23 › Mirko, je umjetnik

 

[LucasLeiva]

Jeg følger med, rigtig fed historie! Dog håber jeg snart noget Fm kommer med indover.

[Roche]

Jeg følger med, rigtig fed historie! Dog håber jeg snart noget Fm kommer med indover.

Klasse! FM kommer snart, meget snart.

[Roche]

Mirko, je umjetnik
Mirko tog telefonen; i den anden ende af røret sad Dragan Dzajíc. Præsident i Crvena Zvezda sagde han. Hans stemme rystede, og han stammede og virkede ualmindelig usikker, da han overbragte mig den gode nyhed. "Øhhh, vi-vi-vi har valgt, at ans-sæt-sætte dig som ny manager i klu-klu-klubben." Mirko smilte. Mere end tyve år efter han havde påbegyndt hævntogtet, var første halvdel af planen gennemført. Mirko lagde på, og satte sig med det samme i bilen, som han kørte til pressemødet i - præcis som Dzajíc havde sagt, han skulle gøre det.

Mirko var lykkelig, næsten ekstatisk, da han trillede mod Red Star Stadium. Tanken om, at mere end 20 års planlægning nu var overstået, fik ham til at grine højlydt. Også Ivan fik Mirkos glæde at føle. Mirko fik fat på italieneren kort inden pressemødet og roste ham til skyerne. Rosen betød ikke det store for Ivan; var næsten adiafora.

Sidst på eftermiddagen blev Mirko præsenteret for resten af overraskede omverden. Der var naturligvis ingen, som kendte til Mirko Vujin. Og det var sådan set også ligemeget. I stedet talte han i rosende vendinger om præsident Dzajíc. Og præsidenten gengældte lovprisningerne. Forventeligt. Mirko havde trods alt visse aftaler med Ivan, selvom han selv ikke mente et eneste af de ord, han lukkede ud af munden denne sommerdag i Beograd.

[Magn]

Du skriver forsat rigtig godt, Roche. Derudover kom der noget FM med tidligere, end jeg regnede med,  så det er bare super.

[Roche]

Nå drenge, så er jeg tilbage fra Holland og klar til at skrive videre. Jeg håber, at i fortsat er klar på at læse med.

[Roche]

Mirko, je umjetnik
Mirko havde holdt sig fra pressen i starten af sin tid i Crvena Zvezda, og allerede inden den første officielle kamp gik der rygter om interne stridigheder. Og det var jo egentlig rigtigt nok. Den daglige træning holdt Mirko sig også langt væk fra. Det lod han være op til assistenten. Mirko overværede dog træningen fra sidelinjen. Ellers ville situationen virke for mistænkelig.

Trencin var klubbens første modstander under Mirko. Trencin. Klubben sagde ham, som så meget andet inden for fodboldverdenen, ikke noget, hvorfor han ikke havde nogle forhåbninger, forventninger eller håb op til kampen. Drengen, som nu var en fuldvoksen mand, havde dog læst de lokale aviser, og her blev man gjort til store favoritter.

Efter de 90 minutter viste lystavlen på Red Star Stadium 1-1. Resultatet var sådan set ligegyldigt for Mirko, men spillerne fik alligevel en ordentlig skideballe af ham i omklædningsrummet efter kampen. Han håbede, at det ville tage al motivationen ud af dem - og det lykkedes. Spillerne sad slukøret tilbage, og det fik kaptajn Milijas til at tage fat i Mirko. "Mirko, det her går ikke! Vi kommer ikke over en skuffelse på denne måde!" sagde han. "Okay," svarede Mirko kortfattet og nikkede. Så vendte Mirko sig og traskede ud af omklædningsrummet. "Jeg vil skide på jer", sagde han og lo for sig selv.

Episoden blev lækket i pressen dagen efter, hvor Milijas afslørede Mirkos vredesudbrud. Det irriterede Mirko, der dog forblev indelukket i sin lille lejlighed, selvom han for alvor var kommet i mediernes søgelys.

