo dog kunne klare skærene.

I det samme ringede Giannis telefon. Det var en kort samtale. Gianni ytrede kun få ord. Han lagde på og tog sig til hovedet. Førstemålmanden Le Rouzic var lige blevet skadet. Han var ude i tre uger. Dette betød at endnu en reserve uden kamptræning skulle i ilden. Denne gang var det Zaninelli, som ikke havde stået en betydende kamp i år. Det ville blive vanskeligt at forsvare playoff-pladsen.

Det er godt nok spændende det her - surt med de skader her op til den vigtige sæsonafslutning.
Jeg håber at du klarer den alligevel. Vi vil ha' en play-off plads!!

O0

Maj 2016:

Andrea Scaglia modtog et klap på skulderen af manageren, da han forlod banen. Han havde spillet en god kamp. Hans vikariat på midtbanen i de sidste tre kampe var forløbet ret godt. I første kamp mod Alto Adige skulle han lige finde sig til rette, men herefter havde det kørt godt. I den efterfølgende kamp havde han scoret to mål og nu et mere her i den sidste kamp. Desværre var det ikke nok. Specielt den første kamp mod Alto Adige havde været afgørende. Her havde Rodengo tabt 2-1 på hjemmebane, og dermed mistet et vigtigt skridt i kampen om playoff. Og så skete det endda på et straffespark i sidste minut.

I den efterfølgende kamp på udebane mod Sassuolo havde Andrea spillet godt, og med sine to scoringer havde han været hovedårsagen til, at man kunne hente det ene point med hjem. Det var desværre ikke blevet til mere. Isoleret set var det også altid fint at få point med hjem fra en udebanekamp. Desværre betød resultatet dog, at Rodengo ikke længere selv kunne afgøre deres skæbne.

I den sidste kamp havde Rodengo hentet en 2-1 sejr, og Andrea havde scoret igen. Desværre var det ikke nok, da Ancona også havde fået point i deres sidste kamp. Derfor endte Rodengo på den utaknemmelige 6.plads, og holdet fik dermed ikke adgang til playoff-kampene.

Andrea ville naturligvis godt have haft playoff-oplevelsen med, men hvis han skulle fokusere på de positive ting, så var han glad for, at han fik vist hvad han kunne i de seneste kampe. Han kunne mærke, at han hele tiden spillede sig tættere på holdet. Det var klart, at både Ledesma og Firmin stod foran i køen, men det havde Andrea det fint med. Han kunne lære meget af de to, og han var trods alt kun 20 år.

Han så frem mod næste sæson, hvor det meget vel kunne blive til endnu mere spilletid. Han havde i hvert fald vist, at han var til at stole på.

Øv - det var ærgeligt at playoff-pladsen glippede :(  Men det er jo forståeligt med de skader.
Men det kunne godt ligne en oprykning efter næste sæson :)

KUTGW

Ja, det er gået over al forventning i denne sæson, og med nogle få tilføjelser til truppen, så kunne det godt blive meget interessant i sæson 2016/17.

Helt igennem fantastisk blog, en af de bedste jeg længe har læst. Én ting savner jeg dog, screenshots en gang imellem ville være rigtig godt, specielt af holdets "stjerner" og nye signings. :)

KUTWG - Oprykningen kommer næste sæson ;)

Jeg har haft overvejet det, men når man spiller langt nede i rækkerne og en del af spillerne samtidig er regens, så følte jeg ikke, at de var voldsomt interessante. Derfor har jeg undladt at gøre det. Også fordi det hænger lidt dårligt sammen med den stil bloggen er skrevet i.

Hvis der kommer konkrete forespørgsler på bestemte spillere, så uploader jeg naturligvis gerne et par screenshots.

August 2016:

Gianni kunne for anden gang i kampen se anfører Chouard gå frem til straffesparkspletten. Han scorede endnu en gang sikkert, og publikum brød ud i jubel. Gianni åndede lettet op. Med en 4-2-føring i overtiden, så var kampen lukket.

Der gik da også kun kort tid inden kampen blev fløjtet af. Publikum brød atter ud i jubel. Gianni kunne godt mærke, at der var mere end fire gange så mange personer som normalt. Efter sidste sæson var overstået, havde Rodengo-ledelsen besluttet, at endnu en stadionudvidelse var på sin plads. Denne gang med 800 pladser, så man dermed kom op over 1.800 pladser. Udvidelse var af en sådan karakter, at man havde besluttet, at Rodengos hjemmekampe skulle spilles i Ospitaletto, som lå et par kilometer væk på den anden side af autostradaen. Her skulle de spille indtil februar, hvor den nye tribune på Comunale i Rodengo stod klar. Til trods for, at Ospitalettos stadion normalt husede et lavererangerende hold, så var der alligevel plads til 6.000 tilskuere. I dag havde Rodengo været i stand til at fylde ca. 2/3 af pladsen. Gianni kunne tydeligt mærke hvilken konsekvens det havde haft på stemningen. Det var lige før, at han ønskede en permanent flytning hertil.

De havde under alle omstændigheder fået bevist, at der kunne sælges langt flere billetter, så hvis finansieringen kunne komme på plads, så var det næsten oplagt at udvide Rodengos stadion endnu mere.

Debuten i Ospitaletto var ellers tæt på at gå galt. Rodengo havde spillet en rigtig skidt første halvleg og var kommet bagud. De havde lagt langt bedre ud i anden halvleg, men desværre fik modstanderne fra Giulianova atter scoret. Nede med 2-0 lagde Rodengo et vanvittigt pres. Efter 70 minutter fik Rodengo tilkendt et straffe, som Chouard scorede på. Lidt efter udlignede Seck på et hovedstød. Chouard scorede sit andet mål efter 80 minutter, og han kunne fuldende sit hattrick med en straffescoring i overtiden. Sejren kom alligevel i hus efter en del besvær.

