Mange tak.

Ja, det er klart. Jeg ved ikke lige, hvad jeg har tænkt på, da jeg skrev det.

I vanlig Nibali-stil er bloggen intet mindre end LEGEN - wait for it - DARY!!

Flot opsætning og godt skrevet - i det hele taget bare for lækker til love

Bliv endelig ved

NUMERO DIEZ: EL SOÑADOR
17. JUNI 2014

Om en uge fylder han 36. Det er snart 18 år siden han fik sin debut på La Bombonera, og siden er det blevet til næsten 400 kampe i Boca trøjen. Egentligt burde han være gået på pension. Han burde ikke spille nogen rolle. Men han er drømmeren der aldrig giver op. Spilleren der er ude af trit med sin tid men stadig tryllebinder som ingen anden. Han har betrådt nogle af de største stadions i verden og været på alles læber, blot for at se sig selv leve længe nok til at blive skurk. Juan Roman Riquelme er mere end nogen anden på det nuværende hold personificeringen af Boca Juniors og alt hvad dette betyder. I denne sæson spillede ingen flere end hans 39 kampe, ingen vandt flere end hans 26 opgør og med 17 oplæg var han også ligaens bedste til dette. Sin alder til trods, spillede Riquelme en så stor sæson, at mindre optøjer udbrød, da det blev offentliggjort at Héctor Canteros fra Vélez havde vundet prisen som ”Årets spiller i Primera Division” – en pris, som den blå og gule-del af Buenos Aires følte ikke burde tilfalde andre end deres egen ”Topo Gigio”.

Historien om Riquelme startede i San Fernando, i udkanten af Buenos Aires. Den 24. juni 1978 kom han til verden i fattige kår og som én af en søskendeflok på 11. I en alder 15 af bandt han sig til Argentinos efter en prøvetræning, men i 1995 betalte Boca Juniors et millionbeløb for at købe den 17-årige midtbane fri. Det skulle blive en beslutning de aldrig fortrød. I november ’96 fik den unge Riq sin debut, hvor han gjorde det så godt, at han bed sig fast på holdet. Over de næste 6 år spillede Riquelme næsten 200 kampe for Boca og nettede 44 gang. I 2001 vandt hans prisen som ”Årets spiller i Sydamerika”, hvilket var kulminationen på en 3. og en 2. plads i samme afstemning årene forinden. Som 23-årig var Riquelme på toppen af verden. Han spillede fast for Sydamerikas bedste hold, havde fået sin landsholdsdebut 4 år tidligere og var nu et varmt navn på tværs af Atlanten, hvor spanske FC Barcelona endte med at løbe med hans eftertragtede underskrift. Omkring £10 millioner er nævnt som overgangsbeløbet. Den daværende Barca træner, Louis van Gaal, var dog ikke fan af Riquelme, og i de kampe Boca-knægten nåede i den katalonske hovedstad, blev han primært brugt på fløjen, hvor han aldrig fandt sig til rette. Da Barcelona efter sæsonen bragte Ronaldinho ind, blev Riquelme frosset helt ude, og derfor udlejet til Villareal – en kærlighedshistorie blev født.

I 2003-04 scorede Roman 8 La Liga-mål, men det var hans 15 mål i den efterfølgende sæson, der satte ham på alles læber. Sammen med bl.a. Diego Forlan, tog argentineren det lille Villareal-hold til bronzemedaljerne og gav dem derved muligheden for at spille Champions League i 2005-06. Villareal sluttede på syvende pladsen i ligaen, men fløj helt frem til semifinalen i Champions League, hvor et af de mest ikoniske øjeblikke i nyere tid udspillede sig. Efter at have tabt 0-1 til Arsenal i England, var stillingen 0-0 i det 89. minut af returkampen. El Madrigal kogte og tiden stod stille på samme tid, da Arsenalspilleren Clichy begik et straffespark, som Juan Roman Riquelme skulle sparke. Muligheden for forlænget spilletid og en eventuel Champions League finale var kun et ét mål væk. I et sjældent mere intenst moment, gik 10’eren til bolden og sparkede. På stregen stod tyskeren Jens Lehmann, der stirrede sparkeren stift i øjnene. Riquelme begyndte sit tilløb et par meter ude fra feltet, luntede hen til pletten og sendte en kraftfuldt inderside imod Lehmans venstre hjørne. Med urolige øjne, fulgte Riquelme skuddet, der svævede et par centimeter over jorden. Så hoppede Lehman den samme vej. Den rigtige vej. Ville bolden nå under ham? Ville den gå ind? Nej. Med en håndparade afviste Lehman bolden og sendte Arsenal i finalen.

