FmFreaks

---

Forord
I FM sammenhæng, stiftede jeg første gang bekendtskab med Genoa i FM2006 udgaven. Dengang havde klubben netop været ude i lidt af en følelsesmæssig rutsjebanetur, da man i 2005 det ene øjeblik troede, at man havde vundet Serie B, og var tilbage i det fine selskab, for det næste øjeblik at erfare, at Serie B mesterskabet var vundet på urent trav. Et par millioner under bordet endte med ikke bare at koste klubben sin oprykning, men også en tur ned i den tredjebedste række.

Dengang fik jeg kæmpet Genoa op i Serie A, hvor denne sovende kæmpe, efter min mening hørte hjemme. Mit mål var dengang at føre dem videre endnu, helt til toppen af Italiensk og Europæisk fodbold, jeg løb dog desværre træt i spillet, før det mål blev indfriet, og det er så det der har fået mig til at vælge Genoa til denne blog - et regnskab skal gøres op.

Det med at være et Italiensk tophold, er noget Genoa har prøvet før, faktisk ligger de, på trods af at seneste mesterskab blev vundet i 1924, stadig nummer 4 på listen over flest vunde Italienske mesterskaber (med ni mesterskaber), kun overgået af Juventus, Milan og Inter.

I øvrigt har Genoa et par ting til fælles med min absolutte favoritklub, Milan. Begge klubber blev nemlig grundlagt af Englændere, og startede livet som Cricket klubber.

Men inden jeg keder folk ihjel med for meget historie, så lad os komme tilbage til nutiden, hvor klubben efter sin tvangsnedrykning, præsterede det samme i virkeligheden, som jeg opnåede i spillet, nemlig to oprykninger i træk, hvilket betyder, at de i dag spiller i Serie A (og faktisk gør det godt). De ligger med andre ord lige til, at jeg kan tage over hvor jeg slap i mit gamle spil, og altså færdiggøre den opgave, jeg aldrig fik fuldendt dengang.

Grafikken i denne blog vil jeg ikke gøre så meget ud af, det er for tidskrævende, og vil med al sandsynlighed betyde, at jeg kører sur i det, og det er jo ikke meningen. Jeg vil heller ikke bruge en masse tid på at opdigte en masse udenomshistorier, men i stedet fokusere på spillet, resultaterne og mine egne overvejelser i forhold til taktik, spillerindkøb osv. Bloggen kommer i øvrigt først rigtigt igang efter weekenden, da denne (weekenden) skal bruges på at kæmpe om DM og landsholdspoint i min anden fritidsinteresse, radiostyret modelflyvning.

Uh, et spændende hold. Det vækker godt nok minder. *snøft*

Glæder mig til at se hvad du kan få ud af holdet  O0

Dejligt med et italiensk hold :)

Glæder mig virkelig til at følge med i denne her blog  O0

---

Indledende tanker
Et hurtigt kig gennem truppen giver mig den ide, at min 4-4-2 taktik med en diamant på midtbanen, måske med fordel kunne bruges i Genoa, så den blev lavet i en offensiv, balanceret og kontra version. Det hurtige kig afslørede også en trup, der desværre var ret præget af middelmådighed, med lidt god vilje kan man vel pege to profiler ud (Vanden Borre og Borriello), men ellers ser det ret tandløst ud.

Men lad os tage et lille kig på truppen, position for position.

Målmanden
Genoa råder over et hav af målmænd, hvoraf en håndfuld er lejet ud, og resten har bare ikke klassen til Serie A niveau. Mest kvalificerede er nok Rubinho, men hans reflekser er ikke noget at skrive hjem om, og hans evne til at håndtere en mod en situationerne er mildest talt håbløs.

Alternativet Alessio Scarpi har nogle væsentligt skarpere reflekser, og er en smule bedre en mod en, men har så til gengæld andre svagheder, f.eks. er han decideret dårlig til at skille sig af med bolden, hans koncentrationsevne svarer nogenlunde til hvad man kan forvente af en 5-årig dagen før juleaften og han træffer ikke de bedste beslutninger, så i første omgang går pladsen til Rubinho.

Det er klart en position, hvor jeg med fordel kunne bruge et par af de millioner jeg har på mit transferbudget.

