Print Side - 37|The Scandal Man & His Troops

[img ]http://img69.imageshack.us/img69/2663/topbanner2v2.jpg[/img]

Forord:

Hej alle derude.
Med denne blog og min anden blog "Warrior From The Valley" ønsker jeg ikke at skrive det mest originale nogensinde skrevet, selvom det selvfølgeligt ikke er skrevet efter nogen andre blogs vil jeg ikke love, at den ikke kan minde om andre blogs.

Jeg ønsker at skrive to blogs, en fiktiv fortælling om to mænd, en far og en søn, der hader hinanden. Deres situation eller enhver anden situation i mine blogs har ingen relation til mit eget liv, alligevel føles det som en form for terapi for mig når jeg skriver dystre historier. Min egen personlige depression (ikke at det er relevant for jer) påvirker meget mine blogs, og derfor vil denne blog, måske virke meget som mine to sidste blogs, der også var præget af meget dramatik. Jeg vil prøve at undgå dette ved at lave to sider af historien, en side, der følger sønnen, der er en mere glad person, og en anden side, der følger den depressive far. Ligesom med de øvrige af mine blogs vil der ikke være lige så meget FM i bloggen som i så mange andre blogs. Der vil dog komme tabeller og lign. når jeg finder det passende eller der bliver bedt om dem. Der vil også komme ss af spillere en gang i mellem, men ellers så er selve måden jeg skriver historien på formet af FM og resultaterne jeg får og det er det, der retfærdiggører at jeg kan kalde det en FM blog. Det er, efter min mening, ikke nødvendigt at læse begge blogs for at kunne følge med, men man vil få et bedre indblik hvis man følger med i begge, og beklager på forhånd, hvis det skulle kunne virke forvirrende for jer læsere.

Jeg finder selv den depressive tilgang til historier mere fangende, da den for mig virker mere nær, mere realistisk og spændende. Det håber jeg også den vil gøre for jer. Denne blog vil følge den depressive far og manager, Aldrick Wilkinson. Jeg har ikke mere at sige end, velkommen til.

[img ]http://img69.imageshack.us/img69/2663/topbanner2v2.jpg[/img]

1| The Man In The Dark

Mørket faldt over kontoret, den sidste sjat bourbon blev slugt, idet frakken blev lukket. Døren til kontoret blev låst. Lyden af de fine sko, der nu begav sig ud på den tomme parkeringsplads gav genlyd. Den kolde luft, den mørke aften. Det kolde sind. Det mørke sind. Førersædet blev indtaget, bilnøglen drejet. Motoren gav en forkølet lyd, hvorefter den roligt startede. Radioen blev slukket, stilheden var intakt igen.

Motoren blev slukket, nøglen trukket ud. Trappetrinene blev betrådt af de lædersvøbte italienske sko. Døren blev lukket, kulden holdt udenfor. Varmen bredte sig i hans blod, frakken blev hængt på plads. Huset var mørkt, konen ude af huset. Han fandt en rødvin frem og tog et glas med. Vinen blev hældt i glasset, der blev tømt i en tår og fyldt op på ny.

Han fandt en pose frem, en gave fra hans nye direktør. En cigaræske med West Ham logo og en zippo lighter, lige såvel med West Ham logo blev taget op af posen. I cigar æsken lå der én cigar, den blev groft klippet til med hans egen cigarklipper. Zippo lighteren blev åbnet, gløden fra lighteren tændte cigaren, det første sug blev taget. Han sank roligt i sædet og lukkede sine øjne. Gentagende gange blev der suget i cigaren, glasset stod på bordet ved siden af flasken og et afrevet billede, et billede af hans kone og ham, den anden halvdel, den person som konen holdte i sin hånd, var revet af. Han tog et sidste sug og slukkede cigaren.

[img ]http://img69.imageshack.us/img69/2663/topbanner2v2.jpg[/img]

2| Dark Matter

Konen skubbede ham ud af sengen, mumlede nogle ord og gik ud i køkkenet. Han satte sig op, tog en slurk af den halvlunkne kaffe. Han tog kåbe og tøfler på og trak sig ind på sit kontor. Overalt på væggene hang der avisudklip, overskrifterne varierede, men på en af de største stod der: "Aldrick Wilkinson strikes again, this time he hit both his chairman and two players!" Med småt stod der: "Will the madness and chaos in his life never stop?" Han satte sig og læste avisen, sprang alt om politik, indland- udland og alt andet pjat over og gik direkte til sporten. "West Ham with bold decision: Signing A. Wilkinson as manager, will they regret it?" Den første overskrift sprang ud i hans øjne, han fnyste af den og læste videre. Fem sider senere lagde han endnu en gang mærke til noget. "Charlton player Miles Wilkinson: No more than two season till retirement."

Han knyttede næven, rullede avisen sammen og prøvede derefter at hive den fra hinanden. Det kunne han dog ikke, og han bad derfor sin kone om at komme med den store saks. Derefter blev den klippet i stykker og stumper. Han begyndte at bande, råbte højlydt og trampede i gulvet. Til sidst var der en bid tekst der lå tilbage på bordet. "…Aldrick, who has suffered for so many scandals, fighting, spitting, accused of multiple thing as well, robbery, carjack, corruption and the list goes on. He is a" Han fik øje på den lille bid tekst, spyttede kraftigt på den råbte yderligere og kastede den på gulvet. Han begyndte at rive avisudklippene ned fra væggen. Han var rød i hovedet og blodåren omkring tindingen blev tydeligere og tydeligere som han forsatte.

Konen sad i gangen, hænderne om hovedet, tårerne nede af kinden. Råbene fra kontoret forsatte.

[img ]http://img69.imageshack.us/img69/2663/topbanner2v2.jpg[/img]

3| Walk Away

Aldrick slog på mikrofonen. Han forstod sig ikke på elektronik og var ligeglad med, hvad kameramændene sagde til ham. Han gad ikke pressemøder, og havde ikke tænkt sig at deltage til mange flere. Han ventede utålmodigt på at blive spurgt, han ville gerne bare hjem inden det begyndte at regne. Han ville heller ikke have, at de fik færden af hans whiskey prægede ånde. Endelig kom det første spørgsmål.

"Is it really a dream coming true for you to become a manager for West Ham?" Der lød et irriteret suk fra Aldrick, et suk kun englændere kan lave, det kom helt nede fra mellemgulvet. "I've been a manager for many years now, and I'm going to be honest here, it has NEVER been a dream none of it has, it's more like some hideous nightmare. You just never wake up from it. I'm only in this business for the money, if I was loaded with money, you hadn't been talking with me now. That would have been pleasant."

Journalisterne kiggede måbende rundt på hinanden, så grinte den ene journalist og udbrød. "You're kidding, right?" Aldrick kiggede hårdt på ham. "I don't want to stay here any longer, so, it's been…interesting talking to you guys. Goodbye." Da han havde forladt studiet begyndte de at svine ham til. Det gjorde ham dog ikke det store, det var han van til, han ventede bare på at læse avisen den næste morgen. Det kunne kun blive værre.

[img ]http://img69.imageshack.us/img69/2663/topbanner2v2.jpg[/img]

4|Distant Mind

Han stod ved sidelinjen og kiggede på spillerne. De løb og grinte. Boldene blev skudt rundt imellem dem, og en gang i mellem fyret mod mål. Vandflasken blev taget frem. Han afskyede smagen af almindeligt vand. En ændring var nødvendig, han havde intet andet valg. For at få styr på sit liv var det nødvendigt. En af spillerne løb over til ham. Han smilte og spurgte ham om han var på vandvognen, derefter kom der et grin. Aldrick smilte og nikkede tilbage. Spilleren løb tilbage til de andre spillere, men stoppede halvvejs. Han tog en bold og trillede den hen til Aldrick. Han kiggede på den, den trillede lige hen til hans højre fod. Han lavede en lille finte og trak den over til sit venstre ben. Bolden blev derefter sendt på tur mod krydset. Spillerne begyndte at juble.

Han gik roligt ind mod stadionet, ind mod sit kontor. Han gik langsomt, og blev indhentet af den samme spiller, som trillede bolden. Han udtrykte en glæde ved skuddet. En glæde Aldrick kunne genkende fra sine unge dage. En følelse, der var fjern var hans sind. Han smilte til spilleren og sendte ham tilbage med information om resten af træningen. Derefter forsatte han sin gang mod kontoret. Han kom forbi klubshoppen. Han kiggede kort ind på hylderne, et halstørklæde fangede straks hans blik. Han gik ind af døren og hen mod det. Ekspedienten sagde venligt, at han blot kunne tage det på og gå ud, hvis han ville have det. Han nikkede, tog det om halsen og gik ud af døren igen. Ekspedienten løb ud og kaldte på ham, han havde en pose med klistermærker, Aldrick tog imod smilte og gik videre.

