home forum contact
 
  Velkommen
Gæst
Søg
 
SENEST AKTIVE EMNER
Glemt din kode?
Registrer
Dato Forfatter Forum Emne
17 Mar 2024, 23:29 Fadbamsen Skadestuen ryger ud i online spil.
03 Mar 2024, 06:12 DeBuur Skadestuen Kan ikke vælge Liverpo...
23 Feb 2024, 20:56 ydersog Klubsøgnin... Manchester United
23 Feb 2024, 10:12 valverde4ever Pro Cyclin... Cycling Career - Kan d...
23 Feb 2024, 00:14 g00n Blogs Minimalistic 2020
19 Feb 2024, 14:02 rheya Omklædning... Home Grown spillere?
29 Jan 2024, 11:35 Mulle68 Nostalgi Patches CM 4
Antal Registrerede Brugere: 23285
  0 Brugere, 601 Gæster Online.

Indlæg: 1132681 over 31362 Emner
Nyeste Bruger: queenoflucknow
GUIDES

~ Guidegrupper ~
 + Tilpas dit FM (16)
 + Grafiske guides (6)
 - Træning og Taktik (10)

  Her finder du guides til hvordan du udvikler din taktik, og til hvordan du bedst træner dine spillere

 + Transfer og Økonomi (6)
 + Øvrige FM-guides (9)
 + Ikke-FM relaterede guides (6)
 + Positions Guides (8)
 + Guides til ældre versioner (54)
 + LLM-guides (3)
 + Ligaguides (7)
 + Problemer med FM/Steam (10)
 
Guide(s) i denne gruppe
Analyse af spillermateriale
Taktik - Hvor starter jeg?
Pre-season
Dynamisk AI under kampene
De tre angrebsmetoder
Kampen for overlevelse
Anførerens Betydning
Hvordan forbedrer man mor...
Kondi-træning
Taktikken – En managers s...

 Sider: [1]
10 Guide(s) i denne gruppe  - Anførerens Betydning
Forfatter   Swizz CataR
Dato   Mandag d. 12 april 2010 - 17:32
Overskrift   Anførerens Betydning
Bedømmelse   * * * * * * (9 Stemmer)


Denne guide er skrevet som modspil til dem, der mener at udvælgelsen af en ny anfører ikke er en vigtig opgave. En grund til at mange ikke interesserer sig for dette kan være, at dine trænere med glæde anbefaler en mulig anfører. Men kan man stole på deres anbefalinger? Hvis ikke, hvad skal der så til, for at en spiller bliver en god anfører? Det er ikke nok bare lige at kigge på Indflydelse og Teamwork. Der skal meget mere til. Et valg af din næste anfører kan have stor betydning for hvordan dine spillere arbejder på banen.

Tænk bare på de store anførere der har været igennem tiderne – hvad gjorde dem så gode? Patrick Vieira havde i sin storhedstid i Arsenal en fantastisk gejst og indflydelse på sine holdkammerater. Han var, udover at være det perfekte bindeled mellem forsvar og midtbane, en fantastisk indpisker. Han kunne med en glidende tackling få bolden og sende den op mod angriberne, og viste den vilje og gejst der skal til. Hvis vi kigger på rivalerne fra den anden ende af byen, så har Chelsea i John Terry en anden fantastisk anfører. Han giver aldrig op, og kæmper altid til blodet løber. Han har en fantastisk indvirkning på sine holdkammerater, som han ene mand kan få til at kæmpe sig tilbage i en kamp.


I FM, er det noget af det samme, som en god anfører skal kunne. Derfor giver det naturligvis også sig selv, at det ikke er nok at spilleren har meget i Indflydelse og Team Work. Hvis man følger de nedenstående punkter, når man skal udvælge spilleren til det ærefulde hverv, så kan det ikke gå helt galt:

Alder:
En anfører skal have noget erfaring og mod til at styre sit hold. Han er trods alt din højre arm på banen, så det nytter ikke noget at sætte en 19-årig ungdomsspiller til at være anfører. Det er derfor ikke mærkeligt, at de fleste anførere er over 25 år. Dette mål plejer jeg også selv at følge, da man så er nogenlunde sikker på at spilleren kan leve op til presset, og ikke blive en fiasko. Der er selvfølgelig nogle eks. på, at spillere i en yngre alder kan være anfører, men det er ikke alle unge spillere som er ligesom Fabregas. Derfor er 25 år en god tommelfingerregel. Derudover bør man have for øje, at erfaring på højeste niveau (Europæisk fodbold og den bedste nationale række) modner spillere hurtigere, og kan derfor være udslagsgivende for dit valg af anfører, hvis der er to spillere der er nogenlunde lige kvalificerede til posten.

