FmFreaks

10.07.07

[float=right][img ]http://i228.photobucket.com/albums/ee155/louisnott/slips-2.jpg[/img][/float]
Det var fuldstændig umuligt at få øjenkontakt med nogen, eller se noget i det hele taget. Blinkende lys over det hele irriterede udsynet, og da jeg endelig havde kæmpet mig hen til stolen og havde sat mig, fortsatte samtlige journalister ufortrødent med at klikke på denne forfærdelige knap som udløste denne "blinken". Hamborgs lokale presse og journalister var samlet og klar til at høre hvad jeg og klubbestyrelsen havde at fortælle dem. Corny Littmanen tog ordet og næsten med det samme blev der helt stille i det lille lokale, det var først der jeg opdagede hvor mange mennesker der egentlig var, uhyggeligt. Littmanen annoncerede at klubben som forventet havde fundet en ny manager, og denne mands navn var Louis Nott. Littmanen kiggede nu over på mig, og igen kastede blitzlysene sig over mig. Jeg lænede mig fremover mod mikrofonen klappede kort på den så man kunne høre ganske korte dunk i højttalerne, inden jeg tog mig sammen og sagde nogle korte sætninger om mig selv og min personlige historie, dog på engelsk da jeg aldrig i mit liv har lært tysk.
Det var nu igen Littmanen der tog ordet fra mig, og takkede for journalisternes fremmøde, han nærmest reddede min røv fra at svare på alle de journalisters latterlige spørgsmål. Til trods for at jeg forholdsvis tidligt slap ud af Hamborg-pressens forfærdelige konstant blinkende blitzlys, kunne jeg ikke forlade dette fantastiske stadion den næste lange tid, da journalisterne stadig stod pakket ude foran min nye arbejdsplads, Millerntor-Stadion, hvor jeg i fremtiden skal styre det hold der i sidste sæson rykkede op til 2. Bundesliga. Det var nu ikke fordi der stod så forfærdeligt mange journalister igen, men efter hvad jeg var vant til var det ufatteligt mange.

Godt halvdelen af journalisterne fra pressemødet stod stadig ude foran stadion, da jeg mistede tålmodigheden og mente at det var tid til at komme hjem til min lejlighed, som ligger i den anden ende af byen. Min bil stod ikke så langt fra stadion, og det var uden tvivl bilen der var mit mål, og helst uden at snakke med nogen af de irriterende journalister, som konstant kom med spørgsmål. Jeg skulle lige til at gå ud igennem endnu et blitzhelvede, inden St. Paulis sportschef Holger Stanislawski hurtigt hev fat i mig, og førte mig ind på hans kontor. Efter en lille snak om holdet og dets verdenskendte fans, viste han mig bagudgangen som førte om på den anden side af stadion og ud i friheden. Efter at have genfundet overblikket over hvor jeg var, kunne jeg fortsætte min søgen efter min gamle spand af en bil. Jeg skulle gå to gader før jeg endelig fandt den gode gamle, efterhånden lidt for gamle Opel. Forundeligt nok kunne den stadig køre, og jeg kunne svinge ud, og væk fra min nye arbejdsplads. Jeg kørte et hurtigt kig ud foran træningspladserne hvor jeg tydeligvis skulle befinde mig i morgen. Fantastisk, jeg glæder mig allerede. Et kort smil på læberne, og så videre i min vej hjem.

Endelig var min lejlighed i sikte, jeg steg hastigt ud af bilen. I min ivrige trampen op ad trapperne mødte jeg min nabo, Heinrich. Heinrich er såmænd flink nok, men jeg havde bare ikke lysten eller energien til at tage en snak med nogen overhovedet lige nu, sådan er det jo. Jeg nikkede kort med hovedet og sagde jeg havde travlt. Heinrich nikkede forstående og gik så videre ned i kælderen, hvad han så end skulle der.

Jeg fiskede ned i min lomme, hvor jeg klart kunne mærke noget metal, som uden tvivl passede til min dørlås - hvor ellers? Jeg satte nøglen i låsen, og nok engang poppede låsen op med et kort "klik", og jeg kunne frit gå ind i min lejlighed. Endelig hjemme, endelig...