Han trådte ind på kontoret, en varme mødt hans fod. Det blev efterfulgt af en varme der spredte sig fra fingerspidserne til resten af kroppen. Han tog en dyb indånding og satte sig på kontorstolen og smilte bredt. Posen blev taget op af posen, han havde fået en idé til hvordan han kunne gennemgå holdet for sig selv, og vise sin assistent det bagefter. Han smågrinte.

[img ]http://img69.imageshack.us/img69/2663/topbanner2v2.jpg[/img]

5|The Cap

Han tog posen med West Ham klistermærker frem, tog derefter en gammel kastet og satte klistermærkerne på hele vejen rundt, skrev en autograf med hvid sprittusch på den sorte kasketskærm, og lagde den på skrivebordet. Den blev senere hængt op på væggen. Den samme sprittusch blev brugt efter han havde fundet et sort stykke karton frem, hvor det kom fra ved ingen. Han lod tuschen stryge hen ad det mørke karton og den hvide streg fulgte spidsen. Han tog en slurk af flasken på bordet, mærkaten var halvt afrevet. Smagen var bitter og den brændte i ganen på ham, alligevel blev endnu en slurk bællet. Derefter blev der skrevet.

Han beskrev Robert Green, målmanden, som en sikker sidste skanse, langt den bedste i ligaen og en målmand, der sagtens kunne klare sig i Premier League, når den forventede oprykning skete. Han mente også, at forsvaret kunne klare det store skifte til PL. Championship ville ikke være nogen udfordring for hans mænd, det var han sikker på. Venstreback var måske ikke ligeså godt besat som de andre pladser, men det var kun en mindre bekymring.

Midtbanen havde han mindst ligeså stor tryghed til. Nogle unge spillere krydret med erfarne styrker, der kunne bære de sultne unge spillere igennem hårde perioder. Aldrick havde forventninger om at styre kampenes slag gennem midten og være i besiddelse af bolden det meste af kampene. Han gik videre til angriberne. Han skrev blot et navn til at starte med, Carlton Cole. En angriber, han forventede ville bære holdet igennem ligaen. De andre angribere skulle supplere ham, men Cole var deres stjerne.

[img ]http://img69.imageshack.us/img69/2663/topbanner2v2.jpg[/img]

6|Starting Slow

Aldrick gik ned i omklædningsrummet, han droppede pressemødet, som han havde gjort det så mange gange før. Det var måske også bedre end, at han svinede alt og alle til. Så hellere bare undgå de møder, assistenten skulle nok sørge for det, ellers skulle han måske fyres. Aldrick lagde hårdt ud da han talte til sine spillere op til kampen mod Cardiff. Han krævede en sejr, og gerne en sejr med mere end to mål. Spillerne var enige med ham, selvfølgelig. Det var dog ikke så nemt for dem da kampen gik i gang.

Det var i hvert fald ikke nemt at score. Det var til gengæld meget nemt for begge hold at få røde kort, inden første halvleg sluttede havde dommeren fået æren af at vise det røde kort til Jack Collison i sidste minut af ordinær spilletid, og i tre minutters overtid til en Cardiff spiller. I starten af anden halvleg headede Carew en bold på overlæggeren hvorefter Nolan sparkede bolden på stolpen, bolden røg igen ud til Carew, det lignede et mål, men en forsvarer nåede den lige på stregen. Kort efter, på Cardiffs blot fjerde afslutning scorede de. Aldrick blev rasende hoppede op og ned på linjen mens han skrev nej på sin lille blok "NO NO NO NO!!!". Han tog en vandflaske og kastede efter en modspiller, det modtog han prompte en advarsel af dommeren for. Da dommeren vendte sig væk igen kastede han sin kuglepen og blokken i baghovedet på dommeren. Dommeren sukkede og tog en længere snak med Aldrick, der ufatteligt nok ikke blev smidt ud.

Da kampen var slut kunne han se på kampstatistikken, at de havde fire gange så mange afslutninger som deres modstander, alligevel tabte de. Han følte de havde haft fint styr på det hele, men noget manglede alligevel. Den åbne whiskey blev løftet, en tår over tørsten slugt. Han lagde sig ind på sofaen i stuen og sov.

[img ]http://img69.imageshack.us/img69/2663/topbanner2v2.jpg[/img]

7|Deals Closed

"Is this what we do..are you completely sure?"
Aldrick nikkede blot. Han rejste sig, afviste håndtrykket og gik ud af døren, som blev efterladt på vidt gab. Han opførte sig som en ung rebel, og var 65 år gammel. Mødet med sportsdirektøren var endt med tre navne, navne på fodboldspillere, der skulle hentes til klubben.

Den første var Ryo Miyaichi fra Arsenal. Aldrick var ikke decideret dum, og vidste derfor godt, at de ikke ville kunne købe ham. En lejeaftale var derimod en helt anden sag. Lejeforespørgslen blev uden videre accepteret og Ryo var på vej til West Ham. En farlig kant med et blik for udfordringer og medspillere, Aldrick var ikke utilfreds med denne handel.

Så kom den anden spiller, Sean Davis fra Bolton. En spiller, der måske ikke passede helt ind i hans almindelige 4-4-2 system, men en spiller, som sagtens kunne blive vigtig når der skulle beskyttes føringer, eller andre defensive pligter. Der måtte betales 1.8 millioner kroner for lejen, men det var ikke noget der rørte pengepungen det store.

Den næste handel var lidt en sidste sekunds handel fra Aldrick og sportsdirektøren. Navnet Esteban Paredes sagde ikke folk det store, men Jimmy Hampson, deres ledende scout, fandt ham interessant. Aldrick ville ikke købe ham i starten, han gik efter endnu en lejeaftale, gerne med Sturridge, Lukaku eller Welbeck. De afviste dog alle, klubberne sagde ja, men spillerne var ikke tilfredse med at skulle spille Championship bold, stjernenykkerne var for kraftige. Selvom angrebspositionen nok var en af de sidste kæder, der skulle forstærkes på et hold, der ikke behøvede de store forstærkelser, så blev Paredes alligevel hentet for den nette sum af 13 millioner kroner. Skader op til vinduets lukning havde presset på. Den 31 årige spiller, som virkede skarp under prøvetræningen kunne måske få det hele til at køre sammen med Carlton Cole. Aldrick havde store forventninger.

[img ]http://img69.imageshack.us/img69/2663/topbanner2v2.jpg[/img]

8|5th Place

De efterfølgende tre kampe vandt de i overbevisende stil med henholdsvis 2-0, 4-0 og 3-1, Carlton Cole med 4 mål. De havde overbevisende styret spillet og leget rundt med modstanderne. Aldrick virkede hverken glad eller sur. Deres spillestil var meget ligetil, en standard 4-4-2, hvor Cole og Carew udgjorde fronten. Sammen havde de scoret 7 af holdets første 9 mål. Der gik dog noget helt galt da de mødte Nottingham Forest. De kom bagud efter 9 minutter, og var under stort pres resten af halvlegen dog uden flere mål. Aldrick var aggressiv og skubbede en af spillerne. Spilleren ramte ind i en væg og væltede ud i badet og gled på det våde gulv.

Aldrick hamrede sin hånd ind i væggen og råbte hidsigt af de andre spillere. En vrede kom frem i deres øjne. Han beordrede dem at bruge denne vrede mod modstanderen og derved vende kampen. Joey O'Brien gjorde netop dette da anden halvleg begyndte. Han kastede sig ned i en tackling, en grim en af slagsen. Både O'Brien og modstanderen blev båret væk fra banen. Den blodige bandage på O'Brien viste det hele. Den aggressivitet de kom ud med blev dog ikke til nogen positiv ændring. Der blev scoret yderligere to mål på dem, og den endte 3-0 til Nottm Forest. Man fik dog lidt revanche da West Ham mødte Portsmouth og vandt 3-2.

Ligastilling (http://img585.imageshack.us/img585/3291/westhamliga1.png)

[img ]http://img69.imageshack.us/img69/2663/topbanner2v2.jpg[/img]

9|Chaos

Han løftede kassen, kanterne sprækkede og kassen gik fra hinanden. Regnen fik den til at smuldre væk ud i ingenting. Flaskerne væltede ud på jorden og glasskårene glitrede ud over jorden. Desperat kastede han sig ned og prøvede at få slikket noget af sprutten op, men alt han fik var et snitsår af glasset. Konen græd i køkkenet, huset lå eller tomt. Mørket lå over huset, mørket, der ligeledes altid havde fulgt ham, et mørke han aldrig havde kunne slippe fra. Fulgte ham overalt, ødelagde hans liv. West Ham var en succes, men det kostede ham sit ægteskab.

