FmFreaks

25. Juni. 2007

Jeg lader mig tungt dumpe ned i min sorte læderkontorstol. Mit kontor er temmelig tomt og koldt. Væggene er nøgne, og man kan se omrids der hvor der tidligere har hængt billeder. Det er ikke særligt indbydende, men til mit forsvar skal det siges, at det officielt kun har været mit i tre dage. Regnen siler ned udenfor, og afspejler temmelig godt mit humør.
Mørket trænger sig på, men min arbejdsdag er langtfra ovre.

Da jeg for knap en uges tid siden, satte min signatur på kontrakten Leigh RMI tilbød mig, havde jeg ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at arbejdsbyrden ville være så enorm, og at jeg konstant skulle kæmpe for at komme igennem med mine ideer.
Faktisk kom jobtilbudet som lyn fra en klar himmel.

Leigh havde egentlig skrevet en kontrakt med Steve Bleasdale, tidligere manager for Petersborough, men han sprang fra få dage inden sin tiltrædelse, da hans kone fik konstateret kræft.
En sørgelig nyhed, i særdeleshed for Steve, men også for Leigh, der havde sat hele klubben op til Steves stil.

Mens dette fandt sted, rendte jeg, for tredje år, rundt og passede min daglige tjans som assisterende træner i Brønshøj. Ikke nogen videre flaterende tjans, men en udmærket deltidstilling der kunne kombineres godt med mit normale job som civlingeniør.

Dagen efter Steve havde sprunget fra sin aftale med Leigh, var Bo Henriksen, cheftræneren i Brønshøj, blevet ringet op af formanden for Leigh, Bill Taylor, der ville høre om han var interesseret i at komme til samtale.
Bo Henriksen, der jo har en karriere bag sig i England, hos Bristol Rovers og Kidderminster, og ad den vej var kendt af Bill Taylor, takkede høfligt nej, af hensyn til familien, men henviste Bill til mig.

Dagen efter sad jeg på morgenflyet mod Manchester, og samme aften var Bill og jeg blevet enig om en treårig kontrakt. Vi var simpelthen kommet så godt ind på hinanden, og det føltes som om vi havde kendt hinanden i flere årtier. Et samarbejde mellem os virkede simpelthen dømt til succes.
Jeg havde været ked af at forlade Brønshøj, men i sidste ende var det jo det her jeg ville, og min begejstring ville ingen ende tage. Den første uge i klubben fik mig dog hurtigt til at få armene ned igen.

Mandag den 25. Juni blev jeg præsenteret på et lille pressemåde, der blev afholdt på stadion. Jeg ved ikke hvad jeg havde forventet, men jeg blev da en smule skuffet, da der kun mødte 7 fans og en enkelt journalist op. Godt nok er jeg på ingen måde noget stort navn, tværtimod, men jeg havde troet, at med den interesse der er for fodbold i England, ville fremmødet af folk være langt større.

I løbet af dagen gik det dog langsomt op for mig, at de forventninger jeg havde om klubben, i særdeleshed var et glansbillede skabt, af det jeg havde set på tv, sammenholdt med Bills gedigne overdrivelse af klubben som helhed.
Bill havde fortalt om en klub i rivende udvikling, massiv support, et lækkert nyt stadion og god økonomi. Sandheden lå langt derfra.

Leigh RMI skulle ganske vidst rykke til et nyt stadion, det 10.000 sæder store Leigh Sports Village, den 1. juni 2008, men det ændrede ikke på, at klubben var en synkende skude.

Det nuværende stadion, Hilton Park, har udover navnet, absolut intet fashionabelt over sig, og ligner mest af alt et lævn fra tiden før Første Verdenskrig, hvilket det også er. Måske derfor at sidste sæsons tilskuergennemsnit kun lige akkurat sneg sig over 250 sjæle pr. kamp, mindre end en tredjedel af hvad Brønshøj kunne lokke til kamp på en råkold novemberdag.