Rigtig spændende klub du har valgt! Men jeg er nødt til at sige at jeg ikke er til "historie"-blogs. Ikke noget personligt, men ville lige sige at du har valgt et super hold  O0

Endnu engang må jeg sige at du skriver rigtig godt...du fanger mig fra start og så er det dejligt at få lidt historie om klubben  O0

Jeg er personligt meget for dette hold (hvilket også er grunden til jeg valgte netop st. pauli), og det er da også et af de hold jeg følger - dog er det en smule svært at følge, da stort set intet TV dækker det. Men det må man jo leve med ;)

Men om ikke andet så tak for kommentaren O0


Det er jeg naturligvis meget glad for at høre, og vil da lige tilkendegive at der kommer mere fra den skuffe O0

Fin start.. Godt sprog, dog med en enkelt fejl hist og her. Ikke noget der ødelægger helhedsintrykket overhovedet..

10.07.07

[float=right][img ]http://i228.photobucket.com/albums/ee155/louisnott/slips-3.jpg[/img][/float]
Efter at have slappet af i godt en halv time kunne jeg igen få tankerne til at køre rundt i hovedet på mig selv. De hvirvlede rundt som ét stort virvar inde i mit hoved, alt i mens jeg tændte for min computer. En stationær vel og mærket, da jeg endnu ikke har fået skaffet mig en bærbar. Det tog mindst 100 år før computeren endelig var klar, og jeg kunne taste min kode ind. Kort efter var jeg koblet til internettet, og kunne frit bevæge mig rundt mellem diverse internationale sider. Jeg ville have bare lidt mere viden om St. Pauli og specielt dens berømte fanskare. Der gik ikke den store tid før man fik at vide hvad hvorfor og hvordan dette holds fans er. Igen fik man næsten med det samme at vide at St. Paulis fanskare var enorm, og fulgte holdet i tykt og tyndt - ude og hjemme. Noget der vækkede min opmærksomhed var at klubben har slagsange der går i politisk retning, hvilket jeg sjældent har set. "Gegen Gewalt, Gegen Rechts, Gegen Racismuss", sætninger jeg ved første øjekast ikke forstod meget af, men igen ved hjælp af det geniale internet kunne jeg få det oversat til at disse ord betød noget i retningen af "Mod vold, mod racisme". Nogle vil mene at det er uprofessionelt at blande sport og politik sammen, men St. Pauli har valgt at støtte deres fans. Desuden er St. Paulis fans utroligt [float=right][img ]http://i228.photobucket.com/albums/ee155/louisnott/d-1.jpg[/img][/float]antinazistiske, hvilket i følge det fantastiske internet har ført til mange opgør mellem hooligans fra andre hold i Tyskland, hvor man specielt har et dårligt ry for at være halvnazistiske og helracistiske, som St. Pauli-tilhængerne tidligere nævnt er meget i mod

Der skulle ikke gå mange minutters læsning før man fik St. Paulis "mærke" at se, og naturligvis havde jeg set dette før. Som der på en dansk fanside af St. Pauli stod beskrevet; "Sort baggrund, stort piratdødningehoved og "St. Pauli" stående under med stor fed skrifttype". St. Pauli er mere kendt for dets fans dødningehoveder, end dets eget klublogo. Jeg tænkte kort at jeg måtte anskaffe mig en af disse sorte trøjer, men glemte det hurtigt igen og kiggede videre længere nedad. Selve St. Pauli klub har aldrig haft den store succes, og et tomt pokalskab synes jo ikke som nogen fantastisk præstation. Det er da også kun lykkedes for den ellers snart 100 år gamle Hamborg-klub at komme i Bundesligaen af 6 gange, og langt de fleste gange var det et etårs visit, så jeg havde om ikke andet noget voldsomt at se op til. Der vil dog altid være en der regner med os, og det er fansene som efter min forståelse og efter at set nogle klip på YouTube er utroligt engagerede i at følge holdet til triumf, og vil gøre alt hvad der står i deres magt - hvilken fantastisk fanskare, den slår jo alt hvad vi har i Danmark sammenlagt ganget med 3!


[float=right][img ]http://i228.photobucket.com/albums/ee155/louisnott/d-2.jpg[/img][/float]Jeg kunne efterhånden ikke tage mig sammen til at læse mere, mine øjne var efterhånden røde, om ikke andet så føltes de sådan. Jeg gad virkelig ikke at lave noget aftensmad til mig selv, og så er det jo godt at den kloge del af menneskeligheden har opfundet mikroovnen, som den mindre kloge så kan nyde godt af. Nogle mener at maden ikke smager lige så godt efter en tur med bølgevarme, men sådan er det jo, hver sin smag. Jeg hiver en frysepizza op fra fryseren, og propper den ind i mikroovnen som jeg efterfølgende sætter på et par minutter. Efter nøje beregning sagde den smarte maskine en høj "bip-lyd" som indikerede at der lige om lidt var mad på bordet. Jeg tog en tallerken og satte mig i en lænestol, hvorefter jeg tændte for fjernsynet.

