FmFreaks

10. juli 07 - Lille lejlighed i London
Mørket lagde sig over den rodede 2-værelseslejlighed. Dagens avis lå sammenkrøllet i hjørnet og æsken fra den færdiglavede lasagne stod stadig på sofabordet. Mit ældgamle TV skrattede højlydt og det sidste lys forsvandt, da jeg slukkede og tog fødderne ned fra sofabordet. Jeg traskede søvnigt over mod soveværelset, hvor mit digitale vækkeur blinkede "23:12" med et skarpt rødt lys og oplyste værelset i korte øjeblikke. Jeg satte mig tungt på den uredte seng og tændte sengelampen, for at kaste et sidste blik på min fremtid, inden jeg lod de mange forventninger tage form i mine drømme.

[img ]http://www.cslweb.dk/AstonVilla/boarding_pass.png[/img]

Det var helt ufatteligt. Aston Villa's bestyrelse havde inviteret mig til jobsamtale, for at afløse nordirske Martin O'neill, der blev fyret for nylig. Tankerne havde faret rundt i mit hoved hele dagen. Fodbolden betyder alt for mig og en chance for at være træner i et Premier League-hold er det største nogensinde.
Jeg fik et flashback af min tid som spiller i West Ham. En glad 19-årig knægt storsmilede til et pressemøde. Det var en fantastisk tid for mig - min store drøm var gået i opfyldelse og jeg havde fået mit livs chance.

I min dagdrømmende tilstand fortsatte minderne med at vælte frem fra baghovedet. Min første kamp på førsteholdet var i fokus - jeg var regnet som et stortalent i England og jeg vidste at det var nu det gjaldt. De første minutter på banen var en sand drøm. Følelsen af at løbe ind på et fyldt Upton Park var ubeskrivelig og det føltes som om, at alle 20.000 West Ham fans klappede og sang om mig.

Min første boldberøring i kampen endte foran fødderne på David Kelly, der sendte den flot i mål. Jeg husker jublen fra klubbens fans og mine holdkammeraters mange klap og lykønskninger. Min assist gav min selvtillid et stort nøk op ad - jeg følte mig som verdens bedste fodboldspiller.
Denne følelse endte dog brat, da jeg midt i en højrøvet finte, mærkede smerten fra de to fødder, der brækkede min ankel. Lykken var vendt og skaden gjorde, at jeg kom aldrig til at spille fodbold igen.

Jeg vågnede brat - var faldet skævt i søvn på sengen. Sveden piblede ned af ryggen på mig, da jeg satte mig op og hovedrystende lagde mig til rette under dynen. Jeg faldt hurtigt i søvn.

UTROLIG FLOT!!!!!

Wow ! FED intro !! At du så har spillet for West Ham, gør det endnu federe . :p
Men virkelig, virkelig god intro - den bedste intil videre. Glæder mig meget.

Jeg takker mange gange :)

Tak for det! Du må væbne dig med tålmodighed til i morgen tidlig ;)

Virkelig velovervejet intro. Flot skrevet, men jeg synes af og til jeg blev tabt, altså hvor jeg var ved at gabe, men hver gang lykkedes det mig at blive fanget igen :)

Hehe, det er jo også sent ;) Ej, spøg til side, det kan være denne update er lidt langtrukken - men godt du blev fanget igen.

EDIT: Og tak for rosen!

11. juli 07 - London
Døren smækkede i bag mig. Genboens 10-årige datter kiggede nysgerrigt på mig og undrede sig sikkert over hvorfor den dovne, sløsede mand havde skiftet T-shirten ud med skjorte og jakkesæt.[float=right][img width=250 height=140]http://www.cslweb.dk/AstonVilla/cab.png[/img][/float] Jeg smilede blot til hende og fortsatte ud til den ventende taxa.
”To the airport mate?” spurgte chaufføren, da jeg satte mig ind på bagsædet. Jeg nikkede blot og fik knap fremstammet et høfligt ”Yes”, før taxaen kørte. Undervejs tænkte jeg over, hvilke ord jeg måtte lægge på hylden til samtalen. Mit sædvanlige London slang var nok ikke alt for passende.

Jeg forestillede mig at blive præsenteret på Aston Villas pressemøde. En underlig tanke. Hele situationen var i det hele taget stort set uhåndgribelig. ”Hvorfor lige mig?” spurgte jeg retorisk i mit hoved. Min træner-erfaring var mildest talt minimal. Jeg havde godt nok været inde at vende hos Fulham som ungdomstræner i et halvt års tid, men jeg havde aldrig set mig selv som manager for et Premier League-hold.

