Et nyt kapitel
Taskerne var pakket, slipset bundet og den tomme øl på bordet nærmest grinede af mig. Det blå hav under mine øjne vidnede om mange hårde år i gamet. En øm hånd og en forstuvet tå var de seneste trofæer fra nederlagene i det jyske. Hvad havde jeg gang i? Mig, der aldrig havde været længere væk end udekampene i Jylland skulle pludselig til Italien. Jeg havde tit drømt om det, faktisk havde det været drømmen fra jeg underskrev min første manager kontrakt med Vanløse. Allerede dengang var drømmen et udlandseventyr, oplevelser man altid ville huske og titler der skulle gøre mig til en legende.

Passagerer mod Livorno, venligst kom til Check In. Jeg bevægede mig hen i mod check in, tjekkede mine 2 tasker ind, mere havde jeg ikke brug for. Jeg ville tjene 47000 om ugen når jeg landede og Ikea havde altid været min frelser. Disse vanvittige lønninger var svære at forholde sig til, hvorfor skal jeg som manager tjene næsten 50000kr. om måneden, når min mor som pædagog kun lige sniger sig over 20000? Men hvis livet gav mening havde jeg nok ikke stået her. Min lejlighed i København havde jeg lejet ud til en ven, og i Italien ville jeg bo tæt på stadion og nok ikke komme så meget ud. Kone havde jeg ikke, var heller ikke noget jeg tænkte på. Jeg var en egotripper der ikke ville forsinkes af noget. De tanker var mine sidste alt imens flyveren forlod Danmark.





Fra begyndelsen til enden!
Vanløse signalerede tryghed for mig. Det var her jeg for første gang som 6 årig sparkede lidt bold, talentet på banen var ikke stort, men jeg var en god taktikker allerede i de yngre dage, så det var helt naturligt at det var her min manager karriere startede. Jeg havde brugt nogle år på at arbejde mig op på diverse ungdomshold, og da Jan Bjur sagde op var der ikke noget mere naturligt end at hyre mig. Tingene var som sædvanligt i Vanløse, vi skulle bare undgå nedrykningen, og i løbet af 100000 år skulle vi etablere os i anden division BLA BLA BLA, mangel på ambitioner. Jeg vidste vi kunne mere og jeg skulle nok bevise det. Jeg satte anoncer i samtlige aviser om prøvetræning, forhandlede mig frem til en samarbejdsaftale med Lyngby og fundamentet var støbt. Første år var en ren triumf. Vi rykkede direkte op og jeg blev hyldet som den nye messias, mine spillere blev kaldt mine dicible og Steevals Army var uovervindelig.

De første tre år i første division var ikke så sjove. Vi klarede os fri af nedrykning uden problemer, men oprykningen var samtidig også langt væk. Alt det ændrede sig dog det 4. år da jeg efter noget rotation i staben fik vindermentaliteten sparket tilbage i drengene. Vi blev nr. 4 det år og jeg var sikker på at oprykningen ville komme året efter, men sådan skulle det ikke gå. 5 tredjepladser i træk, tre brækkede håndled og blå poser under øjnene var resultatet. En af junior spillerne kom endda over til mig og spurgte om han skulle tage over. Han havde i et eller andet computerspil ført Vanløse til store sejre. Taber tænkte jeg, rigtige mænd arbejder med rigtige mennesker og ikke en flok navne i et spil. Hvis det er alt hvad manager talentet rækker til burde man holde sig helt væk, men han havde ret. Spillerne havde mere i sig, vi var det bedste hold. Problemet var de dumme udekampe i det jyske, hvor vi gang på gang mistede dumme point. Vi kunne slå dem 6-0 på hjemmebane, men alligevel tabe på udebane. Jeg satte et mål, vi skulle op og det skulle være næste sæson.



Det 10. år i 1. division og det 11. i alt for mig blev fantastisk. Vi rykkede endelig op, efter kun at have tabt 10 point hele sæsonnen. Champagne propperne sprang, drengene festede i gennem til den lyse morgen og jeg tog mig endnu en hæderstur gennem byen. Vanløse, et tidligere storhold, skulle nu spille i SAS Ligaen under min ledelse. Jeg var en rigtig manager, en rigtig manager med et rigtigt hold i en rigtig liga. Den rigtige liga viste sig dog at være hård. Efter at have taget dem alle på sengen og taget føringen efter 8. runder, kom den første nedtur. Vi tog 10 nederlag i streg og min hårpagt var efterhånden ikke eksisterende. Men et par ændringer i truppen og en peptalk i omklædningsrummet, var nok til at få holdet på sporet igen. Vi klarede os fri af nedrykning og gjorde klar til 2. sæson, 10 runder var dog alt jeg fik der. Efter 1 sejr, 4 uafgjorte og 5 nederlag forlod Kaptajn Steeval sin synkende skude. Steeval havde åbenbart ambitioner stod der i aviserne. Jeg kunne kun grine af det, mig og bestyrelsen var blevet enige om, at det var nu eller aldrig for mig. En nedrykning ville skade mit omdømme og de ville ikke holde på en mand der ikke længere havde hjertet med. Vi skiltes som venner og med et løfte om at jeg ville komme tilbage.


Nye tider
De 12 år i klubben vil jeg aldrig glemme, spillere som Allessandro der kom til byen en januar dag i shorts vil altid blive husket. Drenge som Danny, Jesper og Søren ville altid have en plads i mit hjerte, men nu var det tid til noget nyt. Danny skulle skiftes ud med Tullio, Jesper med Daniele og Søren med Carli. Mit VIF mærke på trøjen skulle skiftes ud med Livornos farver og en nedrykning fra Serie B skulle undgås. Forandringer og mål jeg er i stand til at håndtere, så Italien må hellere gøre sig klar, for manden fra det kolde nord er ikke bare kommet for at være med, han er kommet for at vinde!!!

Det ser godt ud. Især med tanke på at det er den første blog du laver.

Og lidt skidt du ikke formåede at føre min barndomsklub helt i tops i Sas-Ligaen (Hvis det altså stadig hedder det der) Ej det er okay

Glæder mig til at høre fra tiden i Livorno.

Virkelig flot start, følger med i den her story.

tak for den konstruktive kritik allesammen regner med at komme med præsentation af holdet i dag og, hvis jeg er heldig, også en lille gennemgang af de første måneder, og mit første møde med mit nye Colosseum

Ny update, kom gerne med forslag til hvad der kan gøres bedre Har med vilje valgt ikke, at ligge så meget grafik ind. Hvis alt går godt kommer der ny update senere, eller i morgen, om de første måneder i støvlelandet.

God læselyst