Placering på banen:

Det er ikke nogen tilfældighed, at de fleste anfører i de sidste mange år har været spillere som spiller på den centrale del af banen. Midtstopper, central midtbane og angriber. Specielt spillere i midterforsvaret og den defensive midtbane er ofte blevet brugt som anførere. Det er ikke uden grund, da disse spillere har en fantastisk udsigt over banen, og kan dermed hurtigt danne sig et overblik over slagets gang. De centrale pladser berører også i langt højere grad deres medspillere, da de har flere kammerater omkring sig, end den ensomme fløjspiller har det. MEN lad endelig ikke positionen på banen afskrække, når anføreren skal udvælges. En kantspiller kan sagtens være en suveræn anfører, men har du en spiller på den centrale midtbane der er lige så kvalificeret, så vil han bedre kunne få gjort sin indflydelse gældende på banen.

Stats:

En anfører SKAL være stærk mentalt, sammenlignet med hans holdkammerater. Og der er masser af stats der gør sig gældende for din forlængede arm på banen. De fleste har styr på, at Indflydelse og Team Work er vigtige, men det er nødvendigt at skele til mange flere stats hvis man vil have den bedst mulige anfører. Koncentration, der sikrer at anføreren bevarer fokus fra først til sidst i kampene, må ikke overses, og Rolighed/Koldblodighed sikrer at han ikke tager nogle forhastede beslutninger på banen. Det værende tacklinger der ikke var helt gennemtænkte eller afleveringer der blev fejlplaceret fordi anføreren ikke kunne holde hovedet koldt. Beslutninger er også en god ting at have med, da det afgør hvor god en spiller er til at træffe en beslutning (og stå ved den). En spiller med lavt niveau i Beslutninger vil kunne finde på at tvivle i sidste sekund, og det kommer der sjældent noget godt ud af. Forudseenhed er endnu en stat der er uhyre vigtig, da det er spillerens evne til at læse spillet, og dermed være i stand til at placere sig ordentligt på banen.

Efter denne lange opremsning er der to andre stats man ikke kan komme uden om. De er lige så vigtige for anføreren som Indflydelse. Der er tale om Arbejdsstyrke og Beslutsomhed (Determination). Det er to stats der i allerhøjeste grad smitter af på medspillerne, og de afgør hvor hårdt spilleren vil arbejde for at skabe resultaterne. Beslutsomhed er ganske enkelt det der afgør, om spilleren arbejder for resultaterne fra først til sidst. I medgang og modgang.

Sidst men ikke mindst bør man tænke over hvordan man gerne vil spille fodbold. Et hold der skal frem på banen for at skabe chancer, og være spildominerende bør have en kreativ anfører, der kan lede og fordele spillet som en playmaker (Cesc Fabregas fx). Vil man gerne have et hold der slider og tackler sig vej frem til resultaterne, så skal man skele lidt til Aggression og Mod, da en anfører der kaster sig ind i tacklingerne vil få medspillerne til at følge hans eksempel. Men husk på at en for høj Aggression-stat vil medføre flere gule og røde kort, hvilket ikke er optimalt. Et niveau på ca. 15 vil være at ønske hos sådan en anfører.

Historie:
En anden ting som jeg synes er vigtig, men som har en tendens til at blive overset i FM, er spillerens historik. Det nytter ikke at sætte en nyindkøbt spiller til at være anfører. Spilleren skal have en hvis indsigt i klubbens historie, spillestil osv. Samtidig er det måske en idé, at tjekke spillerens skadeshistorie. En skadet anfører er ikke til meget hjælp, og derfor bør historien tjekkes. Historien viser jo også hvad erfaring en spiller har. Hvilke ligaer har han spillet i? Hvilke trofæer har han været med til at vinde? Hvor mange kampe har han spillet? Alt sammen kan afsløres igennem historikken. Kommer man nogle sæsoner frem vil historie-fanen også afslører hvor mange Europa-kampe han har spillet, hvis man klikker på sæsonerne. Dette kan dog ikke gøres med sæsoner fra før savets start (fx fra 2006-2007-sæsonen)

Regelmæssig starter:

Der er overhovedet ingen idé i at give armbåndet til en backup spiller. En anfører bør spille hver eneste kamp, og gerne være holdets omdrejningspunkt og muligvis stjerne. Hvis du giver armbåndet til en backup, så kan han ikke fungere som din forlængede arm ude på banen, men vil derimod sidde sammen med dig på bænken. Det er jo assistenttrænerens opgave at sidde dér. Hvis du i stedet giver det til en fast starter, vil han kunne hjælpe, opildne osv. aktivt inde fra grønsværen af.