11. juli 07 – Birmingham
”Whatever.” Jeg skød tanken ud af hovedet og koncentrerede mig i stedet om den kommende jobsamtale, mens jeg forlod Birmingham International Airport, hvor jeg netop var ankommet med flyet. Jeg tog en taxa ind til byen og ankom et kvarter før det aftalte mødetidspunkt, 14:30, ved Villa Park på Trinity Road. Jeg rettede på jakkesættet og brugte et nærliggende vindue til at tjekke at håret var i orden.

Da jeg bevægede mig rundt om Villa Park lagde jeg mærke til en ældre, lavstammet fyr i en Aston Villa trøje, der kiggede på mig. Jeg smilte bare til ham, da jeg ville passere ham, men mandens rustne stemme bremsede mig:[float=right][img width=225 height=147]http://www.cslweb.dk/AstonVilla/JohnRobertson.png[/img][/float]
”Would you by any chance be Terry Scott?” Jeg vendte mig hurtigt.
“Yes, that’s me”, svarede jeg kort – hvad ville han mon mig?
”John Robertson.” han præsenterede sig selv og gav mig et langt, fast håndtryk.
”Our chairman Randy Lerner couldn’t be here today. “ Fortsatte han og slap min hånd. ”But I promised to take this job-interview for him.”

Pludselig ringede en klokke for mig. John Robertson havde ikke umiddelbart sagt mig noget, men nu huskede jeg det. Han var assisterende manager i Aston Villa. På trods af, at de mange tanker var gået vidt omkring, hvad der kunne ske, så havde jeg aldrig forestillet mig at blive mødt af en lavstammet herre i en fodboldtrøje.

11. juli 07 – Aston Villas mødelokaler
Jeg følte mig særdeles utilpas i mit jakkesæt under samtalen, der foregik i et af Aston Villas tilstødende mødelokaler. Jeg forsøgte dog at bevare fatningen og koncentrere mig om John’s spørgsmål. Vi talte længe om ambitioner og målsætninger og som samtalen skred frem begyndte jeg at blive mere og mere tilfreds med forløbet.
”Well, I think that was everything,” sagde John og fortsatte: “I’ll call you in the next week, when the board has made the decision.”

Jeg husker at jeg forlod rummet smilende og glad. Det var gået over al forventning.

Har ikke lige tid til at læse, men du skal droppe meget af den der noise du har lagt på dine billeder, og du skal også droppe radial blur eller hvad det er på dit banner. Ellers ser opsætningen ganske lovende ud. :)

Man lærer jo noget hver dag :) Jeg har forsøgt mig med et nyt banner, som i får at se i næste update. Derudover vil jeg huske dit råd omkring for meget noise - tak for hjælpen  ^-^

12. maj 08 – Lejlighed i Birmingham
Det hvide lys blev hurtigt kraftigere. Det føltes som barberblade, der var i færd med skære i mine øjenæbler. Jeg missede med øjnene i et forsøg på, at vende mig til lyset. Min dundrende hovedpine blev stærkere, da jeg satte mig op. Hvor var jeg?
Det var lidt af en drøm, jeg havde haft. Den mindede mig om tiden inden dette job i Aston Villa. En fattig tid, som nu var erstattet af dette bedre – men hårde – luksusliv.
Jeg så mig omkring og i samme øjeblik huskede jeg, hvor jeg var. Champagneflaskerne flød på gulvet ved siden af sofaen, som jeg havde sovet på og idet mit blik passerede en Aston Villa trøje, der hang på væggen, blev min hovedpine erstattet af en jublende rus. Jeg huskede nu sejren i går – den sidste Premier League kamp, der sikrede os en plads i UEFA cuppen næste sæson.
Kampens detaljer kom langsomt frem fra mit baghoved. Modstanderen var Manchester City og hvis vi tabte, ville vi kun nå 8. pladsen, og dermed ikke kvalificere os til UEFA cup. Jeg husker spændingen og intensiteten i spillet, da lejede Scott Carson tog det ene kanonskud efter det andet og forsvaret gjorde alt de kunne, for at holde City’s angribere væk fra feltet. Jeg husker jublen og glæden fra klubbens fans og det store sus i maven, da dommeren fløjtede kampen af til resultatet 0 - 0. Aston Villa havde holdt City’s stjerner stanget og endnu en pragtpræstation af Scott Carson, sikrede Aston Villa 5. pladsen i Premier League. [float=right][img width=200 height=150]http://www.cslweb.dk/AstonVilla/eggsnbacon.png[/img][/float]


