Så var vi kommet igang igen efter en lang vinterferie. Jeg valgte ikke at drengene skulle spille nogle træningskampe før opstarten, for det første var det for at undgå
nogen form for skader, og for det andet fordi mange af gutterne har arbejdet hårdt i efteråret og simpelthen har fortjent en lang ferie, med koner og kærester.
I løbet af januar var der vidst specielt én nyhed som bare var større end de andre. Nemlig det nye samarbejde mellem Oxford og storklubben Arsenal. Det fyldte da også
en del sider i den lokale avis næste dag. Samarbejdet indeholder bl.a. at Arsenal kan udleje spillere til Oxford, uden vi skal betale nogen form for løn. Oxford har
ingen forpligtelser til at sende de lejede spillere i aktion, og Arsenal kan tilbagekalde de udlejede spillere når som helst. Vi vil også være vært for en årlig
venskabskamp hvor alle billetindtægter udelukkende går til Oxford. Dog har Arsenal ingen forpligtelser til at stille op med et førstehold. Vi vil også modtage et årligt
beløb på hele 512.000kr.

Vi er kommet videre til semi finalen i Conference Cuppen, efter en tæt kamp imod Forest Green. Vi skulle helt til anden halvleg før nettet begyndte at balfre.
Det var James Constable der kunne banke den ind direkte på frispark. Et solidt vristspark var hvad der skulle til før bolden sad oppe i hjørnet. Kanon.
Truppen fra Green fik dog udlignet efter 70 minutter. Det var Turley der var skyld i det mål efter et fælt målmandsdrop. Billy skulle op efter den på et hjørnespark
men tabte desværre bolden lige ned i fødderne på Andrew Mangan som kunne trille kuglen i kassen til 1-1. Vores redningsmand var igen Lewis Haldane. Han kunne stille og roligt
sætte panden på en bold fra Matt Day. Bolden kom svævende ind over Ryan Robinson i Forest målet, og så kunne Lewis bare sætte panden på, og sikre os en 2-1 sejr.

Næste kamp imod Altrincham blev en meget nervepirrende kamp. Vi lagde ellers godt med at få et straffespark, efter Guy blev fældet i udkanten af feltet. Men, til stor skuffelse
brændte James Constable. Han skød direkte på Altrincham målmanden, og der var stor skuffelse rundt omkring på stadion. Og det skulle da også blive endnu værre i første halvleg.
Nemlig i første halvlegs overtid blev Lewis Haldane nemlig skadet. Jeg tog mig til hovedet da drengene var på vej ned i omklædningsrummet. Jeg sagde til drengene at nu skulle
de fandme vågne op. Vi havde spillet serie 6 bold i første halvleg. Og nu med Haldanes skade kunne det næsten ikke blive værre. Der var gået 84 minutter da spillerne sagde
farvel til Gavin Harrison fra Altrincham. Han savede Barry Quinn ned bagfra, og så kan man næsten ikke få andet end rødt. Heldigvis var der ikke sket noget slemt med Barry, og
han fortsatte de sidste minutter af kampen. Bare 5 minutter efter fik James chancen for at gøre det hele godt igen. Vi fik nemlig straffespark i 89. minut, og der slog han til.
Sikkert placeret oppe i venstre hjørne, uden nogen chance for Stuart Coburn i Altrincham målet. Da røg jeg da også op af sæddet, og James kom styrtende ud imod mig.
Det var også en kamp vi skulle vinde, da Altrincham lå som nummer 20 i rækken.

Den 21. januar var vi taget ud for at møde Eastbourne Boro. Det blev en dejlig aftenkamp som vi kørte hjem stille og roligt. Et klasse hovedstøds mål af Chris Willmot sikrede os
en 0-1 førring ved halvleg. Jamie Guy forøgede i anden halvleg til 0-2, og vi kunne tage bussen hjem med højt humør.

