Kære alle. Dette er min første blog på FMFreaks. Jeg vil lade ord, handlinger og tanker tale og tilsidesætte grafik, layout og design. God fornøjelse.

------------------------------

KØBENHAVN. Jeg er egentlig ikke i tvivl om mit svar til det ene spørgsmål, som bliver stillet af en hr. Aleksandr Kiselev, da denne er i røret en ganske almindelig decemberaften, hvor en fredfyldt julesne dominerer aftenens udseende. Alligevel tager jeg mig selv i at blive både nervøs, usikker og chokeret undervejs i telefonsamtalen.

Aleksandr præsenterer sig som sportschef i den russiske klub Dynamo Moskva og taler i et yderst høfligt tonefald på et dog noget gebrokkent skoleengelsk. Klubben fyrede for et par dage siden deres træner ovenpå en miserabel forrige sæson og bestyrelsen har udset sig mig som deres favorit til trænerposten.

Jeg bliver for en kort stund mundlam, hvorefter utallige spørgsmål danner sig med lynets hast i mit hoved. Hvor kender de mig fra? Hvorfor vil de have netop mig? Hvordan har en russisk klub kunnet opsnuse en almen dansk træner, hvis karriereeventyr kun har været af indenlandsk karakter?

Aleksandr afbryder min øjeblikkelige mundlamhed ved at indlede en mindre telefonisk historietime om klubben Dynamo Moskva og tilbyder mig slutteligt at komme over for at se på klubben og få dannet mig et indtryk inden min beslutning.

Jeg takker ja, hvorefter Aleksandr afslutter samtalen med oplysningen om, at flyet til Moskva afgår  den efterfølgende dag, at jeg har et sæde på første klasse samt praktiske afhentningsinstrukser.

--------

Efterfølgende kører tankerne rundt i hovedet på mig efter aftenens samtale. På mindre end to timer har jeg fået mit livs største trænerchance serveret på et sølvfad og ved bare at fremstamme et ”ja” om nogle dage, kan mit liv tage en fuldkommen radikal ændring.

Jeg er forvirret og har hovedpine.

--------

Jeg bliver nødt til at bevare fatningen. En gammel ræv som mig i trænerfaget skal ikke kunne rystes blot ved en simpel opringning. Jeg er fodboldtræner. Sådan er gamet.

Øjeblikkeligt tænder jeg min computer og starter en mindre førstehåndsresearch af Dynamo Moskva.

Det er en stor klub. En traditionsrig klub. Wikipedia skriver følgende: ”Dynamo Moskva er en af de ældste og mest traditionsrige klubber i Rusland. I 30erne, 40erne og især i 50erne var Dynamo, sammen med Spartak og CSKA Moskva, det stærkeste hold i Sovjetunionen [..] Klubbens stadion, Dynamo Stadion, har plads til 36.000 tilskuere.”

Jeg klikker mig videre ind på klubbens hjemmeside, for at se den nuværende trup. Størstedelen af navnene siger mig ikke noget som helst, men pludselig dukker visse kendisser op: Dmitry Khokhlov, den mangeårige russiske midtbanegeneral, Andriy Voronin, skarp ukrainsk landsholdsangriber og så .. Kevin Kuranyi.

Især sidstnævnte spiller får mig til at gyse over hele kroppen. Han er jo en fuldvoksen, international stjerne. Og ham vil de have, jeg skal styre?

--------

Det er dagen, hvor jeg skal flyve til Moskva, og jeg har sovet ad helvede til. Rent ud sagt. Mentalt er jeg slet ikke klar på en længere flyvetur tværs over kloden. Det bliver jeg dog forholdsvis hurtigt, da jeg i badet tænker tilbage på gårsdagens, for mit vedkommende, actionprægede begivenheder.

Jeg mærker stadig den nærmest eksamensagtige nervøsitet i kroppen og flere gange smager jeg på ordene Dynamo Moskva og Kevin Kuranyi. Jeg synes, de ligger godt i munden.

--------

MOSKVA. Jeg lander i en af Moskvas fem (!) lufthavne, Sheremetyevo International Airport, som fortrinsvis byder udenlandske gæster velkommen til den russiske hovedstad. Og den er stor. Meget stor. Hundredvis af mennesker spreder sig ud i lufthavnens hjørner. Snakkelarmen er dominerende. Luften er trykket. Typisk lufthavnsstress.

Jeg bevæger mig ud af velkomstgaten og ud til taxapladsen, hvor Aleksandr har sagt, at en bil vil hente mig.