[Roche]

Mirko, je umjetnik
Trencin blev besejret i Slovakiet, og Crvena Zvezda var videre. Udinese blev besejret i Beograd, og klubben nærmede sig nu Europa League. Sejrene behagede hverken Mirko eller Ivan. Dagen efter 4-2-sejren over Udinese fik Mirko et opkald fra italieneren. "Øhh Mirko, hvad foregår der?" spurgte han. Mirko havde ikke noget umiddelbart svar. "Det ved jeg heller ikke. Jeg sørger for, at det ikke sker igen," sagde Mirko og lagde på. Stirrede så ud i luften. Det var ikke den start, han havde håbet på.

I ugen mellem det første opgør og det andet opgør mod Udinese bestræb Mirko sig på at 'ødelægge' sine spillere. Han gav dem unødvendig skæld ud, og han bad assistenten stå for øvelser til træning, som spillerne intet overhovedet ville få ud af. Simple pasningsøvelser. Ekstra løbetræning. Mirko kunne se, at spillerne undrede sig over metoderne. Det glædede ham. Så vidste han, at havde gang i noget rigtigt.

Så blev det torsdag. Mirko havde taget plads på bænken på Stadio Friuli. Han var nervøs. Nederlag var et must. Og heldigvis for Mirko var han ligeså glad efter kampen, som han havde været nervøs inden opgøret. Udinese vandt 2-0, og Crvena Zvezda var ude. Bedre kunne det ikke blive. Efter kampen modtog Mirko også en lykønskning fra Ivan, og den sendte hans humør helt i top. Nu manglede han kun at tabe i ligaen.

[Roche]

Mirko, je umjetnik
Mirko satte sig på trænerbænken til den første hjemmekamp i ligaen. Med ønsket om at tabe. Modsat de mange tusinde tilskuere, som havde fundet vej til kampen mellem Crvena Zvezda og OFK Beograd. De ville for alt i verden vinde lokalopgøret. Mirko kunne næsten ikke lade være med at rive sig med af stemningen.

Lydniveauet steg endnu en tak, da Filip Kasalica bragte hjemmeholdet i front efter blot fem minutter, men et kvarter senere havde Jovan Damjanovic udlignet i den anden ende, og herfra hørte man mindre og mindre til Delije-supporterne. Selvsamme Kasalic blev udvist fem minutter efter udligningen, og Crvena Zvezda havde svært ved at ramme målet. På bænken sad Mirko og så anspændt ud, selvom han glædede sig over kampens udvikling og jublede inderst inde hver gang en ny chance blev spildt.

Kampen gik ind i sin afsluttende fase, og pointtabet virkede mere og mere sandsynligt. 83 minutter var spillet. Bolden var på Crvena Zvezdas banehalvdel; i OFK's fødder. Et indlæg blev slået, og derefter clearet af Marko Petkovic. Bolden landede i fødderne på Nenad Milijas, og herfra gik det stærkt. Kaptajnen tog en længere dribletur, og sendte Kasalic' afløser, Abiola Dauda, i dybden. Nigerianeren tog et træk til højre og sparkede bolden forbi målmanden i det lange hjørne. Jublen brød, til Mirkos store skuffelse, løs. Men stemningen blev helt elektrisk, og spillernes glæde ramte et eller andet i Mirko. Et smil bredte sig på hans ansigt.

Milijas cementerede sejren med sin straffesparksscorin g  i overtiden. Det efterlod Mirko med en underlig følelse i kroppen. Han havde altid ønsket at hævne serbernes angreb på Dubrovnik, og nu havde han en formidabel mulighed for at gøre det. Men han følte en glæde, han ikke havde forventet, da Dauda satte det sene føringsmål ind. Mirko var efterladt i vildrede og måtte tage en tur til Beograd centrum.

[Magn]

Ikke lige den drejning jeg troede historien ville tage, når han blev ansat i en klub, men det ser rigtig godt ud.

[Roche]

Ikke lige den drejning jeg troede historien ville tage, når han blev ansat i en klub, men det ser rigtig godt ud.

Nej okay, og måske bliver du overrasket igen senere. Også tak for kommentaren og de fine ord

I samme ombæring kan jeg fortælle, at i ikke får en ny update i dag, da jeg min søster har fødselsdag, og det skal vi ud og fejre nu.

[Roche]

Mirko, je umjetnik
Mirko stod i aftensolen på toppen af Kalemegdanfortet, som udgjorde Beograds gamle bydels nordlige spids. Fra det ophøjede fort kunne det ses, hvordan de to enorme floder, Donau og Sava, mødtes i et T-kryds med et grønt og fladt landskab bag sig og en række restaurantbåde, der lå permanent til langs bredden. Stedet mindede Mirko om Dubrovnik. Han savnede det faktisk en smule.

