Print Side - Er du organdonor?

Jeg var til terminsprøve i dag, og jeg skrev i denne anledning et essay, som vi lige kan skabe lidt debat med - hvis folk ellers er friske... Essayet tager udgangspunkt i følgende tekst (http://www.transplantation.dk/presseklip/debat-kropskultur-kroppen-som-fremmedlegeme/)

Organdonation er et underligt fænomen. Stort set alle danskere kan i al almindelighed se det fornuftige i det. Langt de fleste danskere kan ikke se nogen grunde til, ikke at redde et andet menneskes liv med et eller flere organer fra ens hjer-nedøde krop, hvis uheldet skulle være ude. På trods af dette faktum er det kun ca. 10 % af alle danskere, der er tilmeldt Donorregisteret. Det lyder absurd, men ikke desto mindre er det en realitet – og på sin vis kan man sige, at det er heldigt. Holdningen om at donere organer væk bliver nemlig totalt vendt på hovedet, når en nær pårøren-de ligger i respirator. De pårørende ved det: Michaels liv er slut, og hans legeme kan nu kun være blive til glæde for andre end ham selv. Hans legeme kan redde et eller flere andres liv, og selvom at 80 % af alle danskere i går ville have svaret ja til at done-re sine egne organer væk, hvis man skulle ende sine dage som hjernedød, så virker det umiddelbart sværere at give en pårørendes organer væk på trods af hans eget øn-ske om donation, hvorfor det kun er cirka halvdelen, der i en situation som ovenstå-ende rent faktisk vælger at donere organerne væk. Man forstår det jo på sin vis godt.

Peter la Cour fremlægger i sin kronik ”Kroppen som fremmedlegeme” en lang række synspunkter, som jeg i det følgende stykke tekst vil forsøge at tage stilling til. Peter la Cour er født i 1954, og blev Cand.psych. i 1980 fra Københavns Universitet med et karaktergennemsnit på 10,0. Peter la Cour er altså en særdeles begavet person-lighed, hvilket også afspejler sig i, at han i dag er autoriseret af Dansk Psykologfor-ening og specialist i sundhedspsykologi.

Overordnet set så mener Peter la Cour, at der findes to forskellige måder at forholde sig til sin krop. Den ene holdning er, at man forstår kroppen som en bio-logisk maskine, som man stort set behandler som en bil. Man tuner den med silikone eller viagra, og drikker man sin lever i stykker, så udskifter man den da bare. I grove træk frygter la Cour, at det er sådan, fremtidens krop kommer til at se ud. Den anden holdning er en holdning, hvor man betragter kroppen som noget mere end summen af de enkelte dele. Kroppen indgår i et sammenhæng, der er større end den selv. Kroppen er, hvis den er sund, selvregulerende, og bliver kroppen syg har man selv et medansvar for at kurere dette.

Det første synspunkt i la Cours kronik, som jeg vil kommentere er føl-gende: ”Tilgængeligheden og medicinindustriens voldsomme markedsføring har væ-ret med til at skævvride, hvad vi opfatter som normalt, og har flyttet grænser for, hvad vi forventer af os selv og tolererer hos vores medmennesker.” . Jeg er i visse dele af citatet på linie med Peter la Cour. Det er forholdsvist klart, at den teknologiske ud-vikling har flyttet vores opfattelse af, hvad der er normalt, og hvad der ikke er, men jeg vil på ingen måde kalde det en skævvridning, og dermed se det som en negativ konsekvens. Der vil altid være nogen, der ikke kan håndtere tilgængeligheden til vis-se biokemiske stoffer, og denne gruppe vil selvfølgelig tage skade af at anvende disse stoffer, men derfra og så til at kunne konkludere, at samfundets opfattelse af normalt er blevet skævvredet, mener jeg, er et drastisk skridt. Vores opfattelse af, hvad der er normalt bliver konstant flyttet, både med og uden teknologisk input. Vores opfattelse af en normal højde bliver højere og højere, ligesom vores opfattelse af en normal tid på 100 meter bliver lavere og lavere. I min optik kan det simpelthen bare ikke undgås, og at teknologien i visse tilfælde hjælper på vej, er fra mit synspunkt bare fantastisk. Man kan derefter tage antallet af danskere, der er medicineret på lykkepiller i be-tragtning, og hovedet på blokken, så kan dette tal (350.000, hvoraf kun 140.000 reelt er deprimerede) betragtes som ganske faretruende, men spørgsmålet er måske om vores opfattelse af det at være deprimeret måske ikke er blevet rykket nok. Dette kan måske opfattes en smule kringlet, men det jeg mener, er at vi som mennesker kommer tætte-re og tættere på det ’det perfekte liv’, hvorfor vores definition af et dårligt liv også rykkes tilsvarende, således at der i dag skal mindre til, før du bliver betegnet som ek-sempelvis deprimeret end der skulle i 1910. I denne optik er det større antal på lykke-piller blot en naturlig konsekvens – hvorvidt det er sundt eller ej vil jeg lade være usagt. I takt med denne forrykkelse af vores grænser for hvad, der er normalt, og hvad der er dårligt, ser jeg det blot som naturligt, at vi hjælper hinanden tilsvarende mere for, at vi alle kan opnå det, vi kalder et normalt liv. Dette kunne eksempelvis være i form af organdonation.