Jeg rejste mig fra sofaen og gik ind til det tilstødende rum, hvor jeg blev mødt af duften fra stegt bacon og spejlæg. Ashley Young stod i køkkenet, mens Gareth Barry og John Carew spillede en omgang bordfodbold i hjørnet. Tankerne strejfede nattens drukfest og denne morgens usædvanlig usunde måltid, men jeg slog det hen. Jeg var fuldstændig ligeglad i øjeblikket. Det var ikke et problem.
”’Morning lads,” sagde jeg og nikkede til Ashley, da han så op. De gengældte min hilsen og vi snakkede om løst og fast, da vi satte os til bordet. Resten af dagen forløb med et kort spillermøde og diverse opkald til forskellige spillere. Et opkald fra Randy Lerner, bekræftede min teori om, at bestyrelsen ønskede at snakke om denne og forhåbentlig også næste sæson.


13. maj 08 – Birmingham
Dagen efter vågnede jeg op i min lejlighed i Birmingham. Denne gang var jeg frisk og veludhvilet og efter et bad, tog jeg af sted for at mødes med bestyrelsen. Jeg tog BMW’en mod vores mødelokaler, hvor vi havde aftalt at mødes kl. 14:00. Jeg var i god tid. Jeg parkerede elegant den store sorte BMW på min reserverede parkeringsplads og gik ind på kontoret. Jeg havde godt en halv time inden mødet, så jeg tog mig en snak med John Robertson om næste sæson.
Jeg frygtede ikke mødet. Jeg vidste, at jeg havde gjort det godt. Ingen bekymringer.

”Welcome Terry. Take a seat.” sagde Randy.
Jeg satte mig alene ved den ene langside af bordet og mærkede bestyrelsesmedlemmernes øjne følge mine bevægelser. Selve mødet foregik ganske stilfærdigt og bestyrelsen opsummerede de positive takter, som holdet havde vist gennem sæsonen. De var naturligvis tilfredse. Ligesom jeg havde forventet. Da de drejede samtalen over mod FA Cuppen, vidste jeg at roserne ville overdynge mig.
FA Cup finalen mod Newcastle var sæsonens vigtigste kamp og da vi sejrede efter en nervepirrende straffesparkskonkurrence, vidste jeg at min stilling i Aston Villa var sikret.

Jeg forlod mødet med en god smag i munden og var ganske tilfreds med sæsonens forløb.

Synes det er ærgerligt, at du skøjter så let over en hel sæson. Det er ellers nogle fantastiske resultater du har præsteret, og forstår ikke din priotering.

Med det sagt synes jeg dog, at du skriver rigtigt flot, og du holder et dejligt højt skriftligt niveau..

Men som sagt tidligere forstår jeg ikke din prioteringer.

Jeg vidste den måtte komme :) Grunden til jeg valgte at "skøjte" over første sæson, var for at få en lidt anderledes blogstart - så det ikke blev den sædvanlige start, man så ofte ser. Jeg var klar over, at det nok ville blive lidt forvirrende på denne måde.

Jeg er egentlig stadig i introfasen - jeg vil køre "normale" updates fremover. Man kan sige at bloggen starter i 2008 sæsonen.

Som sagt, det var blot for at få en lidt anderledes - omend forvirrende - start på bloggen. Jeg håber at du/I stadig vil følge med...

1. juli 08 – I en taxa nær Gottlieb-Daimler-Stadion, Stuttgart
Jeg stak den tyske taxachauffør en 100-lap fra min pung, der i dagens anledning, indeholdt en god portion euros. Jeg rettede det jakkesæt, som i løbet af det sidste år, var blevet fast inventar i min garderobe og bevægede mig over mod det imponerende stadions tilstødende bygninger.

Jeg var ankommet lige på slaget og blev mødt af Stuttgarts manager Armin Veh, som inviterede mig indenfor.
”Guten tag,” hilste jeg på mit lettere gebrokne tysk og spurgte ”Can we do this in english?”
“Of course, no problem at all.” svarede Armin med sit forbavsende gode engelsk.
Vi havde aftalt at mødes, for at diskutere mit bud på Stuttgarts stjerneangriber Mario Gómez. Jeg kigger Armin i øjnene, mens vi snakker om tilbuddet. Øjnene siger nej til tilbuddet, men hans ordvalg er positivt og det virker som om han føler sig nødsaget til at sælge sit stjernefrø. Han virkede træt og udmattet.
”If I were the one to make the decision today,” sagde han. “Then I wouldn’t allow Gómez to leave us. But the board wants it different.”

