FmFreaks

Jeg håber ikke emnet er alt for alvorligt, og jeg vil bestemt ikke sende folk ud i depressioner...
Men jeg "faldt" lige over det her, og ville lige dele den med jer:

"Selvmord er bare endnu en ting der bliver set vredt på i dette samfund, men helt ærligt så er livet
ikke for alle, det er det virkelig ikke. Det er selvfølgelig trist når børn begår selvmord fordi de ikke har givet
livet en chance, men livet er ligesom en film hvor man indser at den har været ringe siden første sekund, og den bliver sandsynligvis ikke bedre. Ingen bør bebrejde dig for at gå tidligt derfra!"
- Doug Stanhope

Hvad siger i?
Kan man bebrejde folk der vælger den løsning?
Ingen tvivl om at selvmord er en meget egoistisk handling, men det er trods alt DIT liv...
Kan og bør man bebrejdes for det?

Igen, jeg vil ikke sende nogen ud i depression, og det er et ømtågeligt emne
men jeg havde diskussionen med nogle venner, og vores synspunkter var vidt forskellige.
Så hvad siger i?

Tja.. Som du siger, er det jo dit liv. På den anden side sårer du din familie, venner og omgangskreds. Dermed påvirker du også deres liv negtivt.

Et følsomt område, som jeg ikke vil bevæge mig alt for meget ind på.

Den gang Angeline Jolie var ude i en depression, valgte hun at hun skulle dø fra en lejemorders hånd, men han fik hende på andre tanker..........

Jeg har som sådan ikke noget problem med at folk tager deres eget liv, men ser hellere at de giver det en chance, for hvem ved - deres lykke - defineres måske ved et liv med villa, vovse og volvo, men hvis de på et tidspunkt i deres liv, ikke kan se dem selv have det senere i livet og tager deres eget liv, er det noget lort, for de gav dem aldrig selv chancen......

Har en veninde der for noget tid siden ringede og skrev midt om natten, at hun ikke kunne klare det mere, og hun ikke vidste hvad hun skulle gøre.....Og jeg gik jo straks i lidt halv panik, for at vide om hun gør det eller ikke gør det - den tanke kan jeg ikke holde ud - så jeg begyndte med det samme at sige at hun ikke skulel gøre noget dumt..... Dog var hun lettere beruset, så om hun virkelig ville have gjort det skal jeg ikke kunne sige, men faktum er at jeg lidt føler at jeg fik snakket hende fra at skade sig selv......

Der er jo dit liv så jeg synes ikke det er en skid egoistisk

Selvmord er en meget egoistisk handling, som straffer dine nærmeste meget hårdt.
Har selv haft det tæt inde på livet fordi jeg har en fætter og kusine som begge begik selvmord med et par års mellemrum.
Selvfølgelig er man selv herre over sit liv, men der findes altid en udvej som er bedre. Især for unge mennesker, som pga. af ligegyldigheder vælge den udvej. Så man bør tænke sig godt om og søge hjælp i stedet.

pudsigt nok har jeg forsøgt selvmord i dag.. ??? .. men jeg fik det ikk gjort ordenligt.. og jeg mener det 100 % .. er virkelig så langt nede nu at jeg helt sikkert behøver en hjælpende hånd.. nogen der har nogle gode forslag?? har snittet mig selv over 60 steder i min ene arm i dag.. :S

Er det for sjov?

Ja, er det for sjov, for det er ikke noget man spøger med

Hvis du tror du er sjov, så er du det ikke.

nej det er skam ikk for sjov.. jeg mener det 110 % seriøst.. :'( :'(

Du har helt ret, tturbo1.

Jeg hører ofte at folk i de 14-16 år begår selvmord, pga. deres kæreste er utro, deres forældre er blevet skilt og hvad der eller nu passer godt ind i den kategori. Det er utvivlsomt egoistisk, da det som tturbo1 siger, sårer familien og vennerne dybt. Man kan altid finde hjælp, man skal bare kigge sig omkring, før man foretager denne slags ubegribelige dumme handlinger.

Det er fandme da ikke sjovt det der FCK88. Fuck du har en lorte humor.

Exactly.

FCk88: Hvis det ikke er, vil jeg råde dig til at snakke med dine venner/bekendte/famile eller hos i psykolog

Stor Enig-knap..

Søg hjælp.. snak med dine forældre eller vennerne om.. måske en lærer, fodboldtræner osv.. en du har tillid tid..

MAN kan få hjælp ;)

Det er gudhjælpe mig heller ikk for sjov jeg siger det.. kan poste et SS af min arm hvis du ellers vil se det Grass... :t:

Kan man tage et screenshot af sin arm? I så fald har jeg ikke forstået det ord korrekt.

Men det lyder bestemt ikke hyggeligt, det du har gang i, FCK88. Jeg vil råde dig til, at tage GE's råd til dig, og snakke med nogle du kender eller hos en læge. Det er ikke ligefrem sundt, det du går rundt og gør på dig selv og tænker på.

Er sikker på alle herinde gerne vil hjælpe dig, men tvivler på at det er det rette forum!
Håber du vil love dig selv at finde en der har kompetencerne til at hjælpe dig - hurtigt.

Kan simpelt hen ikke tage dig seriøst. Har godt lagt mærke til dine kommentarer på msn og den ene uge er du helt oppe og ringe og den næste uge er du helt nede i kulkælderen. Men du har åbentbart brug for hjælp, og så er mediet her i alt fald ikke det rette sted. Så er du sku nød til at søge ud i den virkelige verden hos de virkelige venner og få hjælp. Og alt det ævl med en kvinde der ikke vil ha dig kan jeg slet ikke tage seriøst. Videre med livet i stedet for at sidde og pive. Der er sku kvinder nok i verdenen....

FCK88; Tag kontakt til din læge omgående. Ingen på et internet forum, kan hjælpe dig. Der skal professionel hjælp til. Snak evt. med dine forældre først, men husk at du roligt kan tage til lægen. Han har tavshedspligt og må ikke gå videre til NOGEN med det, uden din tilladelse.

Selvmord er ligesom at tage den nemme vej ud - det synes jeg virkelig. Det er ligesom, hvis du ikke kan få dit hold til at spille i FM, og så bare giver op og sletter dit save (hold kæft, hvor er jeg filosofisk).

I øvrigt er det meget meget selvisk. Overvej engang feks hvad forældre tænker når deres barn tager sit eget liv. Uden tvivl en frygtelig følelse af sorg, men også at de har været dårlige forældre. Det er noget som rammer en familie i mange år vil jeg tro - det er sgu ikke noget man glemmer.

Jeg ville hellere sige resten af deres liv..

Nej, det siger sig selv, hvis det er nogen i ens nærmeste familie

Kan sagtens bevise at det ikk er for sjov det jeg siger.. hvis der er nogle der ikk tror på mig kan de jo bare skrive til mig..

Tag for himlens skyld fat i nogle og snak med dem om det !

Tror du jeg siger sådan nogle ting for sjov??!! .. jeg ved godt jeg til dels har en mærkelig humor men DETTE er fandeme ALVOR..

Jeg kan sige det kort! Denne tråd skal du ikke bruge til at fremvise dine selvmordsforsøg. Det gider vi ikke se på. Søg i stedet noget hjælp i den virkelige verden, frem for at bruge det for at få opmærksomhed herinde!

Jah tak.. HVEM??

Iorden spez..

