Mange tak - Jeg håber jeg kan få smidt et kapitel mere på i morgen. Det er skrevet i wordformat, gider bare ikke slås med det her forpulede opsætning lige nu

#6

Den længste vinter, den bedste ven

     Det begyndte at sne allerede i oktober måned i Bern det år. Det var som om det ingen ende ville tage. Selvom målsætningen var nået, og vi havde kvalificeret holdet til U21 EM, og A landsholdet lå lunt i svinget til en VM kvalifikation, så var humøret ikke hvor det burde. Jeg var helt nede, og havde flere dage virkelig svært ved at komme ud af sengen. Jeg manglede den daglige gang med spillerne, jeg manglede at jeg kunne sætte mine idéer på græs, og ikke mindst så savnede jeg at røre ved en fodbold. Det var bare ikke det samme at sidde på kontoret eller i lejligheden med mine idéer.

     Det år gravede jeg mig helt ned, og omverdenen forsvandt fra mig. Jeg kunne ikke gøre det jeg elskede, i stedet kunne jeg se mig selv forsvinde i et krøllet og hvidt univers. Når jeg kiggede rundt på mit kontor kunne man ikke længere se gulvet for bare papir, med taktiske finesser, som jeg havde testet på mine systemiske måder, kasseret, og tegnet forfra. Når jeg formastede mig til at kigge ud af vinduet var billedet det samme. Ikke af papir men af frost og sne. Jeg var ved at gå ud af mit skind, og jeg sov forfærdeligt.

     En af mine gode kammerater, Anthony (Favre), som jeg havde haft mine ungdomsår i Servette med, kom forbi en februar dag. Han var bekymret for mig. Jeg viste ham mine systemer og vi brugte et par timer på, at gennemgå dem. ”Det er rigtig godt alt sammen Florian, men du er nødt til at lave noget andet også”, hørte jeg ham sige.

Jeg vidste jo godt han havde ret, men ikke desto mindre snerrede jeg af ham og forklarede ham, at han ikke forstod det pres jeg var under. Han hev mig ud af lejligheden og ned til et kæmpe byggemarked, hvor vi gik rundt i et kvarters tid før han placerede mig på en café stol med en kop kaffe. Jeg kunne se ryggen af ham som han forsvandt længere ind i byggehelvedet.

     Efter hvad der virkede som en evighed kom Anthony tilbage. Han havde et smørret grin over hele ansigtet. ”Hvad nu?” spurgte jeg. Han nægtede at svare, men han var tydeligt meget selvtilfreds over situationen. Vi aftalte at jeg spiste med hos ham og konen, og overnattede der. Da jeg kom hjem dagen efter var mit kontor gulv skiftet. Fra det gemte lyse trægulv under de krøllede papirstykker lå der nu i stedet et græsgrønt tæppe. Tæppet var kridtet op som en fodboldbane, og i stedet for en velkommen måtte stod der ”Til Florian, verdens bedste træner. Fra Anthony” i et grafisk flot design. Jeg kunne ikke lade være med at grine, men samtidig var der en meget taknemmelig følelse, som trængte sig på. Mit humør ændrede sig, som med et tryk på en kontakt.

Foråret var på vej