Gianni var glad for at få en god start på sæsonen. Han var ret spændt på, hvad der ville ske. Truppen var nogenlunde på niveau med sidste år. Han havde hentet en ny og yngre højre back i stedet for 31-årige Girelli, der ikke fik forlænget kontrakten. Derudover havde han lade to centerforsvarere gå, og hentet en ny ind. Venstrebacken Scaglioni var også blevet sorteret fra, og i stedet var der kommet en ny venstre back. Ingen af profilerne var dog blevet solgt, og derfor var truppen på nogenlunde samme niveau som sidste år. Måske en lille smule stærkere qua de nytilkomne, samt det faktum at de tilbageværende spillere fra sidste år nu var blevet et år ældre, klogere og bedre. Der var ingen af dem, der havde en alder, hvor det begyndte at gå den anden vej, så Gianni kunne godt formode, at truppen i hvert fald ikke ville blive dårligere.

Herligt med stadionudvidelsen, og dejligt med lidt mere stemning på lægterne ;)

Endnu en kanon-update O0

Kanon update!

Regner du med at forsætte bloggen efter fredag ?

Ja, den kommer til at køre lidt endnu. Jeg tager nok først rigtig fat på FM2009, når den sidste patch er kommet. Det har jeg lovet mig selv. Ellers ender jeg med at sidde og brokke mig ligesom sidste år ;)

Nu må vi se om jeg kan holde det.

Og tak for de positive kommentarer i øvrigt.

Tror ikke du kan vente så lang tid. Sidste patch plejer da først at komme et stykke ind i det nye år

Hehe. Nej, nu må vi se. I første omgang forholder jeg mig passiv, og ser hvor fejlbehæftet spillet er. Hvis det hele bare kører, så kan det godt være, at jeg går i krig.

Demoen har dog ikke rigtigt fanget mig. Men interessen bliver nok langsomt vakt, når man begynder at læse lidt omkring folks overvejelser og oplevelser omkring det taktiske. Det plejer at inspirere mig til at gå i gang.

Taktikken er sjovt at lege med, derfor jeg sidder og leger lidt med demoen på nuværende tidspunkt.

Oktober 2016:

Gianni gik hastigt over og sagde tak for kampen til modstandernes træner og forsvandt herefter hurtigt ned til omklædningsrummet.

Det havde været en rigtig skidt dag. Rodengos sæson var gået over al forventning indtil nu, og før dagens kamp havde de blågule ligget på en højst overraskende andenplads. I dag skulle de så spille mod rækkens tophold, som lå á point med Rodengo. Gianni vidste ikke, om det var skæbnens ironi, eller om der var en højere magt, som morede sig på hans bekostning, men dagens modstander havde i hvert fald været Giannis tidligere klub, Mezzocorona.

Kampen havde ikke været en god oplevelse, og Rodengo tabte med 3-0 uden at have været i nærheden af sejren. Gianni havde en inderlig trang til at vise Mezzocoronaledelsen, at de ikke skulle have fyret ham, men i øjeblikket gjorde de det desværre alt for godt.

En anden ting, der gik Gianni på, var det faktum, at Mezzocorona var midt i en stadionudvidelse, der med tiden skulle give plads til 10.000 tilskuere. De klarede sig fint uden Gianni. Og det irriterede ham. Grænseløst. Han sad med samme følelse som en jaloux ekskæreste, hvis livs kærlighed var kommet videre med sin tilværelse og nu i alle henseender fremstod som mere succesfuld og generelt bedre stillet, end da han selv var inde i billedet. Skinsygen stak sit grønne fjæs frem. Gianni ønskede sig ikke tilbage i trænerstolen i Mezzocorona. I hvert fald ikke under den nuværende ledelse. Men han ønskede at føle sig savnet og eftertragtet. De skulle komme kravlende tilbage, tiggende om ikke han ville føre Mezzocorona tilbage på ret køl, så han kunne afvise dem. Så kunne de stege i deres eget fedt med evigt utaknemmelige fans, som ville klandre ledelsen for at smide Gianni på porten. Virkeligheden lå dog særdeles langt fra dette ønske.

Selvom Gianni burde være glad og optimistik på baggrund af de gode takter i den indeværende sæson, så var humøret i den anden ende af skalaen. Bitterheden var overvældende.

November 2016:

Gianni kiggede nervøst op mod kampuret. 15 sekunder tilbage af de 4 minutters tillægstid. Floreal Nivert stormede ud mod hjørneflaget for at tage hjørnesparket, der med stor sikkerhed ville blive kampens sidste chance. Nivert pustede hårdt ud, startede sit tilløb og sendte bolden indover. Gianni holdt vejret. Han kunne se Malick Seck slide sig foran sin modstander, sætte af og med panden dirigere bolden ind ved forreste stolpe.

Gianni strakte armene mod himlen og så hurtigt på dommeren for at sikre sig, at målet var godkendt. Den var god nok. Gianni rystede vantro på hovedet. Det her var muligvis den vildeste kamp, han nogensinde havde været med til. Kampen havde i den grad været præget af rædselsfuldt forsvars- og målmandsspil. Samtidig havde begge hold satset offensivt, hvilket måltavlen mere end bekræftede. 6-6 lød slutresultatet. Helt vanvittigt. De to hold havde fulgtes ad det meste af kampen. Modstanderne fra Piacenza havde dog haft overtaget i store dele af kampen. De havde været foran både 1-0 og 2-1. Endelig fik Giannis tropper vendt bøtten, og Rodengo kunne bringe sig foran 3-2. Det holdt desværre ikke længe, og med to scoringer i træk var Piacenza igen foran med enkelt. Atter engang fik Rodengo udlignet. Denne gang til 4-4. Herefter kunne Gianni blot se til, mens modstanderne scorede yderligere to mål til en 6-4-føring. I kampens døende minutter vist Malick Seck dog den styrke, som med tiden havde gjort ham til Rodengos vigtigste spiller. Den store senegaleser var ikke en specielt hurtig spiller, men han havde i den grad fysisk styrke, som, krydret med en god målnæse, gjorde ham til et stort aktiv. Den store angriber scorede således Rodengos to sidste mål.