Vær ligeglad med hvad vi syntes/mener/tror. Har du problemer så snak med dine forældre - de vil kun det bedste for dig, er jeg helt sikker på!

Søg nu for helvede hjælp, hvis du er så langt ude......

Jeg vil vende den om og sige..... Jeg er i 7 sind om hvorvidt du mener det alvorligt, men jeg vælger at tro på at du har det dårligt, for jeg vil hellere have det er en joke fremfor at du ender ude i noget lort

Ordkløver :P

Mine forældre tror jeg ikk lige jeg skal snakke med.. så hellere lægen..

Dine forældre, søskende, familemedlemmer, venner eller din læge, som kan henvise dig til en psykolog/psykiater??

Nuvel er det langt fra kun små problemer, der leder til sådanne utrolig tragiske dødsårsager. Mobning har især meget at have sagt her, specielt i sine skole år (mellem 7. og 8.), som er et meget udbredt fenomæn i verden.
Hunkøn er på ranglisten af meget sårbare mennesker i teenagealderen (visse naturligvis), og de kan hurtigt blive såret, og foretage hastede handlinger, som i dette tilfælde er selvmord. Fattigdom, psykisk pres og hvad der end kan nævnes i disse som mulige grunde. Det er dog stadig INGEN undskyldning for, at tage sit eget liv. Som sagt kan dette kureres, og hjælpen er uden tvivl at finde - desværre er det ikke alle der gør det.

Det ville sikkert være en god idé JGP.. skal overveje det..

Forældre, lægen, psykolog, en god ven der holder sin kæft, en bror/søster... der er mange muligheder. Det skal bare være en, som du er tryg ved at betro dig til og som tager dig alvorligt.

Gå til lægen så. Som Spez tidligere sagde, han har tavshedspligt!

Held og lykke med det. :)

Du Milan, tag den snak med dine forældre - hvorfor skulle de ikke kunne hjælpe??

Personligt har jeg meget svært ved at sætte mig ind i, at man kan have det så dårligt at man sætter alle andres følelser til siden for sine egne. Der må være noget som kan opmuntre en.

En kæreste bør i hvert fald ikke være nok til at forsøge selvmord!

tak absa og alle jer andre der vil hjælpe.. er glad for det..

MAn kan også snakke med en præst. De har også tavshedspligt.

FCK88: Du skal ikke overveje det.. du SKAL gøre det O0

I know JS.. men det er sgu ikk kun pga. pigebørnene.. det er helt sikkert..

http://www.livslinien.dk/

Jeg vil ikke sige mere..... INTET pigebarn er noget så meget værd.

Okay.. Men håber sku du tænker lidt på dine medmennesker - tænk på hvor mange du sårer, tænk på hvor mange der vil hjælpe dig, hvis du har brug for det. Tænk i det hele taget på, hvor mange som vil det bedste for dig!!

Håber ikke du snakker om selvmord  :o

http://www.youtube.com/watch?v=Iyn5kFrhcqc

tror jeg skal have fat i en psykolog.. det er det eneste jeg rigtig føler er en der virkelig kan hjælpe..

Come on.. hvad tror du selv.. Han skal self. søge hjælp og ikke bare overveje det.. ;)


Nej du SKAL!!!

Nej nej nej rolig... Lad os lige tale om det her engang...

Jeg kan godt forstå dine følelser. Følelser kan løbe af med en, og man kan ikke længere finde sin identitet, og man føler nærmest at livet kan være ligemeget.. Nu lyder det måske som jeg jeg har været tæt på det, at begå selvmord. Det har jeg ikke, men jeg kan så let sætte mig ind i din situation... Jeg ser ikke ned på dig fordi du siger det, og syntes det er godt du fortæller om det, for det viser at du ikke er ligeglad med dit liv, da du gerne vil have hjælp.. Godt tegn...

Nu ved jeg ikke hva din grund til planlagt selvmord er, og det rager i det hele taget heller ikke mig... Hvis du vil tale om det er det bare godt, hvis du ikke vil lader vi det ligger...
Men lad os i stedet se lidt på din omgangskreds, og din fremtid... Det er ikke en nem beslutning at skulle tage sit eget liv. Men før du alene gør forsøget vil jeg gerne have dig til at tænke på din omgangskreds.. Din familie, dine venner, ja alle dem der kender dig... Det vil påvirke dem resten af livet, og de vil resten af deres liv side med følelsen" Hvorfor"
Det er en af mange grunde til at du bør genoverveje det... Tænk også på ordsproget" Kommer tid kommer råd" ..Du vil klart få det bedre i fremtiden, og du vil opleve tonsvis af glæder... Måske stinker livet lige nu... Jeg kender det, og det gør vi alle... Livet kan være det værste på jorden, og man ønsker bare at man aldrig var blevet født.. Men tænk på fremtiden... Tænk på når du får en kone, når i skal giftes, når i får hus, og børn. Når du ser dine børn vokse op, og du ser hvordan dine forældre tilfreds kan sætte sig ned og sige" Se hva der der kommet ud af vores dejlige søn" , og hvis du virkelig er så langt ude som du siger så fokuser på de positive aspekter som nu engang er i dit liv lige nu, for der er altid positive ting at tage fat på... Det kan være en dejlig far,en kærlig mor, dejlige bedsteforældre, en god ven, eller en dejlig hund, ja selv en god skole... Det er bare eksempler... Men tænk på det når du får tanken om selvmord... Vend dine tanker positivt, så du faktisk tænker på noget godt, når dine tanker vildleder dig...

For egentlig er det det at begå selvmord bare at man ikke vil se sine problemer i øjnene... Ser du på dem, og siger til dig selv" De skal fandme ikke overvinde mig" kommer de positive aspekter i dit liv også langsomt men sikkert frem :)

Håber det var dig behjælpeligt :)

Jeg kan sige, at jeg går til psykolog for tiden, dog ikke på grund af selvmordstanker, men synes det hjælper meget på mit problem, at kunne snakke åbent om det, uden at skulle tænke på at andre får noget og vide... Bare det at få de tanker, som man normalt holder for sig selv, ud, det er guld..

Så smukt, world war :'(

OT: Må man spørge hvorfor? Du behøver ikke at svare.. :-X

Det må du da gerne.. og det er af den simple grund at jeg har ben af glas efterhånden og har fået en slags frygt for at vende tilbage til fodboldbanen i frygt for at blive skadet igen.. og så prøver jeg at få frygten væk med et par gange hos en psykolog :) Godt nok er det slet ikke det samme som selvmordstanker, men princippet er det samme :)

Oki.. fedt at det så hjælper.. O0

Vil nok finde ud af noget engang i næste uge Søgaard.. men tak for dit råd.. ;)

Jepp :) men frygten sidder der stadig, men jeg er da begyndt og se frem til og skal spille fodbold igen :)Tror ikke du kommer til og fortryde det  O0

Det sku sent... Nu er bedst, men i morgen kan måske gå!

Tak   :)

Det er selvfølgelig også nemt at skrive, men det er den bedste tankegang i den situation og håber du kunne bruge det FCK88 :)

Selvmord er i langt de fleste tilfælde et råb om hjælp. Der er gudskelov langt fra at true med at begå selvmord og så ligefrem gøre det. De fleste vil jo gerne reddes når de truer med det.
Jeg tror da de fleste mennesker på et eller andet tidspunkt i livet har overvejet muligheden. Men fleste er heldigvis fornuftige mennesker, som godt kan se det ikke er løsningen selvom alt ser håbløst ud.
Det er kun kujoner der begår selvmord.