Forsvaret
I det centrale forsvar er der umiddelbart kun tre mand, der er nogenlunde kvalificerede, nemlig Cesare Bovo, Gaetano De Rosa og Domenico Criscito. Disse tre skal kæmpe om de to centrale pladser, umiddelbart mener jeg, at Bove og Criscito er de bedste, men De Rosas rutine og lederevner kunne altså også være noget værd, i et forsvar der må forventes at komme på overarbejde i den kommende sæson.

Santos og Alessandro Lucarelli ligner et par dårlige investeringer, de kan dog, i mangel på bedre, bruges som backup på venstrebacken, men centralt er jeg ikke sikker på jeg tør bruge dem, det er de simpelthen ikke gode nok til.

På højrebacken har vi en af truppens sjældne profiler, nemlig den unge Belgier, Anthony Vanden Borre, der efter min mening er et godt bud på klubbens bedste spiller. Han har en god fysik, og gode tekniske evner, mangler en smule mentalt, men det kommer nok med alderen. Vanden Borre er et sikkert navn på holdkortet. Det kniber imidlertid mere med en reserve til pladsen, men Bovo kan i en nødssituation rykkes derud.

På venstrebacken er der stort set også kun et kvalificeret bud, nemlig Fabiano, han er en ok venstreback, men nogen stjernespiller bliver han aldrig, han kan lidt af det hele, men er ikke rigtig god til noget som helst. Som sagt er Santos og Lucarelli mulige reserver, men umiddelbart er Bovo måske også her en mere oplagt mulighed.

Alt i alt er de fire førstevalg rimelige, men der mangler noget bredde i den bageste række, så hvis der kan blive råd til det, ville det ikke være dårligt med en ekstra central spiller og en backup til hver side.

Midtbanen
På den defensive midtbane er Matteo Paro det klare førstevalg, ikke så meget fordi han er en klassespiller, for det ville bestemt være at strække definitionen på en sådan til det yderste, men mere fordi han simpelthen er den eneste midtbaneslider i truppen, der kan spille den plads. Der mangler med andre ord en decideret backup til pladsen, der er et par muligheder på ungdomsholdet, men de er ikke klar endnu, hvis de da nogensinde bliver det, Manuel Coppola er også en mulighed, men han er lejet ud til Siena, så her og nu er eneste reelle alternativ Omar Milanetto, som dog mangler de defensive kvaliteter, som jeg gerne ser i den spiller, der skal spille denne plads.

På højrekanten står kampen mellem Abdoulay Konko og Marco Rossi. Konko er hurtig men mangler dribleevner, mens Rossi har dribleevnerne, men mangler hurtigheden. Efter min vurdering er hurtigheden dog det vigtigste, da vi nok snarere får brug for at føre bolden hurtigt frem, end for at drible os igennem modstanderens forsvar, så pladsen går i første omgang til Konko.

På venstrekanten ligner det en meget lige kamp mellem Giuseppe Sculli og Danilo, og der vil nok blive skiftet lidt mellem de to, indtil jeg finder ud af, hvem der spiller pladsen bedst. Ivan Juric er også en mulighed, men han ligger efter min mening et par klasser under Sculli og Danilo.

På den offensive midtbane er Julio César León mit foreløbigt bedste bud på en starter, han har nogle spidskompetencer, men bestemt også nogle mangler, men indtil jeg har set noget andet, tror jeg på, at han kan spille pladsen tilfredsstillende. Som backup er Danilo og Matías Masiero muligheder.

På midtbanen er det klart den defensive plads, der trænger hårdest til en forstærkning, for at få styr på bredden.

Angrebet
I angrebet er der tre navne, der vækker genkendelse hos de fleste fodboldkendere, Marco Borriello, Marco Di Vaio og Luciano Figueroa. Af de tre er Borriello nok den mindst kendte, men efter min mening den bedste, og er meget tæt på at kunne kaldes for et af holdets profiler. Den ene plads i angrebet er altså selvskrevet til Borriello, mens Di Vaio og Figueroa kommer til at kæmpe om den anden. Wilson og Masiero må nøjes med roller som reserver og skal nok ikke forvente at det er noget der kommer til at ændre sig, så længe de er i klubben.

På lang sigt ville det nok være fornuftigt, at begynde at shortliste unge angribere, da Di Vaio har rundet de 30, og det derfor er begrænset, hvor mange år vi yderligere kan få ud af ham.

