Co-Ownership
Mange klubber i Italien, ejer kun 50% af en spilller, som er mellem 20-29 år. Dette kaldes Co-ownership, eller delejerskab, som det så fint hedder på dansk. Der kan være mange grunde, til hvorfor det er så udbredt i Italien, men den største grund er at man slipper for at betale fuld pris for spilleren, og slipper derfor for at ofre penge på en spiller, man ikke er helt sikker på.
Man ser også storklubber, som Milan, Juventus og Inter, købe flere og flere unge spillere via dette delejerskab, og lader dem blive i den klub, de køber spilleren fra, for at han kan udvikle sig fuldt ud, hvorefter storklubberne kan vælge at købe ham efter 1, 2 eller 3 år. Alt efter om han flopper eller ej.
Når den angivende tid er udløbet, skal de to klubber indgive et anonymt bud til det italienske fodboldforbund, og den klub der byder den højeste sum, får spilleren. Derfor har de små klubber, meget svært ved at være med i forhold til de store klubber, som Juventus, Milan og Inter.
Nu hvor det grundlæggende er på plads, så hopper vi dybere ned i systemet.
Selve systemet
Du har lige startet et spil med Juventus, og har lige fået øje på den fedeste spiller, som muligvis kan blive god indenfor 1, 2 eller 3 år men du har enten ikke råd til at betale hans fulde pris, eller så tør du ikke smide 100 millioner efter ham, uden at vide om han bliver en kommende stjerne, eller om han forbliver et evighedstalent. Hvad gør man så?
Der er to muligheder. Den ene er en låneaftale, mens den anden er langt mere attraktiv - nemlig et delejerskab. Delejerskab er meget genialt i det, man ikke skal betale en spillers 100% værdi, og man kan lade ham udvikle sig, i den klub man købte ham fra.
For i kontrakten vælger man nemlig kontraktens længde, maks. 2 år minimum 1 år, i hvilken klub han skal spille i perioden, osv. Altså det grundlæggende for hans kontrakt.
I selve kontrakten indgår følgende punkter:
Fee – Dette er overgangssummen. Altså hvor meget du skal betale for dine 50% af spilleren.
Playing Team – Her vælges der i hvilken klub spilleren skal spille i.
Duration – Her vælges længden af kontrakten.
Future Fee – Hvis du vælger at sætte et beløb her, betyder det at han, til hver en tid, kan købes for den værdi.
Flexibility – Her kan du vælge om spillerens klub, må ændre i budet, eller om de ikke må pille ved kontrakten.
Decision Deadline – Hvis du ønsker et hurtigt svar, på om kontrakten accepteres eller ej, skal du sætte en deadline her.
Det vigtigste, som jeg ser det, er ’Playing Team’. Er spilleren en man satser på at udvikle, skal man måske lige tænke sig om, hvad der er det bedste er for spilleren. Er det bedst for ham at sidde på bænken i 2 år, for Juventus, eller får han mest ud af at spille fast i Chievo? Er det en lidt ældre herre, som man mener er god nok til at spille fast for ens klub, så burde der vel egentligt ikke være nogen tvivl? Nej, hent du ham blot til klubben, hvis dette skulle være tilfældet.
Skulle man sidde som manager for en spansk klub, for eksempel, så er det bestemt stadig muligt at hente en delejet spiller til klubben. Det kan blive en dyr omgang, men det er muligt. Hvis Milan ejer den ene halvdel og Juventus ejer den anden halvdel af spilleren, skal man såre simpelt afgive et bud til begge klubber. Altså man skal købe de 50% i Milan og de 50% i Juventus.
Hvis man, som en anden italiensk klub, vil købe denne spiller, som både Milan og Juventus ejer, skal man altså give et bud til begge klubber. I spillerens profil står der, som sædvaneligt, hans pris, løn, højde, vægt etc. Lad os sige at vi har fundet en spiller der koster 14.000.000 danske kroner, og man er interesseret i at købe ham, skal man altså købe ham to steder. Lad os sige at vi byder på ham i Milan først. Men hvad er nu det? Hans værdi stod til 14.000.000 i hans profil, men når vi skal til at købe ham, står han til halve. Altså 7.000.000. Dette skyldes selvfølgelig at man kun køber 50% af spilleren. Dette gentages når man skal købe de sidste 50%. Dette giver så spillerens fulde værdi, som jo er 14.000.000.
Der er dog nogle grænser. Man skal have afgivet sine bud, på en spiller, mens transfervinduet er åbent. Dette er anderledes en normal transfer, hvor man kan afgive bud på spillere hele tiden, men disse vil først komme til klubben når transfervinduet åbner. Skulle man få kolde tæer, eller blot ønske en uges ekstra tænketid, ja så er det muligt at delaye, eller udskyde om man vil, handlen en uge. Ganske som normalt.
Fordelene
Ved at bruge delejerskab, vil der dukke store fordele op. Er man bange for at satse alle pengene på en spiller, kan man nøjes med at betale en brøkdel af hans pris, og prøve ham i op til 3 år. Dette er en økonomisk bedre ide, end at gå ud og bruge 155.000.000 på en spiller, der går hen og flopper. Du kan dermed teste ham, og er spilleren ikke noget for dig, kan du sælge din halvdel til hvilken som helst anden klub, i Italien.
Delejerskab er også særdeles velegnet til talenter. Hvis Milan for eksempel, finder et stortalent, der er omkring 20 år, i Pisa, kan de købe 50% af ham, og så købe ham 3 år senere. Dette gør at Milan kan følge spilleren i 3 år, uden en anden klub kan købe spilleren, uden Milans tilladelse. Hvis spilleren så aldrig bliver til noget stort, kan Milan sælge sin halvdel.
Systemet er, ganske enkelt, genialt.
Ulemper
Hvor der er fordele, er der også ulemper. For det hele er jo ikke bare fryd og gammen. Nej, man må tage det sure med det søde. Når tiden er overstået, og spilleren skal vælge klub, er der nogle faktorer der spiller ind. Har du f. eks. haft ham i 2 år, uden at have brugt ham, er sandsynligheden for at han vil blive i klubben ikke den store.
Har spilleren været i den anden klub, kan det snildt ske at han er blevet så glad for tilværelsen dér, at han simpelthen nægter at skifte til din klub.
Da tilbudet skal gives anonymt, kan man let komme til at betale overpris for en spiller, da man ikke ved hvad modparten vil byde på ham.
Den sidste mulighed er at du er en mindre klub, og den anden klub der ejer resten af spilleren, er en klub a la Milan, og du er derfor ikke levnet de store chancer for at få fat i spilleren, hvis de viser sig at Milan er interesseret, og rent faktisk afgiver et bud, da de kan strække prisen helt hen i vejret.
Eksempel fra den virkelige verden
Skal man tage de danske briller på, og finde et eksempel ang. denne co-ownership del, så kan man jo passende tage en dansker som eksempel. Vores egen Martin Jørgensen har været en del af en sådan sag.
Han var faktisk hovedpersonen. Fiorentina var meget interesseret i at lokke danskeren til klubben, så klubben forhørte sig derfor hos Udinese, og det lykkedes Firenze klubben at købe 50% af danskeren. Efter 1 år skulle klubberne afgøre Jørgensen’s skæbne, ved at byde et hemmeligt beløb til det italienske fodbold forbund.
Det endte med at Fiorentina fik Jørgensen, og hans kvaliteter, men deres bud var ikke just prangende. Fiorentina fik nemlig erhvervet sig Jørgensen, ganske gratis. Atlså for 0,-. Så kan man selv regne ud hvor meget Udinese bød 
|