Har lige læst det igennem og fik sgu tårer i øjnene af det :'( :'( .. vil lige sætte mig ned og tænke tingene igennem.. men i hvert fald skal jeg have kontaktet en psykolog..

Lyder fantastisk  :) Er meget glad for at kunne hjælpe dig!
Og husk( som jeg tidligere har sagt under kraftig beskydning herinde  ::)).. Græd for pokker... Når du er ked af det så græd græd græd græd!!!! Det er den bedste måde at komme af med sine problemer... Hold det endelig ikke tilbage... Ud med følelserne  ;)

Og så vil en psykolog nok hjælpe dig meget ,så det kan anbefales  :)

FCK88: Selvmord er en evig løsning, på midlertidige problemer.
Det nytter ikke noget at tage sit eget liv.
Og det med at skære i sig selv, det hjælper ikke noget. Det gør kun, man tænker mere over tingene. Og bliver endnu mere deprimeret.
Håber du tager kontakt til en psykolog e.l.

Ved ikke om det er fornuftigt at sige, men jeg kan ikke lade være med at tænke, hvor heldig man selv er når man læser en del af dette.
For mig er det en ære at nyde de unge år og alt det andet carpe diem samt tissebæsex.

1) Der må være blevet grædt meget i Brøndby så! :)

2) verdenskrig, du prøver at redde en FCK'er.


(Ovenstående er skrevet for at lette stemningen lidt, på det ellers lidt nedtrykkende emne)

Nå men godnat.. vil smutte i seng og prøve at sove.. men skal i hvert fald have fat i en eller anden professionel der kan hjælpe med mit problem..

Du må da have haft psykologhjælp i tankerne? Det kan vel ikke være et debatemne på internettet der har fået dine øjne op for evt. psykologhjlælp? Men som på de sidste 5 sider: Hvis situationen er som du  beskriver den er, så søg hjælp. Hvis ikke, så sig det var en dårlig spøg og tage imod lidt kritiske kommentarer.. Vælger at tro på dig (hvorfor skulle jeg ikke det), jeg er dog en smule forvirret :)

1) Ja om der er... Har selv måtte fælle en tåre flere gange i år :'( ... det er ligefør de kunne spare på sprinkler anlægget til VP ;D

2) Ja men når de ikke selv kan må vi kloge brøndbyere jo træde til... Vi skulle jo gerne have lidt modstand  ;)

(God ide med det indlæg O0)

Jeg forstår seriøst ikke, hvorfor folk tror han joker. ? ..
Så må man da godt nok have en sindsyg form for humor.

Du må jo være godt tosset hvis du tror jeg joker menneske.. :t: :t:

Ja præcis.. og hvorfor skulle JEG have det?? :'( :'(

Præcis.


Ja, det er nok ikke så meget humor i din nuværende tilværelse. Men FCK88, prøv og se posetivt på tingene. Der er ALTID lyspunkter.

Det har jeg fået smidt i hovedet så mange gange at man skulle tro det var løgn.. men jah.. der er jo ikk andet at gøre end at blive ved med at gentage det igen og igen..

Tja måske fordi folk ind imellem siger nogle lidt syge ting herinde  ;D

Men der var en fugl der hviskede mig i øret at det vidst var ret alvorligt  :P

Men ikke desto mindre er det sandt :P

Okay .. Men ja, bliv ved med at tro på det.
Og håber du kan sove godt, jeg vil i hvertfald prøve nu .. Godnat.

Jeg tror folk tvivlede fordi, det er et højst besynderligt sted at tale ud om sine selvmordstanker. Det er trods alt et forum omkring et fodboldmanager-spil.

Den, der fortvivler over en begivenhed, er en kujon, mens den, der sætter sin lid til menneskets egenskaber, er en tåbe.

Hvor er det nu lige den virkelige verden den ligger henne..?

Nå...der forsvandt RedLove ???
Nå men som nogle af jer nævner at mange unge bliver kørt psykisk ned af mobning og herefter begår selvmord kan jeg nikke genkendene. Jeg blev selv mobbet i en periode samme tid sidste år og havde det herefter så skidt at jeg overvejede selvmord en enkelt gang, i sådan nogen perioder skal man snakke meget med sine nærmeste venner, det hjælper helt sikkert. Der er stadig nogen mennesker der bare er røvirriterende, men når der er sådan nogen skal man bare tænkte "Fuck ham, jeg er bedre end den nar" Det gør jeg og det kan være svært uden selvtillid, men det hjælper :)

Nu har jeg læst hvad folk har skrevet herinde. Og selvmord er en ting som folk vil være uenige om. Jeg vil nu fortælle lidt om mine oplevelser, hvordan jeg er kommet ovenpå, på trods af jeg dog forventer folk bliver kritiske/negative over at høre det. Det er også første gang jeg overhoved snakker om det, så der er risiko for nogle venner læser det, det er dog ikke derfor, og ej heller fordi jeg er en "medieluder". Husk nu, det er mine tanker, mine følelser, som du heldigvis ikke behøver tænke på ;)

Jeg har selv i løbet af mit nu 19 årig liv forsøgt selvmord to gange. Som mange skriver så er det en egoistisk tankegang, det er det. Men nå man forsøger eller tænker på selvmord, så har man det så skidt at man ikke tænker klart på hvad der vil ske for sine famillie/venner osv.
Grunden til jeg prøvede selvmord, første gang for et år siden, og sidste gang i december kan nok reflekteres til hele sin barndom. I mit eget tilfælde er jeg i løbet af folkeskolen blevet mobbet meget, jeg har ikke haft nogen form for tryghed fra familie, mener i dette tilfælde Mor/Far.
Mobning i skole årene kan fører depræsioner frem hos mange mennesker, kun de virkelige stærke er i stand til at afvise det helt. Jeg hører ikke til de helt stærke personer, derfor sidder det også stærkt på mig. Først da folkeskolen sluttede kom jeg væk fra mobningens verden, men det ar det har efterladt er ikke helet, og bliver det nok sjældent helt.
En anden ting som jeg nævnte var trygheden fra famillie i mine situationer. Det kan godt være det er mig der uheldig. Men jeg har i mange situationer gennem min barndom følt mig som om jeg var i overskud. De følelser kom og er af grunde som den overnævnte tryghed. Jeg fik som 13-14 årig, et tilbud fra Brøndby om at spille for deres ungdomshold, da jeg dengang havde imponeret dem under kampe mod dem. Jeg sad og skulle overveje det, og da jeg sagde til mine forældre jeg ikke ville kunne klare at træne hver dag, et sted med 1 times transport var det eneste mine forældre gjorde at gøre grin med mig. Med til det hører også min famillie som sådan ikke interessere sig for sport og dermed ikke vidste om jeg var god, og var generalt skeptisk på mine vegne og fodbold. Det kan understreges ved at jeg i mine 10 år som fodboldspillere, kun fik besøg af mine forældre til i alt 4 kampe, og nej det er ikke fordi de ikke kunne, men de gad simpelthen ikke.
Nå ens forældre direkte siger til en de ikke gider støtte en i det man bruger meget af sin fritid på, er det et meget hårdt slag, især i den unge alder.
Et andet godt eksempel kan være at jeg som 18 årig og 3 måneder, 1 måneden inden første selvmords forsøg, flyttede hjemmefra. Deres reaktion var at dagen efter, var det værelse jeg havde boet i, i 10 år, lavet om til min lillesøsters værelse. Ikke engang 24 timer gav de deres søn til at fortryde. Det var for mig at se et tegn på, at de inderst inde er bedøvende ligeglad med mig.