Gianni havde egentlig ventet, at Seck ville forsvinde i sommerpausen, da han, udover at være en fremtrædende spiller, også var en ambitiøs person. Der havde dog ikke været bud på ham, og Gianni kunne dermed inkludere ham i efterårets planer. Han havde haft en forholdsvis stor andel i klubbens indtil nu gode sæson. Rodengo holdt fast i positionen blandt de fem første og svingede frem og tilbage mellem en 2.- og en 5.plads. Dagens resultat var også ganske tilfredsstillende. Piacenza var generelt et af rækkens bedre hold, og på udebane var det altid tilfredsstillende at hente point. Det tegnede til at blive endnu en spændende sæson, og kunne Rodengo slippe nogenlunde helskindet ud af januars transfervindue, så var playoff bestemt en mulighed.

Du fortsætter en stadig glimrende blog. Jeg går ud fra, at jeg kun er en ud af flere, der venter på updates konstant :)

Jeg kan sgu snart ikke finde på flere nye roser til denne dejlige blog...
Så du må vælge selv herunder:

• Fabelagtig

• Fantastisk

• Super

• Fremragende

• Velskrevet

• Spændende

• Opfindsom

Nej... vælg bare dem allesammen...

Februar 2017:

Andrea Scaglia rejste sig med et sæt, og rakte hænderne i vejret. Rodengo havde snuppet endnu sejr. Den unge midtbanespiller skar en grimasse af den jagende smerte, der gik igennem hans ben. Kampen havde været så medrivende, at han helt havde glemt de beskadigede ledbånd, som holdte ham væk fra banen. Han blev dog mindet om det nu, hvilket atter gav ham anledning til ærgre sig. Det havde han i øvrigt gjort en hel del det sidste stykke tid. Efteråret var gået over al forventning for Rodengo, og de havde holdt sig til blandt de fem bedste. Andrea havde fået en del spilletid uden dog at være fast starter. I december kom hans store chance så. Ledesma, som var en central figur på Rodengos midtbane, pådrog sig en alvorlig skade, og ville være ude i 3-4 måneder. Manageren havde sagt til Andrea, at han ville overtage Ledesmas plads, og så ville man leje en backup til januar.

Endelig havde Andrea fået muligheden for at få fast spilletid i en længere periode. Der skulle dog kun gå få kampe før Andreas verden ramlede samme. Kort inde efter rendte han nemlig selv ind i en skade, som ville holde ham ude i ca. to måneder. Det kunne ikke blive mere bittert for Andrea. Han havde tålmodigt ventet på sin tur, og nu blev det hele altså spoleret af en skade.

I stedet for Andrea havde lejesvenden Nobile sat sig på pladsen, og han havde gjort det ganske fornuftigt. Rodengo havde videreført de gode takter, og med dagens sejr indtog de blågule pludselig førstepladsen. En overraskelse for alle. Også for Andrea, som naturligvis glædede sig over succesen, men samtidig forbandede han de omstændigheder, som medførte, at han ikke kunne være med inde på banen og deltage i de store oplevelser, som hans holdkammerater havde i øjeblikket. Samtidig gik han også glip af den erfaring, som var så værdifuld for ham på nuværende tidspunkt. I en alder af 20 år, så var regelmæssig spilletid efterhånden ved at være afgørende. Tre måneder i startopstillingen kunne have været uvurderligt for ham. Det var dog ikke for sent. Han måtte kæmpe videre. Han ville få chancen igen.

Pyyh, jeg var lige ved at glemme denne blog paa grund af FM 09 - det skal man jo ikke! Jeg ser frem til naeste update :)

Maj 2017:

Gianni tog sig til hovedet. Så tæt på, og så alligevel så langt fra. Rodengo havde haft en fantastisk vinter og havde i lange perioder ligget på førstepladsen.

Med tre kampe tilbage havde Rodengo et forspring på 4 point, men de havde desværre formået at formøble det hele. Sidste spillerunde havde i dag budt på en sejr til Rodengo, men det var desværre ikke nok. De måtte tage til takke med andenpladsen. Det var i sig selv en stor præstation, når klubben var blevet spået til en 10.plads. Og sæsonen var da heller ikke slut endnu. Der var stadig muligheden for oprykning via playoff. Giannis fokus var dog kun på, at holdet lige havde tabt førstepladsen, og selvom han havde gode erfaringer med playoff-kampe, så vidste han også, at det langt hen ad vejen var et lotteri.

Var truppen stærk nok til at klare sig igennem? Gianni tvivlede. Han kunne godt mærke, at spillerne havde leveret tæt på deres maksimale hver gang, og Gianni havde svært ved at tro, at de kunne sætte rækkens bedste hold under pres i disse kampe, hvor der virkelig stod noget på spil, og motivation for alle var øget kraftigt.

Under alle omstændigheder havde Gianni i denne sæson set, at holdet var ved at nærme sig et godt niveau. Truppen havde en nogenlunde bredde. Han vidste, at truppen på nuværende tidspunkt havde evnerne til at spille med om playoff-pladser hvert år. Det ville derfor kun være et spørgsmål om tid, før Rodengo ville blive et Serie B-hold. Det eneste der kunne ødelægge det, var salg af 3-4 spillere på nøglepositioner på en gang. Men det kunne Gianni i vid udstrækning selv styre.

