Tirsdag den 5. juliHvor er jeg bare træt! Jeg havde indstillet mit vækkeur til klokken syv i morges. Eller det vil sige, jeg troede, jeg havde indstillet mit vækkeur til klokken syv i morges, men det viste sig, at mit ur gik en time forud. Så da jeg havde fået hevet en T-shirt over hovedet og var kommet i et par bukser, traskede jeg ud fra mit værelse og ned til den store sal i den forventning, at der var morgenmad. Det, jeg i stedet så, var den flinke dame fra i går, som var ved at dække bord.
- ”Det er altså først klokken syv, der er morgenmad”, sagde hun venligt.
Jeg vendte mig om uden at sige noget, og gik tilbage til mit værelse. Efter at have ligget i ti minutter uden at kunne falde i søvn, gik jeg i stedet ud og spurgte hende, om hun kunne hjælpe mig med at sende et brev.
- ”Selvfølgelig, min dreng”, sagde hun igen. ”Hvilket brev drejer det sig om?”
- ”Det er bare hjem til min familie”, sagde jeg og rakte hende brevet til min mor samt adressen.
- ”Okay. Jeg sender det, mens du er til træning”, sagde hun og fortsatte med at dække bordet.
På vej tilbage til mit værelse gik en af de andre døre pludselig op, og en ung skikkelse trådte ud. Han var yngre end mig; det var tydeligt.
- ”Hva’ søren, er der andre oppe nu? Godmorgen”, sagde han med en friskhed, der forekom mig overraskende stor på den tid om morgnen. ”Jeg hedder Mark Little. Er du ham den nye, de har snakket om?”
Jeg nikkede. Han gav mig hånden.
- ”Velkommen til!”
Vi satte os ned ved bordet og snakkede. Han er 17 år gammel og forsvarsspiller for reserveholdet. Hans historie var den dimentrale modsætning til min egen; hvor jeg kom fra et fattigt miljø, så var han den rige fars søn, for hvem økonomi aldrig har været et problem. Han var flink og imødekommende, selvom jeg ikke forstod alt det, han sagde. Han tilbød at hjælpe mig med mit engelsk, da han havde hørt, at akademiets undervisning skulle være ret ringe. Jeg tog imod tilbuddet. Dermed skal jeg fremover øve engelsk med ham i en times tid hver eneste dag, når vi har spist. Det kan forhåbentlig hjælpe mig lidt på vej.
Efter maden drog de andre til træning. Jeg var lidt i tvivl for, om jeg skulle tage med eller ej, for Jez havde jo sagt, at han ville komme og hente mig. Jeg blev, og ganske rigtigt kom Jez i den samme limousine som dagen forinden og samlede mig op.
- ”De andre drenge vil være i gang med træningen, når du kommer, så vi samler dem sammen og introducerer dig”, sagde han, mens vi sad i bilen.
Jeg nikkede, mens sommerfuglene i min mave syntes at have gang i en kæmpe slåskamp. Jeg var så spændt på at møde mine holdkammerater.
Turen var næppe blevet længere, men det føltes sådan. Ikke desto mindre kom vi derover, og jeg kom i tøjet. Jez fulgte mig ind på banen og gjorde tegn til, at træneren skulle samle truppen.
- ”Hey gutter. Jeg håber, I har sovet godt. Som I nok ved, har klubben på det seneste arbejdet på at tilknytte en ny spiller. Her er han så. Guilherme hedder han, og jeg håber, at I vil tage godt imod ham”.
De kom på skift hen og hilste. Ikke særlig entusiastisk for de flestes vedkommende, men de var der da. Træneren bad derefter anføreren, Jackie McNamara, om at overtage et øjeblik, hvorefter han kort introducerede mig til de forskellige øvelser. Det meste forstod jeg ikke, men i frygt for at virke dum undlod jeg at sige det. Jeg sørgede i stedet blot for ikke at stå forrest i køen og derefter gøre, som de andre gjorde. Det gik udmærket.
Klokken var halv tre, da træningen sluttede, hvorfor der altså var halvanden time, til jeg skulle præsenteres. Hvis jeg var spændt før træningen, så var jeg endnu mere spændt nu. Jeg blev kørt hjem på hotellet efter at have rundt omklædningsrummet, hvorefter Jez gav mig et jakkesæt, som jeg skulle tage på. Jeg kiggede med store øjne på ham, men han nikkede bare venligt.
Jeg har aldrig prøvet at have sådan et på før. Det så utrolig flot ud. Flot, og dyrt. Kort efter kørte vi tilbage til stadion, hvor pressemødet skulle foregå i et presselokale.
John Gough førte ordet, og til min store lettelse forbød han journalisterne at stille mig spørgsmål, efter han havde kaldt mig ind. Så slap jeg for at brillere med mine manglende sprogkundskaber og gøre mig selv til grin.
Pressemødet var overraskende kort. I hvert fald den del, hvor jeg blev præsenteret, for pressemødet fungerede samtidig som en præsentation til den nye sæson, hvor jeg kunne høre Gough fortælle, at den store ambition er en playoff-plads, hvilket han også havde fortalt mig i går. Det betyder, at man bliver blandt de seks bedste. Men som sagt var min præsentation ret kort, og det tog faktisk ikke meget mere end et kvarter fra jeg kom ind, til jeg igen kunne forlade lokalet og drage tilbage til akademiet, nok engang i Jez’ og chaufførens selskab.
Dernæst var det tid til aftensmaden. Et enormt måltid med en hel masse pasta og salat. Jeg tog for mig af retterne; jeg var enormt sulten efter et par hårde dage. Jeg satte mig ved siden af Mark igen, som fortsat var rigtig flink. Efter maden var det tid til min engelskundervisning på en god times tid. Det var meget lærerigt, men jeg kan godt mærke, at det nok skal vedholdes i mange uger, før jeg kan bare nogenlunde nok engelsk.
Morgendagen bliver forhåbentlig lidt mindre stresset. Dagen vil nok i høj grad afspejle den næste lange periode for mit vedkommende. Den står på følgende opgaver:
- Morgenmad kl. 07.00
- Træning kl. 08.30
- Frokost kl. 13.00
- Træning kl. 14.30
- Aftensmad kl. 18.00
- Engelsk kl. 19.00
Sov godt dagbog.