Bare 3 dage efter gjaldt det den enorme kamp mod Premier League holdet. Nemlig West Bromwich Albions. Der var samlet 12219 mennesker på Kassam Stadium for at overvære denne
historiske kamp. Der blev da også sat rekord med hele 2.000.000 i billetindtægter. Dommer L. Mason fløjtede, og kampen var igang. Stemningen var i topform på stadion. Det var
en fantastisk eftermiddag. Men lydneavuet blev da sænket da WBA angriberen Nwankwo Kanu kunne skyde sit blot 2. sæsonmål ind. Jeg sagde til spillerne i omklædningsrummet, at
det ikke betød noget at vi manglede Lewis og Burnell. Vi havde stadig en stor chance for at slå dem. De er sku ikke større end de kan ligge ned. Det beviste James Constable
da også, da han blot 5 minutter inde i anden halvleg kunne placere bolden kanont uden om Scott Carson. Men, spanden med vand kom efter 79 minutter da James Morrison kunne
hugge til en bold der kom hoppende ud af feltet efter et hjørnespark, og han knaldede bolden ind bag Turley. Så råbte jeg til drengene at vi satsede alt nu, og det skulle da
også vise sig at lykkedes. For bare efter 3 minutter var James Constable igen på pletten efter et kanon udspark fra Turley. Så kom der stemning blandt tilskuerne. Jeg har aldrig
oplevet sådan et brøl her på Kassam Stadium. Nej hvor vi jublede, det var helt vildt. Jeg måtte dog lige minde gutterne om at der altså var små 10 minutter igen, og de skulle
holde hovedet koldt nu. Det lykkedes overraskende at få 2-2 mod storholdet fra West Bromwich. Nu kan vi se frem til en stor oplevelse på The Hawthorns. Jeg kan bare ikke
vente, og den følelse deler jeg med resten af drengene. Det bliver den helt store kamp i Oxfords historie.

Efter den store FA Cup kamp ventede en henholdsvis ude og hjemme kamp imod Cambridge. Første kamp var i ligaen, og 3 point her var meget vigtige for os, såvel som for Cambridge.
I mange kampe er vi kommet foran 1-0 inden de første 5 minutter, og det skulle da også gentage sig i denne kamp. Det var endnu engang den super angriber som var på lån fra
Shrewsbury. Nemlig James Constable. Med et solidt spark lige ude for feltet kunne han bringe os foran med 0-1. Men lige efter kunne man hører jublen fra den modsatte bænk.
Lee McEvilly satte nemlig et hovedstødsmål i kassen og udlignede til 1-1 som bare ikke var godt for os. Og som i så mange andre kampe har vi også scoret det vindende mål efter
80 minutters spil. Det gentagede sig også denne gang efter vores 188cm høje centrale forsvarsspiller, Chris Willmott steg til vejrs på et hjørnespark og headede bolden ind
i Cambridge målet. 3 point. Intet kunne være bedre for os imod Cambridge.

Hjemmekampen var en FA-pokal kamp, og der havde Cambridge ikke nær så mange chancer som i udekampen. James Constable kunne med sit 14. ligamål sikre os en vigtig 1-0 sejr.
Den højerbenet englænder har simpelthen spillet fantastisk, og med sine 26 mål i 38 kampe kan han kalde sig topscorer i Oxford pt.

Vi har kun 2 spillere ude med skade i øjeblikket. Den ene er førnævnte anføre Joe Burnell, som med en forvreden ankel er ude imellem 4 dage og 1 måned. Den anden spiller vi
har på skadelisten er 17 årige Declan Benjamin, som med et brækket ben kan se frem til 2 uger uden bold.

Endnu en måned er gået, og flere kampe er blevet spillet. Der er især én spiller som har skilt sig ud i denne måned, og det er den hurtige Yemi Odubade. Efter Jamie Guy har
stoppet målfesten for tiden, så har Yemi fået chancen. Nigerianeren har scoret 10 mål for os indtil videre. Bare i februar har han scoret 3 mål, hvilket er fantastisk
for os. Vi har haft en travl måned, med hele 8 kampe på skemaet.
Vi lagde ud med en meget nervepirrende Conference Ligacup semifinale imod Weymouth. Som i så mange andre kampe her på det sidste startede vi med at komme bagud først.
Det var Stuart Beavon som kunne bringe hjemmeholdet foran med 1-0 i første halvlegs overtid. Yemi blev smidt ind i halvlegen i stedet for Guy, og det skulle også vise
sig at være en klog beslutning. For i det 82. minut fik Yemi en friløber, og med Odubades hurtighed var det ingen sag at runde målmanden i Weymouth målet, og trille bolden
over stregen til vores fordel. 1-1, og vi holdte det resultat i den ordinære spilletid. Så gjaldt det forlænget spilletid. I første halvleg kørte bolden frem og tilbage
mellem holdene, og ingen turde rigtig prøve noget. I anden halvleg fik vi overtaget spillet, og til allersidst var det Matt Day, der med sit smukke indlæg kunne sende
en bold ind i hovedet på Constable, som gav os sejrsmålet. Så var i finalen, og nu gælder det Rushden.