Og så var der lige økonomien. Rodengo havde i to omgange udbygget deres stadion for lånte penge. Afdragene på disse betød, at klubben tabte penge måned for måned. Det var endnu ikke kritisk, men det var klart, at klubben med tiden var nødt til sælge spillere for at få det hele til at løbe rundt. Gianni havde formået at holde fast i truppen gennem de sidste par sæsoner. Det var godt for holdets præstationer, men samtidig skabte det heller ingen transferindtægter, som klubben ellers hungrede efter. Gianni havde godt styr på lønningerne, og han lå et stykke under budget, men pilen pegede umiddelbart kun i en retning. Og det var ned. Stadion skulle udvides kraftigt, hvis man skulle tjene penge nok til at dække omkostningerne. Det ville dog betyde, at Rodengo skulle låne endnu flere penge. Det var skruen uden ende.

Dårlig økonomi havde været et gennemgående tema i Giannis karriere. Først Mezzocorona, som blev sat under administration. Og nu Rodengo, som langsomt blev skubbet tættere og tættere på afgrunden. Hans privatøkonomi var en historie for sig selv. Hvis andre mennesker tissede i bukserne, for at holde varmen, så svømmede Gianni billedligt talt rundt i en sø af pis. Han havde ikke tal på, hvor mange gange han havde flyttet rundt på sin gæld og hvor mange lån han efterhånden havde stiftet. Den gæld, der startede på godt en halv million, havde i løbet af denne sæson rundet to millioner. Det var særdeles kritisk. Gianni prøvede at lade være med at tænke på det. Men engang imellem var han nødt til at sætte sig ned, og trawle aviser og internetsider igennem, for at finde nye udlånsvirksomheder, som ville låne ham penge uden sikkerhed. Ville det nogensinde få en ende? Hans løn skulle som minimum fordobles, hvis han bare skulle gøre sig de mindste forhåbninger om at holde gælden på det nuværende plan. Gianni rystede på hovedet. De var nødt til at rykke op i år. Gianni var nødt til at gøre opmærksom på sig selv, så han enten kunne få et bedre lønnet job et andet sted, eller alternativt presse Rodengos ledelse ved forhandlingsbordet.

Klasse - endnu engang en super update.

Jeg håber sgu at du rykker op, og at det hjælper på økonomien O0

rigtig fed update glæder mig til at høre om play-off

Dejlig update.... Venter spændt. Super Blog

Juni 2017:

Franco Colosio havde svært ved at holde sig i ro. Han skiftevis kiggede på sit eget ur og på stadionuret. Rodengos bestyrelsesformand var normalt en meget rolig og velovervejet mand, som besad en kølighed og en kontrolleret attitude. Disse karakteristika var dog fuldstændig forsvundet. Slipset var flået af, håret strittede ud til alle sider og sveden drev af den aldrende herre. Han havde et vildt udtryk i øjnene og vekslede mellem at råbe højt af spillerne nede på banen og sine sidemænd på VIP-tribunen.

Endelig kunne han se dommeren stikke fløjten i munden, og han sprang op med et højt råb. Rodengo havde sikret sig oprykning til Serie B. Det var kæmpestort, men samtidig også lidt uvirkeligt. Han så ned på sidelinjen, hvor manager Gianni Andretti omfavnede sin assistent. Danskeren havde leveret en fantastisk præstation. Colosio måtte indrømme, at han havde været særdeles heldig med den unge manager. Han havde i starten haft sin tvivl om fyrens evner. Erfaring havde han ikke meget af, da han kom, og samtidig gik der rygter om, at han havde et særdeles vanskeligt gemyt. Colosio kunne se, at dette formodentlig var en af de bedste beslutninger han nogensinde havde taget. Manageren var ganske vist startet lidt sløvt, og den første halvanden sæson havde ikke været for god. Han måtte indrømme, at han havde været på nippet til at fyre Gianni Andretti efter den miserable sæson 2012/13. Han havde dog givet danskeren endnu en chance, og fra da af var det gået stødt fremad. Først en placering lige uden for playoff-pladserne efterfulgt af sæsonen, hvor Rodengo sikrede sig oprykning til C1. Og nu, efter blot to sæsoner i C1, havde Rodengo sikret sig oprykning til Serie B.

Colosio var stolt. Nu skulle Rodengo op og spise kirsebær med de store. Det var ikke utænkeligt, at de ville rende ind i en kæmpe lærestreg til næste sæson. Det var trods alt begrænset, hvor meget holdet kunne nå at opruste. Men rent økonomisk ville det blive et kæmpe boost for klubben. Dels ville der komme øget fokus fra sponsorer, men samtidig ville der formodentlig også komme øgede indtægter i form af TV-rettigheder.

Den første sæson ville blive særdeles kritisk for Rodengo. Kunne man overleve den, så ville Gianni formodentlig have tid nok til at opbygge et lidt stærkere hold. Ingen regnede med dem. De havde intet at tabe.

Super - Fuldt fortjent. Tillykke med oprykningen!!

Fuldstændig enig med Claue!  :T

Det er jeg jo FULDSTÆNDIGT sindsygt det dér!

-Hvis der var nogle andre der skulle skrive mine dansk stille skulle det absolut være dig! Du gør alt rigtigt og samtidig får du dét "ekstra pynt" med der skal til for at gøre det pérfekt..

Det blir meget mere end Perfekt! - Har du overvejet, at være forfatter? Hvis ikke så overvej det lige en ekstra gang.

Hold lidt fast i den her blog, det er formidabelt - Personligt plejer jeg, at vente til Jul med den nye version af FM. Jeg synes ikke det skal være et "MOST" at have den nye version.

