Savn, sagn og slutrunde
Trods det VM 2006 er vel overstået, og tiden snart er til de første kval-kampe til EM 2008, vil denne artikel kredse om spillere/spiltyper, som den nys overståede slutrunde savnede så gevaldigt for at bringe den op på det niveau, de danske kommentatorer og div. studieværter prøvede at bilde os ind, spillet var til. For hvordan man end vender og drejer slutrunden, så var dette VM’s største succes selve det gode arrangement. Det var bestemt ikke drømmespil og drømmespillere på div. stadions.
De savnede
Jeg har derfor valgt fire spillere ud, der hver for sig ville have skabt fryd både på og udenfor banen. De af mig selv opsatte kriterier for valg af disse spillere til denne aldeles uvidenskabelige og hamrende subjektive omgang ord har været følgende: Spillerne skal have deltaget i mindst een VM-slutrunde, og jeg skal selv have været tv-vidne til deres bedrifter. Pga. opbudet af tyske tv-kanaler i mit odenseanske barndomsidyl (og et par forældre, der forstod, hvornår en knap 7-årig knægt bare skal have lov til at være lidt længere oppe), tillader jeg mig at tælle VM slutrunden i 1974 i Vesttyskland med i mine tv-meritter, der således strækker sig herfra og frem til slutrunden i 2002.
Og således er rammen sat, og et historisk tilbageblik kan begynde.
Målmanden
Intet hold havde en keeper, der alt i alt kommer bare tilnærmelsesvis i nærheden af vor egen Peter Schmeichel. Karismatisk som få og af vilje brændende som endnu færre ville en Schmeichel i sin karrieres zenit have skabt den savnede kolorit, galskab og energi med dertil hørende pressepolemik og store armbevægelser, som tidligere var ofte fundet iblandt målmændene.
Som 5-dobbelt mester for både Brøndby og Manchester United – samt et enkelt portugisisk mesterskab med Sporting Lissabon – adskillige pokaltitler og den meritterende 2-1 sejr med United over Bayern München i Champions League 1999 in mente er der ingen tvivl om, at han ikke blot spillede på klassemanskaber, nej, han var i høj grad en af dem, der skabte klassen. Således også ved slutrunden i 1998, da Danmark nåede det hidtil bedste slutrunderesultat med et knebent 3-2 nederlag til Brasilien.
Italiens Buffon blegner, trods hans åbenlyse talent, ganske ved siden af Peter den Store, den tyske Oliver hedder ikke længere Djengis til mellemnavn, og Frankrigs Fabian er slet ikke værd at nævne her. Åh, hvor vi dog savnede en type som Schmeichel.
Den bageste
Jeg har gennem livet ikke set en mere elegant forsvarsspiller end Franz Beckenbauer. Og han nærmede sig faktisk de 30 år, da ”Kaiser Franz” ved slutrunden i 1974 for første gang løb rundt i netop vores 18 tommers s/h tv og fik hele det vesttyske forsvar til at virke elegant. På samme måde styrede han Bayern München til tre titler i rap i mesterholdenes Europa Cup, forløberende for Champions League, i 1974-76.
Så den første dekade af denne alle forsvareres ypperste fik jeg aldrig med, men det ændrer ikke på, han som type var savnet. For han var på mange måder pragtfuldt kontroversiel og ikke bange for at ytre sin mening om tingenes tilstand, heller ikke til pressens repræsentanter, hvorfor han også var spændende at følge omkring kampene.
At han siden hen også gjorde Tyskland til verdensmestre som træner og netop nu har været en af hovedaktørerne i planlægningen af det flotte, tyske VM-arrangement lægger blot alen til hans meritter, der bl.a. også indeholder tre tyske mesterskaber og altså også et verdenmesterskab i 1974.
Som spillertype og menneske er hans lige ikke at finde iblandt den enorme mængde fodboldspillere, der troppede op til slutrunden 2006. Åh, hvor en sådan fræk elegantier, ligeså skarp i replikken som rap på fødderne, dog ellers var savnet. For nok er Cannavaro, Thuram, Rio og co. dygtige forsvarere, endda de bedste pt. – men også intetsigende, til det pligtopfyldende kedelige, fodboldtaktiske robotter.
Den midterste
Desværre kan der nu skrives tykkere bøger om Diego Maradonas herostratiske bedrifter udenfor end på banen, lige fra en 30 mio kroners nepolitansk skattegæld over værtsroller for obskure tv-programmer til kokainafvænning i læ af Fidel Castros cubanske cigarrige. Og det selv om Maradona ved VM i Mexico i 1986 gjorde den største forskel jeg nogensinde har set en enkelt spiller gøre på et landshold. For nok blev Argentina fortjent mestre, men havde det ikke været for den absolutte ener, fodboldstrategen og –geniet Maradona, var guldet aldrig havnet i Argentina. Og så lykkedes det ham også at føre et såre ordinært, argentinsk hold til finalen i 1990, som dog fortjent tabtes til Beckenbauers tyske tropper.
Nok dobbelt italiensk mester med Napoli, der aldrig før eller siden har været i nærheden af storhed, efter et nationalt mesterskab med Boca Juniors og et par pæne sæsoner i Barcelona, er det især VM-slutrunderne fra 1978 til 1994, der på godt og ondt har beseglet hans skæbne.
Han blev tilsidesat af træner Menotti ved VM på hjemmebane i 1978, som Argentina jo vandt, og den da 18-årige Diego bestemt mente, han skulle have været en del af.