Samlet vurdering
Som sagt oser truppen af middelmådighed, og da bestyrelsen allerede på nuværende tidspunkt ønsker mine forventninger til den kommende sæson, kommer denne middelmådighed også til at afspejle sig i denne vurdering, jeg fortæller dem, at jeg forventer en midterplacering. Denne vurdering udløser et transferbudget på 30 millioner, hvilket ikke er meget, i forhold til de forbedringer jeg ønsker mig, men bør være nok til at sikre en trup der kan opnå en midterplacering. Jeg får et lønbudget på 3,25 millioner, hvilket også burde være nok, til at forstærke holdet nok til at opnå en midterplacering.

Jeg vil selvfølgelig gå benhårdt efter at opnå Europæisk kvalifikation i den kommende sæson, men bliver det kun til en midterplacering, så er det ikke nogen katastrofesæson, men alt derunder kommer nok til at koste mig jobbet, eftersom jeg har fortalt bestyrelsen, at jeg forventer den midterplacering.

---

Unfinished business remains unfinished
Det er altid sjovest at skrive updates, når det går godt. Ud af det, kan man vel, med baggrund i min manglende updateaktivitet regne ud hvordan min start i Genoa har været. Hvis ikke, så kan jeg løfte sløret for, at det har været alt andet end en positiv oplevelse...

Det med at hente forstærkninger er ikke så lige til, når man står med et hold med Serie B niveau, der skal forstærkes til Serie A niveau, og hverken har de fornødne penge eller det rette omdømme til at gøre det. Forstærkningerne blev altså hentet på lejebasis, og selvom de forstærkede holdet, så var det bare ikke nok, men mere om det senere, først til hvem det var der blev hentet.

Målmandsposten blev lidt bredere besat, ved at leje Vincent Degré i Lazio, ikke helt den nu og her forstærkning vi manglede, men han var stort set den eneste rimeligt kvalificerede jeg kunne lokke til. I forsvaret blev Krzysztof Krol og Sebastiano Siviglia lejet i henholdsvis Real Madrid og Lazio. Og sidst blev midtbanen forstærket med Roman Eremenko fra Udinese til den defensive plads, og Ivan Rakitic fra Schalke til den offensive plads.

Disse forstærkninger var som sagt ikke nok til at få den start på sæsonen som jeg havde håbet på, og som jeg også troede vi ville få, efter at have spillet nogle overbevisende venskabskampe. Men sæsonen blev åbnet med første kvalifikationskamp til pokalturneringen, hvor modstanderen var Serie B holdet Bari. Ordinær spilletid endte 1-1, og de næste to gange 15 minutter bød ikke på flere scoringer, det i sig selv var skuffende, men bedre blev det bestemt ikke af, at vi så endte med at tabe straffesparkskonkurrencen 3-4.

Serie A åbningskampen var mod Totti & Co på Olimpico, en kamp der endte med et 2-4 nederlag. Det var dog ikke ren elendighed, da 2 mål trods alt er pænt mod en storklub som Roma. Den rene elendighed ventede dog forude, af de efterfølgende 14 kampe blev det kun til en eneste sejr, den kom i en underholdende kamp mod Napoli, hvor vi vandt hele 6-3. Der ud over hentede vi 5 point på uafgjorte kampe. Sjovt nok havde vi rimeligt styr på de allerstørste modstandere, det blev blandt andet til 1-1 mod Juventus, 0-2 mod Milan, 1-1 mod Lazio og 2-3 i kampen mod Inter, som endte med at besegle min skæbne - efter denne kamp fik jeg besked på at rydde kontoret, og forlade Genoa så hurtigt som muligt.

Så det bliver altså heller ikke denne gang, at jeg får færdiggjort min opgave i Genoa, med mindre jeg da formår at få vendt karrieren, og får en chance til i fremtiden (det er dog ikke sandsynligt, at jeg når så langt inden denne konkurrence er slut). Men jeg fortsætter selvfølgelig spillet og bloggen, og ser hvor det bringer mig hen, mit bedste spil i FM07 blev faktisk først rigtigt godt, da jeg i anden sæson blev fyret fra min første klub, så måske den succes kan gentages.

---

Fra en sovende kæmpe til en anden
Det blev som sagt heller ikke denne gang, at jeg skulle føre Genoa hele vejen (tvært imod sikrede jeg dem nok en en sæson i Serie B), men heldigvis stod en anden af de tidligere giganter klar til at ansætte mig, straks efter jeg fik sparket i Genoa. Pro Vercelli i Serie C2/A bliver næste stop i min managerkarriere, og ligesom Genoa er der igen tale om en af de tidlige giganter i Italien, Pro Vercelli er nemlig slet ikke så langt efter Genoa på listen over flest vundne mesterskaber, da de med 7 mesterskaber kun er to mesterskaber bagefter. Seneste mesterskab blev vundet i 1922.