Et andet eksempel, var under mit sidste selvmord forsøg. For også lige at komme rundt om grunden der, kan nævnes at jeg på daværende tidspunkt, mere eller mindre havde mistet det jeg havde. Fodbolden gik skævt, venner havde jeg ikke tid til, pga. arbejdsuger på 50-60 timer om ugen, og den pågældende dag, mistede jeg min bedste veninde under et skænderi, hvor vi ikke ville have mere med hinanden at gøre. Det var sådan et hårdt slag, at jeg den aften valgte at tage 40 panodiller. Der gik så 4 dage før en ven fik nys om det og kontaktede min læge, hvilket gjorde jeg blev hastekørt til Rigshospitalet, og indlagt, kun med 40% chance for at overleve. Jeg lever nu, så jeg var heldig den aften. Tilbage til hvad eksemplet egentlig var. Jeg havde den foregående uge endelig fået lov til at flytte hjem en måned tid og bo i stuen. Den næst sidstedag jeg var indlagt i mit ophold på 5 dage, fik jeg så en sms fra min mor hvor der stod, og jeg citere direkte fra smsen " Hej Lars. Vi ønsker dig alt bedring og godt fremover. Dog vil vi også sige at du skal finde et andet sted at bo, og vi ikke vil have mere med dig at gøre", at ens mor kan skrive sådan, mens man er indlagt for selvmords forsøg er efter min egen mening dybt chokerende. Men rent faktisk gjorde det mig også stærkere. Jeg fik nu endeligt bekræftet at min famillie, ikke ønskede kontakt til mig.
Da jeg som skrevet var indlagt, og havde 40 % chance for at overleve, gjorde jeg tænkte frem af. Nu vidste jeg at min famillie ikke skulle have nogen plads hos mig. Så skulle jeg bare finde ud af, hvad jeg skulle gøre med livet.

Det har selvfølgelig foresagde mange, og rigtige mange tårer frem, og gør det stadig i nu og næ, men jeg ved hvad at inderst inde, var det nok det bedste.
Det som jeg egentlig nok vil sige er, i mit vedkommend var jeg nød til næsten at miste livet, før at komme videre. Se det IKKE som en opfordring til i selv skal gøre noget dumt, men mere at i skal prøve at sætte jer ind i de følelser som i vil have, hvis i var dødende.

Jeg kan ikke rigtigt komme frem til hvad meningen var med dette brev, men poster det alligevel, i håb om nogen måske bare kan bruge det til en lille hundredel.

Til sidst vil jeg sige, at mit liv lige pt. går på nogle forskellige jobs rundt omkring, eks. starter jeg på bakken i morgen. Min fodbold i min barndomsklub Orient. Og at jeg ikke ser min famillie mere eller har nogen form for kontakt med dem.

Pas på jer selv.

Om ikke andet, så er det sandsynligvis en god ting for dig selv at få fortalt og snakket om det hele og derigennem få sat ord på dine tanker. Det er vel typisk det man anbefaler i disse situationer eksempelvis ved at gøre brug af en psykolog eller lignende.

Derudover så kan historien have værdi for folk som mig, der har svært ved at sætte sig ind i en selvmordstruet persons tanker.

Jeg håber du er i stand til at finde tryghed andre steder, når nu din familie ikke giver dig den. Og så ellers sørge for at fokusere på de positive ting i livet. Selvom det lyder som en kliche.

Shaft#

Pisse flot! Ekstremt flot! Du er tydeligvis et stærkt menneske, når du kan udøse af dine oplevelser på den måde.
Jeg fik et dybt sug i maven, da jeg læste om dine erfaringer med fodbold og dine forældre. Min far har altid været til mine kampe, min mor har også været til en del. De interesserer sig overhovedet ikke for fodbold, men alligevel støtter de mig, når jeg er til kamp.

Det gælder om at finde dig en dejlig omgangskreds, hvis du kan finde dig en dejlig kæreste, så ville det jo være kanon. Nu skal jeg ikke sidde og belære dig om livet, når du har været alt det igennem.

Jeg har også haft en svær skolegang, i hvert fald i folkeskolen. Jeg gik på omegnens største, og jeg var udsat for enormt meget. Tilmed drak min mor usædvanligt meget og min far var i København flere gange om ugen, jeg bor i Østjylland. Derfor var jeg overladt til mig selv, specielt som enebarn. Meget af tiden gik også på, at holde min fulde mor og min temperamentsfulde far, fra skænderier. Jeg endte såmen op på psykiatrisk hospital til en del samtaler. Min mor foreslog på et tidspunkt, at jeg skulle indlægges og medicineres. Som du, Shaft, forklarer, så følte jeg ikke at hun ville have noget med mig at gøre. Jeg var unormal. Hun frastødte mig.

Når min mor og far så endelig var sammen, så skændtes de. Jeg tror ikke, at jeg overdriver når jeg siger, at jeg aldrig har set dem kysse.
De sov aldrig sammen, og jeg gik jo ud fra, at det bare var sådan det var. Naiv og ung, det var hvad jeg var. Senere har jeg så fået en del sandheder at vide. Dem kommer jeg ikke lige nærmere ind på. 

Til sidst spurgte jeg min far, om de ikke snart ville skilles. Jeg kunne ikke holde det ud længere. Når man havde været i skole, og følt sig i overskud, mobbet og tilsidesat, så hjælper det ikke just, at ens mor er halvsnalret og ens far ikke er hjemme. Jeg har som 5-6-7-årig lagt min fordrukne mor i seng, og også en del gange senere hen. Hvis de så begge er hjemme, så føler man sig, som en lus mellem to fingernegle. En måned efter min forespørgsel om skilsmisse, blev de skilt. Jeg græd ikke engang, det var mere sådan "okay". Det rørte mig faktisk ikke. I samme hug, som min mor og far flyttede fra hinanden, så skiftede jeg skole.

Det var den mest rodede periode i mit liv, men jeg fortryder ikke et halvt sekund, at det skete. På skolefronten blev det meget bedre, jeg fik en masse nye venner og stod nu i en helt anden situation. Til gengæld fortsatte min mor sit drikkeri. På et tidspunkt blev hun tørlagt i et år, men så begyndte hun igen. Det var endnu et slag i maven.

Tilmed kom der en masse nye mennesker ind i mit liv, netdating er den dårligste opfindelse, nogensinde!

Min mor og far hev nye kærester med hjem, hver anden uge. Nogle af dem nåede jeg ikke engang at hilse på, inden de forsvandt igen. Jeg har ikke tal på, hvor mange halvsøskende jeg har haft. Det er vel omkring de tyve stykker. Så fik min far en langvarig kæreste, men da det ikke gik længere, måtte jeg igen agere psykolog for en depressiv far. Min mor fik dog heldigvis fat i den rigtige, de er nu flyttet sammen og skal giftes. Det bliver mit første bryllup, da jeg ikke var inviteret med til min mor og fars bryllup. Det siger lidt om deres ægteskab. 