Det næste citat, jeg vil bruge er dette: ”Man løser åbenbart samfundspro-blemer med medicin. Man tingsliggør og fremmedgør dermed sociale og psykologi-ske forhold til at være noget i hjernen, de kan reguleres på. Man omdefinerer, hvad der er almindelige menneskelige reaktioner, og hvad der ikke er.” . Det er svært at være lodret uenig i ovenstående citat, men alligevel er der visse ting, hvor jeg bremser op og står ud af bilen. Først og fremmest omdefinerer man ikke, hvad menneskelige reaktioner er. Det er noget, vi i samfundet er fælles om, og det er noget, som jeg me-ner, er uundgåeligt, når det danske samfund og resten af verden gennemgår den ud-vikling, som det nu engang gør. Dernæst så vil jeg give la Cour ret i, at man løser samfundsproblemer med medicin, det er i min optik derfor, man har opfundet diver-se former for medicin. Det er alt sammen for at løse problemer, hvilket jeg ikke ser noget problem med så længe det foregår i moderate mængder, hvilket altid kan dis-kuteres, hvorvidt det gør. Man kan argumentere imod med, at medicinforbruget er steget, men dette kan måske også ses som en naturlig udvikling i vores stræben efter ’et perfekt liv’, som ikke kan undgås. Det er klart, at de færreste er tilhængere af et massivt overforbrug af medicin, men omvendt vil det være for dumt ikke at udnytte den hjælp, man nu engang har til rådighed. Det gælder om, at finde den gyldne linie, som man først og fremmest skal have defineret, hvor er. Det er denne gyldne linie, som kan defineres på ekstremt mange måder. Peter la Cour vælger, at definerer den et stykke mere konservativt end jeg gør uden at nogle af os i den forstand har ret. Det er på sin vis også det, der gør diskussionen så interessant. Jeg mener dog overordnet set, at Peter la Cour har en kedeligt god evne til at sætte alting på en spids, hvilket også viser sig i følgende citat: ”Der er officielt stort pres på, at danskerne skal melde sig som organdonorer, hvad danskerne åbenbart ikke spontant har den store lyst til.” . Jeg genkender umiddelbart ikke dette officielle store pres, der ligger på danskerne. Personligt mærker jeg det aldrig, og jeg er nok af den holdning, at man burde lægge større pres på danskerne. Ikke større pres på, at danskerne skal tilmelde sig, men stør-re pres på, at danskerne skal tage stilling, og reelt melde ud, hvorvidt man ønsker at donere organer eller ej. I denne sammenhæng kunne man eventuelt endda overveje, at lade folk være organdonorer fra fødslen, hvor man så i stedet for som nu, hvor man skal tilmelde sig, skulle afmelde sig, hvis man ikke ønsker at være organdonor. Først tror jeg dog, at man er nødt til at gøre det mere ’normalt’ at være organdonor, forstået på den måde, at en større procentdel af danskerne skal være det, før man ligefrem kan gøre sådan, at man er det fra fødslen. Et andet alternativ er, at man, når man bliver 18 år, bliver bedt om at tage stilling til hvorvidt man vil være organdonor eller ej. Dette tror jeg ville kunne hjælpe ganske pænt på tilmeldingsprocenten.

Et sidste citat, som jeg vil kommentere er la Cours afsluttende bemærk-ning: ”Fortsætter udviklingen, bliver det jo et samfund, hvor den sundhedspolitiske dagsorden sættes af adgangen til friske organer, doping og stimulanser. Er der nogen, der ønsker det?” . Lad mig blot spørge, om der er nogen, der ønsker et samfund med deprimerede mennesker, der er sløvere end det sløveste dovendyr eller et samfund med cykelryttere, der bruger tolv timer på at cykle tohundrede kilometer? Er der i øvrigt nogen, der ønsker et samfund, hvor vi lader folk dø, selvom vi har teknologien og resurserne til at de kan leve videre? Det er en balancegang, hvor selv de dygtigste linedansere har ekstremt svært ved at holde balancen. De færreste ønsker et samfund, som er pumpet op til randen med medicin, men omvendt er der heller ingen, der øn-sker et samfund 100 % fri for medicin.

De fleste kan acceptere, at en anden person går rundt med ens hjerte eller andre organer, når man alligevel selv er væk. Jeg tror dog, at de færreste umiddelbart vil forestille sig en anden person gå rundt med ens søns eller fars hjerte. Det virker absurd, og på trods af at man rent faktisk godt kan se det fornuftige i det, så virker det som en meget, meget svær beslutning, at bestemme hvorvidt ens søns organer må doneres, når man for femten minutter siden fik af vide, at han er hjernedød. Jeg vil gå så langt som at kalde det umenneskeligt.