Hvis man slog op på den 7. februar i min kalender, og garanteret også i alle Oxford fans kalendere, så ville man ikke se andet end tre kæmpe bogstaver, nemlig "WBA".
Det var simpelthen en kamp jeg havde ventet i spænding på. Returkampen imod West Bromwich Albions. Vi havde omkring 4500 tilhængere med, og det siger ikke så lidt om
hvor stor en kamp det her var. Men, til stor skuffelse blev det ikke en glædens dag i den gule lejr. Albions havde nemlig en nigerianer som skulle gøre dagen sur for os.
Nwankwo Kanu kunne enestående knalde bolden ind bag Turley, og bringe holdet fra Premier League foran 1-0. I anden halvleg skulle der ikke gå mere end 7 minutter før han
igen var på pletten. Denne gang brugte den 32 årige hovedet til at føre bolden ind bag Billy. Det så sort ud for os, og jeg ventede mig mit første nederlag som Oxford manager.
10 minutter efter Kanu lagde en dæmper på vores tilhængere, kunne Robert Koren slukke vores drømme med et flot frisparksmål. Efter kampen roste jeg drengene, og sagde det
virkelig var flot at vi var nået så langt, og det fantastisk at vi kunne spille lige op hjemme på Kassam Stadium med et Premier League hold.

Nu fik vi tid til at fokusere på ligaen. Vi havde 2 hjemmekampe ventende foran os. Første kamp tog vi imod Lewes. Der blev det til en rolig og kølig aftenkamp. Vi var stillet
op i en defensiv 4-4-2, bare for simpelthen at køre den her kamp kontrolleret hjem. Barry Quinn kunne med et flot langskud smække kampens eneste mål ind. Han fik da også
ros for det flotte skud efter kampen, som sikrede os 3 point.

Den anden hjemmekamp imod Barrow var kampen hvor Odubade kunne skyde to mål ind med 3 minutters mellemrum. Første mål faldt i 11. minut, hvor Yemi kunne skyde en retur bold
ind bag Barrow målmanden. 3 minutter efter viste Yemi hvor hurtig han var. Han tog turen fra midten af, satte 2 mand af, og udplacerede til sidst Tim Deasy i Barrow målet.
En utrolig angriber. Nigerianeren spillede hele 41 kampe sidste sæson, men scorede kun 10 mål. Det må man sandelig sige han har gjort bedre i 08/09. Vi sikrede os derefter
endnu engang 3 point, og vi fortsætter med at være de stolte indehavere af førstepladsen.

Det regnede, det var mørkt, og det var koldt. Kort sagt, en aften man ikke har lyst til at spille fodbold. Dette spejlede sig også i dagens resultat imod Kettering.
Yemi vidste ellers vejen imod sejr, da han i 23. minut kunne bringe os foran 0-2. Den vej fulgte Eddie Hutchinson op på og sparkede bolden i kassen til 0-2. Men det skulle
dog gå hen og blive dårligere i slutningen af anden halvleg. 7 minutter efter 0-2 målet kunne Nicky Eaden udligne til 1-2 for Kettering. Drenge lignede alt ialt bare nogle
der ville hjem og sove. Det kunne man se på tempoet og koncentrationen i slutningen af kampen. Der skulle heller ikke gå mere end 4 minutter før Gareth Seddon kunne sikre
Kettering en fortjent uafjort. Der var en kedelig tone i omklædningsrummet bagefter. Jeg sagde til drengene at de så måtte give den en skalde i næste kamp.