Beograd var, præcis som Dubrovnik, blevet udsat for adskillige bombeangreb under borgerkrigen i Jugoslavien. Beliggenheden var årsagen. Byen forbandt nærmest både det nordlige, sydlige, østlige og vestlige Europa, og bød derfor på både forbandelser og velsignelser. Velsignelse, fordi de to floder dannede grundlag for handel og gjorde byen rig. Forbandelse, fordi flodernes møde samtidig havde stor geografisk og strategisk betydning for diverse lande og imperier, hvorfor byen, som sagt, var genstand for mange angreb og bosættelser. Mirko havde læst det hele på nettet på hans gamle Fujitsu X365, som han havde fået af Ivan for en del år siden.

Mirko bevægede sig ind i fortet, og tog plads på en af talrige bænke, som var omgivet af farverige blomster og frodigt, lysegrønt græs. Her spredte solen i horisonten et gulerodsfarvet lys. Mirko nød omgivelserne, som igen mindede ham om barndomstiden. Far og mor. Havnen. Bymuren. Kunsten. En lille tåre trillede ned af hans kind. Intet af det havde han været i nærheden af i løbet af de seneste tyve år.

Da det gulerodsfarvede lys efterhånden var forsvundet fra fortet, havde Mirko lagt sig fast på, at han ville opleve glæderne fra barndommen igen.

[Roche]

Mirko, je umjetnik
Mirko var tilbage i Beograd. Han sad alene på Dva bela goluba. To hvide duer. Restauranten var en af mange, som lå på Skadarska-gaden. Dva bela goluba lignede de andre spisesteder på gaden; serverede serbisk mad og vin. Men Mirko fandt noget specielt ved stedet. Han vidste ikke hvad.

Mirko bestilte en lokal specialitet. En slags pølse af okse- og svindekød. Hertil fik han en bagt kartoffel og olivenbrød, mens den serbiske vin, Cevapcici, blev prikken over menuens i. I baggrunden spillede et band i sorte bukser og hvide skjorter traditionel, serbisk folkemusik med violin, harmonika, guitar og en enkelt håndholdt tromme, og Mirko nød det meste af besøget.

Da Mirko havde betalt den billige regning, tog han mobilen frem; ringede efter sine forældre. "Det er Igor," lød det fra den anden ende af røret. Mirko tøvede. "Hej far, det er Mirko," svarede han. Men Igor lagde med det samme på. Mirko tog telefonen ned fra øret og stirrede på den.

Han nåede ikke at tænke yderligere over det, før han ringede op igen. "Mirko, vi vil ikke snakke med dig. Det, du har gjort, kan ikke tilgives," sagde han. "Far, inden du lægger på, må jeg fortælle dig, hvad der er sket." Igor svarede ikke, men lagde heller ikke på, og så begyndte Mirko at fortælle. Om flugten. Om Ston. Om Ivan. Om Crvena Zvezda. Om Serbien. Om Beograd. Om tankerne bag det. Det tog en evighed, og Mirko sad stadigvæk på restauranten, da størstedelen af de andre gæster var væk, og mørket havde lagt sig over byen. Da Mirko endelig blev færdig, gik der flere minutter, hvor ingen af dem sagde et eneste ord. Mirko afventede hans reaktion.

"Mirko, jeg må gentage mig selv: din mor og jeg kan ikke tilgive, at du tog af sted uden at fortælle os noget, og det bliver ikke bedre af, at du havde en ond hensigt." Mere sagde han ikke. Der blev lagt på. Mirko gik ud af restauranten og smed telefonen i jorden, så den blev delt i tusinde stykker. Og så; så brød han ud i grød.

[Roche]

Mirko, je umjetnik
Mirko var røget ned i et stort, dybt hul. Intet lykkedes, alt gik galt. Hans forældres reaktion havde ramt ham hårdt. Han gad intet, kunne intet. Jobbet hos Crvena Zvezda var også et helvede. Træningen ødelagde ham fuldstændig, og kampene var ikke meget bedre - især ikke når klubben præsterede, som den gjorde. Mirko havde blot skaffet dem fire point i seks kampe, og man havde senest tabt det uhyre vigtige derby mod Partizan.