Så bliver man alt for afhængig selvom det alligevel aftager og man spiller mindre og mindre..

Keep up the good work main!

Jeg takker naturligvis for de pæne ord. med hensyn til de danske stile, så takker jeg pænt nej. ;)

Jeg mindes i øvrigt ikke, at det var voldsomt sjovt at skrive dem. Det skete ihvertfald ofte, at jeg "glemte" at aflevere. ;)

Mht. et forfatterskab, så kunne det sikkert være sjovt at prøve af, men realistisk set er min kreativitet formodentlig for dårlig til at kunne strikke noget interessant sammen. Derudover så sidder jeg alt for godt fast i terminer på hus og andre faste udgifter til, at jeg tør tage springet. Og så er der også lige problemet med førnævnte arbejdsmoral. Jeg duer ikke til at være min egen chef. Det hele ville gå op i FM.

August 2017:

Gianni dumpede ned i sin stol med et smil på læben. Med oprykningen til Serie B havde han og Rodengo taget et voldsomt spring. Først og fremmest var det helt andre økonomiske forhold, der her gjorde sig gældende. Alene TV-rettighederne udgjorde £1.000.000. Det var et kolossalt beløb for en klub som Rodengo. Sponsorindtægter var også øget. Interessen for klubben var støt stigende, og havde de haft et større stadion, kunne de have solgt langt flere billetter. Alt dette havde betydet, at Gianni for første gang havde et reelt transferbudget. Ca. £450.000 havde han fået bevilliget. Desværre havde han ikke haft meget at bruge pengene på. Spejdernes rapporter indeholdt lutter middelmådige spillere. Han havde købt en enkelt midtbanespiller, men bortset fra det, så havde han ikke set noget, der var værd at bruge pengene på. Det var frustrerende. Nu havde han endelig mulighed for at bruge penge, og så kunne han ikke finde noget at bruge dem på.

Det var ikke blot klubbens økonomi, der var blevet forbedret. Hans egen havde også fået et løft. I løbet af sommeren var hans løn steget fra £450 til £1.200. Med et så markant løft kunne det gøre mange ting lettere for ham. Først havde han overvejet at flytte fra campingvognen, men i første omgang havde han valgt at se tiden an, og i stedet forsøge at tilfredsstille nogle af de mere hidsige kreditorer.

Rent sportsligt var klubben startet over al forventning og befandt sig midt i rækken. Spillerne kørte videre på gejsten fra sidste sæson. Gianni forventede dog, at klubben inden for en overskuelig fremtid ville dumpe ned i tabellen. Niveauet var meget højt. Spiller for spiller var Rodengo formodentlig det dårligste hold i rækken. Gianni var derfor også indstillet på, at det let kunne blive til en tur ned i C1 igen. Men det bekymrede ham ikke. Han vidste, at truppen nu havde så meget kvalitet, at de ville kunne spille med om oprykning med det samme. Han ville være fint tilfreds, hvis Rodengo blot kunne fungere som elevatorhold i en periode, for herefter langsomt at kunne hæve niveauet tilstrækkeligt til at blive et permanent Serie B-hold.

Lige nu så alting lyst ud, men Gianni var ikke i tvivl om, at klubben i løbet af sæsonen ville blive sat på alvorlige prøvelser. De skulle blandt andet op mod hold som Palermo, Atalanta og Bologna. Hold som umiddelbart var tæt på Serie A-niveau, og hvis trup var markant stærkere end Rodengos. I disse kampe ville Rodengo komme til kort, og moralen ville formodentlig få et knæk, når spillerne måtte indse hvor lang vej de reelt havde. Den tid, den sorg.

Denne blog må bare aldrig stoppe !!

I hvert fald ikke før Rodengo spiller med om mesterskabet :P

December 2017:

Gianni læste endnu en rapport fra spejderne, og endnu en gang måtte han kigge langt efter interessante spillere. Dette kunne blive Rodengos død i Serie B. I løbet af efteråret havde holdet måtte se realiteterne i øjnene. Sæsonstartens optimisme og spilleglæde var langsomt svundet ind, og selvom man endnu ikke lå til nedrykning, så pegede pilen kraftigt i den retning.

Gianni havde penge til at forstærke holdet, men han manglede de rigtige spillere at bruge dem på. Det var i den grad frustrerende. Han havde lovet sig selv, at der ikke skulle foretages desperate indkøb, og han var i første omgang ikke skræmt af en eventuel nedrykning. Han vidste, at holdet havde tilstrækkelig kvalitet til at kunne rykke op igen.

Rodengos manglende sportslige resultater blev i øjeblikket opvejet af de ting, som foregik uden for banen. Gianni havde fået lovning på forbedring af træningsfaciliteterne. Stadion blev løbende udvidet, omend det foregik i små bidder. Der skete i det mindste noget. Efter Giannis opfattelse, så ville der formodentlig blive offentliggjort endnu en udvidelse, når denne sæson var overstået. Dette skyldtes primært, at man nu spillede i en mere prestigefyldt række. Det betød samtidig også, at der kom langt flere penge i kassen, og for første gang i Giannis tid i klubben kørte man nu med løbende overskud.

Disse investeringer var af mere langsigtet karakter, og derfor var det også opmuntrende for Gianni at se klubben i fremgang, selvom holdet pt. havde en resultatmæssig krise.

Du fortsaetter i samme spor - og det fungerer! Det er super. Du inspirerer tilmed ogsaa, saa man faar lyst til at quitte arbejdet for i dag og gaa hjem og starte et spil i de lavere raekker. Keep it up! :)

Super fed blog, nyder den:) Og venter spændt på, at høre mere:) fremragende!