Sprogkundskaber:

Hvis man overvejer en anfører, som ikke snakker det 'almindeligste' sprog i truppen, bør man nok tænke sig om igen. Det var ikke for sjovt, da afdøde Sir Bobby Robson forlangte af sine spillere, at de skulle kunne snakke engelsk. Hvis din angriber ude på banen skal til at tænke over sprog og udtale inden han dirigerer med holdet, tager det lidt af effekten. Hvis han derimod snakker sproget flydende, vil han kunne dirigere holdet uden at tænke på sprog og dermed have mere overskud på banen. Da engelsk er andetsproget for de fleste lande, vil en engelsksproget spiller derfor ofte være en fin anfører.
Det er lidt en anden sag hvis du henter en koreaner til klubben, der har svært ved at tilpasse sig (altså lavt niveau i 'Tilpasningsevne'), så han vil være flere år om at lære lokalsproget.

Sammenhold i klubben
Hvis du har en trup, hvor halvdelen af holdet har en bestemt spiller som favoritpersonale, så kan det også være en fordel at overveje ham som anfører, hvis han altså nogenlunde dækker de ovenstående punkter tilfredsstillende. En vellidt spiller vil ofte kunne få sine medspillere til at arbejde meget hårdere for sejren, og vil skabe en bedre stemning i truppen. Det kan også give et boost til holdkammeraterne, at man vælger deres ven som anfører. På samme måde skal man virkelig passe på med at tage anførerbindet fra en sådan spiller. Det vil kunne få hele holdet til at vende sig imod dig, og hvis du så har svært ved at skabe resultaterne på banen, så vil du stå i en krise man ikke bare lige kommer ud af.


Afslutningsvis kan vi konstatere, at der er mange ting at tage hensyn til, når man udpeger sin anfører. Det kan til gengæld være guld værd på den lange bane, og det betaler sig virkelig at bruge lidt tid på udvælgelsen. Men brug også en vis portion fornuft, når du skal vælge anfører. Artiklens punkter holder i ni ud af ti tilfælde, hvor man skal udpege sin anfører. Men der kan opstå situationer hvor klubben på magisk vis får en 22-årig spiller til klubben, der allerede har spillet i 3 år i den bedste nationale række regelmæssigt, har spillet i europæisk fodbold en halv snes gange, er mentalt sine medspillere overlegen og som spiller højre fløj. Selvom han er et nyindkøb, så vil han være så suveræn som anfører, at man ikke bare må kassere ham. Som Ajax-mantraen foreskriver: er du god nok, så er du også gammel nok. Men det er altså sjældent, at der dukker sådan en vidunderdreng op, og sjældent vil han være tilgængelig for mindre klubber. Men det kan jo altså ske!
Så brug din sunde fornuft, og skel til denne artikel når du skal vælge anfører, så kan det ikke gå helt galt!


/Skrevet af Krile og Plutonium
FmFreaks Crew



Torsdag d. 23 oktober 2014 ~ Analyse af spillermateriale
Fredag d. 26 september 2014 ~ Taktik - Hvor starter jeg?
Onsdag d. 19 marts 2014 ~ Pre-season
Onsdag d. 18 januar 2012 ~ Dynamisk AI under kampene
Torsdag d. 10 marts 2011 ~ De tre angrebsmetoder
Tirsdag d. 04 maj 2010 ~ Kampen for overlevelse
Mandag d. 12 april 2010 ~ Anførerens Betydning
Fredag d. 12 marts 2010 ~ Hvordan forbedrer man moralen?
Mandag d. 01 marts 2010 ~ Kondi-træning
Torsdag d. 24 december 2009 ~ Taktikken – En managers sande identitet

 Sider: [1]
(Denne guide er vist 3301 gange)

Kommentarer til denne guide (5)

Log ind for at kommentere denne guide

plutonium
16 apr 2010
11:10

  Dét har du fuldstændig ret i (at emnet er fedt, og måske burde diskuteres noget mere)

Og selvfølgelig kan vi tåle kritik! Uden kritik kan man aldrig forbedre sig! Men må indrømme at jeg synes du virkede lidt mavesur ;)

Men back on topic:
Det er klart, at nogle punkter er vigtigere at have for øje end andre. Erfaring, skills og sprog er umiddelbart det vigtigste at holde øje med efter min mening. En erfaren spiller er mere stabil hen over en sæson, og spillere der ikke taler samme sprog som holdkammeraterne vil ofte spille ringere. Igen, er det sidste hvad jeg selv har lagt mærke til når jeg spiller. Derudover så kan man direkte forbedre holdånden ved at have en anfører, som mange af hans medspillere har som favoritpersonale.