Afhentningsmetoden viser sig at være overvældende. En kraftig sort bil holder parkeret ved første parket. Ruderne er tonede. Dynamo Moskvas logo, en fodbold med et stort blåt D ovenover sig, pryder enden af bilens forside. En ældre herre i slips, jakkesæt og hvide handsker byder mig velkommen på et nærmest uforståeligt engelsk, tager min kuffert og gestikulerer mig ind på bilens bagsæde.

Det stinker af overklasse. Jeg er igen fuldstændig mundlam.

--------

Jeg kan sætte ansigt på Aleksandr, da bilen ankommer til stadion og jeg træder ud på en stor parkeringsplads. Han er høj, slank af bygning, håret er nyklippet og han bærer et flot jakkesæt tilhørende blåt slips og på hans højre jakkeflip sidder Dynamo Moskvas logo. Selvfølgelig.

Sportschefen fører mig indenfor. Jeg mødes øjeblikkeligt af en enorm fodboldhistorie, som er billedet på væggene. Jeg nærstuderer. Store oplevelser, højdepunkter, legendariske spillere og pokaler. Det er imponerende.

Aleksandr fortæller undervejs. Han er inkarneret fan og tydeligvis stolt over at repræsentere klubben i denne funktion. Men klubben er i krise. Mesterskabet har ikke ”været hjemme”, som han formulerer det, i lang tid, for lang tid, og fansene tørster efter succes i ligaen og der næres et brændende ønske om igen at være repræsenteret i en europæisk turnering. Det er derfor, jeg er her.   

Som rundvisningen skrider frem, oplever jeg en overraskende sikkerhed i min endelige beslutning og en stigende dannelse af sympati for klubben. Jeg vil det her. Jeg vil hjælpe klubben til succes.

--------

Det er mig, der åbner slutsamtalen.

Aleksandr bliver glad for min beslutning. Han spørger, om jeg har noget imod at vente til den efterfølgende dag, hvor alle klubbens repræsentanter vil være til stede og hvor en kontrakt kan underskrives. ”Du kan jo overnatte på vores klubhotel.”

Klubhotel, tænker jeg. Det er næsten for godt til at være sandt. Men realismen kommer hurtigt op i mig igen. Det er jo der, de udenlandske spillere og eventuelt træneren opholder sig.

Jeg takker ja og afslutter en spændende dag på et vidunderligt hotel i, må det være, hjertet af Moskva.

--------

Om end jeg gerne vil, må jeg desværre ikke fortælle jer om det møde, der resulterer i , at jeg underskrive klubbens kontraktudspil og dermed bliver ny mand på trænerposten i Dynamo Moskva. Det er en bl.a. en del af klubbens mediepolitik, at sådanne ting holdes internt.

Jeg kan dog fortælle, at kontrakten, foruden en månedlig indkomst, indeholder egen bil, egen suite på klubhotellet samt diverse andre frynsegoder.

Generelt er klubben meget påpasselige med medierne, får jeg fortalt under mødet. Intet bliver overladt til tilfældighedernes onder, klubben har endda en kommunikationsrådgiver ansat, hvis eneste opgave er at guide spillere, trænere og ledere i mediestrategi og pressehåndtering, så ingen skandaler startes. Sådan er det.

--------

KØBENHAVN. Mit nye job i Dynamo Moskva indebærer, at jeg skal flytte fra Danmark til Rusland. Fra kultur til kultur. Fra det kendte til det ukendte. Men jeg er tryg ved situationen. Også selvom det er mit første udenlandske trænerjob.

Nyheden om mit russiske eventyr er blevet modtaget med storm herhjemme i Danmark. Allerede om morgenen kimer lokale medier mig ned med spørgsmål og større dagblade som BT og Ekstra Bladet ringer endda også i løbet af dagen for at lave et interview. TV2 News vælger også at fokusere på min kontrakt og det er Sportens hovedhistorie i et par timer.

Jeg selv tager det overraskende køligt og udstråler en selvtillid, som var jeg et andet menneske. Jeg kan flyve på skyerne.

Typisk udansk. Men jeg er ligeglad, for i de forhåbentligt næste mange år og fodboldsæsoner er jeg den danske russer i Moskva.

Ready to take off.

Hej Nicklas.

Tak for din respons, ros og spotning vedrørende Andriy Voronin, som, rigtig nok, ikke er landsholdstræner (endnu). Jeg har rettet det til landsholdsangriber.

Jeg har haft diverse andre blogs i løbet af mit cyberliv, omhandlende helt andre ting, ligesom jeg også har ytret mig på hjemmesider i helt andre baner. Dette er dog min første fodboldblog.

Mvh.
Agurk

jeg følger i hvert fald med!

Følger med rigtigt godt skrevet