Nu er det så op til mig, at forsøge at vække denne kæmpe til live igen, men der er selvfølgelig en grund til, at posten overhovedet var ledig - den tidligere manager, Gianluca Gaudenzi, havde ikke formået at føre holdet til mere end en skuffende tiende plads i løbet af de første 17 spillerunder, og det var bestyrelsen selvfølgelig ikke begejstrede for, eftersom klubben var spået en topplacering før sæsonen gik igang. Det er da også et hold, der mentalt er helt nede i kulkælderen, som jeg har overtaget, forhåbentligt kan et par gode resultater rette op på det.

Taktikken har jeg allerede lagt mig nogenlunde fast på, og der skal selvfølgelig prøves noget nyt, efter fiaskoen med min 4-4-2 med diamant på midtbanen. Denne gang bliver det nærmere en 4-3-3 (eller 4-5-1 om man vil), med en flad 4-back kæde, en defensiv midt, to centrale midtbanespillere, to offensive wings og en enlig angriber oppe foran. Spillestilen bliver meget direkte, med lange bolde frem mod angriberen, som forhåbentlig får sig sat i respekt i luftrummet.

Lige nu har vi 6 point op til den sidste play-off plads, så kan jeg få sparket lidt gejst ind i spillerne, er det bestemt ikke urealistisk, at nå med i kampen om oprykning.

Det er vildt, som du formår, at inspirere mig til et spil med Genoa på så få opdateringer. Ærgerligt, at det ikke kørte for dig med dem, men så må vi håbe på dit breakthrough med Pro Vercelli, som jeg også har haft et spil med. Ganske underholdende, når man oveni hatten kender til deres historie. Jeg glæder mig til nogle flere opdateringer!

God vind, DNE. :)

Spændende skifte.. KIU

Pro Vercelli har nemlig en rigtig fed historie, som bestemt er motiverende for spillet. De kunne jo nemt have haft 8 mesterskaber i bagagen, men da finalen i 1910 (var det vist), skulle spilles samme dag, som de allerede havde arrangeret en anden kamp, endte det, efter lidt tovtrækkeri med forbundet, med at Pro Vercelli stillede med et ungdomshold, og dermed tabte finalen til Inter.

Egentlig utroligt, hvordan så stor en klub kunne falde så meget igennem, men de formåede ikke at følge med udviklingen i fodbolden. Det må jeg jo så hjælpe dem med at indhente  ;)

Hvordan ser mine overskrifter i øvrigt ud hos i andre? På min maskine derhjemme er det en meget elegant skrifttype, men her på min arbejds PC er det bare store fede, kursiv typer...

Her ser den også meget elegant ud.. Er det snart til tid til en ny update?

Hehe, ro på, der kommer en update, når jeg kommer igennem vinterens transfervindue, så kan både vinterens transfers og bedrifterne i de første 5-6 kampe komme med på samme tid. Så næste update kommer nok enten i aften eller imorgen eftermiddag/aften

---

Han kan jo godt vinde kampe...
Som sagt overtog jeg klubben med 6 point op til sidste play-off plads, det skete 10. december 2007. I dag skriver vi 8. februar 2008, og jeg ligger stadig nummer 10 i Serie C2/A, men hullet op til play-off pladserne er desværre, på trods af fornuftige resultater, blevet øget med et enkelt point, således at der nu er 7 point op, men ok, moralen på holdet er på vej den rigtige vej, så forhåbentlig kan jeg ved at vende den, begynde at hente lidt point. Problemet er bare, at der kun er 12 kampe tilbage, så der er ikke tid til at bruge ret mange kampe på at få arbejdet moralen op.

Jeg lagde ud med at fordoble min karrieres samlede antal sejre, da vi med et mål dybt inde i overtiden sikrede en 1-0 sejr hjemme mod Alto Adige. Derefter tabte vi så 0-1, igen på hjemmebane, denne gang hed modstanderen Ivrea. De to efterfølgende kampe mod Garavaggese (hjemme) og Nuorese (ude) vandt vi henholdsvis 2-1 og 3-2, mens vores seneste opgør mod Pergocrema endte med et yderst vejfortjent 0-2 nederlag, efter at vi formåede at spille en hel kamp, uden at komme i nærheden af modstanderens mål en eneste gang.