Jeg havde efterhånden fået guffet pizzaen i mig, og kunne mærke at hvis jeg blev siddende mere i denne ellers så behagelige stol, ville jeg falde i søvn. Jeg rejste mig, slukkede sukkende for fjernsynet hvorefter jeg ryddede de sidste ting af vejen, for at gå i seng. Denne bløde seng. Jeg kiggede op i loftet, hvor min nyeste investering hang. Det St. Pauli-halstørklæde jeg købte forleden hang nu altså ned fra loftet, med sine lidt matte farver. Al den tænken dagen har budt på indtil videre gjorde mig træt. Mine øjne lukkede langsomt i og jeg kunne efterhånden ikke stå imod det mere. Imod trangen til at sove, sådan var det bare. Sort var alt pludselig, og jeg var pludselig taget på besøg hos min underbevidsthed.

Det ser ganske fint ud. Håber du kan føre dem til noget stort.

Mange tak, og jeg skal da prøve så godt jeg kan O0

Flotte updates, og jeg sys det er et lækkert indkøb af Issah Ahmed  O0 KIU

Takker, jeg var også personligt glad for at kunne lokke ham til klubben ::)

Jeg følte det som om jeg først lige var trådt ud fra pressemødet, men der var nok gået et par timer. Det månedlige pressemøde hvor jeg kunne annoncere købene af Cristof Babatz og Issah Ahmed. Ved et hurtigt kig på en dansk fanside af St. Pauli, kunne jeg se at de havde været lynhurtige og allerede opdateret deres side. Jeg sad lidt med en blandet fornemmelse da jeg læste om det jeg for få timer siden havde været en del af.

---

Borussia Mönchengladbach
^{Borussia-Park}


[float=right][img ]http://i228.photobucket.com/albums/ee155/louisnott/d-11.jpg[/img][/float]
Det var kort før kampstart, jeg gav mine spillere de sidste instrukser før de stillede sig ud i spillertunnellen. Ugen forinde havde vi spillet den første 2. Bundesliga kamp i sæsonen. Vi formåede at score to mål, men tabte 4-2 på Millerntor-Stadion mod Fürth. Jeg følte at vi var nødt til at gíve fansene et eller andet, efter to utroligt skuffende kampe på Millerntor. Nu gjaldt det Borussia-Park, hvor vi skulle mod nedrykkerne fra den store Bundesliga, Borussia Mönchengladbach. Det virkede som en uoverkommelig modstander, og rejseturen sad stadig i min krop da jeg gik ind på dette fantastiske stadion. 39500 sad rundt omkring, godt dobbelt så mange som på Millerntor, det var helt fantastisk! Dommer Thomas Frank var kort ude og give hånd til mig og Gladbach-manageren Jos Luhukay. Hvilket mærkeligt navn.

Voldsom hede var der også her i Mönchengladbach, fuldstændigt uudholdeligt. Der gik ikke mange minutter før jeg greb om en vandflaske, for at være helt præcis var der gået seks minutter af selve kampen. Jeg klemte om plasticflasken og ud sprøjtede det med dejligt koldt vand direkte i hovedet på mig, dejligt! I samme sekund kunne jeg ane bolden i spil ude på vores højrekant. Brunnemann var manden der var på bolden, i de utallige dynger af vand jeg fik i hovedet kunne jeg se at Brunnemann lægge den indover. Pludselig blev der overraskende stille på stadion og kun en lille del jublede - delen med dødningehovederne. Jeg smed flasken og kunne med vand udover det hele se mine spillere juble ude ved hjørneflaget. Jeg løb med armene løftet langs sidelinjen. Hoppende omfavnede jeg Christof Babatz som scorede målet. Vi var foran på Borussia-Park, jeg kunne ikke have drømt det bedre! Efter en hurtig omfavnelse af Christof løb jeg tilbage til bænkpladsen, med knyttede næver kunne jeg gå hen mod André Trulsen og hurtigt high-fivede vi, før vi og satte os tilbage på vores pladser. Jeg fandt min notesblok frem og noterede ganske kort nogle ord ned.