Den næste kamp mod Ebbsfleet hjemme, i en FA-Pokal kamp, fik mig til at tænke på kampen mod Bayern München i Champions League finalen. Hvilket comeback. Det var næsten
det samme der skete i denne kamp. Vi skulle helt til anden halvleg for at Jamie Guy åbnede ballet til 1-0 for os. Endelig en scoring fra Guy betød mere selvtillid for ham.
Anfører Joe Burnell kunne forøge til 2-0 med et opsamlingsskud efter et hjørnespark. Men, så kom det. Det umulige comeback. Den samme Ebbsfleet spiller kunne i henholdsvis
88. og 90. minut score til 2-1 og 2-2. Han sikrede Ebbsfleet en returkamp. Og det fik de så.

I denne returkamp gjorde vi så rent bord. Lewis Haldane headede læderkuglen i netmaskerne bare 11 minutter inde i kampen. 1 minut før halvleg var det igen Barry Quinn der viste
sin styrke i langskud, og gjorde det til 0-2. Med en defensiv taktik, og en Ebbsfleet udvisning i det 74. minut sikrede vi os en semi-finale plads imod Burton. Det blev
gutterne da også rost for.

I den sidste kamp i februar tog vi imod Torquay hjemme på Kassam. Jeg håber snart at det ritual med at modstanderne først skal score før vi vågner op snart stopper.
For endnu engang kunne vores modstandere bringe sig foran i starten af kampen. Denne gang var det Matt Green som med en friløber udplacerede Billy Turley.
Drengene fik en ordentlig omgang i pausen, og så gik det ellers godt. Vi fik fuldstændig vendt kampen på 5 minutter. Først kunne venstrebacken Chris Carruthers,
som ellers plejer at være i oplæggerens rolle, heade bolden i nettet til 1-1. Og som sagt, 5 minutter efter, fik James Constable en bold serveret på et sølvfad da bolden ramte
stolpen efter et forsøg fra Yemi. James kunne lige så stille og roligt trille bolden over linjen til 2-1. Der kunne man høre vi var på hjemmebane. Der var stemningen i top
de sidste 10 minutters tid. Drengene var glade, og Chris Carruthers kunne lune sig med en kårring som kampens spiller.

I marts venter hele 9 kampe, deriblandt Conference Ligacup Finale, og FA-Pokal semi-finale kampene.

Så gik marts også. Den har dog ikke været helt tilfredsstillende som de mange af de andre måneder som manager her i Oxford. Vi har tabt hele to gange i løbet af marts, hvilket
jeg ikke er glad for. Vi startede ellers godt, med at møde Rushden d. 3 marts. Det var i Conference Ligacup Finalen, som rent faktisk blev sendt i fjernsynet. Der var en spiller
som var umulig at undgå i den kamp. Det var vores egen James Constable, som nettede hele 4 gange i løbet af kampen. Bare ved halvleg var vi foran 4-1. Rushden's Michael Rankine
nåede dog at reducere til 4-3, men så kunne de heller ikke mere, og trofæet var vores. Det første trofæ i min tid som Oxford manager. Der blev skam heller ikke sparret på den
billige champagne efter kampen.

Efter fejringen af Conference trofæet ventede 3 liga kampe. Første kamp var vi på The New Lawn i Nailsworth for at møde Forest Green. Det var en vanskelig kamp for os.
Vi fik ikke rigtig spillet til at køre, men med nød og næppe fik vi hevet en 0-1 sejr hjem, med kun 10 mand på banen, efter Chris Willmott havde set rødt i det 66. minut.
Det var Lewis Haldane som var dukket op med hovedet, og havde stanget en bold i kassen efter et hjørnespark, med kun 10 minutter igen. Så blev der ellers arbejdet definsivt
det sidste stykke tid. Men den holdte heldigvis hjem.

Næste kamp var dog på hjemmebane. Det var Mansfield som var taget til Kassam Stadium denne regnfulde aften. Jeg tror at mange af tilskuerne havde ønsket at de var blevet
derhjemme, i stedet for at have smidt penge efter en billet, for at komme ind og se tegneseriebold. Det var godt nok ringe, det begge hold præsterede igennem hele kampen,
hvilket også afbillede sig i det 0-0 resultat vi stod tilbage med. Og det føltes da også som om at det var dømt til at gå rigtig galt i det 65. minut hvor vores anføre,
Joe Burnell blev skadet. Den eneste mand jeg kunne rose iblandt mine drenge var Billy Turley. Han havde stået en fin kamp, og havde holdt buret rent i samtlige 90 minutter.

