home forum contact
 
  Velkommen
Gæst
Søg
 
SENEST AKTIVE EMNER
Glemt din kode?
Registrer
Dato Forfatter Forum Emne
17 Mar 2024, 23:29 Fadbamsen Skadestuen ryger ud i online spil.
03 Mar 2024, 06:12 DeBuur Skadestuen Kan ikke vælge Liverpo...
23 Feb 2024, 20:56 ydersog Klubsøgnin... Manchester United
23 Feb 2024, 10:12 valverde4ever Pro Cyclin... Cycling Career - Kan d...
23 Feb 2024, 00:14 g00n Blogs Minimalistic 2020
19 Feb 2024, 14:02 rheya Omklædning... Home Grown spillere?
29 Jan 2024, 11:35 Mulle68 Nostalgi Patches CM 4
Antal Registrerede Brugere: 23284
  0 Brugere, 437 Gæster Online.

Indlæg: 1132681 over 31362 Emner
Nyeste Bruger: reportajme
GUIDES

~ Guidegrupper ~
 + Tilpas dit FM (16)
 + Grafiske guides (6)
 + Træning og Taktik (10)
 + Transfer og Økonomi (6)
 + Øvrige FM-guides (9)
 + Ikke-FM relaterede guides (6)
 - Positions Guides (8)
 + Guides til ældre versioner (54)
 + LLM-guides (3)
 + Ligaguides (7)
 + Problemer med FM/Steam (10)
 
Guide(s) i denne gruppe
Et godt køb: Dødbolde
Et godt køb: Angreb
Et godt køb: Offensiv Midt
Et godt køb: Fløj
Et godt køb: Central midt...
Et godt køb: Defensiv mid...
Et godt køb: Forsvar
Et godt køb: Målmand

 Sider: [1]
8 Guide(s) i denne gruppe  - Et godt køb: Fløj
Forfatter   plutonium
Dato   Lørdag d. 24 januar 2009 - 22:01
Overskrift   Et godt køb: Fløj
Bedømmelse   * * * * * * (8 Stemmer)


Det kan være meget svært at finde den helt rigtige spiller, når man er ude at lede efter forstærkninger. Det gælder alle kæder, at de rigtig dygtige spillere ikke hænger på træerne. Uanset hvad niveau ens hold er på, så er det vigtigt, at man tænker sig om før man handler (i bogstaveligste forstand).

I denne guide vil jeg beskrive for Jer, der måtte være interesserede, hvad man bør være opmærksom på. Ikke alene de stats man skal gå ud fra, men også de personlige egenskaber hver enkelt spiller besidder. Jeg var selv ude at svømme for et par år siden, efter en lang række dårlige køb, og valgte at tage kontakt til Sports Interactive (folkene bag FM, hvis nogen skulle være i tvivl). De lærte mig en hel masse. Den viden jeg fik, vil jeg nu dele med Jer. Mange af Jer derude kan sandsynligvis ikke bruge denne guide til noget, men til de der har problemer, håber jeg at guiden vil kunne hjælpe.

Fløjspillere har en stor rolle på det moderne fodboldhold. Cristiano Ronaldo, Lionel Messi, Franck Ribery og Joe Cole er alle fabelagtige fodboldspillere, og ofte dem der skaber de store chancer for deres respektive hold. Fælles for dem er, at de er tekniske mastodonter og hurtige på fødderne. Derfor har de fleste på det rene, at en fløjspiller skal kunne dribble og løbe. Men der er mange flere ting at være opmærksom på. Hvis vi bare tager udgangspunkt i de fysiske stats, så er der mere end bare acceleration og tempo at være opmærksom på. Adræthed og balance betyder utroligt meget for en tekniker. Adræthed er en spillers bevægelighed. Det tempo hvormed han kan vende på stedet, lave temposkift og flytte vægten fra den ene til den anden fod. Balance gør, at selvom forsvarsspilleren får lavet en skuldertackling på din fløjspiller, så kan han stadig genvinde balancen og fortsætte med bolden. Da en fløjspiller ofte er hurtig, vil han dermed være i stand til at trække mod baglinien og sætte sin modstander af. Herhjemme var Grønkjær og Simon Poulsen glimrende eksempler på dette, da de med deres hurtighed ofte satte forsvarsspilleren af efter en hurtig finte. Til gengæld er springstyrke og styrke ikke så vigtige egenskaber for en fløjspiller. Han skal ikke i mange hovedstødsdueller, og han skal forhåbentlig ikke ud i for mange tætte dueller. Dog kan styrke være godt at have, da nærkampsdueller vil kunne falde ud til din fordel. Men vær opmærksom på, at mange backs i forvejen er fysisk stærke, så der skal meget til før din fløjspiller kan overmatche ham i muskelstyrke. Derfor er der andre fysiske stats du bør være mere opmærksom på, når du leder efter en fløj. Naturlig Form vil jeg også påpege som et vigtigt stat for en fløjspiller. Selvom han ikke skal ud i mange nærkampe, og ikke skal løbe en halv maraton hver kamp, så vil han stadig bruge mange kræfter. De mange sprints en fløjspiller tager i løbet af en kamp, vil slide godt på ham, og derfor er mine erfaringer at en fløjspiller med høj naturlig form er bedre til at holde sig fri af belastningsskader.