[float=right][img ]http://i228.photobucket.com/albums/ee155/louisnott/d-12.jpg[/img][/float]Hvad bilder dommeren sig ind? Enhver kunne se at der ingenting var? Mit temperement var ved at bryde fuldstændig ud. Det er da for galt at han sådan lader ham filme, selv jeg kunne helt herudefra se at der ingenting var! Jeg nærmest løb op, kun stoppet af den lille boks hvor jeg vidste at hvis jeg gik ud over den, gik det galt. Jeg tror selv at jeg råbte umådeligt højt da det skete. Da dommeren med flad hånd pegede på pletten. Med voldsomt fægtende arme viste jeg hvor utilfreds jeg var. Det bliver sikkert gengivet et par gange på skærmene rundt om, men det kunne jeg ikke tage mig af. Irriterende. Jeg spejdede omkring vores straffesparksfelt, og kunne se at det var den tidligere tyske landsholdsangriber Oliver Neuville, som gjorde sig klar til at sparke til bolden. Jeg tror aldrig jeg har følt mig så uretfærdigt behandlet, nu var vi lige kommet foran og så filmer de sig fandme til et straffespark. For meget! Neuville tog ikke hensyn til mine store armfægtninger og løb hen mod bolden. Jeg stod måbende og gloede, Patrick Borger sprang til højre kunne jeg spotte blandt den store mængde af spillere. Oliver Neuvilles skud gik på fantastisk vis den samme vej, og Patrick reddede exceptionelt bolden og boksede den ud til hjørnespark. "JA, FANDME JA!", råbte jeg umådeligt højt. "SÅDAN, PATRICK, SÅDAN!". Dagen var reddet - for nu i hvert fald.


[float=right][img ]http://i228.photobucket.com/albums/ee155/louisnott/d-13.jpg[/img][/float]
Vand... Vaaaand!.. jeg var ved at dø. Min plasticflaske var allerede tømt. Jeg vendte mig om mod André, - "vand", som et anden krav om at han skulle hoppe op og løbe ud i omklædningsrummet. Jeg tænkte mig om. "Wasser" udstødte jeg så, og straks forstod André mig. Han gav et eller andet tegn, og kort efter kunne jeg igen samle mine hænder omkring en vandflaske fyldt af dejlig koldt vand. Hvem fanden har også bestemt at vi skal have hedebølge? Vi var endelig omkring halvleg, endelig skulle jeg ind og mærke det kolde - og til dels mørke - omklædningsrum. 5 minutter igen, bare 5 små minutter. Jeg satte mig igen tilbage på bænken, og greb om min notesblok, vi havde jo vist en fantastisk præstation i første halvleg. Jeg tog mig selv i at falde i staver, og rettede mig straks op. Jeg forsøgte at få øjenkontakt med Christof, råbte i hærdigt på ham, men ingen reaktion. Gud hvor får man lyst til at lukke munden på samtlige Gladbach-fans! Jeg nåede lige akkurat at notere at Ahmet Kuru var alt for defensiv, da han lavede et helt exceptionelt løb jeg aldrig har set nogen spiller gøre før. Han splittede hele forsvaret ad, og hans afslutning var jo helt outstanding og uden sammenligning. Samtlige spillere, trænere og hvem der nu ellers sad på vores bænk fløj op med armene i vejret. Det var præcis hvad vi havde brug for - lige præcis! Jeg kan umuligt beskrive hvor smukt et mål det var.