Siden da blev Riquelme ikke helt den samme. Efterfølgende spillede han kun 13 kampe for Villareal, før Boca Juniors henvendte sig til Villareal med et ønske om at hente deres helt hjem. Siden er det blevet til cirka 200 kampe, 54 mål og en plads i alle Bosteros’ hjerte. I denne sæson har Riquelme spillet forblændede, været det offensive omdrejningspunkt og præsteret en præstation blandt de bedste i ligaen. Han er ikke udtaget til VM – Riquelme har ikke trukket i landsholdstrøjen siden 2008 – men Riquelmes egenskaber er enestående. Hverken fysisk eller defensivt er han et pragteksemplar. Mens hans kreativitet, hans flair, hans teknik og sparketeknik – på disse parameter er han i sin egen liga. At den såkaldte 10’er en uddøende race vidnes ganske godt i Messi og Ronado, Ribery og Robben, der alle opererer på kanten og alle er mere målsøgende. Men at Riquelme nogensinde skal blive glemt, er et postulat der formentligt kunne bringe én i problemer, hvis man udbasunerede det i Boca-bydelen af Buenos Aires. Den sidste 10’er har ikke sagt farvel endnu – ”Juan Roman Riquelme es todavía el mejor enganche del todo mundo”, som troldmandens lærling, Leandro Pardes, udtalte i et interview. ”Juan Roman Riquelme er stadig den bedste enganche i verden”.

Lækkert portræt af riquelme

Glæder mig til at læse mere

Hvor skal man næsten starte? Sydamerika kvæler sig selv. Langsomt. Mens Messi, Agüero og de øvrige argentinske verdensstjerner hæver en million gage på en ugentlig basis, kæmper traditionsklubben Boca Juniors med at holde båden flydende. Den argentinske landsholdskeeper Sergio Romero stod uden kontrakt efter et ophold hos Sampdoria og AS Monaco, og fandt tilsyneladende tanken om at vende tilbage til sit fødeland ganske tillokkende. Han er bedre end vores nuværende målmand, Agustín Orión, og forlangte kun det dobbelte cirka af hvad Orión hiver hjem. Omkring £27.000/ugen. En ganske fair pris for en sidste skanse, der har hold som AS Monaco, AZ Alkmaar og Argentina på CV’et. Alligevel kom vi aldrig tæt på en aftale. Hvorfor? Af samme årsag, som der er en stigende utilfredshed i truppen. Vi er fattige. Vi er Argentinas næststørste klub anslået på værdi med £28 mil., men vores lønbudget på £227.000/ugen er ynkværdigt. Det er ingen hemmelighed at vi overskrider dette beløb, og formentligt bliver nødt til at sælge, bare for at holde os oven vande. Her er et kig på truppen som den står per 7. august – Der er tre dage til mesterskabskandidat erne fra Vélez gæster La Bombonera, og meget kan endnu nå at ske. Hvor vi står når transfervinduet lukker om ni dage må guderne vide. Lige nu er vi mest af alt et skib uden ror, der bare venter på at blive plyndret af europæiske klubber, der kan lokke med store lønninger og mere prestigefyldte ligaer. Var man religiøse, var det nu, man slog korsets tegn og sagde ”Må Gud se os i nåde”.

MÅLMAND
Som sagt jagtede vi Romero forgæves. Vores førstevalg, Orión, havde en imponerende sæson med 15 ”Clean sheets” og kun fire mål lukket ind i de sidste ti kampe. Så at den 33-årige er vores sidste bastion, bør ingen bosteros egentligt være urolig ved. Igennem 2014 har Orión dog fået raget ikke færre end 3 mindre skader til sig – og så kan komplikationer opstå. Manuel Vincentini og Emanuel Trípodi har inden denne sæson sagt farvel til La Bombonera, og selv der endnu snakkes med sidstnævnte, synes lønbudgettet at spænde ben for al håb. Orións backup er den bare 18-årige Matías Budiño, der sidste sæson end ikke fik spilletid for reserveholdet. Forløses Budiños talent kan han være en kommende landsholdsmålmand, men lige nu er der lang vej. Skades Orión trækker sorte skyer utvivlsomt sammen over Buenos Aires.