Hun ville ham ikke mere, sønnen boede ikke hjemme mere, der var ikke nogen grunde til at blive sammen mere, hun kunne ikke, hun ville ikke. Han ville gerne, men kunne ikke. Han kunne ikke klare at se hendes tårefyldte ansigt hver morgen efter endnu en nat på sofaen. Han gik ind på kontoret, en klump samlede sig i halsen, en følelse han ikke havde haft længe, han kunne slet ikke genkende følelsen. Den var så fjern, så fjerne fra det træmands ydre han udstrålede. Han havde altid virket som en usårlig mand. Manden, der blev stående gennem alt, klarede alt og kom videre.

Han tog sine pokaler og medaljer, smed dem ned i en kuffert. Låsen blev lukket. En tåre ramte ned på det støvede stof, der omsluttede kufferten. Blikket for rundt, han ville ikke tro på, at det var hans egen tåre. Han gik ind i soveværelset. Gik hen til et af natbordene, kiggede på et billede af dem, de var nygifte, livet var, for så vidt, godt. Han kunne mærke klumpen vokse, klumpen stoppede snart han vejrtrækning, hvis han ikke snart gav efter.

Konen blev stille, hun gik forsigtigt ud i gangen, lommetørklædet tørrede hendes grædende øjne og løbende næse. Han tog ud efter billedet, hånden ramte rammen, en brøl kom fra ham. Han havde givet efter, tårerne begyndte at løbe ned af kinderne, det var ikke til at stoppe. Han prøvede at sætte sig på sengekanten, men fejlbedømte afstanden og væltede ned på jorden, på vejen ned ramte han billede. For en gangs skyld havde han heldet med sig, det faldt lige ned i skødet på ham, og tog ikke mere end én lille skramme.

Hun gik stille frem til ham, han var drivvåd af regnen fra udenfor og såret blødte stadigvæk. Hun tørrede hans sår og lagde et varmt tæppe over ham. Hun kyssede ham på kinden og forlod værelset.

[img ]http://img69.imageshack.us/img69/2663/topbanner2v2.jpg[/img]

10|Cold

Foden trådte ind ad døren, der blev mødt af en kulde. Blikket faldt ned på det mørke trægulv, som ved hvert skridt gav lyd, og en kulde bredtes inde i skoen. En kulde, der ikke ville forsvinde. Frakken knappet op og smidt hen over en stoleryg. En sørgmodig mine kom frem, samtidig med den bitre smag på tungen kom tilbage. Han bevægede sig videre ind i lejligheden. Rummene var tomme som hans hjerte. Som hans sind. Han gik hen mod køleskabet. Fandt en øl frem. Dåsen blev åbnet. Den bruste hidsigt over, som forventet.

Den første tår smagte forfærdeligt af skummet, der var brust til toppen af dåsen. Han støttede sig op ad køleskabet. Kiggede på vinduet, med regnen løbende ned ad ruden. Dråbe efter dråbe. Før han vidste af det var der tårer ned ad hans kind. Dråbe efter dråbe. En tår mere blev taget, smagen var bedre, men alverdens øl kunne ikke dulme denne smerte, kunne ikke fjerne kulden. Han skubbede sig væk fra køleskabet. Vandrede roligt ind mod soveværelset. Enkeltsengen havde blot en pude og et lagen. Han lagde sig under lagenet, men kunne stadig ikke få varmen. Et lettere tryk dannede sig om det venstre bryst. Han tog et pilleglas frem. To piller blev hældt ned i hånden, som begge blev lagt på tungen. Øllen blev bundet i én tår, og derefter kastet væk. Øjnene stirrede stift på loftets afskallede hvide farve. Et stykke af farven faldt ned og ramte ham på panden, som en fugleklat på skulderen. Han vendte sig og sov.

[img ]http://img69.imageshack.us/img69/2663/topbanner2v2.jpg[/img]

11|Past The Edge of Depression

Han kravlede ud af sengen, benene rystede under ham. Køleskabet var tomt, det samme var alle hans flasker også. Han satte sig i hjørnet af køkkenet, begyndte at ryste. Han kunne ikke kontrollere sig selv, hænderne omfavnede hovedet og rev fat i håret. Han var desperat, men kunne ikke se noget lys for enden af nogen tunnel. Han tænkte på hende hvert øjeblik der gik. Han tog pilleglasset frem og tog tre piller. Der var ingen virkning, der kom blot på ny en snurren i brystet. Værelset blev mørkt for ham, han faldt mod jorden. Et hult bump lød da han ramte gulvet med kæben. Han lå og stirrede ud af vinduet mens han lå der, ubevægelig og hjælpeløs. Solen gik ned og månen kom frem, han lå der stadig.

Der var ingen der kom for at hjælpe ham op, ingen kone til at redde ham fra hans problemer. Han begyndte at trække sig ud imod køkkenet, på vejen ud til køkkenet hang der et telefonnummer til en af spillerne holdet. Spilleren havde bedt Aldrick om at ringe, hvis der var noget han skulle have hjælp med. Det var præcis, hvad han havde brug for lige nu. Han rykkede tilbage i det selvsamme hjørne han startede med at sidde i. Han kiggede op på sedlen endnu en gang, og så hen på mobilen, der lå fem skridt væk fra sedlen. Han ville aldrig kunne nå det.

[img ]http://img69.imageshack.us/img69/2663/topbanner2v2.jpg[/img]

12|Crawl Closer

Han begyndte med sine krampagtige træk at hive sig hen mod sedlen. Han rykkede sin ryg opad den flade vægs overflade og kom op at stå. Han greb fat i sedlen og gik langsomt hen imod mobilen, han var målrettet og følte sig friskere, hvilket han måtte udnytte så længe det nu varede. Han havde fået fat i mobilen og lagde sig tilbage i sengen. Han indkodede nummeret i mobilen og lagde sig til at sove. Han ringede ved en fejl op til nummeret, men han så det ikke før han faldt i søvn.

Han vågnede og følte en nyfunden friskhed, en ungdommens rus flød i hans årer. Han hoppede i tøjet og løb sig en tur. Hele tiden pressede han sig lidt mere og lidt mere. Solen skinnede klart fra himlen og sveden dryppede fra hans pande. Han mærkede en mindre glød fra sin venstre skulder, som om den blev holdt om. Koldt vand begyndte at løbe ned af panden. Synet sløredes og hans ben stoppede.

Der lå han og kiggede på spilleren han havde ringet til, han havde ringet efter en ambulance og havde hældt koldt vand på Aldrick. Han holdt også Aldrick fast om skulderen så han ikke kunne rive sig fri og skade sig selv. Han blev lagt op på båren og sendt ind i ambulancen, hvorefter han røg på intensiv.

[img ]http://img69.imageshack.us/img69/2663/topbanner2v2.jpg[/img]

13|The Awakening

Han åbnede langsomt øjnene, et sløret gult lokale mødte ham. Han blinkede flere gange og kiggede rundt om sig, hans sovende søn lå i stolen ved siden af ham. Han fik straks en klump i halsen, han blev svimmel og lagde hovedet på puden igen. Han begyndte at tænke på, hvad han skulle sige til sin søn når sønnen vågnede, hvordan skulle han sige undskyld, skulle han overhovedet sige undskyld.

Efter længere tids tænkning slog det ham. Hvad med West Ham. Han vidste der snart var kamp igen. En panik bredte sig i hans sind, han ville ikke være væk fra en kamp, han ville være der for sine spillere. Han løftede hovedet fra puden igen, kiggede rundt og så en avis. Han greb fat i den og begyndte at læse. Bandagen på hans hoved var rød og han havde små plastik rør stikkende ud af armene med forskellige væsker, der blev tilført rørene. Han var nået til sporten, han var end ikke nævnt. Der var kun en lille tabel af ligaen, en tabel han ikke ville, ikke turde tro på.

Tabellen viste, at der var spillet 13 kampe, dermed havde Aldrick ligget i hospitals sengen i godt og vel 3 måneder, og udover ligakampene var der også ligacup kampen mod Liverpool. Han blev trist og lagde sig tilbage i sengen, vendte sig væk fra sønnen og sov videre.

Ligastilling (http://img600.imageshack.us/img600/3227/westhamliga2.png)

[img ]http://img69.imageshack.us/img69/2663/topbanner2v2.jpg[/img]

14|Catching Up

Aldrick åbnede døren, trådte ind på sit lille kontor og indåndede den indelukkede luft fra rummet. Han var endelig blevet udskrevet og havde en hel del arbejde foran sig. Først og fremmest skulle han se alle de syv kampe han var gået glip af fra ligaen og der var også en ligacup kamp mod Liverpool, der skulle analyseres. Han fik hjælp af assistenten, som også havde stået for kampene. Aldrick fik først en liste af resultaterne fra kampene, han begyndte at smile da han skimmede resultaterne igennem. Især ét specifikt resultat gjorde ham glad.