Jeg jublede indvendig, men holdt mit ydre koldt og professionelt. Kun et lille bevidst smil, viste min glæde. Jeg vidste hvor meget Gómez ville betyde for klubbens fremtidige kampe. Den unge tysker havde været i fantastisk form for Stuttgart i sidste sæson.
Jeg forlod smilende lokalet. Jeg var lykkelig. Det kunne ikke have været meget bedre. Gómez ville styrke holdets offensiv meget, hvis han skrev under.

Jeg fik et flashback tilbage til sidste uge, hvor den unge franske målmand, stortalentet Hugo Lloris, skrev under på den kontrakt der sikrede ham som Aston Villa spiller de næste 4 år. Salget af Thomas Sørensen og Scott Carsons lejeperiode, der netop var udløbet, gjorde det til en hastesag at hente en ny klassemålmand med det samme.

Lloris udfyldte hullet, som Carson efterlod, til fulde og som reserve var den nigerianske klassemålmand Vincent Enyeama hentet. Derudover havde jeg også sikret mig midterforsvareren Curtis Davies på en 4-årig kontrakt, som havde været udlejet til os fra West Brom.

1. juli 08 – I et fly mod Birmingham
Da jeg satte mig til rette i flyet, der skulle flyve mig tilbage til Birmingham, lagde jeg mærke til en artikel i The Sun’s sportssektion:

”Afslutningen på Premier League var igen en spændende kamp mellem de 4 topklubber Liverpool, Chelsea, Manchester United og Arsenal. De skiftedes i løbet af de 38 kampe til at være placeret øverst i tabellen. Den tætte topkamp illustreres også tydeligt af de point som holdende har. Vinderne Arsenal lå á point med Chelsea og kun en bedre målscore, sikrede Arsenal mesterskabet. 3. pladsen var indtaget af United med 83 point, skarp forfulgt af Liverpool.

Sæsonens overpræsterende hold Aston villa har imponeret i denne sæson. Det blev til intet mindre end en 5. plads i ligaen og for første gang i 51 år vandt Aston Villa FA Cup. I liga cuppen blev de slået ud af Arsenal i kvartfinalen, efter at have besejret blandt andet Manchester United.
Grundstammen for denne succes er en kombination af gode indkøb, overpræsterende spillere og en god taktik. Aston Villa’s Martin Harewood fik tidligt på sæsonen chancen på førsteholdet, da Gabriel Agbonhalor blev skadet. Han demonstrerede en stor vilje til at præstere og blev hurtigt klubbens topscorer. Han forsatte, særdeles overraskende, med at score mål på samlebånd og endte ved sæsonens afslutning, som topscorer i Premier League med 30 mål. Han blev således også Europas næstmest scorende spiller, kun 1 mål under Sporting CP’s Líedson. Han erobrede desuden også titlen som Aston Villa’s bedst præsterende spiller.
Indkøbet Mikel Arteta fra Everton viste fantastisk form og det samme gjorde Rafinha, der blev hentet i Schalke 04.”

Jeg smilte. Det var gået fandens godt. Langt over forventning. Nu skulle han bare sætte sit navn på kontrakten og vores sæson var sikret. Jeg havde så mange forventninger. Vi skulle vise vores værd i UEFA Cuppen. Vise at vi kan spille i Europa. Jeg var sikker på vi havde kvaliteten. Ingen tvivl om det.



Sæson 2007/2008 opsummering:
Indkøb:

• Rafinha fra Schalke 04 – 12.000.000 £


• Mikel Arteta fra Everton – 19.500.000 £

Salg:

• Sam Williams til Southend – 400.000 £


• Thomas Sørensen til Genoa – 1.300.000 £


• Patrik Berger til Burnley – 110.000 £

Resultater

• 5. plads i Premier League


• FA Cup vinder


• Kvartfinale i Ligacup(vinder Arsenal)

Ligastilling:
[img ]http://www.cslweb.dk/AstonVilla/0708stilling.png[/img]

Måtte lige læse det lille "twist" i tidsperioden to gange før jeg lige fattede det .  ::)
Og min første tanke var egentlig "Hvis det ikke var pga. hans flotte skrivestil, ville jeg gå videre til en anden blog, for det her spring er altså en dårlig idé..."