Endelig! Dommerens endegyldige fløjt, som signalerede pause. Pause til spillerne. Pause til mig. Pause til alle bortset fra fansene, de stakkels fans som havde tilegnet sig en billet, stod nu stadig ude i varmen og råbte videre i bar overkrop. Jeg er om ikke andet glad for at komme ned i omklædningsrummet, og få en lille pause, men jeg kan på den anden side heller ikke vente til at at komme i gang igen! Da alle spillerne var samlet i spilleromklædning begyndte jeg stik imod min første peptalk mod Bielefeld at snakke mig selv af ende; "What you've done out there.. that's amazing. Simply amazing. If you're going out there again and deliver a performance exactly like the one you just did, we'll win this game. No doubt. And why shouldn't we do that! COME ON! We can beat them, even though they try 17 times, we'll beat them!" Jeg fortalte spillerne i godt samarbejde med André at de skulle gå lidt længere ned på banen, men alligevel ikke for langt, da det forkerte træk muligvis kan få vitale konsekvenser. På afslutningsvis råbte jeg ud i omklædningsrummet; "WE CAN DO IT!", med den indre tro at jeg ville vinde min første kamp af betydning med St. Pauli i dag. I dag skulle være dagen. I dag.
[float=right][img ]http://i228.photobucket.com/albums/ee155/louisnott/d-14.jpg[/img][/float]
Og alligevel kom vi ud til anden halvleg og lignede en gang lort. Fuldstændig, vi havde ikke en gennemspillet chance i oceaner af tid, hvor Mönchengladbach derimod havde flere tusinder. Sådan føltes det i hvert fald. Patrick Borger leverede dog den store indsats ovenpå den anden i målet, han havde været helt fantastisk indtil videre i dag, ingen tvivl om at han vil være mit første valg, efter denne pragtpræstation. Jeg besluttede mig for at rejse mig og gå ud i "mit" felt. Jeg kiggede kort op på himlen, hvor fantastisk! Skyer! Og alligevel sådan en hede, men tja. Jeg fik en trang til at råbe ad det jeg så. Sådan en trang at jeg gjorde det, kaldte hurtig på Issah Ahmed som kom spurtende hen til mig. Jeg fortalte ham kort at han skulle holde ekstra øje med ham Neuville i nr. 27 som en ekstra tilføjelse sagde jeg kort "slå ham på fysikken", befriende endelig at kunne tale dansk, men det var egentlig underordnet. Jeg gav orderen til Issah, og i det efterfølgende angreb kunne jeg tilfreds stå og se Issah fokusere i en stor grad på Neuville frem for at stå og se bold. Det var netop Issah der afbrød angrebet til den indledende kontra vi fik, Issah spillede bolden fladt op ad banen og ud til Filip Trojan på venstrekanten. Trojan fik kæmpet sig fri af sin direkte udfordre og lagde et perfekt indlæg til Charles Takyi. Charles stod helt alene og skulle bare sætte hovedet på for at score sit første mål - kampens tredje. Det gjorde han! Endnu engang en jubelscene herude fra St. Pauli kanten. Og da også blandt de medrejsende fans. De sorte flag vajede på det ene hjørne der var blevet stilt til rådighed for St. Pauli tilhængerne.

Det var en ren fornøjelse at se resten af kampen. Jeg tror jeg sad med et smørret smil stort set konstant. Jeg skævede kort op på uret, der viste 75. Langsomt tikkede tiden i den rigtige retning, langsomt kom vi nærmere på denne fantastisk præstation det ville være at slå Borrussia Mönchangladbach i egen hule. Gladbach-spillerne havde så småt mistet modet, de spillede i hvert fald ikke godt, og det har de ikke gjort det sidste kvarters tid. Tiden gik, hurtigere end jeg nogensinde har oplevet. Kampuret viste efterhånden 88, og tikkede hastigt mod enden af kampen. Jeg så nervøst ud mod linjedommeren, og kunne se at han bare havde lagt ét enkelt minut til kampen. Dette minut gik naturligvis hurtigt, og jeg kunne kort efter løbe ud på banen og omfavne et par af mine spillere - sæsonens og min første sejr. Vigtigt.

Meget spændende første kamp! Tillykke med sejren...det er mig en gåde at der ikke er flere der kommenterer på denne blog...KIU  O0

Mange tak :)

Sådan er det jo.. Man kan ikke vinde hver gang O0

Fantastisk blog! Jeg elsker klubben, og er tilbøjelig til at elske denne blog også! ;)

KIU! O0

Vi sad på vej hjem i bussen fra kampen mod Mainz. Hvilken perfekt start vi havde fået på sæsonen, ganske vist tabte vi til Fürth men med sejre over både Gladbach og Wehen, og nu også et point her i Mainz, må da siges at være en fantastisk start fra vores side. Vi kan specielt takke vores fans for det vi har udrettet, at de hver gang bakker os op uanset hvor i landet det er, er fuldstændig uvurderligt. Jeg gik langsomt hen og klappede allesammen på skulderen. Jeg havde følelsen at præcis dette hold kunne nå langt, men samtidig var det nok for overvurderet at skulle rykke op, og det var da heller ikke blandt mine mål for denne sæson. Kort satte jeg mig tilbage bagest i bussen sammen med André. Jeg åbnede min bærbar, og satte den på det "bord" der var mellem to sæder. Jeg fiskede et USB-stik op af bærbar-tasken, og satte det ind i min computer. Det var det mobile net jeg for et par uger siden havde købt, som altså sikrede mig internet over alt. Med et par hurtige klik kunne jeg allerede en time efter kampen se at St. Paulis hjemmeside var fuldt opdateret. De er hurtigt på tasterne, må man sige..

Ligesom den anden blog er den her rigtig god. Et rigtig spædende hold ovenikøbet.

Du burde kunne holde dig oppe. :P

Jeg takker og bukker ;)