Han begyndte at se kampene igennem og noterede grundigt i sin blok imens de diskuterede på højre og venstre om hver eneste situation. Første kamp endte med en solid 2-0 sejr over Milwall. Ærkerivalerne blev sparket ud af deres egen hjemmebane. Den næste kamp var imod Liverpool. Begge hold stilte i stærkeste opstilling og det så sort ud for West Ham da Craig Bellamy rev James Tomkins omkuld og scorede tidligt i kampen. Derefter stod der dog kun West Ham på kampen og Reina måtte flere gange lave store redninger. Men Ryo Miyaichi kunne dog godt passere den stærke keeper og gjorde det således til 1-1 kort inden pausen. West Ham forsatte, hvor de slap fra. Trods et konstant pres var det først syv minutter før kampen sluttede at Esteban Paredes kunne score sejrsmålet.

De forsatte deres stærke spil i den efterfølgende kamp mod Peterborough, som forlod The Boleyn Ground med et 0-2 nederlag i bagagen. Ipswich satte dog en stopper for West Hams sejrsstime da de kunne tage ét point med sig fra West Hams stærke hjemmebane. Det blev der så rettet op på i den næste kamp, hvor West Ham vandt 3-0 over Crystal Palace. Blackpool blev derefter besejret med 2-1. Det skulle dog blive Southampton, der stoppede deres ubesejrede stime. De scorede på deres eneste chance indenfor målrammen og vandt 1-0 mod et uskarpt, men kontrollerende West Ham hold. Endnu en gang kom der en kraftig reaktion fra spillerne, der revancherede sig med endnu en 3-0 sejr som Brighton denne gang blev offer for.

[img ]http://img69.imageshack.us/img69/2663/topbanner2v2.jpg[/img]

15|Red Label & Crossminded

Han stod i det lokale supermarked, blikket skiftede fra flaske til flaske; James Cook, Southern Comfort, Sir Edwards, Mangoustans, St. James…til sidst fandt han den flaske han ville have. Red Label. Han greb efter flasken og i samme sekund han greb fat om flaskehalsen hørte han en mumlen og en vind løb ned af ryggen på ham. Hårene rejste sig efterfølgende og han tabte flasken. "Idiot!" lød det igennem gangen han stod i. Han kiggede skræmt rundt, men der stod ingen. Der kom blot en svagt underernæret medarbejder gående hen til ham. Aldrick afviste straks, at han havde haft noget at gøre med flasken. Han rystede på hovedet og sagde "Utroligt I ikke kan holde jeres butik ren! Tænk engang hvis jeg var faldet…" Han greb fat om en ny flaske og gik videre. Han kom hen til kassen, han følte sig overvåget. Sved begyndte at løbe under armene, øjnene vibrerede og han kunne ikke holde fokus.

Da han skulle betale for flasken begyndte han højlydt at diskutere med sig selv om han skulle købe den flaske Johnny Walker whisky. Han blev aggressiv overfor kassedamen og råbte hende i hovedet "Hvorfor fanden blander du dig i om jeg skal købe flasken eller ej!" Hun kiggede forundret på ham og forstod intet. Han kastede 200 kr. over til hende og løb. Han kom udenfor, han åbnede flasken. Den kraftige duft af whiskyen steg op mod hans næse. En kraftig slurk blev taget, væsken løb ned af halsen og nærmest bedøvede halsen. Han slappede af og fandt en bænk i nærheden og satte sig. Der sad han det meste af aftenen og drak sin Red Label. Aldrick og sin kære gamle ven Johnny Walker, der sad sammen på bænken og nød en god gammel Red Label.

[img ]http://img69.imageshack.us/img69/2663/topbanner2v2.jpg[/img]

16|A'nutter Sip

Aldrick sad med flasken ved kanten af munden, hældte en smule whisky på læberne og nappede til det. Han vendte sig mod herren ved siden af sig. "Well, Walker, a'nutter sip?" Lød det fra Aldrick. Walker tog imod og tog en stor slurk. Aldrick tog flasken tilbage og tog nu selv en kraftig tår, han begyndte at gå og kiggede mod bænken for at sige farvel til manden, men der var ingen, der var helt øde. Han undrede sig, men forsatte med at gå. Han bankede på døren og ventede længe, der kom ikke nogen ud til døren, men han blev stående. Først efter at have banket yderligere tre omgange og råbt og skreget blev der tændt lys i gangen. Walker stod igen ved siden af Aldrick da hun åbnede døren. Hun kiggede mærkeligt på ham, vrissede af ham og bad ham om at skride.

Han forklarede hende, at han blot ville finde et sted til Walker, hvor han kunne sove. Hun spurgte ham om han selv synes han var sjov. Aldrick fangede ikke sarkasmen og sagde smågrinende, at han da godt kunne fortælle nogle sjove jokes. Han begyndte, men blev hurtigt stoppet af hende, hvorefter hun spurgte ham, hvad fanden han lavede der. Han mumlede noget om hans gode ven Johnny Walker. Hun så flasken i hånden på ham. Red Label, hviskede hun til sig selv og rystede på hovedet. "Jeg troede du var ovre det pis du drikker der! Står du nu ved siden af din kære gamle ven Hr. Walker?!" Aldrick smilte selvtilfredst tilbage, hvorefter døren blev smækket i hovedet på Aldrick. Han bankede på igen, der blev ikke åbnet man hørte blot stemmen fra kvinden, der råbte. "Nu skrider du! Ellers så ringer jeg efter politiet og så er jeg ligeglad, hvad de gør ved dig, bare du lader mig være i fred!"

Bedrøvet vendte han flasken hjemad og drak videre med sin kære ven, Walker. Johnny Walker. Label, Red Label...

[img ]http://img69.imageshack.us/img69/2663/topbanner2v2.jpg[/img]

17|Bam-Ba-Lam

Aldrick og Johnny gav den gas på vejen hjemad. Skraldespande blev væltet, piger blev der piftet efter og dåser blev losset til. De løb som var de unge, faktisk var de igennem Aldricks øjne 18 år igen og var rebelske lømler. De ville lave oprør mod systemet. De fandt et flag frem og skrev "Freedom to All!" på det rød flag med sort skrift og løb videre igennem den lille by. De råbte og larmede, skreg og rumsterede. Alarmerne på bilerne blev sat i gang og de grinte højlydt.

Det hele gik også meget fint for dem, bag dem var der skrald over alt, lys og larm fra bilerne, vrede beboere, der råbte "umodne skarn!", men Aldrick var ligeglad. De løb videre og kom hen imod en gruppe, der lignede en form for rockergruppe. Aldrick og Johnny følte sig uovervindelige og gik mod gruppen. "Hvaa' skal I ha' én på lampen eller hva'?!" lød det fra Aldrick, rockerne begyndte at grine. Aldrick kunne ikke se det sjove og løb mod det største brød af dem alle og langede ham en, med det samme slaget ramte forsvandt Johnny ud i den blå luft, og Aldricks hånd var solidt plantet ind i en mur. Den blødte kraftigt, så han hældte lidt Red Label udover den og sagde "Red Label, huh, call it Red Cross on bottle! Ha!" Han vandrede forsat hjemad.

[img ]http://img69.imageshack.us/img69/2663/topbanner2v2.jpg[/img]

18|The Devil Drinks Whisky

Døren åbnede, en flaske Red Label blev kylet gennem lokalet. En støvle fulgte lige efter og så kom Aldrick selv ind, blodet løb stadig fra hånden. Uret sagde, at klokken var 12, pressemøde ventede kl. 13. En skjorte blev revet ned fra en bøjle, en sjat kaffe blev drukket, og en biscuit blev nappet lidt i. Stadig bagstiv vandrede han ud til sin bil, nøglerne sad allerede i. Han satte sig ind og kørte hen mod det lokale supermarked, han skulle have sig en ny flaske Red Label, ellers ville han aldrig holde pressemødet ud - det ville han sgu nok heller ikke alligevel. Han parkerede bilen ude foran pressecentret, hvis man kunne kalde det, det. Han vandrede ind med sin flaske i hånden, der var blodig, han havde bundet et viskestykke rundt om hånden så flasken ikke faldt ned.