Teknik er noget af det vigtigste for en fløjspiller. Og der er mange af dem at være opmærksom på! Dribling, teknik og førsteberøringer udgør en vigtig del af en fløjspillers våbenarsenal, da det er hans evne til at sætte sin direkte modstander af, og evnen til at modtage bolden og tage den med sig hurtigt i forbindelse med fx kontraangreb. Derudover er afleveringer og indlæg vigtige, da det jo er en fløjs primære opgave at fodre feltet med indlæg, hvad enten der er tale om høje bolde eller stikninger til dine fremstormende angribere. Dernæst er der hans afslutninger. De er vigtige i den forstand, at en hurtig fløj ofte vil kunne løbe fra forsvaret, og dermed komme ind i feltet og tage skudforsøget. Det er ikke et af de typiske stats for en fløjspiller, men jeg kan kun anbefale det. Derudover kan jeg anbefale langskud, hvis du gerne vil have dine fløjspillere til at trække ind i banen, i stedet for at løbe ned af kanten. Det er en fordel at din angriber har et godt spark, hvis han gentagne gange befinder sig på kanten af feltet. Men det er som sagt noget jeg vil anbefale, og ikke noget du SKAL gå efter hos en fløjspiller.

Men vælger du at skaffe en fløjspiller der skal kunne afslutte, så er det guld værd, hvis han kan bruge begge ben. En fløjspiller der er placeret i venstre side vil med et godt højreben være i stand til at afslutte meget bedre. Forestil dig at du trækker ind i banen fra venstre, og gerne vil afslutte, så er det nemmere at skyde et kraftfuldt og dog præcist spark med højrebenet end med venstrebenet. Og omvendt for en fløj på højre side, naturligvis. Vil du gerne have en fløjspiller der lægger mange indlæg, så er det naturligvis mindre vigtigt, at han kan bruge begge ben, og her bør man være opmærksom på at han kan bruge det samme ben som den fløj han er på (venstre på venstrekanten, og højre på højrekanten).

I modsætning til alle andre pladser på banen, så er de mentale evner knapt så vigtige for en fløjspiller. Men der er dog visse nøglestats du bør have. Kreativitet er en selvsagt god stat for fløjen. Hans evne til at se den maskerede aflevering og evnen til at se sin medspiller der er på vej ind i feltet er guld værd for spilleren på kanten. Det er dog vigtigt at en meget kreativ spiller også har de tekniske evner til at udføre sine gode ideer. På fløjen er dette sjældent et problem, men hav det dog for øje! Flair er også en god evne for fløjspilleren. Da en fløjspiller sjældent (det hænder dog) er involveret i kritiske situationer, hvor et boldtab med næsten 100 % sikkerhed resulterer i en scoring for modstanderen. Hos en forsvarsspiller eller central midt er risikoen for at boldtabet bliver farligt væsentligt større, grundet deres placering på banen. Desuden gør flair at din fløjspiller pludselig følger sin intuition, hvilket kan føre til en stor chance. Hvis din fløjspiller gør noget totalt uventet vil han kunne snyde modstanderen meget nemmere, og så skal den opståede chance bare udnyttes. Rolighed og koncentration er utrolig nyttige egenskaber for en fløjspiller. Rolighed gør, at han ikke pludselig gør noget overilet, når han er dækket af to modspillere. Han vil holde hovedet koldt i situationen og gøre sit til at undgå boldtab. Koncentration gør, at han er skarp i samtlige 90 minutter, og dermed kan din fløjspiller blive altafgørende til sidst, når forsvaret måske får en hurtig blunder, eller når dit hold formår at starte et kontraangreb. Beslutninger er godt, da din fløjspiller vil blive i stand til at træffe det rette valg. Skal han drible eller aflevere. Skal han lægge den skråt bagud til midtbanespillere uden for feltet, eller skal han lægge den ind over til din angriber? En spiller med gode beslutninger vil være bedre til at vurdere chancen for succes, og så vælge ud fra dette. Den sidste stat jeg gerne vil fremhæve er løb uden bold. En fløjspiller skal kunne løbe sig fri på kanten, og evt. løbe i hullerne, så dine angribere bare skal sende den af sted mod den eksplosive fløj. En spiller der er dårlig uden bold, vil være dårligere til at bevæge sig i forhold til sine medspillere.

