Tromsø

Min første fulde sæson i Tromsø var kalenderåret 2022. Inden sæsonstarten skiftede jeg halvdelen af holdet ud og hentede en lang række italienere ind. Markedet for kontraktløse italienske spillere var simpelthen vanvittigt, og jeg hentede blandt andet et tidligere Roma-talent ind. Målet var klart. Oprykning.

Resultaterne i sæsonen var mere svingende, end jeg kunne lide det, men til slut blev det til en andenplads og direkte oprykning. Endnu vildere var vores sæson i pokalen. Her kom jeg til finalen og mødte Viking, der var endt som toer i den bedste række. Jeg kom hurtigt bagud og troede det var slut, men på en eller anden led kom vi tilbage i kampen og vandt med 2-1. Fantastisk og mit første trofæ var hjemme.

Sæson 2023 blev altså i den bedste række. I transfervinduet solgte jeg en italiensk angriber for 25 mio. kr. til Bolton, en italiensk højrekant for 20 mio. til Legia Warzawa og en italiensk midtbanespiller til Häcken for 5,5 mio. Det gav solide indtægter og jeg kunne hente et par fine spillere ind for disse og samtidig have penge på bankbogen. Mest markant var en 18 år gammel australsk angriber der kom gratis til, men i løbet af sæsonen nettede 18 gange i ligaen. Nu jagtes han af PSG, Real, Juventus og en række andre store klubber. Værd at nævne er også en ung venstrekant/back jeg hentede i Rosenborg for 6,5 mio. kr. Han scorede otte mål, agde op til seks og tiltrækker nu interesse fra blandt andre Sevilla og Barcelona.

Hvordan gik det så? Jeg endte som syver i Eliteserien, tabte i straffekonkurrence til Lillestrøm i pokalens semifinale og gik videre fra en Europa League gruppe med Panathinaikos, Schalke og Trabzonspor. Godt hjulpet på vej af seks mål fra min unge australske angriber. Lidt sjovt var det at mine hjemmekampe blev spillet i Molde - 1300 km. fra Tromsø.

Den står altså på Europæisk bold i foråret, hvor jeg også starter en ny sæson. Jeg satser på medaljer, men det kommer helt an på hvilke spillere jeg mister og hvem jeg kan hente ind i stedet. Med en solid økonomi og et transferbudget på 50 mio. kr. behøver jeg dog ikke sælge for enhver pris.

3. sæson i Vålerenga er nu fuldført og det er tid til at gøre lidt status 

Vi starter med det dårlige. I den norske cup blev vi på pinligste maner sendt ud i første runde af et 2. divisions hold. Hele Norge grinte af os da det skete 

I EL gik det noget bedre. Vi kom hele vejen til gruppe spillet hvor modstanderne var Toulouse, Heerenveen og Rijeka. Vi fik skrabet 6 point sammen i gruppen hvilket var fint. Desværre var det slet ikke nok, så vi måtte indtage en sidste plads i gruppen.



I Tippeligaen lagde ud dårligt ud, i forhold til sidste sæson. Vi skulle dog komme rigtig godt efter det. Ved sæsonen sidste kamp, skulle vi bare spille uafgjort for at vinde mesterskabet.
Vi kom selvfølgelig bagud 0-2 og mesterskabet er ved at glippe. Med 2 fantastiske scoringer er vi pludselig tilbage på mesterskabskurs. Bedst om jeg begynder at tænke på guldet bliver der desværre scoret til 2-3. Heldigvis vil spillerne det anerledes og dybt inde i overtiden får vi udlignet 3-3. I de allesidste sekunder får modstanderne så straffe.
I bare raseri er jeg ved at slette fm, men min dejlige keeper snupper straffet og vi kunne løfte mesterskabstrofæet 



Præstationen i ligaen kastede årets manager af sig og i løbet af året er det lykkedes mig at sikre endnu et licens. Nu mangler jeg kun A licensen 

Sejren i ligaen og årets manager  2 år i træk havde givet genlyd hos et par storhold i knibe. Selveste Borussia Mönchengladbach og FC Internationale inviteret til en kop kaffe 

Efter de to samtaler spekuleret jeg lidt over hvem jeg helst ville til. Det var dødt løb, så besluttede at det blev de første der viftede med kontakten.

Klubben der gjorde det var:



De er i dyb krise og ligger nr. 19 i ligaen godt halvvejs i sæsonen, så der ligger en stor udfordring foran mig nu