Jeg har selvfølgelig også handlet lidt i pausen, eller handlet og handlet, jeg har været på rov på moderklubbens (Juventus) ungdomshold, og solgt et par spillere, som jeg alligevel ikke brugte.

Transferaktiviteterne:

Strategien er ret klar, selvom jeg har penge at handle for, så vil jeg forsøge ikke at bruge dem, da jeg hellere vil spare pengene sammen, til der for alvor bliver brug for at forstærke truppen, og af samme grund vil jeg rette mig strengt efter det lønbudget jeg har - det der med at bruge flere penge end man egentlig har, dur bare ikke i længden.




Desværre bliver jeg nok nødt til at sende Bassaoulé tilbage til Juventus, da han har pådraget sig en langvarig skade, og lige så godt kan sendes hjem til specialistbehandling, som at stå på skadeslisten i Pro Vercelli indtil lejeaftalen slutter, og han alligevel vender tilbage. Han var ellers en væsentlig forstærkning i forsvaret.

Den skarpe vil nok have lagt mærke til, at moralpilene ikke ser imponerende ud, men i forhold til lutter røde pile, så er det efter min mening en væsentlig fremgang siden jeg tiltrådte min stilling.

En rigtig god opdatering, DNE. Smukt, smukt.

Er det ikke på tide, at titlen på bloggen bliver ændret?

Go Vercelli!

---

Ikke godkendt
Så er sæsonen spillet til ende, og lad mig sige det med det samme, oprykning blev aldrig noget tema, vi lå ganske vist forholdsvis tæt på, men vi hentede bare ikke ind på det hul, der var op til play-off pladserne, sidst på sæsonen blev hullet endda større. Tvært imod så blev nedrykning pludselig et tema, for hullet ned til nedryknings play-off, var nemlig heller ikke så stort, men det blev til gengæld lige så stille mindre, som tiden gik. Så det endte faktisk med, at det skulle afgøres i sidste spillerunde, om vi skulle spille play-off om nedrykning.

Før sidste spillerunde var vi kun et point foran Nuorese, og dermed også kun et point over play-off stregen. Men heldigvis tabte Nuorese deres sidste kamp, mens vi spillede vores sidste kamp mod Varese uafgjort, og reddede dermed endnu en sæson i Serie C2/A, hvilket i øvrigt også blødte bestyrelsen lidt op. Bestyrelsen var nemlig begyndt at knurre lidt over præstationerne, men nu var jeg jo nærmest også bagud lige fra min første dag i klubben, da den tidligere manager havde underpræsteret (det gjorde jeg i øvrigt også, det er åbenbart et gennemgående tema for mig i det her spil), og dermed afkortet bestyrelsens lunte betragteligt.

Alt i alt har det ikke været en godkendt sæson, hverken med Genoa (det siger vel sig selv), eller med Pro Vercelli, da vi jo havde muligheden for at nå en play-off plads, men forspildte den, og i stedet kom i overhængende fare for nedrykning, så er det en ringe trøst, at vi faktisk slog et par af topholdene i løbet af sæsonen. Genoa endte i øvrigt med at rykke ned, som dårligste hold i den bedste række.

Meget symptomatisk for hvordan sæsonen er gået, så valgte mit spil at crashe efter sæsonen (og efter jeg havde taget screenshottet af slutstillingen, så lev lige med det, hvis det skulle ende med andre play-off vindere), ingen af mine kampe gik tabt, det gjorde derimod alle play-off kampe, så de falder muligvis anderledes ud. Men heldigvis ikke noget der har den store indflydelse på min lyst til at fortsætte (det havde været en anden sag, hvis mine egne kampe var gået tabt, selvom de faldt så dårligt ud, som de gjorde).

ARGH, helvede og patter, opdager lige, at alle de venskabskampe jeg havde arrangeret, er gået tabt da spillet crashede  :t: :t: :t:

Den bliver jeg vist lige nødt til at sove på, for det var sgu et stort arbejde, at få stablet nogle indbringende kampe på benene, og nu kan jeg begynde forfra  >:(

Spændende DNE - endog meget meget spændende! Jeg er selv en skabs-Pro Vercelli mand, og det var faktisk mit første spil i denne udgave...nogle sæsoner senere stod jeg i Serie A, så det er slet ikke umuligt, og det er fedt at du gik ind på det med historien - det er en kæmpe motivation - kæmpen der blev vækket!