Det vi opremser i guiden er alle de ting der er relevante, når man skal udpege sin anfører. Jeg vil give dig ret i at det ikke skinner igennem hvilke ting der er vigtigst at bruge energi på. Men det var heller ikke formålet med guiden.

 
V-4-E
16 apr 2010
07:10

  Godt at se, at der kan tåles lidt kritik. Generelt er jeg ganske vild med guidesne herinde, og bruger mange af dem normalt, men denne blev jeg lidt skuffet over. Men det kan godt være, jeg læste den for bogstaveligt :p Ikke desto mindre er det et fedt emne at tage fat i, da det vist aldrig sådan rigtigt er blevet berørt.

 
plutonium
16 apr 2010
01:35

  Personligt oplever jeg, at en rolig (dvs ikke for aggressiv), arbejdsom anfører, der knokler for holdet gør at hele holdet fungerer bedre som en helhed, og får færre kort end hvis jeg gør brug af en aggressiv anfører. Har ikke kørt statistik på det, men jeg oplever en forskel.

Angående de stats du mener er ligegyldige, hvis indflydelsen ikke er på plads:
Det har du da fuldstændig ret i. Men som vi skriver, så har de fleste styr på at indflydelse er vigtigt. Det vi pointerer er, at en spiller med 20 i indflydelse ikke nødvendigvis er en god anfører. Hvis resten af hans mentale stats er dårlige, så er han ikke noget værd i rollen. En anfører skal udvise ro på banen, og som sagt oplever jeg en forskel på spillestilen alt efter hvilken type anfører jeg bruger. Ikke at holdet slet ikke kan fungere med en 'dårlig' anfører, men den positive forskel jeg har erfaret gør, at jeg tager det at vælge anfører meget seriøst.

At du ikke bryder dig om vores 9/10 påstand må jeg beklage, men nu er det pokkers svært at komme med et nøjagtigt tal for, hvor ofte guiden holder. Vi kunne også skrive at den holder meget ofte, men så er der folk der brokker sig over 'hvad er meget ofte?'. Vi kunne også skrive 7/10, men så vil folk spørge, om guiden så overhovedet er værd at bruge. Så læs mellem linierne, i stedet for at tage det 100 % bogstaveligt ;)

Sidst, men ikke mindst: Målrettethed = Beslutsomhed, så det har vi skam med. De (SI) ændrer jo desværre navnene på nogle stats fra år til år, og jeg kører på den engelske udgave. Derfor ved jeg ikke hvad Determination hedder i FM10 i den danske udgave. Håber det er en fejl du kan leve med

Nu beder du jo om belæg for vores argumenter. Nej, jeg kan ikke give dig håndgribelige beviser, men selvfølgelig er det ikke lavet 'fordi det lyder godt'. Vi arbejder ud fra egne erfaringer, og hvad vi kan læse os til igennem SI og FM-B (der arbejder tæt sammen med SI). Det er det eneste vi kan arbejde ud fra, da vi ikke deltager i udviklingen af spillets kampmotor.

Absolut afsluttende kommentar: du skal være velkommen til at være skeptisk, det er faktisk dejligt, men husk venligst på, at vi forsøger at tvinge noget ned over hovedet på dig. Det er op til dig selv om du vil bruge vores råd eller ej. Jeg antager at du ikke vil det, og det ligger dig frit for! Jeg bliver skam ikke sur, hvis du vælger at ignorere denne guide.

 
V-4-E
15 apr 2010
19:04

  Udmæket guide MEN!! Der er ikke altid belæg for det I skriver. Har I undersøgt/haft erfaringer med, at en angriber på et defensivt hold som anfører er et lige så godt valg som en forsvarer, hvis vi går ud fra de har samme stats?
Beslutninger, arbejdsstyrke osv. afgør uden tvivl om spilleren gør det godt på banen, men det er indflydelsen der afgør, hvor stor gavn de andre har af det.

Sidder lidt tilbage med fornemmelsen af, at I skriver ting, som der ikke er belæg for, selvom det ville give fremragende mening. Jeres 9/10 påstand er jeg ikke så vild med.

Har I selv haft personlige erfaringer med det, eller er det bare rent gæt? Jeg har aldrig oplevet den store forskel.

Tilsidst kan Målrettethed være en suveræn evne også, da det afgør, hvor stor en sandsynlighed spilleren har for at miste modet i kampen.

 
Pepe
13 apr 2010
20:32

  Super, super guide drenge! Jeg vil i hvert fald begynde at tænke mere over mine anførervalg for fremtiden. Tommel op O0

 
This site is not endorsed by Sports Interactive or SEGA and is intended for entertainment purposes only. « More Info »
©2005-2018, FmFreaks.dk
                                         Forum Powered by SMF 1.0.5 · SMF ©2001-2010