Feburar 2018:

Årstiden til trods, så befandt Rodengo-anføreren Jeremy Chouard sig ikke just i en vinterdepression. Rodengo havde lige leveret et bemærkelsesværdigt resultat. En 5-2-sejr over Palermo var virkelig noget, der vakte opsigt. Rodengo havde ellers været underdog. Det var egentlig tilfældet i alle deres kampe. De havde med få undtagelser haft oddsene imod sig i alle kampene indtil nu.

Men Chouard havde leveret en stærk indsats i dag, og havde en stor andel i sejren. Til trods for at han indledningsvist så ud til at være blevet overhalet af sidste sæsons topscorer Seck og nyindkøbet Gallo, så havde 30-årige Chouard fået sin anden ungdom. Rodengo havde startet sæsonen godt, men efter den indledende eufori havde lagt sig, kom hverdagen luskende. Rodengo fik set, at de fleste hold i rækken var væsentligt bedre, og holdet dumpede stille ned gennem tabellen. Dermed fik Chouard også sin reintroduktion til holdet. Han var nemlig trods sin alder stadig den hurtigste angriber på holdet, hvilket der i langt højere grad havde været brug for i år. Manageren var tvunget til, at spille mere kontrabaseret og da både Seck og Gallo var relativt langsomme, var Chouard kommet ind i startopstillingen igen.

Hans to konkurrenter var bedre afsluttere og langt stærkere fysisk, men når man hver uge skulle ud og kæmpe mod overmagten, så nåede man meget længere med hurtighed. Derfor var Chouard også den mest scorende angriber i denne sæson. Det havde dog ikke helt været nok, da Rodengo i langt de fleste kampe var overmatchet på alle pladser.

Her efter nytår var det dog alligevel som om, at det var begyndt at gå bedre. Holdet havde fået et par vigtige sejre, og med sejren i dag var Rodengo kravlet op på 15-pladsen. Det gav fornyet håb om overlevelse. Der var stadig langt igen, og rendte man ind i en stime af nederlag, som det var tilfældet i efteråret, så ville man hurtigt synke ned i dyndet igen.

Chouard kunne dog glæde sig over sin egen præstation og sit bidrag til holdet i denne sæson, og med den nuværende placering havde de også mulighed for at trække lidt luft, efter den lange skyttegravskrig, som efteråret havde budt på.

Vildt at du vandt 5-2 over palermo må jeg sige. KUTGW  O0

Maj 2018:

Gianni rejste sig fra bænken. Hans skuldre hang og blikket var fæstnet til jorden. Sæsonen var slut. Rodengo rykkede ned. De sidste par måneder havde været den største resultatmæssige krise han og klubben nogensinde havde haft. 10 nederlag i træk. En sejr i næstsidste runde havde tændt et lille håb. Hvis Rodengo kunne mindske afstanden til rækkens nr. 18 til fire point, så skulle man spille om nedrykning. Var afstanden fem eller mere, så rykkede nr. 19, som var Rodengos placering, direkte ned.

Det lykkedes dog ikke, og Rodengo måtte sige farvel og tak. Gianni sad med blandede følelser. Han var naturligvis trist over, at klubben ikke havde klaret skærene, men samtidig var han også fuld af fortrøstning. Han vidste, at han indenfor få år ville få en ny chance. Hans mandskabsmæssige base var nu så god, at holdet burde spille med om playoff i C1 hvert år, og derfor var det også kun et spørgsmål om tid, før Rodengo var tilbage i Serie B.

Gianni måtte fokusere på det positive ved denne sæson. Først og fremmest havde det været lukrativt at spille i Serie B. Spillerne havde samtidig fået værdifuld erfaring, og Gianni havde fået et indblik i niveauet. Derudover var kendskabet til klubben og ham selv blevet højnet. Klubben ville formodentlig blive betragtet som lidt mere attraktiv. Og dette gjaldt også for ham selv. Han var i løbet af vinteren blevet sat i forbindelse med både Horsens og Lyngby i SAS-ligaen, uden at der dog var kommet konkrete henvendelser. Gianni kunne mærke, at han var tæt på at få et gennembrud på en lidt større scene. Efter 10 sæsoner begyndte der endelig at komme interesse hjemme fra Danmark. 10 sæsoner. Det slog pludselig Gianni, at dette havde været hans jubilæumssæson. Måske ikke just den bedste måde at fejre det på. Et nederlag og en nedrykning.

Gianni reflekterede over sin hidtidige karriere. Efter 10 sæsoner var status nu den, at han var en række længere oppe, end da han startede. Det var jo ikke voldsomt imponerende. Gianni var nu alligevel ganske tilfreds. Først tiden i Mezzocorona, som desværre endte i kaos, hvilket betød, at Gianni måtte starte helt fra bunden af igen.

Tiden i Rodengo havde også været hård. Specielt i starten. Som årene gik, havde han dog fundet formlen, og med den netop afsluttede sæson var Gianni blevet løftet op, og han havde fået et blik ind i topfodbolden. Ganske vist var det kun Serie B, men springet fra Serie C1 var stort. Mange flere penge og et meget højere niveau. Det bedste af det hele var, at Gianni følte at han kunne være med på det niveau. Han kunne se sig selv opnå succes og tage skridtet væk fra middelmådigheden og ind i kernen af fodboldverden. Han var meget tæt på nu. De sidste 10 år havde bombet hans privatøkonomi ned i et dybt sort hul, men nu var han klar over, at det hele stadig kunne reddes. Han stod på tærsklen til noget stort. Han smilede for sig selv, og en form for glæde spredte sig i hans krop. Det var en paradoksal følelse at stå med, når man lige var rykket ned.