Noget der derimod kan undre er, hvorfor kun 10 % af alle danskere er tilmeldt Donorregisteret. Det kan gøres let og ubesværet via internettet, og cirka 80 % af alle danskere har jo faktisk allerede tilkendegivet, at de gerne vil give deres organer væk, hvis de skulle lide hjernedøden. Alligevel får de færreste det gjort. Dette kan skyldes ren og skær dovenskab, men jeg tvivler. Det drejer sig om få klik via internet-tet, indtastning af CPR-nummer, navn og adresse, hvilket højst sandsynligst ikke er nok til at få selv de dovneste personer til at holde sig fra det, såfremt de rent faktisk vil tilmelde sig. På baggrund af egne erfaringer kan det konkluderes, at det rent fak-tisk sagtens kan nås samtidig med, at man sidder til terminsprøve og skriver et essay. Spørgsmålet er nok derimod nærmere, hvor reelt ønsket om at blive organdonor mon er. Den manglende registrering til Donorregisteret og den manglende stillingstagen er måske et udtryk for manglende interesse i reelt at give sine organer? Dette tror jeg, går op for mange, efter de egentlig i første omgang har besluttet sig for at tilmelde sig. En ting er nemlig, at klikke sig ind på sundhed.dk, og finde tilmeldingsblanketten til Donorregisteret. En anden er at udfylde det. Der flyver tanker igennem ens hoved, som man hidtil ikke har overvejet, og beslutningen om organdonation forekommer i første omgang nok meget mindre kompliceret end den egentlig er. For har man egent-lig særlig meget lyst til, at donere sine organer væk? Umiddelbart lyder det jo relativt simpelt: Selvfølgelig har man det – man har jo intet at bruge dem til, hvis man bliver erklæret hjernedød! Men spørgsmålet er ikke så simpelt som så. Er ens organer ikke noget privat, og har man ikke dybe følelser for netop ens egne organer? Er man ikke dybt taknemmelig for, at man som den person man er, har fået nyrer, hjerte, lever og tyndtarm, som fungerer 100 % optimalt? Et eller andet sted, tror jeg, at det i høj grad, er det som holder folk fra at tilmelde sig Donorregistreret, men omvendt. Er man pa-rat til at modtage behandling med en anden persons nyre eller hjerte for at beholde livet, bør man så ikke også selv være parat til at donere, hvis uheldet er ude? Selvføl-gelig bør man det.

Jeg er en af de uheldige, der har lidt under danskernes manglende stil-lingstagen til organdonation. Min far døde i en tidlig alder, som følge af at hjertet ikke fungerede korrekt. Et nyt hjerte kunne have reddet ham, men der var ikke et nyt hjer-te til rådighed, hvorfor der intet var at gøre. Alligevel har jeg ikke selv været hurtig til at tilmelde mig Donorregisteret, og jeg har faktisk først gjort det pr. dags dato. Dette skyldes nok en kombination af glemsomhed og manglende opmærksomhed på em-net. Det er derfor heller ikke sådan, at jeg går og bærer nag mod hverken den ene eller den anden, der måske kunne have givet min far et nyt hjerte. Jeg synes ikke, at alle, der ikke vil donere sine organer er nogle egoistiske svin. Det er en ærlig sag, hvorvidt man ønsker at donere eller ej, men jeg efterlyser blot, at man som person rent faktisk tager stilling til emnet. Ønsker man at modtage eksempelvis et hjerte fra en anden person, hvis uheldet er ude? Såfremt svaret er ja, så er spøgsmålet i mine øjne også det samme til, hvorvidt man ønsker at donere organer, hvilket er ganske elementær logik i henhold til det gamle ordsprog: ”Man må yde for at nyde”. Dette samme kan i min optik siges om hvorvidt man bør være bloddonor eller ej. Der skal dog ikke her-ske tvivl om, at jeg ikke er af den holdning, at man ikke bør kunne modtage organer, såfremt man ikke selv vil donere. Man bør uden tvivl kunne modtage organer, selvom man ikke selv donorer – det skal ikke være et spørgsmål om at være donor eller ej. Det skal blot være et spørgsmål om at tage stilling eller ej. Vælger man alligevel ikke at donere, men gerne modtage, så skal der dog samtidig ikke lægges skjul på, at jeg ser det som en umoralsk og uacceptabel beslutning.

Alt i alt er organdonation ikke så enkelt som så. Umiddelbart er det jo simpelt, men når det overvejes dybere ligger der tanker og følelser, som de fleste nok slet ikke anede, at de sådan set havde. Det er også hvorfor, jeg overordnet set mener, at der er for lidt fokus på organdonation. Man skal have folk til at overveje det og samtidig tage stilling til hvorvidt organdonation er noget for dem eller ej. Organdona-tion er ikke noget, man kan vente med til i sidste øjeblik, for man ved desværre aldrig hvornår dette sidste øjeblik er, og det er ikke en beslutning, som man bør overlade til ens nærmeste pårørende. Det er den for stor og følelsesfyldt til. På det tidspunkt, at ens pårørende skal beslutte det for en, så er jeg ret sikker på, at de har hovedet fyldt med følelser og forvirrede indslag i forvejen. Tag derfor allerede i dag stilling til spørgsmålet om organdonation!

Hvad er jeres holdning til emnet?

FmFreaks

Andet => Baren => Emne startet af: KF 10 Apr 2008, 20:17