2# Den gæve chilener - referencen

Pellegrini er, mildt sagt, et geni. Han mestre fodboldens taktiske aspekt bedre end nogen anden – ja, han er måske den bedste. Den taktik Pellegrini overvejende benyttede i sin tid, som Villarreal-manager var en 4-2-2-2. Andre sydamerikanske trænere har forsøgt tilsvarende, eksempelvis Luxemburgo i sin korte tid i Real Madrid, men ingen, udover Pellegrini har altså haft succes med denne.

Nøglerollerne i Pellegrinis ukarakteristiske system er de såkaldte interiores – spillerne bag angriberne. Disse skal skabe det offensive flow. Idéen er, at holdets to backs skal skabe bredden, medens de to defensive midtbanespillere lukker af bag til. Omvendt er det er værd at bemærke, at det i en mere defensiv tilgang, er op til de to interiores at skabe bredden, således de to backs er fri for at skubbe op. Tilpasning er dermed den primære hovedingrediens i Pellegrinis taktik.


Den gæve chilener gik dog også i enkelte tilfælde på kompromis med sin 4-2-2-2, oftest mod mere boldbesiddende modstandere end Villarreal selv, som eksempelvis Barcelona. Her yndede Pellegrini at spille en mere traditionel 4-2-3-1, hvor han overlod et stort ansvar til midtbanespillerne, da han mente, at dette system krævede en helt masse af holdets central spillere, som skulle tage flere løb ind på modstanderens banehalvdel for at servicere den ene angriber.

Der er slet ingen tvivl om, at det nuværende Villarreal-hold overhovedet ikke tåler sammenligning med Pellegrinis ditto. Chileren havde et hav af klassespillere til at varetage rollerne i dennes system. Nutidens hold er trods alt lige rykket op i La Liga på ny.

Jeg er dog fortrøstningsfuld. Med spillere som Bruno, Moi Gómez, Giovanni dos Santos og pure unge Nahuel Leiva er der nemlig en masse talent at bygge truppen op omkring.

Så det skal blive interessant at se, om det er muligt at implementere Pellegrinis succestaktik fra sin tid i Villarreal over til FM. Jeg vil i næste opdatering give mit besyv på, hvordan det kan se ud i praksis.

3# Taktikken med interiores



























Pellegrinis vision offensivt er at skabe et naturligt flow mellem kæderne, ligesom meningen med dette sydamerikanske indgreb i europæisk fodbold er at skabe en form for elegance - finesse om man vil. Derfor har rollen været tildelt spillere med stor flair i deres spil, som eksempelvis Riquelme, Isco og Carzola. Som illustreret ovenfor, så er de to interiores fineste rolle at støtte angriberne og skabe rum til holdets wingbacks.

Villarreal har heldigvis en en hel hær af spillere, der kan løfte denne arv og dermed videreføre 4-2-2-2-systemet: Giovanni dos Santos, Manu Trigueros, Cani, Javier Aquino og Moi Gómez er alle spillere, der har de tekniske kvaliteter til at udføre en interiores opgave.

Systemet kræver naturligvis også et par løbevillige wingbacks, som er OK i det offensive spil, da disse ofte kommer til at deltage i trekanterne dette system former. Villarreal vælter ikke i gode wingbacks eller backs i al almindelighed, hvorfor det på sigt kræver forstærkninger, hvis dette element skal fungere optimalt. Mario er truppens eneste reelle højreback, og han da også stærk nok til at varetage rollen. Han er heldigvis også ung og har potentiale. På venstreback huserer to ganske middelmådige skikkelser i form af Juame Costa og Bojan Jokic.

Billedet ovenfor til venstre fortæller en historie om, at det er vigtigt, at holdet har to midtbanespillere, der kan begå sig godt defensivt, enten som tovejsspiller eller en slags ankermand. De skal kunne lukke af defensivt, når holdet er i offensiv fremdrift. Derfor er store tekniske kvaliteter heller ikke nødvendighed. Óliver er selv sagt et kæmpetalent, men han kommer lidt til kort i dette uvante - for ham - system. Jeg overvejer til at omskole ham til angriber, så han kan fungere, som holdets trequartista. Derudover har holdet Tómas Pina og klubmanden, Bruno.