Den slags fodbold som jeg havde fået at se i de sidste to kampe håbede jeg ikke jeg skulle se igen i aften. Men ak, jeg tog fejl. Drengene var lige kommet på banen imod
hjemmebane holdet York, da Richard Brodie, efter bare 41 sekunder kunne bringe York foran 1-0. Jeg kan love for at der blev råbt med store bogstaver ind til gutterne,
bare for at se om der overhovedet var lidt liv i dem. Vi skulle endda have hjælp fra Gregor Robertson, som ved hjælp af sit selvmål kunne bringe stillingen op på 1-1.
Desværre, bare 5 minutter efter blev vi igen smidt tilbage i vores våde sæder ude på banken, da York midtbanespilleren, Jamie Clark kunne knalde en bold ind bag Billy, via et
frispark. Så skulle der satses offensivt, og Jamie Guy fik da også stoppet sin scoringspause ved at placere læderkuglen ind bag York målmanden, 2 minutter før halvleg.
Så blev der ellers råbt i omklædningsrummet for at vække drengene. Men jeg kunne godt se at vi ikke kom nogen steder. Et flot opspil af York, sikrede dem 3-2 sejren.

Jeg håbede at drengene for en gangs skyld ville vise hvordan fodbold spilles, på udebane imod Burton, i FA Pokal semifinalen. Og det viste sig da også at drengene havde hørt
lidt efter hvad jeg havde sagt. En dejlig 0-2 sejr blev hevet i hus, med scoringer fra henholdsvis Chris Carruthers og Adam Murray.

Før returopgøret mod Burton skulle spilles, skulle vi lige møde en af bundpropperne i ligaen, nemlig Crawley. Det var endnu en udebane kamp, og det havde vi vist at vi ikke
var så gode til på det sidste. Men resultat mæssigt blev der ændret på det, og med en 1-0 sejr, tog vi alle 3 point med hjem til Oxford. Det var Jamie Guy som nettede for os
i den kamp.

Returopgøret mod Burton ventede nu, og jeg havde sagt til spillerne inden kampen, at de skulle gå derind, og sikre os den finale plads som vi havde kæmpet så hårdt for.
Finale pladsen var da også i syne efter bare 7 minutter. Det var Adam Murray som med et solidt vristspark kunne bringe os på 1-0. Den lynhurtige Yemi Odubade forøgede
til 2-0, efter en stikning fra Eddie Hutchinson. En defensiv taktik blev skruet sammen i halvlegen, og drengene holdte da også nullet hele vejen hjem. Endnu en finale plads
var sikret.

Med en skadet Keith Quinn fik Eddie Hutchinson lov til at starte inde imod Grays. Det var noget jeg sent skulle fortryde, da han kunne score sit andet ligamål i denne sæson.
Med en placeret inderside kom han lidt tættere på at få et fast navn på holdkortet. Phil Trainer vidste også et eksempel på sin fine sparketeknik, da han bankede til bolden,
som derefter fløj op i nettaget som en raket nytårsaften. En 2-0 sejr, og endnu 3 point, som lunede rigtig godt i denne tid, hvor alle point gælder.

Vi sluttede dog marts måned af med endnu et nederlag. Denne gang var det igen på udebane, imod midterholdet Stevenage. En bold som blev headed på overliggeren, og derefter
faldt ned i ryggen på Billy Turley, var skyld i at vi ikke skulle have nogle point med hjem fra Broadhall Way.

Der er dog sket en positiv ting. Det er, at vi er har sikret os en plads i playoff kampene. Vi har endda spillet en kamp mindre end mange af de andre tophold, og vi ligger
med 6 point ned til de nærmeste forfølgere fra York. Jeg håber inderligt på at vi kan sikre os den førsteplads. Alt andet vil jeg blive skuffet over, efter den indsats
som vi har vist i løbet af sæsonen.