FORSVARET
Tal om problemer! Emanuel Insúa, hvis bror spiller i Atletico i Spanien, spillede fast hele sidste sæson – og dét med bravur. Men nu er han utilfreds. Torino – Juventus’ lillebror, der formentligt er på retræte fra Serie A – lokker og Insúa er faldet pladsask. Han brokkede sig højtlydt over ikke at måtte skifte, selv om italienernes tilbud var en fornærmelse mod hans markedsværdi. Det udløste et skænderi, der endte med Insúa på transferlisten og en venstrebackposition der er meget tvivlsom. Jua Sánchez Miño kan dække den defensive position, men han er bedre på midten og ellers er alternativerne 19-årige Bayan Mahmud eller 17-årige Nicolás Pinto. Også den modsatte side volder problemer, da Leandro Marín, der har været udlejet til Atletico de Rafaela med blandet succes er vores bedste spiller. Central er vi bedre stillet – såfremt Wigan, PSV eller Marseille ikke lykkedes med deres bud på Burdisso. Han er vores styrmand, men også eftertragtet og bag ham står 34-årige Daniel Díaz og Matías Caruzzo, der er blevet sat til at holde øje med stortalentet Lisandro Magallán. Alt i alt er vores forsvar både sårbart og dårligt. At vi kun lukkede fire mål ind i anden halvdel af El Torneo Final sidste sæson er utroligt, og kan blive ufatteligt svært at gentage.

MIDTBANEN
Hvis der er ét sted vi stråler er det uden tvivl i maskinrummet. Fra Fernando Gago, der har været kædet sammen med Fulham, Sevilla, Liverpool og senest Flamengo, henover Ribaír Rodríguez, der deltog ved VM, og Christian Erbes, som også er blevet sat i tale med flere europæiske klubber til superstjernen Riquelme. Vores midtbane er så gennemsyret af talent, at sub-top hold i Spanien og England er misundelige – og derfor forsøge at købe spillerne. Leandro Paredes har igen været genstand for et lukrativt tilbud fra FC Barcelona, der bød £5.5 million kontant og 25 % af næste skifte, hvis de måtte få Riquelmes lærling. Vi bad pænt om det dobbelte, hvilket catalonierne ikke ønskede. Så døde snakken ligesom. Hvor Paredes ender i fremtiden er ekstremt spændende, men som 20 årig er han efterhånden moden til mere spilletid. Oplever Riquelme alderen trykke, har vi den næste løve på spring! Den eneste handel i indadgående retning er desuden også til midtbanen. I Argentinos spillede den 21-årige Rodrigo Gómez. For knap £2 millioner købte vi 80 % af rettighederne til ham, således at han nu trækker Bocatrøjen over hovedet. Han er vanvittigt hurtig på fødderne og utroligt driblestærk. Han er kun 165 cm. høj og vejer sølle 62 kg., men bliver kaldt en argentinsk Aaron Lennon. Det er da også på fløjen som multiredskab at Gómez kommer til at spille.

ANGREBET
Også her var der problemer. Nicolás Blandi scorede sidste år 17 mål i 34 kampe, hvilket fik flere europæiske klubberne til at åbne øjnene for den 24-årige frontløber. Indtil nu er de alle blevet afvist, således at han stadig danner angrebsduo med Juan Manuel Martínez. Vi har sagt farvel til Franco Cangele, der ønskede en gage vi ikke kunne honorere. Emmanuel Gigliotti, der har fransk pas og var inde i overvejelserne til den franske VM trup kortvarigt, er angrebs backup, mens Sergio Araujo kan kaldes op fra reserveholdet, hvis alt falder sammen. Lucas Viatri, som har været på kontrakt i hele sin karriere, men blev lejet ud til mexicanske Jaguares inden Jorge Vera kom til, vendte tilbage og skabte ballade. Han var ikke tilfreds med titlen som førsteangriber ikke tilfaldt ham, trods succesen Martínez og Blandi nød sidste sæson. Desuden efterspurgte han en betydeligt forbedret kontrakt, hvilket fik Vera til at sende ham på andet holdet. Fra 1. januar 2015 tørner Viatri ud for Vitesse i Holland, da hans kontrakt da udløber, og at han når at spille for Boca Juniors inden da er nok tvivlsomt.