Men det var dælme godt jeg ikke gjorde det ! :D For det bliver rigtig, rigtig godt! Ny synes jeg virkelig det er en god og alternativ måde at gøre det på. Rigtig godt !

Brilliant!! O0

Jeg bukker og takker :) Jeg vidste mit lille twist nok ville blive lidt svært at gennemskue, men ville heller ikke gøre det for tydeligt.

Men tak for din kommentar, det giver rigtig god motivation til at fortsætte :)

Så lidt - det er fuldt ud fortjent. :)
Glæder mig til at høre mere.

3. august 2008 – Wembley, London
Jeg var skide nervøs. Grunden kunne fortælles med ét enkelt ord. Wembley. Sæsonens første kamp mod nuværende ligamestre Arsenal.
Selvom jeg allerede havde været manager i et år, så var min præstationsangst stadig stærkt tilstede ved de store kampe. Charity Shield var godt nok ingen stor turnering, men kampen ville give publikum – og i særdeleshed klubbens fans – en ide om hvor stærke vi er. Derfor var jeg nervøs. Jeg ville vinde kampen. Vise dem alle, at vi var blevet bedre. Meget bedre.

Jeg sad i omklædningsrummet. Få meter fra holdet, men stadig fuldstændig isoleret over for den larm de lavede. Jeg hørte ingenting. Bemærkede ikke engang da min assisterende træner og efterhånden rigtig gode ven John Robertson, satte sig ved siden af mig. Jeg hørte knap nok hvad han sagde, før han ruskende tog fat i mig.
”Hey Terry! Are you okay?” han så lettere bekymret på mig. Jeg kiggede desorienteret på ham. ”Yeah, I’m fine. Just thinking. ”
Jeg rejste mig og gennemgik taktikken endnu engang. Overbeviste dem om at kampen kunne vindes. Vi var stærke. De så tilfredse ud. Selvsikre. Jeg håbede inderligt at jeg havde bragt dem på det stadie, hvor de vidste at de kunne alt. De måtte ikke tvivle på deres kvaliteter en eneste gang. Så skulle det nok gå.
Jeg gav Arséne Wenger hånden for 4 gang i min karriere og satte mig til rette ved siden af John. Spillerne løb til banen akkompagneret af deres respektive supportersange.
Vi startede godt ud med et forsøg fra Barry, der efter en 1-2 kombination med Bouma satte fart på og afsluttede mod fjerneste hjørne, men bolden endte dog sikkert i Almunias hænder.

Jeg sad allerede nervøst trippende ved Arsenals første angreb. Vi vidste alle hvor farlige de var og det beviste Eduardo, da han placerede foden på et indlæg fra Adrian Mutu og sendte bolden i fjerneste hjørne. Jeg græmmede mig, placerede to fingre på hver tinding og lukkede øjnene. Forsøgte at slappe af. Der var stadig 80 minutter tilbage.
Vi var nu vidne til at bombardement af dimensioner. Arsenals hurtige fløje, Rosicky og Mutu, lejede tryllende med bolden og vores ellers sammenspillede forsvar, var fuldstændig chanceløse. Adebayor og Eduardo kørte nærmest deres eget spil, da de gang på gang snød vores forsvar. Men Arsenal kunne ikke få bolden i nettet.

Hugo Lloris var navnet, der svævede på skyer i mit hoved. Den kun 21-årige knægt var intet mindre end genial og jeg havde aldrig set noget lignende målmandsspil. Klasseredning efter klasseredning sikrede os det moderat fine resultat 0-1 ved halvlegen. Jeg måbede da dommeren fløjtede af og jeg fik kampstatistikken udleveret. Arsenal havde haft 22 skud inden for målrammen, mod vores 5.
[float=right][img ]http://www.cslweb.dk/AstonVilla/charityshield.png[/img][/float]
Jeg vidste at jeg måtte forholde mig korrekt til denne situation. Det nyttede ikke at skælde spillerne huden fuld. Da jeg kom ned i omklædningsrummet, kiggede jeg hver spiller opmuntrende i øjnene.
”Okay lads,” startede jeg. ”The only reason we still stand with a decent chance to win this match, is because of the great goalkeeping by Hugo. But let’s not dwell on the fact, that we’ve played one hell of a bad half. Arsenal is only 1 goal ahead and I am sure that if we pull ourselves together and start playing the ball around, we can turn this result around. They’re tired and we can exploit that.”
Da jeg var færdig med mit forsøg på at opmuntre holdet, tog jeg Hugo til side for at rose ham. Trods hans dårlige engelsk, var jeg sikker på, at budskabet var gået igennem. Jeg var satans spændt på næste halvleg. Jeg vidste vi kunne vinde.