Han tog plads og begyndte at svare, men det var ikke længere ham selv, der førte ordet, det var vennen Johnny. Han tog en tår og begyndte at svare på spørgsmålene. "Min søn er en fandens bastard, en bastard uden lige! Det er fandme ikke tilfældigt jeg drikker så meget og smadrede min hånd ind i en mur i nat. Jeg hader ham! Gid, gid jeg bare havde slået min kone i maven da hun var gravid, så havde vi sluppet for den lille lort!" Folk så målløst på Aldrick, spørgsmålet havde lydt på om han forventede en oprykning denne sæson, og så brød han ud i dette angreb på sin søn. Han begyndte at grine et djævelsk grin. Han rejste sig fra bordet hældte en sjat whisky i hånden og smaskede så hånden på væggen og råbte "Ser I nu, hvad jeg mener?!" Han forlod pressemødet og satte sig ind i bilen. Folk sad passivt inde i lokalet og forstod ikke det mindste.

[img ]http://img69.imageshack.us/img69/2663/topbanner2v2.jpg[/img]

19|Evil May Defeat The Weaker Mind

Aldrick sad på passagersædet i sin bil, hånden gjorde ondt, og flasken var tom. Bilen holdt stille og Aldrick anede ikke hvorfor, alt Johnny sagde var blot. "Sov nu din lille lort". Johnny sad med et stift og skummelt blik ud af forruden, som om han ventede på noget eller nogen. En mor gik over vejen med sit barn i en barnevogn. Johnny kiggede på moren og vrissede ondt. Hun åbnede sin dør og gik ind, hun kiggede ud af vinduet på bilen, hvor Johnnys fokus igen var lige ud foran bilen. En cyklist kom frem på vejen, dét fangede straks Johnnys blik, han slikkede sig om munden og gned gearstangen. Aldrick vred sig fortsat i smerter over hånden, der stædigt blødte videre. Cyklisten stod af cyklen og ledte efter en specifik adresse.

Uden videre advarsel satte Johnny bilen i gear og kørte af sted mod manden, der først så bilen da det var for sent. En hidsig latter lød, den forsatte og forsatte og imens latteren tog til fik Aldrick det dårligere og dårligere. Han havde kørt Miles ned, sin søn. Han havde aldrig villet skade ham. Nu var det sket, hvad skulle han gøre, melde sig? Nej, det virkede dumt, flygte? Hvorhen dog? Han var i vildråd, han kunne vel ikke bare lade som ingenting og bare tage hjem? Kører bilen i havnen eller brænde den, påstå han var blevet alvorligt overfaldet og havde fået nogle kraftige piller til pressemødet som gjorde, at han mistede fatningen over virkeligheden. Hvor dumt det end lød måtte det blive til hans forklaring. Han vidste, at Johnny nok skulle hjælpe ham.

[img ]http://img69.imageshack.us/img69/2663/topbanner2v2.jpg[/img]

20|Alone In The Dark

Mørket faldt over kontoret, den sidste sjat whiskyblev slugt, idet frakken blev lukket. Døren til kontoret blev låst. Lyden af de slidte sko, der nu begav sig ud på den tomme parkeringsplads gav genlyd. Den kolde luft, den mørke aften. Det kolde sind. Det mørke sind. Det ødelagte sind. Bilen med en bule fra et "uheld" blev indtaget, bilnøglen drejet. Motoren gav en forkølet lyd, hvorefter den sløvt startede. Radioen var i stykker, stilheden var intakt igen.

Motoren blev slukket, nøglen trukket ud. Trappetrinene blev betrådt af de gennemslidte, engang pæne, lædersvøbte sko. Døren blev lukket, kulden holdt udenfor. Varmen bredte sig i hans blod, frakken blev hængt på plads. Huset var mørkt og ensomt, ekskonen boede hos sin nye mand. Han fandt en billig cognac frem og tog et glas med. Det blev hældt i glasset, der blev tømt i en tår og fyldt op på ny.

Han fandt en pose frem, papirer fra sin advokat. En pakke med billige cigaretter og en gammel lighter blev fundet frem fra en skuffe. Cigaretterne havde fået fugt i filtrene, men han var rygetrængende og tog en alligevel. Fingeren gled på lighteren tændefunktion, han skrabede sig, men fik endelig tændt lighteren, gløden fra lighteren tændte cigaretten. Det første sug blev taget. Han sank uroligt i sædet og lukkede sine øjne. Gentagende gange blev der suget i cigaretten, glasset stod på bordet ved siden af flasken og et afbrændt billede, et billede af ham,over halvdelen var brændt af. Han tog det sidste sug, der var tilbage i cigaretten og maste den i askebægeret.

[img ]http://img69.imageshack.us/img69/2663/topbanner2v2.jpg[/img]

21|Fallen

Han trådte ud på de våde sten og gik hen til postkassen, der var fyldt til sprækkepunktet. Blikket fór mod de tomme vinduer rundt omkring. Der var stadig billeder hængt op af Miles på de forskellige gadehjørner. "Help us find Miles' murder" stod der på plakaterne. Øjet kneb sig sammen først det ene, så det andet. Han blev med ét arrig. Han rev i sin postkasse og sparkede til bilen, der holdte ved siden af ham. Han var blevet forpustet og satte sig irriteret ned. Han kiggede igennem brevene, ét brev ændrede alt.

"Aldrick Wilkinson, you are hereby called in for a hearing on the murder of your son, Miles Wilkinson. The date of the hearing is…" Han rev brevet fra hinanden og begyndte at råbe og skrige igen. Han havde tænkt sig at udeblive, så måtte politiet fandeme selv dukke op og hente ham! Han ville ikke spille tid på den slags. Han bebrejdede sig selv og ikke mindst Johnny for alt der var sket, og han kunne stadig ikke forstå det var gået så galt. Han frygtede for fremtiden, men han ville bare videreføre projektet med West ham, så måtte det briste eller bære.

[img ]http://img69.imageshack.us/img69/2663/topbanner2v2.jpg[/img]

22|Heres Johnny

Han sad sig i stolen. Han strøg hånden igennem sit hår og indså, at han var nød til at dukke op. Han gned sig i øjnene, endnu en søvnløs nat. Endnu engang havde han meldt sig syg fra sit managererhverv. Han samlede nogle småmønter sammen. Der var lige nok til et glas whisky nede hos den lokale pub. Han tog frakken på som havde huller og blodpletter fra de aftener Johnny var dukket op og drevet Aldrick fra vid og sans. Han begik sig ud på den tomme gade og gik mod pubben. Efter at have passeret flere pæle med billeder af Miles gik han i panik. Johnny kom til "undsætning" og Aldrick gik i sort.

Han åbnede øjnene, men kunne næsten intet se. Der var bælgmørkt og han kunne dårligt bevæge sig. Han havde en smerte i sit bryst og der løb en væske ned af panden på ham, men armen kunne ikke nå det. Han var udmattet og faldt langsomt hen igen. Han så lys, lys for enden af en tunnel.

[img ]http://img69.imageshack.us/img69/2663/topbanner2v2.jpg[/img]

23|Memories Will Drive You Mad

Lyset for enden af tunnelen forsvandt og han mærkede en sviende følelse i kinden. Han kunne bevæge sin arm igen og førte den mod kinden og mærkede nogle rifter i kinden og der var flere rifter i resten af ansigtet. Han rykkede sig og følte den samme sviende følelse flere steder på kroppen, han åbnede sine øjne og så sig selv ligge i en tjørnebusk, lange, spidse torne, der havde gnavet sig ind i hans krop. Han vred sig i smerte og kom langsomt ud af busken og samlede sig ude på fortovet. Jakken var, om muligt, mere ødelagt end før og han kunne hele tiden smage blod. Omtumlet og desorienteret begyndte han at gå, han vaklede på benene og han frygtede, at han ville falde igen, hvis han ikke snart fandt et sted at sidde. Han slæbte sine fødder hen ad fortovet, de små sten, der lå rundt omkring gnavede sig ind i hans skoløse fødder, hvor skoene var vidste han ikke. Langsomt nærmede han sig et busstoppested, hvor han kunne lægge sig lidt på bænken og hvile lidt.

Han trak sig langsomt op på bænken og lænede hovedet opad glasset, der omrammede stoppestedet. Han begyndte at tænke, hvordan ville han slippe ud af problemerne, ville han kunne klare presset, ville han kunne klare minderne. Minderne om Miles. Fortvivlet og bedrøvet lukkede han øjnene og hvilede sig.

[img ]http://img69.imageshack.us/img69/2663/topbanner2v2.jpg[/img]

24|Down Memory Lane

Han så Miles foran sig, han var en lille dreng, og frisk og livlig, ja han var levende. Han løb og spillede fodbold med sine venner, moren stod sammen med de andre stolte forældre, der så deres små sønner spille en omgang klumpbold, Aldrick derimod sad inde i en slidt gammel trænerbænk og drak af hans flaske, der var dækket til af en pose så folk ikke vidste med sikkerhed, hvad han drak, men alle vidste det alligevel. Han blev ofte så stiv, at han råbte og skreg af de små børn og han var et par gange løbet ind på banen og sparket til bolden og væltede om af grin. Forældrene havde blot rystet på hovedet, men især Miles blev hårdt påvirket af disse hændelser. Aldrick så Miles grine, som han aldrig havde set ham grine før, smilet, der blændede med ægthed, en ægthed han aldrig selv havde følt.