I 1982 blev han som hysterisk 22-årig smidt ud af en mellemrundekamp efter at have stemplet en modstander i skridtet.
I 1986 spillede den 26-årige anfører så fabelagtigt, nærmest guddommeligt som ingen anden før ham, at man kan være tilbøjelig til at tro på hans forklaring om Guds hånd, der assisterende vippede bolden over en fremstormende Peter Shilton i det engelske mål og var medvirkende til briternes exit.
I 1990 var den nu 30-årige Maradona blevet skrækkeligt krukket, ja, nærmest arrogant til det ulidelige – og i slutrunden i 1994 var han ganske enkelt blevet kokainvrag, og blev som sådan smidt på porten.
Maradona var at finde på lægterne som supporter ved Argentinas kampe i denne slutrunde. Men som aktør på toppen af sin ydeevne, med alt det vidunderlige krukkeri og den ublufærdige pressetække inklusive, ville få Totti, Zidane, Ballack og de andre såkaldte midtbanestjerner til at fremstå præcis så glansløse og idéforladte, som tilfældet rent faktisk var.
Typen og spilleren Maradona var hårdt savnet iblandt flokken af maskinspillere på automatismernes fantasiløse midtbane, der ellers skulle have været VM’s stjerneparade.
Den forreste
Kriterier er, som principper, til for at brydes. For heldigvis er Edson Arantes do Nascimentos – som for nemheds skyld fremover omtales ved sit kunstnernavn Pele – meritter sket i en tidsalder, hvor tv-billeder kan dokumentere de store fortællinger om en fodboldspiller, der scorede 1280 mål i 1360 kampe. Og et lille epistel som dette skal have Pele med, for dertil hører også legenden, vi elsker, om den fattige dreng, hvis enestående talent bragte ham rigdom – og i konkrete tilfælde bl.a. også tre nationale mesterskaber og to sejre i Copa Libertadores, Sydamerikas udgave af Champions League, med det brasilianske klubhold Santos samt tre verdensmesterskaber med Brasilien.
Pele var og er uomtvisteligt en af de største i fodboldhistorien. På disse breddegrader kendes især hans store øjeblikke ved VM i Mexico i 1970, hvor Brasiliens færd frem mod 4-1 finalesejren over Italien især tilskrives ham, mens han i Sydamerika, bortset fra Maradonas Argentina, også anses for den bedste spiller overhovedet, bl.a. fordi han spillede godt 20 sæsoner for Santos og så stort på de utallige europæiske tilbud, der kom – og da han endelig skiftede Sydamerika ud, tog han ikke til Europa, men Nordamerika og New York Cosmos.
Det ler de ad endnu derovre...
Han spillede altid fair, udstrålende en legende glæde og et glødende engagement, og så havde han et bundniveau, der til hver en tid var mil højere end nutidens småklodsede Klose’r, tunge Toni’er og boy-band-agtige Christiano Ronaldo’er (for nu også at bringe et eksempel fra Hollywood...). Ja, havde der dog bare været en halv Pele, så havde der ingen grund været til at brøle Zidanes Indian Summer op til at være noget nær Jesu genkomst. Det var blot en bedaget herres enlige svale, og den gør som bekendt ingen sommer.
Heller ikke selv om denne sommer havde en VM-slutrunde at gøre godt med.
Fremtidens slutrunder
Spillerne bliver generelt større og stærkere og kan derfor løbe længere og hurtigere og dække større områder af uden at blive trætte nær så tidligt i en kamp som førhen – og derfor er der mindre plads at spille frit og underholdende på. Parentetisk nævnt undrer det mig lidt, at en britisk forsvarskæmpe fra 70’erne som fx Dave Watson eller en angrebsgigant som Joe Jordan i dag ville høre til de lidt tyndbenede og mindre typer. Hvad kommer de mon på deres morgenmad nu, som ikke førhen fandt vej til morgenbordet?
De taktiske systemer bliver generelt mindre offensive og mere defensivt kompakte. Når spillertyper som Ronaldinho, Messi og Henry også har defensive pligter, ryger noget af eksplosiviteten og sprælskheden uværgerligt, når spillet skal vendes – og det skal det jo, hvis man skal op i modstandernes felt. Og det skal man da, skal man ikke?!
Angsten for at tabe synes generelt at være det, der er holdenes drive. Kniven skal virkelig for struben, hvis der fortsat skal spilles offensivt efter 10 minutters spil af 2. halvleg ved en uafgjort stilling – hvor de sidste 35 minutter normalt går med forsigtig short passing på egen banehalvdel til bevaring af det ene point, mens en tv-kommentator sammen med en såkaldt ekspert taler om første halvleg, der i hvert fald var god. At Tyskland så, drevet frem af et ukueligt hjemmepublikum, fik bronze ud af betræbelserne, fremstår faktisk som et bevis for den offensive fodbolds værd og derfor også som et slutrundehøjdepunkt, trods det holdet i sig selv ikke ligefrem spillede glansfuldt fodbold.
Og alligevel håber jeg på, fodbolden igen er vågnet op til dåd, når EM 2008 løber af stabelen. Jeg håber, der er dukket en Schmeichel, en Beckenbauer, en europæisk Maradona eller Pele op, der giver fodbolden livet tilbage. Ja, jeg sætter min lid til 2008.
Og det er jo også tid til at kigge fremad, nu hvor VM 2006 er overstået...
Skrevet af Niels...
|
(17 Stemmer)