De alt for mange år Leighs stadion har på bagen, mangler spillertruppen til gengæld. 70 % af spillerne er under 22, og Leigh har Blue Square North divisionens absolut laveste gennemsnits alder.
Der skal helt sikkert nogle erfarne kræfter til, for at klubben overhovedet kan tillade sig at drømme om at undgå nedrykning, men selv det kan blive svært.
Klubben har simpelthen ikke pengene til at hente de forstærkninger til. Ud fra budgetterne har jeg læst mig til, at der på månedsbasis kun er knap 5000 £ at rutte med. Det er ikke den slags penge man kan hente et par profiler for.

Transfer penge er der ingen af, så jeg har sat mig for at kigge markedet igennem for spillere uden kontrakt, de næste par dage. Det kan jo være jeg er heldig, men jeg gør mig dog ingen forhåbninger.

Bill har fortalt mig at ledelsen forventer en placering i midten af tabellen, en forventning jeg ikke kan få til at passe sammen med den mangel på potentiale der er  i klubben. Lokalsprøjtens forudsigelse om en placering som nummer 20, og dermed nedrykning, synes at have langt bedre hold i realiteterne.

Her sidder jeg så. Desillusioneret. Skuffet.
Jeg har ikke tænkt mig at give op, men alene Leighs historie, som jeg desværre er for træt til at fortælle i aften, taler kraftigt imod succes.

Opstarten til den nye sæson skal planlægges færdig, inden jeg tager tilbage til det hotel i Manchester, hvor jeg er indkvarteret, så jeg vil slutte for denne gang.

Mvh.
Morten, desillusioneret manager for Leigh RMI

Som sagt, flot skrevet, majvang.
Da det nu er en dagbog, savner jeg lidt en fremhævende dato - men det vil nok komme undervejs.
Håber dog du kan transfomere de skuffende tanker om holdet til noget positivt, og få Leigh op til Premier League!

Lækkert skrevet. Meget realistisk ansættelse, i forhold til hvad man ser i de andre blogs. :)

Men, hvorfor skrive så meget på engelsk? :)

Jeg synes det er fedt, at du har skrevet avisen på engelsk, da det højner realismen markant - også er det jo også sublimt skrevet.
Glæder mig til at se, hvad du kan fremtvinge i din næste update.

Mandag den 2. Juli. 2007

Den første uge har været meget frustrerende. Klubbens ledelse og især formanden Bill Taylor, er meget urealistiske omkring fremtiden for Leigh. Udadtil er målsætningen en placering omkring midten, og man giver udtryk for at sæsonen er en mellemsæson, hvor holdet skal have tid til at bygges op. På de lukkede møder, er snakken dog en helt anden.
Snakken går konstant på oprykning. Bestyrelsen er meget optaget af, at det nye, og i sandhed flotte, stadion står klar til næste års sæsonstart, og at det vil være perfekt at være rykket op til den tid.
De tager det næsten som en selvfølge, at spillernes motivation for, at spille i en række højere oppe, når det nye stadion tages i brug, nok skal sikre Leigh oprykning. Det er som om de nægter at se i øjnene, at spillermaterialet ikke rækker til det.

På onsdagens møde snakkede vi økonomi. Som jeg tidligere har nævnt, ser det ikke for godt ud. Der er simpelthen ikke nogen penge at lave indkøb for. Af frygt for heller ikke at få penge til at skrive kontrakt med nogle free agents, fremlagde jeg min målsætning for bestyrelsen, som værende sikker oprykning. Det gav mig lidt luft i spillerløningerne. Det smerter mig at måtte lyve sådan, men jeg ser ingen udvej.

Efter at have snakket med et par af mine kontakter i Danmark, har jeg måtte sande, at selvom et udlandseventyr står højt på ønskelisten hos mange danske spillere, så er en tilværelse i den sjette bedste engelske række, bestemt ikke atråværdig.