Min far er single og har et super job, og vi skal på ferie til sommer. Sidste sommer var min far helt nede i kælderen, og det er skræmmende at være et helt kontinent væk, når man sidder med en forkvaklet, voksen mand. Jeg har dog tro på, at det bliver bedre i år. Jeg er lige begyndt at se min mor på weekendbasis igen. Jeg konfronterede hende med hendes alkoholmisbrug, som hun hårdnakket mente, at hun ikke havde. Efter samtalen, så jeg hende ikke i lang tid. Vi snakkede knapt nok sammen i telefonen. Hun var dog på besøg en gang i mellem.

Når jeg snakkede med hende i telefonen, så kunne man høre på hende, at hun havde drukket. Man kunne også lugte det, og se det i øjnene på hende, når hun var på besøg. Jeg husker en af mine fødselsdage, hvor hun lugtede så meget af vin. Hun havde helt rødsprængte øjne. Jeg får tårer i øjnene, når jeg går forbi en, der lugter på samme måde.

Nu har vi en aftale om, at hun ikke drikker, når jeg er der. Konfrontationen hjalp i sidste ende. Jeg har nu aldrig haft det bedre.

Igennem alt dette lange skriv, har jeg skåret i mig selv med køkkenknive og brugt mine negle til at rive mine overarme op. Jeg har dog aldrig decideret forsøg selvmord, men jeg har så sandelig været tæt på.

Jeg har et ar lidt oppe af armen, som ikke forsvinder. Det er en fin tatovering for, hvad jeg har været igennem. En reminder om, at jeg forhåbentlig aldrig vil opleve noget lignende igen.

Puha, det blev alligevel langt.

Jeg kom på børnehjem da jeg var ti, og den dag jeg kom der op var jeg selfølgelig glad for at komme væk fra min mor, men anden dag var det ikk så fedt, I løbet af den måned prøvede jeg at begå selvmord 2/3 gange, pga jeg ikk kunne klare at være væk fra min familie og at jeg blev mobbet i skolen siden jeg var syv. Det samme prøvede jeg så de kommende måneder fordi at mine forældre de blev skilt imens jeg var på børnehjem, Min mor havde i forvejen haft en hjerneblødning så hun kunne ikke klare at ha´ mig og min lillebror, Min mor hun fik så en kæreste der var og er pisse sur kontstant, Nå men jeg prøvede at få en af de andre børn til at drukne mig, det var også lige ved at lykkedes men så kom en af pedagoerne ind og så trak den anden væk, Jeg kom så på sygehuset for at få alt vandet ud af min krop og sådan noget kan ikk rigtig huske hvad der skete, det var så sidste gang jeg prøvede jeg var 11 år den gang, Jeg er nu kommet hjem til min Far hvor jeg har det godt, Har et kæmpe hak i panden pga jeg slog hovedet ned i det badekar jeg prøvede at drukne mig selv i,

Men nu har jeg det fint :)

RCD#

Det lyder grimt, men jeg er glad for, at du har det godt igen :)

Har brugt alt min vrede " eller hvad man kalder det " til at være kreativ,

Men ja det er godt at jeg har godt igen :)

Se det er jo skidegodt! At man kan udnytte det man har været igennem på den måde, er simpelthen fantastisk.

Ja har nu også fået en masse hjælp fra diverse læger, pscykolore ( Staves ) og ikke mindst min X der hjalp mig mig igennem det meste :)

Det er også nødvendigt, at få en masse hjælp. Det nytter ikke noget, at gå og kæmpe med det selv.

Nææ, det fandt jeg ud af :(

Pointen er, at du er på toppen igen! :) 

Ja :)

@white'


Det er flot klaret, at du har været så stærk i sådan en ung alder.. Det tager jeg hatten af for, og virkelig beundre.

Til mit brev kunne jeg også have tilføjet eks. skåret i mig selv og lig. ting, men synes det var langt nok ..:)

Og som i to også siger her til sidst, er det, nå man har været så langt nede, som jeg har i mit tilfælde tæt på at dø, og i RCDs tilfælde sine selvmordsforsøg, så er det flot, og også det man skal prøve på, nå man virkelig rammer bunden at vende det til at kunne bruge det positivt.
Jeg har så været heldigt at kunne gøre det af mig selv. Men hvis man skal bruge psykolog så skal man kontakte en af dem straks. For det er klart alt de fleste mennesker, ikke selv kan klare det.. Så er en psykolog en god hjælp(går jeg ud fra) :)

Det er alligevel ikke helt rigtigt. Jeg har selv døjet med nogle alvorlige problemer for omtrent 3-4 år siden, og det gik generelt ikke alt godt. Alt blev kastet i hovedet på mig, lige fra døde venner til familieproblemer. Det gik dog op for mig, at den eneste der kan rette op på sorgen, er mig selv.
Jeg begyndte derfor at strukturere en ny livsstil, med henblik på at komme videre i livet. Trods en del komplikationer var missionen vellykket, og jeg lever et meget godt liv nu, efter min egen mening. Det kræver selvfølgelig også, at man har en stærk psyke, da jeg kender mange, der er faldet fra, og aldrig formået at komme videre.

Du har misforstået mig.

Du har jo helt ret, man skal selv komme videre. Det er ikke psykologen der gør det hele for en, men psykologen kan give et lille puf i ryggen, redskaber, eller en grobund. Tilmed kommer det også an på, hvor hårdt det har taget på en. Nogle mennesker må afskæres fra samfundet i længere tid, mens andre har det bedre med, at komme ud i livet igen. Min pointe var også, at man skal snakke med nogen. Ligesom du lige har postet dit indlæg. Man kan ikke gå og sluge den helt alene. Jeg kan i hvert fald ikke, men det er vel forskelligt :)

Nogen af de ting man læser herinde, er med til at gøre, at man i hvert fald ikke selv kan brokke sig over sit liv. Jeg har det godt, og har haft det gennem det meste af mit liv. Et par ting har dog også gjort, at jeg selv har haft lysten til bare at forsvinde fra det hele. Måske ikke begå selvmord, men flytte væk fra alt, og afskære alt kontakt med tidligere venner osv.

Da jeg var barn havde vi et super venskab i klassen blandt os drenge - vi spillede sammen på et fodboldhold og senere håndboldhold, og det gik rigtig godt. Jeg var blandt en af de bedste, og var også tilbudt kontrakt fodbold i både Herfølge og Køge, men mine knæ kunne simpelthen ikke holde til fodbold på det niveau. Det samme gjaldt håndbold, hvor jeg efter en kamp i Østdivisionen blev revet i skulderen, og nu ikke kan fører armen ordentligt tilbage. Det var et hårdt knæk, og tog virkelig hårdt på mig. Det meste af mit liv var jo gået med fodbold og håndbold, men nu kunne man pludselig ikke spille med på det niveau mere. Det gjorde så at jeg stoppede med begge dele, og efter skoletiden blev helt afskåret fra mine tidligere venner. Det var hårdt!

Samtidig har jeg altid haft en "sygdom" med at jeg sveder meget, hvis jeg bare laver det mindste. Det er lidt ligesom med Zidane der er fyldt med sved efter en kamp. Det er ikke sjovt, og har været med til at gøre det meget svært for mig, at komme igang med fodbold eller håndbold igen, selvom mine knæ nu har det bedre. Jeg overvejer dog stadig at starte til fodbold igen. Men den "sygdom" har også gjort, at jeg på et tidspunkt blev mobbet pga dette, og det var meget svært, da det jo ikke er en ting, som jeg selv kan ændre på. Det ville have været nemmere at håndtere, hvis jeg selv kunne have ændret på situationen.