De tre områder, de to midtbanespillere, de to interiores og de to wingbacks, er dér, hvor holdet kræver absolut størst kvalitet, om end der naturligvis også skal være forsvarsspillere til at nedbryde angreb og angrebsspillere til at score mål af en vis kvalitet.

Med lidt inspiration andetsteds fra, har jeg valgt at kaste min kærlighed over nedenstående formation og respektive positionsindstillin ger - det er det nærmeste man kommer Pellegrinis 4-2-2-2 i FM, i min optik. Med de rette indstillinger er jeg da også sikker på, at den fremskudte playmaker, med udgangspunkt på kanten, vil fungere som en interiores.

Whut?

4# Træningskampe – fingerpeg eller omsonst?

Den almene FM-nørd overlader med statsgaranti sommerens hurlumhej med træningskampe i hænderne på en kyndig assistent. Okay, det var måske en voldsom generalisering ud fra min egen ageren. Jeg finder træningskampene meget omsonste, om end disse naturligvis indikerer holdets forståelse for ens taktiske udspil.
 
Mit save med Villarreal er ingen undtagelse. Jeg smed uden tøven ansvaret over på skuldrene af min assistent. Mildt sagt: Han magtede ikke opgaven. Spillerne havde måske ikke den fornødne tiltro til hans kvaliteter. Faktum er bare, at han resultaterne var tvivlsomme, specielt modstanden taget i betragtning. Jeg kunne derfor ikke lade være med at tænke tanken: Er taktikken korrekt?


Sporting – manddomsprøven

Det svar ønskede jeg svar på, og derfor overlod jeg intet til tilfældighederne, da portugisiske Sporting gæstede El Madrigal i sommerens andensidste træningskamp – manddomsprøven. I skal ikke kedes med et fyldigt referat, tusind opspilsbilleder osv., men jeg vil alligevel tillade mig at vise, hvad denne interiores-taktik blandt andet kan. 

Det der ikke ses på første billede er, at Giovanni dos Santos står i en fri position pga. et flot solo-skærende løb ind i banen, hvor efter han spiller et-to med Uche, der bringer ham i denne gunstige position.

Interiores-effekten ses klart ved, at Mario allerede er fremme ved kanten af modstanderens kriminelle felt. Herefter er det jo egentlig bare en formsag for Santos at sende bolden forsigtig ud i fødderne på Mario, som med et ekstra træk ind i feltet (se billede to) sætter sig i en position, hvor han har overblik over sine to fremadstormende angriber - i dette tilfælde smækker han bolden ind i fødderne på Uche, som stensikkert bringer os foran 1-0. 

Nuvel, det er vel sagtens et opspil alle garvede FM-nørder måske har set, men det er for mig et vidnesbyrd om, at et eller andet fungerer. Holdets opspil til 2-0 var i øvrigt en tro kopi af første mål, bare spejlvendt - Jokic til Pereira.


Det blev i øvrigt til en stensikker 3-0-sejr. Jeg synes også I fortjener at se Ólivers mesterlige aflevering til Aquino, som uden problemer løber fra Sportings venstreback og serverer bolden på et sølvfad til Santos, som med største lethed scorer kampens sidste mål. Det er værd at bemærke, at Óliver, da han blev skiftet ind, også gjorde sig som interiores, hvorfor dette også kan vise sig at være en effekt ved taktikken - gutterne havde lige brudt Sporting.
   
Jeg har fået lidt svar, som var nødvendige: Wingbacksene viser tænder, holdets interiores fungerer og angriberne scorer mål. Det er præcis disse takter, som giver visse forhåbninger om, at disse spillere, i denne taktik, udelukkende vil blive bedre og bedre. Det lover alligevel godt. Måske. Sporting er trods alt en anden størrelse end Barcelona, Real Madrid, Valencia, Sevilla etc.

Klubmand vender hjem

Jeg var lidt inde på holdets lidt smalle bredde på højreback-positionen sidst I læste med, og siden har jeg sat kløerne i en levende Villarreal-legende. Jeg var heldig at opsnuse Javi Venta på det frie marked. Han afviste alle andre bejlere. Ja, der var faktisk andre end mig, der ville have backens enorme rutine i truppen. Han er overhovedet ikke udset som en fast brik i startopstillingen, men mere en aflastningsperson for Mario.