Fansene var utilfredse og protesterede, og det seneste var, at en mindre gruppe fans havde demonstreret foran Mirkos lejlighed. Mirko så nærmest grædende til dagen, hvorpå det skete. Og nu græd han næsten også hver eneste dag. Mirko vidste ikke, hvordan han skulle kæmpe sig tilbage. Han havde ingen kræfter, ingen vilje. Intet håb.

Knap en uge efter nederlaget til Partizan tog Mirko til Boegrad i håb om, at nogen eller noget derinde ville opmuntre mig. Han besøgte de smukkeste lokaliteter, spiste på de bedste restauranter, tog endda på byens mest respekterede galleri. Men heller ikke lokaliteterne, maden eller kunsten kunne opmuntre ham. Det sidste besøg aflagde han hos Dva bela goluba, her, hvor det hele begyndte.

[Roche]

Mirko, je umjetnik
Det nye besøg mindede på mange måder om det første besøg. Mirko havde snoet sig ned gennem festglade mennesker på den brostensbelagte Skardarska-gade, hvorefter han havde taget plads ved et enkeltmandsbord så langt inde i restauranten som muligt. Den lokale okse- og svinekødspølse havde igen taget plads på Mirkos bord sammen med den bagte kartoffel, olivenbrødet og den skønne Cevapcici-vin. I baggrunden blev et serbisk orkester også igen krydret med stemmerne fra restaurantens andre besøgende.

Det ville under normale omstændigheder skabe glæde og hygge, men omstændighederne var bare ikke helt normale for Mirko. Intet kunne hjælpe på humøret, og Dva bela goluba var ikke anderledes. Maden blev spist, vinen drukket, regningen betalt, og så var Mirko, skuffet, klar til at tage hjem. Men netop da han havde rejst sig fra bordets tilhørende egetræsstol, ringede telefonen.

- Hej, det er Mirko.
- Hej Mirko, det er far.
- Far?, spurgte Mirko overrasket.
- Ja, Mirko. Jeg få fortælle dig en ting, sagde han og tøvede så et kort øjeblik.
- Mor og jeg er meget skuffede og din opførsel, det ved du. Men vi ønsker at give dig en chance til, hvis du kan love os en ting. Du skal ikke forsøge at ødelægge klubben længere, du skal gøre det så godt, du kan. Det vil gøre mig og mor stolte igen. Forstået?
- Ja, selvfølgelig, sagde Mirko bestemt, hvorefter han lagde på.

Mirko lyste op, spurtede igennem restauranten, og ude på Skardarska begyndte han at hoppe og danse. Han hægtede sig på en af de mange kæder med dansende mennesker, og han gav ikke slip, før den sidste mand havde forladt området. Alt var godt igen, selvom han gik i seng velvidende, at han nu havde et vigtigt, vigtigt mål at opfylde.

[Roche]

Mirko, je umjetnik
Pludselig lykkedes alt for Mirko. Måske fordi han endnu mere end nogensinde før havde viljen til at opnå det mål, han havde sat sig. Mirko savnede sine forældre og ville så hjertens gerne have dem tilbage. Han lagde enormt meget arbejde i projektet, og ofte sad han oppe om natten for at studere modstandere, spillere eller arbejde på nye taktikker.

Heldigvis for Mirko afspejlede det sig også i resultaterne. Crvena Zvezda bragede derudad, og foruden en enkelt svipser mod Donji Srem og straffesparksnederl aget til Radnicki 1923 i pokalen, var det blevet til lutter sejre. Det betød ligeledes, at man nærmede sig toppen, selvom Partizan fortsat var fire point foran efter den første halvdel af sæsonen.

Nu ventede knap tre måneders pause, og ventetiden var ikke til at udstå for Mirko. Han ville så gerne fuldføre sit mål, hurtigst muligt. En dag, da han igen sad alene i sin lejlighed, strejfede tanken ham dog, at han kunne tage på ferie til Dubrovnik. Han planlagde flysejre og hotel, men blev alligevel i sidste øjeblik enig med sig selv om, at det nok var bedst at vente, til sæsonen var slut. I stedet blev Mirko i Beograd, og han formåede næsten af vandre byen tynd i løbet af de tre måneder, hvor ligaen stod stille.