Aldrick begyndte at mumle noget og folk, der gik forbi busstoppestedet gik langt forbi ham ligesom de holdte sig fra hans slidte gamle trænerbænk dengang. Uanset, hvor han var, hvad han gjorde så undgik folk ham helst. En endeløs pøl af elendighed var, hvor han befandt sig. Han havde ingen vej ud, men kunne sagtens ryge længere ned. Han havde stadig ikke været til forhør og han havde ingen forklaring at kunne give, intet alibi at kunne dække sig med. Skulle han blot melde sig og tage straffen?

[img ]http://img69.imageshack.us/img69/2663/topbanner2v2.jpg[/img]

25|Square Stars On The Sky of Blindness

Han var nød til at fortælle det til nogen, men det måtte ikke være en hvilken som helst, det skulle være en som han kunne stole blindt på. Han tænkte længe, men kun én person kom frem i tankerne. Der var ikke andre end hende, der havde kunnet holde ham ud i al den tid. Hun var den eneste han turde stole på. Men hun ville intet have at gøre med ham, hun havde gjort det tydeligt overfor ham og hun var både flyttet og havde skiftet navn.

Her sad han i sin cabriolet, der var åbnet i aftenens måneskin. Bilen var parkeret ude foran det hus han engang boede i sammen med sin kone. Siden da havde hun solgt huset, men alligevel kunne han ikke give slip på det hus. Det hus han havde stiftet gæld for at kunne købe, den gæld, der langsomt blev betalt med hans lønninger. Alt imens konen gik rundt og passede på Miles derhjemme. Han kiggede på himlen, den så ensom ud, kun få stjerner. Firkantede stjerner på skyen af blindhed.

[img ]http://img69.imageshack.us/img69/2663/topbanner2v2.jpg[/img]

26|If You See Her, Say Hello

Han sad stadig i bilen, minderne om konen kom frem, han ville så gerne finde hende. Fortælle hende om det hele, håbe, ja bede om tilgivelse. Om ikke andet sige, at han var ked af det, ked af det hele. Ked af alt. Alt uden undtagelse. Måske bortset fra at have mødt hende, kvinden i hans liv. Det liv og den kvinde han langsomt ødelagde. En sidste chance på faldrebet var vel det han ønskede sig. Ville hun give ham den chance, hvis han da kunne finde hende?

Han drejede nøglen, der sad i bilens tænding. Han havde en idé om, hvor han kunne finde hende, hvis han blot holdte nøje øje med stedet. Han var sikker på, at hun ville besøge graven, og det var også på tide han selv besøgte den, det var nok hans fejl, at hun døde dengang så en blomst ville være på sin plads. Han savnede hende, hans eneste datter. Miles havde aldrig tilgivet ham for det, det havde konen næsten heller ikke, og hvordan ville hun nu ikke tage det med Miles. Han gassede op og forlod parkeringspladsen.

[img ]http://img69.imageshack.us/img69/2663/topbanner2v2.jpg[/img]

27|Forgive Me

Det havde regnet det meste af formiddagen, hvor Aldrick havde siddet på bænken og kigget, ja stirret på gravstenen. "Wilkinson, Maria". Var alt han kunne læse fra bænken han opholdte sig på i lyet af en paraply. Bedrøvelsen tyngede hans øjne og der var tykke sorte poser under hans øjne. Han havde ikke fået en ordentlig nats søvn i mange dage. Hans kinder var stadig revet op. Han tog lidt grus og gned i et af sårene, han mærkede intet. Intet. Han sukkede. Gik langsomt tilbage til sin bil, åbnede døren og fandt en flaske frem. Han hældte en smule udover selvsamme sår, en lettere sviende smerte kunne mærkes. Lettelsen over stadig at kunne mærke lidt smerte var stor. Han var ikke helt død indvendigt, endnu.

Han satte sig tilbage på bænken, men det hele gik galt i hans hoved endnu engang. Han løb over mod gravstenen og ville kaste sin flaske på den, men snublede over et skilt på vejen derover. Flasken fløj ud af hans hånd og knustes udover stenene. Frustreret begyndte han at slå ud mod luften og sparkede til skiltet. Han begyndte at grine hysterisk. "Var det dette du ville se, Miles!? Din gamle far liggende foran din lillesøsters gravsten, pløret til i blod og spiritus! Ha! Du var en taber og fortjente at dø!" Langsomt begyndte hans sind at ændre sig igen og han lå til sidst grædende på de kolde whisky indsmurte sten. "Maria, jeg er ked af det, jeg ville ønske det var mig. Mig, der var død den aften, og kun mig. Kunne jeg bare have holdt mig fra den forbandede whisky dengang, så.. Så havde du måske stadig været her. Og så havde Miles været her. Undskyld! Kan du ikke acceptere min undskyldning? Vil du ikke være sød at tilgive mig nu..?" Han lagde sig i fosterstilling og trak frakken op foran hovedet for at give ly mod regnen, der forsat dryppede ned på hans forrevne ansigt.

Her lå han. Fortabt. Knust . Uden ære. Uden stolthed.

[img ]http://img69.imageshack.us/img69/2663/topbanner2v2.jpg[/img]

28|Flashbacks

Aldrick rejste sig fortumlet op og kiggede mod gravstenen igen. Han tørrede tårer og regn fra sit ansigt, men det samme forbidte og depressive udtryk kom til udtryk igen. Langsomt fandt han tilbage til bænken og smed hovedet ned i sine hænder. Han sukkede dybt. Hans liv føltes ovre og flashbackene han så for sig var forfærdelige. Uheldet han var involveret i, hvor Maria døde kom først, starten på hans livs ende. Herefter så han for sig, hvordan hans forhold til både kone og søn blev dårligere og dårligere og til følge sønnen, der flyttede med ordene "Jeg hader dig langt ind i hjertet, far." Herefter blev tingene sløret ind i en konstant tåge af whisky og kaos og endte i bruddet med konen. Efter flashbacket af bruddet blev alt dog helt tydeligt. Han sad igen i bilen sammen med sig selv og Johnny, som var hans alter ego. Flashbacket forsatte og han så, hvordan Johnny kørte Miles ned.

Flashbackene stoppede og en lyd af et par højhælede sko hen ad de våde sten blev langsomt højere. Den blev forsat højere og højere indtil den stoppede brat og en kvindestemme lød "Aldrick? Er det dig?" Han kiggede langsomt op med friske tårer løbende fra øjenkrogene. Hans øjne mødte et ansigt han havde savnet længe og som han havde desperat brug for at se.

[img ]http://img69.imageshack.us/img69/2663/topbanner2v2.jpg[/img]

29|Take Me Home

En varme han ikke havde følt længe spredte sig i kroppen. Det var ikke whisky, men kærlighed som den engang så hårdføre træmand følte varme i hans kolde krop. Moren til de to afdøde børn. Kvinden, der havde holdt så meget ud. Den eneste person, der havde holdt ham bare en smule mentalt i balance. Hans balancepunkt. Han tørrede tårerne væk med et af frakkens ærmer og prøvede at rejse sig, men den gamle, trætte og kolde krop ville ikke op. Hun rakte ham sin hånd og hjalp ham langsomt op og kiggede ham i øjnene. Aldrick forsvandt i hendes øjne og kom tilbage til deres første date. En forårsdag i skoven. Han havde længe før han hentede hende forberedt det hele og han var glad og begejstret. Han havde ikke drukproblemerne dengang og alt så ud til at være godt og han glædede sig til at se hendes søde smil og høre hendes søde latter. Han havde nu hentet hende og førte hende hen til den eng, der lå fri af træernes skygger, så solen kunne skinne ned på engen.

De grinte højlydt og smilte og hun strøg ofte sine fingre igennem sit hår. Det hele var godt og Aldricks nerver fra tidligere var forsvundet. Han tilbød hende et glas vin, men her gik alt galt. De gled langsomt fra hinanden. Han kunne ikke længere tale, han kunne heller ikke råbe eller bevæge sig. Hendes smil blev langsomt, men sikkert til en alvorlig og trist mine. Han vidste ikke, hvad der skete. Han kunne snart ikke længere se hende og der blev mørkt over alt. Han begyndte at dreje rundt og langsomt begyndte en skikkelse at komme frem for hans blik. Det var Miles. En forslået Miles. Det var tydeligt, at den Miles han så nu var den Miles han havde kørt ned. Miles spyttede en blanding af spyt og blod på Aldrick og begyndte at råbe af Aldrick, der dog langsomt tågede ud af, hvad startede som en drøm, men langsomt blev til et mareridt. På samme måde som hans liv engang var smukt og godt, men langsomt blev til et forfærdeligt liv af skuffelser og skandaler.