Arsenal startede kampen med nogle hurtige ryk mod vores felt, men Curtis Davies og Zat Knight forsvarede flot. Anden halvlegs første store chance faldt til os, da sidste sæsons topscorer Martin Harewood lavede et frækt træk uden om Kolo Touré. Vi sprang alle op fra sædet og stod ængstelige ved sidelinjen. Trods der knap gik 5 sekunder, følte jeg at det varede en evighed inden han trykkede af. Jeg nåede at mærke sveden pible frem på panden og jeg mærkede mine svedige håndflader, da jeg tog mig til panden med begge hænder. Han brændte sit kanonskud, der ramte stolpen og hoppede til målspark.

Fandens, tænkte jeg, men chancen gav mig håb. Vi kunne sagtens vinde. Chancerne faldt nu hovedsageligt i vores favør, men Arsenals indskiftede målmand Lukasz Fabianski stod sikkert på målet og det blev aldrig rigtigt farligt. Kampen sluttede således 0-1 til Arsenal, som derfor kunne løfte pokalen.

Jeg var ikke rigtig skuffet. Vi havde jo egentlig spillet fremragende i anden halvleg, vi kunne blot ikke få bolden i mål. Hjemturen foregik fint og der var en god stemning, trods resultatet. Premier League startede om kun 6 dage og jeg håbede på at få sikret mig nogle flere navne inden vi kom i gang for alvor.

Han hadede, at tage fejl, men endnu mere hadede han, at indrømme det. Han kunne dog ikke snakke uden om denne gang, det havde sku været en god idé fra skribentens side, men hvordan skulle han indrømme det? Indrømme, at ham, kongen af denne verden, havde taget fejl? Han fiskede en smøg frem fra inderlommen og tændte den, alt i mens han huskede de vise ord. "Det er tanken der tæller". Han sugede et stille hvæs på smøgen, tænkte sig om og besluttede sig for noget drastisk. Han bevægede sine ildelugtende fingre hen til tastaturet og skrev:

Flot blog, godt sprog, fin íde, at udskyde det hele en sæson.

Faxen bippede højlydt. Jeg sukkede dybt. Hvorfor fanden skulle jeg altid forstyrres i min frokost. Jeg kvalte de sidste sørgelige rester af min øl og rejste mig for at hente den holdrapport, som jeg regnede med lå i faxen. Det viste sig at jeg fik ret. John Robertson var endelig blevet færdig med rapporten.

Holdgennemgang 2008/2009

Målmænd:
Hugo Lloris - 22 år
Vincent Enyeama - 26 år
Stuart Taylor - 28 år

Målmandsposten er godt besat. Førstevalget kan gå både til den kun 23-årige franskmand Hugo Lloris og til nigerianske Vincent Enyeama. Lloris har potentialet til at blive en verdensklassemålmand og Vincent Enyeama er en erfaren målmand, som samtidig har evnerne på det rigtige niveau. Hvis uheldet er ude, står 28-årige Stuart Taylor klar fra reserveholdet.

Forsvaret:
Rafinha - Højre back - 23 år

Zat Knight - Centerforsvar - 28 år
Curtis Davies - Centerforsvar - 23 år
Martin Laursen - Centerforsvar - 31 år

Wilfred Bouma - Venstre back - 30 år
Johannes Lykke - Venstre back - 15 år
Stephen O'halloran - Venstre back - 20 år

Forsvaret er nok den kæde, som hovedsageligt savner nogle forbedringer. Trods nogle gode spillere på hver position, så er der et stort behov for at hente nogle backups der kan spille højre back og centerforsvar.
Rafinha dominerer flot højre side af forsvaret. Der er ingen spillere der kan løfte byrden fra Rafinha, hvis en skade eller karantæne rammer ham.
På venstre back er det ligeledes Wilfred Bouma der styrer showet. Den unge O'halloran står klar til at tage over, og den unge dansker Johannes Lukke vil sandsyneligvis kunne tilspille sig en stor rolle på førsteholdet.