I det hele taget står jeg over for et problem jeg slet ikke havde haft i tankerne da jeg skrev under på kontrakten. Jeg er i et land, hvor jeg ingen kontakter har, og ingen viden har om spillermarkedet.

Bill Taylor var ikke meget for det, men jeg fik lov til at sætte en annonce i avisen og på vores hjemmeside, om at vi holder åbent for håbefulde spillere de næste 2 uger.
Det er ikke en fremgangsmetode jeg bryder mig om, men jeg er simpelthen nødt til det, hvis jeg skal gøre mig forhåbninger om at finde forstærkninger til en billig penge. Lyngby brugte samme metode til at samle et hold, da de gik konkurs for nogle år tilbage, og der var da et par af disse spillere der gjorde indtryk, og sidenhen spillede kontraktfodbold, omend i de lavere divisioner, så det bør være muligt at finde et par guldkorn.

Jeg har kigget lidt nærmere på tilskuertallene. Det undrede mig at de var så lave. Fra Jan Mølbys tid i Kidderminster, kunne jeg da huske at han snakkede om flere tusinde tilskuere på stadion, uge efter uge, og det var i ligaen lige over Blue Square North. Forskellen burde ikke være så stor.
Svaret fandt jeg i Leigh RMI’s historie.

Indtil 1995 hed klubben Horwich RMI, og lå 15 kilometer længere nordpå. Da klubben for 12 år siden, flyttede ned til Leigh, og omdøbte klubben til Leigh RMI, faldt de oprindelige fans fra. For dem var Horwich RMI ophørt med at eksistere, og Leigh RMI blev opfattet som en helt ny klub. Tilskuertallet faldt fra cirka 3500 pr. sæson til mindre end en tiendedel på bare et år.
Flytningen blev såmænd fulgt op med en nedrykning samme år.

De seneste 12 år har Leigh stort set været et bundhold hvert år. 2 gange er det rykket ned, men det er sluttet på nedrykningspladser hele 5 gange, men er 3 gange blevet reddet af andre klubbers konkurser.

Jeg kan godt forstå at klubben har svært ved at tiltrække tilskuere.
Ikke nok med at præstationerne har været elendige, men klubberne Bolton, Wigan, Manchester City, Man Utd og Blacburn Rovers, ligger alle inden for 20-25 kilometer, og trækker langt lettere tilskuerne til sig.

Desuden har jeg erfaret, at Leigh er en udpræget rugby by. Byens lokale rugbyhold, Leigh Centurions, trækker mere end 20 gange så mange folk på stadion, som fodboldklubben.
Med de informationer jeg har nu, tvivler jeg på at Leigh RMI nogensinde vil få høje tilskuertal, jeg er derimod bange for, at vi ofte komme til at spille for tomme tribuner.

I Danmark oplevede Bo Henriksen og jeg ingen problemer med, at vi begge var meget unge trænere, men her i Leigh har jeg allerede haft mine første problemer. Holdets kaptajn, Phil Charnock, har allerede luftet sin utilfredshed med min ansættelse, til pressen. Jeg har set mig nødsaget til at give ham en advarsel. Ikke den bedste måde at starte på.

Mvh Morten, en opgivende manager

Du skriver så godt, at de manglende billeder ikke gør spor. En smule spøjst er det dog, at bestyrelsen har så høje forventninger. De gange jeg har bevæget mig ned i de lavere rækker, har bestyrelsens ambitioner været nærmest ikke-eksisterende. 
Held og lykke fremover, jeg skal nok læse med så ofte jeg kan :)

Mandag den 16. Juli.
Det regner stadig. Om det er et tegn på, hvordan min tid som manager for Leigh tegner sig, er ikke til at svare på, men det er sigende at det stort set har regnet uafbrudt i 3 uger.