---

Tilbage på sporet
Endelig har Vercelli borgerne igen fået noget at stå sammen om, fodboldholdet er langt om længe begyndt at vise tænder igen, sæsonen er godt nok stadig meget ung, men det spil holdet har vist i de første kampe, har været flot, underholdende, og ikke mindst overbevisende nok, til at man allerede så småt er begyndt at drømme om oprykning i byen.

Er Pro Vercelli endelig ved at kunne følge med i fodboldens udvikling? eller har de bare været heldige? og falder de måske sammen senere på sæsonen? Tør man håbe på en snarlig tilbagevenden til det fine selskab? Spørgsmålene er mange, og jeg skal så absolut forsøge at sørge for, at svarene falder ud til Pro Vercellis fordel. Det er en stor opgave jeg har påtaget mig her, men det gør den jo bare endnu mere spændende. Min første sæson var ikke noget at råbe hurra for, men nu hvor jeg selv har haft lidt mere indflydelse på hvordan truppen skal skrues sammen, er det begyndt at gå bedre, meget bedre faktisk. Jeg har ikke ændret på taktikken siden sidste sæson (hvor jeg endte med en 4-4-2 med flade kæder, selvom det ikke huer mig), jeg har bare fået spillerne, der kan spille den, som jeg gerne vil have den spillet, og så virker den til UG.

Og hvor har jeg så fået disse spillere fra? Tjae, bestyrelsen var ikke til megen hjælp, da de havde inddraget hver en klink fra det ellers fine overskud klubben producerede i sommerens løb. Der var altså ikke så meget som en krone at handle for, så jeg måtte enten hente transferfrie spillere eller leje forstærkninger, og forstærkninger skulle der til, i alle kæder faktisk, truppen var simpelthen bare for ringe, hvilket afspejles meget godt i, at der i sæsonens første kamp, kun var to gengangere fra sidste sæson i startopstillingen, og af dem endte jeg endda med at sælge den ene (Fabio Tinazzi), inden transfervinduet lukkede, og den anden var Ayub Daud, som igen i år er blevet lejet i Juventus.

På fast basis er det "kun" blevet til 5 nye spillere i løbet af sommerpausen - to nye angribere i form af veteranen Fabrizio Camarata, og sidste års lejesvend Stefano Pietribiasi, er også blevet tilknyttet på fast basis. Disse to må dog nøjes med roller som anden og tredjeviolin efter et par lejesvende, men det at der pludselig sidder en klassespiller som Camarata på bænken, siger alt om klasseforskellen på denne sæsons mandskab og sidste sæsons. På midtbanen er der ligeledes hentet to mand på fast basis, nemlig de to Franskmænd, Vincent Escudé og Julian Pinard, der dækker henholdsvis en central plads og højrekanten, begge indgår i idealopstillingen. Sidste nye kontraktspiller, repræsenterer ud over Pro Vercelli også fra tid til anden Malis landshold, han har netop rundet de 30, og har løst sidste sæsons målmandsproblem, navnet er Fousseyni Tangara. Ellers har jeg for alvor været på rov blandt vores moderklub, Juventus' reserver og ungdomsspillere, og hentet mange af dem på lejeaftaler.



Ind til videre synes jeg det tegner meget lovende for den kommende sæson, og oprykning bør absolut være en mulighed. De mange lejesvende kan dog vise sig at blive et problem, ikke så meget i denne sæson, men i næste sæson, hvor de fleste måske vender tilbage til Juventus, det er et farligt spil jeg spiller, da jeg kan ende med en oprykning til Serie C1 og en trup, som dårligt nok er værdig til Serie C2... Men det er hvad løn og transferbudget tillader, og jeg er jo ikke interesseret i endnu en fyreseddel, så resultaterne skal jo også gerne i hus, så jeg gambler, og håber på det bedste.

---

Oprykningskamp
Vi holder den fine stil fra starten af sæsonen, og er i den grad stadig med i oprykningskampen nu halvvejs gennem sæsonen. De mange lejesvende var åbenbart hurtigt spillet sammen, men de fleste kendte selvfølgelig også hinanden i forvejen, da de jo kom det samme sted fra, men spillestilen var under alle omstændigheder ny for dem alle (undtagen de par stykker der også var i klubben sidste sæson). Vi har allerede nu 4 spillere, der har scoret lige så mange eller flere mål end sidste års topscorer nåede på en hel sæson, og den ene af disse 4 er endda forsvarsspiller (Bassaoulé 9 mål), og en anden reserveangriber (Cammarata 8 mål), de øvrige målscorere er de to førstevalg i angrebet, Maniero (10 mål) og Lanzafame (17 mål).