Efter skoletiden, så skete det heldigvis at jeg mødte en af mine barndomsvenner, og bedste ven vel egentlig. Vi kan lave alt sammen, og begyndte også at dele lejlighed. Vi havde det super godt sammen, og har det stadig når vi ses. Desværre er han flyttet væk, og derfor ses vi ikke særlig tit. Han er vel egentlig en af de eneste som jeg har et nært venskab til.

Har en anden kammerat, som efter han har mødt en tøs har afskåret mange af hans venner - en ting som jeg ikke kan sætte mig ind i overhovedet, at man vil fjerne sine venner pga. en tøs er for langt ude for mig. Desuden bryder jeg mig overhovedet ikke om hende, det gør det sikkert ikke nemmere.

Min familie er dog super, og har altid haft et godt forhold til dem. Det samme med mit arbejde, der er flere som jeg kan snakke godt med. Så nu har jeg det godt, og vil ikke bytte for noget. Er desuden lige blevet tilbudt nyt job og trænerjob, så det hele går fremad. Jeg regner dog med at sige nej - i hvert fald til jobbet, da det betyder jeg skal tage toget til arbejde i stedet for bare at gå som nu, og det er uden den store lønstigning!

Hold da op nogle indlæg!

Når jeg læser de tre historier fra  Shaft, whitE_ og RCD, begynder jeg at se, hvor meget jeg skal elske min familie, og lykkelig jeg skal være for min situation. Selvom man nogle gange (især i teenage årene) er meget træt af mama og papa, så skal jeg ikke klage, når jeg sammenligner min situation med hvordan jeres var.
Min far er ofte ude at se mig spille bold, min mor er engang i mellem og de støtter mig. Jeg er i en rigtig god klasse i skolen, hvor jeg spiller bold med flere af dem, tager på Brøndby Stadion med nogle af dem, og har generelt et godt forhold til alle i min klasse (selvfølgelig kan man lide nogen bedre end andre). Har lige fået nyt arbejde, hvor jeg har anden dag i morgen. Glæder mig meget til det. Nogen gange har jeg dog travlt. Arbejde, fodbold, lektier, hjemmelige pligter... Selvom man er ved at miste overblikket, plejer det altid at ende godt. :)

Respekt til jer. Håber I holder jeg væk fra de grimme tanker!

Pludselig har jeg nyfunden respekt for i, hvert fald 3 brugere, Shaft, White og RCD, det er sgu flot klaret!  O0 Thumbs up!

Jeg har da også, som mange andre til tider ønsket at komme væk fra det hele, en dårlig dag i skolen, kunne jo gøre meget! Men er i sidste ende glad for der, hvor jeg er nu.

Dog kunne jeg godt tænke mig at gå i 7., 8. klasse igen, for man har sgu ikke en bedre tid, når man tænker på venner, for nu, hvor man selv har et arbejde og nogen går i skole og andre et andet arbejde med andre arbejdstider, så er der sgu ikke meget tid udover de friweekender man nu har til at se hinanden, det var nu bedre dengang man bare kunne tage med hinanden hjem fra skole!


Jeg har dog også en ven der har gået til psykolog, og haft det meget dårligt, men jeg føler i hvert fald at jeg hjalp ham tilbage igen, ved at "tvinge" ham med ud og træne osv. for når vi var der glemte han alle de andre problemer for en tid, og vi havde det bare skide hyggeligt sammen.
Så FCK88, hiv fat i en af dine gode venner, og begynd at løbe sammen, eller spiller et eller andet, badminton, floorball eller sådan noget. Evt. styrketræning det kan også være godt! Så kan du også få dine agresioner ud mod en jernstang eller mod en fjerbold eller ligende!


Det kan der faktisk gøres noget ved! En af mine venner er på sygehuset, hver 3. måned mener jeg og får noget laser for det!
Ved dog ikke helt om det er det samme, men det er i hvert fald fordi han har et sved problem også.

Tjah hvad kan man sige. Mine egne problemer er i hvert blevet sat i perspektiv efter jeg har læst denne tråd. Jeg får seriøse problemer med at få ondt af mig selv, uden at føle mig som en lort nu :). Flot at i kan skrive om jeres oplevelser Shaft, white og RCD. Jeg ved at jeg kan bruge det på et eller andet plan - som en slags motivation til at yde mit bedste i hvad jeg laver. For jeg kan se at jeg har utrolig gode muligheder og et nemt liv, i forhold til andre, og det ville være svinsk at dovne det væk.

Tak for det - og håber i alle har det bedre nu.

Tusind tak :).

Jeg ved ikke hvor klart jeg formulerede mig, men jeg har aldrig haft det bedre. Jeg spiller en masse musik og går rigtigt meget op i det.
Nogle gange får jeg det sådan, at jeg skal have det dårligt over et eller andet. For sådan har det altid været, jeg kan blive helt underlig, når jeg ikke har noget at bekymre mig om. Eller måske ligefrem nogen at tage ansvar for. Det hele bliver dog bedre og bedre (:.

Ja vil også sige tak til WhitE, Shaft og RCD! Det er flot i tør at skrive jeres oplevelser! Det tager jeg hatten af for O0 Godt i er kommet videre. Hat faktisk fået meget ud af, at læse jeres indlæg, og det sætter virkelig ens liv i perspektiv! Mange tak fordi i gad at dele jeres sørgelige historie med os! Og godt i har fået det bedre! :)

Ja!

Dette der her bliver beskrevet er hvad man fra lægeligt hold ville betegne som maniodepressiv adfærd. Hvis dette der her er beskrevet stemmer overens med virkeligheden, er det ikke utænkeligt du har maniodepressiv sygdom FCK88. Du kan læse en beskrivelse af symptomerne på dette her:
http://www.netdoktor.dk/sygdomme/fakta/maniodepression.htm

Læs det, og prøv at være så ærlig som muligt overfor dig selv, og mærk efter om det er dig der her bliver beskrevet. Det er ikke sikkert du kan sige det med sikkerhed, og selvom du er sikker på det ikke passer på dig, så vil jeg inderligt håbe du vil kontakte din læge, og fortælle ham eller hende om hvad du går i gennem for øjeblikket.

  FCK88 jeg får det  helt dårligt når jeg læser hvad du skriver, og samtidig ser reaktionen du får på dit råb om hjælp. Som skrevet af andre er dette langtfra det optimale sted at lette sit hjerte, men jeg har stor forståelse for det må være nemmere at gøre det i et forum som dette. Men som du kan læse er de fleste herinde ikke i stand til at forstå din situation, og endnu mindre er de i stand til at hjælpe dig.

Du skriver du ikke har lyst at konfrontere din forældre med dette, det er jeg overbevist om du har en god grund til. Jeg vil dog alligevel opfodre dig til at tænke en ekstra gang over om ikke du skulle lade tvivlen komme dine forældre til gode, modgang gør utrolig nok ofte stærk.

  Ellers hvis du skulle have andre fortrolige, venner, venninder, bedsteforældre, eller bare et menneske du er fortrolig med, vil jeg stærkt anbefale dig at fortælle dem om det, da sådan nogle ting her kun bliver værre ved selv at gå rundt med det. Hvis ikke du har nogen du føler du kan dele dette med, og også selvom du har det, så er det rigtig meget vigtigt at du ringer til din læge og får aftalt en tid at snakke med vedkommende så hurtig som muligt. Din læge vil være i stand til at hjælpe dig, og hvis ikke, vil han kunne sende dig videre til nogen der kan.