Men der er opmuntrende nyheder. Vores åbne træninger gik over al forventning, og der er nye ansigter i klubben. 7 nye spillere blev tilbudt kontrakt. Den mest spændende må siges at være spanieren Joseba Barandiaran, der huserer på den offensive midtbane. Hans CV indikerer at han er lidt af en fodboldnomade, men hans seneste ophold i Dorchester, i Blue Square North, hvor han scorede 5 mål i 38 kampe, siger mig at han har niveauet til at drive midtbanen.

Af andre spændende navne kan nævnes Niels Bo Daugaard, den tidligere AGF og Ikast FS spiller. Vi fik strikket en aftale sammen, så han fungerer som spillende træner, et samarbejde jeg ser meget frem til. Med de to førnævnte spillere og den tidligere B 1913 spiller Mikkel Wind, som også er kommet til klubben, tror jeg at jeg har fået en robust midtbane, som holdet kan bygges op omkring.

Til trods for min glæde over 7 nye ansigter, er det bekymrende at se, at de 6 af dem går direkte ind og erobrer en plads blandt de startende 11. Stammen omkring holdet er skiftet ud på mindre end 14 dage, og jeg frygter vi ikke har tid nok at spille holdet sammen.
Der har heldigvis ikke været så meget brok i truppen, over de mange nye ansigter. Måske er det fordi det er så tydeligt, at de nye bare er bedre, eller også er det fordi intensiteten til træning er steget. Der er efterhånden kommet knald på.

Jeg står stadig over for et par problemer. Der er 2 store mangler i truppen. For det første, så er målmandsposten meget tyndt besat.
Den tidligere førstemålmand indstillede karrieren ved udgangen af sidste sæson, og jeg kan forstå på John Lamb, 23 år, der har ageret reservemålmand i de sidste 2 sæsoner, at han kun er blevet i klubben, fordi han nu havde udsigt til spilletid. Han har bare ikke kvaliteterne. Hverken inde mellem stængerne eller som styrmand for forsvaret. Faktisk har den 15 årige ungdomsmålmand, Will Bartley, vist langt større potentiale, men han har alderen imod sig. Jeg håber jeg kan finde en ældre pålidelig målmand med ligaerfaring, der har en sæson eller to tilbage i sig, som kan lære fra sig til Will.

Det andet problem, er mangelen på kvalificerede angribere. To sultne målscorere står højt på min ønskeliste, men jeg tvivler på at jeg lige falder over nogen.

I lørdags, den 14. juli, spillede vi vores første venskabskamp. Modstanderen var Worksop, fra rækken under os. Jeg havde hørt flere tale om at det ville blive en jævnbyrdig kamp, men med 6 helt nye ansigter i startopstillingen, samt en udskiftning på målmandsposten siden sidste sæson, var jeg mere skeptisk.

Kampen begyndte sådan set meget godt. I det tiende minut smed Joseba Barandiaran en højt indlæg ind i boksen. Mikkel Wind fik hovedet på, og bolden sneg sig lige over overliggeren, hvilket fik mig til at flyve op fra min hvide plasticstol, mens jeg tog mig til hovedet.

Generelt sad vi godt på kampen det første kvarters tid. Vi havde bolden mest, og trykkede virkelig Worksop tilbage i banen. Jeg nåede dog kun lige akkurat at glæde mig over vores dominans, inden billedet var et helt andet. Et hurtigt kontraangreb i det 18. minut, og en scoring til følge, blev fulgt op af endnu 3 hurtige mål på 10 minutter, og vi gik modløse til pausen bagud 4-0.

Vi havde en god snak i pausen, og gik til anden halvleg, som var det en ny kamp vi skulle spille.  Målet var at spille lige op i anden halvleg, og ikke lade os påvirke af situationen. Missionen lykkedes og det var i virkeligheden kun uheld, at der stadig stod 0-4 efter 90 minutter.