Midtbanen:
Gareth Barry - Central midt - 27 år
Nigel Reo-cocker - Central midt - 24 år
Craig Gardner - Central midt - 22 år

Ashley Young - Offensiv midt(Højre, venstre) - 23 år
Mikel Arteta - Offensiv midt(Højre, venstre, center) - 26 år
Shaun Maloney - Offensiv midt(Højre, venstre, center) - 26 år
Stiliyan Petrov - Offensiv midt(center) - 20 år

Midtbanen er, når den er skadesfri, en af de stærkeste i ligaen. Mikel Arteta og Ashley Young er de helt store stjerner og deres offensive kvaliteter ses i alle kampe. Hverken Shaun Maloney eller Stiliyan Petrov er dog tilstrækkelige til at gøre arbejdet fuldt ud. Derfor er det nødvendigt med nogle backups til den offensive midtbane.
Den centrale midtbane er især præget af Aston Villa's ubestridte bedste spiller Gareth Barry. Hans makkar Nigel Reo-cocker gør det ligeledes fremragende og Craig Gardner er efterhånden klar til at spille med på højeste niveau.

Angrebet:
Mario Goméz - 23 år
Marlon Harewood -  29 år
Gabriel Agbonlahor - 22 år
John Carew -  29 år

Med købet af Mario Goméz er angrebet blev meget bedre. Både Marlon Harewood og Agbonlahor er gode angribere og der kan frit roteres mellem dem. Backuppen John Carew har ikke vist sig fra sin gode side og han har ikke etableret sig på holdet. Han står dog klar som reserve og er altid god for et mål eller to.

Flotte updates.
Fedt Hold. :)
For søren hvor det ser godt ud . :D

Hvornår er der ny update ? :D

Tak for kommentaren :) Jeg er super glad for at du skiftede mening mht. mit twist. Og godt skrevet ;)

Mange tak! Er glad for at høre du sætter pris på min blog.

@alle:
Jeg kommer med en ny update i aften - jeg beklager det lave aktivitetsniveau idag, men jeg har haft travlt med diverse andre småting :)

Resultater:
(PL) Aston Villa 1-0 Wigan – udebane
’80 Harewood

(PL) Aston Villa 1-2 Man. City - udebane
’23 Harewood
                                         ’40 Bojinov
                                         ’46 Caicedo

(PL) Aston Villa 2-0 Bolton - hjemmebane
’14 John Carew
’73 Harewood

(PL) Aston Villa 3-1 Tottenham – hjemmebane
’15 (str) Gareth Barry
’21 Agbonhalor
                                         ’51 Bresciano
’82 Harewood

(PL) Aston Villa 1-2 Arsenal - udebane
                                         ’23 Rosicky
                                         ’33 Mutu
’55 Agbonhalor

(PL) Aston Villa 3-1 Liverpool – hjemmebane
’1 Gómez
’16 Gómez
                                         ’38 Babel
’53 A. Young

---

1. september 08 – Min lejlighed i Birmingham
Mine fingrede tastede løs på tastaturet. Jeg var midt i en e-mail til John Robertson, hvor jeg takkede for den holdgennemgang, han havde sendt mig. Da jeg havde sendt den noget kortfattede mail, tog jeg en slurk af den halvlunkne kaffe og kastede et blik på de talentrapporter, som mine spejdere havde givet mig. Selvom transfervinduet var lukket, mente jeg stadig det var nødvendigt at få øje på de store talenter tidligt.

Denne filosofi, havde jeg allerede brugt i praksis, da den kun 15-årige danske venstre back, Johannes Lykke, skiftede fra FC København til Aston Villa for 3 mio. I dette tilfælde var det også en af klubbens talentspejdere i Danmark, der havde udpeget denne ukendte dansker, til at have dobbelt så højt potentiale som den nuværende bedste venstre back i klubben Wilfred Bouma.

Dette køb bragte det totale indkøb op på 6 i denne sæson og selvom jeg havde tiltænkt mig at få flere spillere til klubben, så var jeg meget tilfreds med de to rekordindkøb Mario Gómez og Hugo Lloris.

Telefonen ringede og jeg rejste mig irriteret, for at tage den.
”Yeah?”, sagde jeg træt og håbede inderligt på en kort samtale.
”Hello, am I talking to Terry Scott?” lød stemmen i den anden ende af røret. ”Oliver Holt, journalist from The Daily Mirror.”
En journalist igen. De havde været over mig hele måneden, på grund af vores resultater i ligaen. Jeg rullede med øjnene og aftalte et interview i næste uge.
I min tid som manager var jeg blevet særdeles opmærksom på den store indflydelse medierne havde. Jeg så det ikke længere som ligegyldigt, hvad og hvordan jeg kommenterede, men var begyndt at indse, hvordan man kunne udnytte situationen til ens egen fordel.
Jeg frembragte et høfligt farvel, lagde på og gik i seng.