Som jeg læser det du skriver, er du nu i en fase der efter lægelig etikette kan betegnes som depression, og dette er utrolig vanskeligt at håndtere, specielt hvis man ikke har nogle at snakke med det om.  Livet vil til tider virker endog meget sørgeligt, og trist, men ligegyldig hvor forfærdeligt du har det, er det vigtig at holde fast i at det kun er en fase. Sådan som du har det lige nu, er ikke et sigende billede af hvordan du vil komme til at have det resten af dit liv, overhovedet ikke. Om det er det ene eller andet problem der gør sig gældende i dit tilfælde, er der i vores moderne verden rig mulighed for at få hjælp. Enten via samtale, eller medicineringen, eller i mange tilfælde begge dele.

  I det indlæg tturbo har skrevet, står der i sidste linje at du bare skal komme videre med livet, og ikke sidde at pive. Dette er en meget gængs holdning at indtage for folk der ikke har den fjerneste anelse om hvad det vil sige at føle som du føler, og du skal derfor overhovedet ikke lytte til den slags. Det du oplever er en langt bedre grund til at sidde og pive, end hvad langt de fleste velfærdsdanskere oplever igennem et langt liv, det er vigtig du husker på det.  Så at du formår at stå imod dette, og endda evner at erkende du har brug for hjælp, viser med al tydelighed at du er meget stærkere end tturbo og alle andre, der aldrig har behøvet at forholde sig til noget så voldsomt, som du forholder dig til hver eneste dag. Det vil jeg ønske du tænker over, når det hele virker lidt trist, og meningsløst.

  Få kontaktet din læge hurtigst muligt. Og prøv så at tænk på de bedste stunder du nogensinde har haft, og tænk på at når du er kommet igennem dette, vil du med garanti opleve langt flere, og bedre stunder.

  Det blev et rigtig langt indlæg, jeg håber du har gidet at læse det hele FCK88, og jeg håber det vil hjælpe dig, om ikke andet så måske til lidt bedre at forstå hvordan det kan være du har det som du har det. For ingen i hele verden fortjener at gennemgå det du gør helt alene.

Og det var vidst officielt det længste første indlæg fra en ny bruger.

Velkommen til siden.

Har du en uddannelse inden for et lægeligt område? Du taler som om du har forstand på det?

Tak for alle de opmuntrende ord.. Det hjælper virkeligt :)

Jeg er også glad for at stemningen er blevet mere alvorlig end den var i starten af tråden, for lige meget om det ikke passer inde på denne side at snakke om selvmord, kan folk stadig bruge det til lidt, at høre om andres erfaringer.


Håber i alle klarer det, og især dig Milan som der lige pt. må have det uffatteligt svært. Det at skære sig i armen hjælper ikke. Overhoved. Jeg gjorde det selv for 2 års tid siden, mens jeg arbejdede i netto. Hele min håndflade blev skrabet af. På et tidspunkt var jeg så ligeglad, at jeg bare måtte skære. Det resulteret i, at jeg sad og skar i min hånd, oppe ved kassen i netto. Det må have været et skrækkeligt tilfælde. Jeg har siden sidste selvmords forsøg ikke rørt en kniv(til det formål) og gør det forhåbentlig aldrig mere, for det hjælper ikke. Overhoveden ikke på nogen måde.

#Æsop

Jeg kan kun give dig ret! Suværent formuleret.

Skræggelige historier Shaft !

Har ALDRIG på noget tidpunkt overvejet et selvmord  ! .
Mit liv er helt fantastisk og kan ikke være bedre :)

Som du kan høre FCK88, så er der mange andre der har gjort det med kniven. Lige i sekundet føltes det som en lettelse, jeg skulle bare af med det! Derefter, så var jeg så skamfuld, at jeg fik kvalme af mig selv. Specielt fik jeg det dårligt, hvis en af mine klassekammerater så det. Når man begynder at skære i sig selv, så er det ofte et råb om hjælp, og hjælp skal du have! Vi er mange der gerne vil støtte dig, men professionel assistance er bedst.

Der venter dig mange gode år forude!

Jeg har ikke forstået det med at skære i sig selv.. Hvad opnår man ved det? Og det må da gøre ekstremt ondt..

Jeg vil tro man selv skal have været der før man kan forstå det. Så du skal nok egentlig være glad for din uvidenhed :P

Er jeg skam også:)

Har fået snakket ud med min mor om det og efter at have snakket med hende bestiller hun tid til lægen så jeg kan få noget prof. hjælp.. er glad for jeg har fået snakket med hende om det for hun kan virkelig hjælpe mig .. ;) .. så må vi høre hva lægen siger til min situation.. ;)

GODT !!!!! FCK88!

Jeg synes fandeme det er flot. Jeg håber du virkelig finder ud af det, og får det bedre...

tak for det Spez og Grass.. ja jeg håber skam også selv jeg får det bedre.. det var i hvert fald en lettelse at komme ud med det.. :)

Wow, sikke en tråd! Virkelig et af de dybere emner.

Tak til alle jer der har delt jeres historier med os andre, og jeg er inderligt glad for, at det lyder til det går jer alle vel! Man forstår virkelig at sætte pris på sit eget liv, når man hører hvordan nogle af jer har/har haft det. Det er helt utroligt.

Hold op hvor må det være hårdt. Jeg føler virkelig med jer, og får helt ondt af at læse det. Det er virkelig noget der rører en! Som sagt er det fantastisk at det går jer bedre - bliv endelig i den positive bane I er i.

Kan simpelthen ikke være mere enig, Gosser !
Utrolig flot at i kan dele der herinde og jeg håber at ingen vil komme på denne tanke !

Håber også i forbliver positive og glade med jeres liv :)

Andreas.

Godt at du har fået snakket med nogle FCK88! Det hjælper tit! O0

Har overhovedet ikke skrevet noget herinde, før, men ville da lige give mit besyv med.

Kan kun erklere mig enig med AMRDK og Gosser. Virkelig flot af alle jer der er kommet ovenpå igen! Og især til dig FCK88, som jeg selv har 'hjulpet' lidt på vej.

Og som nik og jay siger i en sang: Jeg ville gi' en fuck hvorfor jeg var har, bare smil' og nyde at det var jeg.. Det vil sige; Nyd livet!

Nyysted over'n'out

Ej fuck Nyysted. Du citere Nik og Jay. Nu vil jeg sgu snart begå selvmord!

;)

Synes nu at det var et nice citat :)

Godt nok en gribende forum på dette site, ikke lige stedet man regner med at finde det..
Man finder hurtigt ud af hvor uvindende man endelig er når man selv bare går og har det godt.
Men jeg vil give jer andre ret, det er fedt jer som er kommet videre.

skar dig aldrig! arene forsvinder aldrig selvom depressionen gør det ;)

Det man opnår ved at skære i sig selv, er egentlig ikke andet end ar som får en til at huske på hvad man har gjort. Grunden til man gør det, er at den smerte man får er betydelig mindre end den smerte man føler i de øjeblikke op til man tager fat i kniven. Kan være pga. skænderi eller mange andre ting som har gjort en ked af det eller lig. Der vil smerten fra kniven gøre det kun er det man tænker på. Hvilket betyder du kommer lidt væk fra alt det andet der sker i dit liv.
Men kun for de minutter du skærer i dig selv, bagefter sidder du med en skamfuld følelse. Alligevel gjorde og gør mange det igen senere hen af. For i det øjeblik du gør det, får du en stærkere smerte som får dig til at glemme alt andet.