Han var tilbage i virkeligheden og sagde med en svag stemme. "Vil du ikke tage mig med dig hjem og redde mig? Jeg ved godt det ikke har været nemt de mange sidste år, men min kærlighed til dig vil aldrig dø og jeg ved, at jeg dør uden dig. Du er en perfekt kvinde. Kvinden, der gave mig en smuk datter og en smuk søn. En kvinde som var fantastisk igennem selv de hårdeste tider. Jeg er så ubeskriveligt glad for, at du fandt mig her.. Havde du ikke fundet mig, så havde jeg aldrig fundet dig og så havde jeg været død. Jeg undskylder for alt jeg nogensinde har gjort dig. Kan du nogensinde tilgive mig?"

[img ]http://img69.imageshack.us/img69/2663/topbanner2v2.jpg[/img]

30|Just A Dreamer

Hun havde været nød til at sætte sig ned ved siden af Aldrick. Her sad hun længe og kiggede på gravstenen og overvejede om hun skulle lade ham komme tilbage i hendes liv. Var det forsøget værd? Hun havde selv haft svært ved det, ved det hele. Det lange og hårde forhold, det mindst lige så hårde brud og til sidst Miles' død. Måske kunne de nå at redde hinanden inden det var for sent for dem begge.

Hun rakte sin hånd til Aldrick og smilte. Han forstod budskabet og tog hendes hånd og kyssede hende derefter. Han lyste op på en måde han ikke havde længe og følte bedre end, ja han kunne ikke komme i tanke om, hvornår han sidst havde haft det sådan. Han drømte om fremtiden. Drømte på samme måde som han gjorde dengang han mødte hende, turde drømme om fremtiden. Han var alligevel fjernet fra West Ham, så måske han skulle prøve af med en mindre klub. Starte ud med et mindre spotlight. Han kyssede hende igen og de gik sammen ud mod hendes bil. Da de gik forbi gravstenen kastede han en rose ned foran gravstenen og blev for et kort øjeblik sentimental igen. Hun trak ham videre og han forlod kirkegården som han havde været på i for lang tid, den havde næsten opslugt ham. Hans mave begyndte at rumle og han kommanderede hende til at lave noget mad med det samme de kom hjem. "Du drømmer! Ha!" lød det grinende fra hende.

Han havde altid været en drømmer, og det ville han for altid være.

[img ]http://img69.imageshack.us/img69/2663/topbanner2v2.jpg[/img]

31|Recovery

De sidste par uger havde han snakket med en advokat omkring retssagen. Han havde fortalt alt. Hvordan hans alter ego havde taget overtaget og han endte med at dræbe sin søn. Advokaten var chokeret, men ville gøre sit job og sørge for, at Aldrick ikke endte i fængslet. Som sådan var der jo heller ingen, der vidste noget om, at det var Aldrick, der kørte ham ned den aften. Ingen øjenvidner. Han frygtede derfor ikke for fængslet mere og ville tilbage til fodbolden. West Ham havde fyret ham og det overraskede ingen. Han havde forsømt holdet i så lang tid og selvom resultaterne var med ham langt hen ad vejen så havde han været ukontrolleret, hvilket ikke fungerede i længden.

Han havde længe tænkt på, hvilken klub han skulle søge job hos. Powell hos Charlton var lige blevet fyret, og hvilken bedre måde at sige undskyld til Miles på, end at føre Charlton op igennem rækkerne. Han ringede rundt og fik en samtale med deres direktør. Han havde ikke været så nervøs i lang tid. Konen havde strøget skjorten og hentet jakkesættet fra renseriet imens Aldrick øvede på, hvad han skulle sige. Skjorten ned i bukserne, slipseknuden bundet, skoene nypudset, håret trukket til siden med en kam. Aldrick var klar til at tale sig til et nyt managerjob. Han skulle til "The Valley" og ære sin søn. Rense sin sjæl den lille smule.

[img ]http://img69.imageshack.us/img69/2663/topbanner2v2.jpg[/img]

32|Jobinterview

Direktøren kiggede ham dybt ind i øjnene. Aldrick kiggede roligt tilbage. "Du forstår godt, at vi på ingen måde kan acceptere, at du fortsætter dine drikkevaner hos os? Og, at du skal forholde dig roligt og respektabelt i forbindelse med medierne? Vi gider intet pis fra dig, og vil fyre dig, hvis vi føler, at dit ego bliver for stort for klubben." Direktøren legede med uret på sin hånd. Selvtilfredsheden osede ud af ham. "Her hos os kan du ikke bare lege rundt. Vi kræver at se hårdt arbejde, fra dig og dine spillere - på og uden for banen. The Valley er et sted for mænd. Et sted mænd spiller bold, et sted mænd ser på bold. Er du klar på udfordringen?"

Aldrick tog en dyb indånding. Kiggede ud af vinduet og tænkte på Miles. Direktøren var hård, men han måtte sige ja. Direktøren lyste op da Aldrick accepterede og rakte sin hånd frem. Papiret kom frem og Aldrick skrev under med sine kragetæer. De rejste sig og gik mod døren, Aldrick gav hånd igen og gik ud mod sin bil og kørte tilfreds hjem til konen. Han fejrede dog ikke denne ansættelse med et glas whiskey, men drak et glas vand, til den dejlige and konen havde tilberedt i dagens anledning. Han var glad for at være tilbage hos konen og ville gøre alt for, at det ikke skulle ende som det gjorde sidst han var hos hende.

[img ]http://i.imgur.com/I2PtlAx.jpg][/img]

33|Back In Business

Aldrick mødte op til sin første arbejdsdag og fik en snak med samtlige trænere om, hvordan og hvorledes det hele skulle fungere. Han spurgte ind til spillernes kvaliteter og mangler og hvilken formation de fandt passende. Han valgte dog at tage en anderledes formation da han helst ville have en defensiv midt, men denne plads var klart den svageste hos Charlton mandskabet så her skulle han forstærke holdet i transfervinduet. Pengene var få så lejeaftaler ville være vejen frem for dem. Han begyndte hurtigt at få sat nogle scouts i arbejde og flere blev sendt rundt for at lede efter den defensive midt. Derudover havde han også blikket efter en mere boldfast midtbanemand end de nuværende centrale spillere klubben kunne tilbyde Aldricks formation. Det så dog ikke helt håbløst ud med de spillere Charlton ellers havde. Efter en omgang træning med spillerne for at se på deres kvaliteter i kamp kunne han allerede se et stort potentiale hos højrebacken, Chris Solly. Kun 21 år gammel, men meget målrettet og arbejdsom. En spiller, der ville blive vigtig for at kunne rykke op i Premier League.

En anden stærk position på holdet var frontrollen. Angriberne Ricardo Fuller og Yann Kermorgant var stærke og ville i en duo udgøre den trussel, der ville være brug for. Om de så ville blive brugt på samme tid ville tiden vise, først måtte Aldrick se, hvordan holdet stod defensivt i de første kampe og derefter gå længere frem på banen og satse mere, hvis der var succes. Han tog hjem efter sin første dag på jobbet og var godt tilfreds. Han tænkte konstant på, hvilke ændringer der skulle foretages og hvilke spillere der skulle hentes. Den næste dag ville give en masse svar på disse spørgsmål.

[img ]http://i.imgur.com/I2PtlAx.jpg][/img]

34|Conservative

Aldrende Aldrick havde allerede før Charlton et omdømme som en mand, der ikke gik ud og brugte store summer på spillere. Han havde et godt øje for handlerne og siden han altid var manager i de små klubber var han flittig til at bruge lejeaftaler. Han brugte alle sine evner da han købte ind til Charlton forud for sin første sæson hos dem. Hans scouts havde meldt tilbage med nogle interessante spillere og han så nærmere på mange af dem. Den første plads han fik sikret sig var den defensive midt, hvor han så det største hul - og den største nødvendighed i sit system. Derfor var han ikke bange for at bruge lidt penge på en spiller, der kunne dække denne position i et par sæsoner endnu. Han ville have en spiller i midten af 20'erne, til nøds i slutningen af 20'erne, så der var noget stabilitet samt nogle år tilbage i spilleren. Denne spiller fandt han i 29'årige Djamal, som blev hentet til fra Braga for 2.2 millioner kroner. Det sprang ikke budgettet helt, men det tog en stor sum af det beskedne beløb han havde at gøre med. Derfor måtte han nu ty til en af sine favorithandle r. Lejeaftalen.