Men selvom en fløjspiller opfylder alle de stats jeg har opremset ovenfor, så behøver han ikke blive en succes i din klub. For modsat andre pladser på banen, så er det ofte spillerens personlighed der afgør hans succes. En flamboyant spiller vil være mere uortodoks, og have en evne til at være nyskabende. Ronaldinho er et glimrende eksempel på dette. En spiller kan sagtens være professionel, dreven og loyal. Men skal han have ultimativ succes på fløjen, så mener jeg personligt at en flamboyant fløjspiller vil kunne kreere væsentlig mere på kanten. Jeg kan ikke bevise dette, men det er som sagt hvad mine erfaringer siger. Det der gør det hele svært ved at finde flamboyante spillere er, at du ikke umiddelbart kan se det i en spillers profil. En spiller kan som sagt sagtens have beskrivelsen ’professionel’, uden at være flamboyant, og omvendt.

Tekniske nøglestats
Indlæg, Dribling, Første Berøring, Teknik, Afleveringer, (Afslutninger, Langskud)

Mentale nøglestats
Rolighed, Koncentration, Uden Bold, Kreativitet, Flair, Beslutninger

Fysiske nøglestats
Tempo, Acceleration, Adræthed, Balance, Naturlig Form


Det blev rigtig mange ord, og jeg kunne sagtens have skrevet endnu mere. Derfor skal I også være velkomne til at skrive til undertegnede, hvis I har spørgsmål til uddybning og lignende. Jeg håber I kan bruge guiden!

Plutonium


Fredag d. 06 marts 2009 ~ Et godt køb: Dødbolde
Mandag d. 16 februar 2009 ~ Et godt køb: Angreb
Lørdag d. 07 februar 2009 ~ Et godt køb: Offensiv Midt
Lørdag d. 24 januar 2009 ~ Et godt køb: Fløj
Fredag d. 16 januar 2009 ~ Et godt køb: Central midtbane
Mandag d. 12 januar 2009 ~ Et godt køb: Defensiv midtbane
Torsdag d. 01 januar 2009 ~ Et godt køb: Forsvar
Onsdag d. 24 december 2008 ~ Et godt køb: Målmand

 Sider: [1]
(Denne guide er vist 1999 gange)

Kommentarer til denne guide (8)

Log ind for at kommentere denne guide

beringer
13 feb 2009
13:43

  Jer kan faktisk komme til at stå med stort, lige for at kneppe fluen endnu mere..., men det er nok i yderlighederne..., men f.eks. sætningen som denne; "Men det skal bekomme Jer godt, eders højhed", der skal Jer faktisk være med stort. *LOL*

Men for at give kommentar på guiden, så er det vidunderligt lavet, og fedt at nogen finder overskud til at lave sådanne ting. Præcis some alle de andre guides, grafik osv. der laves til spillene. Hvor I finder tiden til det, er mig en gåde, har I ikke travlt med selve spillet? ;-)

 
epz
10 feb 2009
14:45

  Er det bare mig, men er rolighed ikke med i FM 09 ?

 
plutonium
26 jan 2009
19:29

  Taget til efterretning, JKJ :)

 
JKJ
26 jan 2009
17:29

  Fint fint... Men synes nogle af dine afsnit bliver for "klumpet" og for uoverskueligt...
"Enter"-tasten kan sagtens bruges til at lave en ny linie med engang imellem ;)

 
plutonium
26 jan 2009
16:19

  Will do, Virenque ;)

Når den her serie er færdig, så tvivler jeg på at jeg bliver arbejdsløs :cr:

 
Virenque
26 jan 2009
14:04

  Super guide igen!

Jeg har også lidt, måske endda meget konstruktiv kritik: Skriv nogle flere guides :p

 
plutonium
25 jan 2009
20:27

  Tak, knudsen_0!

Jeg kan altid bruge god konstruktiv kritik, og det leverer du da i dén grad her! Min grammatik kan altid bruge en finpudsning, og din kommentar om jer/Jer er taget til efterretning.

Med hensyn til tempo, så mener jeg ja, hurtighed. Men mener at have set ss af tidligere spil, hvor Pace blev oversat til tempo. Derfor antog jeg at det stadig hed det. Men det husker jeg fremover!

Igen, tak for den gode og brugbare kritik!

 
knudsen_0
25 jan 2009
13:53

  Rigtig flot guide! Godt gennemarbejdet.

Dog har jeg lige nogle sproglige kommentarer. Du beskriver rigtig mange gange stat'en "tempo". Jeg går ud fra du mener "hurtighed" hvis du tager den på dansk? Selvom den bedste oversættelse af det engelske "pace" er tempo, så er det i det da danske spil altså oversat til "hurtighed".

Under dine andre guides har jeg undret mig over din brug af "Jer" i indledningen. Jeg har undersøgt det, og ordet "jer" skal IKKE skrives med stort begyndelsesbogstav, som ordet "I" skal. "Jer" er ALTID med lille j, så længe det ikke skal med stort J i andre årsager, som fx. efter et punktum.

Bortset fra de småfejl, så er det rigtigt godt skrevet, og folk der er nye eller endda gamle på FM-markedet kan lære meget af guiden.
Flot arbejde!

 
This site is not endorsed by Sports Interactive or SEGA and is intended for entertainment purposes only. « More Info »
©2005-2018, FmFreaks.dk
                                         Forum Powered by SMF 1.0.5 · SMF ©2001-2010