Vi har været ekstremt giftige på hjørnespark, hvilket da også er grunden til at Bassaoulé har scoret så mange mål, og i øvrigt også grunden til at vores venstreback, Rizza, som også er vores hjørnesparksskytte, allerede står noteret for 14 assists.

Pinard har vist sig som en fremragende anfører, og i øvrigt også en rigtig godt kantspiller, med nogle giftige indlæg, og fremragende løb langs højrekanten.

Ud over et nederlag i Serie C cuppen, til Juve Stabia fra Serie C1, er det kun blevet til et enkelt nederlag, og utroligt nok, var det til bundproppen Valenzana, der derved fik sæsonens første sejr af 2 indtil videre...

---

Foråret 2009

Tirsdag den 9. juni 2009

Gaderne i Vercelli ligger øde hen, der ingen tegn på liv nogensteder, ingen biler, ingen larm, ingenting, alligevel fornemmer man en spændt atmosfære, en form for stilhed før stormen.

Vi bevæger os mod byens stadion, Silvio Piola, og nu begynder vi at høre noget, lyden af feststemte mennesker. Der fodbold på stadion, byens stolthed, Pro Vercelli spiller play-off finale, om den sidste oprykningsplads til Serie C1. Holdet har spillet fejende flot det meste af året, kun med en lille downperiode omkring nytår, det rakte til en plads i toppen af tabellen, ikke helt til at følge Alto Adige, der med en sprudlende Alessandro Simonetta i front, spillede sig suverænt til en førsteplads, med hele 80 point, og kun to nederlag, som i øvrigt begge var til det ene af aftenens finalehold, nemlig Pro Vercelli.

Play-off blev nået, og Pro Vercelli fik, som bedst placerede play-off hold, den dårligst placerede modstander, nemlig rækkens nummer 5, Olbia. Første kamp på udebane lignede en ren showkamp, Olbia blev kørt over med hele 5-0, og der var råd til at spare lidt på krudtet i returkampen. Der blev måske også sparet lige lovligt meget, da Olbia vandt returkampen 2-0, men det var uden betydning, samlet havde Pro Vercelli alligevel sikret sig videre avancement til finalen, hvor Pavia ventede.

Ud fra de jubelråb vi begynder at høre, jo tættere på stadion vi kommer, er der noget der kunne tyde på, at Pro Vercelli er ved at give dem selv et godt udgangspunkt til returopgøret om en uge. Og så med et bliver jublen forvandlet til et brøl uden lige, og med et fyldes gaderne med feststemte Vercelli borgere, de vrimler ud af husene, hvor de har siddet og fulgt kampen på TV eller i radioen. Stemningen kunne tyde på, at kampen er slut, og at Pro Vercelli har vundet. Vi spørger en forbipasserende, der meget opstemt, og tydeligt beruset, kan berette, at kampen sluttede 3-0 til Pro Vercelli. Maniero havde åbnet for festen i første halvleg, mens Lanzafame og Pietribiasi cementerede sejren i anden halvleg.

Ud fra stemningen i byen at dømme, skulle man næsten tro, at Pro Vercelli allerede var rykket op, men vi ved jo, at der lige er en kamp igen i næste uge, der skal overståes først, så lad os springe en uge frem i tiden, og geografisk bevæge os til Pavia.

Vi placerer os denne gang på tribunen, stadionuret fortæller os, at kampen kan fløjtes af hvad tid det skal være, stillingen er 1-3, og udeholdets medrejsende fans er klart de mest synlige på stadion, og bestemt dem der er i de bedste humør. Nede på banen tager Pinard en tur ned langs højrekanten, lægger et indlæg på nærmeste stolpe, hvor Peitribiasi dukker op som trold af en æske, og banker bolden ind til 1-4, og Pro Vercelli fansene  bliver om muligt i endnu bedre humør. Kampen fløjtes igang igen, og fløjtes umiddelbart efter af igen, Pro Vercelli følger Alto Adige op i Serie C1, og panodilsalget i Vercelli sætter med al sandsynlighed rekord i morgen...