September 2018:

Gianni pustede lettet ud. Efter en famlende start var Rodengo ved at finde vej til toppen. Dagens sejr var et godt skridt på vejen. Allerede nu havde sæsonen været en meget anderledes oplevelse for ham og holdet. De var nu favoritter til langt de fleste opgør, og bookmakerne havde Rodengo som en af oprykningskandidaterne. Det var en mærkelig fornemmelse for et hold, som altid havde været underdogs. For første gang havde Gianni mærket et egentligt pres på sine skuldre. Han havde tidligere altid haft den overbevisning, at han kunne overraske positivt, men i år var situationen omvendt. Rodengo kunne kun skuffe. Om det var det, der var skyld i den vaklende sæsonstart, vidste Gianni ikke, men holdet havde efterhånden fundet melodien. Spillerne skulle lige vænne sig til, at det var dem, der skulle styre begivenhederne. Dette stod i kontrast til sidste år, hvor holdet skulle forsvare sig med næb og klør.

Gianni havde efter lidt slinger i valsen genvundet troen på oprykning. Det hjalp desuden gevaldigt med den opbakning, som tilskuerne leverede i dag. Denne sæson kunne blive fantastisk på det punkt. Der var nemlig udsigt til massiv tilskueropbakning. Til dagens kamp havde der været godt 12.000 mennesker. Rodengo var atter gået i gang med en stadionudvidelse. Derfor skulle klubben spille på Mario Rigamonti, der var Brescias normale hjemmebane. Dermed var der også langt flere tilskuere end normalt, da klubben endelig havde den fornødne plads. Det var på mange måder værdifuldt. Dels gav flere tilskuere naturligvis flere penge i kassen, men samtidig fik Rodengo-ledelsen også set, hvilket tilskuerpotentiale man reelt havde. Det kunne fjerne lidt af risikoen ved fremtidige investeringer i hjemmebanen.

På transfermarkedet havde klubben ikke gjort det store væsen af sig. Kun en venstre midt var kommet til. Di Giovanni var en mere driblestærk type sammenlignet med Boubaya, som havde siddet tungt på pladsen indtil nu. I denne sæson kunne der dog godt blive behov for lidt ekstra værktøj, når modstandernes forsvar skulle åbnes. Derudover var der ikke sket det store. For en gangs skyld havde ungdomsakademiet budt på noget interessant. En målmand og venstre back så i første omgang ud til at være interessante.

Endnu engang nogle fantastiske updates Johnson, held og lykke med at komme op i Serie B igen! Hvor mange tilskuere kommer du til at have plads til efter udvidelsen?

Lige over 4300.

December 2018:

Oprykningsilden var tændt i Rodengo. Gianni havde svært ved at skjule sin tilfredshed, mens han gik rundt og trykkede hænder med bestyrelsesmedlemmer, sponsorer og andre, der var vigtige nok til at sidde i VIP-afsnittet.

Dagens kamp havde været en slags svendeprøve for Rondengo. Holdet havde efter en svag start fundet det gode spil frem, og førstepladsen var blevet erobret i løbet af efteråret. Inden dagens kamp havde Rodengo haft fem point ned til nr. to. Og det var netop de nærmeste forfølgere fra Vicenza, der i dag skulle forsøge at skubbe Rodengo omkuld. Det lykkedes ikke. Langtfra faktisk. Rodengo havde smadret Vicenza totalt. Kampen blev vundet 6-0, og Rodengo havde sat en stor tyk streg under deres position som tophold. Med otte points forspring til nr. to var Rodengo godt på vej tilbage mod Serie B.

Gianni kunne mærke at opholdet i Serie B havde givet spillerne hår på brystet, og de var tilsyneladende ikke knækket af nedrykningen. De var særdeles godt kørende. Gianni havde ikke tidligere prøvet af få klistret favoritværdigheden på sit hold i samme grad som i år. Men indtil videre kunne han lide forandringen. Alting fungerede, hvilket var meget bekræftende for ham. Hans egen selvtillid blomstrede i takt med spillernes.

Den næste måned ville blive meget vigtig. Der skulle Rondego nemlig møde en række hold, som enten lå på en playoff-plads eller havde kvaliteten til det. Kunne Rodengo komme fornuftigt igennem julemåneden, så kunne de tage et stort skridt mod direkte oprykning. Gianni så frem mod den nærmeste tid med stor spænding.

Fedt at du smadre vicenza 6-0 imponerende :D

Februar 2019:

”Hvad koster en oprykning? Ikke set i forhold til at købe sig til en oprykning, men nærmere: Hvor meget vil du sælge en oprykning for?”

Gianni frygtede, at han snart ville komme til at kende svaret på det spørgsmål. Buddet lød i første omgang på lidt over £2.000.000. Januars transfervindue havde lavet ravage i Rodengos oprykningsplaner. Med en dags mellemrum var der kommet bud på hhv. venstre wing Di Giovanni og højre wing Steeve Lempereur. I begge tilfælde havde Gianni valgt at forhandle, og han havde forlangt i overkanten af £500.000 for hver af de to wings.

De skræmte ikke de to potentielle købere, hvilket kom lidt bag på Gianni. Hidtil havde han ikke kunne presse spillerprisen meget over £300.000. Da de to købere vendte tilbage med en accept af Giannis forslag, blev Gianni sat på sidelinjen, og bestyrelsesformand Colosio gik ind og godkendte tilbuddene. Det var et alvorligt tilbageslag. Gianni havde hæderlige backups, der i sin tid havde været med til at spille Rodengo op i Serie B sidste gang, og han håbede derfor på, at de kunne gøre det igen.