Det lyder rigtig godt FCK88, og du skal have alt mulig held og lykke med den proces der nu venter dig :)

Tak Æsop.. jeg håber virkelig det blir løst for kan jo ikk rende rundt og skære mig selv i småstykker hver gang jeg får det dårligt.. ;)

Det er ihvertfald ikke så godt O0

Når man læser noget som det her, får man det jo nærmest dårligt over at have det, om end ikke super godt, så i hvert fald nogenlunde. Jeg har selv siddet med en knivspids få centimeter fra armen, men jeg ombestemte mig så inden da. Det er super godt, at i på den måde kan komme ovenpå igen og i har modet til at fortælle det til andre. Jeg havde på et tidspunkt mit hoved i et hav af mørke og bitre tanker. Jeg sad på randen til selvmord, så jeg forstår jer, jeg ved hvad man føler. Og den bedste måde at komme ud af det, er at finde sin lettelseskilde. Jeg fandt min i musik, andre finder den i snak med forældre. Men dejligt i kan finde en vej ud :)

Har lige siddet og læst det hele igennem.. Sikke nogle historier, ligesom mange andre herinde fik jeg også tårer i øjnene da jeg læste nogle af historierne :'( .. Har den dybeste respekt for jer der har talt ud om det på denne side! Virkelig flot, og skønt at se i er kommet over det meste af det!  O0

@Moltke

Det er godt at høre det så småt er begyndt at vende for dig. Jeg har aldrig selv prøvet at mine forældre var stive, men så meget andet som jeg også tidligere har skrevet.
Hvis det kan få dig til at få det bedre, så skriv endelig alt ned. Ikke evt. til os, men også så du om 5 års tid kan læse dem og se at du rent faktisk har det bedre, end du havde tidligere i dit liv.

Nu ved jeg ikke lige om det fremstår i dit brev, men hvor gammel er du ? Du skal selvfølgelig kun svare på det hvis du har lyst :)

Men som jeg startede med at skrive.
Godt at høre det er ved at gå frem af for dig. :)


EDIT: nu fik jeg lige læst det igennem igen, og der står du selvf er 16 år, min fejl  :cr:
16 års alderen er også den klart sværeste for de fleste.

I think suicide is the most perfect thing you can do in life.
- Damien Hirst

Gungner håber ikke jeg skal frygte for, hvad du kan finde på. Hvis det stod til mig, så skulle alle leve et raskt og evigt liv

Alle burde leve et raskt liv, ja. Men det gør de ikke.
Jeg ville heller ikke være glad for at leve for evigt her på jorden, men det er så en anden sag (ville ikke have noget imod det hvis det var i himmelen).

Men alle er vel herre over deres eget liv, og kan gøre med det hvad de lyster. Dermed ikke sagt at jeg opfordrer til masse-selvmord. Jeg er jo præst.

Du opfordrer ikke til masseselvmord, men opfordrer du nogen til at begå selvmord? Det gør du vel ikke? Det er vel et bibelsk budskab, at vi skal leve længst muligt?!

Jeg synes faktisk, det er et virkelig ringe citat?

Jeg er enig i det er et ringe citat. Eller ihvertfald en trist livsfilosofi. At være døende, med smerte som eneste ledsager i livet, er jeg dog af en anden opfattelse. Men det er vel nærmere aktiv dødshjælp.

Jeg synes personligt, at eksistentialisme er et fremragende begreb at hive frem i denne debat. Det er måske i virkeligheden essensen.

Jeg er meget enig. Vil være meget glad, hvis  udviklingen forsætter, og mennesket lever længere og længere

Enig - kan godt lide ved eksistentialisme, at mennesket former tilværelsen i skikkelse af egen eksistens og identitet, igennem valg, holdning og handling. Men der, hvor jeg nok er uenig i eksistentialismen er, hvor vores univers skulle være absurd eller ligegyldigt - jeg synes universet er fantastisk. Nuvel enig i, at aktiv dødshjælp burde være lovligt i Danmark. Det er menneskets eget valg. Men derfra og så til at opfordre til selvmord er der lang vej. I min ideelle verden lever alle til evig tid.

Citatet blev ikke postet for at opfordre folk til at begå selvmord. Men livet er vores eget, og vi må gøre med det hvad vi lyster. Vi er her vel alle sammen stadig fordi vi har lyst til at være her? Hvis vi ikke har lyst, må vi forlade det.

Fik en drink med en kammerat der ikke er troende (som jeg jo som præst er), og han sagde til mig: "At begå selvmord er vel lidt som at sige til Gud: Du kan ikke fyre mig... Jeg siger op!" Selvfølgelig synes jeg at man skal give livet et chance, og ja det er da super at folk der ønsker at leve længe, også gør det. Men det er bare ikke alle der ønsker det.

Enig i, at man må gøre med livet, hvad man ønsker. Det står i Grundloven, at den personlige frihed er ukrænkelig, og det er ofte kedeligt, når den personlige frihed indskrænkes af politikere. Staten burde være stærk nok til at rejse den svage, men for svag til at knække den stærke.

esmark med et stille shout-out til den gode per stig

Det vil ikk være forkert at henvise til Per Stig nej - godt fanget O0

egentlig har jeg altid haft holdningen at man har fuld råderet over eget liv, det mener jeg for så vidt stadig. Min anke mod emnet er egentlig bare baseret på selvmord som løsning på problemer/tanker/følelser. Igennem noget uddannelse fik jeg øje på en artikel omhandlende selvmord. Her havde man interviewet folk der havde sprunget ud fra Golden gate bridge og overlevet faldet. Det var ikke mange der var (nogle og 20 tror jeg det var), da man som udgangspunkt ikke overlever det hop - så et sådan spring er med selvmord som mål.

Nå, men de 20 stk ca, fortalte sammenstemigt at de fortrød i det sekund de gav slip. Essensen af artiklen var, at årsager vi har til at begå selvmord dyrkes og finder sit liv i tanker og følelser. Tanker og følelser er ikke DIG. Altså vi gør os til det vi fortæller os selv.Derfor mener jeg personligt at selvmord er en trist løsning, da det imo ikke er en rationel handling, men affødt af tanker der blir til følelser - og det er trist.

Jeg syntes man skylder sig selv og sit netværk at give livet endnu et skud og lære at skrive sine skuffelser i sand og glæder i sten:)
Menneskets sind er en fantastisk størrelse, hvis vi tør kloge os på det:)
At ønske livet skal ende grundet sygdom syntes jeg er en anden snak.

enig! O0

Det store spørgsmål må vel være: Hvordan kan man associere selvmord med at have fejlet, medmindre man kan fortælle hvad meningen med livet er?
Så længe der ikke er et overbevisende argument for hvad meningen er, så er det at forlade dette liv tidligt ikke en værre beslutning end at blive. Selvmord ser også mindre skræmmende ud når vi erkender at vi alle skal dø på et eller andet tidspunkt. Ingen undtaget. Nogle vil dø stille og roligt, andre i en voldsom ulykke eller efter en sygdom. I må undskylde dramaet, men når man vejer alle muligheder op mod hinanden synes jeg altså at det at vælge tid og sted helt selv, mere eller mindre ligner den bedste løsning.