Når jeg sidder her og ser tilbage på kampen, er jeg faktisk godt tilfreds. Vi kollapser godt nok fra det 20. til det 30. minut, men resten af kampen sidder vi stort set på det hele.

Tilskuertallet var dog frygteligt deprimerende. Sølle 76 personer havde fundet vej til stadion.
Trækker vi personale fra klubben samt spillerne familier fra, har der vel været 15-20 fans. Katastrofalt!

Mvh Morten, en manager der savner tilskuere

(http://i24.servimg.com/u/f24/11/72/45/69/soccer10.jpg) (http://www.servimg.com/image_preview.php?i=37&u=11724569)

(http://i24.servimg.com/u/f24/11/72/45/69/newspa10.jpg) (http://www.servimg.com/image_preview.php?i=38&u=11724569)

Jeg bliver grebert selvom det er engelsk. Rigtig flot! O0

Mandag den 23. Juli

Der er ikke så meget at berette. Regnen siler fortsat ned, og vi måtte aflyse denne uges træningskamp mod Kettering Town. Banen var simpelthen bedre udstyret til en vandpolokamp, end en fodboldkamp.

Vejret er simpelthen ikke til udendørs træning. Der ligger et kæmpe indendørs træningsanlæg små 30 kilometer herfra i Doncaster, delvist ejet af Manchester United. Det ville være perfekt at træne der, men ifølge formanden, er der ikke penge til det, så det må blive ved drømmen.

I stedet er vi trukket indendørs og arbejder med styrketræning, et område hvor mine mangler kommer til udtryk. Heldigvis har Niels Bo Daugaard stor viden på dette område, så træningen er lagt i hans hænder, mens jeg kan fokuserer lidt på at scoute efter de 3 spillere jeg stadig mangler.
Eller det vil sige 2.

Torsdag formiddag dukkede en gut op på mit kontor. Damian Reaves hedder han. Han er lige flyttet til byen i forbindelse med et nyt arbejde, og søger samtidig en klub i de lavere rækker, at tørne ud for. På grund af regnen og banernes umulige tilstand, har jeg ikke haft mulighed for at se ham an, men alene det at han er et produkt af Leeds’ fremragende ungdoms akademi, lover godt, og hvis han kan leve op til det han viser på den video han havde med, så har jeg fundet min ene mand på toppen.

Han får dog først mulighed for at bevise sit værd torsdag aften, hvor vi møder Middlesbroughs reservehold, der har indvilliget i at tage turen herop.
Jeg forventer et eller andet sted, nok endnu et nederlag, da vi ikke rigtig har kunnet træne med bold i en uges tid nu, men mon ikke de 10-20 tilskuere der møder op, er ligeglade?

Mvh Morten, en manager der forbander vejrguderne

(http://i24.servimg.com/u/f24/11/72/45/69/newspa11.jpg) (http://www.servimg.com/image_preview.php?i=39&u=11724569)

God blog du har fået gang majvang, bestemt en jeg vil følge.
Ville bare lige sige at de krav som din bestyrelse sætter er latterligt høje, jeg er selv startet med Leigh for nogle dage siden, og de eneste krav bestyrelsen havde; var at jeg om 3 år skulle være etableret BSN hold... og med hensyn til spillerindkøb prøv en Perry Taylor, han har scoret 12 mål i 10 ligakampe for mig.

Der er INTET så godt som en blog med hold i de laveste engelske divisioner! Smukt.

Hey Søren...


Lækker blog du fyrer af.. ;)

Keep it real...

Savner dig...

Myzzzz....

Tak tak, men det er nu hans storebror der skriver ;)

arh allright... så bare på mailen at der stod Søren..

Men stadig god blog alligevel...

keep it up...

Det er en fornøjelse at læse om din karriere coach, og det er skønt at høre om en manager som tar sig tid til diverse forums. Det er mig også til stor glæde at se hvordan du deler dit privatliv på godt og ondt med os andre...

Ps. Barca - Kongerne: 0-1 :-D