FmFreaks

Igår, søndag kl 18:00 præcis, ringede min storebror og hans kone til mig. De fortalte mig at min far ligger døden nær. Han dør nok inat eller eller mandag, ifølge lægerne. Ifølge min bror så ligger han med morfindrop direkte i halspulsåren.

han fik konstateret kræft i lunger og hals for omkring 4 mdr siden.

men da min far aldrig rigtig har været der for mig som en far skal, så har jeg aldrig haft en nært forhold til ham eller hans kone, og derfor er min følelser splittede lige pt. og jeg har heller ikke snakket med manden i snart 7 mdr.

En af grundene til jeg ikke kan li min far er at han er MEGET gammeldags og hvis det ikke bliver som han vil ha det, så bliver han pisse sur.

En anden grund til jeg ikke kan li min far er at han var min mor utro, med hans nuværende kone. Og det har jeg aldrig tilgivet ham, fordi jeg føler han ødelagde vores lille familie.

Det er sgu lidt skræmmende at jeg ikke rigtig er ked af det lige nu  :-[

men han er trodt alt min far jo, så derfor må jeg nok lade fortid være fortid og tage ned til ham, som en rigtig mand ville gøre. Men er jeg en rigtig mand? Jeg har mest lyst til at blive væk fordi jeg ikke ved hvad jeg føler for ham, da jeg ærligt kan sige jeg ikke elsker min far.

Så nu skal jeg nok snart arve, men jeg vil intet ha der har tilhørt min far.

Det ender nok med at jeg bliver væk mens han lever, men tager til begravelsen. :-\

Du kommer til at fortryde det når han er væk..

Ja det er også det jeg tænker på......Jeg har sku ikke lavet andet end tænke siden min bror og hans kone ringede til mig

Har lidt den samme holdning som JimmyGP - men har også virkelig svært ved at sætte mig ind i det, da jeg slet ikke har haft det sådan med nogen i min familie.

Hvordan skal man være der som far? Altså selvfølgelig skal man være der for sin søn, men har du selv bedt ham om det. Nogen gange, ved jeg selv fra nogle forældre, kan man føle det som om barnet synes det er bedst man blander sig udenom. Derfor virker det nogen gange som om de er ligeglade. Men de burde vel som forældre kunne se om man har brug for dem!

Det med han er gammeldags er et meget lille grundlag for ikke at kunne lide en person efter min mening. Mange på den alder(nu ved jeg ikke hvor gammel din far er) er gammeldags, og det er der vel ikke noget overraskende i, da de sikkert selv er opdraget på den måde!

Kan godt forstå du er sur på ham over han var utro, men de var sikkert gået fra hinanden alligevel, hvis du ser sådan på det! Så tror nu ikke lige det har ændret så meget.

Hvis det var mig, så ville jeg tage ind og besøge ham asap.

Selvom du siger du ærligt kan sige du ikke elsker din far, så tror jeg ikke på det, for så var der ingen grund til dette indlæg! Overhovedet! Du elsker ham, men har svært ved at acceptere det!

Når du tænker så meget over det er det da klart at du skal besøge ham.. ;)

Jeg kan godt se hvad du mener med lille grundlag (gammeldags) osv, men min far og jeg er to MEGET forskellige mennesker. Han kan være meget "diktatorisk"(ved ikke hvad jeg ellers skal kalde det) mens jeg er en stille person som tager tingene som de kommer. tager en dag af gangen osv.

Kan godt se hvad du mener, men er meget meget i tvivl og det er min kæreste også

Men der skal vel være plads til det - så kan man være enig eller ej?!

Igen - citerer lige mig selv:
Selvom du siger du ærligt kan sige du ikke elsker din far, så tror jeg ikke på det, for så var der ingen grund til dette indlæg! Overhovedet! Du elsker ham, men har svært ved at acceptere det - efter de omstændigheder han bragte din familie i omkring utroskabet!


Tilføjet:  - efter de omstændigheder han bragte din familie i omkring utroskabet!

Men hvad tror du at du kommer til at fortryde mest? At du fik sagt farvel eller at du ikke fik sagt farvel??

Det her emne, findes der kun en løsning og et svar til: Du tager hen til ham og siger farvel! Det kan godt være at han er bevidstløs, men tro mig - han kan høre alt hvad der foregår.

Min farfar døde for et par år siden - også af kræft, og min far kom en dag hjem fra arbejde stortudende og sagde at det snart var forbi, og at de ikke synes jeg skulle tage med derud den følgende dag. Jeg nægtede og sagde at jeg ville være der. Imidlertid skete der det, at vi var meget forsinkede, men han døde ikke før at hele familien var der, for efter vi kom gik der 45min->60min før det sidste af familien kom, så tro mig, de kan høre hvad der foregår.

Og meningen med min historie:

Tag hen til ham, og sig (og der behøver resten af familien ikke at være tilstede) at på trods af eventuelle fejl og mangler fra din og hans side, elsker du ham for den far han alligevel har vist sig at være.

Ellers vil du fortryde det. :-\

Han vil jo altid leve inde i dig! Far og mor er de eneste der altid vil følge dig - levende eller døde. Derfor sys jeg nærmere du skal rejse dig og hæve dig op på et niveau der er respektabelt i stedet for :) .. Det er vigtigt at du oven på alt det dårlige, du mener, der har været, får skabt en god oplevelse! Så kan du altid tænke tilbage på det .. Din far vil du altid huske , og så hellere får noget godt end noget skidt, da!