Den var effektiv, i forsøget på at rykke op. Hvis man klarede den ville man ikke have de spillere mere til at trække løn og man ville kunne købe nogle bedre spiller for de penge man vandt sig i oprykningen. Hvis man ikke rykkede op var de ikke mere i klubben og man kunne prøve sig med en anden fremgang. Der var selvfølgeligt også ulemper ved denne handelsstrategi, især stabiliteten i truppen kunne lide af det, men Aldrick var ikke så bange for den slags skærmydsler og hentede derfor den 20'årige Scott Allan ind på lejeaftale til den centrale midt. Allan var den boldfaste midtbanemand han var på udkig efter og, hvis Allan blev en stor succes og man gerne ville gøre lejekontrakten til en permanent kontrakt havde de sikret sig en fast pris for fremtiden.

Den tredje spiller Aldrick hentede var ikke en position han havde forventet at forstærke, men da en scout meldte tilbage om en 29'årig spiller, der kunne lejes og som havde en enorm erfaring var han nød til at lytte. Alan Tate blev derfor hentet ind til at gøre forsvaret til en mur. Han var en spiller, som alle andre på banen ville lytte til. En autoritet på niveau med træneren. Når Tate gik på banen var det for spillerne som at have Aldrick selv derude.

[img ]http://i.imgur.com/I2PtlAx.jpg][/img]

35|Unbelievable

Aldrick havde fået skippet et par spillere væk fra klubben på lejeaftaler for at lempe lønbudgettet en smule og give økonomien en chance for at holde sig fra de røde tal. Spændingen til den første kamp begyndte også at sprede sig i Charlton, hvor man tog imod Yeovil i Capitol One Cuppen som Aldrick til stadighed kaldte Carling Cuppen. Der var stor spænding på at se ikke mindst, hvordan systemet fungerede med spillerne og en sejr var et minimumskrav mod Yeovil. Det startede også godt for Aldricks spillere da de kom foran efter 12 minutter på en scoring fra den nye Scott Allan. Kun 8 minutter senere scorede Yann Kermorgant, deres stjerneangriber, til 2-0 og festen var i gang på tribunerne. I det 40'enstyvende minut lukkede Yann kampen med et brag, der gik stolpe ind.

Aldrick var fint tilfreds med både taktikken og kampen og ville ikke foretage sig nogen ændringer før deres ligekamp mod Leicester. Og med det samme så man, at det var det rigtige valg da Alan Tate steg til vejrs efter et velslået hjørnespark og headede bolden ind i netmaskerne. Sent i anden halvleg sikrede Bradley Wright-Phillips dem sejren med en sikker inderside. Aldrick blev hyldet som en helt, men det hele var kun lige begyndt. Fordi i deres næste ligakamp skulle de have besøg fra Blackburn. Et hold medierne havde store forventninger til, men de forventninger gjorde Charlton på fornem vis til skamme da de vandt 4-0. Dale Stephens, Yann Kermorgant og Bradley Wright-Phillips gange to, stod bag deres overlegne sejr.

Der var to kampe tilbage i hans første måned med kampe hos Charlton. Én mod Wolves og én mod Reading. Med deres spil de sidste par kampe var de pludselig blevet alles favoritter og alle ville være som dem, men mod Wolves var de ikke helt stærke nok. De virkede ikke til at kunne håndtere favoritrollen og at skulle tage styringen. Det var derfor en meget lige 0-0 kamp, men det ene point var stadig meget vigtigt, ingen havde alligevel forventet en sådan her start. Og det blev kun bedre da de tog imod Reading i Capital One Cuppen. Charlton havde haft 21 skud da kampen var ovre, Reading havde haft 2 skud, som ikke engang havde været inden for målrammen. Charlton scorede dog ikke på mere end 2 af deres chancer, men det var alligevel noget Aldrick kunne være godt stolt af.

[img ]http://i.imgur.com/I2PtlAx.jpg][/img]

36|Autumn Rain

Efter den varme august måned kom den koldere september, der også bød på efterårsregn. De skulle nu bevise, at selvom vejret ikke var så godt for deres spillestil, kunne de sagtens vinde kampe alligevel. Hvis de allerede fik problemer i september ville de aldrig overleve vinteren. Det lovede dog ikke godt da de spillede en kedelig 0-0 kamp mod Sheff Wed i den første efterårskamp, hvor alt var lige. Begge hold have bolden 50% af tiden og hvert hold havde syv skud i løbet af kampen.

Men den næste kamp mod Ipswich skulle derimod blive en sand fest af mål og alt, hvad en god fodboldkamp ellers skal have. Efter blot to minutter af kampen scorede Ipswich og Aldrick så ret så vredt ud på sine spillere, og et kvarter senere stod den 2-0 til hjemmeholdet. Aldrick råbte og skreg sig hæs ude på sidelinjen og spillerne forbedrede sig også og snart stod den 2-1, men derefter gik kampen igen i stå. Anden halvleg gik i gang og Aldrick havde sat Ricardo Fuller ind i stedet for Wright-Phillips, der ellers havde været varm i de første par kampe, men i denne kamp så skidt ud. Fuller behøvede ikke mere end fem minutter på banen før han havde udlignet og alt så godt ud for Charlton, men så gled Scott Allan lidt for langt i en glidende tackling og så ville dommeren ikke se mere på skotten, der fik sit andet gule kort. Det skulle dog ikke stoppe dem fra at score igen. Først scorede midtbanegeneralen og to minutter var Fuller igen på pletten og så førte de pludseligt med to. På ti minutter var der blevet scoret tre mål og udvist én mand, men det var dog ikke helt ovre endnu. Indskiftede Fuller ville nemlig gerne have et hat-trick og det fik han lov til da han med tre minutter tilbage af kampen headede bolden ind i mål. Ipswich 2 - Charlton 5.

Op til den næste hjemmebanekamp, hvor Peterborough kom på besøg, var der blevet snakket meget om Aldricks effekt på Charlton mandskabet og han havde en sjælden gang lige snakket med medierne, hvor han meget kortfattet sagde, at de var tilfredse med starten og nu måtte de se, hvad de kunne nå. Under kampen blev der sunget sange til Aldrick, fra et tilfredst hjemmepublikum da de kunne se deres helte trække sig sejrrigt ud af opgøret efter en sen scoring af venstrebacken Rhoys Wiggins. Charlton lå efter de fine resultater nummer ét efter seks kampe og det så lod ikke til, at vejret havde nogen negativ indflydelse på deres spil.

[img ]http://i.imgur.com/I2PtlAx.jpg][/img]

37|Responsibility

En far kom gående hen ad gaden med sin søn i hånden. Sønnen var glad og kunne slet ikke vente til at komme på stadion og se Charlton spille. Faren og moren havde lige brugt nogle af de få penge de havde til en Charlton trøje til knægten og derefter købt billetter til den næste hjemmekamp så sønnen kunne få en helt speciel oplevelse. På vej til kampen gik de forbi en pub, hvor der sad en stor gruppe af andre Charlton fans og der blev råbt og skreget. Faren kiggede ind med et langt blik og huskede tilbage til før han fik sin søn og, hvordan han elskede at tage på pubben og få øl, for derefter at se en kamp med drengene. De dage var væk nu, og nu skulle han være ansvarsfuld. De kom ind på stadion og stemningen var helt fantastisk. Endnu en gang huskede han tilbage til dengang. Kampen gik i gang og han kunne se, hvordan Aldrick gik rundt og råbte på sidelinjen.

Brighton, som var modstanderen, havde fået en elendig sæsonstart og var sultne efter point og de gik hårdt ind i alle tacklinger og vandt langt de fleste nærkampe om bolden. Faren havde en dårlig fornemmelse og fornemmede, at det ville blive en tæt kamp, hvor én scoring ville afgøre kampen. Han håbede for alt i verden, at det blev til Charltons fordel, mest af alt for sin søns skyld. Men, i slutningen af første halvleg vandt Brighton bolden efter en hård tackling og Federico Macheda bankede bolden ind i mål. Anden halvleg blev en tæt affære, men ingen af holdene var på noget tidspunkt farlige og Machedas scoring blev afgørende.

Sønnen var ked og satte sig på sin stol og kiggede trist mod jorden. Faren lagde hånden om ham og trøstede ham. Han forklarede ham, at det ikke altid går godt for helten. At de rigtige personer ikke altid sejre i starten. Men, hvis man hele tiden tror på det, så skal man nok vinde i sidste ende. Sønnen blev glad igen, der skulle trods alt ikke den helt store tale til, for at opmuntre en 11årig knægt.

FmFreaks

Andre Managerspil => Blogs => Emne startet af: Heskey 21 Nov 2011, 14:15