På transfervinduets sidste dag kom der en forespørgsel på den centrale midtbanespiller Fanfoni. Han havde været i klubben i lidt over et år, og han var en bærende kraft på midtbanen. Gianni havde derfor skruet bissen på i forhandlingerne og havde forlangt £1.000.000 samt en videresalgsklausul på 50% i den tro, at køberne ville trække sig. Det gjorde de bare ikke, og endnu engang blandede Colosio sig og godkendte tilbuddet udenom Gianni.

Den optimisme der i løbet af efteråret var blevet bygget op hos Gianni var nu forsvundet. Dels på grund af en lidt svag indsats i december og januar. Forspringet til rækkens nr. to havde været oppe på ni point, men var nu nede på tre. Oveni i det havde Gianni nu mistet størstedelen af holdets midtbane. Skaden var selvforskyldt. Gianni var ikke i tvivl om, at holdet nok skulle opnå en playoffplads, men førstepladsen var helt klart i fare. Gianni havde besluttet sig for at smede mens jernet var varmt, og han havde givet klubbens økonomi et kæmpe boost. Ledelsens målsætning var en playoffplads, og det var han overbevist om, at holdet nok skulle få. En oprykning var mindre sandsynlig, men Gianni følte at han havde handlet i klubbens interesse, og at man på længere sigt var blevet styrket. Desuden var skaden heller ikke større end, at han nu havde de samme spillere til rådighed, som sikrede oprykning for to år siden. Måske kunne de gøre det igen.

Nej hvor ærgeligt med de spillersalg...
Du kunne sikkert have fået mere for dem?

Men dejligt med penge i kassen.  Håber sgu at oprykningen ikke glipper O0

Ja, det er godt for økonomien, men alligevel lidt bittert.

For så vidt angår de to første salg, så tænkte jeg, at hvis et af dem gik i gennem, så gjorde det ikke så meget. Det gjorde de så begge to, hvilket var ærgerligt, men ikke alarmerende. Den sidste spiller har dog været ret vigtig for holdet, og derfor skruede jeg også prisen lidt op. Men bare ikke nok. De spillere, som er blevet solgt fra mit hold, er gået til langt mindre (dvs. 200-300K). Og så havde jeg ikke muligheden for at fortryde, da buddet blev godkendt uden om mig.

Det var noget pis. Man er nærmest tvunget til at forhandle, når der kommer et bud. Hvis man takker nej bliver spilleren utilfreds. Så for mig handler det i fremtiden om at skrue prisen så langt op, at køberen siger nej, men beløbet stadig betragtes som en acceptabel værdi. Ihvertfald når det er spillere jeg skal holde fast i. Det må vælre det man kalder lærepenge.

Juni 2019:

Gianni sad og stirrede ind i flammerne, der fortærede den gamle campingvogn, som gennem flere år havde været hans hjem. Ved siden af ham lå en tom benzindunk og en æske tændstikker. Afbrændingen ville af udenforstående måske blive betragtet som et aggressivt vredesudbrud, men Giannis intention var nærmere at lukke et kapitel af sit liv.

Rodengo havde efter salget af midtbaneprofilerne i januar ikke været i stand til at holde niveauet. De var sluttet sæsonen på en fjerdeplads og efter 3-3 hjemme og 1-1 ude mod Cesena var de røget ud af playoff-semifinalen. Som en konsekvens havde Rodengo-ledelsen valgt at lade Giannis kontrakt løbe ud.

Gianni var bitter. Bruddet var formodentlig en direkte konsekvens af januarhandlerne og det fald i niveau, som var kommet i kølvandet heraf. Gianni havde udelukkende handlet i klubbens interesse. Det var endda bestyrelsesformanden, der havde accepteret tilbuddene udenom Gianni, og derved givet sin accept af handlerne. Rodengo var sluttet som nr. fire, hvilket opfyldte de forventninger, som ledelsen på forhånd havde meldt ud. De ville have en plads i top fem, og det havde de fået. Og alligevel blev han fyret. Gianni havde til at begynde med været lige så rasende, som da han blev opsagt i Mezzocorona. Måske endda mere. Denne gang havde han dog holdt tand for tunge, og han havde hurtigt pakket sine ting og forladt klubben. Der havde dog også været en trodsreaktion, og flere af medlemmerne i staben havde også forladt klubben. Det var vigtigt for Gianni, da han på den måde fik bekræftet uretfærdigheden fra anden side.

Gianni havde fået nok af Italien og den utaknemmelighed som den italienske fodboldverden havde vist ham. Han ville bare væk. Han rejste sig og vendte flammerne ryggen, mens han sagte hviskede: ”Ciao Rodengo”

ARGH! Surt det ikke lykkedes denne gang heller! :( Stadig en fantastisk dejlig blog! O0

Det var et ulykkeligt afsnit  :'( 
forsætter blogen eller hvad der med Rodengo og med Gianni?

Øv øv øv - elendige bestyrelsesformænd - de har sgu for meget magt ;)

Håber at bloggen fortsætter :)

Ubarmhjertelige Italien.. Glæder mig til, at se hvor Gianni drager hen i verdenen :-)

Det var en kæmpe streg i regningen må jeg erkende. Og lidt (læs:meget) irriterende, at man ikke opbygger noget der bare minder om goodwill.

Jeg lader nok spillet rulle lidt endnu for at se om der skulle dukke noget interessant op. Pis os'.

Har du fundet noget i nogle andre lande.... det ville være ærgeligt hvis denne tråd er slut  :-[

Jeg har ekstremt travlt i øjeblikket, så det bliver ikke til det helt vilde. Jeg ville gerne skrive videre, men FM2009 trækker efterhånden også lidt i mig. Nu må vi se, hvad julemåneden bringer. No promises.

okay... hvis du starter en blog i 09 så skriv det lige herinde.... vil gerne blive ved med at læse dine blogs, også selvom det er i 09 versionen :D

Kunne være fedt hvis du lavede en 09 blog! :-)