Hvis jeg var dig, ville jeg skynde mig derind inden det var for sent. Du vil aldrig glemme ham alligevel, selvom i har haft jeres problemer. Du vil helt sikkert også komme til at tænke, hvorfor du ikke fik sagt farvel. Jeg ville kun droppe sådan noget, hvis jeg havde et MEGET anstregt forhold til mine forældre. Husk, at han har været med til at sætte dig i verden.

Det er selvfølgelig svært for os at bedømme det, fordi vi ikke ved hvad du føler. Alligevel vil jeg sige, at du helt klart skal tage derned, hvis du stadig kan nå det.
Han er trods alt din far, selvom du måske ikke kan lide ham, og i det mindste tror jeg, at det ville betyde meget for HAM, hvis du kom ned og sagde farvel.

Det handler om at gøre det rigtige.. Og hvad så hvis du mener at han har haft et par fejltrin. Har vi ikke alle det? Bare fordi at han ser/så på livet lidt anderledes (gammeldags) end du gjorde, gør det ham så til et dårligt menneske? Og hvad hvis det gjorde? Betyder det så at du skal gå ned på hans niveau, og blive væk? Han fortryder nok flere ting igennem hans liv, men det vil være en hån imod ham, at tage det som undskyldning for at blive væk. Når manden er ved at dø, er da det bedste tidspunkt at se igennem fingrene med ting - I hvert fald indtil han er væk, så han kan forlade jorden med fred i sindet.

Som du selv skriver - Vær en mand, hold dig over hans niveau, og tag ned og besøg ham - Også selvom du evt. ikke kan lide ham.

Jeg kunne gå ind i en længere forklaring, men kan sige det kort - tag derind.
Jeg ved rent faktisk hvordan du har det og hvor svært det er at beslutte dig. Skal jeg skal jeg ikke..

min mor er "indlagt" på et hjem for demente mennesker og folk med handicappe, det er mest gamle mennesker der er der, men min mor er i midten af fyrrene. Før jeg tog derind, havde jeg ikke set hende i flere måneder, og kunne virkelig ikke se hvorfor jeg skulle tage derind, for hun havde heller ikke været der for mig, som din far ikke havde for dig. Det er næsten et umuligt valg.. Jeg valgte at tage derind, fordi jeg ikke vidste om hun ville leve den næste dag, og selvom hun lå og lignede jeg ved ikke hvad, og spurgte om de samme 5-10 ting igen og igen, og selvom jeg græd, selvom hun lå og var noget jeg ikke ønsker for andre, så er hun stadig min mor, og har betydet og betyder meget, selvom hun svigtede mig. Ville fortryde det, hvis jeg ikke så hende inden hun måske ville dø af hendes hjerneskader, og det tror jeg også at du kommer til, desværre. Havde en følelse af lettelse bagefter..
jeg ved ikke om hun lever i dag eller om hun er død, men jeg ved, at jeg fik set hende inden hun døde, dét var i hvert fald vigtigt for mig..


^ det betød utroligt meget for min mor at jeg kom, har jeg siden fået afvide af dem der passer hende osv.. Det at hun stadig kunne huske mig, anede jeg ikke om hun kunne da jeg kom derned.. jeg er enig med ManUtd83 i, at jeg trods alt tror det vil betyde noget for ham, at du kommer..

nu blev det sq lidt langt alligevel  ???
Håber du finder ud af det med dig selv, held og lykke herfra i hvert fald, og håber ik det  var ubrugeligt det jeg skrev. :)

Det var slet ikke et ubrugeligt brev du skrev.........det er dejligt at høre fra andre der er i samme båd som mig

Jeg har en veninde hvis far døde sidse år i april...hun havde et dårligt forhold til hendes far...han var absolut ikke noget godt menneske...men som sagt da han døde var de ikke på talefod....og min veninde har været i et dybt hul siden den dag han døde fordi hun aldrig fik snakket ud om tingene med ham.

Der til kom hun heller ikke til begravelsen, fordi hun ikke mente at det ville påvirke hende....jeg kan så bare sige at hun ikke er den samme super dejlige søde pige som hun var før, nu er hun en meget bitter og stort set altid deprimeret pige som er ved at ødelægge hele hendes liv og hendes forhold til alle som holder af hende og elsker hende...

Så jeg vil råde dig til at tage til den begravelse for at sige farvel til din far...for du kommer til at fortryde det i det lange løb...

Hilsen Lyn

jeg kan sagtens forstå hvis du vælger ikke at gøre det, jeg ved heller ikke selv om jeg tager ind til min mor igen, dét er også en af grundene til at jeg er glad for at jeg gjorde det.

Jeg er bla bange for at blive skuffet igen. Skuffet over hvilken mand han har været og er

Tja, ved ikke hvad man skal sige, ved ikke hvilke følser du har, og hvordan i har haft det...

Jeg sagde farvel til min onkel i mandags, vi havde ikke snakket sammen så meget i 2-3 år, pga min mor og ham var uvenner, og boede et stykke væk fra mig. Men jeg ville ind og se ham ligge på sygehuset. Der var han nemlig død, da jeg var på arbejde, så da jeg havde fri tog vi ind og sagde farvel og give ham hånden. Det var dét værd, det er den bedste måde at sige farvel på- Som de andre siger, så vil du helt klart skuffe dig selv, ved ikke at tage over til ham og sige farvel. Død eller som levende.