---

Sommeren 2009
Udskiftningen i Pro Vercelli truppen har naturligvis været stor i sommerens løb, eftersom det meste af den trup, der sikrede oprykningen sidste sæson, var lejet. Nogle af disse spillere har valgt at acceptere endnu et år i Pro Vercelli (blandt de vigtigste af disse er blandt andet, Campagna, Bassaoulé og Bianco), mens andre desværre er blevet lidt for ambitiøse af deres fremragende præstationer sidste sæson, til at ville spille endnu en sæson på Pro Vercellis niveau (heriblandt angrebsduoen Lanzafame og Maniero, forsvarsspillerne Pisani og Rizza og den evigt farlige kant Daud).

Jeg mener at vi har fundet nogle fuldgode erstatninger, og i nogle tilfælde endda forbedringer, for de, der har valgt ikke at vende tilbage, dog er jeg stadig lidt i tvivl med hensyn til venstrebacken, hvor det har været uhyre svært at finde en kvalificeret spiller, der også var interesseret i at spille for Pro Vercelli. Perissinotto har ikke imponeret mig, i de kampe han ind til videre har spillet, han scorede godt nok to mål i venskabskampen mod Mainz, men det var desværre i begge tilfælde i den gale ende af banen, og da han så i sæsonens første tre betydende kampe, spillede utroligt ringe, har jeg nu valgt at sætte ham af holdet, til fordel for Mariani, som jeg er ved at omskole til netop venstreback pladsen. Bolzan er købt til pladsen, men har været skadet siden han kom til klubben, men jeg håber da bestemt, at han kan overtage pladsen, når han vender tilbage fra sin skade i løbet af de næste tre uger.

I angrebet har vi fået Mirko Antenucci på kontrakt, og han har allerede vist rigtig fine takter i sommerens løb. Han er, i forhold til ligaens niveau, en meget komplet angriber, der kan lidt af det hele, og det meste bedre end ligarivalerne. Han har på trods af sine kun 24 år, allerede stor rutine på det her niveau, med mere end 100 ligakampe i hovedsageligt Serie C1, målene er ikke væltet ind endnu, men noget kunne tyde på, at dette bliver sæsonen, hvor han også får den side af sagen med - i de 7 venskabskampe scorede han hele 8 gange, og i de første 4 betydende kampe har han scoret 4 mål, så kan han holde de takter, tegner det jo meget godt, mindre kan dog også gøre det.

Holdet viste fine takter i sommerens venskabskampe, og specielt 3-1 sejren over AaB var opmuntrende, bare ærgerligt, at vi forærede dem et mål i slutminutterne, men ellers en fin kamp, hvor vi styrede spillet, og var skarpe på vores chancer. Nederlaget mod Mainz har jeg været inde på, resultatet var langt fra sigende for en meget lige kamp, men desværre skulle Perissinotto som sagt lige vise sin målnæse foran eget mål et par gange...

I Serie C cuppen er vi ikke kommet specielt godt fra land, specielt Pergocrema kampen var bitter, da vi var foran både 2-0 og 3-1, men alligevel måtte nøjes med 3-3, og igen var Perissinotto indblandet i to af modstanderens mål, denne gang scorede han dem dog ikke selv, men han var alt for sløset i sine markeringer. Kampen mod lokalrivalerne Pro Belvedere Vercelli var jeg heller ikke helt tilfreds med, trods 1-0 sejren, for det var simpelthen ikke nok, mod så svag en modstander, og da slet ikke nok, når der samtidig var tale om en lokalrival, men ok, det var 3 point, hvilket var nødvendigt efter at have sat point til i gruppen mod Pergocrema.

Starten på ligaen synes jeg egentlig er godkendt, godt nok løb vi ind i et nederlag i første kamp mod Vicenza, men eftersom de er spået en topplacering, synes jeg vi gjorde en ok figur, og vi fik trods alt scoret 3 mål mod en stærk modstander, så den kamp kunne bestemt bruges til noget. Monza er spået en midterplacering, mens vi selv er nedrykningsfavoritter, så at slå dem var udmærket, specielt i betragtning af, at jeg har lovet bestyrelsen en midterplacering, og at slå et midterhold, giver mig forhåbninger om, at det er et løfte jeg vil være i stand til at indfri.

Jeg er fortsat med den taktik, der fungerede så fremragende sidste sæson, har dog justeret lidt på dødboldene, da det var meget begrænset, hvor meget vi fik ud af dem, i den sidste halvdel af sidste sæson. Det er i øvrigt en justering, der allerede har givet bonus, da Bassaoulé allerede har scoret 3 mål i 4 kampe, og lader til at være tilbage på samme spor som sidste efterår.