2. september 08 – Aston Villa’s træningsanlæg
Jeg sad på bænken og overværede dagens formiddagstræning. Jeg sad og snakkede med anføreren Gareth Barry, der ikke trænede med, på grund af en muskelskade. Vi snakkede om den næste række kampe op til vinterpausen og hvordan vi skulle gribe dem an. Sæsonstarten havde medbragt 4 sejre og 2 nederlag, så vi havde et godt udgangspunkt til de fortsatte kampe.

Da klokken nærmede sig 13:30 tog jeg over til det aftalte mødested for at blive interviewet af Oliver Holt.
”Good day Mr. Scott,” hilste han og startede interviewet.

Oliver Holt: ”The first 6 matches have gone well so far and your team is placed #3 in the Premier League. How are you planning to keep winning?”
Terry Scott: “Our team spirit is brilliant and every player is in good shape, so I certainly think we’re eligible to stay in the top 3.”

Oliver Holt: “Your two biggest signings of this season must be Hugo Lloris and Mario Gómez. Do you think they’re doing good so far?”
Terry Scott: “Absolutely! Mario Gómez scored twice in his debut match and Hugo has proven to be a very competent keeper. They’re both doing a really good job.”

Oliver Holt: “I agree. Are you planning to spend more money on big signings this season?”
Terry Scott: “No I think we have a great team and I am sure we can go a long way. I’m looking at some backups for the defense, but we’ll see what is going to happen.”

Oliver Holt: “Thank you for your time. It was a pleasure to talk to you.”
“Likewise,” sagde jeg og begyndte turen hjem til lejligheden.

Fint layout, fine resultater og godt skrevet, hvad mere kan man forlange?

Intet og derfor vil jeg sige dig, at det er en god blog. O0

Forrygende blog! Det her er meget lovende og absolut blandt de tre bedste blogs i konkurrencen.

Jeg har dog lidt (forhåbentlig) konstruktiv kritik:

Jeg er vild med de her fortællende blogs, men jeg synes ikke, du behøver at komme med undskyldninger for at bringe overblik (John, der sender en holdrapport via fax, og en lidt utroværdig artikel fra The Sun). Udelad dem hellere og giv os en fragmenteret blog, hvor vi ikke får alt forærende. Det samme gælder din seneste update, hvor du bringer resultater. Jeg vil hellere have brudstykker.

Så har vi farverne. Din blog er meget stilren, og jeg synes, det er fedt, at du holder billederne i sort/hvid. Men så skal du altså ikke have den der goofy-skrift i dit topbanner. Hold de mørke nuancer - også i interviews som i din seneste update. Hellere grå og hvid end orange og blå. Og hellere en elegant skrift end en fed og kluntet.

Fortsæt det fremragende skriftlige arbejde. Det er en fryd at læse.

Tak for kommentaren, det varmer virkelig :)

Først og fremmest, tusind tak for din ros! Det er jo skønt at få at vide at du vurderer den så højt :)

Derudover, så er jeg helt ekstremt glad for din kritik. Det er lige hvad jeg har brug for, nu hvor dette er min første blog - og jeg kan jo kun erklære mig enig, når jeg nu tænker nærmere over det.

Jeg lover at tænke over hvad du har skrevet, og så håber jeg at mine næste updates er en forbedring :)

@alle: Næste update kommer forhåbentlig i løbet af eftermiddagen.

"@alle: Næste update kommer forhåbentlig i løbet af eftermiddagen."

Er dit ur gået i stå? ;)

Kommer vi videre, eller har du lagt pennen fra dig? :)

Jeg følger stadig med. Det ser godt ud. Kan godt give United-styrer ret i det han siger med ikke at få alt forærret. Så glæder mig til at se næste update!
Men, hvornår kommer den??

Hej ærede blog læsere...

Nej, bloggen er absolut ikke stoppet, den er kun sat lidt til side i mit, desværre, hårde program. Jeg vil gerne undskylde at jeg ikke holdt min deadline og det kan jeg kun give mig selv skylden for. Jeg lover jer, med streg under lover, at i får en update senest imorgen!

Jeg er godt klar over at der ikke er tid til pauser på 3-4 dage uden en update, nu hvor det er en konkurrence - så jeg må jo tage mig sammen og få styr på mine prioriteringer ;)

Okay. Godt den forsætter! Nej, der er ikke tid til pauser .  :) Så kan du så komme igang så vi kan få noget lækkert læsestof !  O0

Hmm .. ?  :-\